Sarah Søgaard GrønSeptember 2012

Antal anslag: 187.60778,2 normalsider

- En undersøgelse af unge danskeres møde med politikere på Facebook

Tastaturkrigere ellernyhedsjunkier?

  1  

Abstract

This  master  thesis  investigates  how  young  Danes  experience  being  a  Facebook  

fan  of  politicians.  The  aim  is  to  examine  and  discuss  which  role  the  relationship  

with  the  politicians  play  for  young  people’s  political  involvement  and  

orientation.  11  young  Danes  were  interviewed,  who  all  were  Facebook  fans  of  

one  or  more  of  the  following  three  politicians:  Søren  Pind,  Johanne  Schmidt-­‐

Nielsen  and  Manu  Sareen.  Furthermore,  a  content  analysis  of  the  three  

politicians’  Facebook  status  updates  was  carried  out.    

 

Based  on  the  thesis  it  can  be  concluded  that  it  is  more  common  to  like  an  update  

from  a  politician  than  to  comment  or  share  it.  An  update  is  liked  to  show  

agreement  or  to  spread  it  to  as  many  as  possible.  Comments  are  primarily  made  

to  praise  the  politicians,  while  it  is  seldom  to  engage  in  dialogue  with  the  

politicians  or  other  Facebook  fans  by  commenting.  Two  of  the  main  reasons  for  

this  is  that  the  debate  level  is  found  to  be  too  low  and  the  tone  too  rude.  It  is  seen  

as  inappropriate  to  use  Facebook  as  a  mean  of  political  persuasion,  which  might  

be  one  of  the  main  reasons  for  why  politicians’  updates  are  rarely  shared.    

 

Furthermore,  it  can  be  concluded  that  politicians  who  involve  themselves  

personally  in  their  updates  on  Facebook  establish  a  stronger  relationship  with  

the  users  than  politicians  keeping  the  users  at  a  distance  by  primarily  making  

updates  regarding  official  politics.  Hence,  the  users  feel  more  connected  to  the  

politicans  who  also  use  Facebook  to  communicate  on  a  personal  level.    

 

Generally,  Facebook  is  experienced  as  a  new  platform  for  engaging  politically.  

Some  use  it  as  a  mean  of  consolidating  a  political  engagement,  which  is  already  

taking  place  offline,  i.e.  in  political  parties,  while  others  has  found  it  be  the  main  

place  where  they  engage  themselves  politically.  Thus,  the  thesis  concludes  that  

Facebook  is  an  important  place  for  young  people  to  engage  politically  and  as  

such  plays  a  substantial  role  in  society  today.  

 

  2  

ABSTRACT   1  

INDLEDNING   4  

PROBLEMFORMULERING   5  

SPECIALETS FOKUS OG AFGRÆNSNING   5  

TEORETISK FORSTÅELSESRAMME   6  INTERNETTETS DEMOKRATISKE OG POLITISKE POTENTIALE   6  OFFENTLIGHED OG SAMFUNDSKULTURER   9  HABERMAS’ OFFENTLIGHEDSBEGREB   9  KRITIK AF HABERMAS   10  SAMFUNDSKULTURER   12  Analysemodel   12  DE SOCIALE MEDIERS KARAKTERISTIKA   14  NETVÆRKSOFFENTLIGHEDER   16  SAMMENSMELTEDE SAMMENHÆNGE   17  SLØRING AF GRÆNSERNE MELLEM PRIVAT OG OFFENTLIG   18  DET USYNLIGE PUBLIKUM   19  FACEBOOKS KARAKTERISTIKA   20  

METODER OG METODOLOGI   26  VALIDITET, RELIABILITET OG GENERALISERBARHED   26  MÅLGRUPPE   29  ANALYTISK SELEKTION   31  REKRUTTERING   32  INTERVIEWENES UDFORMNING   33  METODETRIANGULERING:   34  INTERVIEWS, INDHOLDSANALYSE OG OBSERVATIONER   34  ETISKE OVERVEJELSER   34  BEHANDLING AF DATA:   35  KODNING, KATEGORISERING OG SITUATIONEL ANALYSE   35  FORTOLKNING AF DATAMATERIALET   38  

ANALYSE   39  PRÆSENTATION AF INFORMANTERNE   39  POLITISK AKTIVE OFFLINE OG ONLINE   40  TIDLIGERE POLITISK AKTIVE OFFLINE – NU PRIMÆRT POLITISK AKTIVE ONLINE   42  POLITISK AKTIVE ONLINE   43  DE TRE POLITIKERES OPDATERINGER   46  ANALYSE AF SAMFUNDSKULTURERNE   48  RUM   49  PRAKSISSER   54  Informationskanal   54  Kommunikationsredskab   55  Politisk redskab   58  Om at synes godt om opdateringer   60  Om at kommentere opdateringer   61  Om at dele opdateringer   65  En måde at engagere sig politisk på   66  Opsummering på praksisser   67  

  3  

IDENTITET   68  VIDEN   74  TILLID   75  VÆRDIER   76  OPSUMMERING   78  

DISKUSSION   80  

PERSPEKTIVERING   86  

KONKLUSION   88  

LITTERATURLISTE   90  

BILAGSLISTE   98  BILAG 1: INTERVIEW MED SOFIE   99  BILAG 2: INTERVIEW MED RANDA   109  BILAG 3: INTERVIEW MED DORTHE   128  BILAG 4: INTERVIEW MED NINA   145  BILAG 5: INTERVIEW MED FREDERIK   161  BILAG 6: INTERVIEW MED MORTEN   176  BILAG 7: INTERVIEW MED CHRISTINE   198  BILAG 8: INTERVIEW MED TORBEN   209  BILAG 9: INTERVIEW MED NAJA   238  BILAG 10: INTERVIEW MED KASPER   252  BILAG 11: INTERVIEW MED ANNA   270  BILAG 12: INTERVIEW MED JAKOB   285  BILAG 13: KATEGORIER ANVENDT TIL AT ANALYSERE INTERVIEWS   301  BILAG 14: FØRSTE VERSION AF SPØRGEGUIDEN   302  BILAG 15: ANDEN VERSION AF SPØRGEGUIDEN   305  BILAG 16: CD MED INTERVIEWS   306  

 

  4  

Indledning

Hvad  betyder  det  for  unge,  når  de  synes  godt  om  politikere  på  Facebook,  og  

hvorfor  vælger  de  at  blive  fans?  Handler  det  om,  at  de  gerne  vil  støtte  en  

politiker?  At  de  ønsker  at  følge  forskellige  politikere  for  på  den  måde  at  finde  ud  

af,  hvem  de  vil  stemme  på,  eller  holde  sig  informeret  om  politiske  sager?  Eller  at  

de  gerne  vil  diskutere  politik  med  både  politikeren  og  andre  fans?  Jeg  har  

undersøgt  årsagerne  til,  at  unge  bliver  fans  af  politikere  samt,  hvordan  de  unge  

oplever  det  at  være  fan,  når  først  relationen  er  etableret.  

 

I  Danmark  er  Facebook  det  dominerende  sociale  medie.  Danmarks  Statistik  

anslog  i  september  2011,  at  over  halvdelen  af  befolkningen  bruger  sociale  

medier.  Særligt  de  unge  har  taget  de  sociale  medier  til  sig:  92  %  af  de  danske  

unge  i  alderen  16-­‐24  år  og  84  %  i  alderen  25-­‐34  år  bruger  sociale  medier  

(Danmarks  Statistik  2011).  Til  folketingsvalget  i  2007  viste  en  undersøgelse,  at  

32  %  af  den  voksne  internetbefolkning  havde  brugt  internettet  politisk  i  

forbindelse  med  valget  (Hoff,  Jensen  og  Klastrup  2008,  11)1.  Meget  tyder  på,  at  

det  tal  er  steget  siden  i  takt  med  de  sociale  mediers  stigende  popularitet  blandt  

både  befolkning  og  politikere.  For  eksempel  oplevede  politisk  ordfører  for  

Enhedslisten,  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen,  fra  valget  blev  udskrevet  i  2011  og  til  

valgdagen  næsten  tre  uger  efter  en  stigning  i  antallet  af  Facebook-­‐fans  på  141  %  

(Infomedia  2011).  Facebook  synes  således  i  stigende  grad  at  blive  et  politisk  

rum,  hvor  politikere  og  borgere  mødes,  men  hvad  der  sker  der  i  det  rum?    

 

Efter  at  have  præsenteret  specialets  problemformulering  og  fokus  indleder  jeg  

med  at  skitsere  det  teoretiske  felt,  jeg  bevæger  mig  i.  Jeg  tager  afsæt  i,  hvordan  

forskere  tidligere  har  set  på  internettets  politiske  og  demokratiske  potentiale.  

Derefter  introducerer  jeg  begrebet  om  offentlighed:  Fra  Jürgen  Habermas’  

oprindelige  teori  til  den  måde,  begrebet  bruges  på  i  dag  af  Peter  Dahlgren.  Jeg  

beskriver  den  model,  som  Dahlgren  har  opstillet,  og  som  jeg  bruger  som  

analysemodel.  Jeg  ser  herefter  på  de  sociale  mediers  karakteristika  med  afsæt  i                                                                                                                  1  En  lignende  undersøgelse  af  folketingsvalget  i  2012  er  på  vej:  http://sis.ku.dk/kurser/viskursus.aspx?knr=144030.    

  5  

danah  boyd  og  Nicole  Ellisons  definition  for  så  at  undersøge,  hvordan  Facebook  

fungerer  som  netværksoffentlighed.  Jeg  runder  af  med  at  præsentere  Facebooks  

karakteristika.  Herefter  introducerer  jeg  de  metoder,  jeg  har  anvendt,  og  de  

metodologiske  overvejelser,  der  lægger  bag  specialet.  Jeg  går  videre  til  at  

beskrive,  hvordan  jeg  har  analyseret  mit  empiriske  materiale.  I  analysen  

indleder  jeg  med  at  introducere  informanterne.  Derefter  præsenterer  jeg,  hvilke  

opdateringer  de  tre  politikere,  som  informanterne  er  fans  af,  har  lavet  på  

Facebook.  Endelig  analyserer  jeg  informanternes  brug  af  Facebook  ud  fra  

Dahlgrens  model.  Jeg  afslutter  efter  en  diskussion  med  en  perspektivering.    

 

Problemformulering

Min  problemformulering  lyder:    

Hvilken  rolle  spiller  det  for  unge  danskeres  politiske  engagement  og  orientering  

at  synes  godt  om  politikere  på  Facebook?    

 

Dertil  stiller  jeg  tre  underspørgsmål:    

Hvordan  oplever  de  unge  det  at  være  fans  af  politikere  på  Facebook?    

 

Hvad  får  de  unge  til  henholdsvis  at  synes  godt  om,  kommentere  eller  dele  en  

opdatering  eller  selv  lave  et  opslag  på  politikerens  væg?  Hvordan  opleves  det  at  

interagere  med  politikeren  på  én  eller  flere  af  måderne  af  de  unge?    

 

Hvordan  påvirker  Facebooks  interface  og  opsætning  relationen  mellem  

politikerne  og  de  unge?    

 

Specialets fokus og afgrænsning

Fokus  i  specialet  er  på  unge  danskere,  der  synes  godt  om  politikere  på  

Facebook2.  Jeg  har  derfor  interviewet  11  unge  danskere,  der  alle  syntes  godt  om  

                                                                                                               2  Det  er  også  almindeligt  at  bruge  det  engelske  ord  ”like”  om  at  synes  godt  om.  

  6  

én  eller  flere  af  de  tre  politikere,  jeg  havde  valgt  som  cases:  Manu  Sareen  (R)3,  

Søren  Pind  (V)4  og  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  (EL)5.  Nogle  af  de  unge  var  også  fans  

af  partiernes  Facebook-­‐sider,  men  langt  fra  alle.  Dette  berører  jeg  kun  perifert  

grundet  specialets  fokus  på  politikeres  personlige  profiler  på  Facebook.  

Ydermere  ser  jeg  ikke  på  politikerne  som  afsendere,  men  fokuserer  på  de  unge  

brugere.  Det  ville  have  været  interessant  at  interviewe  de  tre  politikere,  men  jeg  

ville  ikke  have  haft  plads  til  den  dimension  i  mit  speciale,  og  jeg  har  derfor  valgt  

det  fra.  Ligeledes  har  jeg  fravalgt  at  undersøge,  hvordan  de  unge  bruger  politiske  

Facebook-­‐grupper.    Såvel  valg  af  cases  som  målgrupper  uddyber  jeg  i  Metoder  og  

metodologi.  

 

Teoretisk forståelsesramme

Internettets demokratiske og pol itiske

potentia le

Inden  for  forskningen  har  der  været  en  tendens  til  at  se  på  internettets  

påvirkning  af  samfundet  ud  fra  enten  en  dystopisk  eller  utopisk  diskurs  

(Papacharissi  2010a,  119).  Begge  diskurser  har  hældet  mod  teknologisk  

determinisme  ved  at  antage,  at  teknologien  i  sig  selv  ville  medføre  en  

grundlæggende  forandring  af  samfundet  –  hvad  enten  det  så  var  til  det  værre  

eller  bedre.  De  dystopiske  –  også  kaldet  techno-­‐  eller  cyberpessimister  –  har  

således  antaget,  at  internettet  ville  forværre  menneskers  sociale  relationer  og  

samfundet  som  sådan  ved  at  skabe  en  mere  polariseret  verden,  hvor  skellet  

mellem  dem,  der  har  en  politisk  viden  og  kan  bruge  den,  og  dem  der  ikke  har,  

ville  blive  større.  Imens  har  utopisterne  –  techno-­‐  eller  cyberoptimisterne  –  

ment,  at  internettet  ville  bringe  os  tættere  på  et  mere  demokratisk  samfund  ved  

bl.a.  at  reducere  omkostningerne  ved  at  få  fat  i  information  og  at  kommunikere  

med  andre  mennesker  (Park  og  Perry  2009,  103).  Endelig  er  der  skeptikerne,  der  

tager  afstand  fra  både  cyberoptimisterne  og  -­‐pessimisternes  teknologiske  

                                                                                                               3  R  står  for  det  Det  Radikale  Venstre.  4  V  står  for  Venstre.  5  EL  står  for  Enhedslisten.  

  7  

determinisme  ved  at  mene,  at  en  teknologi  ikke  i  sig  selv  hverken  kan  forbedre  

eller  forværre  tingenes  tilstand.  Selvom  teknologien  for  skeptikerne  ikke  alene  

ved  at  blive  skabt  medfører  en  forandring  af  samfundet,  så  er  der  heller  ikke  tale  

om,  at  teknologien  er  en  slags  tomt  kar,  som  man  kan  bruge  til  hvad  som  helst.  

Det  skyldes,  at  ”…  technologies  frequently  embed  assumptions  about  their  

potential  uses,  which  can  be  tracked  back  to  the  political,  cultural,  social,  and  

economic  environment  that  brings  them  to  life”  (Papacharissi  2010b,  230).  Enhver  

teknologi  rummer  således  bestemte  muligheder  for,  hvordan  den  kan  bruges.  En  

teknologi  som  fx  mobiltelefonen  er  blevet  skabt  ud  fra  en  række  formodninger  

om,  hvordan  vi  kommunikerer  med  hinanden.  De  formodninger,  hvad  enten  de  

er  berettigede  eller  ej,  er  med  til  at  forme,  hvordan  teknologien  kan  tages  i  brug.  

Det  er  således  ifølge  skeptikerne  samspillet  mellem  teknologiens  udformning  og  

vores  brug  af  samme  teknologi,  der  afgør,  hvilke  forandringer  vi  vil  opleve.    

 

Skeptikerne  forsøger  at  balancere  mellem  den  utopiske  og  dystopiske  tilgang  

samt  at  undgå  at  blive  deterministiske  ved  at  have  blik  for  de  mange  forskellige  

faktorer,  der  er  med  til  at  skabe  den  demokratiske  og  politiske  udvikling  

(Dahlgren  2009,  161;  Papacharissi  2002,  21).  Udgangspunktet  for  min  

undersøgelse  er  skeptikernes,  fordi  den  tilgang  giver  god  mulighed  for  at  

fokusere  på  individers  brug  af  en  given  teknologi  ved  at  have  fokus  på  individets  

valg  af  brug  snarere  end  på  teknologiens  rammer  for  brug  (Johnson  og  Kaye  

2003,  28).  Det  hænger  ydermere  godt  sammen  med  undersøgelsens  generelle  

socialkonstruktivistiske  udgangspunkt,  som  fordrer  en  ikke-­‐deterministisk  

tilgang.          

 

 

 

 

 

 

 

 

  8  

Park  og  Perry  har  skitseret  de  tre  tilgange  i  skemaet  (2009,  104)6:    

Tabel  1:  Beskrivelse  af  skeptikerne  samt  cyberoptimisterne  og  –pessimisterne  (Park  og  Perry  2009,  104).    

I  dag  ses  cyberoptimisternes  og  -­‐pessimisternes  synspunkter  i  henholdsvis  

mobiliserings-­‐  og  forstærkelseshypotesen.  I  mobiliseringshypotesen  antager  

man  således,  at  internettet  medvirker  til  at  mobilisere  borgere  politisk  og  øge  

samfundsengagementet  (Sherman  2011,  102,  143;  Coleman  og  Mesch  2007,  46),  

hvilket  svarer  godt  til  cyberoptimisternes  tilgang.  Forstærkelseshypotesen  

hævder  derimod  i  tråd  med  cyberpessimisterne,  at  nettet  er  med  til  at  

konsolidere  og  forstørre  de  allerede  eksisterende  skel  i  samfundet  mellem  

engagerede  og  passive  borgere  (bl.a.  Baumgartner  og  Morris  2009,  28,  38;  Jensen  

2011b,  19;  Couldry,  Livingstone  og  Markham  2007a,  26;  Vromen  2007,  97,  113).  

Flere  forskere  finder  dog  elementer  af  begge  hypoteser  i  deres  empiriske  

undersøgelser.  Fx  konkluderer  Mesch  og  Coleman,  at  de  primært  finder  belæg  

for  mobliseringshypotesen  i  deres  undersøgelse,  men  at  der  også  ses  elementer  

af  forstærkelseshypotesen  (2007,  46).  Jeg  finder  belæg  for  begge  hypoteser,  

hvilket  jeg  vender  tilbage  til  i  Diskussion.    

 

I  undersøgelsen  kobler  jeg  diskussionen  af,  hvorvidt  jeg  finder  elementer  fra  

henholdsvis  forstærknings-­‐  og/eller  mobiliseringshypotesen  med  den  skeptiske  

tilgang.  Jeg  antager  således  ikke,  at  Facebook  i  sig  selv  er  hverken  mobiliserende  

eller  forstærkende,  men  at  teknologien  i  et  samspil  med  en  lang  række  andre  

                                                                                                               6  Oversættelse  og  tilpasning  af  skemaet  er  min  egen.    

  9  

elementer  kan  have  en  betydning,  der  kan  være  forstærkende  eller  

mobiliserende  for  de  unges  politiske  engagement.    

 

Offentl ighed og samfundskulturer

Særligt  i  den  tidlige  internetforskning  tog  forskere  afsæt  i  Jürgen  Habermas’  

begreb  om  offentligheden,  når  de  undersøgte  internettets  demokratiske  

potentiale  (Jensen  2006,  14,  43).  Fordi  forskingen  ofte  har  taget  afsæt  i  hans  

begreb,  har  jeg  fundet  det  befordrende  at  gøre  det  samme  for  at  kunne  placere  

mig  i  det  teoretiske  felt.  Jeg  vil  her  først  introducere  Habermas’  begreb  for  

derefter  at  beskrive  den  kritik,  der  har  været  af  hans  begreb.    

 

Habermas’ offentlighedsbegreb

Habermas  beskriver  offentligheden  som:  ”The  public  sphere  can  best  be  described  

as  a  network  for  communicating  information  and  points  of  view  (i.e.,  opinions  

expressing  affirmative  or  negative  attitudes)”(1996,  360).  Offentligheden  kan  

altså  grundlæggende  set  defineres  som  det  netværk  eller  rum,  hvori  den  

offentlige  samtale  finder  sted,  og  hvor  offentlige  meninger  bliver  til  (Hoff  og  

Storgaard  2005,  13;  Habermas  1996,  360).  Når  man  undersøger,  hvorvidt  der  er  

tale  om  en  offentlighed,  ser  man  således  både  på  det  offentlige  rum  og  den  

offentlige  samtale.  Habermas  finder  principperne  for,  hvornår  en  offentlighed  

kan  opstå,  i  én  bestemt  historisk  periode:  den  borgerlige  offentlighed.  Det  er  for  

Habermas  at  se  den  eneste  gang  i  historien,  at  betingelserne  for,  at  en  

offentlighed  kunne  opstå,  har  været  til  stede  (Papacharissi  2010a,  39).  Habermas  

gør  således  grundprincipperne  for  den  borgerlige  offentlighed  til  idealet  for  det  

moderne  demokrati  (Jensen  2006,  49).  Med  inspiration  i  Oplysningstidens  

idealer  om  fornuften  fandt  Habermas  således  frem  til,  at  det  var  afgørende,  at  der  

var  tale  om  rationel  tænkning  samt  argumenter  og  diskussion,  for  at  man  kunne  

tale  om  en  offentlighed  (Dahlgren  2010,  20).  Derudover  skulle  offentligheden  

fungere  uafhængigt  af  staten  og  økonomiske  interesser.  Det  er  netop  denne  

uafhængighed,  som  Habermas  mener,  ikke  er  til  stede  i  det  moderne  samfund,  

hvor  offentligheden  er  blevet  koloniseret  af  samfundets  generelle  

  10  

kommercialisering,  den  kapitalistiske  økonomi  og  medierne  (særligt  TV),  hvilket  

gør  det  umuligt  for  en  offentlighed  at  eksistere  (Papacharissi  2010a,  115;  

Valtysson  2012,  79;  Butsch  2007,  4).  Når  forskere  har  undersøgt  internettets  

demokratiske  potentiale,  har  de  ofte  set  på,  hvorvidt  man  kunne  tale  om  en  

offentlighed  ud  fra  Habermas’  definition.  Det  er  således  typisk  sket  ud  fra  tre  

kriterier:  adgang  til  information,  gensidighed  i  kommunikationen  og  graden  af  

kommercialisering  (Papacharissi  2010b,  236).    

 

Krit ik af Habermas

Siden  Habermas  introducerede  offentlighedsbegrebet  i  1962  (Papacharissi  

2010a,  113),  har  der  lydt  forskellig  kritik  af  begrebet.  Habermas  har  da  også  

løbende  revideret  og  udviklet  begrebet  som  svar  på  kritikken.  Jeg  vil  fremhæve  

tre  kritikpunkter,  som  har  betydning  i  denne  sammenhæng:    

 

-­‐ Den  borgerlige  offentlighed  var  langt  fra  tilgængelig  for  alle  borgere.  Bl.a.  

var  kvinder  forment  adgang  (Varnelis  2008,  17).  I  forlængelse  af  denne  

kritik  har  det  været  diskuteret,  hvorvidt  Habermas  har  villet  beskrive  en  

empirisk  virkelighed  (som  kritikerne  i  så  fald  mener  ikke  er  korrekt)  eller  

præsentere  en  normativ  vision  (Papacharissi  2002,  11;  Dahlberg  2007,  

53).  Dahlgren  mener,  at  Habermas  har  forsøgt  at  gøre  begge  dele:  På  den  

ene  side  har  han  beskrevet  de  strukturelle  mekanismer,  som  han  mener  

eksisterede  i  den  borgerlige  offentlighed,  og  på  den  anden  side  har  han  

opstillet  en  vision  for,  hvordan  en  robust  offentlighed,  der  medvirker  til  at  

skabe  et  velfungerende  demokrati,  kan  se  ud  (Dahlgren  2010,  21).    

   

-­‐ Ved  udelukkende  at  fokusere  på  den  rationelle  samtale  og  ignorere  det  

følelsesmæssige  og  passionerede  overser  man  megen  kommunikation,  

som  sagtens  kan  være  af  demokratisk  betydning  (Dahlgren  2005,  156–

157),  men  som  ikke  kommer  til  udtryk  rationelt.  Man  glemmer  således,  at  

al  handlen  kræver  motivation,  og  at  følelser  og  passion  spiller  en  vigtig  

rolle  i  at  skabe  såvel  motivation  som  engagement  (Dahlgren  2009,  80–

83).  Derfor  er  det  afgørende  at  udvide  definitionen  for,  hvornår  den  

  11  

kommunikation,  der  finder  sted,  kan  siges  at  have  et  demokratisk  og  

politisk  potentiale.    

 

-­‐ Ved  at  diskvalificere  de  offentlige  samtaler,  som  finder  sted  i  

kommercielle  rum,  risikerer  man  at  overse  den  verden,  som  borgerne  

lever  i  til  hverdag  (Couldry,  Livingstone  og  Markham  2007b,  41).    

 

Mange  forskere  bruger  stadig  Habermas’  begreb,  når  de  skal  undersøge  

internettet  som  politisk  rum.  Der  er  dog  sket  et  skifte  i  forskningen,  hvor  flere  

forskere  bevæger  sig  fra  at  bruge  den  meget  snævre  definition  på,  hvad  der  

tæller  som  politisk  og  demokratisk  ud  fra  Habermas’  og  det  såkaldte  deliberative  

demokratisyn  (Dahlberg  2007,  47–48),  til  en  bredere  definition7,  hvor  man  bl.a.  

også  tillægger  samtaler,  der  er  følelsesmæssige  og  passionerede  frem  for  

rationelle,  en  demokratisk  værdi.  På  samme  måde  inkluderer  man  i  den  bredere  

definition  kommercielle  rum.  Hvis  man  bruger  det  snævre  begreb  (se  fx  

Dahlberg  2001,  622–623),  hvor  man  altså  primært  undersøger  de  tre  kriterier,  

som  jeg  nævnte  tidligere,  vil  man  stort  set  aldrig  kunne  finde  en  offentlighed  

online  (Butsch  2007,  9;  Papacharissi  2010a,  20;  Kann  og  Lim  2008,  92–93).  

Habermas’  begreb  er  derfor  velegnet  til  at  tage  en  normativ  diskussion  af,  hvad  

de  bedste  præmisser  for  demokrati  er,  og  hvordan  demokratisk  deltagelse  og  

debat  ideelt  set  skal  udfolde  sig,  men  begrebet  fremstår  noget  fjernt  fra  

hverdagens  realiteter.  Derfor  er  det  hensigtsmæssigt  at  bruge  begrebet  sammen  

med  en  undersøgelse  af  borgernes  sociale  og  kulturelle  omstændigheder,  som  de  

tager  sig  ud  i  dag  (Dahlgren  2009,  5).  Til  at  gøre  det  opstiller  Dahlgren  en  model  

for  samfundskulturer,  som  jeg  bruger  i  min  analyse,  og  som  jeg  nu  vil  

introducere  (2005,  155).    

 

                                                                                                               7  En  undtagelse  er  dog  Zizi  Papacharissi,  der  mener,  at  der  er  sket  i  skifte  i  forholdet  mellem  det  offentlige  og  det  private,  så  politiske  handlinger  ikke  længere  er  forankret  i  offentligheden,  men  i  stedet  i  den  private  sfære.  Hun  argumenterer  derfor  for,  at  man  i  stedet  ser  på  en  bredere  definition  af  den  private  sfære,  som  hun  mener,  er  langt  mere  relevant  i  dag  end  offentligheden  (Papacharissi  2010a,  137,  139).  Heller  ikke  Lisbeth  Klastrup  udvider  begrebet  om  offentligheden,  men  taler  i  stedet  om,  at  man  udover  den  private  sfære  og  offentligheden  også  må  inkludere  en  ny  ”mellemsfære”,  hvor  borgere  kan  blive  aktive  borgere  gennem  en  følelsesmæssig  investering  og  et  personligt  engagement  i  populærkultur  og  massekommunikation  (Klastrup  2011,  22–23).    

  12  

Samfundskulturer

Med  Dahlgrens  model  for  samfundskulturer  bliver  det  muligt  at  undersøge,  

hvordan  mennesker  bliver  til  borgere,  dvs.  hvordan  de  kommer  til  at  se  sig  selv  

som  medlemmer  af  og  potentielle  deltagere  i  samfundet.  Samfundskulturerne  er  

forbundet  med  offentligheden,  idet  de  kan  ses  som  en  betingelse  for,  at  der  

overhovedet  kan  opstå  et  engagement  i  offentligheden:  ”…  without  access  to  some  

viable  version  of  civic  cultures,  people  will  not  be  participating.  Via  their  

participation  in  the  public  sphere,  citizens  in  turn  strengthen  civic  cultures”  

(Dahlgren  og  Olsson  2007a,  201).  At  det  i  dag  er  så  afgørende  at  se  på  politisk  

engagement  og  handlen  i  bred  forstand,  skyldes  ifølge  Dahlgren  ændringer  i  

samfundet  (2007a,  6).  Han  mener  således,  at  en  af  de  afgørende  forandringer  i  

denne  sammenhæng  er,  at  vi  oplever,  at  grænsen  mellem  offentligt  og  privat  

langt  fra  er  så  rigid  som  tidligere.  Når  borgerne  engagerer  sig  i  emner  som  miljø,  

menneskerettigheder,  kønsspørgsmål  og  globalisering,  så  sker  det  ofte  på  en  

måde,  hvor  det  politiske  og  det  personlige  blandes  sammen,  og  dermed  udviskes  

grænsen  for,  hvad  der  er  offentligt  og  privat.  Politik  er  dermed  i  højere  grad  end  

tidligere  andet  og  mere  end  blot  et  instrument  til  at  opnå  konkrete  mål  med.  

Dahlgren  mener  således,  at  det  også  bliver  en  måde  at  udtrykke  og  skabe  sig  selv  

på.  Det  sker  bl.a.  ved  at  italesætte  idealer,  værdier  og  tilhørsforhold  offentligt.  

Politik  bliver  dermed  i  højere  grad  end  tidligere  knyttet  til  ens  identitet  

(Dahlgren  2007a,  6).  Det  bliver  derfor  afgørende,  at  man  kan  se  sig  selv  som  

borger,  hvis  man  skal  deltage  i  samfundet  (Dahlgren  2007b,  60).      

 

Analysemodel

Dahlgrens  model  består  af  6  dimensioner,  som  gensidigt  påvirker  hinanden:  

viden,  værdier,  tillid,  rum,  praksisser  og  identitet  (Dahlgren  2009,  108).  Centralt  

står  identitet,  der  som  indledende  forklaret  i  sidste  afsnit  er  afgørende  for  vores  

muligheder  for  at  handle  politisk.  De  øvrige  fem  dimensioner  bidrager  til  

identiteten  og  er  med  til  at  skabe  betingelserne  for  vores  identitet  (Dahlgren  og  

Olsson  2008,  499):    

 

1.  Viden  handler  dels  om,  hvorvidt  vi  som  borgere  har  adgang  til  den  

nødvendige  viden  for  at  kunne  deltage  politisk,  og  dels  om  vi  har  mulighed  for  at  

  13  

tilegne  os  den  viden.  At  information  er  tilgængelig  på  nettet  er  således  ikke  nok.  

Vi  kan  først  tale  om  viden,  når  mennesker  kan  tilegne  sig  informationen  og  

derved  at  gøre  den  personligt  meningsfuld  (Dahlgren  2009,  108).    

 

2.  Værdier  er  nødvendige  for,  at  vi  kan  kalde  et  samfund  for  demokratisk.  Af  

værdier,  der  spiller  en  rolle  i  denne  sammenhæng,  kan  nævnes  lighed,  frihed,  

retfærdighed,  solidaritet,  tolerance,  åbenhed,  gensidighed,  diskussion  og  

ansvarlighed.  Værdier  som  gensidighed,  tolerance,  åbenhed  og  diskussion  bruges  

også,  når  man  ud  fra  Habermas  diskuterer,  om  et  rum  kan  defineres  som  en  

offentlighed.  Dahlgrens  model  er  således  baseret  på  Habermas’  

offentlighedsbegreb,  men  er  udvidet,  så  den  er  tilpasset  den  politiske  virkelighed  

i  dag  (Dahlgren  2009,  108–111).    

 

3.  Tillid  handler  henholdsvis  om  tilliden  mellem  borgere  og  politikere  og  

borgere  imellem.  Man  kan  ydermere  skelne  mellem  såkaldt  tæt  og  spinkel  tillid8.  

Tæt  tillid  er  den,  der  findes  i  nære  netværk  bestående  af  fx  familie  og  venner,  

mens  spinkel  tillid  er  den  grundlæggende  tillid  til,  at  andre  mennesker  vil  én  det  

godt.  Det  er  vigtigt  for  et  velfungerende  samfund,  at  borgerne  nærer  spinkel  tillid  

til  både  institutioner  og  regeringsrepræsentanter.  Uden  denne  tillid  ville  hverken  

sociale  bevægelser  eller  politiske  partier  fx  være  i  stand  til  at  fungere  (Dahlgren  

2009,  111–114).    

 

4.  Rum  er  dér,  hvor  borgerne  kan  mødes  og  tale  med  hinanden  såvel  som  med  

de  politikere,  der  repræsenterer  dem.  Borgerne  skal  desuden  have  adgang  til  de  

rum,  hvor  politik  og  beslutninger  bliver  diskuteret  (Dahlgren  2009,  114–115).  

Facebook  er  et  eksempel  på  et  sådant,  nyt  rum.    

 

5.  Praksisser  giver  det  enkelte  individ  mulighed  for  at  tillægge  demokratiet  en  

personlig  betydning.  Et  levende  demokrati  har  således  brug  for  konkrete  og  

kontinuerlige  praksisser.  Hvis  en  praksis  skal  være  en  del  af  

samfundskulturerne,  skal  den  have  et  element  af  rutine.  Man  kan  lære  

                                                                                                               8  De  to  begreber  er  hentet  fra  Putnam,  som  bruger  dem  i  Bowling  Alone.  The  Collapse  and  Revival  of  American  Community  (2000).    

  14  

praksisser.  Det  kræver  ofte  særlige  evner,  fx  kommunikative  kompetencer,  at  

kunne  indgå  i  en  given  praksis  (Dahlgren  2009,  115–117).    

 

6.  Identitet  handler  om  menneskers  subjektive  syn  på  dem  selv  som  

medlemmer  af  og  deltagere  i  et  demokrati  (Dahlgren  2009,  117–119).  Det  er  

et  grundlæggende  træk  ved  vores  senmoderne  samfund,  at  selvet  er  et  

refleksivt  projekt,  og  at  ens  identitet  hele  tiden  er  i  gang  med  at  blive  skabt  og  

genskabt.  Vi  kan  desuden  ikke  længere  tale  om,  at  mennesker  kun  har  én  

identitet,  men  må  i  stedet  se  på  identiteter  i  flertal,  hvilket  skyldes,  at  vi  i  

vores  daglige  liv  navigerer  mellem  så  forskellige  verdener/virkeligheder,  at  vi    

indtager  forskellige  roller  alt  efter,  hvad  omverdenen  fordrer  af  os  (Dahlgren  

2000,  338–339).  Vi  kan  således  se  på  menneskers  politiske  identitet  som  

noget,  der  eksisterer  sammen  med  deres  øvrige  identiteter.  Det  er  ikke  

sikkert,  at  ens  politisk  identitet  fungerer  sammen  med  ens  andre  identiteter  

(Dahlgren  2009,  57).    

 

I  specialet  bruger  jeg  Dahlgrens  analysemodel,  som  jeg  her  har  beskrevet,  til  at  

analysere,  hvordan  unge  oplever  det  at  være  fan  af  en  politiker  på  Facebook.  Jeg  

vil  derfor  nu  beskrive  Facebook  som  socialt  medie,  hvilket  jeg  i  analysen  bruger  

til  at  undersøge,  hvordan  Facebook  fungerer  som  rum  jf.  Dahlgrens  model.    

 

De socia le mediers karakter istika

Som  afsæt  for  at  forstå  Facebook  som  socialt  medie  bruger  jeg  boyd  og  Ellisons  

definition  på  sociale  medier:    

 

We  define  social  network  sites  as  web-­based  services  that  allow  individuals  

to  (1)  construct  a  public  or  semi-­public  profile  within  a  bounded  system,  (2)  

articulate  a  list  of  other  users  with  whom  they  share  a  connection,  and  (3)  

view  and  traverse  their  list  of  connections  and  those  made  by  others  within  

the  system.  (2007,  211)  

 

  15  

Facebook  kan  således  med  boyd  og  Ellison  defineres  som  et  socialt  medie.  Jeg  

bruger  udtrykket  sociale  medier  i  stedet  for  sociale  netværkssites,  da  det  falder  

mere  naturligt  i  dansk  sammenhæng.    

