UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET

FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2008/2009 Kaptajn M. Biel

14. april 2009

(Foto:www.worldsecuritynetwork.com) Hvilken indflydelse har pashtunsk stammekultur på oprørskamp i Afghanistan? Med udgangspunkt i en kontrastering af centrale oprørsteorier og faktuel oprørskamp i Afghanistan gennemføres en komparativ analyse af Mujahideens kamp mod det kommunistiske styre og Talibans kamp mod den NATO-støttede regering. Formålet er at analysere, hvilke kulturelle faktorer der har betydning for den pashtunske oprørskamp i Afghanistan. På baggrund af en diskussion af resultatet vil jeg perspektivere NATO’s fortsatte kamp mod Taliban. Vejleder Niels Bo Poulsen, PhD. Centerchef ved Center for Militærhistorie på Forsvarsakademiet. Antal ord: 20.991

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET ii

ABSTRACT The purpose of this master thesis is to analyse the impact of Pashtun tribal culture on insurgencies in Afghanistan. By contrasting an ‘ideal-type’ insurgency based on key insurgency theories and factual insurgencies in Afghanistan, the paper conducts a comparative analysis of the Mujahedeen’s fight against the Communist regime and the Talibans fight against the NATO supported Afghan government. The analysis of the Pashtun tribal system shows that the Pashtun tribal system is a complex but ordered anarchy. The case studies show that the impact of Pashtun tribal culture on many of the insurgencies dynamics is limited, due to the traditional tribal leaders being marginalised by Islamic insurgent leaders with the support of Pakistan. The main impact of tribal culture is assessed to be its influence on the fragmentation of the insurgency leadership. While a fragmented leadership is not unique to the Afghan insurgency, Pashtun tribal culture has intensified this fragmentation. On the tactical level, the insurgency remains bound by tribal borders and the intensity is influenced more by the seasonal change in the harvest cycle than strategic planning. In perspective, cultural awareness will play a central part in the battle for the hearts and minds of the Pashtun population.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET iii

INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT…………………………………………………………………………………………ii RESUME .............................................................................................................................v 1. INDLEDNING ..................................................................................................................7

1.1. Problemstilling. ..........................................................................................................7 1.2. Relevans. ..................................................................................................................7 1.3. Formalia. ...................................................................................................................8 1.4. Problemdiskussion. ...................................................................................................8

1.4.1. Formål. ...............................................................................................................8 1.4.3. Oprørskamp......................................................................................................11 1.4.4. Problemformulering. .........................................................................................12

1.5. Metode. ...................................................................................................................12 1.5.1. Undersøgelsesstrategi. .....................................................................................12

1.6. Valg af teori. ............................................................................................................13 1.6.1. Generelt. ...........................................................................................................13 1.6.2. Stammeforhold. ................................................................................................13 1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier. ......................................................................13 1.6.4. Oprørskamp......................................................................................................14 1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier. ......................................................................15

1.7. Afgrænsning af empiri. ............................................................................................16 1.7.1. Afgrænsning af aktør. .......................................................................................16 1.7.2. Afgrænsning af case.........................................................................................17 1.7.3. Afgrænsning af kilder........................................................................................18

1.8. Operationalisering af teori. ......................................................................................18 1.8.1. Analysemodel til oprørskampen........................................................................18

1.9. Problemformulering og undertitel. ...........................................................................19 2. ANALYSE AF STAMMEKULTUR OG ISLAM ..............................................................20

2.1. Formål. ....................................................................................................................20 2.2. Forholdet mellem stamme og stat. ..........................................................................20 2.3. Stammeforhold. .......................................................................................................21

2.3.1. Max Webers typologi af autoritetstyper.............................................................21 2.3.2. Antropologiske studier af Pashtunerne. ............................................................22

2.3.2.1. Pasthunwáli................................................................................................23 2.3.2.3. Mailmastiá og nanawati..............................................................................23 2.3.2.4. Institutioner: Khan og jirga..........................................................................24 2.3.2.5. Egalitær......................................................................................................25 2.3.2.6. Turburwáli. .................................................................................................25 2.3.2.7. Stammekrig. ...............................................................................................26

2.4. Islam i Afghanistan. .................................................................................................27 2.4.1. Generelt. ...........................................................................................................27 2.4.2. Islamiske traditionalister. ..................................................................................27 2.4.3. Radikal islamisme.............................................................................................28 2.4.4. Jihad. ................................................................................................................29 2.4.5. Opsummering af islam......................................................................................29

3. ANALYSE AF MUJAHIDEENS KAMP I 1975 – 1992 OG TALIBANS KAMP I PERIODEN 1994 – 2008. ..................................................................................................30

3.1. Formål. ....................................................................................................................30

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET iv

3.2. Lederskab. ..............................................................................................................30 3.2.1. Oprørsteoriens tanker om lederskab. ...............................................................30 3.2.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................31 3.2.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. ..........................................34 3.2.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................36