 

Med  de  sociale  medier  er  der  sket  et  skifte  i  måden,  mennesker  organiserer  sig  

på  online:  De  tidlige  online  fællesskaber  (ofte  kaldet  communities  på  engelsk)  

som  Usenet-­‐grupperne  og  bulletin  boards-­‐systemer  var  organiseret  af  

mennesker  med  fælles  interesser  centreret  om  disse,  mens  de  sociale  medier  

hovedsagligt  er  struktureret  ud  fra  et  individs  sociale  netværk  (boyd  og  Ellison  

2007,  219).  Centralt  på  Facebook  står  således  ens  personlige  profil,  der  typisk  er  

bygget  op  om  ens  sociale  netværk  og  de  mennesker,  man  allerede  kender.  

Udover  at  have  en  profil  kan  man  blive  medlem  af  en  gruppe  eller  synes  godt  om  

en  side.  Grupper  og  sider  er  ofte  organiseret  ud  fra  en  fælles  interesse.    

 

Vi  bruger  ifølge  danah  boyd  primært  internettet  på  to  måder:  adgang  til  

information  og  kommunikation.  Begge  dele  handler  om  interaktion  og  

engagement  med  såvel  andre  mennesker  som  med  indhold  (boyd  2008b,  1).  

Jakob  Linaa  Jensen  nævner  to  andre  måder  at  bruge  Facebook  på,  der  for  mig  at  

se  er  tæt  forbundet  med  information  og  kommunikation,  og  som  også  er  

relevante  i  denne  sammenhæng:  personlig  præsentation  (identitet)  og  social  

netværksdannelse  (socialitet)  (2009,  98).  Når  brugerne  logger  på  Facebook,  

handler  det  således  ofte  om,  at  de  vil  tjekke  op  på  deres  venner,  holde  

forbindelsen  til  mennesker  ved  lige  og  dele  billeder  (Panagopoulos  2009,  10).  

Det  stemmer  godt  overens  med  Hoff  og  Klastrups  undersøgelse  af  unge  

danskeres  brug  af  Facebook,  hvor  det  fremgår,  at  de  unge  primært  bruger  

Facebook  til  private  og  sociale  formål,  og  at  de  hovedsagligt  kommunikerer  med  

mennesker,  som  de  kender  i  forvejen  (2011,  258).  Desuden  opfatter  de  unge  

Facebook  som  et:  “’hænge-­ud’-­  og  overspringsmedie,  som  lidt  har  karakter  af  en  

social  overvågningscentral”  (Hoff  og  Klastrup  2011,  255).    

 

  16  

Netværksoffentl igheder danah  boyd  introducerer  begrebet  netværksoffentligheder9  til  at  beskrive  de  

særlige  karakteristika,  der  gør  sig  gældende  for  offentligheder  på  de  sociale  

medier.  boyd  definerer  netværksoffentlighed  som:    

 

Networked  publics  are  publics  that  are  restructured  by  networked  

technologies.  As  such,  they  are  simultaneously  (1)  the  space  constructed  

through  networked  technologies  and  (2)  the  imagined  collective  that  

emerges  as  a  result  of  the  intersection  of  people,  technology,  and  practice.  

(2011,  39)10  

 

boyd  forholder  sig  med  sin  definition  ikke  til  de  mange  diskussioner  af  

offentlighedsbegrebet  (2011,  41).  I  stedet  ønsker  hun  at  undersøge,  hvordan  

offentligheder  på  de  sociale  medier  adskiller  sig  fra  offentligheder,  som  vi  kender  

dem  offline  (boyd  2011,  41),  og  boyd  taler  snarere  ”…  om  den  offentlige  synlighed  

af  den  enkeltes  ytringer  og  interaktionen  omkring  og  spredningen  af  disse,  og  ikke  

om  nogen  form  for  kollektiv  offentlighed”  (Klastrup  2011,  20).  Jeg  bruger  derfor  

hendes  definition  til  at  beskrive  de  særlige  karakteristika  ved  de  sociale  medier,  

mens  jeg  bruger  Dahlgren  og  Habermas  til  at  undersøge  Facebooks  

demokratiske  og  politiske  potentiale.  Netværksoffentlighederne  består  

grundlæggende  set  af  mange  af  de  samme  funktioner  som  offline  offentligheder:  

I  netværksoffentligheden  kan  mennesker  samles  til  politiske,  kulturelle  og  

sociale  formål.  De  kan  desuden  kontakte  mennesker,  som  ikke  er  deres  

nærmeste  familie  og  venner,  men  som  er  en  del  af  samme  offentlighed  som  dem  

selv.  Det,  der  adskiller  netværksoffentlighederne  fra  andre  offentligheder,  er  den  

måde,  teknologien  strukturerer  netværksoffentlighederne  på.  Hvor  de  fysiske  

offentligheders  strukturer  består  af  atomer,  består  netværksoffentlighedernes  

digitale  strukturer  af  bits11.  Bits  er  lettere  at  gemme,  distribuere  og  søge  i  end  

atomer,  og  det  skaber  derfor  fire  særlige  karakteristika:    

 

                                                                                                               9  Min  oversættelse  af  danah  boyds  begreb.  Hendes  begreb  er  networked  publics.  10  Min  understregning  i  stedet  for  artiklens  kursivering.  11  Bits  er  digital  data,  der  kan  transmitteres  fra  en  enhed  til  en  anden  via  en  netværksforbindelse  (Mitchell).    

  17  

• Vedvarenhed:  Indhold  bliver  automatisk  gemt  og  arkiveret.  

• Skalerbarhed:  Indhold  kan  kopieres.    

• Søgbarhed:  Indhold  kan  søges  frem.    

• Kopierbarhed:  Indhold  har  potentielt  set  store  muligheder  for  at  opnå  

synlighed  (boyd  2011,  45).    

 

Det  bliver  med  de  fire  karakteristika  lettere  at  have  både  mange-­‐til-­‐mange  og  en-­‐

til-­‐mange  interaktioner.  Samtidig  bliver  det  nemmere  at  bidrage  til  

offentligheden,  men  selve  det  at  bidrage  medfører  dog  ikke  automatisk,  at  ens  

bidrag  bliver  set  (boyd  2011,  54).  Det  skyldes  at:  ”Infinite  scaling  may  be  

structurally  possible  online,  but  the  attention  economy  –  the  tax  on  people’s  time  

and  attention  –  regulates  what  actually  scales”  (boyd  2008b,  114).  De  fire  

karakteristika  skaber  tre  dynamikker,  som  ikke  er  nye,  men  som  ikke  før  har  

været  oplevet  så  generelt:      

 

• Sammensmeltede  sammenhænge  

• Usynligt  publikum  

• Sløring  af  grænserne  mellem  privat  og  offentlig  

 

Nedenfor  gennemgår  jeg  de  tre  dynamikker.    

 

Sammensmeltede sammenhænge

De  sammensmeltede  sammenhænge  handler  om,  at  manglen  på  rumlige,  sociale  

og  tidsmæssige  grænser  gør  det  svært  at  holde  forskellige  sammenhænge  

adskilte.  Tidligere  var  man  nødt  til  at  befinde  sig  samme  fysiske  sted  som  dem,  

man  ønskede  at  kommunikere  med,  mens  det  i  dag  er  muligt  at  kommunikere  på  

tværs  af  geografiske  grænser  (Castells  2005,  14).  Man  kommunikerer  således  

stadig  fra  et  fysisk  sted  som  ens  hjem,  men  man  kan  gennem  fx  Facebook  

kommunikerer  med  mennesker,  der  befinder  sig  et  andet  fysisk  sted  end  én  selv  

(Stadler  2006,  146).  Det  er  dette,  der  skaber  de  sammensmeltede  sammenhænge  

på  Facebook,  for  hvor  vores  kommunikation  med  fx  kollegaer,  venner  og  

familiemedlemmer  tidligere  oftest  fandt  sted  forskellige  steder,  der  geografisk  

var  adskilt,  så  samler  vi  på  Facebook  typisk  vores  relationer  og  er  Facebook-­‐

  18  

venner  med  såvel  venner  som  forretningsforbindelser  og  arbejdskollegaer.  

Facebook  bruges  således  både  til  at  styrke  og  vedligeholde  ens  nære  kontakter  

og  til  at  forstærke  ens  rækkevidde  ved  at  markere  de  relationer,  som  man  ikke  

plejer  intenst,  men  som  man  alligevel  ønsker  at  opretholde  (Jensen  2009,  98).  

Ofte  er  relationerne  startet  fysiske  steder  som  en  skole  eller  arbejdsplads,  og  

man  bruger  så  det  at  være  forbundet  på  Facebook  til  at  fortsætte  og  forstærke  

dem  (Sherman  2011,  132).  Fordi  vi  på  de  sociale  medier  hovedsagligt  er  

forbundet  med  mennesker,  vi  kender  i  forvejen,  er  det  de  samme  normer  for  god  

opførsel,  der  gør  sig  gældende  online  som  offline  (Jensen  2011,  129).  Hvis  man  

har  forskellige  normer  for  god  opførsel  i  fx  forskellige  vennegrupper,  kan  det,  at  

man  på  Facebook  er  venner  med  samtlige  grupper,  blive  en  udfordring.  På  

Facebook  kan  vi  ikke  på  samme  måde,  som  hvis  vi  fx  mødes  med  en  bestemt  ven  

på  en  café,  kontrollerer  den  sammenhæng,  vi  kommunikerer  i12.  Særligt  ved  

Facebook  er  således,  at  vi  ofte  kommunikerer  med  hele  vores  netværk  på  én  

gang  (boyd  og  Marwick  2010,  9).  De  sammensmeltede  sammenhænge  er  

medvirkende  til,  at  grænserne  mellem,  hvad  der  er  privat  og  offentligt,  sløres  

(boyd  2011,  49).  

 

Sløring af grænserne mellem privat og offentlig

Forholdet  mellem,  hvad  der  er  offentligt  og  privat,  ændrer  sig  løbende  og  

tilpasser  sig  den  historiske,  kulturelle  og  sproglige  sammenhæng,  hvori  

definitionerne  bruges  (Papacharissi  2010a,  35).  Grundlæggende  set  kan  man  dog  

definere  privat  og  offentlig  ud  fra,  at  de  er  gensidigt  udelukkende.  Kort  sagt,  hvad  

der  er  privat,  er  ikke  offentligt,  og  omvendt  (Papacharissi  2010a,  26).  Habermas  

beskriver  forholdet  mellem  privatsfæren  og  offentligheden  således:    

 

The  threshold  separating  the  private  sphere  from  the  public  is  not  marked  

by  a  fixed  set  of  issues  or  relationships  but  by  different  conditions  of  

communication.  Certainly  these  conditions  lead  to  differences  in  the  

accessibility  of  the  two  spheres,  safeguarding  the  intimacy  of  the  one  sphere                                                                                                                  12  Det  er  dog  blevet  lettere  at  kontrollere  den  sammenhæng,  man  kommunikerer  i  på  Facebook,  siden  danah  boyd  beskrev  netværksoffentligheden.  Det  skyldes  bl.a.,  at  Facebook  har  gjort  det  muligt  at  oprette  lister.  Man  kan  så  vælge,  at  en  bestemt  opdatering  kun  kan  ses  af  en  liste  bestående  af  fx  ens  nærmeste  venner.      

  19  

and  the  publicity  of  the  other.  However,  they  do  not  seal  off  the  private  from  

the  public  but  only  channel  the  flow  of  topics  from  the  one  sphere  into  the  

other.  (1996,  366)  

 

Det  er  netop  disse  vilkår  for  kommunikation,  der  har  forandret  sig  

grundlæggende  med  de  sociale  medier.  Der  er  stadig  et  flow  af  emner  fra  

privatsfæren  til  offentligheden  forstået  på  den  måde,  at  et  problem  først  bliver  

synligt  i  offentligheden,  når  mennesker  oplever  emnet  som  relevant  i  

privatsfæren  (Habermas  1996,  365–366),  men  privatsfærens  intimitet  er  langt  

fra  så  beskyttet  mod  offentlighed  som  tidligere  (boyd  2008b,  114).  Der  er  ikke  

tale  om,  at  privatsfæren  er  død,  men  at  det  i  netværkssamfundet  er  svære  at  

definere  og  sætte  grænser  for,  hvad  der  er  henholdsvis  privat  og  offentligt.  boyd  

mener  således,  at:  ”…privacy  is  simply  in  a  state  of  transition  as  people  try  to  make  

sense  of  how  to  negotiate  the  structural  transformations  resulting  from  networked  

media”  (2011,  52).  Vi  er  således  igang  med  at  redefinere,  hvad  der  er  privat  og  

offentligt.  Det  kompliceres  af,  at  vi  i  netværksoffentligheden  ikke  altid  ved  

præcis,  hvem  vi  kommunikerer  med  (boyd  2011,  49).    

 

Det usynlige publikum

Når  forskellige  sociale  sammenhænge  smelter  sammen,  opstår  der  som  sagt  en  

situation,  hvor  vi  kommunikerer  til  flere  forskellige  grupper  af  mennesker  på  

samme  tid.  Samtidig  kan  vi  ikke  altid  se  dem,  vi  kommunikerer  med.  For  det  

første  behøver  den  person,  vi  kommunikerer  med,  ikke  at  være  til  stede,  mens  vi  

kommunikerer  med  vedkommende.  Personen  kan  bare  læse  og  svare  på,  hvad  vi  

har  skrevet  senere,  hvilket  skyldes  karakteristikaen  vedvarenhed.  For  det  andet  

kan  opdateringer  på  Facebook  blive  spredt  pga.  karakteristikaene  skalerbarhed  

og  kopierhed  (boyd  2011,  49):  Hvis  en  af  mine  Facebook-­‐venner  fx  tagger  mig  på  

et  billede13,  vil  mine  andre  Facebook-­‐venner  kunne  se  det.  De  vil  så  kunne  synes  

godt  om  billedet,  hvilket  deres  Facebook-­‐venner  vil  kunne  se14,  og  de  vil  også  

kunne  se  billedet.  Dermed  kan  et  billede  af  mig  blive  spredt  sig  til  mennesker,  

                                                                                                               13  Læs  om,  hvordan  tagging  fungerer  på  Facebook:  http://www.facebook.com/about/tagging/  14  Det  afhænger  dog  af,  hvordan  jeg  har  indstillet  min  profil.  Man  kan  således  regulere,  hvilket  og  hvor  meget  indhold  der  skal  være  tilgængeligt  for  hvem.    

  20  

som  jeg  ikke  ved,  hvem  er.  Når  man  ikke  kan  være  sikker  på,  hvem  man  

kommunikerer  med,  er  det  svært  at  opføre  sig  passende.  Det  skyldes,  at  det  er  

afgørende  at  kende  sammenhængen  og  ens  publikum,  når  man  skal  bestemme,  

hvilken  opførsel  der  er  passende:    

 

Without  information  about  audience,  it  is  often  difficult  to  determine  how  to  

behave,  let  alone  to  make  adjustments  based  on  assessing  reactions.  To  

accommodate  this,  participants  in  networked  publics  often  turn  to  an  

imagined  audience  to  assess  whether  or  not  they  believe  their  behavior  is  

socially  appropriate,  interesting,  or  relevant.  (boyd  2011,  50)  

 

Ifølge  boyd  håndterer  brugerne  ofte  det,  at  de  står  overfor  et  usynligt  publikum,  

ved  at  forestille  sig  et  fiktivt  publikum  for  på  den  måde  at  fremstille  sig  selv  på  

den  mest  passende  måde:  ”Context  collapse  creates  an  audience  that  is  often  

imagined  as  its  most  sensitive  members:  parents,  partners,  and  bosses”  (boyd  og  

Marwick  2010,  107).  Brugerne  forsøger  således  at  fremstå  både  troværdige  og  

interessante  uden  at  opføre  sig  på  en  måde,  der  kan  opleves  som  upassende  af  fx  

ens  chef  eller  forældre  (boyd  og  Marwick  2010,  124).    

 

Efter  at  have  redegjort  for  de  sociale  mediers  generelle  karakteristika  

præsenterer  jeg  nu  Facebooks  specifikke  karakteristika.  

 

Facebooks karakter istika

Facebook  er  en  af  de  mest  indflydelsesrige  medieplatforme  i  dag  –  både  når  det  

kommer  til  antallet  af  brugere,  og  til  den  tid,  der  bruges  på  det  sociale  medie  

(Valtysson  2012,  77).  I  en  rapport  fra  DR  fremgår  det  således,  at  danske  

Facebook-­‐brugere  i  gennemsnit  er  på  Facebook  næsten  tyve  minutter  dagligt.  

Det  svarer  til  18  %  af  den  tid,  danskerne  sammenlagt  er  på  internettet  (DR  2011,  

44).  Facebook  er  således  blevet  et  hverdagsmedie.  

 

Facebook  er  designet  til  at  facilitere  bestemte  former  for  kommunikation  og  

handlinger  (Valtysson  2012,  24;  Dahlgren  2005,  148–149).  Hvordan  det  konkret  

  21  

finder  sted,  kommer  jeg  nærmere  ind  på  i  analysen.  For  at  forstå  hvilke  former  

for  kommunikation  og  handlinger,  der  i  det  hele  taget  kan  finde  sted  på  

Facebook,  er  det  afgørende  at  have  for  øje,  at  menneskelige  og  ikke-­‐

menneskelige  aktører  er  med  til  at  skabe  rammerne  for  vores  brug  af  

Facebook15.  Således  spiller  både  software-­‐processer  og  informationsarkitektur  

en  rolle  ved  at  stille  de  midler  til  rådighed,  hvormed  vi  agerer  online,  og  til  sætte  

rammerne  op  for  vores  politiske  praksis  online  (Devereaux  et  al.  2009,  416–417;  

Bennett  og  Toft  2008,  250).  Både  hvorvidt  der  fx  er  tale  om  et  åbent  eller  lukket  

forum,  og  helt  konkrete  ting  som  at  vi  får  besked  om,  når  vores  Facebook-­‐venner  

har  fødselsdag,  påvirker,  hvordan  vi  bruger  Facebook.  For  at  forstå,  hvad  der  

sker  på  Facebook,  er  det  nødvendigt  at  se  på  vores  praksisser  i  sammenhæng  

med  den  teknologi,  der  gør  dem  mulige.  Det  skyldes,  at  teknologien  spiller  en  

central  rolle  i  at  bestemme,  hvad  der  er  muligt,  og  hvad  der  ikke  er  muligt  for  

brugerne  (Devereaux  et  al.  2009,  420).  

 

Grundlæggende  set  kan  Facebook  siges  at  være  centreret  om  det  enkelte  individ,  

og  er  altså  et  socialt  medie  som  tidligere  defineret,  hvilket  påvirker  vores  

opfattelse  af  offentligheden  på  Facebook:  ”The  re-­articulation  of  the  process  of  

publicity  through  the  personalizing  and  me-­centric  informational  dynamics  of  

Facebook  reshape  our  conception  of  the  public  from  a  large  body  of  concerned  

citizens  to  smaller  aggregations  of  users”  (Devereaux  et  al.  2009,  422).  Brugerne  

spreder  sig  på  Facebook  ud  på  forskellige  sider,  grupper  og  profiler,  og  det  kan  

være  svært  at  danne  sig  et  overblik.    

 

Går  vi  så  til  Facebook  i  forhold  til  politik,  kan  brugerne  på  Facebook  agere  

politisk  på  tre  forskellige  måder:  Man  kan  synes  godt  om  en  politikers  side,  man  

kan  blive  medlem  af  eller  stifte  en  gruppe,  og  man  kan  udveksle  politiske  

synspunkter  på  ens  egen  profil.  Når  man  synes  godt  om  en  side  eller  bliver  

medlem  af  en  gruppe,  vil  man  ofte  møde  mennesker,  som  man  ikke  allerede  

kender  fra  sit  sociale  netværk  (Devereaux  et  al.  2009,  418).  Man  kan  således  som  

                                                                                                               15  Begrebet  om  ikke-­‐menneskelige  og  menneskelige  aktører  henter  jeg  fra  Bruno  Latour,  hvis  aktør-­‐netværksteori  handler  om  at  gøre  op  med  det  ensidige  fokus  på  menneskene  i  en  given  situation  og  i  stedet  for  sørge  for  også  at  inkludere  de  ikke-­‐menneskelige  elementer  (Latour  1992).      

  22  

beskrevet  tidligere  tale  om,  at  man  på  Facebook-­‐sider  og  i  Facebook-­‐grupper  

samles  om  fælles  interesser  frem  for  at  have  et  socialt  netværk  til  fælles.    

 

Når  det  kommer  til  at  se  på  politikernes  sider  på  Facebook,  kan  man  ifølge  Bill  

Sherman  tale  om  et  ”…  three-­way  information  flow:  from  official  to  constituent;  

from  constituent  to  official;  and  among  constituents,  but  in  the  context  of  the  public  

official’s  network”  (2011,  97).    

 

 Fig.  1:  Illustration  af  Shermans  beskrivelse  af  ”the  three-­way  information  flow”  

mellem  brugere  og  politikere  på  Facebook  (2011,  97).  

 

De  fleste  brugere  på  sociale  medier  har  ikke  oprettet  en  profil  for  primært  at  

kommunikere  med  politikeren.  Politikeren  er  derfor  en  del  af  brugernes  

oplevelse  af  at  være  på  et  socialt  medie,  men  langt  fra  den  vigtigste  del  (Sherman  

2011,  130).  Når  brugere  synes  godt  om  politikere  på  Facebook,  handler  det  ifølge  

  23  

danah  boyd  om  to  ting:  at  sende  et  signal  til  ens  omgivelser  om  ens  identitet  og  

at  kunne  kommunikere  med  en  offentlig  person.  Når  man  bliver  forbundet  med  

en  politiker,  sender  man  således  et  signal  om  ens  politiske  tilhørsforhold  og  

engagement  (boyd  2008a,  2).  Samtidig  kan  man  på  den  måde  støtte  bestemte  

politikere  (Bichard  et  al.  2009,  82–83;  Limperos,  Oliver  og  Woolley  2010,  647).  

Brugerne  på  Facebook  værdsætter  autencitet,  opmærksomhed  og  svar  fra  

politikerne  (Sherman  2011,  132).  Når  en  bruger  fx  skriver  en  kommentar  på  en  

politikers  væg,  så  håber  vedkommende  at  få  en  reaktion,  enten  fra  politikeren  

eller  nogle  af  de  andre  brugere.  Man  kan  således  tale  om  en  slags  social  kontrakt  

om  gensidighed  (boyd  2008a,  2).    

 

Bichard  et  al.  opsummerer  en  række  årsager  til,  at  mennesker  bruger  sociale  

medier  i  politiske  sammenhænge  (2009,  82–83):    

 

• møde  andre  brugere,  der  også  støtter  en  politiker.    

• finde  ud  af,  hvad  andre  mener  om  politikerne.  

• deltage  i  diskussioner  med  politikere  (dog  kun  i  mindre  grad).  

• få  information  om  politikere.  

• få  hjælp  til  at  finde  ud  af,  hvem  de  skal  stemme  på.  

 

Lisbeth  Klastrup  har  desuden  i  en  undersøgelse  af  politiske  Facebook-­‐grupper  

konstateret,  at  det  her  også  handler  om  at  dele  sine  følelser  og  holdninger  med  

andre,  der  tænker  og  føler  som  én  selv  (2011,  44).    

 

Hvorvidt  informanterne  i  min  undersøgelse  bruger  Facebook  af  nogle  af  de  

samme  årsager,  vender  jeg  tilbage  til  i  analysen.  Her  vil  jeg  først  uddybe,  hvordan  

politikernes  Facebook-­‐sider  bruges  til  at  få  information  igennem,  hvilket  bliver  

muligt,  fordi  nyhedsstrømmen  med  internettets  fremkomst  har  ændret  sig.  

Tidligere  bevægede  information  og  nyheder  sig  imellem  de  dominerende  

politiske  aktører  og  de  store  nyhedsmedier.  Nyhedsmedierne  fungerede  således  

som  gatekeepers  for  hvilke  nyheder,  der  kom  ud  i  offentligheden.  I  dag  kan  langt  

flere  aktører  gennem  bl.a.  blogs  og  sociale  medier  bidrage  til  nyhedsstrømmen  

(Brundige  og  Rice  2010,  148).  Dermed  bliver  de  sociale  medier  –  og  i  det  her  

  24  

tilfælde  politikernes  Facebook-­‐sider  –  en  kilde  til  nyheder  for  brugerne.  Sociale  

medier  som  Facebook  bruges  desuden  ofte  til  informationssøgning,  fordi  det  er  

en  let  måde  at  finde  information  på  (Bichard  et  al.  2009,  82–83;  Limperos,  Oliver  

og  Woolley  2010,  647).    

 

En  undersøgelse  lavet  af  DR  i  2011  viser,  at  det  for  danske  Facebook-­‐brugere  

bliver  stadig  mere  almindeligt  at  få  nyheder  gennem  de  sociale  medier.  Her  

svarede  halvdelen  af  de  adspurgte  fra  DR  Panelet,  at  de  ofte  læste  nyheder,  som  

deres  venner  havde  delt,  mens  25  %  sagde,  at  de  ofte  selv  delte  en  nyhed  (DR  

2011,  44–45).  Det  er  udbredt  at  få  nyheder  gennem  Facebook,  og  brugerne  har  

til  en  vis  grad  sat  de  traditionelle  gatekeepers  ud  af  spillet,  eller  selv  overtaget  

rollen.  Spørgsmålet  er,  om  det  også  er  blevet  almindeligt  at  bruge  Facebook,  når  

det  kommer  til  at  følge  med  i,  hvad  der  sker  politisk,  fx  under  en  valgkamp.  Det  

forsøgte  KMD  Analyse  at  svare  på  i  en  undersøgelse  af  danskernes  

mediepræferencer  i  valgkampen,  som  de  offentliggjorde  få  dage  før  valget  2011  

(2011).  Her  spurgte  de,  hvilket  medie  man  foretrak  at  få  politiske  informationer  

igennem.  Blandt  de  adspurgte  angav  kun  9,6  %,  at  de  foretrak  at  få  deres  

nyheder  fra  sociale  medier  som  Facebook  og  Twitter.  Når  det  kommer  til  de  unge  

mellem  18  og  34  år,  er  tallet  dog  en  del  højere;  nemlig  15,9  %.  Tallet  er  også  

noget  højere  for  mennesker  fra  hovedstadsområdet  i  forhold  til  andre  dele  af  

Danmark.  KMD  Analyse  konkluderer  derfor:    

 

Ser  man  på  forskydningen  i  mediernes  popularitet  som  kilder  til  politisk  

information  på  tværs  af  aldersgrupper,  tegner  der  sig  et  klart  billede  af,  at  

radio  og  trykte  aviser  og  dagblade  fortrænges  blandt  de  yngre  

vælgergrupper  til  fordel  for  nyhedsmedier  på  nettet,  partiernes  

hjemmesider  og  i  mindre  omfang  sociale  medier  som  Facebook,  Twitter  og  

lignende.  (2011,  8)  

 

Når  de  unge  opsøger  politisk  information  fra  fx  Facebook,  skyldes  det  bl.a.,  at  det  

er  en  let  måde  at  få  adgang  til  denne  information.  Den  lette  adgang  har  dog  en  

ulempe:  Der  er  simpelthen  for  meget  information  tilgængeligt  til,  at  brugerne  

kan  nå  at  forholde  sig  til  det  hele.  De  sociale  medier  giver  imidlertid  samtidig  

  25  

også  brugerne  mulighed  for  at  prioritere,  sortere  og  kontekstualisere  den  

information,  de  modtager.  På  den  måde  kan  brugerne  mindske  det  

informationsoverload,  de  udsættes  for  (Sherman  2011,  134)  både  gennem  de  

sociale  medier  og  internettet  generelt.    Ens  netværk  fungerer  således  som  et  

sorteringsredskab,  en  slags  gatekeepers.  Man  risikerer  dog,  at  det  ender  med  at  

være  de  samme  informationer,  der  cirkulerer  i  de  samme  netværk  (Putnam  

2000,  178).  Det  gælder  primært,  hvis  ens  netværk  på  Facebook  hovedsagligt  

består  af  ens  nære  relationer,  fordi  der  er  en  tendens  til,  at  mennesker,  som  er  

tæt  på  hinanden,  ligner  hinanden  og  derfor  besidder  den  samme  slags  

information.  Ny  information  vil  således  oftere  komme  fra  mennesker,  man  ikke  

er  tæt  forbundet  med,  fordi  de  typisk  vil  være  forbundet  med  mennesker,  som  

socialt  set  er  anderledes  end  én  selv  (Gulia  og  Wellman  1999,  184;  Huckfeldt  og  

Sprague  1995,  50).  Det  ses  også  af  Baumgartner  og  Morris’  undersøgelse  af  unge  

amerikaneres  brug  af  sociale  medier  i  forbindelse  med  præsidentvalget  2008.  

Her  konkluderede  de,  at  selvom  de  unge  i  stigende  grad  ser  de  sociale  medier  

som  en  kilde  til  politiske  nyheder,  så  medfører  det  at  bruge  sociale  medier  til  at  

få  information  igennem  ikke  nødvendigvis,  at  de  får  ny  viden:  ”Our  analysis  

suggests  that  many  young  adults  who  use  SNS  Web  sites  for  news  prefer  

information  that  conforms  to  their  preexisting  political  views”  (Baumgartner  og  

Morris  2009,  25).  De  unge  får  således  primært  nyheder  og  information  gennem  

de  sociale  medier,  der  stemmer  overens  med  den  viden,  de  allerede  har.    

 

Facebook-­‐brugere  leder  ikke  altid  efter  en  bestemt  politiker,  men  kan  derimod  

blot  ”falde”  over  en  tilfældig  politiker,  mens  man  fx  kigger  på  sine  venners  

Facebook-­‐profiler  og  opdager,  at  de  er  forbundet  med  en  politiker.  På  den  måde  

ligner  Facebook  lidt  TV-­‐mediet,  hvor  en  fjernsynsseer  også  tilfældigt  kan  falde  

over  en  politiker  i  et  debatprogram  (Utz  2009,  223).  At  man  på  den  måde  kan  

falde  over  en  politiker  via  de  sociale  medier,  gør  det  muligt  for  politikerne  at  nå  

mennesker,  som  ikke  nødvendigvis  selv  ville  have  opsøgt  politikerens  Facebook-­‐

side  (Panagopoulos  2009,  9;  Baumgartner  et  al.  2010,  23).  Selvom  man  altså  godt  

kan  falde  over  en  politiker  på  Facebook,  mener  Downey,  at  det  i  mindre  grad  er  

noget,  der  sker  på  internettet  i  forhold  til  TV,  hvilket  skyldes,  at  TV  er  et  push-­‐

medie,  som  skubber  sit  indhold  ud  til  brugerne,  mens  internettet  er  et  pull-­‐

  26  

medie,  hvor  brugerne  aktivt  skal  trække  indhold  ud  (2007,  122).  Lampe,  Ellison  

og  Steinfield  er  da  også  inde  på,  at  brugere  på  Facebook  oftere  leder  efter  

mennesker,  som  de  allerede  har  en  offline  forbindelse  til,  end  de  browser  for  at  

mødes  med  fremmede  mennesker  (2007,  1144).    

 

Metoder og metodologi

Centralt  i  min  undersøgelse  står  de  11  interviews,  jeg  har  gennemført  med  unge,  

der  er  fans  af  de  tre  politikere,  jeg  har  udvalgt  som  cases.  Det  drejer  sig  som  

nævnt  indledningsvist  om  Manu  Sareen,  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  og  Søren  Pind.  

Hvordan  og  hvorfor  jeg  har  valgt  netop  de  tre  politikere,  kommer  jeg  ind  på  i  

Cases.  Jeg  har  suppleret  interviewene  med  observationer  og  analyser  af  

politikernes  Facebook-­‐sider.    

 

Validitet, rel iabil itet og general iserbarhed

Grundlæggende  handler  reliabilitet  om  pålidelighed  (”troværdighed”)  og  

validitet  om  gyldighed  (”sandhed”).  En  undersøgelse  skal  både  være  pålidelig  og  

gyldig  for,  at  den  kan  tilskrives  en  høj  troværdighed  (Fischer  og  Rasmussen  

2008,  125).    

 

Reliabilitet  er  en  forudsætning  for  en  undersøgelses  validitet.  Reliabilitet  

handlede  særligt  tidligere  om,  at  man  skulle  kunne  foretage  det  samme  studie  

som  en  anden  forsker  med  samme  resultater  til  følge.  Strukturalister  og  

positivister  har  således  oftest  ledt  efter  en  objektiv  sandhed,  der  skulle  kunne  

verificeres  ved  fx  at  blive  gentaget  af  andre  forskere  med  samme  resultat  til  følge  

(Kvale  1994,  234).  Med  et  socialkonstruktivistisk  udgangspunkt  handler  

reliabilitet  i  stedet  om  åbent  at  lægge  sine  måder  at  producere  og  bearbejde  data  

på  frem,  så  andre  kan  bedømme  ens  arbejde  (Halkier  2009,  109).  Fokus  bliver  

dermed  i  stedet  på  en  bedømmelse  af  ”den  håndværksmæssige  kvalitet  i  

forskningen”  (Kvale  1994,  235).16  Halkier  definerer  validitet  således:  ”Validitet  

handler  om  at  sikre  sig,  at  man  konkret  undersøger  det,  som  man  sætter  sig  for  at                                                                                                                  16  Understregning  er  min  i  stedet  for  tekstens  kursivering.    

  27  

undersøge”  (2009,  107).  Validitet  hænger  sammen  med  en  undersøgelses  

generaliserbarhed.  Jo  mere  valid  ens  undersøgelse  er,  desto  større  er  

muligheden  for  at  generalisere.  Det  er  meget  anderledes  at  generalisere  

kvalitative  end  kvantitative  data,  hvilket  bl.a.  skyldes,  at  valide  kvantitative  data  

oftest  vil  kunne  skaleres,  så  en  undersøgelse  af  1.000  danskere  med  statistisk  

sandsynlighed  kan  siges  at  være  svarende  til,  hvad  en  tilsvarende  undersøgelse  

af  alle  danskere  vil  nå  frem  til  (Halkier  2009,  111).  I  kvalitative  undersøgelser  er  

det  ikke  muligt  at  generalisere  statistisk.  Her  kan  man  i  stedet  generalisere  

analytisk:  ”Analytisk  generalisering  indebærer  en  velovervejet  bedømmelse  af,  i  

hvilken  grad  resultaterne  fra  en  undersøgelse  kan  være  vejledende  for,  hvad  der  

kan  ske  i  en  anden  situation.  Den  er  baseret  på  en  analyse  af  ligheder  og  forskelle  

mellem  de  to  situationer”  (Kvale  1994,  228).17  Jeg  har  derfor  i  analysen  arbejdet  

på  at  kondensere  typisk  praksis  og  tankemønstre  i  datamaterialet,  som  jeg  kan  

bruge  til  at  lave  analytiske  generaliseringer  ved  hjælp  af  (Halkier  2009,  112).  For  

at  kunne  generalisere  analytisk  er  det  afgørende  at  have  tilstrækkelig  

dokumentation  (Kvale  1994,  229–230).    

 

Cases Jeg  har  valgt  tre  meget  forskellige  politikere  for  at  kunne  få  så  mange  

perspektiver  på  undersøgelsen  som  muligt.  En  af  forskellene  på  de  tre  politikere  

er  deres  måde  at  være  tilstede  på  Facebook  på.  På  Facebook  kan  man  enten  have  

en  profil  eller  en  side.  Profiler  er  for  individer,  og  man  kan  maks.  have  5000  

venner,  når  man  har  en  profil.  Til  gengæld  kan  man  åbne  sin  profil  for,  at  andre  

brugere  kan  abonnere  på  ens  opdateringer,  og  her  er  der  ingen  begrænsning.  Der  

er  heller  ingen  begrænsning  for,  hvor  mange  brugere  man  kan  være  forbundet  

med,  hvis  man  har  en  side  (Moire  2011).  Man  kan  ikke  blive  venner  med  en  side.  

I  stedet  kan  man  synes  godt  om.  De  mennesker,  der  synes  godt  om  sider,  kaldes  

også  for  fans.  Både  Manu  Sareen18  og  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  har  Facebook-­‐

                                                                                                               17  Understregning  er  min  i  stedet  for  tekstens  kursivering.    18  Oprindeligt  havde  jeg  valgt  Ida  Auken  og  ikke  Manu  Sareen  som  den  tredje  case,  men  da  det  viste  sig  at  være  lettere  at  rekruttere  fans  af  Manu  Sareen,  og  de  to  politikere  ellers  har  parlamentariske  roller,  der  ligner  hinanden,  og  Facebook-­‐sider,  der  er  sat  op  på  samme  måde,  valgte  jeg  at  skifte  til  Manu  Sareen.    

  28  

sider19,  mens  Søren  Pind  har  en  profil,  som  man  kan  abonnere  på.  Selvom  både  

Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  og  Manu  Sareen  har  Facebook-­‐sider,  bruger  de  dem  

forskelligt.  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  bruger  således  primært  grundfunktionerne  

i  Facebook;  opdateringer  og  billeddeling,  mens  Manu  Sareen  også  har  knyttet  en  

række  applikationer  til  siden,  som  giver  brugerne  mulighed  for  at  diskutere  

emner  inden  for  hans  to  ministerområder.  I  analysen  vender  jeg  tilbage  til,  

hvordan  de  tre  politikere  bruger  Facebook  ved  at  undersøge  deres  opdateringer  

gennem  en  periode  på  tre  måneder  og  sammenligne  dem.  

 

Begrebsmæssigt  er  der  således  tale  om,  at  Manu  Sareen  og  Johanne  Schmidt-­‐

Nielsen  har  fans  og  Søren  Pind  abonnenter,  men  jeg  vil  for  den  sproglige  

overskueligheds  skyld  primært  tale  om  fans.  Ligeledes  kalder  jeg  alle  tre  

politikeres  Facebook-­‐sider  og  –profil  for  sider,  med  mindre  det  er  relevant  at  

skelne.    

 

Udover  at  bruge  Facebook  forskelligt  indtager  de  tre  politikere  også  forskellige  

parlamentariske  roller.  Søren  Pind  er  tidligere  minister  og  borgmester  i  

København,  som  nu  sidder  i  opposition  til  regeringen  fra  partiet  Venstre.  

Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  er  politisk  ordfører  for  Enhedslisten,  som  ikke  har  en  

partileder,  men  hvor  den  politiske  ordfører  i  høj  grad  fungerer  netop  som  

partileder.  Manu  Sareen  er  kirke-­‐  og  ligestillingsminister  samt  minister  for  

nordisk  samarbejde  fra  Det  Radikale  Venstre.    

 

De  tre  politikere  har  ét  fællestræk:  De  er  meget  aktive  på  Facebook20.  Jeg  har  

bevidst  valgt  politikere,  der  aktivt  bruger  Facebook,  fordi  jeg  vil  undersøge,  

hvordan  brugerne  oplever  at  være  fans  af  en  politiker,  der  skriver  og  engagerer  

sig  på  Facebook.  Jeg  ønskede  således  at  fokusere  på  politikere,  som  bruger  de  

                                                                                                               19  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  har  både  en  Facebook-­‐side  og  en  -­‐profil,  men  hun  poster  stort  set  det  samme  på  begge  og  bruger  dermed  reelt  begge  platforme  som  sider  og  ikke  den  ene  som  en  profil.  Ydermere  er  stort  set  alle  mine  informanter  fans  af  hendes  side  og  ikke  venner  med  hendes  profil,  og  jeg  vil  derfor  primært  tale  om  hendes  side.    20  Fx  konkluderer  Infomedia  i  en  undersøgelse  af  partiledernes  aktiviteter  på  Facebook  og  omtalen  af  dem  i  perioden  15.  april-­‐14.  maj  2012,  at  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  på  Facebook  er  meget  aktiv  (Skjoldan  2012).  

  29  

interaktive  muligheder,  som  de  sociale  medier  giver.    

 

Målgruppe

I  undersøgelsen  fokuserer  jeg  på  unge  fans  af  politikere,  hvilket  skyldes  de  unges  

livssituation:  De  er  ved  at  etablere  sig,  både  hvad  angår  karriere  og  familieliv,  

men  er  samtidig  i  gang  med  at  skabe  deres  identitet  og  bestemme  deres  politiske  

orientering  (Illeris  et  al.  2009,  20).  De  unge  har  muligvis  stemt  til  et  eller  to  

folketingsvalg,  men  de  er  endnu  ikke  "rutinerede"  vælgere,  og  det  at  stemme  er  

ikke  blevet  en  ”vane”  for  dem.  Amadeo  beskriver,  hvordan  de  unge  bruger  

sociale  medier  på  en  måde,  der  afspejler  deres  livssituation:    

 

Adolescence  and  early  adulthood  are  time  times  periods  during  which  many  

young  people  develop  ideals  for  society  and  attach  themselves  to  ideologies  

and  social  movements.  The  media  have  the  potential  to  provide  information  

and  images  that  adolescents  and  young  adults  may  use  in  the  formation  of  

beliefs,  gender  identity,  occupational  aspirations,  as  well  as  their  

expectations  for  the  future.  (2007,  126)  

 

De  unge  vender  sig  således  mod  medier  som  internettet  i  en  periode  af  deres  liv,  

hvor  de  arbejder  intenst  med  at  skabe  deres  identitet.  Derfor  spiller  medierne  en  

interessant  rolle  i  de  unges  identitetsskabelse.    

 

Flere  forskere  er  inde  på,  at  unge  i  dag  opfattes  som  mindre  politiske  end  

tidligere  (Couldry,  Livingstone  og  Markham  2007a,  25;  Coleman  og  Mesch  2007,  

35;  Putnam  2000;  Andersen  2006,  105).  Nogle  forskere  beskriver  også,  hvordan  

der  generelt  opleves  mindre  samfundsengagement  blandt  borgerne  (Jensen  

2011,  50;  Putnam  2000).  Når  det  kommer  til  de  unge,  er  de  fx  ikke  ligeså  ofte  

som  ældre  borgere  medlemmer  af  et  parti.  Lisbeth  Klastrup  og  Jens  Hoff  

konkluderede  for  nylig  i  en  rapport  om  unges  politiske  engagement,  at  dette  ikke  

skyldes  et  manglende  engagement  blandt  de  unge,  men  derimod  at  unge  i  stedet  

for  formelle  politiske  aktiviteter  som  partimedlemskab  oftere  engagerer  sig  i  

mindre  institutionaliserede  politiske  aktiviteter  (Hoff  og  Klastrup  2011,  250–

  30  

251).  Det  samme  er  flere  andre  forskere  inde  på  (Loader  2007,  xii;  Coleman  og  

Mesch  2007,  36–37;  Vinken  2007,  53;  Hasebrink  og  Hasebrink  2007,  83;  

Dahlgren  2009,  31).  Det  understøttes  af  en  undersøgelse  foretaget  af  Gallup,  der  i  

2011  kunne  konstatere,  at  71  %  af  de  unge  mellem  16  og  25  år  har  deltaget  i  en  

eller  anden  form  for  politisk  aktivitet  (Dansk  Ungdomsfællesråd  2010),  altså  at  

en  høj  andel  af  de  unge  er  politisk  aktive.  Flere  forskere  mener,  at  de  unges  

anderledes  politiske  engagement  ikke  passer  ind  i  de  traditionelle  institutionelle  

rammer,  og  at  politikerne  ikke  altid  formår  at  møde  de  unge,  hverken  når  det  

kommer  til  de  rammer,  de  unge  ønsker  at  være  politisk  engagerede  indenfor,  

eller  de  emner,  som  de  unge  mener,  er  vigtige  (Harris  2008,  482;  Bennett  og  

Xenos  2007,  63;  Dahlgren  og  Olsson  2008,  496).  Selvom  de  unges  politiske  

engagement  altså  synes  højt,  og  39  %  af  de  16-­‐25-­‐årige  fx  har  deltaget  i  en  

underskriftsindsamling  og  35  %  i  en  demonstration  (Dansk  Ungdomsfællesråd  

2010),  er  det  stadig  et  fåtal,  der  engagerer  sig  politisk  på  Facebook  (Hoff  og  

Klastrup  2011,  258;  Valtysson  2012,  86–87).  Når  man  som  jeg  undersøger  unge,  

der  er  politisk  aktive  online,  vil  man  derfor  ofte  fokusere  på  unge,  hvis  

internetadfærd  er  markant  anderledes  end  andre  unges  (Olsson  2007,  199).    

 

Interv iews som pr imær undersøgelsesmetode Når  jeg  valgte  interviews  som  metode  frem  for  fx  en  spørgeskemaundersøgelse,  

skyldes  det,  at  jeg  havde  en  eksplorativ  tilgang  til  undersøgelsen.  Det  var  derfor  

vigtigt  for  mig  med  en  metode,  hvor  der  var  mulighed  for,  at  nye  temaer  og  

emner  kunne  dukke  op  (Fischer  og  Rasmussen  2008,  98–99).  For  Steinar  Kvale  

er  fordelen  ved  det  kvalitative  interview  således  åbenheden  (Kvale  1994,  92).  

Åbenheden  var  afgørende  for  min  undersøgelse,  da  der  endnu  ikke  findes  meget  

forskning  på  området  (Turnsek  og  Jankowski  2008,  2;  Baumgartner  og  Morris  

2009,  24;  Jensen  2011b,  49;  Hoff  og  Klastrup  2011,  260;  Papacharissi  2010a,  17).  

Særligt  mangler  der  kvalitative  undersøgelser  af  ”use  and  perception  of  the  

internet,  analysing  it  from  the  point  of  view  from  the  theories  of  the  public  sphere”  

(Dahlgren  og  Olsson  2007a,  199),  hvilket  er  mit  ønske  at  gøre  i  dette  speciale.  En  

interviewundersøgelse  er  velegnet  som  metode,  når  det  kommer  til  at  undersøge  

menneskers  livsverdener  og  til  at  opnå  en  større  viden  om,  hvordan  

interviewpersonerne  har  det  med  centrale  temaer  eller  fænomener  i  deres  liv  

  31  

som  fx  Facebook  (Kvale  1994,  109;  Hjort  1986,  99).  Ved  at  vælge  interviews  som  

metode  har  jeg  kunne  tage  udgangspunkt  i  de  unges  perspektiv  –  på  hvad  de  

forstår  som  politik,  og  på  hvordan  de  bruger  Facebook.  

 

Jeg  valgte  at  gennemføre  individuelle  interviews  frem  fx  fokusgrupper,  fordi  

politiske  overbevisninger,  og  hvem  man  stemmer  på,  af  nogle  mennesker  

opfattes  som  meget  privat.  Jeg  ønskede  således  at  skabe  et  trygt  rum,  hvor  

informanterne  detaljeret  kunne  fortælle  om,  hvem  de  stemte  på  ved  sidste  valg  

og  hvorfor.  I  interviewene  var  det  vigtigt  for  mig  også  at  spørge  ind  til,  hvordan  

informanterne  til  hverdag  brugte  Facebook  og  politikernes  Facebook-­‐sider  for  at  

se  på  det  konkrete  politiske  engagement,  som  det  kommer  til  udtryk  i  de  unges  

dagligdag  (Dahlgren  og  Olsson  2007b,  68,  80).  Det  var  således  vigtigt  for  mig  at  

undersøge,  hvordan  Facebook  bidrager  til  ”…  the  continuous  construction  of  

already  (mainly  offline)  established  identities  and  more  specifically  political  

identities.  Hence,  it  argues  for  a  contextualisation  of  the  Internet  users”  (Dahlgren  

og  Olsson  2007b,  80).  Jeg  har  derfor  i  interviewene  også  snakket  med  de  unge  

om,  hvordan  de  ser  sig  selv  politisk,  for  på  den  måde  at  se  på  deres  politiske  

engagement  på  Facebook  i  forhold  til,  hvordan  de  ellers  engagerer  sig  politisk.    

 

Analytisk selektion

Informanterne  har  jeg  fundet  ved  hjælp  af  analytisk  selektion.  Halkier  definerer  

analytisk  selektion  som:  ”Det  betyder,  at  man  skal  sørge  for  at  få  vigtige  

karakteristika  i  forhold  til  problemstillingen  repræsenteret  i  udvalget”  (2009,  27).  

Informanterne  skulle  være  fans  af  en  eller  flere  af  de  tre  politikere  og  dermed  

have  vist  et  vist  politisk  engagement.  Jeg  har  således  ikke  undersøgt  ikke-­‐politisk  

engagerede  unge.  Derudover  skulle  de  være  i  alderen  18-­‐30  (Fischer  og  

Rasmussen  2008,  50).  Det  var  vigtigt,  at  de  havde  været  stemmeberettigede  til  

sidste  folketingsvalg  (efteråret  2011),  så  de  som  minimum  én  gang  havde  skullet  

beslutte,  om  de  ville  stemme  eller  ej  og  på  hvem.  Jeg  har  i  udvælgelsen  af  

informanter  ikke  fokuseret  på  andre  demografiske  karakteristika  end  alder,  

hvilket  har  resulteret  i,  at  alle  informanter  er  studerende  i  gang  med  enten  en  

mellemlang  eller  en  lang  videregående  uddannelse,  og  at  de  alle  er  bosiddende  i  

København,  om  end  de  oprindeligt  kommer  fra  forskellige  dele  af  Danmark.  I  en  

  32  

større  undersøgelse  ville  det  være  interessant  at  inkludere  unge  med  fx  flere  

forskellige  uddannelsesmæssige  baggrunde.  Socioøkonomiske  ressourcer  spiller  

således  en  stor  rolle  for,  hvorvidt  man  engagerer  sig  politisk:  ”De  seneste  mange  

års  politisk-­sociologisk  forskning  viser  således  næsten  enstemmigt,  at  forskelle  i  

politisk  aktivitet  og  engagement  kan  forklares  ud  fra  forskelle  i  erhverv,  indkomst  

og  især  uddannelsesniveau”  (Jensen  2006,  70).  Denne  undersøgelse  har  således  et  

fokus  på  veluddannede  unge  danskere,  og  en  undersøgelse  af  unge  med  mindre  

eller  ingen  uddannelse  kunne  meget  vel  have  givet  andre  resultater.  Det  vender  

jeg  tilbage  i  den  afsluttende  perspektivering.    

 

Rekruttering

I  rekrutteringen  af  informanter  har  jeg  brugt  ”snowball-­sampling”  (Halkier  2009,  

31),  hvor  man  går  igennem  sit  eget  netværk  for  at  finde  informanter.  Jeg  skrev  

således  ud  på  henholdsvis  Facebook  og  Twitter,  at  jeg  søgte  informanter.  Jeg  fik  

desuden  en  kollega  og  en  studerende  på  mit  specialekontor  til  via  sin  bror  at  

kontakte  en  række  fans  af  de  tre  politikere.  Jeg  supplerede  med  at  skrive  ud  til  to  

mailinglister  og  slå  et  opslag  op  på  en  enkelt  blog21.  At  jeg  har  rekrutteret  sådan,  

har  været  medvirkende  til,  at  mine  informanter  primært  er  studerende  og  ikke  

for  eksempel  i  fuldtidsarbejde.  Bortset  fra  en  enkelt  informant,  hvor  vi  har  haft  to  

fag  sammen  på  IT-­‐Universitetet,  har  jeg  ikke  kendt  nogle  af  informanterne  

forinden,  da  det  kan  være  svært  at  interviewe  mennesker,  man  kender,  og  det  

bør  derfor  undgås  (Halkier  2009,  32).  Denne  ene  informant  var  jeg  ikke  klar  

over,  at  jeg  kendte,  før  vi  mødtes  for  at  foretage  interviewet.  Jeg  valgte  at  

gennemføre  interviewet  og  er  endt  med  at  tage  det  med,  fordi  det  efter  en  

indledende  lidt  akavet  stemning  blev  et  meget  interessant  interview.    

 

Jeg  tilbød  informanterne  et  gavekort  for  to  personer  til  biografen  for  at  vise  

potentielle  informanter,  at  jeg  værdsatte  deres  tid  og  tog  deres  input  alvorligt.  

Jeg  tror,  det  kan  have  haft  betydning  for,  at  kun  én  potentiel  informant  aldrig  

dukkede  op.  Ydermere  meldte  to  informanter  afbud  pga.  travlhed.    

                                                                                                               21  IT-­‐Universitetets  nyhedsbrev  ReadIT,  Film-­‐  og  Medievidenskab  på  Københavns  Universitets  mailingliste  IFM-­‐News  og  de  studerende  på  Institut  for  Kunst-­‐  og  Kulturvidenskab  på  Københavns  Universitets  hjemmeside  kukua.dk.    

  33  

 

To  af  informanterne  var  fans  af  alle  tre  politikere,  mens  de  øvrige  kun  var  fans  af  

én  af  politikerne.  Ud  af  de  11  interviews  ser  fordelingen  af  fans  derfor,  når  de  to  

informanter  er  talt  med  tre  gange  hver,  således  ud:  Seks  af  informanterne  synes  

godt  om  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen,  mens  fem  syntes  godt  om  Manu  Sareen  og  fire  

om  Søren  Pind.    

 

I nterv iewenes udformning Jeg  arbejdede  med  en  semistruktureret  interviewguide,  hvor  jeg  opstillede  en  

række  spørgsmål,  der  sikrede,  at  jeg  kom  omkring  de  samme  temaer  med  alle  

informanter.  Samtidig  tilpassede  jeg  de  konkrete  spørgsmål  og  deres  rækkefølge  

til  det  enkelte  interview  og  de  nye  emner,  der  kom  frem  under  det  (Fischer  og  

Rasmussen  2008,  99).  Efter  et  test-­‐interview22  og  mit  første  egentlige  interview  

reviderede  jeg  interviewguiden  og  tilføjede  bl.a.  flere  åbne  spørgsmål23.  Generelt  

holdt  jeg  mig  så  neutral  som  muligt  i  interviewene  og  fokuserede  på  at  spørge  

ind  til  informanternes  holdninger  frem  for  at  give  udtryk  for  egne  holdninger,  

men  svarede  ærligt,  hvis  nogle  af  informanterne  spurgte  efter  min  mening  (Hjort  

1986,  106).  Alle  interviews  er  blevet  optaget  og  transskriberet24.    

 

Under  alle  interviewene  gik  vi  ind  på  informantens  Facebook-­‐profil.  Det  

fungerede  godt  at  bruge  Facebook  så  konkret  som  omdrejningspunkt.  Dels  

slappede  alle  informanterne  af  ved  at  have  computeren  foran  sig  af,  dels  kom  der  

et  observerende  element  ind  i  interviewet,  idet  flere  af  informanterne  begyndte  

at  bruge  deres  Facebook-­‐profil.  Ved  at  have  deres  Facebook-­‐profiler  åbne  kunne  

de  desuden  gå  ind  og  tjekke  ting,  som  de  ikke  kunne  huske  –  fx  hvor  mange  

venner  de  havde,  eller  hvilke  sider  de  syntes  godt  om  –  og  vi  kunne    snakke  om  

forskellige  politikeres  opdateringer.    

                                                                                                               22  Test-­‐interviewet  er  vedlagt  som  bilag,  men  bruges  ikke  i  analysen,  da  det  bærer  præg  af  at  være  netop  en  test.  Se  bilag  1.    23  Se  bilag  14  for  den  første  spørgeguide  og  bilag  15  for  den  reviderede  spørgeguide.  24  Transkriptionerne  kan  ses  i  bilag  1-­‐12.  Fra  Halkier  bruger  jeg  følgende  tegn  i  transkriberingerne:    Uforståelig  tale:  (  )  Høje  udbrud:  versaler  Andre  mundtlige  udtryk  end  tale:  [latter]    Pauser:  …  (2009,  72)  

  34  

 

Metodetr ianguler ing:

interv iews, indholdsanalyse og observationer

Interviewene  kombinerede  jeg  med  en  indholdsanalyse  af  politikernes  

Facebook-­‐sider  i  samme  periode,  som  jeg  lavede  interviewene  (konkret  drejer  

det  sig  om  tre  måneder)25.  Her  undersøgte  jeg,  hvor  mange  opdateringer  

politikerne  lavede,  og  hvad  opdateringerne  handlede  om.  Hvordan  jeg  har  

analyseret  politikernes  opdateringer,  beskriver  jeg  i  Behandling  af  data.  I  

kombination  med  indholdsanalysen  observerede  jeg  løbende  de  tre  politikeres  

Facebook-­‐sider,  hvilket  særligt  i  interviewsituationerne  viste  sig  at  være  

afgørende.  Det  gjorde  nemlig,  at  jeg  kendte  de  opdateringer,  som  informanterne  

nævnte  i  interviewene,  og  derfor  kunne  gå  i  dialog  om  de  konkrete  opdateringer.  

Undersøgelsens  tre  komponenter  –  interviews,  observationer  og  

indholdsanalyse  –  har  således  gensidigt  verificeret  og  kvalificeret  hinanden.        

 

Etiske overvejelser

Jeg  har  fået  alle  informanternes  tilladelse  til  at  optage  interviewene  og  bruge  

dem  i  mit  projekt.  Ydermere  har  jeg  anonymiseret  informanterne  26  (Neyland  

2008,  144–145),  hvilket  særligt  for  én  af  informanterne  var  vigtigt  (bilag  4:26).  I  

et  enkelt  interview  (bilag  4:675-­‐692)  valgte  jeg  i  slutningen  af  interviewet  at  

indlede  en  mere  gensidig  dialog,  fordi  det  i  løbet  af  interviewet  gik  op  for  mig,  at  

vi  havde  så  mange  fælles  bekendte,  at  andet  ville  være  uetisk.  Jeg  var  derfor  nødt  

til  at  give  mig  til  kende  på  en  mere  direkte  måde,  end  jeg  gjorde  i  andre  

interviews.  De  tre  politikeres  Facebook-­‐sider  og  opdateringer  bruger  jeg  i  

specialet  som  offentligt  materiale.  Her  læner  jeg  mig  op  ad  Jankowski  og  Turnšek  

(2008,  20–21)  samt  Gurak  (1999,  246),  som  mener,  at  man  godt  må  bruge  

billeder  og  tekst,  der  kan  siges  at  være  offentlige  udtryk  og  virker  til  at  være  

designet  til  at  blive  set  offentligt,  uden  at  spørge  om  lov.  

 

                                                                                                               25  Januar,  februar  og  marts  2012.  26  Jeg  har  derfor  både  i  specialet  og  i  transskriptionerne  givet  informanterne  andre  navne.    

  35  

Behandl ing af data :

kodning, kategor iser ing og situationel analyse

I  bearbejdelsen  af  interviewmaterialet  har  jeg  brugt  åben  kodning,  der  består  af  

at  kode  og  kategorisere  materialet,  og  situationel  analyse  i  form  af  

kortlægninger.    Jeg  startede  med  den  åbne  kodning  for  systematisk  at  få  et  

overblik  over  materialet  ved  at  sætte  koder  på  de  udskrevne  transskriptioner  for  

derefter  at  samle  dem  i  overordnede  kategorier  (Flick  1998,  169–170)27.  De  ord,  

jeg  har  brugt  som  koder,  har  jeg  hentet  fra  interviewpersonernes  egne  udtryk  og  

ord.  Herefter  gik  jeg  over  til  at  arbejde  med  Adele  Clarkes  kortlægninger.  Ved  

hjælp  af  hendes  kortlægninger  har  jeg  forbundet  koder  og  kategorier  på  kryds  og  

tværs.    

 

Clarke  præsenterer  tre  slags  kort,  som  alle  er  en  del  af  den  situationelle  analyse:    

 

Situationelle  kort  som  repræsenterer  elementer  og  relationer  ved  

situationen;  sociale  kort  som  repræsenterer  konteksterne  og  

handlerummene  for  situationerne;  og  positionelle  kort  som  repræsenterer  

såvel  diskursive  som  tavse  positioner  i  situationerne  og  konteksterne.  

(Halkier  2009,  73,  se  også  Clarke  2005,  86  )  

 

Den  situationelle  analyse  i  form  af  de  tre  slags  kortlægninger  er  primært  

analytiske  redskaber.  Til  tider  vil  den  også  kunne  bruges  i  præsentationer  af  et  

datamateriale  og  en  analyse,  men  dens  primære  funktion  er  at  give  en  analytisk  

indgang  til  et  ens  materiale  (Clarke  2005,  83).  Den  situationelle  analyse  

anbefaler  Clarke  at  bruge  på  allerede  kodede  data.  Her  kan  man  bruge  

konventionelle  tilgange  til  kodningen  fra  fx  grounded  theory  (Clarke  2005,  84),  

hvilket  jeg  har  gjort  i  form  af  åben  kodning.    

 

Jeg  startede  med  det  situationelle  kort,  hvor  det  handler  om  at  få  alle  de  vigtigste  

menneskelige  og  ikke-­‐menneskelige  elementer  samt  de  symbolske  og  diskursive  

elementer  i  den  givne  situation  placeret  på  kortet.  Derefter  undersøgte  jeg  ved  

                                                                                                               27  Se  bilag  13  for  en  oversigt  over  de  overordnede  kategorier.    

  36  

hjælp  af  en  relationsanalyse,  hvilke  forbindelser  der  var  mellem  elementerne  

(Clarke  2005,  86–87).  På  den  måde  bliver  det  tydeligt  hvilke  fortællinger  –  og  

forbindelser  –  i  materialet,  der  er  interessante  at  undersøge  nærmere  (Clarke  

2005,  102,  111).  Arbejdet  med  det  sociale  kort  fokuserede  analysen  endnu  mere  

ved  at  identificere  de  sociale  verdener,  der  fremgår  af  mine  interviews:  ”Social  

worlds  are  actor-­defined,  permitting  identification  and  analysis  of  collectivities  

construed  as  meaningful  by  the  actors  themselves”  (Clarke  2005,  110).  I  det  

sociale  kort  handlede  det  således  om  at  finde  ud  af,  hvilke  sociale  verdener  der  

er  afgørende  for  informanterne.  Det  kan  fx  være  universer  af  diskurser,  

ideologier,  teknologier  eller  formelle  organisationer  (Clarke  2005,  112).  

Afslutningsvist  arbejdede  jeg  med  positionelle  kort,  der  handler  om  at  finde  frem  

til  de  vigtigste  positioner  i  data.  Positionerne  er  ikke  knyttet  til  personer,  

grupper  eller  institutioner,  men  er  derimod  positioner  i  diskurserne  (Clarke  

2005,  126).  Et  eksempel  på  en  position,  som  jeg  mødte  i  mine  interviews,  er,  at  

mange  politikere  er  strategiske  og  kalkulerende  i  forhold  til,  hvordan  de  

fremstiller  sig  selv.  Det  vender  jeg  tilbage  til  i  analysen.  Formålet  med  både  den  

åbne  kodning  og  den  situationelle  analyse  er  at  gå  i  dybden  med  materialet  og  nå  

udover  blot  at  parafrasere  og  referere  materialet  (Flick  1998,  176).    

 

Udover  interviewene  har  jeg  som  sagt  analyseret  de  tre  politikeres  opdateringer.  

Det  gjorde  jeg  for  at  undersøge  forskelle  og  ligheder  mellem  de  tre  politikeres  

tilstedeværelser  på  Facebook.  Det  var  således  vigtigt  at  have  analyseret  den  

enkelte  politikers  opdateringer  for  at  kunne  diskutere  informanternes  opfattelse  

af  politikernes  måde  at  være  på  Facebook  på  i  forhold  til  de  opdateringer,  som  

politikerne  faktisk  lavede.  I  analysen  af  politikernes  opdateringer  har  jeg  kodet  

samtlige  opdateringer  for  derefter  at  samle  dem  i  kategorier  på  samme  måde,  

som  jeg  har  gjort  med  interviewene.  Det  resulterede  i  kategorierne:    

 

• Spørgsmål  til  brugerne  

• Anbefaling  af  link  

• Anbefaling  af  arrangement  

• Bag  om  kulisserne  

• Annoncering  af  optræden  i  medierne  

  37  

• Kritik  af  andres  politik  

• Kritik  af  medierne  

• Ros  af  andres  politik  

• Ros  af  medierne  

• Udtryk  for  egen  politik  

• Private  fortællinger  

• Billeder  

 

Nogle  opdateringer  kan  passe  ind  i  flere  kategorier.  Når  det  har  været  tilfældet,  

har  jeg  placeret  opdateringen  i  den  kategori,  som  syntes  at  være  opdateringens  

primære  formål.  Fx  følger  der  ofte  links  med  politikernes  opdateringer,  men  jeg  

har  kun  placeret  dem  i  kategorien  Anbefaling  af  links,  hvis  linket  har  været  det  

primære  formål  med  opdateringen.  Det  er  fx  tilfældet  med  Manu  Sareens  

opdatering  fra  29.  februar  2012  (fig.  2).    

 

 Fig.  2:  Opdatering  fra  Manu  Sareens  Facebook-­‐side.  

 

Ofte  har  linket  blot  understøttet  politikerens  meningstilkendegivelse28,  hvilket  

ses  af  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  opdatering  fra  22.  marts  2012  (fig.  3).  

                                                                                                               28  I  projektbeskrivelsen  på  mit.itu.dk  har  jeg  angivet  også  at  ville  analysere  politikernes  Facebook-­‐sider  ved  hjælp  af  kvantitative  redskaber  til  at  undersøge  fx  graden  af  interaktion  på  

  38  

 Fig.  3:  Opdatering  fra  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  Facebook-­‐side.    

 

Hvor  mange  opdateringer  de  tre  politikere  har  i  hvilke  kategorier,  vender  jeg  

tilbage  til  i  analysen.      

 

Fortolkning af datamaterialet

Med  afsæt  i  arbejdet  med  de  tre  former  for  kort  og  analysen  af  politikernes  

opdateringer  påbegyndte  jeg  fortolkningen  af  materialet:  ”Fortolkning  handler  

om  at  forsøge  at  forstå  mening”  (Halkier  2009,  77).  Ud  fra  en  

socialkonstruktivistisk  position  tager  jeg  afsæt  i,  at  undersøgeren  aldrig  er  

objektiv,  men  derimod  altid  påvirker  både  indsamlingen  af  data  og  fortolkningen  

af  samme  data:  ”At  fortolkningens  indhold  både  afhænger  af  datamaterialet,  men  

også  af,  hvor  man  spørger  fra  –  hvilket  spørgsmål  man  stiller  til  datamaterialet”  

(Halkier  2009,  78).  Mine  spørgsmål  til  materialet  stammede  primært  fra  min                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                politikernes  side.  Et  eksempel  er  redskabet  Page-­‐Analyzer  (Komfo).  Det  er  jeg  endt  med  at  udelade,  da  det  ikke  viste  sig  at  passe  ind  i  den  endelige  opgaves  fokus.    

  39  

problemformulering,  men  blev  suppleret  af  Clarkes  situationelle  analyse,  som  

grundlæggende  set  er  en  måde  at  stille  spørgsmål  til  ens  materiale  på.  

Fortolkningen  er  foregået  løbende  i  løbet  af  undersøgelsen  (Kvale  1994,  204),  

men  er  først  blevet  samlet  op  og  struktureret,  da  jeg  påbegyndte  analysen.    

 

Analyse

Jeg  indleder  med  at  præsentere  informanterne  for  derefter  at  analysere  de  tre  

politikeres  opdateringer.  Herefter  går  jeg  i  gang  med  analysen  ud  fra  Dahlgrens  

model  for  samfundskulturer,  som  jeg  beskrev  i  Teoretisk  forståelsesramme29.    

 

Præsentation af informanterne

De  11  informanter  er  alle  studerende  og  i  alderen  23-­‐30.  De  bor  i  København,  

men  kun  få  af  dem  er  født  og  opvokset  i  byen.  Stort  set  alle  informanterne  fik  en  

profil  på  Facebook  i  2007.  Jakob  fik  som  den  eneste  af  informanterne  sin  profil  

allerede  i  200630.  For  størstedelen  af  informanterne  er  det  noget  relativt  nyt  at  

synes  godt  om  politikere  på  Facebook.  Fem  af  dem  begyndte  således  at  synes  

godt  om  en  eller  flere  politikere  i  forbindelse  med  Folketingsvalget  i  efteråret  

2011,  mens  tre  blev  fans  i  foråret  samme  år.  Derudover  mener  Nina,  at  hun  

begyndte  at  synes  godt  om  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  ved  Folketingsvalget  i  2007,  

mens  Frederik  blev  venner  med  hende  for  to-­‐tre  år  siden.  Informanterne  har  

mellem  177  og  698  venner  på  Facebook.  I  gennemsnit  havde  de  456  Facebook-­‐

venner31,  hvilket  ligger  over  danske  Facebook-­‐brugere  gennemsnitlige  antal  

venner  på  Facebook,  som  er  på  197  (Lemberg  2012b,  6).    

 

                                                                                                               29  Jeg  har  bestræbt  mig  på  at  beholde  så  meget  af  informanternes  oprindelige  udsagn  som  muligt,  når  jeg  citerer  dem,  men  har  dog  lavet  nogle  sproglige  tilpasninger  for  læsevenlighedens  skyld.  Citaterne  kan  læses  i  deres  fulde  længde  i  de  vedlagte  transskriptioner.    30  På  det  tidspunkt  var  han  på  udveksling  i  England.  Dengang  skulle  man  have  en  amerikansk  eller  engelsk  universitetsmail  for  at  kunne  oprette  en  profil.  Det  var  således  pga.  hans  udvekslingsophold,  at  Jakob  fik  mulighed  for  at  komme  på  Facebook  allerede  i  2006.  31  Christine  har  ca.  5-­‐600  Facebook-­‐venner.  Jeg  har  i  beregningen  over,  hvor  mange  Facebook-­‐venner  informanterne  har,  brugt  600  for  Christine,  fordi  der  var  en  tendens  i  interviewene  til,  at  informanterne  antog,  at  de  havde  færre  Facebook-­‐venner,  end  de  egentlig  havde.    

  40  

Informanterne  deler  sig  i  tre  grupper:  Nogle  er  både  politisk  aktive  off-­‐  og  online.  

Andre  har  været  aktive  offline,  men  er  nu  hovedsagligt  aktive  online.  De  kunne  

dog  godt  forestille  sig  at  blive  mere  aktive  offline  igen.  Endelig  kan  nogle  af  

informanterne  primært  forestille  sig  at  være  aktive  online,  hvilket  de  er  i  dag.  

Enkelte  af  dem  kunne  godt  finde  på  at  deltage  i  en  demonstration  eller  blive  

medlem  af  et  parti,  men  de  er  alle  mere  skeptiske  end  de  andre  informanter  

overfor  at  engagere  sig  politisk  offline.  Jeg  starter  med  at  introducere  de  tre  

informanter,  der  er  politisk  aktive  både  off-­‐  og  online.  Derefter  introducerer  jeg  

de  to  andre  grupper  af  informanter.    

 

Polit isk aktive off line og online

I  denne  gruppe  hører  Torben,  Jakob  og  Nina,  som  præsenteres  enkeltvis.  Jeg  

starter  med  Jakob,  som  adskiller  sig  fra  de  to  andre  ved,  at  hans  politiske  

engagement  i  højere  grad  skyldes  en  faglig  interesse  end  en  politisk:  ”Politisk  er  

jeg  begyndt  at  hjælpe  en  folketingskandidat  med  lidt  kommunikation.  Det  er  på  et  

plan,  hvor  det  mere  er  en  faglig  interesse,  end  at  jeg  vil  ændre  hele  verden  eller  har  

været  politisk  aktiv  i  mine  unge  (år),  det  har  jeg  ikke  været”  (bilag  12:38-­‐42).  

Jakob  har  en  kandidatuddannelse  inden  for  kommunikation  og  arbejder  i  dag  på  

et  kommunikationsbureau.  Hans  faglige  interesser  og  kompetencer  er  hans  

primære  begrundelse  for  at  være  politisk  aktiv.    

 

Nina  og  Torben  er  begge  politisk  aktive,  netop  fordi  de  med  Jakob’  ord  vil  

forandre  verden,  men  de  er  det  på  hver  deres  måde.    

 

Nina  er  medlem  af  Enhedslisten.  Her  er  hun  med  i  en  gruppe  i  hendes  

lokalafdeling,  der  står  for  at  lave  aktioner.  Hun  oplever  det  at  være  aktiv  i  et  parti  

som  langsommeligt  og  bureaukratisk:  ”Men  det  er  jo  bare  et  sindssygt  

bureaukrati.  Jeg  tror  ikke,  at  jeg  kommer  til  at  lægge  al  min  energi  i  den  der  

lokalafdeling”  (bilag  4:690-­‐692).  Hun  har  en  oplevelse  af,  at  det  at  engagere  sig  i  

lokalafdelingen  primært  handler  om  at  sidde  til  møder,  mens  hun  gerne  vil  have,  

at  der  kommer  flere  konkrete  aktiviteter  ud  af  at  være  aktiv.  I  stedet  engagerer  

hun  sig  på  den  udenomsparlamentariske  venstrefløj  og  har  bl.a.  organiseret  en  

konference  sammen  med  nogle  venner.  Det  oplever  hun  som  en  nemmere  og  

  41  

mere  effektiv  måde  at  være  politisk  aktiv  på.  Ninas  oplevelse  af  at  være  aktiv  i  et  

parti  stemmer  godt  overens  med  Hasebrink  og  Hasebrink,  der  konkluderer,  at:    

 

One  of  the  aspects  of  politics,  which  keep  young  people  increasingly  distant  

from  classical  political  activities,  is  their  hierarchical,  static,  and  

bureaucratic  structures.  Young  people  prefer  action,  self-­initiative,  

spontaneity;  they  like  working  on  projects,  in  ad  hoc  groups  or  initiatives.  