3.3. Mål. .........................................................................................................................36 3.3.1. Oprørsteoriens tanker om mål og end state. ....................................................36 3.3.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................37 3.3.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. ..........................................38 3.3.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................38

3.4. Ideologi og narrativ..................................................................................................38 3.4.1. Oprørsteoriens tanker om ideologi og narrativ..................................................38 3.4.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................39 3.4.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. ..........................................41 3.4.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................42

3.5. Miljø og geografi......................................................................................................42 3.5.1. Oprørsteoriens tanker om miljø og geografi......................................................42

3.5.1.1. Forholdet til civilbefolkningen. ....................................................................43 3.5.1.2. Baser..........................................................................................................43 3.5.1.3. Training, tactics and procedures. ...............................................................43

3.5.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................44 3.5.2.1. Forholdet til civilbefolkningen. ....................................................................44 3.5.2.2. Baser..........................................................................................................45 3.5.2.3. Training, tactics and procedures. ...............................................................45

3.5.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. ..........................................46 3.5.3.1. Forholdet til civilbefolkningen. ....................................................................46 3.5.3.2. Baser..........................................................................................................48 3.5.3.3. Training, tactics and procedures. ...............................................................48

3.5.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................49 3.6. Ekstern støtte. .........................................................................................................50

3.6.1. Oprørsteoriens tanker om ekstern støtte. .........................................................50 3.6.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................51 3.6.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. ..........................................52 3.6.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................54

3.7. Faser og tid. ............................................................................................................54 3.7.1. Oprørsteoriens tanker om faser og tid. .............................................................54 3.7.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. ..................................................55 3.7.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1995 – 2008. ..........................................57 3.7.4. Delkonklusioner. ...............................................................................................57

4. DISKUSSION AF RESULTAT AF ANALYSERNE OG KONKLUSION........................58 4.1. Interaktion mellem dynamikerne. ............................................................................58 4.2. Konklusion...............................................................................................................58

5. PERSPEKTIVERING.....................................................................................................60 BIBLIOGRAFI ...................................................................................................................62 Bilag 1, POLITISK TIDSLINJE 1839 - 2007 ................................................................... 1-1 Bilag 2, ORD- OG PERSONFORKLARING ................................................................... 2-1 Bilag 3, KORT OVER AFGHANISTAN........................................................................... 3-1

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET v

RESUME Formålet med specialet er at vurdere, hvilken indflydelse pashtunsk stammekultur har på den igangværende oprørskamp i Afghanistan. I kapitel 1 præsenteres problemstilling og relevans, og gennem en problemdiskussion afgrænses emnet til at fokusere på pashtunsk stammekultur, Pashtunwáli. Casestudierne er afgrænset til Mujahideens kamp fra 1975-1992 og Talibans kamp fra 1994-2008. Specialet opstiller med udgangspunkt i en række oprørsteoretikere en idealtypografi, der i kapitel 3 anvendes til at kontrastere den aktuelle oprørskamp i Afghanistan. Den valgte teori operationaliseres, idet der opstilles en analyse af centrale dynamikker med udgangspunkt i den amerikanske Field Manual 3-24, ”Counterinsurgency”. I kapitel 2 analyseres de centrale begreber, der indgår i selve case-analysen. Analysen af forholdet mellem stamme og stat viser, at Afghanistan traditionelt har haft en svag statsmagt, og at forsøg på at øge statens magt ofte har ført til oprør. Analysen af stammekulturen identificerer de væsentligste elementer i Pashtunwáli. Analysen viser, at pashtunerne er et egalitært folk, der lever i et komplekst, men ordnet hierarki, hvor alliancer er midlertidige, og folk er styret af deres æresbegreber. Forbindelsen mellem folket og det fysiske landområde er tydeligt afspejlet i både den traditionelle stammekrig og i pashtunernes traditionelle ledelse. Endeligt viser analysen af islams betydning, at de radikale islamister kun havde lidt til fælles med det traditionelle syn på islam i Afghanistan. I kapitel 3 gennemføres en komparativ analyse af Mujahideens og Talibans kamp. Analysen viser, at stammekulturen havde indflydelse på en række områder, men at væsentlige dynamikker kun var begrænset påvirket. Den primære grund til at stammekulturen ikke har spillet en større rolle, er, at de traditionelle stammeledere blev marginaliseret af de islamistiske grupper tidligt i case 1, og aldrig siden har genvundet deres magt. Lederskabet har i begge cases været påvirket af stammekulturen, hvilket der primært har vist sig i form af, at turburwáli (internt fjendskab) har forstærket de modsætningsforhold, der ses i andre stammebaserede oprør. Stammekulturen har kun haft begrænset indflydelse på det strategiske mål for oprøret, da de islamistiske grupper har været toneangivende i begge cases. Grundet de islamiske gruppers fremtrædende rolle har stammekulturens indflydelse på ideologi ligeledes været begrænset, men den har dog haft en påvirkning af den narrativ, oprørerne har anvendt. Forholdet til civilbefolkningen har i særdeleshed været præget af pashtunernes pragmatiske holdning til loyalitet og begrebet badal (blodhævn). Pashtunerne støtter den side, der virker som det bedste alternativ for deres familie. Oprørskampen er fortsat præget af mønstre fra stammekrigen, men der har været en øget brug af terror, hvilket ses som et tegn på svaghed i oprøret, da det distancer oprørerne fra befolkningen. Støtten fra lande uden for konflikten har haft stor betydning for oprørskampen i Afghanistan, men stammekultur har kun haft en begrænset indflydelse på dynamikken. Dette skyldes, at hovedparten af den eksterne støtte blev kanaliseret til de islamiske grupper af den pakistanske efterretningstjeneste. Den stigende brug af udenlandske krigere ses som en svaghed for Taliban, da det er med til at afkoble bevægelsen fra befolkningen. Stammekulturen har kun haft begrænset indflydelse på faserne i kampen på det strategiske plan, men har på det taktiske plan betydet, at tempoet i kampene har fulgt cyklussen i landbruget. I Kapitel 4 viser analysen af interaktionen mellem dynamikkerne, at de områder, der var påvirket af stammekulturen, var det på trods af interaktionen med de øvrige dynamikker.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET vi