(2007,  89)  

 

De  unge  foretrækker  at  engagere  sig  i  netværk  med  klare  strategier  for  at  opnå  

deres  mål.  De  vil  således  hverken  have  kaos  og  mangel  på  organisering  eller  

bureaukrati  og  hierarkiske  strukturer  (Hasebrink  og  Hasebrink  2007,  89).    

 

Torben  er  ligesom  Nina  medlem  af  et  parti:  Han  er  hovedsagligt  aktiv  i  Venstres  

Ungdom,  men  har  bl.a.  i  forbindelse  med  valgkampen  været  aktiv  i  Venstre,  hvor  

han  hængte  valgplakater  op.  Han  har  haft  en  oplevelse  af  hurtigt  at  blive  meget  

involveret  i  Venstres  Ungdom:  ”Man  skal  passe  på  med,  hvad  man  siger  ja  til,  for  

lige  pludselig  går  det  hurtigt.  For  så  mange  er  der  jo  heller  ikke,  der  virkelig  

brænder  for  det”  (bilag  8:91-­‐94).  For  Torben  er  en  af  de  gode  ting  ved  at  være  

aktiv  i  et  ungdomsparti,  at  man  bliver  konfronteret  med  sine  politiske  

holdninger  og  får  dem  diskuteret  med  andre.  Det,  oplever  han,  har  udviklet  ham  

politisk:  ”Og  så  som  årene  går,  så  lærer  man  mere  og  mere  at  stille  kritiske  

spørgsmål,  og  selv  at  begynde  at  ville  stille  spørgsmålstegn  ved  den  eksisterende  

politik  og  også  selv  begynde  at  komme  med  nogle  ændringsforslag.  (bilag  8:37-­‐

40)”  Han  oplever  at  få  meget  ny  viden  ved  at  være  partipolitisk  aktiv  og  deltager  

ofte  i  debatter  og  møder,  hvor  etablerede  politikere  som  Morten  Løkkegaard  og  

Søren  Pind  kommer  og  fortæller.  Desuden  har  han  fået  en  stor  del  af  sit  netværk  

gennem  Venstres  Ungdom  og  har  en  oplevelse  af  at  være  blevet  en  del  af  et  

fællesskab  med  mennesker  fra  hele  landet.    

 

Jeg  vil  nu  beskrive  den  gruppe  af  informanter,  der  tidligere  har  været  politisk  

aktive,  men  som  i  dag  hovedsagligt  er  politisk  aktive  online.  De  kan  dog  alle  godt  

forestille  sig  at  engagere  sig  mere  offline  igen.    

  42  

 

Tidligere polit isk aktive off line – nu primært polit isk

aktive online

Til  denne  gruppe  hører  Frederik,  Kasper  og  Morten.  Jeg  starter  med  at  

præsentere  Frederik  for  derefter  at  introducere  Kasper  og  så  Morten.    

 

Frederik  har  tidligere  været  aktiv  i  SF’s  Ungdom.  Han  har  endnu  ikke  meldt  sig  

ud,  men  ved  sidste  valg  stemte  han  på  Enhedslisten,  og  han  overvejer  at  melde  

sig  ind  i  det  parti  i  stedet.  Han  startede  med  at  distancere  sig  fra  SF,  da  Villy  

Søvndahl  henvendte  sig  til  Hizb  ut-­‐Tahrir  med  ordene:  ”Til  disse  mørkemænd  vil  

jeg  sige:  Gå  ad  helvede  til.  Hvis  de  har  så  dybe  længsler  om  at  leve  i  et  religiøst  

diktatur,  så  kan  de  rejse  til  de  lande  i  Mellemøsten,  hvor  et  sådant  diktatur  findes”  

(Holst  2008).  Siden  har  han  haft  svært  at  se,  hvilket  projekt  SF  kæmpede  for,  og  

hvad  han  selv  skulle:  ”Engang  troede  jeg,  jeg  kunne  være  med  til  at  forandre  

verden.  Nu  lytter  jeg  bare  til  dem,  der  prøver  at  gøre  det”  (bilag  5:245-­‐246).  Det  

gør  han  så  på  Facebook,  hvor  han  forsøger  at  overbevise  andre  om  hans  politiske  

synspunkter  samt  deler  og  synes  godt  om  politikeres  opdateringer  for  på  den  

måde  at  støtte  dem.  Det  vender  jeg  tilbage  til  i  Politisk  redskab.    

 

For  Kasper  er  det  vigtigt  at  være  politisk  på  en  måde,  som  han  ser  som  moderne  

og  anderledes  end,  det  han  kalder  ”gammelaktivistisk”  (bilag  10:768),  hvilket  han  

ikke  kan  identificere  sig  med.  Kasper  har  flere  gange  været  ved  at  melde  sig  ind  i  

Enhedslisten  og  regner  også  med  at  gøre  det  på  et  tidspunkt,  men  har  endnu  ikke  

taget  springet:  ”Jeg  har  flere  gange  været  lige  ved  at  melde  mig  ind  i  Enhedslisten  

og  vil  det  stadig  gerne,  men  hver  gang  er  jeg  stået  lidt  af,  når  jeg  har  åbnet  deres  

partiprogram,  og  så  har  der  stået  noget  med  de  multinationale  selskaber.  Altså,  

den  der  meget  gammel  kommunistiske  eller  gammel  socialistiske  retorik,  som  jeg  

har  stået  af  på”  (bilag  10:156-­‐160).  Kasper  kan  ikke  identificere  sig  med  den  

traditionelle  kommunistiske  retorik,  og  det  han  opfatter  som  en  

gammeldagsmåde  at  være  politisk  på.  For  ham  er  et  projekt  som  Kirkeasyl  

(Kristligt  Dagblad),  som  han  har  været  aktiv  i,  således  lettere  at  identificere  sig  

med  end  Enhedslisten.  Her  bliver  Dahlgrens  pointe  om,  at  hvis  man  har  svært  

  43  

ved  at  identificere  sig  med  fx  et  parti,  så  vil  man  typisk  ikke  engagere  sig  i  det,  

tydelig  (2007b,  60).    

 

Morten  var  som  gymnasieelev  engageret  i  studenterpolitik.  Siden  hen  har  han  

været  medlem  af  organisationen  Europæisk  Ungdom,  men  har  meldt  sig  ud  igen,  

fordi  han  ikke  oplevede  at  have  tid  til  at  være  aktiv.  Det  er  også  på  grund  af  

manglende  tid,  at  han  ikke  er  medlem  af  Radikale  Venstre.  Han  kunne  således  

godt  forestille  sig  at  blive  både  medlem  af  og  aktiv  i  partiet  på  sigt.  Hvis  han  

melder  sig  ind,  vil  han  gerne  være  med  til  at  analysere  det  politiske  og  sørge  for  

en  god  kommunikation  baseret  på  hans  kommunikationsfaglige  interesse  og  

viden,  som  han  bl.a.  har  fra  sit  kandidatstudie  i  Politisk  Kommunikation  og  

Ledelse.  På  den  måde  minder  han  om  Jakob,  som  netop  laver  den  slags  frivilligt  

arbejde  for  en  radikal  politiker  ud  fra  en  faglig  interesse.    

 

Afslutningsvist  vil  jeg  introducere  den  gruppe  af  informanter,  der  har  sværest  

ved  at  se  sig  selv  være  politisk  aktive  offline.  

 

Polit isk aktive online

Anna,  Christine,  Naja,  Dorthe  og  Randa  er  stort  set  ikke  aktive  offline.  Selvom  

nogle  af  dem  tidligere  har  været  det,  så  er  de  den  gruppe  af  informanter,  der  er  

mest  skeptiske  over  for  at  engagere  sig  offline.    

 

Christine  har  tidligere  været  frivillig  i  Mellemamerika  og  efterfølgende  lavet  et  

formidlingsprojekt  i  Danmark  om  det.  Hun  meldte  sig  ind  i  Enhedslisten  i  2011  

efter  at  have  hørt  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  første  maj-­‐tale.  I  den  forbindelse  

blev  hun  også  fan  af  både  Enhedslisten  og  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  på  Facebook.  

Hun  har  således  både  stemt  på  Enhedslisten  og  er  medlem,  men  hun  er  ikke  aktiv  

og  har  heller  ikke  planer  om  at  blive  det.  Christine  har  desuden  været  med  til  

demonstrationer  i  gymnasiet  for  bedre  vilkår  for  gymnasieeleverne.    

 

Også  Naja  har  været  til  en  del  demonstrationer  i  gymnasiet.  Hun  oplevede,  at  

hun  ikke  rigtig  vidste  så  meget  om  det,  de  demonstrerede  imod  eller  for:  ”Der  var  

helt  sikkert  nogle  meget  røde  nogle,  som  godt  vidste,  hvad  de  gjorde.  Men  det  

  44  

gjorde  jeg  ikke.  Nogle  sagde,  at  der  skulle  være  færre  i  klassen,  og  at  vi  skulle  have  

nye  stole,  og  jeg  tænkte  bare,  men  helt  sikkert.  Så  jeg  har  været  til  rigtig  mange  

demonstrationer”  (bilag  9:526-­‐531).  I  dag  kunne  hun  til  gengæld  godt  forestille  

sig  at  gå  til  demonstration  imod  ACTA.  Ved  at  gå  til  demonstrationen  oplever  

hun,  at  hun  taler  for  ytringsfrihed  på  internettet,  som  hun  mener,  er  vigtigt.  Hvis  

hun  skulle  engagere  sig  politisk,  kunne  hun  forestille  sig  at  blive  aktiv  i  

studienævnet  på  sit  universitet,  eller,  hvis  hun  havde  børn,  skolebestyrelsen.  

Hun  kan  således  bedre  se  sig  selv  være  politisk  engageret  i  det,  hun  definerer  

som  det  nære  end  fx  at  blive  aktiv  i  et  parti,  men  oplever  ikke  at  have  tid  til  det.  

Hun  finder  det  primært  vigtigt  at  tage  stilling  i  forbindelse  med  valg,  hvor  hun  

”momentant”  (bilag  9:97)  går  op  i  politik.    

 

Dorthe  deltog  i  demonstrationer,  da  hun  var  yngre,  men  i  dag  fokuserer  hun  sin  

politiske  indsats  på  Facebook  og  støtter  på  den  måde.  Hun  bruger  bl.a.  det  at  

synes  godt  om  humanitære  organisationer  og  projekter  til  at  støtte  dem.  Dorthe  

oplever,  at  Facebook  gør  det  mere  tilgængeligt  at  være  politisk  aktiv,  fordi  hun  

bare  skal  ”klikke”  (bilag  3:583).  Desuden  synes  hun,  at  hendes  politiske  

engagement  er  blevet  både  mere  personlig  og  målrettet,  end  da  hun  som  yngre  fx  

gik  til  demonstrationer.  Hun  oplever  ydermere,  at  hun  er  blevet  mere  aktiv  

politisk  af  at  kunne  bruge  Facebook:  ”Jeg  tror,  at  jeg  er  mere  aktiv,  men  

sommetider  tænker  jeg,  er  jeg  virkelig  aktiv,  når  jeg  bare  sidder  på  computeren?  

Men  jo,  det  tror  jeg”  (bilag  3:585-­‐587).  Hendes  opfattelse  af,  at  Facebook  er  en  

hurtig  og  let  tilgængelig  måde  at  engagere  politisk  på,  skyldes,  at  de  

utraditionelle  og  individualiserede  former  for  deltagelse  fx  på  internettet  ofte  er  

hurtigere,  uforpligtende  og  en  bekvem  måde  at  udtrykke  sit  politiske  synspunkt  

på  (Vromen  2007,  98).  Hvordan  hun  ser  på  det  at  være  aktiv  politisk  på  

Facebook,  vender  jeg  tilbage  til  i  Politisk  redskab.    

 

Anna  er  endnu  ikke  medlem  af  et  parti,  men  er  lige  ved  at  melde  sig  ind  i  Liberal  

Alliance,  da  jeg  interviewer  hende.  Hun  vil  ikke  melde  sig  ind  for  at  blive  aktiv,  

men  for  at  vide  med  sig  selv,  ”at  jeg  er  medlem  her”  (bilag  11:343).  Hun  regner  

ikke  med  at  blive  aktiv  i  partiet,  for  som  hun  siger:  ”Jeg  er  mere  den  passive  type”  

(bilag  11:361).  Udover  ikke  at  kunne  se  sig  selv  som  aktiv  i  et  parti,  så  handler  

  45  

det  også  om,  at  ingen  af  hendes  venner  kunne  finde  på  at  melde  sig  ind  i  Liberal  

Alliance,  og  hun  derfor  ville  skulle  engagere  sig  i  partiet  alene.  For  Anna  spiller  

de  sociale  miljøer,  hun  er  en  del  af,  således  en  stor  rolle  for,  at  hun  ikke  ønsker  at  

blive  aktiv:  ”Hvis  jeg  var  i  et  miljø,  hvor  der  var  flere,  der  var  aktive,  så  kunne  jeg  

godt,  men  det  var  aldrig  noget,  jeg  ville  gøre  af  mig  selv,  og  af  dem  jeg  taler  politik  

med,  er  jeg  den  eneste,  der  er  Liberal  Alliance  og  kunne  finde  på  at  melde  mig  ind  

dér”  (bilag  11:363-­‐367).  Det  ikke  at  have  venner,  der  vil  engagere  sig  politisk  

sammen  med  én,  forhindrer  også  Frederik  i  at  deltage  i  demonstrationer:  ”Der  er  

så  mange  ting,  jeg  gerne  vil  gøre.  Men  jeg  ved  ikke,  om  jeg  kender  nogle,  der  skal  

derhen,  og  om  jeg  gider  alene.  Der  er  mange  ting,  jeg  ikke  er  gået  til”  (bilag  5:607-­‐

610).  Han  har  således  ikke  lyst  til  at  deltage  i  politiske  aktiviteter  alene,  og  

dermed  kommer  hans  venner  til  at  have  en  meget  konkret  indflydelse  på,  hvor  

aktiv  han  er.    

 

Randa  diskuterer  politik  både  med  sine  venner  og  med  andre  Facebook-­‐brugere,  

som  synes  godt  om  de  samme  politikere  som  hende.  Når  hun  diskuterer,  handler  

det  både  om  at  blive  klogere  på,  hvad  hun  selv  mener,  og  om  at  overtale  andre.  

Fx  overbeviste  hun  i  forbindelse  med  folketingsvalget  i  2011  nogle  af  sine  venner  

til  at  stemme  på  Manu  Sareen,  hvilket  hun  også  selv  gjorde.  Hun  overvejede  at  

blive  frivillig  for  Radikale  Venstre  i  forbindelse  med  valgkampen,  men  uden  at  

melde  sig  ind  i  partiet.  Det  kan  hun  således  slet  ikke  forestille  sig  at  blive.  Hun  

blev  dog  ikke  frivillig,  da  hun  syntes,  at  hun  havde  for  travlt.  Da  hun  ikke  tidligere  

har  været  politisk  aktiv  offline  og  heller  ikke  blev  det  i  forbindelse  med  valget,  

har  jeg  placeret  hende  i  denne  gruppe  af  informanter.  Ved  at  have  overvejet  at  

blive  frivillig  under  valgkampen  nærmer  hun  sig  dog  de  andre  grupper  af  

informanter.    

 

Efter  at  have  introduceret  informanterne  vil  jeg  nu  analysere  de  tre  politikeres  

opdateringer  på  Facebook.    

 

  46  

De tre pol itikeres opdater inger

Fra  januar  til  og  med  marts  2012  lavede  Søren  Pind  257  opdateringer,  Johanne  

Schmidt-­‐Nielsen  50  og  Manu  Sareen  15132.  De  opdateringer  har  jeg  som  

beskrevet  tidligere  inddelt  i  en  række  kategorier.  Den  procentvise  fordeling  af  

politikernes  opdateringer  inden  for  de  forskellige  kategorier  ses  af  fig.  4,  5  og  6:  

 

 Fig.  4:  Procentvis  fordeling  af  Søren  Pinds  opdateringer33.  

 

                                                                                                               32  Ifølge  Page-­‐Analyzer  (Komfo),  som  er  et  redskab,  der  bl.a.  måler  antallet  af  opdateringer  på  en  side,  har  Manu  Sareen  lavet  152  opdateringer  i  perioden,  men  jeg  har  kun  kunne  finde  151  opdateringer.  Muligvis  har  han  slettet  en  enkelt  opdatering.  33  Søren  Pind  har  ingen  opdateringer  lavet  i  kategorien  Anbefaling  af  arrangement.  Kategorien  er  derfor  ikke  medtaget  i  grafen.  

  47  

 Fig.  5:  Procentvis  fordeling  af  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  opdateringer34.  

 

 Fig.  6:  Procentvis  fordeling  af  Manu  Sareens  opdateringer35.                                                                                                                  34  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  har  ingen  opdateringer  lavet  i  kategorierne  Kritik  af  medierne,  Billeder  og  Bag  om  Kulisserne.  Kategorierne  er  derfor  ikke  medtaget  i  grafen.    

  48  

 

Infomedia  har  i  en  rapport  beskrevet  tre  slags  politikere  på  Facebook:  de  

officielle,  de  personlige  og  de  flittige  (2012).  Ifølge  Infomedia  hører  30  %  af  de  

folketingspolitikere,  som  har  en  Facebook-­‐side,  til  de  personlige,  der  er  

karakteriseret  ved  at  lave  et  miks  af  politiske  udmeldinger  og  personlige  

opdateringer.  De  flittige  tæller  40  %  af  folketingspolitikerne.  De  bruger  Facebook  

til  at  fortælle,  hvor  hårdtarbejdende  de  er.  Derfor  laver  de  ofte  opdateringer  om,  

hvad  de  laver,  og  hvilke  medier  de  optræder  i.  Deres  opdateringer  minder  lidt  

om  dagbogsskriverier.  Endelig  er  der  de  officielle,  som  består  af  20  %  af  

folketingspolitikerne,  hvilket  hovedsagligt  tæller  partiernes  spidskandidater.  De  

laver  ofte  formelle  opdateringer.  De  resterende  10  %  er  ikke  på  Facebook  

(Infomedia  2012).  Ud  fra  min  egen  optælling  af  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens,  Manu  

Sareens  og  Søren  Pinds  opdateringer  ses  det,  at  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  hører  

til  de  officielle.  Det  skyldes  særligt,  at  hun  stort  set  aldrig  laver  opdateringer  

inden  for  kategorien  Private  Fortællinger.  Imens  hører  Søren  Pind  til  de  

personlige.  Det  ses  af,  at  23,7  %  af  hans  opdateringer  falder  inden  for  kategorien  

Private  Fortællinger.  Også  Manu  Sareen  laver  en  del  opdateringer  i  denne  

kategori.  31,1  %  af  hans  opdateringer  hører  dog  til  kategorien  Bag  om  kulisserne,  

og  han  kan  derfor  betegnes  som  en  af  de  flittige.  Søren  Pind  og  Manu  Sareen  

spørger  også  jævnligt  brugerne  om  deres  mening.  Særligt  Sareen  opfordrer  til  

debat,  hvilket  ses  af,  at  han  på  sin  Facebook-­‐side  har  tre  sider  forbeholdt  debat  

mellem  brugerne  og  ham  selv  om  emner  forbundet  med  hans  ministerier36.  

 

Analyse af samfundskulturerne Efter  at  have  præsenteret  såvel  informanter  som  politikere  går  jeg  over  til  at  

bruge  Dahlgrens  analysemodel,  som  blev  introduceret  i  Teoretisk  

forståelsesramme.    

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                             35  Manu  Sareen  har  ingen  opdateringer  lavet  i  kategorien  Kritik  af  medierne.  Kategorien  er  derfor  ikke  medtaget  i  grafen.    36  https://www.facebook.com/manu.sareen/app_190949470989310?ref=ts  https://www.facebook.com/manu.sareen/app_123143807796935?ref=ts  https://www.facebook.com/manu.sareen/app_264974553555354?ref=ts    

  49  

Rum Informanterne  er  alle  meget  opmærksomme  på,  hvordan  Facebook  fungerer  som  

rum.  Til  at  forstå,  hvordan  de  ser  på  Facebook  som  rum  både  i  deres  hverdag  og  i  

forbindelse  med  at  synes  godt  om  politikere,  bruger  jeg  netværksoffentlighedens  

dynamikker  og  karakteristika.    

 

I  informanternes  brug  af  Facebook  bliver  det  tydeligt,  at  

netværksoffentlighedens  karakteristika  skaler-­  og  kopierbarhed  spiller  en  

væsentlig  rolle.  De  unge  er  således  meget  opmærksomme  på,  hvordan  de  kan  

bruge  det,  at  opdateringer  netop  kan  skaleres  og  kopieres  på  Facebook,  til  at  

sikre,  at  politiske  opdateringer,  som  de  finder  vigtige,  bliver  spredt.  Christine  

beskriver,  hvordan  hun  sørger  for  at  sprede  nogle  af  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  

opdateringer:  ”Hvis  hun  rammer  et  eller  andet,  som,  jeg  selv  synes,  er  rigtig  vigtigt,  

så  sørger  jeg  for  at  like  den,  så  den  kan  komme  op  i  toppen  på  andre  folks  

tophistorier”  (bilag  7:222-­‐226).  Hun  bruger  dermed  bevidst  det,  at  Facebook  

prioriterer  opdateringer  med  mange  likes,  kommentarer  og  delinger  højere  end  

opdateringer,  der  har  fået  mindre  feedback.  Således  bliver  opdateringer,  der  har  

fået  meget  feedback,  placeret  højere  i  brugernes  nyhedsstrøm  (Lemberg  2012a).  

Ydermere  får  man  som  bruger  langt  fra  automatisk  vist  alle  opdateringer  fra  de  

venner  og  sider,  man  er  forbundet  med  på  Facebook.  Opdateringerne  bliver  

nemlig  sorteret,  så  man  primært  får  vist  opdateringer  fra  venner  og  sider,  som  

man  ofte  interagerer  med.  Man  kan  også  få  vist  opdateringer  fra  sider  og  venner,  

man  ikke  så  ofte  kommunikerer  med,  men  det  kræver  netop,  at  den  givne  

opdatering  har  fået  meget  feedback  fra  andre.  Desuden  kan  man  få  vist  

opdateringer  fra  sider  og  venner,  man  ikke  selv  er  forbundet  med,  hvis  ens  

Facebook-­‐venner  har  interageret  med  opdateringen.  For  politikerne  giver  det  

således  mere  synlighed,  hvis  brugerne  interagerer  med  deres  indhold.  Ligesom  

Christine  er  Nina  meget  bevidst  om,  at  Facebook  skalerer  historier  med  meget  

brugerfeedback.  Hvis  en  opdatering  fra  fx  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  allerede  har  

fået  mange  likes,  så  vil  hun  være  tilbageholdende  med  at  like  for:  ”Den  skal  nok  

blive  på  forsiden  i  lang  tid,  om  jeg  liker  den  eller  ej.  Det  har  ikke  så  stor  betydning  

på  det  her  stadie,  men  hvis  den  nu  lige  var  kommet  på,  og  der  kun  var  tre,  der  

likede  den,  så  kunne  jeg  godt  gå  ind  og  like  den,  for  at  andre  ville  se  den,  for  så  ville  

  50  

det  komme  frem  på  deres  væg,  at  nu  har  jeg  liket  den.  Og  så  ville  den  sprede  sig  

uden,  at  jeg  behøvede  at  poste  den”  (bilag  4:379-­‐387).  For  Nina  er  det  at  like  en  

politikers  opdateringer  dermed  en  smart  måde  at  sørge  for,  at  hendes  Facebook-­‐

venner  også  får  opdateringen  at  se.  Hun  bruger  således  Facebooks  karakteristika  

som  et  redskab  til  at  engagere  sig  politisk.    

 

Hvor  Nina  sørger  for  at  sprede  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  opdateringer  i  sit  

netværk,  så  oplever  Dorthe,  at  hun  modtager  opdateringer  fra  politikere,  som  

hun  ikke  selv  synes  godt  om,  netop  fordi  nogle  af  hendes  Facebook-­‐venner  gør  

som  Nina  og  sørger  for  at  få  politikernes  opdateringer  spredt.  Hun  får  således  

mange  opdateringer  fra  radikale  politikere,  særligt  Margrethe  Vestager,  fordi  

mange  af  hendes  Facebook-­‐venner  er  fans  af  Vestager:  ”Jeg  følger  også  meget  

med  i  Margrethe  Vestagers,  fordi  jeg  har  mange,  der  er  venner  med  hende,  så  de  

poster  tit  billeder  af  hende  og  alt  muligt.  Det  synes  jeg  er  meget  spændende  at  

følge.  Selvom  jeg  ikke  er  fan  af  hende  på  Facebook,  så  kommer  jeg  næsten  oftere  på  

hendes  side,  fordi  der  er  nogle  andre,  der  har  postet  noget”  (bilag  3:191-­‐196).  Det  

er  bl.a.  på  den  måde,  at  informanterne  har  opdaget  flere  af  de  politikere,  de  synes  

godt  om.  Desuden  fortæller  Jakob  som  den  eneste  af  informanterne,  at  han  har  

fået  øje  på  en  politiker  gennem  en  annonce  på  Facebook.    

 

Også  karakteristikken  søgbarhed  spiller  en  rolle  for  informanterne,  om  end  i  

mindre  grad  end  de  to  andre  karakteristika.  Således  fortæller  Nina  om,  hvordan  

det  nogle  gange  er  nemmere  at  gå  på  Facebook  end  at  søge  på  Google,  fordi  hun  

har  en  oplevelse  af,  at  det  hele  er  samlet  på  Facebook,  og  det  derfor  er  lettest  at  

bruge  til  at  finde  det,  hun  leder  efter.  Også  Naja  bruger  Facebook  til  at  søge  med.  

Fx  søgte  hun  efter  politikere,  hun  gerne  ville  vide  mere  om,  for  at  finde  ud  af,  

hvem  hun  skulle  stemme  på  til  folketingsvalget  i  2011.    

 

Karakteristikken  vedvarenhed  forholder  informanterne  sig  primært  til,  når  det  

kommer  til  Facebooks  timeline-­‐design  (Mølgaard  2011),  som  netop  var  i  gang  

med  at  blive  rullet  ud  for  privatpersoner,  mens  jeg  gennemførte  interviewene.  

Designet  medførte,  at  ens  tidligere  handlinger  blev  tydeligere  end  før  ved  at  

samle  alt,  hvad  man  har  lavet  og  skrevet  på  Facebook  på  en  tidslinje.  På  det  

  51  

tidspunkt  var  det  stadig  frivilligt,  om  man  ville  begynde  at  bruge  designet  på  sin  

Facebook-­‐profil.  Det  blev  først  obligatorisk,  efter  at  jeg  var  færdig  med  

interviewene.  Kasper  fortalte  således,  at  han  endnu  ikke  havde  slået  timeline-­‐

designet  til,  fordi  han  ikke  kunne  overskue  at  forholde  sig  til  ”de  sidste  fire-­fem  

års  virtuelle  liv”  (bilag  10:666).  Han  ville  således  som  udgangspunkt  gerne  se  alle  

opdateringer  igennem  for  at  tjekke,  om  han  ville  slette  nogle,  men  han  vidste,  at  

der  ville  være  utroligt  meget  indhold  at  forholde  sig  til,  og  det  kunne  han  ikke  

overskue.  På  den  måde  kan  man  sige,  at  han  er  opmærksom  på,  at  det,  han  gør  på  

Facebook,  varer  ved  og  bliver  gemt.  Også  Nina  er  opmærksom  på  det.  Hun  

bryder  sig  ikke  om,  at  Facebook  ved  så  meget  om  hende.  Hun  føler  sig  således  

overvåget.  Ikke  af  sine  venner,  men  hun  føler,  at  selve  det  at  være  på  Facebook  

minder  om  et  overvågningssamfund.  Det  kommer  frem  i  løbet  af  interviewet,  at  

det  ikke  handler  om,  at  hun  ikke  vil  have,  at  en  kommende  chef  fx  kan  se,  at  hun  

synes  godt  om  politikere.  Det,  tænker  hun,  blot  signalerer,  at  hun  er  engageret  i  

det  samfund,  hun  lever  i.  Det,  hun  ikke  bryder  sig  om,  er,  at  Facebook  som  en  

kommerciel  virksomhed  ved  så  meget  om  hende.  Hun  har  derudover  et  behov  

for  at  have  en  privathed  om  sin  person.  Det  medfører,  at  hun  ikke  kan  lide  at  

have  private  billeder  på  sin  profil.  Hun  vil  således  gerne  beskytte  sin  privatsfære,  

men  finder  det  svært  at  gøre  på  Facebook,  hvilket  skyldes,  at  grænserne  

mellem  privat  og  offentligt  ikke  er  så  skarpe  i  netværksoffentligheden.    

 

Hvis  en  politiker  har  en  side,  er  man  nødt  til  at  tilkendegive,  at  man  ”synes  godt  

om”  politikeren  for  at  få  vedkommendes  opdateringer.  Derfor  fravælger  flere  af  

informanterne  at  få  opdateringer  fra  politikere,  som  de  ikke  bryder  sig  om.  Det  

skyldes,  at  de  vil  undgå  at  sende  et  forkert  signal  til  deres  omgivelser  om,  hvad  

de  mener  politisk.  En  af  årsagerne  til  det  er  de  sammensmeltede  

sammenhænge.  Det  ses  af  Annas  forklaring  på,  hvorfor  hun  ikke  bryder  sig  om  

at  synes  godt  om  politikere  på  Facebook:  ”Især  dem  man  ikke  kender  så  godt,  

fordi  dem  der  kender  mig  godt,  de  ved  jo  udmærket  godt,  hvad  jeg  står  for.  Så  det  

er  mest  dem,  man  ikke  kender  så  godt,  jeg  måske  har  i  tankerne,  når  jeg  fravælger  

at  blive  fan  af  politikere”  (bilag  11:397-­‐402).  Anna  ville  således  ikke  have  noget  

problem  med  at  blive  fan  af  forskellige  politikere,  hvis  hun  udelukkende  var  

Facebook-­‐venner  med  sine  nære  venner  og  familie,  men  fordi  hun  også  er  

  52  

forbundet  med  mennesker,  som  ikke  kender  hende  så  godt,  og  de  ser  det  samme  

som  hendes  nære  venner  og  familie,  så  lader  hun  ofte  være  med  at  blive  fan.  Her  

har  de  sammensmeltede  sammenhænge  således  en  betydning  for,  hvordan  Anna  

agerer  på  Facebook.  Forbundet  med  de  sammensmeltede  sammenhænge  er  det  

usynlige  publikum,  hvor  man  for  at  fremstille  sig  selv  så  fordelagtigt  som  

muligt  for  et  bredt  publikum  forestiller  sig,  at  man  kommunikerer  til  de  mest  

ømtålelige  medlemmer  af  dette  publikum  (boyd  2011,  50).  For  Anna  udgør  det  

her  hendes  perifert  bekendte,  som  hun  også  er  forbundet  med  på  Facebook.  

Selvom  hun  bruger  det  at  forestille  sig,  hvem  publikum  består  af,  for  at  undgå  at  

opføre  sig  upassende,  hvilket  for  boyd  hører  til  dynamikken  det  usynlige  

publikum,  så  kender  hun  sit  publikum.  Man  kan  derfor  ikke  tale  om,  at  det  er  

usynligt.  Det  er  således  kun  en  del  af  dynamikken,  der  er  aktuel  i  denne  

sammenhæng.  Også  Frederik  har  svært  ved  at  synes  godt  om  politikere,  som  han  

ikke  bryder  sig  om.  Han  vil    således  gerne  abonnere  på  politikere,  som  han  ikke  

er  enig  med,  men  han  vil  ikke  være  fan  af  dem.  Hvis  han  blev  nødt  til  at  synes  

godt  om  politikere  som  Søren  Pind,  som  han  i  dag  abonnerer  på,  ville  han  stoppe,  

fordi  det  ville  sende  det  forkerte  signal.  Selvom  Frederik  altså  ikke  kunne  finde  

på  at  synes  godt  om  politikere,  han  ikke  er  enig  med,  så  synes  han  godt  om  

enkelte  opdateringer  fra  dem,  såfremt  han  er  enig  på  netop  det  punkt.  Når  det  

kommer  til  politikere,  han  er  enig  med,  vil  han  desuden  hellere  være  venner  med  

dem  end  fan,  fordi  det  at  være  venner  giver  en  tættere  relation.  Bl.a.  kan  han  

skrive  direkte  til  politikeren37.    

 

Jakob  er  den  eneste  af  informanterne,  der  ikke  har  et  problem  med  at  synes  godt  

om  politikere,  som  han  ikke  er  enig  med.  Det  skyldes,  at  han  gerne  vil  være  

forbundet  med  dem  for  at  følge  med.  Han  arbejder  som  beskrevet  med  

kommunikation  til  hverdag,  og  derfor  finder  han  det  af  faglige  årsager  

interessant  at  synes  godt  om  forskellige  politikere.  Samtidig  er  det  

hensigtsmæssigt  for  ham  at  følge  med  på  Facebook  for,  som  han  siger:  ”Det  er  jo  

den  hjemmeside,  jeg  er  mest  inde  på”  (bilag  705:12).  Også  Kasper  synes  godt  om  

nogle  politikere,  som  han  ikke  er  enig  med,  og  han  overvejer  at  synes  godt  om  

                                                                                                               37  I  dag  kan  man  også  sende  privatbeskeder  til  politikere,  der  har  Facebook-­‐sider,  men  det  kunne  man  ikke,  da  jeg  interviewede  Frederik.    

  53  

flere.  Det  er  han  begyndt  på,  fordi  det  er  blevet  relevant  for  ham  i  forbindelse  

med  hans  arbejde.  Både  Jakob  og  Kasper  har  således  en  kommunikationsfaglig  

og  jobmæssig  årsag  til,  at  de  synes  godt  om  politikere,  som  de  ikke  nødvendigvis  

er  enige  med.  Deres  primære  årsager  til  at  være  på  Facebook  ændrer  sig  således  

fra  at  handle  om  at  kommunikere  med  deres  venner  og  identitet  til  at  være  

fokuseret  på  information  og  at  kommunikere  med  deres  bredere  netværk.  

 

De  sammensmeltede  sammenhænge  er  en  af  årsagerne  til,  at  Christine  ikke  

bryder  sig  om  at  debattere  på  Facebook  ved  fx  at  skrive  kommentarer  til  

politikernes  opdateringer:  ”Der  tror  jeg  hellere  selv,  jeg  vil  vælge,  hvem  jeg  

snakker  med  forskellige  ting  om”  (bilag  7:471-­‐472).  Hun  er  også  meget  bevidst  

om,  at  de  mennesker,  der  diskuterer  politik  på  Facebook,  er  klar  over,  at  det  kan  

ses  af  deres  venner:  ”Hvis  man  kommenterer  noget  på  Facebook,  så  er  man  også  

bevidst  om,  at  andre  læser,  hvad  man  skriver”  (bilag  7:301-­‐303).  Hun  bryder  sig  

generelt  ikke  om  debatter  på  Facebook.  Det  skyldes,  at  hun  forbinder  folks  

bevidsthed  om,  at  det,  de  skriver,  kan  ses  af  hele  deres  netværk,  med  

selvpromovering.  For  hende  er  det  at  kommentere  på  en  artikel  eller  et  

blogindlæg  derfor  mere  seriøst,  og  dem  vil  hun  derfor  hellere  læse  end  

kommentarer  på  Facebook.  Når  flere  af  informanterne  ikke  vil  debattere  på  

Facebook,  skyldes  det  også,  at  de  finder  Facebooks  måde  at  stille  kommentarer  

op  på  uoverskuelig.  Hvis  de  skriver  en  kommentar,  oplever  de  således,  at  den  let  

drukner  i  mængden,  og  hvis  de  giver  sig  til  at  diskutere  med  andre  brugere,  

synes  de,  at  det  kan  være  svært  at  finde  rundt  i  kommentarerne.  Det  ses  også  af,  

at  de  af  informanterne,  der  kommenterer  på  politikernes  opdateringer,  havde  

svært  ved  at  finde  deres  egne  kommentarer  under  interviewene.  På  den  måde  

påvirker  Facebooks  interface  og  opsætning,  hvordan  informanterne  agerer.    

 

  54  

Praksisser Informanterne  bruger  det  at  synes  godt  om  politikere  på  Facebook  på  tre  

forskellige  måder,  som  alle  er  forbundne:  informationskanal,  

kommunikationsredskab  og  politisk  redskab38.    

 

Inf ormat ionskana l

Stort  set  alle  informanterne  bruger  Facebook  til  at  få  adgang  til  nyheder,  og  de  

fleste  af  informanterne  bruger  det  eksplicit  til  at  følge  med  i  politik.  Når  de  unge  

bruger  Facebook  som  informationskanal,  handler  det  om,  at  de  gennem  deres  

netværk  kan  følge  med  i,  hvad  der  sker,  både  blandt  deres  venner  og  mere  

generelt.  Flere  af  informanterne  synes  godt  om  politikere  og  partier  for  at  

supplere  den  information,  de  får  fra  deres  Facebook-­‐venner.  En  af  de  primære  

årsager  til,  at  mange  af  informanterne  er  forbundet  med  politikere  på  Facebook,  

er  således,  at  kunne  følge  med.  De,  der  læser  og/eller  arbejder  med  

kommunikation,  følger  som  nævnt  i  sidste  afsnit  også  med  på  Facebook  for  at  

holde  sig  orienteret  om,  hvordan  politikerne  agerer  på  Facebook  ud  fra  en  faglig  

interesse.  Facebook  fungerer  således  som  informanternes  redskab  til  at  få  

daglige  nyhedsopdateringer.  Samtidig  er  det  også  gennem  Facebook,  at  de  får  

førstehåndsinformationer  (Olsson  2007,  188–189).  Det  sker  bl.a.  ved  at  synes  

godt  om  partier  og  politikere  for  på  den  måde  at  få  deres  opdateringer,  men  det  

kan  også  være  at  synes  godt  om  spillesteder,  virksomhed  eller  organisationer.  

Derudover  bruger  informanterne  også  Facebook  til  at  følge  med  i,  hvad  deres  

venner  og  bekendte  laver.  Som  Jakob  fortæller:  ”Og  så  bruger  jeg  det  selvfølgelig  

også  stadigvæk  til  at  følge  med  i,  hvad  mine  venner  og  mit  bredere  netværk  laver”  

(bilag  12:125-­‐127).  Ved  at  kunne  følge  med  i,  hvad  ens  venner  laver,  giver  

Facebook  mulighed  for  en  slags  gensidig  overvågning.  Hvordan  informanterne  

forholder  sig  til  det,  kommer  jeg  ind  på  i  Identitet.  

 

Anna  er  en  af  de  informanter,  der  er  begyndt  at  bruge  Facebook  som  en  kilde  til  

nyheder  ved  bl.a.  at  abonnere  på  politikere  for  på  den  måde  at  få  deres  

opdateringer.  Facebook  kommer  dermed  til  at  fungere  som  et  sorteringsredskab,  

                                                                                                               38  De  tre  praksisser  har  jeg  fundet  frem  til  gennem  arbejdet  med  at  kode  og  kategorisere  interviewene,  og  de  er  således  alle  tre  blevet  brugt  som  kategorier.  Se  bilag  13  for  en  oversigt  over  alle  kategorier.    

  55  

så  ens  venner  og  de  politikere,  man  er  forbundet  med,  anbefaler,  hvad  man  skal  

læse.  Dorthe  fortæller  således  om  at  få  nyheder  ved  at  være  fan  af  Johanne  

Schmidt-­‐Nielsen:  ”Der  bliver  filtreret  nogle  nyheder,  som  jeg  mener  er  spændende.  

Og  så  kommer  jeg  ind  i  det  emne,  og  så  undersøger  jeg  måske  selv  videre,  hvad  det  

går  ud  på”  (bilag  3:130-­‐132).  For  Dorthe  bliver  Facebook  et  redskab  til  at  sortere  

nyheder  med,  fordi  andre  på  Facebook  anbefaler  de  nyheder,  de  finder  vigtigst.  

På  den  måde  bliver  de  mange  andre  nyheder,  der  cirkulerer  i  medierne  og  på  

nettet  sorteret  fra  gennem  Facebook,  så  hun  blot  præsenteres  for  et  udvalg  af  

nyheder:  ”Måske  læser  jeg  overskrifter  og  enkelte  artikler,  men  det  er  primært  

gennem  Facebook,  at  jeg  følger  med.  Det  er  filteret”  (bilag  3:277-­‐280).  Generelt  

oplever  hun  det  at  få  nyheder  fra  politikere  og  venner  på  Facebook  som  en  slags  

service,  som  hun  er  glad  for.  Dorthe  fortæller,  at  hun  føler,  at  hun  følger  op  på  

partiet  Enhedslisten  ved  at  synes  godt  om  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen:  ”Det  var  en  

fed  måde  at  følge  op  på  partiet.  Nu  synes  jeg  næsten,  at  partiet  er  blevet  hende,  så  

på  den  måde  føler  jeg,  at  jeg  følger  op  på  partiet  og  deres  retningslinjer  på  

Facebook”  (bilag  3:216-­‐22).  Dorthe  oplever,  at  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  er  

blevet  lig  med  partiet  Enhedslisten,  og  at  hun  derfor  kan  holde  sig  opdateret  på,  

hvad  partiet  mener  ved  at  synes  godt  om  hende.  Dorthe  synes  således  ikke  godt  

om  Enhedslistens  Facebook-­‐side.  Det  stemmer  godt  overens  med,  at  Johanne  

Schmidt-­‐Nielsen  som  beskrevet  i  De  tre  politikeres  opdateringer  kan  

karakteriseres  som  en  af  de  politikere,  der  af  Infomedia  kaldes  de  officielle  

(2012).  Mange  af  informanterne  oplever  ligesom  Dorthe,  at  Facebook  en  god  

måde  at  holde  sig  orienteret  om,  hvad  der  sker  med  det  parti  og/eller  de  

politikere,  de  har  stemt  på  uden  for  valgkampstid.  Christine  følger  fx  meget  med  i  

politik  under  en  valgkamp,  men  derefter  glider  det  ud  af  hendes  hverdag,  på  

trods  af  at  hun  egentlig  gerne  fortsat  vil  holde  sig  orienteret,  og  det  bruger  hun  

så  Facebook  til.    

 

Kommunikat ionsredskab

Informanterne  bruger  Facebook  til  at  kommunikere  både  med  deres  nære  

venner  og  bredere  netværk.  At  de  ser  Facebook  som  et  vigtigt  

kommunikationsredskab,  svarer  til  Bjarki  Valtyssons  undersøgelse  af  fem  

danske  unge,  der  primært  brugte  Facebook  til  at  vedligeholde  venskaber,  

  56  

organisere  praktiske  ting,  netværke  og  se  på  billeder  (2012,  18),  hvilket  mine  

informanter  også  nævner.    

 

At  informanterne  bl.a.  bruger  Facebook  til  at  fastholde  og  forstærke  kontakten  til  

mennesker,  de  allerede  er  venner  med,  betyder  for  Dorthe,  at  hun  hovedsagligt  

møder  de  samme  politiske  holdninger:  ”Jeg  har  indtryk  af,  at  det  er  meget  ens,  

hvad  folk  har  af  holdninger.  Man  kan  hurtigt  komme  til  bare  at  forstærke  

hinanden.  Så  det  er  ikke  så  tit,  at  der  kommer  sådan  noget:  Vi  stemmer  Pia  

Kjærsgaard.  Jeg  har  ikke  set  det.  Ikke  på  Facebook”  (bilag  3:693-­‐700).  Dorthes  

oplevelse  af  at  det  er  de  samme  politiske  holdninger,  hun  møder  blandt  sine  

Facebook-­‐venner,  stemmer  godt  overens  med  den  teori,  der  blev  præsenteret  

tidligere  i  opgaven,  og  som  beskrev,  hvordan  mennesker,  der  er  tæt  knyttet,  ofte  

vil  minde  om  hinanden.  Ifølge  den  teori  vil  sandsynligheden  for,  at  Dorthe  støder  

på  andre  politiske  holdninger,  stige,  jo  flere  perifere  bekendte  hun  har  blandt  

sine  Facebook-­‐venner  (Gulia  og  Wellman  1999,  184;  Huckfeldt  og  Sprague  1995,  

50).  Denne  mekanisme  forstærkes  yderligere  af,  at  Facebook  som  nævnt  udover  

at  prioritere  indhold,  der  har  fået  meget  generel  brugerfeedback,  placerer  

indhold  højere  i  ens  nyhedsstrøm,  hvis  det  kommer  fra  mennesker,  man  ofte  

interagerer  med.  Det  vil  netop  ofte  være  tilfældet  med  ens  nære  venner  på  

Facebook.    

 

Når  det  kommer  til  at  kommunikere  på  Facebook,  bruger  Nina  det  i  høj  grad  i  

sammenhæng  med  sit  politiske  engagement:  ”Jeg  er  blevet  ret  afhængig  af  det  i  

forhold  til  at  planlægge  og  finde  arrangementer  og  selv  invitere  folk”  (bilag  4:136-­‐

138).  For  Nina  bærer  hendes  Facebook-­‐brug  således  præg  af,  at  hun  er  politisk  

aktiv.  Under  valgkampen  fungerede  Facebook  som  et  socialt  

kommunikationsredskab  for  de  aktive,  heriblandt  Nina:  ”Så  der  var  alle  bare  inde  

hele  tiden,  så  man  kunne  tale  om  billederne.  På  den  måde  har  det  også  en  ret  social  

funktion,  at  man  følger  med.  Det  er  lidt  ligesom  at  læse  avisen”  (bilag  4:441-­‐444).  

For  Nina  fungerede  Facebook  samt  det  at  få  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  

opdateringer  og  kunne  se  på  hendes  billeder  således  under  valgkampen  som  et  

referencepunkt  på  linje  med  at  læse  aviser.  

 

  57  

Informanterne  reflekterer  ikke  kun  over,  hvordan  de  selv  bruger  Facebook  som  

kommunikationsredskab,  men  også  over,  hvordan  politikerne  forholder  sig  til,  at  

Facebook  giver  mulighed  for  dialog  mellem  politikere  og  borgere.  Når  

politikerne  går  fra  udelukkende  at  bruge  Facebook  som  et  informationsredskab  

til  også  at  benytte  sig  af  det  som  et  kommunikationsredskab,  høster  de  således  

stor  ros  fra  informanterne.  Kasper  fortæller:  ”Også  netop  som  man  typisk  kan  se,  

at  Johanne  (Smith-­Nielsen,  red.)  og  også  andre  politikere  gør.  At  de  også  går  ind  og  

tager  sig  tid  til  at  svare  på  de  ting,  folk  skriver.  Så  dem,  der  kan  finde  ud  af  at  bruge  

det,  gør  det  også  godt,  fordi  det  netop  giver  en  ret  direkte  dialog”  (bilag  10:500-­‐

503).  At  gøre  det  godt  som  politiker  som  Facebook  handler  altså  i  høj  grad  om  at  

tage  skridtet  fra  envejs-­‐kommunikation  til  dialog  og  dermed  fra  informations-­‐  til  

kommunikationsredskab.  Randa  forklarer  i  den  sammenhæng,  hvordan  hun  

oplever  det,  at  Manu  Sareen  går  ind  og  deltager  i  de  debatter,  han  starter  på  sin  

Facebook-­‐side:  ”Jamen,  jeg  synes,  at  det  er  rigtig  godt,  fordi  at  så  er  det  ikke  bare  

et  envejs-­statement.  Det  er  ikke  bare  en  udtalelse,  han  kommer  med.  Så  bliver  det  jo  

en  debat,  i  og  med  han  går  ind  og  svarer”  (bilag  2:307-­‐311).  Randa  vil  ikke  blot  

læse  og  støtte  Manu  Sareens  opdateringer.  Hun  vil  gerne  give  sit  besyv  med,  

hvilket  svarer  til,  hvad  Stephen  Coleman  har  konkluderet:  ”Respondents  wanted  

to  be  consulted  and  heard  rather  than  simply  regarded  as  voting  fodder”  (2005,  

204).  Selvom  alle  de  tre  politikere,  som  jeg  bruger  som  cases  i  min  undersøgelse,  

nogle  gange  går  ind  og  blander  sig  i  debatterne  på  deres  side  ved  at  skrive  en  

kommentar  eller  synes  godt  om  en  opdatering,  så  regner  informanterne  ikke  

med,  at  politikerne  nødvendigvis  vil  lægge  mærke  til  det,  hvis  de  skriver  noget.  

Når  Morten  er  tilbageholdende  med  at  kommentere  på  Manu  Sareens  side,  så  

skyldes  det,  at  han  tænker:  ”Hvor  meget  får  man  ud  af  det.  Altså,  du  får  lov  til  at  

sige  din  holdning”  (bilag  6:932-­‐933).  Det  at  kunne  udtrykke  sig  og  skrive,  hvad  

man  mener  på  fx  Facebook,  er  ikke  ensbetydende  med  at  føle,  at  man  bliver  lyttet  

til.  Flere  af  informanterne  oplever  ikke,  at  politikerne  lytter  til  dem,  hvis  de  

skriver  på  deres  side,  og  derfor  føler  de  ikke  noget  ansvar  for  at  deltage.  For  

hverken  Anna  eller  Torben  er  det  ikke  nok,  at  deres  kommentar  eller  synes  godt  

om-­‐tilkendegivelse  måske  bliver  bemærket  af  andre  brugere.  De  vil  have  

feedback  fra  den  politiker,  som  de  har  valgt  at  kommunikere  med  på  Facebook:  

”For  at  gide  deltage  i  en  elektronisk  debat  eller  høring  kræves,  at  man  får  respons  –  

  58  

fra  andre  borgere  og  ikke  mindst  fra  de  ansvarlige  politikere”  (Torpe  2005,  158).  

Sonja  Utz  mener,  at  det  kan  have  stor  betydning  for  politikerne,  hvis  de  reagerer  

på  brugernes  kommentarer  (2009,  225–226).  Det  signalerer  nemlig,  at  

politikerne  lytter  til  de  mennesker,  der  potentielt  kan  finde  på  at  stemme  på  

dem.  Ydermere  forventer  brugere  som  Anna  og  Torben  ikke  at  få  en  reaktion  fra  

politikerne,  og  hvis  de  derfor  ser  en  politiker,  der  gør  brug  af  den  interaktion,  

Facebook  giver  mulighed  for,  reagerer  de  positivt.  Utz  konkluderer  derfor,  at  

dialog  og  svar  fra  politikerne  giver  brugerne  et  positivt  indtryk  (2009,  225–226).    

 

Pol it isk redskab

Jeg  vil  først  beskrive,  hvordan  informanterne  bruger  selve  det  at  synes  godt  om  

en  politiker  til  at  støtte  vedkommende.  Herefter  ser  jeg  på,  hvornår  

informanterne  kommenterer,  deler  og  synes  godt  om  politikernes  opdateringer,  

og  hvordan  de  ser  på  de  tre  ting.    

 

Informanterne  bruger  det  at  blive  fan  af  politikeren  på  Facebook  til  at  engagere  

sig  politisk.  Udover  at  synes  godt  om  politikere  for  at  få  information  og  kunne  

kommunikere  med  politikerne  bliver  man  således  fan  for  at  støtte  samt  for  at  

sende  et  signal  til  ens  Facebook-­‐venner  om,  hvor  man  selv  står.  Under  

valgkampen  valgte  Morten  fx  at  ændre  sit  profilbillede,  så  det  blev  tydeligt,  at  

han  stemte  på  Radikale  Venstre.  Det  gjorde  han  ved  at  tilføje  et  grafisk  element  

til  sit  profilbillede39.  Med  Facebook  kunne  Morten  således  sende  et  signal  om  til  

sine  Facebook-­‐venner  om,  hvem  han  støttede  i  valgkampen.  For  Nina  og  Torben  

var  det  at  blive  fans  af  henholdsvis  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  og  Lars  Løkke  

Rasmussen  en  konkret  måde  at  støtte  de  to  politikere  på40.  Ved  at  blive  fans  kan  

de  være  med  til  at  give  politikerne  god  omtale  i  pressen.  Det  skyldes,  at  medierne  

i  forbindelse  med  fx  valgkampe  bruger  antallet  af  fans,  når  de  skal  beskrive  

politikeren.  Ofte  kobler  medierne  således  antallet  af  fans  til  politikernes  

popularitet,  hvor  det  at  have  mange  fans  bruges  som  en  indikator  på  politikerens  

popularitet41.  Nina  forklarer  det:  ”Så  var  det  meget  naturligt  at  blive  fan,  fordi  at  

                                                                                                               39  Eksempler  på,  hvordan  det  ser  ud,  kan  ses  her:  http://www.picbadges.com/  40  Torben  begyndte  ikke  at  abonnere  på  Søren  Pinds  opdateringer  af  den  grund.  41  Et  eksempel  på  en  sådan  artikel  er  Thorning  runder  100.000  venner  på  Facebook  (Ritzau  2011).    

  59  

nogle  gange  når  medierne  italesætter  de  der  hypes,  så  bruger  de  antallet  af  fans  på  

Facebook”  (bilag  4:488-­‐490).  Torben  brugte  også  Facebook  til  at  støtte  Søren  

Pind  under  valgkampen  ved  at  uploade  et  billede  af  sin  stemmeseddel,  hvor  han  

havde  sat  kryds  ved  Pind,  til  Facebook:  ”Jeg  tror  ikke,  at  det  rykkede  nogle  

stemmer,  men  så  kan  man  da  se,  at  jeg  støttede  ham”  (bilag  8:393-­‐394).  Christine  

og  Frederik  nævner  også  det  at  støtte  politikerne  som  en  årsag  til  at  blive  fan.  

Der  ligger  således  et  politisk  engagement  alene  i  at  blive  fan  af  en  politiker.  Jakob  

er  den  eneste  af  informanterne,  der  ikke  bruger  det  at  være  fan  af  en  politiker  

som  en  måde  at  engagere  sig  politisk  på.  Som  beskrevet  tidligere  synes  han  

udelukkende  godt  om  politikere  på  Facebook  for  at  kunne  følge  med.  Flere  af  

informanterne  engagerer  sig  dog  yderligere  ved  også  at  synes  godt  om,  

kommentere  eller  dele  politikernes  opdateringer.  

 

Overordnet  set  kan  man  sige,  at:  ”…  10  percent  of  a  population  accounts  for  90  

percent  of  the  (inter)action  also  applies  to  online  communities”  (Jensen  2011,  

126).  Det  er  således  langt  fra  alle  brugere,  der  aktivt  bidrager  til  interaktionen  på  

internettet,  og  det  gjorde  sig  også  gældende  blandt  informanterne.  De  fleste  har  

syntes  godt  om  én  eller  flere  opdateringer  fra  politikere,  mens  færre  har  

kommenteret  og  delt.  Jo  mere  aktivt  et  bidrag,  det  drejer  sig  om,  desto  færre  har  

altså  bidraget.  Således  har  syv  af  informanterne  syntes  godt  om  en  eller  flere  

opdateringer  fra  politikerne,  mens  fire  har  kommenteret42.  Heraf  kommenterer  

to  af  informanterne  relativt  ofte,  mens  de  to  andre  kun  meget  sjældent  har  gjort  

det.  To  af  informanterne  har  delt  opdateringer,  mens  to  er  i  tvivl  om,  hvorvidt  de  

har  gjort  det43.  Kasper  har  som  den  eneste  informant  lavet  opslag  på  forskellige  

politikeres  sider.  Han  gjorde  det  i  forbindelse  med  sit  studiejob  og  tror  ikke,  at  

han  kunne  finde  på  at  gøre  det  som  privatperson.      

 

                                                                                                               42  De  informanter,  der  har  syntes  godt  om,  er:  Randa,  Nina,  Dorthe,  Frederik,  Morten,  Torben  og  Kasper.  Derudover  er  Christine  og  Naja  i  tvivl  om,  hvorvidt  de  måske  har  syntes  godt  om  en  enkelt  opdatering  eller  to.  Hvis  de  har  det,  er  det  ti  af  informanterne,  der  har  syntes  godt  om  en  opdatering.  Randa  og  Frederik  kommenterer  ofte  på  politikernes  opdateringer,  mens  Kasper  og  Torben  en  sjælden  gang  imellem  har  kommenteret.    43  Frederik  og  Kasper  har  flere  gange  delt  opdateringer,  mens  Morten  og  Nina  måske  tror,  at  de  har  gjort  det  en  enkelt  gang.    

  60  

Det  skal  betyde  noget,  hvis  informanterne  skal  kommentere  eller  synes  godt  om  

en  politikers  opdatering.  Det  kan  som  beskevet  tidligere  fx  være  ved  at  hjælpe  

med  at  sprede  budskabet  eller  ved  som  en  af  de  første  til  at  kommentere  at  være  

med  til  at  påvirke  kommentartråden.  Informanterne  vil  således  ligesom  danske  

unge  generelt  have  en  oplevelse  af  at  gøre  en  forskel  og  kunne  se  resultaterne  af  

deres  deltagelse.  Hvis  ikke  det  er  tilfældet,  vil  de  hellere  lade  være  med  at  

deltage  (Illeris  et  al.  2009,  174).  De  vil  værdsættes  for  det,  de  gør,  og  flere  af  dem  

undlader  som  beskrevet  i  Kommunikationsredskab  at  kommentere,  fordi  de  føler,  

at  det  ikke  betyder  noget  for  politikeren,  hvad  de  skriver.    

 

Om at synes godt om opdateringer

Både  Dorthe  og  Randa  fortæller,  at  de  altid  synes  godt  om  politikernes  

opdateringer,  hvis  de  kan  lide  dem.  Det  samme  gælder  Morten,  der  fortæller  om,  

hvad  det  at  synes  godt  om  betyder  for  ham:  ”En  like  giver  bare,  at  man  synes,  at  

det  er  super  arbejde”  (bilag  6:418).  Han  synes  således  godt  om  det,  hver  gang  han  

ser  en  opdatering,  hvor  han  er  enig,  og  hvor  det  drejer  sig  om  en  ”god  sag”  (bilag  

6:477).  For  Morten  er  det  vigtigt,  at  der  er  noget  indhold  i  opdateringerne,  hvis  

han  skal  synes  godt  om  dem.  Samtidig  handler  det  også  meget  om  hans  

sindsstemning,  og  hvorvidt  han  lige  er  modtagelig  for  politiske  opdateringer  den  

dag.  Han  bruger  også  det  at  synes  godt  om  opdateringer  til  at  sende  et  signal  til  

Manu  Sareen  om,  at  han  godt  kan  lide  nogle  bestemte  opdateringer.  Fx  lavede  

Manu  Sareen  en  lang  række  opdateringer  på  samme  dag  for  at  vise,  hvordan  

hans  dag  som  minister  tog  sig  ud,  og  her  syntes  Morten  godt  om  dem  alle  for  at  

vise,  at  han  fulgte  med  hele  dagen.  Christine  kan  ikke  huske,  om  hun  har  syntes  

godt  om  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  eller  Enhedslistens  opdateringer44,  men  det  

kunne  hun  godt  forestille  sig,  for  som  hun  siger:  ”Jeg  kaster  om  mig  med  likes”  

(bilag  7:322).  Hun  tænker  ikke  så  meget  over  at  synes  godt  om  opdateringer  for:  

”Det  er  meget  uden  konsekvenser  lige  at  lave  et  like”  (bilag  7:199).  Kasper  

fortæller  om,  hvad  der  får  ham  til  at  synes  godt  om  fx  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  

opdateringer:  ”Det  er  meget  de  der  typiske  Enhedsliste-­agtige  ting  om,  at  nu  skal  

de  andre  få  deres  sag  for,  fordi  at  de  stiller  nogle  kritiske  spørgsmål,  eller  de  må                                                                                                                  44  Det  fremgik  ikke  umiddelbart  af  hverken  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  Facebook-­‐side  eller  hendes  egen  profil,  og  da  hun  ikke  kunne  huske  cirka,  hvornår  hun  evt.  havde  syntes  godt  om  en  opdatering,  var  det  svært  at  finde  ud  af.    

  61  

komme  med  indrømmelser.  Det  er  meget  det  der  vagthundsagtige.  Det  er  meget  

dem,  som  jeg  bliver  fanget  af”  (bilag  10:202-­‐206).  Desuden  synes  han  godt  om  

opdateringer,  der  i  hans  politiske  verden  er  positive.  Det  kan  være,  hvis  

Enhedslisten  har  fået  bragt  en  for  ham  vigtig  sag  på  den  politiske  dagsorden,  

eller  hvis  de  har  været  med  til  at  vedtage  en  ny  lov.  Kort  sagt  han  synes  godt  om  

opdateringer,  som  for  ham  er  gode  nyheder:  ”En  nyhed,  der  er  positiv  på  en  måde.  

Der  kan  belyse  noget,  som  er  underbelyst,  eller  som  er  et  skridt  i  den  rigtige  

retning”  (bilag  10:241-­‐243).  Torben  ser  kritisk  på  det  at  synes  godt  om,  for  han  

oplever,  at  hvis  han  skriver  nuanceret  og  afbalanceret,  så  får  han  kun  få  synes  

godt  om-­‐tilkendegivelser,  mens  hvis  han  skriver  mere  frækt,  så  får  han  langt  

mere  positiv  feedback:  ”Hvis  man  skriver  frækt  nok,  så  får  man  mange  likes,  og  

hvis  man  bare  skriver  sådan  stille  og  roligt,  jeg  foranlediges  til  at  tro  og  tænke,  så  

er  der  to  likes”  (bilag  8:946-­‐947).  Derfor  tænker  Torben  ikke  på  Facebook  som  et  

godt  sted  at  debattere  og  udvikle  sig  politisk,  fordi  der  ikke  er  plads  til  de  

nuancer,  som  han  mener,  er  afgørende  for,  at  man  kan  rykke  sig  og  blive  enige  

med  andre:  ”Nuancer  er  ret  vigtige  i  en  debat  for,  at  man  kan  komme  frem  til,  hvad  

der  er  sandheden,  hvis  man  kan  bruge  sådan  et  stærkt  ord.  Og  det  er  svært  at  finde  

på  nettet”  (bilag  8:934-­‐937).  Han  mener,  at  det  er  langt  mere  sandsynligt  at  blive  

enige,  hvis  man  sidder  og  taler  sammen  end  ved  at  debattere  på  Facebook:  ”Det  

kan  godt  ske,  hvis  vi  sidder  og  snakker  sammen,  ligesom  du  og  jeg  gør,  men  det  sker  

ikke  på  Facebook.  Jeg  læste,  at  Facebook  var  med  til  at  fordumme  debatten  nogle  

gange.  Fordi  så  i  stedet  for  at  tænke  sig  om,  så  skriver  man  bare  sin  første  

udtalelse:  Özlem  Cekic  er  en  lort,  enter.  Og  det  kommer  man  jo  ikke  så  meget  videre  

med”  (bilag  8:648-­‐653).  Det  er  også  en  af  årsagerne  til,  at  Torben  kun  meget  

sjældent  skriver  kommentarer  til  Søren  Pinds  opdateringer.  

 

Om at kommentere opdateringer

De  fleste  af  de  informanter,  der  har  skrevet  kommentarer  til  politikernes  

opdateringer,  har  kun  gjort  det  ganske  få  gange,  og  oftest  har  det  været  for  at  

rose  og  støtte  politikeren  –  og  ikke  for  at  gå  ind  i  en  debat.  Både  Kasper  og  

Dorthe  mener  således,  at  de  har  skrevet  en  enkelt  kommentar  eller  to  til  Johanne  

Schmidt-­‐Nielsens  opdateringer.  Dorthe  skrev  tillykke  i  forbindelse  med  valget  

2011,  mens  Kasper  skrev:  ”Noget  i  godt  gået-­duren.  Det  har  ikke  været  nogle,  som  

  62  

har  været  stærkt  indholdsbårende,  tror  jeg”  (bilag  10:250-­‐252).  Også  Torben  har  

enkelte  gange  skrevet  en  kommentar  til  Søren  Pind,  hvis  han  har  været  en  af  de  

allerførste  til  at  kommentere  på  en  opdatering:  ”Så  er  det  mest  ros.  Ja,  godt  gået,  

Søren.  Lækkert  eller.  Bare  lige  for  at,  bare  at  vise  ham,  at  vi  er  nogle,  der  er  derude  

og  støtter  ham”  (bilag  8:523-­‐524).  Når  så  få  af  informanterne  har  kommenteret  

politikernes  opdateringer,  skyldes  det  bl.a.,  at  de  oplever,  at  debatniveauet  fra  de  

andre  brugere  er  for  lavt,  og  at  tonen  er  for  grov.  Den  eneste  informant,  der  ser  

anderledes  på  det,  er  Randa,  hvilket  jeg  vender  tilbage  til,  efter  først  at  have  

beskrevet,  hvordan  størstdelen  af  informanterne  oplever  debatten  på  Facebook.    

 

Dorthe  fortæller  om  tonen  blandt  brugerne  på  politikernes  Facebook-­‐sider:  ”Jeg  

synes  tit,  det  ryger  ud  af  en  tangent,  og  at  det  bliver  personligt  med  snabel-­a  og  så  

personen”  (bilag  3:718-­‐720)45.  Hun  oplever  således,  at  folk  ved  at  nævne  de  

mennesker,  der  også  deltager  i  debatten,  i  deres  kommentarer,  fokuserer  på  de  

involverede  personer  i  stedet  for  emnet.  Morten  forklarer,  at  han  oplever  

debatniveauet  som  lavt,  fordi  det  ofte  bliver  enten  rygklapning  og  ros  til  

politikeren  uden  andet  indhold  eller  bliver  ligegyldig,  fordi  der  ikke  bliver  brugt  

saglige  argumenter,  men  i  stedet  fx  skrevet  ”Spindoktorer  er  lort”  (bilag  6:903).  

Han  mener,  at  det  er  uinteressant  at  gå  i  dialog  med  mennesker,  der  debatterer  

på  den  måde.  Selvom  han  ikke  selv  kommenterer  på  Manu  Sareens  opdateringer,  

oplever  han  det  alligevel  som  grundlæggende  godt  for  demokratiet,  at  

befolkningen  stiller  spørgsmålstegn  ved  politikernes  gøren  og  laden.  Det  gælder  

for  flere  af  informanterne,  bl.a.  Christine  og  Frederik,  at  de  vil  have  en  viden  om  

det,  de  skal  debattere,  ellers  vil  de  hellere  lade  være.    Frederik  fortæller  om,  

hvornår  han  kommenterer:  ”Ja,  når  jeg  føler,  at  jeg  har  noget  at  bidrage  med”  

(bilag  5:153).  Nina  er  grundlæggende  set  lidt  skeptisk  over  for  værdien  af  det:  

”Nogle  gange  kan  det  også  synes  lidt  ligegyldigt  at  deltage  i  debatter  på  Facebook,  

fordi  man  måske  hellere  skulle  skrive  et  læserbrev  eller  lave  noget  andet  end  at  

være  på  sin  computer  hele  tiden”  (bilag  4:316-­‐318).  Hun  er  desuden  enig  med  

flere  af  de  andre  informanter  i,  at  debatniveauet  generelt  ikke  er  højt.  Flere  af  

informanterne  angiver  således  som  årsag  til,  at  de  ikke  vil  debattere  hverken  på  

                                                                                                               45  På  Facebook  kan  man  henvise  til  andre  mennesker,  der  fx  har  skrevet  i  samme  kommentartråd  som  en  selv,  ved  at  skrive  @  efterfulgt  af  personens  navn  (Occhino  2009).    

  63  

Facebook  eller  internettet  generelt,  at  de  oplever  debatniveauet  som  for  lavt,  

og/eller  at  debatten  ikke  har  en  betydning.  Noget  af  det  samme  har  Lars  Torpe  

fundet  frem  til  i  sin  undersøgelse  af  borgeres  muligheder  for  at  deltage  politisk  

ved  hjælp  af  digitale  medier:  Nogle  skrev,  som  om  de  stod  og  talte  med  naboen  

over  hækken,  hvilket  på  den  positive  side  brød  med  den  højtidelige  og  

selvhøjtidelige  tone,  man  fx  kan  møde  i  læserbreve,  og  på  den  negative  side  

medførte  ligegyldig  snik-­‐snak.  Det  andet  problem  var,  at  nogle  debatindlæg  brød  

med,  hvad  der  generelt  set  anses  for  god  tone/stil  i  en  debat:  ”Begge  dele  

bidrager  til,  at  nogle  står  af,  fordi  de  finder  debatten  for  ligegyldig  eller  niveauet  

for  lavt”  (Torpe  2005,  159).  Naja  opgiver  dog  en  anden  grund  til  ikke  at  ville  

debattere;  nemlig  at  hun  ikke  er  engageret  nok.  Derudover  nævner  Nina,  at  

Facebook  ikke  er  godt  som  et  sted  med  plads  til  debat,  fordi  lange  kommentarer  

ikke  fungerer  på  Facebook,  da  man  skimmer  frem  for  at  læse  opdateringerne.  

Det  gør,  at  ens  kommentarer  ikke  må  være  for  lange,  hvis  de  skal  blive  læst.  For  

hende  er  selve  Facebooks  opsætning  og  interface  således  en  medvirkende  årsag  

til,  at  hun  ikke  har  lyst  til  at  gå  ind  i  debatter  på  en  politikeres  Facebook-­‐side.  

Desuden  nævner  flere  af  informanterne,  at  der  ofte  kommer  mange  

kommentarer  fra  andre  brugere  til  en  politikers  opdateringer.  Dermed  bliver  det  

dels  uoverskueligt,  og  dels  forsvinder  ens  egen  kommentar  let  i  mængden.  

Frederik  mener,  at  de  mange  kommentarer,  der  ofte  kommer,  når  politikerne  

skriver  opdateringer,  gør,  at  politikerne  kun  er  med  i  starten  af  en  debat,  fordi  

det  bliver  for  meget  med  de  mange  kommentarer,  og  de  derfor  lader  debatten  

kører  videre  uden  dem.  At  der  kommer  så  mange  kommentarer,  gør  således,  at  

man  ikke  kan  være  sikker  på,  at  hverken  politikeren  eller  de  andre  fans  ser  ens  

kommentar.  Desuden  bryder  mange  af  informanterne  sig  ikke  om  at  diskutere  på  

Facebook,  fordi  det  finder  sted  på  skrift.  De  fleste  af  informanterne  foretrækker  

således  at  diskutere  ansigt  til  ansigt.    

 

Den  eneste  af  informanterne,  der  godt  kan  lide  at  debattere  på  politikernes  

Facebook-­‐sider  ved  at  skrive  egne  kommentarer  og  læse  andres,  er  Randa.  Hun  

har  også  en  anden  opfattelse  af  debatniveauet  blandt  politikernes  Facebook-­‐fans  

end  de  andre  informanter.  Selvom  hun  ligesom  flere  af  informanterne  oplever,  at  

nogle  skriver  om  noget  uden  at  have  forstand  på  emnet,  hvilket  hun  synes  skaber  

  64  

en  ”åndssvag  debat”  (bilag  2:738),  så  finder  hun  generelt,  at  debatniveauet  er  

højt  blandt  Manu  Sareens  Facebook-­‐fans.  At  hun  har  en  anden  opfattelse  af  

debatniveauet  giver  god  mening,  for  hun  er  –  udover  Frederik  –  den  eneste  

informant,  der  jævnligt  debatterer.  Frederik  og  Randa  er  desuden  meget  

forskellige,  for  hvor  Randa  debatterer  for  debattens  skyld,  så  gør  Frederik  det  for  

at  overbevise  andre  om,  at  han  har  ret.  Derfor  deltager  Frederik  også  i  debatter  

på  politikernes  Facebook-­‐sider,  selvom  han  heller  ikke  oplever  Facebook  som  et  

godt  debatforum.  Hvis  han  således  ville  debattere  med  én,  hvor  det  ikke  

handlede  om  at  vinde  diskussionen,  men  om  gensidigt  at  blive  klogere,  ville  han  

foretrække  at  gøre  det  ansigt  til  ansigt.  For  ham  er  Facebook  et  politisk  redskab  

på  linje  med  demonstrationer  og  læserbreve,  mens  Randa  deltager  i  debatter  for  

at  få  feedback  på  hendes  synspunkter  og  høre,  hvad  andre  mener.  Randa  har  

deltaget  i  flere  længerevarende  debatter  på  Sareens  Facebook-­‐side,  hvor  hun  har  

kommenteret  flere  gange  i  samme  tråd  samt  fået  feedback  på  sine  kommentarer  

fra  de  andre  brugere.  For  hende  opleves  debatterne  på  hans  Facebook-­‐side  som  

en  god  måde  at  få  indblik  i,  hvad  andre  tænker.  Hun  kan  dermed  få  diskuteret  

emner,  som:  ”Det  er  jo  ikke  sikkert,  at  ens  venner  gider  snakke  om  det  eller  har  

indsigt  i  det”  (bilag  2:709-­‐710).  Hun  bruger  det  desuden  også  ligesom  nogle  af  de  

andre  informanter  til  at  rose  Manu  Sareen.    