Konklusionen på specialet er, at Pashtunwáli har haft indflydelse på oprørskampen på fire væsentlige punkter: • Den traditionelle rivalisering, der er kendt fra andre stammeoprør, er blevet forstærket grundet turburwáli, og den har været medvirkende til, at oprørernes ledelse aldrig har kunnet danne fælles front. • Badal har været et tveægget sværd for oprørerne. Det er blevet brugt som rekrutteringsværktøj, men det har samtidig ført til splid med befolkningen. • Det taktiske niveau er fortsat påvirket af stammegrænser og høstcyklussen. • Pashtunernes pragmatiske holdning til begrebet loyalitet har haft stor indflydelse, da skift af alliancer ikke ses som uhæderligt. Stammerne støtter den part, der har fremgang på slagmarken.

I Kapitel 5 perspektiverer specialet resultatet af analysen. • Taliban bør splittes ved at udnytte turburwális indbyggede konkurrence mellem stammerne. • Antallet af civile tab skal mindskes gennem en reduceret brug af flystøtte. • NATO skal opretholde presset på Taliban, og derved øge deres afhængighed af udenlandske krigere.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 7

1. INDLEDNING 1.1. Problemstilling. Afghanistan har gennem tiderne gennemgået mange oprørskampe - både interne oprør og oprør mod ydre besættelsesmagter. Individ og nationalstat har i Afghanistan altid stået i skyggen af stamme og klan, og mange af de oprør, Afghanistan har gennemgået, er startet som reaktioner mod forsøg på at ændre magtforholdet mellem stamme og stat til statens fordel,1 det fænomen Kalevi Holsti beskriver som ’State-strength dilemma’.2 Den afghanske konge Aminullahs forsøg på at indføre en tyrkisk inspireret centralstat i 1920’erne, kommunisternes magtovertagelse i 1970’erne og NATO’s forsøg på at indføre demokrati, er alle stødt på modstand fra stammeområderne. Stammerne har således altid spillet en rolle i oprørernes opståen, men graden af indflydelse fra stammekulturen på oprørskampene i Afghanistan står ikke klart. Specialets formål er at påvise, i hvilket omfang stammekultur har haft betydning for oprørskampene. 1.2. Relevans. Stammekultur er i stigende grad blevet en del af de konflikter, NATO og USA udkæmper, i takt med at flere og flere konflikter udkæmpes i det område, Thomas P.M. Barnett i ”The Pentagons new map” beskriver som ’The Gap’.3 Området dækker Afrika, Mellemøsten og store dele af Centralasien. Fra Berberne i Nordafrika, kurderne i mellemøsten til pashtunerne i Afghanistan og Pakistan, spiller stammesamfund og deres kultur en vigtig rolle i forholdet mellem stat og befolkninger i dette område. Meget tyder på, at ’The Gap’ også fremover vil danne rammen om dansk forsvars indsats, ikke mindst i Afrika og Centralasien. Det danske forsvar og NATO har siden 2001 været involveret i en counter-insurgensy (COIN)-kampagne mod Taliban i store dele af Afghanistan. Formålet er at skabe en stabil og fredelig demokratisk stat, hvor alle befolkningsgrupper er beskyttet af loven.4 En vigtig del af dette er opbygningen af en central stat med voldsmonopol inden for sit territorium, samt gennemførelsen af en række reformer af samfundet, der griber ind i stammernes traditionelle livsførelse; forhold der traditionelt har ført til modstand fra stammerne. Hovedmodstanderen i den nuværende oprørskamp er Taliban og deres støttegrupper herunder Hizeb-i Islami Gulbuddin (HiG), Haqqani-netværket og al-Qaeda.5 Med undtagelse af al-Qaeda har alle grupperingerne pashtunsk baggrund,6 og de har deres magtbaser blandt stammerne i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. Stammerne er ikke homogene, og der kan således ikke sættes lighedstegn mellem