 

Flere  af  informanterne  taler  om  at  blive  irriterede  på  Facebook-­‐venner,  som  de  

oplever  bruger  Facebook  til  politisk  overtalelse  ved  fx  at  dele  politikeres  

opdateringer.  Også  de  unge  i  Valtyssons  undersøgelse  blev  irriterede,  når  

Facebook  blev  brugt  på  denne  måde  (2012,  19–20).  Kasper  beskriver  det  

således:  ”Omkring  valget  har  jeg  ikke  været  sådan  én,  der  skrev  og  prøvede  at  være  

missionerende  og  sige,  hvad  folk  skulle  gøre.  Det  synes  jeg  er  ret  irriterende,  når  

mine  venner  gør”  (bilag  10:404-­‐407).  Anna  er  den  informant,  der  bliver  mest  

irriteret,  og  hun  fortæller,  at  hun  kan  være  lige  ved  at  skjule  opdateringer  fra  

mennesker,  hvis  hun  oplever  dem  som  missionerende.  Man  kan  således  på  

Facebook  vælge,  at  man  ikke  vil  se  opdateringer  fra  en  person,  selvom  man  

stadig  er  Facebook-­‐venner  med  vedkommende.  Jakob  bliver  irriteret  over,  at  

hans  Facebook-­‐venner  bruger  Facebook  til  politisk  overtalelse,  hvis  han  er  uenig  

med  dem.  Han  ville  ikke  blive  irriteret  på  samme  måde,  hvis  han  var  enig  med  

  65  

dem.  I  Carr  et.  al’s  undersøgelse  af  amerikanske  studerendes  brug  af  Facebook  i  

forbindelse  med  det  amerikanske  præsidentvalg  i  2008  var  størstedelen  af  

informanterne  meget  imod,  at  Facebook  blev  brugt  som  netop  et  redskab  til  at  

overbevise  andre:    

 

This  may  be  a  residual  effect  of  the  highly  social  environment  Facebook  is  

associated  with  –  our  respondents  may  conceive  of  Facebook  as  a  purely  

social  space  and  may  resent  the  intrusion  of  political  pressure,  even  though  

messages  that  mention  politics  are  accepted.  (2009,  57)  

 

Deres  informanter  anså  det  således  for  passende  at  bruge  Facebook  politisk,  når  

det  handlede  om  at  udtrykke,  hvad  man  selv  mente,  mens  de  tog  afstand  fra  at  

forsøge  at  ændre  andres  holdninger  (Carr  et  al.  2009,  39).  Med  politisk  

overtalelse  menes  der  således,  at  man  eksplicit  forsøger  at  fortælle  andre,  hvad  

de  skal  mene  politisk,  eller,  som  Kasper  beskriver  det,  er  ”missionerende”  (bilag  

10:405).  Flere  af  informanterne  bruger  således  Facebook  til  at  vise,  hvem  de  

støtter  politisk  og  til  at  sprede  opdateringer  fra  politikerne  ved  at  synes  godt  om  

dem,  men  de  afstår  stort  set  alle  fra  direkte  forsøg  på  politisk  overtalelse.  

Undtagelsen  er  Frederik,  som  bevidst  bruger  Facebook  til  at  forsøge  at  overtale  

andre  med.  Den  eneste  informant,  som  er  kritisk  over  for  at  bruge  Facebook  til  at  

vise,  hvem  man  selv  er  politisk,  er  Anna.  Hun  abonnerer  således  primært  på  

politikere,  fordi  hun  som  beskrevet  i  Rum  finder  det  upassende  at  synes  godt  om  

dem46.  Det  svarer  godt  til  Carr  et  al.’s  undersøgelse,  hvor  jo  mere  informanterne  

anså  det  for  passende  at  bruge  Facebook  til  at  udtrykke  sig  selv  politisk,  desto  

mere  sandsynligt  var  det,  at  de  også  selv  brugte  Facebook  sådan  (2009,  41).    

 

Om at dele opdateringer

Frederik  er  altså  den  eneste  informant,  der  eksplicit  forsøger  at  overtale  sine  

Facebook-­‐venner.  Det  gør  han  bl.a.  ved  at  dele  politikeres  opdateringer:  ”Hvis  jeg  

gerne  vil  viderebringe  budskabet,  så  kommer  det  ud  lige  med  det  samme”  (bilag  

5:392-­‐393).  Han  fortæller  ydermere  om,  hvorfor  han  deler:  ”Det  ku’  jo  være,  folk  

tænkte  sig  om,  når  jeg  delte  eller  skrev  det  her.  Så  ku’  det  være,  de  tænkte  sig  om  og  

                                                                                                               46  Hun  synes  dog  selv  godt  om  en  enkelt  politiker,  hvilket  jeg  vender  tilbage  til  i  Identitet.  

  66  

måske  ændrer  deres  holdning  på  et  tidspunkt”  (bilag  5:408-­‐410).  Det  skyldes,  at  

han  bruger  Facebook  til  ”at  gøre  folk  bevidste  om  det,  jeg  gerne  vil  have,  at  de  skal  

være  bevidste  om”  (bilag  5:397-­‐398).  Kun  tre  af  de  andre  informanter  har  delt  

enkelte  opdateringer  fra  politikere,  men  som  Morten  siger:  ”Dele,  så  skal  der  et  

eller  andet  specielt  til”  (bilag  6:519-­‐520).  Det  er  således  mere  typisk,  at  

informanterne  synes  godt  om  politiske  opdateringer  eller  linker  til  fx  artikler,  

som  de  synes  er  vigtige  i  en  politisk  sammenhæng,  end  at  de  deler.  Det  skyldes,  

at  flere  af  informanterne  er  bekymrede  for,  at  deres  Facebook-­‐venner  vil  finde  

det  irriterende,  hvis  de  deler,  og  måske  endda  vil  opfatte  det  som  et  forsøg  på  

politisk  overtalelse.      

 

En måde at engagere sig politisk på

Stort  set  alle  informanterne  bruger  Facebook  som  et  politisk  redskab,  hvor  det  at  

være  fan  af  politikere  er  en  måde  at  engagere  sig  politisk  på.  Nogle  af  

informanterne  bruger  således  Facebook  til  selv  at  skrive  politiske  opdateringer,  

mens  andre  nøjes  med  at  være  fans  af  politikere  og  evt.  synes  godt  om  enkelte  af  

politikernes  opdateringer.  At  nogle  informanter  bruger  Facebook  som  et  politisk  

redskab,  kan  forklares  ved:    

 

It  is  apparent  that  politically  interested,  activism-­prone  citizens  go  online  to  

complement  or  substitute  their  uses  of  traditional  communication  and  

directly  represent  their  opinions.  This  specific  mode  of  civic  engagement  

and  activism  is  more  fluid,  in  that  it  engages  with  public  affairs  and  public  

opinion  at  will,  at  variable  times,  with  variable  duration  and  commitment.  

(Papacharissi  2010a,  160)  

 

For  de  informanter,  der  også  er  aktive  politisk  offline,  bliver  Facebook  en  måde  

at  komplementere  deres  offline  politiske  aktiviteter.  Torben  og  Nina  bruger  

således  Facebook  som  supplement  til  deres  offline  politiske  engagement  og  som  

en  måde  at  styrke  det  engagement  på.  Det  stemmer  godt  overens  med  Calenda  

og  Mosca,  der  konkluderer,  at  ”people  already  engaged  in  offline  social  and  

political  network  use  the  Internet  to  consolidate  their  participation”  (2007,  92).  

Ydermere  bliver  Facebook  et  politisk  redskab  i  flere  af  informanternes  hverdag,  

  67  

fordi  ”Facebook  makes  it  possible  for  political  and  civic  bodies  and  concerns  to  

become  part  of  the  everyday  world  of  these  young  people”  (Bakardjieva  2010,  

143).  For  de  mennesker,  som  ikke  har  lyst  til  at  være  meget  eksplicitte  om  deres  

politiske  holdninger,  giver  et  socialt  medie  som  Facebook  mulighed  for  at  

indtage  en  politisk  holdning  og  fremføre  den  for  andre  på  en  stilfærdig  måde  ved  

fx  at  synes  godt  om  en  politiker  uden  selv  at  skrive  politiske  opdateringer  

(Bakardjieva  2010,  143),  selvom  det  sidste  også  er  muligt.  Facebook  kan  således  

bruges  til  at  engagere  og  inspirere  andre  på  en  personlig  måde,  hvilket  for  flere  

af  informanterne  er  en  mere  lettilgængelig  og  interessant  måde  at  engagere  sig  

på  politisk  end  fx  at  blive  medlem  af  et  parti.  Facebook  bliver  altså  en  måde  at  

engagere  sig  på  politisk:  ”Far  from  being  predominantly  used  for  civic  and  political  

purposes,  Facebook  (…)  offers  posibilities  for  civic  engagement”  (Bakardjieva  

2010,  143).  Mens  informanter  som  Torben  og  Nina  også  ville  være  politisk  aktive  

uden  Facebook,  så  bliver  Facebook  for  andre  af  informanterne  en  måde  at  

engagere  sig  politisk  på,  hvilket  de  måske  ikke  ellers  ville  have  gjort.    

 

Opsummering på praksisser

Når  de  unge  bruger  Facebook  politisk  handler  det  primært  om  at  modtage  

politisk  information  og  nyheder  fra  politikeren  (informationskanal),  støtte  og  

engagere  sig  politisk  (politisk  redskab)  og  kommunikere  med  politikeren  

(kommunikationsredskab).  Randa  og  til  dels  Frederik  bruger  som  de  eneste  

informanter  også  Facebook  til  at  kommunikere  med  de  andre  fans,  mens  

Frederik  direkte  bruger  Facebook  til  at  (forsøge  at)  overbevise  andre.    

 

Generelt  kan  Facebook  beskrives  som  en  ressource,  de  unge  har  tilgængelig  i  

deres  hverdag,  og  som  de  bruger  i  forbindelse  med  deres  politiske  engagement  

(Olsson  2007,  199).  Facebook  bruges  således  som  en  ressource,  der  giver  de  

unge  mulighed  for  at  engagere  sig  i  de  ovenstående  praksisser.  Det  er  netop  

praksisserne,  der  kan  få  de  unge  til  at  se  sig  selv  som  aktive  borgere  i  samfundet.  

Praksisserne  er  således  med  til  at  give  de  unge  en  følelse  af  samhørighed  med  

andre  brugere  og  med  de  politikere,  som  de  er  forbundet  med  på  Facebook.  Det  

kan  være  med  medvirkende  til,  at  de  ser  sig  selv  som  engagerede  borgere  

  68  

(Dahlgren  og  Olsson  2007a,  208).  Identitet  og  praksisser  er  således  nært  

beslægtede.    

 

I dentitet Hvordan  mennesker  opfatter  sig  selv,  når  det  kommer  til  politik,  dvs.  hvordan  de  

ser  på  deres  identitet  som  mennesker,  der  kan  agere  politisk,  er  centralt  for  at  

forstå  deres  politiske  brug  af  nettet  (Dahlgren  og  Olsson  2008,  493).  Når  

identitet  bliver  så  central,  hvis  man  ønsker  at  analysere  unges  politiske  

engagement,  skyldes  det,  at  de  unge  i  dag  ifølge  Illeris  et  al.  bedre  kan  ses  som  

”identitetsbyggere”  end  ”interessebærere”,  hvilket  betyder,  at:  ”…  de  engagerer  

sig  i  en  sag  eller  en  aktivitet,  som  de  kan  identificere  sig  med,  og  som  dermed  kan  

bidrage  til  dannelsen  af  deres  individualiserede  gør-­det-­selv-­identiteter,  men  de  vil  

ikke  ’købe’  hele  den  politiske  pakke,  som  traditionelt  følger  med  fx  det  at  melde  sig  

ind  i  et  politisk  parti”  (2009,  169).  De  unge  befinder  sig  således  i  en  periode  af  

deres  liv,  hvor  de  intensivt  arbejder  på  skabe  sig  en  identitet.  Hvor  processen  

med  at  skabe  sig  en  identitet  tidligere  var  en  rimelig  jævn  og  fremadskridende  

proces,  er  der  i  dag  i  højere  grad  tale  om  ujævne  processer,  hvor  de  unge  vægrer  

sig  mod  at  lægge  sig  fast  på  én  identitet.  I  stedet  søger  de  at  holde  så  mange  

muligheder  åbne  så  længe  som  muligt  for  at  udvikle  deres  identitet  i  nye  

retninger  (Illeris  et  al.  2009,  170).    

   

I  det  følgende  beskriver  jeg,  hvordan  de  unge  oplever  det  at  være  forbundet  med  

en  politiker  på  Facebook  i  forhold  til  deres  identitet  og  selvfremstilling.  Derefter  

beskriver  jeg,  hvordan  flere  af  informanterne  synes,  at  de  kan  identificere  sig  

med  nogle  af  de  politikere,  som  de  har  en  relation  til  gennem  Facebook.    

 

Størstedelen  af  informanterne  begynder  hurtigt  at  beskrive  deres  relation  til  

politikerne  med  twitter-­‐jargon.  På  Twitter  snakker  man  således  om  at  følge  og  at  

være  ”follower”.  Mine  informanter  bruger  i  høj  grad  ordet  følge  i  modsætning  til  

at  synes  godt  om  eller  være  fan  af  en  politiker,  når  de  skal  beskrive  det,  at  de  er  

forbundet  med  politikere  på  Facebook.  De  distancerer  sig  således  fra  begrebet  

fan,  som  kun  få  af  dem  bryder  sig  om.  Anna  nægter  endda  kategorisk  nogensinde  

at  ville  blive  fan  af  en  politiker  på  Facebook,  indtil  hun  i  slutningen  af  interviewet  

  69  

opdager,  at  hun  faktisk  er  fan  af  Lykke  Friis:  ”Gud  ja.  Hende  har  jeg  simpelthen  

liket  rigtig.  Jeg  er  fan  af  Lykke  Friis”  (bilag  11:548-­‐550).  Hun  har  ellers  gennem  

hele  interviewet  hævdet,  at  hun  kun  kunne  finde  på  at  abonnere  på  politikere,  

hvilket  hun  fx  gør  med  Søren  Pind.  Hun  undrer  sig  en  del  over,  at  hun  er  blevet  

fan  af  Lykke  Friis,  når  hun  nu  ellers  så  kategorisk  har  afvist  at  kunne  finde  på  det:  

”Jeg  er  faktisk  lidt  overrasket  over,  at  jeg  er  blevet  fan  af  hende,  men  det  er  i  samme  

form  som  med  Søren  Pind,  selvom  det  er  subscription”  (bilag  11:593-­‐595).  Hun  har  

således  en  oplevelse  af,  at  Lykke  Friis  bruger  Facebook  på  en  måde,  der  minder  

om  Søren  Pinds.  Hun  oplever  dem  begge  som  politikere,  der  er  ærlige  og  står  

ved,  hvad  de  mener  frem  for  at  tænke  på,  hvad  de  strategisk  kan  få  ud  af  at  

handle  på  en  bestemt  måde:  ”Det  virker  ikke,  som  om  de  er  særlig:  Nu  skal  jeg  

spille  det  på  denne  her  måde,  fordi  så  går  det  i  den  rigtige  retning.  De  siger  bare  

ting”  (bilag  11:608-­‐610).  Frederik  beskriver  sin  modstand  mod  at  være  fan  af  

politikerne  sådan:  ”Jeg  gider  ikke  gøre  dem  til  stjerner”  (bilag  5:184-­‐185).  Også  

Christine  bryder  sig  ikke  om  at  være  fan  af  en  politiker  for,  som  hun  siger:  ”Det  er  

lidt  poppet,  at  jeg  er  fan  af  en  politiker”  (bilag  7:140).  Derfor  gik  hun,  da  hun  

syntes  godt  om  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen,  med  det  samme  ind  og  skjulte  

handlingen,  så  hendes  Facebook-­‐venner  hverken  kunne  se  det  på  hendes  

Facebook-­‐væg  eller  i  deres  egen  nyhedsstrøm.  Man  skal  således  ind  og  læse  om  

hende,  for  at  man  kan  se  det.  For  Christine  er  det  meget  vigtigt  at  holde  sig  fra  

det  selvpromoverende  aspekt,  som  hun  oplever,  gør  sig  gældende  på  Facebook:  

”Hvis  det  bliver  sådan  noget  selvpromoverende  noget  med  uh  uh,  se  mig.  Jeg  er  

meget  rød  i  min  holdning  [latter].  Arj,  det  er  frygteligt,  det  kan  jeg  slet  ikke  arbejde  

med”  (bilag  7:181-­‐183).  Hun  bryder  sig  således  ikke  om  at  synes  godt  om  noget,  

der  kan  få  folk  til  at  sætte  hende  i  bås  som  ”meget  rød”  (bilag  7:190).    I  stedet  

skal  det  være  selvironisk  eller  sjovt.  Alt  i  alt  tyder  det  på  en  modstand  mod  ordet  

fan.  Som  nævnt  før  så  hedder  det  at  synes  godt  om  en  side  på  Facebook.  Ordet  

fan  er  dog  stadig  i  cirkulation  og  bruges  bl.a.  i  medierne,  når  politikerne  fx  

fortæller,  hvor  mange  Facebook-­‐fans  de  har  (Mikaelsen  og  Skov  2011).  Særligt  

har  informanterne  svært  ved  at  blive  fans  af  politikere,  de  er  uenige  med,  som  

beskrevet  i  Rum.  Frederik  fortæller,  at  han  –  selvom  han  er  glad  for  at  få  Søren  

Pinds  opdateringer  –  ville  stoppe  øjeblikkeligt  med  at  følge  ham,  hvis  han  ikke  

længere  kunne  abonnere,  men  ville  være  nødt  til  at  blive  fan:  ”Jeg  vil  helst  være  

  70  

venner  med  dem,  så  jeg  ikke  får  et  postulat  med,  at  jeg  er  fan  af  Rosa  Lund  (EL,  

red.).  Jeg  kan  godt  være  fan  af  Michael  Jackson,  som  jeg  er.  Men  Rosa.  De  der  

politikere  vil  jeg  ikke  være  fan  af.  Slet  ikke  de  borgerlige.  Det  er  okay,  at  jeg  er  fan  

af  Manu  Sareen  for  eksempel,  men  hvis  det  skulle  være  Søren  Pind,  så  ville  jeg  

hellere  lade  være  med  at  høre,  hvad  han  havde  at  sige”  (bilag  5:444-­‐449).  Alle  

informanterne  er  således  opmærksomme  på,  at  de  politikere,  de  abonnerer  på  og  

synes  godt  om  på  Facebook,  sender  et  signal  om,  hvem  de  er,  til  deres  

omgivelser.  Nina  forklarer,  hvorfor  det  er  et  problem  for  hende  at  synes  godt  om  

politikere,  hun  ikke  vil  identificeres  med:  ”Hvis  man  så  antalsmæssigt,  ville  jeg  

nok  være  fan  af  flest,  jeg  sympatiserede  med  og  ikke  af  alle  mulige  mærkelige  for  at  

få  information,  for  der  er  jo  også  en  del  selvfremstilling  på  Facebook,  som  gør,  at  

man  har  en  naturlig  grænse  for,  hvem  man  liker.  Ens  forfængelighed  gør  

simpelthen,  at  hvis  nu  der  var  nogen,  der  misforstod,  at  man  lige  blev  venner  med  

Pia  Kjærsgaard,  så  ville  det  ikke  være  godt  [latter]”  (bilag  4:515-­‐523).  Årsagen  til,  

at  Nina  ikke  kan  synes  godt  om  en  politiker,  som  hun  decideret  ikke  bryder  sig  

om,  er,  at  hun  på  Facebook  er  forbundet  med  mennesker  af  en  række  forskellige  

sociale  og  faglige  årsager.  Derfor  er  hun  nødt  til  at  skabe  sig  en  online  identitet  

på  Facebook,  hvor  hun  sender  et  billede  af  sig  selv,  som  hun  finder  

hensigtsmæssigt,  til  de  mennesker,  hun  er  forbundet  med.  Kun  Jakob  synes  som  

beskrevet  i  Rum  ikke,  at  det  er  et  problem,  at  han  synes  godt  om  politikere,  som  

han  personligt  ligger  langt  fra  politisk.  Det  eneste,  han  kunne  komme  på,  som  

han  ikke  ville  bryde  sig  om  at  erklære,  at  han  syntes  godt  om  på  Facebook,  er  

nazistiske  partier,  for  som  han  siger,  så  sender  han  alligevel  et  signal  om,  hvem  

han  er,  på  Facebook.  Anna  fortæller,  at  hun  er  opmærksom  på,  at  de  politikere,  

hun  abonnerer  på,  viser,  hvor  hun  står  politisk.  Hun  abonnerer  således  på  Søren  

Pind  (V),  Simon  Emil  Ammitzbøll  (LA)47  og  Ole  Birk  Olesen  (LA).  Alligevel  bryder  

hun  sig  ikke  om  at  synes  godt  om  politikeres  sider,  fordi  det  i  forhold  til  at  

abonnere  på  noget  er:  ”at  udbasunere  det  meget  at  blive  fan”  (bilag  11:382-­‐383).  

Anna  beskriver  forskellen  på  at  abonnere  og  synes  godt  om  en  politiker:  ”Jeg  

tror,  at  det  er  ordet  fan.  Det  synes  jeg  er  meget,  så  lægger  jeg  mig  ned  og  beder  til  

ham  agtigt.  Hvor  jeg  synes,  der  er  lidt  mere  distance  i  at  subscribe,  fordi  i  

princippet  kunne  jeg  også  subscribe  til  personer,  som  jeg  ikke  var  enig  med,  for  det  

                                                                                                               47  LA  står  for  Liberal  Alliance.  

  71  

var  også  fint  at  få  deres  synspunkter  på  samme  måde,  som  jeg  gerne  vil  have  dem,  

jeg  er  enig  med”  (bilag  11:108-­‐114).  Hun  uddyber:  ”Det  er  en  meget  kategorisk  

udmelding  at  blive  fan  af  noget  og  at  subscribe  til  noget,  det  er  lidt  mere  mellem  

linjerne”  (bilag  11:433-­‐434).  For  Anna  spiller  den  identitet,  hun  viser  på  

Facebook,  en  stor  rolle  for,  hvordan  hun  i  det  hele  taget  bruger  Facebook:  

”Facebook,  det  er  en  stor  iscenesættelse  fra  min  side  af”  (bilag  11:386).  Hun  er  

således  bevidst  om,  hvorfor  hun  bruger  Facebook,  som  hun  gør:  ”Det  er  meget,  

hvordan  jeg  vil  se  ud  for  folk  udefra”  (bilag  11:395).  Selvom  Dorthe  synes  godt  om  

flere  politikere  og  dermed  på  den  måde  ikke  deler  Annas  tanker  om  det,  så  er  

hun  også  meget  bevidst  om,  hvad  hun  synes  godt  om:  ”Man  har  en  form  for  

virtuel  identitet,  og  det  tænker  man  over,  når  man  tilføjer  eller  sorterer  noget  fra.  

Altså,  hvad  vil  folk  synes  om  det”  (bilag  3:625-­‐627).  Den  bevidsthed  deler  Naja  og  

Randa.  Torben  fortæller,  at  han  er  begyndt  at  fjerne  nogle  af  sine  synes  godt  om  

tilkendegivelser  af  nogle  sider:  ”Jamen,  det  er  ikke  så  meget  på  grund  af  sagen.  Det  

er  bare,  fordi  at  det  er  træls  at  have  så  mange  ting.  Det  virker  sådan  lidt:  Nå,  se  

mig,  ja,  jeg  har  ikke  noget  konsistens  i  mit  liv.  Jeg  støtter  alt”  (bilag  8:1089-­‐1091).  

Det  handler  altså  ikke  om,  at  han  ikke  vil  synes  godt  om  siderne,  men  at  han  

gerne  vil  vise  et  mere  stringent  billede  af  sig  selv  på  Facebook,  og  det  billede  er  

svært  at  skabe,  hvis  han  synes  godt  om  for  mange  sider.  Overordnet  set  kan  man  

sige,  at  informanterne  er  meget  opmærksomme  på,  hvordan  de  fremstiller  sig  

selv  på  Facebook.  Det  fremgår  således  tydeligt  af  interviewene,  at  

selvfremstilling  og  identitet  spiller  en  stor  rolle  for,  hvordan  informanterne  

opfører  sig  på  Facebook.  Når  informanterne  er  så  opmærksomme  på,  hvilken  

identitet  de  præsenterer  for  deres  netværk,  skyldes  det,  at  Facebook  er  et  sted,  

hvor  alle  overvåger  alle  (Jensen  2009,  98).  Man  kan  således  følge  sit  netværks  

handlinger  og  interesser  (Ellison,  Lampe  og  Steinfield  2006,  167).  Jakob  fortæller  

om,  hvordan  han  forsøger  på  den  ene  side  at  gøre  sig  selv  interessant  og  på  den  

anden  side  ønsker  at  undgå  at  fremstå  for  selvpromoverende:  ”Der  er  en  hårdfin  

grænse  for,  hvornår  Facebook  er  interessant,  og  hvornår  det  bare  bliver  ren  

selvpromovering”  (bilag  12:535-­‐536).  Han  uddyber:  ”Så  det  er  hele  tiden  en  

opvejelse  af,  hvad  man  gerne  vil  vise  af  sig  selv.  Og  man  prøver  at  (undgå  at)  være  

for  selvpromoverende  ved  at  tænke  ekstremt  meget  over,  hvordan  man  promoverer  

sig  selv.  Det  er  jo  sådan  en  lidt  underlig  dobbelthed,  men  det  er  nok  sådan,  det  er”  

  72  

(bilag  12:614-­‐617).  Selvom  informanterne  går  meget  op  i,  hvem  de  liker,  når  de  i  

interviewsituationen  reflekterer  over  det,  så  fortæller  flere  af  dem  også,  at  der  er  

en  grad  tilfældighed  over  det.  Randa  fortæller  således:  ”Jeg  ved  ikke  engang,  

hvorfor  jeg  har  abonneret  på  Rasmus  Tanholt  (journalist  på  TV2  News,  red.).  Jeg  

tror  bare,  at  jeg  kom  til  at  trykke  på  en  knap”  (bilag  2:172-­‐173).  På  samme  måde  

opdager  jeg  under  interviewet  med  Frederik,  at  han  har  liket  en  af  Manu  Sareens  

opdateringer,  hvortil  han  svarer:  ”Nå,  ja,  det  er  likes.  Jeg  trykkede  bare  forkert”  

(bilag  5:349).  Selvom  en  del  af  informanterne  fx  Nina  er  varsomme  med,  hvilke  

politikere  de  synes  godt  om  for  at  undgå  at  sende  et  forkert  signal  om,  hvem  de  

er  til  deres  omgivelser,  så  har  Dorthe  og  Naja  svært  ved  at  pege  på  noget,  som  de  

har  ladet  være  med  at  gøre.    

 

Informanterne  karakteriserer  de  politikere,  som  de  er  fans  af  på  Facebook,  som  

sympatiske,  direkte,  umiddelbare,  interessante  og  ærlige.  Det  drejer  sig  primært  

om  de  politikere,  hvor  informanterne  ikke  kun  synes  godt  om  dem  for  at  få  deres  

opdateringer,  men  også  er  enige  med  dem  politisk.  De  føler  ydermere,  at  de  har  

en  personlig  relation  til  politikerne.  Eneste  undtagelse,  når  det  kommer  til  det  

sidste,  er  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen.  Selvom  de  unge  definerer  hende  med  ord  

som  glæde,  gejst,  cool  og  rigtig  sød,  så  har  de  ikke  en  fornemmelse  af  hende  som  

privatperson.  Som  Dorthe  beskriver  det,  så  synes  hun  at  være  lig  med  partiet,  og  

flere  af  informanterne  har  svært  ved  at  se  forskel  på  de  opdateringer,  som  

henholdsvis  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  og  Enhedslisten  laver.  Det  handler  som  

beskrevet  tidligere  om,  at  hun  hører  til  gruppen  af  politikere,  som  Infomedia  

kalder  de  officielle.  I  modsætning  hertil  står  Manu  Sareen  og  Søren  Pind,  som  

flere  af  de  unge  føler  en  meget  personlig  relation  til.  Randa  har  en  oplevelse  af,  at  

Manu  Sareen  på  Facebook  blander  sit  privat-­‐  og  arbejdsliv,  hvilket  giver  hende  

fornemmelse  af  at  se  ham  som  et  helt  menneske  i  stedet  for  kun  som  minister:  

”Man  får  en  meget  god  fornemmelse  af,  hvordan  han  er  som  person.  Men  det  kan  jo  

være  hip  som  hap.  De  ved  jo  præcis,  hvordan  de  skal  opføre  sig,  men  jeg  synes,  han  

virker  som  et  oprigtigt  menneske”  (bilag  2:635-­‐639).  På  den  ene  side  opfatter  hun  

ham  således  som  et  oprigtigt  menneske  og  har  en  følelse  af  at  kende  ham  

gennem  Facebook,  og  på  den  anden  side  er  hun  opmærksom  på,  at  der  fra  

politikernes  side  er  tale  om  en  bevidst  selvfremstilling.  Nina  er  ydermere  inde  

  73  

på,  at  det  er  vigtigt,  at  hun  kan  mærke  mennesket  bag  politikeren  på  Facebook:  

”Det  er  ret  sjældent,  man  gider  besøge  en,  hvor  man  godt  kan  se,  at  de  har  fået  at  

vide  af  en  spindoktor,  at  det  er  smart  at  have  en  Facebook-­side”  (bilag  4:409-­‐412).  

Det  er  således  vigtigt,  at  politikeren  formår  at  bruge  Facebook  på  en  troværdig  

måde,  så  man  som  bruger  får  en  fornemmelse  af,  at  de  har  valgt  at  være  på  

Facebook,  fordi  de  gerne  vil  være  dér  og  ikke  af  kommunikationsstrategiske  

årsager.  Når  det  kommer  til  Søren  Pind,  beskriver  flere  af  informanterne  ham  

som  en  politiker,  der  tør  være  sig  selv  og  som  skriver,  hvad  der  falder  ham  ind  –  

hvilket  står  i  modsætning  til  at  ”gemme  sig  bag  politikermasken”  (bilag  8:869-­‐

870),  som  flere  af  informanterne  finder,  at  andre  politikere  gør.  De  beskriver  

andre  politikere  med  ord  som  ”spiller  spillet”  (bilag  7:150),  planlagt  og  

tilrettelagt.  Informanterne  har  således  et  billede  af  mange  andre  politikere,  som  

nogle  der  primært  er  optaget  af  deres  image  og  at  fremme  egne  interesser.  

Politikere,  som  er  i  berøring  med  borgerne  ved  fx  at  dele  information  og  spørger  

dem  til  råds,  opleves  som  mere  tilgængelige  (Coleman  2005,  200).  Borgerne  får  

således  en  fornemmelse,  at  de  politikere  er  tættere  på  dem  end  andre:  ”When  

asked  how  their  representatives  could  become  more  connected,  respondents  

wanted  them  to  be  more  accessible,  to  spend  more  time  listening  to  constituents,  to  

be  more  independent  from  parties,  and  to  be  more  like  the  people  they  

represented…”  (Coleman  2005,  206).  At  politikerne  tager  deres  person  med  på  

Facebook  kan  være  med  til  at  skabe  en  oplevelse  hos  informanterne  af,  at  de  er  

mere  tilgængelige.  Det  gør  det  også  lettere  for  informanterne  at  identificere  sig  

med  politikerne.  De  politikere,  der  ikke  opfører  sig  sådan,  kan  opfattes  som  

uengagerede  og  hemmelighedsfulde  personer,  som  plejer  deres  egne  interesser  

frem  for  borgernes  (Coleman  2005,  200).  I  en  spørgeskemaundersøgelse  af  den  

britiske  befolkning  fra  2003  kom  det  frem,  at  ”People  who  had  met  their  MPs  in  

person  were  more  than  five  times  more  likely  to  feel  connected  to  them  than  those  

who  had  not;  those  who  had  visited  their  MP’s  Web  site  were  nearly  five  times  as  

likely  to  feel  connected”  (Coleman  2005,  202).  Noget  tyder  på,  at  det  samme  gør  

sig  gældende  for  mine  informanter:  De  føler,  at  politikere,  som  de  har  en  løbende  

kontakt  med  via  Facebook,  er  tættere  på  dem  end  politikere,  som  de  blot  engang  

imellem  støder  på  gennem  medierne.  Særligt  når  politikerne  bruger  Facebook  på  

  74  

en  måde,  så  mennesket  skinner  igennem,  føler  informanterne,  at  de  får  en  form  

for  relation  til  politikerne,  og  de  kan  lettere  identificere  sig  med  dem.    

 

Viden Informanterne  bruger  både  internettet  og  Facebook  til  at  læse  om  aktuelle  

emner  og  få  viden,  som  de  kan  bruge  i  forbindelse  med  at  være  aktive  borgere  

(Dahlgren  og  Olsson  2008,  500).  Når  det  kommer  til  de  nyheder  og  

informationer,  informanterne  får  gennem  deres  Facebook-­‐venner,  har  flere  af  

dem  har  som  beskrevet  i  Kommunikationsredskab  en  fornemmelse  af,  at  det  er  de  

samme  ting,  der  cirkulerer.  Informanterne  har  dog  ved  at  være  forbundet  med  

både  politikerne  og  de  andre  brugere,  der  synes  godt  om  de  samme  politikere,  en  

større  sandsynlighed  for  at  få  nye  informationer  og  dermed  ny  viden  end  ellers.  

Det  skyldes  særligt,  at  stort  set  alle  informanterne  læser  andre  brugeres  

kommentarer  til  politikernes  opdateringer,  hvilket  kan  give  dem  adgang  til  en  

anden  viden,  end  den  der  cirkulerer  i  deres  tætte  netværk  (Gulia  og  Wellman  

1999,  184)48.  Fx  fortæller  Dorthe,  at  hun  ofte  læser  de  andres  kommentarer  på  

Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  Facebook-­‐side:  ”Jeg  læser  faktisk  meget  

kommentarerne,  fordi  det  ikke  kun  er  kommentarer,  der  er  positive.  Tit  kommer  

der  næsten  en  diskussion  mellem  dem,  der  liker.  Det,  synes  jeg,  er  meget  spændende  

at  følge  med  i”  (bilag  3:273-­‐277).  Hun  føler,  at  hun  ved  at  læse  kommentarerne  

kan  tage  temperaturen  på,  hvad  folk  generelt  går  rundt  og  tænker:  ”Nu  har  alle  

på  godt  og  ondt  fået  en  stemme  på  nettet,  og  det,  synes  jeg,  er  sjovt  at  se”  (bilag  

3:540-­‐542).  Frederik  har  en  helt  anden  årsag  til  gerne  at  ville  læse  andres  

kommentarer:  ”Jeg  vil  gerne  blive  bedre  til  at  modargumentere  de  borgerliges  

holdninger,  så  derfor  synes  jeg,  at  jeg  får  meget  ud  af  at  læse,  hvad  de  siger”  (bilag  

5:307-­‐309).  Hvor  flere  af  informanterne  er  interesserede  i  andre  brugeres  

kommentarer  for  at  få  inputs  til  deres  egne  holdninger  og  måske  på  den  måde  

blive  klogere,  så  bruger  Frederik  det  at  læse  kommentarerne  til  at  blive  bedre  til  

at  overbevise  andre  om,  at  han  har  ret.  Han  læser  således  kommentarer  på  fx  

Søren  Pinds  Facebook-­‐profil,  fordi  han  gerne  vil  læse,  hvordan  borgerlige  

mennesker  argumenter,  så  han  kan  blive  bedre  til  at  modargumentere  dem.  

                                                                                                               48  De  informanter,  der  fortæller,  at  de  læser  andre  brugeres  kommentarer  til  politikernes  opdateringer,  er:  Dorthe,  Frederik,  Morten,  Christine,  Naja,  Randa,  Kasper  og  Anna.  

  75  

Olsson  har  fundet  samme  måde  at  bruge  debatter  på  internettet  på  (2007,  198).  

Uanset  hans  bevæggrund  så  læser  han  ikke  desto  mindre  andre  brugeres  

kommentarer  på  politikernes  Facebook-­‐sider.  Årsagen  til,  at  mødet  med  

mennesker,  der  tænker  anderledes  end  én  selv,  er  så  vigtig,  når  det  kommer  til  at  

øge  menneskers  viden,  er,  at  det  er  i  mødet  med  mennesker,  man  er  uenig  med,  

at  man  bliver  tvunget  til  at  genoverveje,  hvad  man  selv  mener.  Dermed  øges  ens  

politiske  viden  og  forståelse  (Brossard  et  al.  2006,  730).    