1 Poullada, Leon B. (1973), Reform and rebellion in Afghanistan, 1919-1929, Cornell University Press, p. 32, Chaliand, Gérard (1982), Guerrilla Strategies, University of California Press, Edited by Chaliand, p. 13 og Goodson, Larry P. (2001), Afghanistan’s endless war, University of Washington Press, p.19. 2 Holsti, Kalevi J. (1996), The State, War, and the State of War, Cambridge University Press, p. 117. 3 Barnett, Thomas P.M. (2004), The Pentagons New Map, Putnam’s sons. 4 The Afghanistan compact (Februar 2006.) http://www.nato.int/isaf/docu/epub/pdf/afghanistan_compact.pdf , hentet d. 3. marts 2009, Præamblen. 5 Jones, Seth G. (2007), The State of the Afghan Insurgency, Testimony presented before the Canadian Senate National Security and Defence Committee on December 10, 2007, RAND Corporation 2007, http://www.rand.org/pubs/testimonies/2007/RAND_CT296.pdf, hentet d. 11. marts 2009, p. 2 og Johnson (2), Thomas H. (2007), On the edge of the Big Muddy: The Taliban Resurgence in Afghanistan, China and Eurasia Forum Quarterly, (Vol. 5, no. 2 (2007), pp. 93-129), p. 101. 6 Johnson 2, p. 119.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 8

stammer og oprørere. Stammernes traditionelle modvilje mod centralisering af magten spiller dog en vigtig rolle i oprørernes ’information operations’-kampagne.7 I vesten har der traditionelt været meget fokus på oprørernes taktik, mens der har været mindre fokus på kulturens betydning i den samlede kontekst.8 Sun Tzu skriver: ”Hvis du kender fjenden og dig selv, skal du ikke frygte hundrede slag. Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du lide ét nederlag for hver sejr. Hvis du hverken kender dig selv eller fjenden, vil du tabe alle dine slag”.9 Kulturforståelse er en vigtig del af denne viden om modstanderen, og begrebet er senest udtrykt som en væsentlig forudsætning for succes i en COIN-operation,10 mere end blot en force multiplier.11 En engelsk officer talte i 1930’erne med en pashtunsk mand, der havde været med i kampene mod briterne i 1920’erne. Han undrede sig over, hvorfor pashtunerne ikke havde forsvaret et højdedrag hårdere, når det nu beskyttede deres huse. Den pashtunske mand svarede med et skuldertræk, at det var koldt og havde sneet, de var sultne og kolde, så de gik hjem.12 Eksemplet viser de misforståelser, der kan opstå, når man prøver at forstå modstanderens handlinger gennem ens eget normsæt, hvilket i efterretningskredse betegnes som ’mirror imaging’.13 En øget forståelse af, hvordan stammekultur har påvirket tidligere oprør i Afghanistan, vil kunne give perspektiver på den oprørskamp, som NATO kæmper i dag, og det er en forudsætning for at kunne minimere faren for ’mirror imaging’. 1.3. Formalia. Specialet er udarbejdet efter Forsvarsakademiets bestemmelser for udfærdigelse af specialer, idet fodnoter dog anvendes til både refererende og forklarende noter. For at øge specialets almene tilgængelighed er brugen af specifikke militære begreber søgt minimeret. I de tilfælde, hvor fagsprog er anvendt, er det forsøgt uddybet i noter. Betydningen af pashto-ord forklares første gang, men er også samlet i ordlisten (bilag 2). 1.4. Problemdiskussion. 1.4.1. Formål. Formålet med problemdiskussionen er at diskutere, hvilke centrale begreber specialet skal indeholde. Overordnet indeholder specialet to områder, stammekultur og oprørskamp, som jeg herefter vil diskutere enkeltvis.

7 Info Ops defineres som: “a military function to provide advice and co-ordination of military Information activities in order to create desired effects on the will, understanding and capability of adversaries […].” NATO AJP 3.10 (2007), Allied Joint Doctrine For Information Operations, Pre-ratification draft November 2007, p. 1-3. 8 I.F. Stone beskrev det som: ”at beskrive en dans set gennem en glasrude. De (forfatterne) ser bevægelserne men kan ikke høre musikken.” Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 258. 9 Tzu, Sun (1993), The art of war, (Quill William Morrow. Oversat og nyfortolket af J. H. Huang, p. 52. Dette er den mest almindelige fortolkning af Sun Tzu på dansk. Original citatet fokuserer mere på trusselbegrebet, hvilket her er fortolket til sejr. 10 FM 3-24, Counterinsurgency (Headquarters Department of the Army 2006), http://www.usgcoin.org/library/doctrine/COIN-FM3-24.pdf , hentet d.18. november 2008, p. 1-15. (FM 3-24 anvender en sidenummerering, der afspejler både kapitel og side. 1-15 er derfor kun én side). 11 Begrebet ’Force Multiplier’ defineres som:” A capability that, when added to and employed by a combat force, significantly increases the combat potential of that force and thus enhances the probability of successful mission accomplishment.” US Department of Defence list of definitions (2009), http://www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/f/02169.html , hentet d. 6. marts 2009. 12 H.R.C. Pettigrew, Frontier Scouts (1965), citeret i Tapper, Richard (1983), The Conflict of Tribe and State in Iran and Afghanistan, Croom Helm Ltd, Edited by Tapper, p.197. 13 Heuer, Richards J. (1999), Psychology of Intelligence Analysis, Central Intelligence Agency, p. 42.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 9

1.4.2. Stammekultur. Stammebegrebet opstod i de tidlige engelske antropologers arbejder, og havde ofte et primitivt og nedsættende skær.14 Begrebet stamme er med tiden blevet udvandet, og mange antropologer ser det af ligeså lidt analytisk værdi som begrebet race. Der er ingen bred enighed om, hvordan begrebet stamme defineres, og i hvilken grad begrebet kan analyseres uafhængigt af områder som økonomi og politik.15 Stammebegrebet er dog blevet en fast del af den diskurs, der internationalt omhandler blandt andet Afghanistan og Pakistan. Den betydning af stamme, jeg arbejder videre med, er: En befolkningsgruppe, der er bundet sammen gennem slægtskab, og hvis medlemmer ser sig selv som en separat kultur.16 Stammerne indgår i større stammeforbund, dog uden at være formelt styret af en samlet stammeleder. Ikke alle afghanere lever i rene stammesamfund, og der er varianter fra nomader til byboer. Den sociale ramme og det kulturelle værdisyn er dog alle påvirket af traditioner fra stammekulturen. 17 Stammer må ikke forveksles med etniske grupper,18 men de udgør delelementer af en etnisk gruppe. Pashtunerne er således en etnisk gruppe, der består af stammer. Ofte går flere stammer sammen i stammeforbund som f.eks. Duranni- og Ghilzay-stammeforbundene. En stamme er ikke nødvendigvis bundet til et geografisk sted, f.eks. er Ghilzay stammeforbundet spredt over store dele af Afghanistan.19 Stammekultur er normativ og udgør dermed et sæt regler og værdier, der påvirker alle politiske, religiøse, sociale og økonomiske forhold for stammerne herunder ikke mindst, hvordan krige kæmpes. Stammekulturen foreskriver således de regler og standarder, som et medlem af stammen forventes at leve efter.20 Stammekulturens regler går forud for landets love,21 og magtbalancen mellem stamme og stat har traditionelt har været årsagen til mange af Afghanistans konflikter.22 Som en del af analysen af stammekultur vil dette forhold blive inddraget. Afghanistan er ikke en nationalstat,23 men nærmere en multinational ’helstat’, som er sammensat af over 22 etniske grupper, der taler over 30 forskellige sprog.24 99 % af stammerne i Afghanistan er muslimer, 80 % er sunni, mens 19 % er shia.25 I Afghanistan eksisterer religion og stammekultur parallelt, idet det traditionelt er

14 Glatzer (2), Bernt (2002), The Pashtun Tribal System, Kapitel 10 i bogen ‘Concept of Tribal Society, Tribal Studies, Vol 5. (Concept Publishers 2002 pp 265-282), http://www.inwent.org/vez/lis/afghanistan/glatzer_pashtun_tribal_system.pdf, hentet d. 14. oktober 2008, p. 265. 15 Tapper, p. 4. 16 Ibid., p. 9. 17 Poullada, p. 13. 18 Tapper, p. 9. 19 Dupree, Louis (1973), Afghanistan, Princeton University Press, p. 425 og Glatzer (1), Bernt (2001), War and Boundaries in Afghanistan, Engelsk oversættelse af artikel bragt i ‘Weld des Islams’ (Leiden) 41, 3, 2001, pp 379-399,http://www.ag-afghanistan.de/files/war-a-bound.pdf, hentet d. 14. oktober 2008, p. 9. 20 R. Hager i Tapper p. 85. 21 Johnson 2, p. 121. 22 Poullada, pp 6, 7 og 27. 23 Fælles sprog, religion og kultur. Goodson, p. 6. 24 Barth, Fredrik (1987), Cultural Wellsprings of Resistance, kapitel VIII i Afghanistan, The Great Game Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House, p. 189. 25 CIA (2009), The world Fact book, https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/af.html#People; hentet d. 23. november 2008.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 10