 

Generelt  oplever  informanterne,  at  de  har  den  nødvendige  viden  for  at  kunne  

engagere  sig  politisk.  Til  gengæld  har  flere  af  dem  som  beskrevet  i  Politisk  

redskab  en  oplevelse  af,  at  de  brugere,  der  debatterer  på  Facebook,  ofte  mangler  

denne  viden.  Det  resulterer  i,  at  det  for  informanterne  hverken  er  interessant  

eller  relevant  at  debattere  med  dem.  Det  er  således  kun  Randa,  der  debatterer  på  

Facebook  til  at  få  ny  viden  fra  andre  brugere.    

 

Facebook  giver  mulighed  for  at  få  ny  viden.  Vi  kan  dog  som  beskrevet  i  

Analysemodel  først  tale  om  viden,  når  mennesker  kan  få  nye  informationer  og  

gøre  informationen  personligt  meningsfuldt.  Det  er  sandsynligvis  langt  fra  al  den  

information,  informanterne  møder  på  Facebook,  som  de  kan  tilegne  sig.  Måske  

gør  det,  at  de  møder  informationen  gennem  deres  Facebook-­‐venner,  andre  

brugere  og  politikere  det  lettere  at  forvandle  informationen  til  viden.  

Informanterne  oplever  som  beskrevet  før,  at  de  har  en  personlig  relation  til  de  

politikere,  de  synes  godt  om  og  er  enige  med  på  Facebook.  Det  kan  derfor  

tænkes,  at  hvis  politikerne  laver  opdateringer  med  informationer  og  links  til  

artikler,  så  vil  informanterne  opleve  de  informationer  som  personligt  relevante.  

 

Tillid De  fleste  af  informanterne  giver  udtryk  for,  at  de  har  en  grundlæggende  tillid  til  

såvel  politikere  som  det  politiske  system.  Frederik  er  noget  desillusioneret  i  

forhold  til  SF,  men  alligevel  virker  det  ikke  til,  at  han  har  mistet  tilliden  til  

hverken  politikere  eller  system.  Selv  Nina,  som  taler  om  at  omstyrte  den  

gældende  regeringsform,  synes  at  have  en  sådan  tillid.    

 

  76  

Konkret  har  mange  af  informanterne  tillid  til,  at  det  er  politikerne  selv,  der  

skriver  på  Facebook.  Selvom  både  Morten  og  Kasper  nævner,  at  de  godt  er  klar  

over,  at  det  måske  nogle  gange  er  en  kommunikationsmedarbejder,  der  

opdaterer,  så  er  det  kun  Frederik,  der  erklærer  sig  for  ligeglad  med,  hvorvidt  

politikerne  selv  skriver  deres  opdateringer.  For  ham  er  det  vigtigste  det  politiske  

indhold  i  opdateringerne.  Morten  fortæller,  at  han  ville  synes,  at  det  var  et  

troværdighedsproblem,  hvis  det  kom  frem,  at  Manu  Sareen  ikke  selv  opdaterede  

sin  Facebook-­‐side,  for:  ”Men  der  må  også  være  grænser  for,  om  man  kan  skrive  en  

enkelt  linje  selv”  (bilag  6:759-­‐760).  Hvis  det  kom  frem,  at  det  ikke  var  Manu  

Sareen,  der  selv  skrev  sine  opdateringer,  så  ville  Morten  muligvis  holde  op  med  

at  synes  godt  om  ham.    

 

Alene  det  at  engagere  sig  politisk  kan  være  med  til  at  styrke  informanternes  tillid  

til,  at  det  giver  mening  at  engagere  sig  politisk.  Når  man  engagerer  sig  og  

deltager,  kan  man  således  få  en  oplevelse  af,  at  man  gør  en  forskel,  om  end  

måske  blot  i  det  små.  Det  kan  styrke  ens  tillid  til,  at  det  har  en  betydning  at  

deltage  (Illeris  et  al.  2009,  169).  

 

Værdier For  Morten  er  det  at  synes  godt  om  politikere  på  Facebook  –  og  især  Manu  

Sareens  måde  at  bruge  Facebook  på  –  forbundet  med  en  åbenhed  om  

politikernes  arbejde,  som  han  ellers  oplever  kan  være  svær  at  finde.  Åbenheden  

oplever  han:  ”Især  i  forbindelse  med  møder  og  sådan  noget.  Det  er  en  af  de  få  

direkte  veje,  man  har  til  arbejdet,  hvis  man  ikke  skal  ind  og  virkelig  lave  noget  

undersøgelsesarbejde”  (bilag  7:722-­‐726).  Morten  får  således  en  mulighed  for  på  

en  let  tilgængelig  måde  at  følge  Manu  Sareens  arbejde  ved  at  synes  godt  om  ham.  

Hvis  han  ikke  kunne  bruge  Facebook  på  den  måde,  kan  Morten  nemlig  

umiddelbart  kun  få  øje  på  en  anden  vej:  ”Ind  i  selve  folketingsgruppen  og  se  

arbejdet  og  præcise  møder.  Men  det  er  en  meget  besværlig  vej.  (Facebook)  er  en  let  

tilgængelig  (vej)”  (bilag  6:729-­‐731).  Også  Torben  oplever,  at  Facebook  giver  ham  

en  mere  direkte  adgang  til  politikerne,  hvor  han  kan  læse,  hvad  de  mener,  uden  

at  deres  holdninger  skal  formidles  gennem  en  journalist:  ”Det  er  det,  der  er  fedt  

ved  opdateringer:  At  de  bare  skriver  en  kommentar  til  det,  de  har  oplevet,  i  stedet  

  77  

for  at  det  skal  selekteres  gennem  journalister,  og  det  bliver  forkortet  og  alt  muligt,  

så  kan  de  bare  lige:  Nå,  men  det  var  det,  jeg  skrev,  slut”  (bilag  8:680-­‐683).  For  

både  Torben  og  Morten  giver  Facebook  således  mulighed  for  en  anden  åbenhed,  

når  det  kommer  til  at  følge  politikernes  arbejde  og  få  direkte  adgang  til,  hvad  de  

mener.    

 

Nina  oplever,  at  der  på  både  Johanne  Schmidt-­‐Nielsens  og  Enhedslistens  

Facebook-­‐sider  er:  ”en  kommunikation  og  en  respekt  over  for,  at  der  er  nogle,  der  

læser  det”  (bilag  4:414-­‐416).  Hun  oplever  således,  at  der  er  en  slags  gensidighed  i  

mødet  mellem  borgere  og  politikere  på  Facebook,  hvor  der  ikke  blot  er  tale  om  

envejskommunikation  uden  hensyn  til  de  mennesker,  der  modtager  

kommunikationen.  Randa  er  dog  inde  på,  at  gensidigheden  mellem  politikere  og  

brugere  ikke  er  fuldendt,  da  politikerne  kan  slette  brugernes  kommentarer:  ”Arj,  

jeg  synes,  det  er  lidt  fesent.  Alle  har  jo  ret  til  en  mening.  Jeg  kan  selvfølgelig  godt  

forstå  det,  hvis  folk  er  meget  vulgære  eller  bruger  nogle  forkerte  ord,  men  der  er  jo  

ikke  noget  galt  i  at  komme  med  sin  mening”  (bilag  2:324-­‐329).  Torben  synes  

derimod,  at  det  er  i  orden,  at  politikerne  sletter  brugernes  kommentarer,  fordi  

det  kan  være  med  til  at  skabe  en  ”sober  debat”  (bilag  8:1179),  at  politikerne  

insisterer  på,  at  brugerne  kommunikerer  i  en  ordentlig  tone.  Kasper  oplever,  at  

de  politikere,  som  han  synes,  formår  at  bruge  Facebook  godt,  styrker  relationen  

mellem  politikere  og  borgere:  ”Jeg  synes,  at  det  er  med  til  at  styrke  den  relation.  

Især  for  dem,  der  bruger  det  aktivt.  Netop  går  ind  og  skriver  op  til  valget:  Godt  

gået,  og  jeg  er  berørt  over  alle  de  stemmer,  vi  har  fået  og  sådan  noget.  Det  er  

selvfølgelig  ikke  en  direkte  interpersonel  relation,  men  det  er  en  relation”  (bilag  

10:495-­‐500).  Når  politikerne  således  indleder  en  dialog  med  borgerne,  der  

bærer  præg  af  gensidighed,  kan  det  både  etablere  og  styrke  relationen  mellem  

borgere  og  politikere  (Sherman  2011,  126).  Når  borgerne  føler  sig  distanceret  

fra  politikerne,  handler  det  oftere  om  processen  end  resultatet  (Coleman  2005,  

205),  og  det  er  netop  processen,  som  Facebook  kan  styrke.  Ved  at  gå  i  dialog  og  

skabe  en  relation  med  borgerne  kan  det  medvirke  til,  at  borgerne  ikke  på  samme  

måde  føler  sig  distancerede  til  politikerne.  Det  kan  måske  være  med  til  at  

forklare,  hvorfor  informanterne  ofte  tillægger  de  politikere,  som  de  er  forbundet  

med  på  Facebook  flere  positive  karakteristika  end  andre  politikere.    

  78  

 

Det  er  således  særligt  værdier  som  gensidighed,  diskussion  og  åbenhed,  der  

træder  tydeligt  frem  i  interviewene,  mens  andre  værdier  er  sværere  at  få  øje  på.  

Dahlgren  og  Olsson  er  da  også  inde  på,  at  det  kan  være  svært  at  finde  empiriske  

eksempler  på,  hvordan  informanter  forholder  sig  til  værdier,  men  at  man  kan  

fornemme  dem  i  forhold  til  de  praksisser,  som  informanterne  fortæller  om  

(2008,  504).  I  tråd  med  det  mener  jeg,  at  det  har  en  betydning  for  

informanternes  forhold  til  de  demokratiske  værdier,  at  de  ofte  læser  andre  

brugeres  kommentarer.  Det  tyder  således  på,  at  de  besidder  værdier  som  

tolerance  og  åbenhed.    

 

Opsummering Informanterne  bruger  primært  det  at  synes  godt  om  politikere  på  Facebook  på  

tre  måder:  til  at  engagere  sig  politisk,  kommunikere  med  politikerne  og  andre  

brugere  samt  få  information.  Ved  at  synes  godt  om  politikerne  oplever  

informanterne  at  få  information,  som  de  ikke  nødvendigvis  havde  fået  gennem  

deres  Facebook-­‐venner.  På  den  måde  fungerer  det  at  synes  godt  om  politikerne  

som  et  supplement  til  den  information,  informanterne  ellers  får.  Den  primære  

årsag  til  at  synes  godt  om  en  politiker,  som  man  ikke  er  enig  med,  er  således  at  

kunne  få  vedkommendes  opdateringer,  så  man  kan  få  information  og  følge  med  

på  den  måde.  Informanterne  har  kun  sjældent  været  i  direkte  kommunikation  

med  politikerne.  Alligevel  lægger  de  mærke  til,  når  politikerne  bruger  Facebook  

til  at  kommunikere  med  brugerne  og  reagerer  positivt  på  det.  Informanterne  

bruger  også  Facebook  som  et  politisk  redskab,  når  de  synes  godt  om  politikere.  

Det  handler  hovedsagligt  om  at  støtte  politikerne  samt  at  sende  et  signal  til  

omverdenen  om,  hvad  man  mener  politisk  –  og  dermed  også  hvilken  identitet  

man  gerne  vil  vise.  Når  informanterne  fortæller  om  deres  politiske  engagement,  

bliver  Dahlgrens  pointe  om,  at  politik  i  dag  i  høj  grad  handler  om  at  udtrykke  og  

skabe  sig  selv,  tydelig  (Dahlgren  2007a,  6).  Facebook  giver  mulighed  for  at  sætte  

sit  politiske  engagement  i  en  personlig  ramme,  hvor  det  også  handler  om  at  

signalere,  hvem  man  er.  Stort  set  alle  informanterne  har  syntes  godt  om  en  

opdatering  fra  en  politiker,  mens  færre  har  kommenteret  og  delt.  At  synes  godt  

om  opdateringer  bruges  til  at  vise  politikeren,  at  man  støtter  vedkommende,  og  

  79  

til  at  sprede  opdateringer,  som  man  er  enig  i.  Således  bruges  særligt  to  af  

netværksoffentlighedens  karakteristika  skaler-­‐  og  kopierbarhed  bevidst  af  

informanterne  til  at  gøre  Facebook  til  et  effektivt  politisk  redskab.  Selvom  

informanterne  relativt  ofte  synes  godt  om  opdateringer  fra  politikerne,  er  særligt  

Nina  kritisk  overfor,  hvilken  betydning  det  egentlig  har.  Ydermere  beklager  

Torben,  at  opdateringer  på  Facebook  ofte  bliver  belønnet  for  at  være  ”frække”,  

hvorimod  det  samme  sjældent  sker  for  opdateringer,  som  er  nuancerede  og  

saglige.  Det  hænger  sammen  med  tonen  og  niveauet  i  debatterne  på  Facebook,  

som  kun  Randa  mener  er  god.    

 

Når  informanterne  kommenterer,  handler  det  således  ofte  om  at  rose,  mens  kun  

to  informanter  gør  det  for  at  debattere:  Frederik  debatterer  for  at  overbevise  

andre  om,  at  han  har  ret,  mens  Randa  gør  det  for  at  blive  klogere  og  få  indsigt  i,  

hvad  andre  mener.  For  at  man  kan  tale  om  en  offentlighed  i  Habermas’  

forståelse,  skal  der  være  tale  om  en  gensidig  samtale.  Frederiks  årsag  til  at  

debattere  gør,  at  han  ikke  går  ind  i  diskussionerne  for  at  udveksle  argumenter  

baseret  på  en  gensidig  interesse  i  at  blive  enig.  Randas  måde  at  debattere  på  

befinder  sig  derimod  tættere  på  at  opfylde  Habermas’  kriterium  om  gensidighed  

ved  at  være  baseret  på  et  ønske  om  at  blive  klogere  og  finde  ud  af,  hvad  andre  

mener.  Selvom  Frederiks  måde  at  debattere  på  Facebook  altså  ikke  kan  siges  at  

handle  om  gensidighed  og  dermed  være  en  del  af  offentligheden,  som  Habermas  

forstår  denne,  er  det  stadig  et  udtryk  for  et  politisk  engagement.  Hvordan  

informanternes  engagement  generelt  ser  ud,  når  man  undersøger  det  ud  fra  

Habermas’  definition  på  en  offentlighed,  vender  jeg  tilbage  til  i  diskussionen.    

 

Udover  at  flere  af  informanterne  afholder  sig  fra  at  debattere  på  Facebook  på  

grund  af  niveauet  og  tonen,  så  oplever  flere  af  informanterne  også,  at  man  kun  

sjældent  bliver  enige  på  Facebook,  og  de  fleste  foretrækker  at  debattere  ansigt  til  

ansigt  frem  for  skriftligt.  Generelt  bryder  informanterne  sig  ikke  om,  at  Facebook  

bruges  til  politisk  overtalelse.  Det  synes  kun  Frederik  er  i  orden,  og  han  bruger  

da  også  selv  Facebook  på  den  måde.  De  fleste  informanter  synes,  at  man  godt  kan  

vise,  hvor  man  selv  står  politisk  samt  støtte  politikerne  ved  fx  at  synes  godt  om  

deres  opdateringer.  Det  sidste  er  stort  set  alle  informanterne  opmærksomme  på  

  80  

ikke  at  gøre  for  meget  for  at  undgå,  at  deres  Facebook-­‐venner  finder  dem  

irriterende.  

 

Informanterne  har  det  generelt  svært  med  ordet  fan,  og  de  har  problemer  med  at  

se  sig  selv  som  fans  af  en  politiker.  Særligt  når  det  kommer  til  at  synes  godt  om  

politikere,  fordi  de  ønsker  at  holde  sig  opdateret  på,  hvad  de  mener,  men  ikke  er  

enige  med  dem,  finder  informanterne  det  svært  at  skulle  synes  godt  om  dem.  At  

de  har  det  så  svært  med  at  synes  godt  om  politikere,  de  ikke  er  enige  med,  

hænger  således  sammen  med,  at  Facebook  primært  fungerer  som  et  socialt  rum.  

Derfor  er  det  vigtigt  for  informanterne  at  fremvise  en  identitet,  der  fremstiller  

dem  selv  på  en  måde,  som  de  finder  hensigtsmæssig.  De  forsøger  derfor  at  

fremstå  interessante,  uden  at  det  bliver  selvpromoverende,  samtidig  med,  at  

deres  selvfremstilling  opleves  som  troværdige  af  de  mennesker,  der  kender  dem.    

 

Når  informanterne  synes  godt  om  politikere,  som  de  er  enige  med,  føler  de,  at  

der  bliver  skabt  en  relation,  som  gør,  at  de  kan  identificere  sig  med  politikeren.  

Særligt  Manu  Sareen  og  Søren  Pind,  som  laver  en  del  personlige  opdateringer,  

identificerer  informanterne  sig  med.  Ved  at  synes  godt  om  politikerne  får  

informanterne  adgang  til  ny  viden,  som  de  ikke  nødvendigvis  havde  fået,  hvis  de  

kun  havde  været  forbundet  med  deres  tætte  netværk  på  Facebook.  Særligt  at  

læse  andre  brugeres  kommentarer,  hvilket  stort  set  alle  informanter  gør,  kan  

give  ny  viden  om,  hvad  andre  mener.  Informanterne  føler  desuden,  at  de  mødes  

med  politikerne  på  en  måde,  der  er  mere  gensidig  end  fx  gennem  de  traditionelle  

massemedier,  hvilket  bl.a.  skyldes,  at  alle  tre  politikere  går  i  dialog  med  

brugerne.  På  Facebook  er  det  således  særligt  værdierne  gensidighed,  diskussion  

og  åbenhed,  som  er  væsentlige.    

Diskussion

I  lighed  med  Chadwick  og  Howard  kan  jeg  ud  fra  denne  undersøgelse  se  

internettet  som  en  ressource,  der  støtter  politisk  deltagelse  på  forskellige  måder:  

”…  by  providing  a  new  platform  for  information  retrieval,  debate  and  engagement;  

or  by  complementing  offline  participation  by,  for  instance,  facilitating  the  flow  of  

  81  

information  and  communication  between  people  already  involved  in  social  and  

political  networks.  (2010,  431).  Internettet  –  og  i  dette  tilfælde  konkret  Facebook  

–  giver  på  den  ene  side  mulighed  for  udelukkende  at  engagere  sig  online  og  på  

den  anden  side  fungerer  det  som  et  redskab  til  at  understøtte  ens  offline  

engagement  gennem  online  aktiviteter.  På  den  måde  udgør  Facebook  en  

ressource  for  de,  der  allerede  er  politisk  engagerede  (forstærkelse).  Samtidig  

giver  Facebook  de,  der  ikke  umiddelbart  vil  være  tilbøjelige  til  at  deltage  i  

traditionelle  politiske  aktiviteter  fx  i  et  parti,  mulighed  for  at  deltage  politisk  på  

andre  måder  (mobilisering)  (Calenda  og  Mosca  2007,  91).  I  min  undersøgelse  

kan  man  således  se  elementer  af  både  forstærkelses-­‐  og  

mobilieringshypoteserne:  For  Randa,  Naja,  Dorthe,  Christine  og  Anna  er  

Facebook  deres  primære  måde  at  engagere  sig  på.  De  stemmer,  når  der  er  valg,  

og  Christine  er  endda  medlem  af  Enhedslisten,  men  de  engagerer  sig  sjældent  

yderligere  politisk  offline.  Til  gengæld  giver  Facebook  dem  mulighed  for  i  det  

små  at  engagere  sig  politisk  online.  Der  er  dog  også  nogle  af  informanterne,  

primært  Torben  og  Nina,  hvor  internettet  og  de  sociale  medier  fungerer  som  

supplement  til  deres  engagement  i  mere  traditionelle  politiske  deltagelsesformer  

(Papacharissi  2010a,  160).    

 

Klastrup  mener,  at  alene  det  at  tilkendegive  en  politisk  holdning  ved  fx  at  blive  

medlem  af  en  Facebook-­‐gruppe  er  et  udtryk  for  et  engagement,  om  end  i  det  små.  

Det  skyldes,  at  det  at  blive  medlem  af  en  Facebook-­‐gruppe  med  et  politisk  

ærinde  synliggør  ens  holdninger  og  følelser  både  over  for  de  andre  medlemmer  

af  gruppen  og  over  for  ens  Facebook-­‐venner  (Klastrup  2011,  44–45).  Jeg  mener,  

at  det  samme  gør  sig  gældende,  når  det  kommer  til  politikeres  Facebook-­‐sider  og  

dermed  for  informanterne.  At  mene  at  det  at  være  aktiv  på  Facebook  alene  vil  

lede  til  øget  politisk  engagement  vil  dog  være  at  gå  i  cyberoptimisternes  spor,  og  

det  mener  jeg  ikke,  at  jeg  har  belæg  for.  Informanterne  er  således  blevet  politisk  

engagerede  af  forskellige  årsager.  Fx  fortæller  Anna  og  Frederik  som  beskrevet  i  

Præsentation  af  informanterne,  at  det  påvirker  deres  politiske  engagement,  

hvorvidt  deres  venner  er  politisk  aktive:    

 

  82  

While  the  internet  makes  political  participation  easier,  we  would  not  argue  

that  it  actually  recruits  people  to  politics.  The  interviews  in  our  own  study  

suggest  that  engagement  among  the  young  activists  was  not  prompted  by  

the  internet  per  se,  but  emerged  as  a  result  of  various  experiences  in  their  

lives.  Certainly,  the  net  has  relevance  here,  but  it  would  be  misleading  to  

claim  that  it  was  an  independent  factor  in  promoting  engagement.  

(Dahlgren  og  Olsson  2008,  496–497)  

 

Selvom  Facebook  altså  stiller  ressourcer  til  rådighed,  som  kan  medvirke  til,  at  

mennesker,  der  allerede  er  aktive,  får  mulighed  for  at  blive  endnu  mere  aktive,  

og  mennesker,  der  ellers  ikke  ville  kunne  se,  hvordan  de  skulle  engagere  sig  

politisk,  bliver  aktive,  så  er  det  ikke  alene  Facebook,  der  gør  de  mennesker  mere  

aktive.  Heri  ses  skeptikernes  synspunkt,  som  også  er  mit,  hvilket  jeg  

indledningsvist  i  specialet  gjorde  rede  for.    

 

Ydermere  er  det  vigtigt  ikke  at  undervurdere  værdien  af  uformelle  samtaler  

om  politik  i  privat  regi.  Ifølge  Putnam  viser  undersøgelser  således,  at  

størstedelen  af  de  politiske  diskussioner,  vi  deltager  i,  finder  sted  i  uformelle  

sammenhænge  som  fx  over  middagsbordet.  Selvom  undersøgelserne  er  fra  før  

sociale  medier  som  Facebook,  tyder  informanternes  fortællinger  om,  hvordan  

de  læser  andre  brugeres  kommentarer  og  på  den  måde  følger  med  i  politiske  

diskussioner,  på,  at  vi  stadig  lærer  om  politik  ved  at  være  en  del  af  samtaler  

om  det:  

 

We  learn  about  politics  through  casual  conversation.  You  tell  me  what  

you’ve  heard  and  what  you  think,  and  what  your  friends  have  heard  and  

what  they  think,  and  I  accomodate  that  new  information  into  my  mental  

database  as  I  ponder  and  revise  my  position  on  an  issue.  (Putnam  2000,  

343)  

 

Når  informanterne  således  deltager  i  debatter  ved  at  læse  andre  brugeres  

kommentarer,  ligesom  når  man  sidder  om  middagsbordet  og  lytter  til  de  

andres  snak,  kan  de  blive  udfordret  til  at  genoverveje,  hvad  de  selv  mener  

  83  

politisk.  Særligt  det,  at  de  ikke  kun  forholder  sig  til,  hvad  deres  egne  

Facebook-­‐venner  mener,  hvor  der  som  beskrevet  tidligere  ofte  vil  være  en  

tendens  til,  at  ens  tætte  netværk  mener  og  tænker  som  en  selv,  men  også  til,  

hvad  andre  brugere  skriver,  kan  have  betydning  for,  at  informanterne  får  øjne  

op  for  andre  holdninger.  Desuden  får  de  også  input  fra  politikernes  

opdateringer.  Mange  af  informanterne  vil  dog  ikke  synes  godt  om  politikere,  

som  de  ikke  er  enige  med,  fordi  de  oplever,  at  det  sender  et  forkert  signal  til  

deres  omgivelser.  Når  informanterne  primært  synes  godt  om  politikere,  de  er  

enige  med,  betyder  det,  at  de  ikke  bliver  ligeså  udfordrede  på  deres  egne  

politiske  holdninger,  som  de  sandsynligvis  ville  blive,  hvis  de  syntes  godt  om  

politikere,  som  de  var  uenige  med.    

 

Informanternes  forskelligartede  brug  af  Facebook  understøtter,  at  internettet  er  

en  åben  teknologi,  der  kan  tilpasses  forskellige  politiske  og  demokratiske  formål.  

Når  man  engagerer  sig  politisk  på  internettet,  kan  man  således  ikke  kun  gøre  det  

på  én  bestemt  måde,  men  mange  forskellige  (Dahlgren  og  Olsson  2008,  504).  De  

unges  lyst  til  at  engagere  sig  på  en  fleksibel  og  individualiseret  måde  

understøttes  således  godt  af  internettet,  fordi  det  netop  er  en  åben  teknologi:    

 

In  the  information  age,  political  participation  is  moving  away  from  

involvement  in  institutionalised  activities  organised  by  political  parties,  to  a  

more  flexible  political  participation  through  individualised  access  to  

information  and  electronic  social  interaction.  Compared  to  other  age  

groups,  the  youth  follow  this  process  away  from  participatory  politics,  

taking  more  advantage  of  ICT’s  that  support  their  need  for  information,  

communication  and  influence  at  any  time  and  from  any  place  (Coleman  og  

Mesch  2007,  47)49.  

 

Informanterne  gør  brug  af,  at  de  på  Facebook  hele  tiden  har  adgang  til  

information  og  kommunikation,  samtidig  med  at  de  selv  kan  bestemme,  hvornår  

de  vil  bruge  Facebook  som  et  politisk  redskab.                                                                                                                    49  ICT  står  for  Information  and  Communications  Technology.  På  dansk  hedder  det  Informations-­‐  og  kommunikationsteknologi  og  forkortes  IKT.  Begrebet  bruges  om  de  teknologier,  som  vi  bruger  til  at  kommunikere  med  som  fx  internettet  (Gårdsdal  2009).    

  84  

 

Facebook  kan  langt  fra  karakteriseres  som  en  offentlighed  i  Habermas’  

definition.  Det  skyldes  bl.a.,  at  der  er  tale  om  en  kommerciel  virksomhed,  der  i  

juli  2012  var  over  73  billioner  dollars  værd  (Anon.  2012).  Ydermere  er  

brugerne  med  til  at  skabe  Facebooks  økonomiske  overskud,  da  Facebook  

tjener  penge  på  at  sælge  viden  om  brugerne  til  virksomheder,  som  på  

baggrund  af  den  viden  kan  målrette  deres  annoncer  over  for  den  enkelte  

bruger  (Clemons  2012).  Når  det  kommer  til  de  tre  kriterier,  man  som  

beskrevet  tidligere  ofte  har  vurderet,  hvorvidt  der  ud  fra  Habermas’  definition  

er  tale  om  en  offentlighed,  må  man  definitivt  sige,  at  graden  af  

kommercialisering  på  Facebook  er  høj.  Spørgsmålet  er  dog,  om  ikke  det  er  

uhensigtsmæssigt  at  stille  som  krav,  at  der  skal  være  tale  om  et  ikke-­‐

kommercielt  rum:  ”…if  consumption  is  such  a  fundamental  characteristic  of  

modern  and  late  modern  democracies,  then  what  would  a  contemporary  citizen  

do  to  practice  civic  duty  in  the  absence  of  a  consumer  culture?”  (Papacharissi  

2010a,  92).  Når  kommercialisering  og  forbrugerkultur  er  så  centrale  

elementer  i  samfundet  i  dag,  nytter  det  ikke,  at  vi  fratager  borgeres  politiske  

engagement  dets  værdi,  alene  fordi  det  finder  sted  i  et  kommercielt  rum.  De  to  

andre  kriterier  –  gensidighed  i  kommunikationen  og  adgang  til  information  –  

er  til  gengæld  på  nogle  områder  opfyldt  og  på  andre  slet  ikke.  Alle  kan  gå  ind  

på  Facebook-­‐sider  og  læse,  hvad  der  står.  Dermed  er  der,  når  det  kommer  til  

sider,  adgang  til  information.  Til  gengæld  vil  personlige  Facebook-­‐profiler  alt  

efter,  hvordan  den  enkelte  har  sine  privatlivsindstillinger,  sjældent  være  

offentligt  tilgængelige.  Facebook-­‐grupper  kan  både  være  offentligt  

tilgængelige  og  lukkede,  alt  efter  hvilke  indstillinger  man  har  sat  for  gruppen.  

Man  kan  altså  som  udgangspunkt  ikke  følge  politiske  diskussioner  mellem  

andre  brugere,  som  ikke  finder  steder  på  Facebook-­‐sider  eller  i  åbne  

Facebook-­‐grupper.  Det  står  i  modsætning  til  de  tidlige  online-­‐grupper  og  fora,  

hvor  alle  kunne  se  hinanden  og  den  interaktion,  der  fandt  sted  (Jensen  2011,  

123).  Facebook  er  altså  langt  fra  et  fuldstændigt  åbent  og  transparent  rum,  

men:  ”Communications  that  would  go  unrecorded  outside  of  the  new  public  

square  (such  as  a  face-­to-­face  discussion  or  a  telephone  conversation)  are  not  

only  documented  but  instantly  accessible  to  the  public  when  they  occur  in  a  civic  

  85  

social  network”  (Sherman  2011,  143).  Samtaler  mellem  borgere  og  politikere,  

der  finder  sted  på  Facebook-­‐sider,  er  således  mere  synlige,  end  hvis  der  var  

tale  om  en  telefonsamtale  eller  et  møde  ansigt-­‐til-­‐ansigt.  Dog  har  politikerne  

mulighed  for  at  slette  opslag  eller  kommentarer  fra  brugere,  hvis  de  ønsker  

det.  Man  har  altså  som  bruger  adgang  til  nogen  information,  men  næppe  nok  

til  at  det  kvalificerer  til,  at  kriteriet  er  opfyldt.  Når  det  kommer  til  kriteriet  om  

gensidighed  i  kommunikationen,  kan  man  se  på  dels  gensidighed  borgere  

imellem,  dels  mellem  borgere  og  politikere.  Med  hensyn  til  gensidigheden  

mellem  borgerne  er  det  som  beskrevet  i  Politisk  redskab  ikke  altid,  at  hverken  

debatniveauet  eller  -­‐tonen  opleves  som  relevant  af  informanterne,  hvilket  

medfører,  at  de  sjældent  har  lyst  til  at  deltage  i  debatterne.  Den  rationelle  og  

velovervejede  debat,  som  Habermas  fandt  i  den  borgerlige  offentlighed,  er  

således  svær  at  finde  på  Facebook,  hvilket  jeg  også  nævnte  i  den  afsluttende  

opsummering  på  analysen.  Det  er  sjældent,  man  på  Facebook  møder  en  debat,  

hvor  begge  parter  sætter  egne  interesser  til  side  for  at  lytte  til  modparten  for  

derigennem  at  finde  frem  til  det  fælles  bedste,  hvilket  er  det  snævre  kriterium  

for,  om  man  kan  tale  om  gensidighed  (Jensen  2003,  30).  Informanterne  har  

generelt  en  oplevelse  af,  at  de  tre  politikere  engagerer  sig  i  debatterne,  og  

dermed  kan  man  tale  om  en  vis  grad  af  gensidighed  i  kommunikationen  

mellem  borgere  og  politikere.  Da  Jakob  Linaa  Jensen  undersøgte  et  online  

debatforum50,  følte  kun  få  af  deltagerne,  at  debatten  i  foraet  havde  en  

indflydelse  på  den  politiske  dagsorden:  ”En  af  de  årsager,  deltagerne  selv  

angiver,  er,  at  politikere,  politiske  kandidater,  embedsmænd  eller  lignende  stort  

set  aldrig  deltager  i  eller  ser  debatten.  Det  er  primært  en  debat  mellem  borgere  

med  interesse  for  og  tid  til  at  diskutere  politik”  (2006,  164).  At  de  tre  politikere  

analyseret  i  dette  speciale  på  Facebook  går  ind  og  deltager  i  debatterne,  kan  

således  være  med  til  at  give  borgerne  en  fornemmelse  af  indflydelse  på  den  

politiske  dagsorden.  Desuden  kan  det,  at  politikerne  aktivt  engagerer  sig  på  

Facebook  få  dem  til  at  fremstå  mere  tilgængelige,  ægte  og  uforfalskede  (Gulati  

og  Williams  2009,  287–288).  Der  er  dog  næppe  tale  om  en  så  høj  grad  af  

gensidighed,  at  de  tre  politikere  sætter  deres  egne  interesser  til  side.  Desuden  

fortæller  Frederik  om,  hvordan  politikerne  ofte  trækker  sig  ud  af  debatterne,                                                                                                                  50  Konkret  undersøgte  han  usenet-­‐gruppen  dk.politik.  

  86  

fordi  kommentartrådene  bliver  uoverskuelige.  På  den  måde  påvirker  

Facebooks  informationsarkitektur  såvel  borgere  som  politikeres  muligheder  

for  at  bruge  Facebook  til  at  føre  en  debat  gennem.  Ydermere  må  man  formode,  

at  debatniveauet-­‐  og  tonen  også  påvirker  politikernes  lyst  til  at  indgå  i  

debatterne.  Opsummerende  må  det  konkluderes,  at  det  ikke  er  muligt  at  

definere  Facebook  som  en  offentlighed  ud  fra  Habermas.  Måske  kan  vi  i  stedet  

for  tale  om,  at  Facebook  stiller  en  anden  slags  rum  til  rådighed,  som  vi  kan  

engagere  os  politisk  igennem:    

 

But  if  the  Internet  (including  civic  social  networks)  has  not  produced  a  

more  reasoned  and  balanced  public  debate,  then  consider  a  narrower  

and  more  limited  claim,  civic  social  networks,  by  bringing  public  officials  

and  constituents  into  an  open  public  square,  foster  government  

transparency  and  accountability.  The  metaphor  of  civic  social  networks  

as  the  ’new  public  square’  does  not  aim  for  the  loft  of  the  public  sphere;  it  

makes  no  claim  to  heighten  discourse.  Rather,  its  defining  feature  is  open  

space  in  full  view  of  the  public  for  anyone  who  wants  it.  (Sherman  2011,  

141)  

 

Vi  kan  således  i  stedet  for  en  offentlighed  i  Habermas’  forstand  tale  om,  at  

sociale  medier  skaber  et  nyt  offentligt  rum  (eller  plads  for  at  bruge  Shermans  

ord),  hvor  borgere  og  politikere  kan  mødes.  Da  menneskers  personlige  

profiler  som  nævnt  ikke  nødvendigvis  er  åbne  for  offentligheden,  er  det  kun  

offentlige  Facebook-­‐sider  som  fx  politikeres,  der  kan  siges  at  være  en  del  af  

det  nye  offentlige  rum.  Borgerne  kan  så  vælge  at  engagere  sig  på  politikernes  

Facebook-­‐sider,  hvilket  informanterne  i  forskellig  grad  gør,  og  på  den  måde  

tage  del  i  det  offentlige  rum,  som  bliver  skabt  på  Facebook.    

 

Perspektivering

Jeg  vil  nu  kort  perspektivere  for  på  den  måde  at  pege  frem  mod,  hvilke  

undersøgelser  der  ville  være  interessante  at  foretage  i  forlængelse  af  specialet.    

  87  

 

Overordnet  set  vil  det  være  interessant  at  lave  en  lignende  undersøgelse  i  en  

periode,  der  ikke  bærer  præg  af  et  folketingsvalg.  Fem  af  informanterne  blev  

således  fans  i  forbindelse  med  Folketingsvalget  i  2011,  og  generelt  bærer  

interviewene  præg  af,  at  de  er  gennemført  relativt  kort  tid  efter  valgkampen.  

Mange  af  informanterne  nævner  valgkampen,  og  det  er  tydeligt,  at  den  har  haft  

betydning  for,  at  de  har  engageret  politisk  på  Facebook.  Fx  har  flere  af  dem  kun  

kommenteret  en  enkelt  gang,  og  det  har  typisk  været  i  forbindelse  med  valget,  

hvor  de  har  ønsket  den  politiker,  de  synes  godt  om,  tillykke  med  valget.  