stammekulturen, der har stået stærkest. I de tilfælde, hvor der opstår modsætninger mellem islam og stammekulturen, er religionen blevet tilpasset stammekulturen.26 I forbindelse med den massive Saudi Arabiske støtte under krigen mod det kommunistiske styre, opstod der en påvirkning i retning mod en mere fundamentalistisk fortolkning af islam med udgangspunkt i wahabismen.27 Ideologien spredtes via madrassaerne28 langs den afghansk-pakistanske grænse, og den udgjorde senere dele af Talibans ideologiske fundament. Størstedelen af de afghanske stammer er dog fortsat forankret i den traditionelle balance mellem islam og stammekultur. Da islam og stammekultur er tæt forbundet, vil det ikke give mening at behandle religion separat i dette speciale, hvorfor islams indflydelse inddrages direkte i analysen af stammekulturen. Umiddelbart vurderer jeg, at det vil være for omfattende at beskrive alle stammeforholdene i Afghanistan, og en yderligere afgrænsning er derfor nødvendig. Jeg vælger at lægge mit fokus på de pashtunske stammer, da disse stammer udgør godt 40%29 af den afghanske befolkning, og da de ofte har stået bag de oprør, der har været gennemført. Pashtunerne er derfor centrale for både regeringen og oprørerne i Afghanistan.30 Den pashtunske kultur har som den dominerende i Afghanistan haft indflydelse på de øvrige etniske gruppers kultur,31 hvorfor en analyse af den vil være det, der kommer tættest på en ”afghansk” kultur.32 Øvrige etniske grupper som tadsjiker, hazaraer og usbekere vil kun blive inddraget i det omfang, de har haft indflydelse på de pashtunske forhold (se kort på næste side). De pashtunske stammer har et fælles kodeks, der går på tværs af den enkelte stamme. Dette kodeks kaldes Pashtunwáli. Pashtunwáli fortolkes forskelligt af de enkelte stammer, men udgør kernen i deres fælles livsopfattelse og kultur. Stammekultur bliver i specialet synonymt med pashtunsk kultur og dermed primært Pashtunwáli.

26 Dupree, p.104, Roy (1), Oliver (1995), From Holy War to Civil War, Princeton University, The Darwin Press Inc, p. 35, og Goodson, p. 12. 27 Roy (2), Oliver (1986), Islam and resistance in Afghanistan, Cambridge University Press, p. 90 samt Coll, Steve (2004), Ghost wars, Penguin Books, 2005 udgaven, pp. 284 og 296. 28 Islamiske skoler der underviser i religiøse emner. 29 CIA. 30 Chaliand, p. 333. 31 Barth, p. 190, Rashid (1), Abdul (1987), The Afghan Resistance, kapitel IX i Afghanistan, The Great Game Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House, p. 205 og Goodson, p. 16. 32 Goodson, p. 127.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 11

Figur 1 Kortet viser de største etniske grupper i Afghanistan og Pakistan.33

1.4.3. Oprørskamp. Oprørskamp34 er ikke et nyt fænomen i krigshistorien.35 Det fælles for alle typer oprør er ønsket om at skabe politiske ændringer og viljen til at nå dette mål gennem vold. Volden er således et middel til at nå målet, ikke målet i sig selv.36 På dette punkt adskiller oprørskamp sig fra traditionel stammekrig, hvor selve kamphandlingen har kulturel betydning37 og tjener til at opnå bytte, ære eller at fremme stammens mål.38 Der findes et utal af varianter fra frihedskrige mod kolonimagter til interne kampe om fordeling af ressourcer og magt mellem etniske grupper. Siden den kolde krigs ophør har stammer og etniske grupper spillet en stigende rolle i oprørskampen.39 Oprørskamp adskiller sig fra almindelig krig ved ofte at være asymmetrisk i sin karakter. Dette skyldes, at magthaverne har adgang til hele statens magtapparat, mens oprørsstyrkerne traditionelt har været i undertal og dårligere bevæbnet end deres modstander. Der skelnes mellem to typer oprørskamp: Den, der gennemføres af regulære hærstyrker, der kæmper bag fjendens linjer, og den, der gennemføres af deciderede

33 The New York Times (21. oktober 2001), http://graphics.nytimes.com/images/2001/, hentet d. 13. december 2008. 34 Ordet oprørsstyrker og oprørskamp anvendes konsekvent i specialet, og dækker over varianter af ordet som f.eks. guerilla m.f.. Oprør defineres i FM 3-24 som:”an organized movement aimed at the overthrow of a constituted government through the use of subversion and armed conflict.” FM 3-24, p. 1-1. 35 Chaliand, p. 1. 36 FM 3-24, p. 1-1. 37 Vold er en naturlig del af hverdagen i det pashtunsk stammebælte. Da krænkelser af ære ofte betales med blod, er fejder udbredt, og selv de traditionelle familiehuse er indrettet som små fæstninger. 38 Roy 2, p. 176. 39 FM 3-24, p.1-21 samt Alec E. Metz og Harold Ingram (2008), The Taliban divide, The culture and conflict review Vol 2, no. 2, March 2008, http://www.nps.edu/programs/ccs/Journal/Mar08/Metz_Ingram.html, hentet d. 22. januar 2009, pp. xii og 48-50.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 12

oprørsstyrker, der indledningsvis består af små grupper, og som ikke er del af den regulære hær.40 I dette speciale fokuseres der primært på den sidste kategori. Alle oprør er unikke, og der er ingen opskrift på, hvor lang tid det tager en oprørsbevægelse at nå sit mål, hvis den da opnår det. I det 20. århundrede har der dog været en klar tendens til, at oprørskrigene har strakt sig over lang tid. Specialet skelner ikke mellem oprørsgrupper og terrorister, da grænsen mellem dem ofte afhænger af iagttagerens egne holdninger. For mange oprørsgrupper er terror blot et af mange redskaber, som de kan anvende i deres stræben efter magten.41 Oprørsgrupper har ofte mange eksterne forbindelser, det være sig til andre stater eller grupperinger i nabolande. De eksterne forbindelser er ofte vitale for et oprørs mulighed for at føre en langstrakt kamp, men den eksterne indflydelse kommer ofte til at forskyde den interne magtbalance i oprørsbevægelsen. Når der fokuseres specifikt på stammekultur, betyder ekstern ligeledes ekstratribalt, d.v.s. de forbindelser stammerne får fra øvrige etniske grupper internt i Afghanistan. I dette speciale inddrages eksterne forbindelser i det omfang, de har haft en påvirkning af stammekulturen. For at kunne analysere oprørskampen og stammekulturen, har jeg valgt cases, der indeholder et oprør af længere varighed, hvor kampen har været stammebaseret og asymmetrisk i sin karakter. Der er en række områder, der er nært forbundet med oprørskamp, og ikke mindst hvordan de bekæmpes. Specialets fokus er på, hvordan stammekultur påvirker oprørernes kamp, ikke på hvordan oprørskampen bekæmpes. Specialet vil således ikke behandle COIN-doktrin. 1.4.4. Problemformulering. På baggrund af kapitlets diskussion opstilles følgende problemformulering, idet undertitlen vil blive opstillet ved afslutningen af kapitel 1: Hvilken indflydelse har pashtunsk stammekultur på oprørskamp i Afghanistan? 1.5. Metode. 1.5.1. Undersøgelsesstrategi. Da formålet med mit speciale er at efterprøve kausale relationer mellem oprørskamp og stammekultur, taler det for overordnet at anvende en forklarende tilgang. Specialet søger ikke at opstille en generel forklaring, der kan overføres til andre konflikter, men søger derimod en specifik forståelse af Pashtunwális betydning for oprørskampen i Afghanistan. Specialet baseres på en stor mængde empiri, og det er derfor empirisk funderet i tæt dialog med teorier om oprørskamp og stammekultur. Umiddelbart lægger omfanget af specialet op til en singulær analyse, men det vil ikke leve op til den tilgang, jeg har valgt. Tilgangen ser jeg bedst opnået gennem anvendelsen af en komparativ analyse, hvor jeg søger at påvise de empiriske sammenhænge mellem mine variable i to casestudier. Da alle cases er unikke, vil anvendelsen af to cases kunne give større generel forklaringskraft af Pashtunwális betydning for oprørskampen. 40 Tse-tung (1), Mao (1992), On Guerrilla Warfare, Oversat til engelsk af S.B. Griffith II, The Nautical and Aviation Publishing Company of America, Second edition, pp. 95-98 og Guevara, Ernesto Che (1968), La Guerra de guerrilla, oversat til norsk af Kari og Kjell Risvik, Pax forlag Trondhjem, p. 30. 41 Chaliand, pp. 15 og 30 samt Guevara, p. 43.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 13

1.6. Valg af teori. 1.6.1. Generelt. Da specialet søger at forstå stammeforholds påvirkning af oprørskampen, er det nødvendigt at inddrage både oprørsteorier og antropologiske studier. Jeg vælger en eklektisk teoritilgang, da formålet med specialet er at uddrage sammenhænge fra empiri ved hjælp af teorierne, ikke at be- eller afvise de enkelte teorier. Specialet er således induktivt i sin form. 1.6.2. Stammeforhold. For at forklare de dynamikker, der er med til at skabe stammedannelse og dermed stammekultur, tager jeg udgangspunkt i den amerikanske antropolog Charles Lindholms: ’Generosity and Jealousy: The Swat Pukhtun of Northern Pakistan’ (1982). Dette antropologiske studie af pashtunerne i Swat i Pakistan berør mange af de dynamikker, der binder det pashtunske folk sammen. Studiet behandler primært stammedynamikkerne i fredstid, og teorien vil kunne bruges til at belyse empirien ud fra en antropologisk vinkel. Antropologen Richard Tappers ’Conflict of tribe and state’ (1983) inddrages som generel forklaring af interne stammedynamikker, da dette studie udgør en mere generel undersøgelse af dynamikkerne blandt stammefolk i Iran og Afghanistan. Endeligt bruges Max Webers42 typologi af autoritetstyper og legitimitet til at belyse lederskabet rolle. 1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier. Lindholms vinkel er primært baseret på studier blandt pashtuner i Swat-dalen i Pakistan. Ulempen ved dette er, at hans studier kun dækker en begrænset del af det pashtunske folk, og derved kan det være svært at generalisere. Disse ulemper afvejes af de unikke forhold, der hersker i Swat-dalen. Grundlæggende er Swat-pashtunerne meget lig de pashtunske stammer fra det østlige Afghanistan, idet deres fortolkning af Pashtunwáli er meget domineret af nang (ære). De lever dog i noget, der med vestlige øjne bedst kan beskrives som et feudal samfund, og de er på den måde knyttet til de pashtunske stammer i det sydlige Afghanistan, hvor qalang (leje og skat) er mere dominerende. Studierne af Swat har derfor en større generaliserbarhed over for øvrige pashtuner. For at gøre Lindholms teorier mere bredt anvendelige, har jeg søgt at bekræfte de nøglepunkter, som Lindholm er kommet frem til i den øvrige empiri. En anden svaghed er, at Lindholm og Tapper studier er udarbejdet før eller i starten af Mujahideens kamp, og de belyser derfor ikke de samfundsmæssige ændringer, som krigen medførte. Dette opvejes blandt andet af Roy og Rubins studier,43 der er udarbejdet efter det kommunistiske styre var faldet, og de langsigtede konsekvenser af krigen var blevet tydeligere. Analysen af islam bygger primært på den franske forsker Oliver Roys studier, og den er ikke et forsøg på at gå ind i en dybere teologisk diskussion af islam i Afghanistan, hvilket ligger uden for dette speciales formål og fysiske rammer. Formålet med analysen er at finde de dele af islam, der har indvirkning på stammekulturen og oprørskampen. Jeg vurderer, at analysen er dyb nok til at tjene det ønskede formål.