Interviewene  kunne  således  have  set  anderledes  ud,  hvis  jeg  ikke  havde  foretaget  

dem  så  kort  tid  efter  valget.  Måske  havde  jeg  oplevet  informanterne  som  mindre  

politisk  engagerede  på  Facebook,  end  tilfældet  har  været.    

 

Ydermere  er  undersøgelsen  begrænset  af  at  have  fokuseret  på,  hvordan  11  

mennesker  ser  på  deres  måde  at  bruge  Facebook  på,  og  hvordan  de  oplever  det  

at  synes  godt  om  en  politiker.  Det  vil  derfor  være  relevant  at  udvide  

undersøgelsen  med  en  repræsentativ  spørgeskemaundersøgelse  for  at  

undersøge,  hvor  udbredte  mine  informanters  udsagn  er  (Kvale,  1994:  101).  Det  

vil  desuden  være  interessant  at  lave  kvalitative  interviews  med  mennesker  med  

andre  demografiske  karakteristika  end  dem,  jeg  har  interviewet  i  denne  

undersøgelse,  for  at  kunne  sammenligne.  Det  skyldes  som  nævnt  i  Målgruppe,  at  

demografiske  karakteristika  som  alder,  indkomst  og  sociale  vilkår  er  med  til  at  

afgøre,  hvorvidt  man  engagerer  sig  politisk,  og  hvordan  man  i  så  fald  gør  det  

(Livingstone  2007,  113).    

 

Endelig  ville  det  være  interessant  at  undersøge  politikernes  syn  på  deres  

engagement  på  Facebook,  hvilket  jeg  som  nævnt  i  starten  af  specialet  har  

afgrænset  mig  fra  for  at  sikre  et  tydeligt  fokus.  Én  ting  er  således,  at  borgerne  

kan  udtrykke  sig  på  Facebook,  men  lytter  politikerne  til  dem  (Putnam  2000,  

174)?  Og  hvordan  oplever  de  at  mødes  med  borgerne  i  det  rum?  

 

Praktisk  vil  det  være  interessant  at  benytte  specialet  til  at  definere  typiske  

praksisser  for  både  politikere  og  brugere  for  derigennem  at  styrke  den  enkelte  

  88  

politikers  tilstedeværelse  på  Facebook.  Ved  at  få  en  bedre  forståelse  for  hvordan  

brugerne  agerer  på  Facebook,  er  det  lettere  for  politikere  at  opnå  strategiske  mål  

med  at  være  på  Facebook.  Specialet  peger  fx  på,  at  politikere,  der  lader  deres  

person  skinne  igennem  på  Facebook,  giver  brugerne  en  følelse  af  at  have  en  

tættere  relation  til  dem.  Politikere  kan  således  bruge  Facebook  til  at  opbygge  

relationer  til  brugere,  som  de  ikke  møder  i  mere  traditionelle  politiske  rum  som  

fx  vælgermøder,  ved  bevidst  at  have  fokus  på  at  være  personlige  i  deres  

opdateringer.  Derudover  kan  analysen  benyttes  til  at  pege  på  

udviklingsmuligheder  for  sociale  medier,  der  vil  kunne  styrke  deres  politiske  

anvendelighed.  Det  kan  fx  være  ved  at  udvikle  mere  effektive  måder  at  styre  

debattråde  på,  så  meningsfyldte  og  sammenhængende  diskussioner  styrkes.  

 

Konklusion

Selvom  mødet  mellem  politikere  og  danske  unge  på  Facebook  langt  fra  kan  

karakteriseres  som  en  offentlighed  i  Habermas’  forstand,  er  der  stadig  tale  om,  at  

de  unge  har  fået  et  nyt  og  anderledes  rum,  hvor  de  kan  engagere  sig  politisk.  For  

nogle  af  informanterne  bruges  det  rum  som  et  supplement  til  deres  politiske  

engagement  i  fx  partier.  For  andre  af  informanterne  er  Facebook  det  eneste  rum,  

hvor  de  engagerer  sig  politisk.  Det  er  langt  fra  sikkert,  at  de  ville  være  politisk  

engagerede  på  andre  måder,  hvis  de  ikke  havde  Facebook  til  rådighed.  Den  

konklusion  medfører,  at  jeg  finder  belæg  for  både  mobiliserings-­‐  og  

forstærkelseshypotesen  i  specialet.    

 

De  fleste  af  informanterne  synes  hovedsagligt  godt  om  politikere,  som  de  er  

enige  med  politisk.  Særligt  at  de  skal  tilkendegive,  at  de  synes  godt  om  en  

politiker,  forhindrer  dem  i  at  synes  godt  om  politikere,  som  de  ikke  er  enige  med.  

Det  skyldes  primært  den  selvfremstilling,  der  finder  sted  på  Facebook.  

Informanterne  stræber  således  efter  at  fremstille  sig  selv  på  en  måde,  der  er  

fordelagtig  for  dem  selv.  Her  ville  det  at  synes  godt  om  en  politiker,  som  de  langt  

fra  identificerer  sig  med,  kunne  skabe  en  selvfremstilling,  som  de  ikke  ønsker.  

Det  er  således  særligt  denne  del  af  Facebooks  opsætning,  der  påvirker,  hvilke  

  89  

politikere  informanterne  ønsker  at  have  en  relation  til  på  Facebook.  

Informanterne  er  mere  tilbøjelige  til  at  forbinde  sig  med  en  politiker,  som  de  ikke  

er  enige  med,  hvis  de  kan  abonnere  på  vedkommende  frem  for  at  synes  godt  om.  

Det  skyldes,  at  informanterne  oplever,  at  det  sender  et  andet  og  mindre  

forpligtende  signal  at  abonnere  på  en  politiker  end  at  synes  godt  om.  Det,  der  

primært  kan  få  informanterne  til  at  synes  godt  om  politikere,  som  de  ikke  er  

enige  med,  er,  hvis  de  bruger  Facebook  i  en  faglig  sammenhæng.  For  to  af  

informanterne  handler  det  således  om,  at  de  arbejder  med  og  har  studeret  

kommunikation.  De  føler  derfor,  at  det  er  interessant  for  dem  fagligt  at  se,  

hvordan  forskellige  politikere  bruger  Facebook.  Den  ene  af  dem  har  dog  stadig  

svært  ved  det,  hvilket  skyldes,  at  Facebook  også  handler  om,  hvilken  identitet  

man  signalerer  til  sine  omgivelser.    

 

Informanterne  er  mere  tilbøjelige  til  at  synes  godt  om  politikernes  opdateringer  

end  til  at  kommentere  eller  dele  dem.  De  oplever  således  det  at  synes  godt  om  en  

opdatering  som  en  let  tilgængelig  og  uforpligtende  måde  at  tilkendegive  deres  

holdning  på.  Informanterne  synes  hovedsagligt  godt  om  opdateringer  for  enten  

at  tilkendegive,  at  de  er  enige  med  politikeren,  eller  for  at  sørge  for,  at  

opdateringen  bliver  set  af  flere.  Ved  at  synes  godt  om  en  opdatering  bliver  den  

dels  vist  på  deres  venners  Facebook-­‐profiler  og  dels  er  der  flere  brugere  

generelt,  som  får  opdateringen  at  se,  hvilket  skyldes,  at  jo  mere  feedback  en  

opdatering  fra  en  politiker  har  fået,  desto  flere  af  vedkommendes  fans  får  

opdateringen  vist.  Informanterne  bruger  således  bevidst  den  måde,  Facebook  

fungerer  på,  til  at  sprede  opdateringer,  som  de  finder  vigtige.  Når  informanterne  

endelig  kommenterer  en  opdatering,  bruger  de  fleste  det  til  at  rose  politikeren.  

Det  gør  de  fleste  af  informanterne  dog  kun  meget  sjældent.  Det  skyldes  det  bl.a.,  

at  de  oplever,  at  de  andres  brugeres  debatniveau  er  lavt,  og  at  tonen  er  grov.  Den  

eneste,  der  oplever  det,  anderledes,  er  Randa,  som  da  også  selv  ofte  

kommenterer  på  Manu  Sareens  opdateringer.  Gennem  hans  Facebook  er  hun  

flere  gange  kommet  i  debat  med  andre  brugere.  Hun  oplever  at  blive  klogere  og  

få  ny  viden  af  at  deltage  i  debatterne.  Hun  er  således  den  eneste  informant,  der  

bruger  Facebook  på  en  måde,  der  nærmer  sig  Habermas’  definition  for,  hvornår  

man  kan  tale  om  en  offentlighed.  Frederik  kommenterer  som  den  eneste  anden  

  90  

informant  også  relativt  ofte  på  politikernes  opdateringer,  men  det  gør  han  for  at  

overbevise  andre  brugere  om,  at  han  har  ret.  Han  er  også  den  eneste  af  

informanterne,  der  jævnligt  deler  opdateringer  fra  politikere,  hvilket  han  

ligeledes  gør  for  at  overbevise.  Det  er  netop  sådan  en  adfærd,  som  størstedelen  

af  informanterne  tager  afstand  fra.  De  finder  den  irriterende  og  upassende.  

Kasper  er  den  eneste  informant,  som  har  lavet  opslag  på  forskellige  politikeres  

Facebook-­‐sider.  Han  gjorde  det  i  forbindelse  med  sit  arbejde  og  kunne  ikke  

forestille  sig  at  gøre  det  i  andre  sammenhænge.    

 

Informanterne  oplever,  at  de  får  en  relation  til  de  politikere,  som  de  synes  godt  

om,  netop  fordi  de  tre  politikere,  der  har  været  cases  i  dette  speciale,  går  i  dialog  

med  brugerne.  De  skriver  bl.a.  kommentarer  til  brugernes  kommentarer.  Det  er  

interessant  i  denne  sammenhæng,  at  informanterne  beskriver  de  tre  politikere  

meget  positivt,  mens  de  har  en  opfattelse  af  mange  andre  politikere  som  

strategiske  og  kyniske.  Det  er  særligt  kendetegnende  ved  Manu  Sareen  og  Søren  

Pind,  som  informanterne  oplever  som  personlige  og  ærlige  i  deres  

tilstedeværelse  på  Facebook.  Informanterne  har  svære  ved  at  fornemme  

personen  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  og  beskriver  hende  som  ét  med  partiet  

Enhedslisten.  Det  stemmer  godt  overens  med  de  opdateringer,  de  tre  politikere  

laver.  Her  er  det  således  meget  sjældent,  at  Johanne  Schmidt-­‐Nielsen  laver  

personlige  opdateringer,  hvilket  både  Manu  Sareen  og  Søren  Pind  relativt  ofte  

gør.  Hvorvidt  informanterne  ved  at  kunne  identificere  sig  med  politikerne  ved  at  

have  en  relation  til  dem  på  Facebook  også  lettere  kan  se  selv  som  politisk  aktive  

og  engagerede,  vil  jeg  lade  stå  tilbage  som  et  åbent  spørgsmål.  Under  alle  

omstændigheder  er  det  dog  tydeligt,  at  de  unge  oplever  at  have  en  meningsfuld  

relation  til  de  tre  politikere  på  Facebook,  og  at  de  her  får  et  rum  til  at  engagere  

sig  politisk.    

 

Litteraturl iste

Amadeo,  Jo-­‐Ann.  2007.  “Patterns  of  Internet  Use  and  Political  Engagement  Among  Youth.”  I  Young  Citizens  and  New  Media.  Learning  for  Democratic  Participation.,  ed.  Peter  Dahlgren.  Routledge.  

  91  

Andersen,  Johannes.  2006.  “Democracy  and  Virtual  Politics:  Young  People,  the  Internet  and  Political  Participation.”  I  Internet,  Governance  and  Democracy.  Democratic  Transitions  from  Asian  and  European  Perspectives.,  ed.  Jens  Hoff.  NIAS  Press.  

Anon.  2012.  “Facebook  Inc.”  The  Wall  Street  Journal.  http://quotes.wsj.com/FB.  Bakardjieva,  Maria.  2010.  “The  Internet  and  Subactivism  -­‐  Cultivating  Young  

Citizenship  in  Everyday  Life.”  I  Young  People,  ICTs  and  Democracy,  ed.  Peter  Dahlgren  og  Tobias  Olsson.  Nordicom.  

Baumgartner,  Jody  C.,  Richard  Davis,  Peter  L.  Francia  og  Jonathan  S.  Morris.  2010.  “The  Internet  in  the  U.S.  Election  Campaigns.”  I  The  Routledge  Handbook  of  Internet  Politics,  ed.  Andrew  Chadwick  og  Philip  N.  Howard.  Routledge.  

Baumgartner,  Jody  C.  og  Jonathan  S.  Morris.  2009.  “MyFaceTube  Politics:  Social  Networking  Web  Sites  and  Political  Engagement  of  Young  Adults.”  Social  Science  Computer  Review  28  (1):  24–44.  doi:10.1177/0894439309334325.  

Bennett,  Lance  W.  og  Amoshaun  Toft.  2008.  “Identity,  Technology,  and  Narratives:  Transnational  Activism  and  Social  Networks.”  I  Handbook  of  Internet  Politics,  ed.  Andrew  Chadwick  og  Philip  N.  Howard.  Routledge.  

Bennett,  Lance  W.  og  Michael  Xenos.  2007.  “Young  Voters  and  the  Web  of  Politics:  The  Promise  and  Problems  of  Youth-­‐oriented  Political  Content  on  the  Web.”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.  

Bichard,  Shannon  L.,  Thomas  J.  Johnson,  Trent  Seltzer  og  Weiwu  Zhang.  2009.  “The  Revolution  Will  Be  Networked:  The  Influence  of  Social  Networking  Sites  on  Political  Attitudes  and  Behavior.”  Social  Science  Computer  Review  28  (1):  75–92.  doi:10.1177/0894439309335162.  

boyd,  danah.  2008a.  “Digital  Handshakes  in  Networked  Publics:  Why  Politicians  Must  Interact,  Not  Broadcast.”  I  Mobilizing  Generation  2.0,  ed.  Ben  Rigby.  San  Francisco:  Jossey-­‐Bass.  http://www.danah.org/papers/essays/DigitalHandshakes.pdf.  

———.  2008b.  “Can  Social  Network  Sites  Enable  Political  Action?”  International  Journal  of  Media  and  Cultural  Politics  4  (2):  241–244.  

———.  2011.  “Social  Network  Sites  as  Networked  Publics:  Affordances,  Dynamics,  and  Implications.”  I  A  Networked  Self.  Identity,  Community,  and  Culture  on  Social  Network  Sites.,  ed.  Zizi  Papacharissi.  Routledge.  

boyd,  danah  og  Nicole  Ellison.  2007.  “Social  Network  Sites:  Definition,  History,  and  Scholarship.”  Journal  of  Computer-­Mediated  Communication  13  (1).  

boyd,  danah  og  Alice  Marwick.  2010.  “The  Imagined  Audience.  I  Tweet  Honestly,  I  Tweet  Passionately:  Twitter  Users,  Context  Collapse,  and  the  Imagined  Audience.”  New  Media  Society.  

Brossard,  Dominique,  Bruce  W.  Hardy,  Erik  C.  Nisbet,  Dietram  A.  Scheufele  og  Israel  Waismel-­‐Manor.  2006.  “Democracy  Based  on  Difference:  Examining  the  Links  Between  Structural  Heterogeneity,  Heterogeneity  of  Discussion  Networks,  and  Democratic  Citizenship.”  Journal  of  Communication  56  (4):  728–753.  

Brundige,  Jennifer  og  Ronald  E.  Rice.  2010.  “Political  Engagement  Online:  Do  the  Information  Rich  Get  Richer  and  the  Like-­‐minded  More  Similar?”  I  The  

  92  

Routledge  Handbook  of  Internet  Politics,  ed.  Andrew  Chadwick  og  Philip  N.  Howard.  Routledge.  

Butsch,  Richard.  2007.  “Introduction:  How  Are  Media  Public  Spheres?”  I  Media  and  Public  Spheres,  ed.  Richard  Butsch.  Palgrave  Macmillan.  

Calenda,  Davide  og  Lorenzo  Mosca.  2007.  “Youth  Online:  Researching  the  Political  Use  of  the  Internet  in  the  Italian  Context.”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.  

Carr,  Caleb,  Nicole  Ellison,  Cliff  Lampe,  Andrew  Smock,  Jessica  Vitak  og  Paul  Zube.  2009.  “‘Poking’  People  to  Participate:  Facebook  and  Political  Participation  in  the  2008  Election”.  Michigan  State  University.  http://vitak.files.wordpress.com/2009/02/ica09_facebook_political-­‐participation.pdf.  

Castells,  Manuel.  2005.  “The  Network  Society:  From  Knowledge  to  Policy.”  I  The  Network  Society.  From  Knowledge  to  Policy.,  ed.  Gustavo  Cardoso  og  Manuel  Castells,  3–22.  Center  for  Transatlantic  Relations.  www.umass.edu/digitalcenter/research/pdfs/JF_NetworkSociety.pdf.  

Chadwick,  Andrew  og  Philip  N.  Howard.  2010.  “Conclusion:  Political  Omnivores  and  Wired  States.”  I  The  Routledge  Handbook  of  Internet  Politics,  ed.  Andrew  Chadwick  og  Philip  N.  Howard.  Routledge.  

Clarke,  Adele.  2005.  Situational  Analysis:  Grounded  Theory  After  the  Postmodern  Turn.  Sage.  

Clemons,  Eric.  2012.  “Valuing  Facebook  and  Its  800  Million  Customers:  A  $100  Billion  Option  on  Unknown  Future  Strategies.”  The  Huffington  Post,  February  14.  http://www.huffingtonpost.com/eric-­‐k-­‐clemons/facebook-­‐value_b_1276402.html.  

Coleman,  Stephen.  2005.  “The  Lonely  Citizen:  Indirect  Representation  in  an  Age  of  Networks.”  Political  Communication  22  (2):  197–214.  doi:10.1080/10584600590933197.  

Coleman,  Stephen  og  Gustavo  S.  Mesch.  2007.  “New  Media  and  New  Voters:  Young  People,  the  Internet  and  the  2005  UK  Election  Campaign.”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.  

Couldry,  Nick,  Sonia  Livingstone  og  Tim  Markham.  2007a.  “Youthful  Steps  Towards  Civic  Participation:  Does  the  Internet  Help?”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.  

———.  2007b.  “Connection  or  Disconnection?:  Tracking  the  Mediated  Public  Sphere  in  Everyday  Life.”  I  Media  and  Public  Spheres,  ed.  Richard  Butsch.  Palgrave  Macmillan.  

Dahlberg,  Lincoln.  2007.  “The  Internet,  Deliberative  Democracy,  and  Power:  Radicalizing  the  Public  Sphere.”  International  Journal  of  Media  &#  38;  Cultural  Politics  3  (1):  47–64.  

Dahlgren,  Peter.  2000.  “The  Internet  and  the  Democratization  of  Civic  Culture.”  Political  Communication  17  (4):  335–340.  

———.  2005.  “The  Internet,  Public  Spheres,  and  Political  Communication:  Dispersion  and  Deliberation.”  Political  Communication  22  (2):  147–162.  doi:10.1080/10584600590933160.  

  93  

———.  2007a.  “Introduction:  Youth,  Civic  Engagement  and  Learning  via  New  Media.”  I  Young  Citizens  and  New  Media.  Learning  for  Democratic  Participation.,  ed.  Peter  Dahlgren.  Routledge.  

———.  2007b.  “Civic  Identity  and  Net  Activism:  The  Frame  of  Radical  Democracy.”  I  Radical  Democracy  and  the  Internet.  Interrogating  Theory  and  Practice.,  ed.  Lincoln  Dahlberg  og  Eugenia  Siapera.  Palgrave  Macmillan.  

———.  2009.  Media  and  Political  Engagement.  Citizens,  Communication,  and  Democracy.  Cambridge  University  Press.  

———.  2010.  “Public  Spheres,  Societal  Shifts  and  Media  Modulations.”  I  Media,  Markets  and  Public  Spheres.,  ed.  Jostein  Gripsrud  og  Lennart  Weibull.  Intellect.  

Dahlgren,  Peter  og  Tobias  Olsson.  2007a.  “From  Public  Sphere  to  Civic  Culture:  Young  Citizen’s  Internet  Use.”  I  Media  and  Public  Spheres,  ed.  Richard  Butsch.  Palgrave  Macmillan.  

———.  2007b.  “Young  Activists,  Political  Horizons  and  the  Internet:  Adapting  the  Net  to  One’s  Purposes.”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.  

———.  2008.  “Facilitating  Political  Participation:  Young  Citizens,  Internet  and  Civic  Cultures.”  I  The  International  Handbook  of  Children,  Media  and  Culture.,  ed.  Kirsten  Drotner  og  Sonia  Livingstone.  Sage.  

Danmarks  Statistik.  2011.  Befolkningens  brug  af  internet  2011.  Danmarks  Statistik.  

Dansk  Ungdomsfællesråd.  2010.  “Ny  undersøgelse  afliver  myten  om  passive  unge.”  www.duf.dk.  http://duf.dk/index.php?id=258&tx_ttnews[tt_news]=1532&cHash=43a2c6aece.  

Devereaux,  Zachary,  Greg  Elmer,  Ganaele  Langlois  og  Fenwick  McKelvey.  2009.  “Networked  Publics:  The  Double  Articulation  of  Code  and  Politics  on  Facebook.”  Canadian  Journal  of  Communication  34  (3).  

Downey,  John.  2007.  “Participation  And/or  Deliberation?  The  Internet  as  a  Tool  for  Achieving  Radical  Democratic  Aims.”  I  Radical  Democracy  and  the  Internet.  Interrogating  Theory  and  Practice.,  ed.  Lincoln  Dahlberg  og  Eugenia  Siapera.  Palgrave  Macmillan.  

DR.  2011.  Medieudviklingen  2011.  DR  Medieforskning.  Ellison,  Nicole,  Cliff  Lampe  og  Charles  Steinfield.  2006.  “A  Face(book)  in  the  

Crowd:  Social  Searching  Vs.  Social  Browsing.”  In  The  2006  20Th  Anniversary  Conference  on  Computer-­Supported  Cooperative  Work,  167–170.  New  York:  ACM  Press.  

———.  2007.  “The  Benefits  of  Facebook  ‘Friends’:  Exploring  the  Relationship  Between  College  Students’  Use  of  Online  Social  Networks  and  Social  Capital.”  Journal  of  Computer-­Mediated  Communication  12  (3).  

Fischer,  Louise  Harder  og  Christian  Viktor  Rasmussen.  2008.  Målgruppeanalyse.  Lær  din  målgruppe  at  kende.  Nyt  Teknisk  Forlag.  

Flick,  Uwe.  1998.  “Coding  and  Categorizing.”  I  An  Introduction  to  Qualitative  Research  Methods.,  ed.  Uwe  Flick.  Sage.  

Gulati,  Girish  J.  “Jeff”  og  Christine  B.  Williams.  2009.  “The  Political  Impact  of  Facebook:  Evidence  from  the  2006  Elections  and  the  2008  Nomination  

  94  

Contest.”  I  Politicking  Online.  The  Transformation  of  Election  Campaign  Communications.,  ed.  Costas  Panagopoulos.  Rutgers  University  Press.  

Gulia,  Milena  og  Barry  Wellman.  1999.  “Virtual  Communities  as  Communities:  Net  Surfers  Don’t  Ride  Alone.”  I  Communities  in  Cyberspace,  ed.  Peter  Kollock  og  Marc  A.  Smith.  Routledge.  

Gurak,  Laura  J.  1999.  “The  Promise  and  the  Peril  of  Social  Action  in  Cyberspace:  Ethos,  Delivery,  and  the  Protests  over  MarketPlace  and  the  Clipper  Chip.”  I  Communities  in  Cyberspace,  ed.  Peter  Kollock  og  Marc  A.  Smith.  Routledge.  

Gårdsdal,  Kasper.  2009.  “Refleksioner  over  integration  af  informations-­‐  og  kommunikationsteknologi  (IKT)  i  samfundet  og  i  efterskolen.”  Speciale,  Den  frie  Lærerskole.  https://sites.google.com/site/iktspeciale/hvad-­‐er-­‐ikt.  

Habermas,  Jürgen.  1996.  Between  Facts  and  Norms  -­  Contributions  to  a  Discourse  Theory  of  Law  and  Democracy.  MIT  Press.  

Halkier,  Bente.  2009.  Fokusgrupper.  Forlaget  Samfundslitteratur.  Harris,  Anita.  2008.  “Young  Women,  Late  Modern  Politics,  and  the  Participatory  

Possibilities  of  Online  Cultures.”  Journal  of  Youth  Studies  11  (5):  481–495.  doi:10.1080/13676260802282950.  

Hasebrink,  Ingrid  Paus  og  Uwe  Hasebrink.  2007.  “Young  People’s  Identity  Construction  and  Media  Use:  Democratic  Participation  in  Germany  and  Austria.”  I  Young  Citizens  and  New  Media.  Learning  for  Democratic  Participation.,  ed.  Peter  Dahlgren.  Routledge.  

Hjort,  Anne.  1986.  “Om  at  interviewe  kvalitativt.”  I  Det  ukendte  publikum.  Nye  metoder  i  medieforskningen.,  ed.  Else  Fabricius  Jensen  og  Ralf  Pittelkow.  Center  for  Massekommunikation,  Københavns  Universitet.  

Hoff,  Jens,  Jakob  Linaa  Jensen  og  Lisbeth  Klastrup.  2008.  Internettets  rolle  under  folketingsvalget  2007.  FDIM  -­‐  Foreningen  af  Danske  Interaktive  Medier.  

Hoff,  Jens  og  Lisbeth  Klastrup.  2011.  Redegørelse:  Unge,  sociale  Medier  og  politik.  Demokrati  for  fremtiden  –  Valgretskommissionens  betænkning  om  unges  demokratiske  engagement.  Valgretskommisionen.  

Hoff,  Jens  og  Kresten  Storgaard.  2005.  “Indledning.”  I  Informationsteknologi  og  Demokratisk  Innovation  -­  Borgerdeltagelse,  Politisk  Kommunikation  Og  Offentlig  Styring.,  ed.  Jens  Hoff  og  Kresten  Storgaard.  Forlaget  Samfundslitteratur.  

Holst,  Niels  Kristian.  2008.  “Søvndahl:  Gå  ad  helvede  til  mørkemænd.”  avisen.dk,  20.  februar.  

Huckfeldt,  Robert  og  John  Sprague.  1995.  “The  Social  Dynamics  of  Political  Preference.”  I  Citizens,  Politics,  and  Social  Communication.  Cambridge  University  Press.  

Illeris,  Knud,  Noemi  Katznelson,  Jens  Christian  Nielsen,  Birgitte  Simonsen  og  Niels  Ulrik  Sørensen.  2009.  “1.  del:  Ungdom  som  en  livsfase.”  I  Ungdomsliv.  Mellem  individualisering  og  standardisering.,  19–21.  Samfundslitteratur.  

Infomedia.  2011.  Folketingsvalget  2011.  ———.  2012.  Fra  Partisoldat  Til  Privatperson.  Jensen,  Jakob  Linaa.  2003.  “Virtual  Democratic  Dialogue?  Bringing  Together  

Citizens  and  Politicians.”  Information  Polity  8  (1-­‐2):  29–47.  

  95  

———.  2006.  “Den  virtuelle  kaffestue  -­‐  Deliberation  og  demokratisk  inklusion  i  politiske  debatter  på  internettet.”  Politica,  Institut  for  Statskundskab:  Aarhus  Universitet.  

———.  2009.  “Fra  onlinefællesskaber  til  onlinenetværk  -­‐  Facebook  som  augmentering  af  den  sociale  virkelighed.”  MedieKultur.  Journal  of  Media  and  Communication  Research  25  (46).  

———.  2011a.  “Citizenship  in  the  Digital  Age:  The  Case  of  Denmark.”  Policy  &  Internet  3  (3):  49–70.  doi:10.2202/1944-­‐2866.1106.  

———.  2011b.  “Online  Communities:  A  Historically  Based  Examination  of  How  Social  Formations  Online  Fulfill  Criteria  for  Community.”  I  Virtual  Community  Building  and  the  Information  Society.  Current  and  Future  Directions.,  ed.  Christo  El  Morr  og  Pierre  Maret.  Igi  Global.  

Johnson,  Thomas  J.  og  Barbara  K.  Kaye.  2003.  “A  Boost  or  Bust  for  Democracy?  How  the  Web  Influenced  Political  Attitudes  and  Behaviors  in  the  1996  and  2000  Presidential  Elections.”  The  International  Journal  of  Press/Politics  8  (3):  9–34.  

Kann,  Mark  E.  og  Merlyna  Lim.  2008.  “Politics:  Deliberation,  Mobilization,  and  Networked  Practices  of  Agitation.”  I  Networked  Publics,  ed.  Kazys  Varnelis.  MIT  Press.  

Klastrup,  Lisbeth.  2011.  “Offentlighed  for  en  dag?  Facebook-­‐grupper  og  de  nye  ”massebrugere”.”  Journalistica  -­  Tidsskrift  for  Forskning  i  Journalistik  2011  (1).  

KMD.  2011.  Valgkampens  medier.  Danskernes  præferencer.  KMD  Analyse.  Komfo.  “Page-­‐Analyzer.”  Page  Analyzer.  http://page-­‐analyzer.dk/.  Kristligt  Dagblad.  “Irakerne  Fra  Brorsons  Kirke.”  http://www.kristeligt-­

dagblad.dk.  http://www.kristeligt-­‐dagblad.dk/irakerne-­‐brorsons-­‐kirke.  Kvale,  Steinar.  1994.  InterView.  Hans  Reitzels  Forlag.  Latour,  Bruno.  1992.  “Where  Are  the  Missing  Masses?  The  Sociology  of  a  Few  

Mundane  Artifacts.”  I  Shaping  Technology/building  Society:  Studies  in  Socio-­technocal  Change.,  ed.  John  Law,  225–258.  MIT  Press.  

Lemberg,  Mikael.  2012a.  “Det  handler  ikke  om  størrelsen...”  SocialSemantic.  http://blog.socialsemantic.eu/det-­‐handler-­‐ikke-­‐om-­‐storrelsen/.  

———.  2012b.  “Facebook”.  Præsentation  til  Optimér  din  Facebook  timeline,  30.  april,  Copenhagen  Business  School.  http://komfoforedrag.eventbrite.com/.  

Limperos,  Anthony  M.,  Mary  Beth  Oliver  og  Julia  K.  Woolley.  2010.  “The  2008  Presidential  Election,  2.0:  A  Content  Analysis  of  User-­‐generated  Political  Facebook  Groups.”  Mass  Communication  and  Society  13  (5):  631–652.  doi:10.1080/15205436.2010.516864.  

Livingstone,  Sonia.  2007.  “Interactivity  and  Participation  on  the  Internet:  Young  People’s  Response  and  the  Civic  Sphere.”  I  Young  Citizens  and  New  Media.  Learning  for  Democratic  Participation.,  ed.  Peter  Dahlgren.  Routledge.  

Loader,  Brian.  2007.  “Preface.”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.  

Mikaelsen,  Henrik  og  Oliver  Routhe  Skov.  2011.  “Helle  T  Har  Flest  Fans.”  dr.dk.  http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/03/03/03203436.htm?rss=true.  

Mitchell,  Bradley.  “Bits  and  Bytes  -­‐  What  Is  the  Difference  Between  Bits  and  Bytes?”  about.com.  

  96  

http://compnetworking.about.com/cs/basicnetworking/f/bitsandbytes.htm.  

Moire,  Jennifer.  2011.  “The  Complete  Guide  to  Facebook’s  Subscribe  Button.”  AllFacebook.  The  Unofficial  Facebook  Blog.  http://allfacebook.com/the-­‐complete-­‐guide-­‐to-­‐facebooks-­‐subscribe-­‐button_b58570.  

Mølgaard,  Milla.  2011.  “Facebook  lancerer  gigantisk  ændring.”  Politiken,  15.  december.  http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/ECE1480833/facebook-­‐lancerer-­‐gigantisk-­‐aendring/.  

Neyland,  Daniel.  2008.  Organizational  Ethnography.  Sage.  Occhino,  Tom.  2009.  “Tag  Friends  in  Your  Status  and  Posts.”  Facebook.  

http://blog.facebook.com/blog.php?post=109765592130.  Olsson,  Tobias.  2007.  “An  Indispensable  Resource:  The  Internet  and  Young  Civic  

Engagement.”  I  Young  Citizens  and  New  Media.  Learning  for  Democratic  Participation.,  ed.  Peter  Dahlgren.  Routledge.  

Panagopoulos,  Costas.  2009.  “Technology  and  the  Modern  Political  Campaign:  The  Digital  Pulse  of  the  2008  Campaigns.”  I  Politicking  Online.  The  Transformation  of  Election  Campaign  Communications.,  ed.  Costas  Panagopoulos.  Rutgers  University  Press.  

Papacharissi,  Zizi.  2002.  “The  Virtual  Sphere:  The  Internet  as  a  Public  Sphere.”  New  Media  &  Society  4  (1):  9–27.  doi:10.1177/14614440222226244.  

———.  2010a.  A  Private  Sphere.  Democracy  in  a  Digital  Age.  Polity  Press.  ———.  2010b.  “The  Virtual  Sphere  2.0:  The  Internet,  the  Public  Sphere,  and  

Beyond.”  I  The  Routledge  Handbook  of  Internet  Politics,  ed.  Andrew  Chadwick  and  Philip  N.  Howard.  Routledge.  

Park,  Hun  Myoung  og  James  L.  Perry.  2009.  “Do  Campaign  Web  Sites  Really  Matter  in  Electoral  Civic  Engagement?  Empirical  Evidence  from  the  2004  and  2006  Post-­‐election  Internet  Tracking  Survey.”  I  Politicking  Online.  The  Transformation  of  Election  Campaign  Communications.,  ed.  Costas  Panagopoulos.  Rutgers  University  Press.  

Putnam,  Robert  D.  2000.  Bowling  Alone.  The  Collapse  and  Revival  of  American  Community.  Simon  &  Schuster.  

Ritzau.  2011.  “Thorning  runder  100.000  venner  på  Facebook.”  Berlingske  Tidende,  3.  marts.  http://www.b.dk/politiko/thorning-­‐runder-­‐100.000-­‐venner-­‐paa-­‐facebook.  

Sherman,  Bill.  2011.  “Your  Mayor,  Your  ‘friend’:  Public  Officials,  Social  Networking,  and  the  Unmapped  New  Public  Square.”  Social  Networking  and  the  Law  31  (1).  

Skjoldan,  Lasse.  2012.  Positiv  omtale,  den  skaber  man  selv.  Infomedia.  Stadler,  Felix.  2006.  “Flows  and  Places.”  I  Manuel  Castells.  The  Theory  of  the  

Network  Society.  John  Wiley  And  Sons  Ltd.  Torpe,  Lars.  2005.  “Internet,  politisk  offentlighed  og  demokrati.  Erfaringer  fra  

forsøg  i  Hals  Kommune.”  I  Informationsteknologi  og  demokratisk  innovation  -­  Borgerdeltagelse,  politisk  kommunikation  og  offentlig  styring.,  ed.  Jens  Hoff  og  Kresten  Storgaard.  Forlaget  Samfundslitteratur.  

Turnšek,  Maja  og  Nicholas  W.  Jankowski.  2008.  “Social  Media  and  Politics:  Theoretical  and  Methodological  Considerations  in  Designing  a  Study  of  Political  Engagement.”  I  Royal  Holloway,  University  of  London:  New  

  97  

Political  Communication  Unit.  http://newpolcom.rhul.ac.uk/politics-web-2-0-conference/.  

Utz,  Sonja.  2009.  “The  (potential)  Benefits  of  Campaigning  via  Social  Network  Sites.”  Journal  of  Computer-­Mediated  Communication  14  (2):  221–243.  

Valtysson,  Bjarki.  2012.  “Facebook  as  a  Digital  Public  Sphere:  Processes  of  Colonization  and  Emancipation.”  tripleC-­Cognition,  Communication,  Co-­operation  10  (1):  77–91.  

Varnelis,  Kazys.  2008.  “Place:  The  Networking  of  Public  Space.”  I  Networked  Publics,  ed.  Kazys  Varnelis.  MIT  Press.  

Vinken,  Henk.  2007.  “Changing  Life  Courses,  Citizenship,  and  New  Media:  The  Impact  of  Reflexive  Biographization.”  I  Young  Citizens  and  New  Media.  Learning  for  Democratic  Participation.,  ed.  Peter  Dahlgren.  Routledge.  

Vromen,  Adriadne.  2007.  “Australian  Young  People’s  Participatory  Practices  and  Internet  Use.”  I  Young  Citizens  in  the  Digital  Age.  Political  Engagement,  Young  People  and  New  Media.,  ed.  Brian  Loader.  Routledge.