42 Weber (1), Max (1978), Economy and society: An Outline of Interpretive Sociology (Kapitel 3 –The types of Legitimate Domination, pp 212 – 254. (online udgave), edited af Guenther Roth og Claus Wittich, http://www.scribd.com/doc/441677/Max-Weber-The-Types-of-Legitimate-Domination , hentet d. 15. december 2008. 43 Roy 1 og Rubin (1), Barnett, R. (1995), The Search for Peace in Afghanistan, Yale University Press og Rubin (2), Barnett R. (2002), The Fragmentation of Afghanistan, Yale University Press, Second edition.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 14

1.6.4. Oprørskamp. Oprørsteori beskriver, hvordan oprøret teoretisk burde gennemføres. Disse teorier er dog ikke naturvidenskabelige teorier, der kan opstilles som ligninger, afprøves og bevises. De er i højere grad en række retningslinjer for, hvordan oprørskamp kan gennemføres, der skal tilpasses den enkelte konflikt. Mao Tse-tung understregede dette i ‘On Guerrilla Warfare’ (1937), hvor han citerer Clausewitz: ”Wars in every period have independent forms and independent conditions, and, therefore, every period must have its independent theory of war”.44 På trods af dette, formes oprør af en række fælles dynamikker.45 Formålet med dette punkt er at opstille en Webersk idealtypografi46 for oprørskamp, som jeg kan anvende til analysen af oprørskampen i Afghanistan. Den idealtypiske oprørsteori kan således give et billede på, hvordan et oprør ideelt set kan organiseres og gennemføres. Når dette bliver holdt op mod, hvad oprørerne reelt gør, kan det påvise afvigelser og give anledning til at analysere de bagvedliggende faktorer. Stammeforhold er en vigtig del af disse faktorer, men det er ikke den eneste. Når jeg gennemfører min analyse, skal jeg holde denne svaghed for øje og søge at udelukke alternative forklaringer, når jeg har påvist en betydning, der skyldes stammeforhold. Den eksisterende teori omkring oprørskamp er ganske omfattende, og specialets omfang kræver en fokusering. Maos teori om den langstrakte krig fra 1937 er en oplagt teori at inddrage.47 Dels er der empirisk grundlag for, at den i et vist omfang blev anvendt i Afghanistan, hvor den tadsjikiske oprørsleder, Ahmed Shah Massoud, forsøgte at anvende Maos teorier,48 og dels er der mange lighedspunkter mellem den krig, som teorien blev til under, og Mujahideens kamp mod det kommunistiske styre. Begge var langstrakte krige, og begge kom gennem alle faser af Maos teori, den sidste dog først efter, at Sovjetunionen havde trukket sig ud. Teorien har mindre forklaringskraft overfor behandlingen af Talibans vej til magten, da det mere var konventionelle kampe, der blev udkæmpet mellem Taliban og Mujahideen. Teorien har dog stor forklaringskraft i analysen af Talibans nuværende kamp, da der igen er tale om en langstrakt traditionel oprørskamp, der i langt højere grad ligner de kampe, som Mujahideen kæmpede mod det kommunistiske styre. Ernesto Che Guevara videreudviklede Maos tanker og udgav sin egen teori i bogen ’La guerra de guerilla’ (1960), som er baseret på hans erfaringer fra den cubanske revolution. Teorien inddrages, da dens grundlæggende tanker om, at oprørerne ikke behøver folkets støtte indledningsvis, men at denne kan opnås gennem en destabilisering af samfundet gennem oprørskadre, blev forsøgt gennemført i Afghanistan.49 Teorien blev senere kaldet ”Foco” af Regis Debray, der sammen med Che Guevara forsøgte at anvende teorien i Bolivia i 1967, dog uden held.50 Che Guevaras fejlslagne oprør i Bolivia fik en anden oprørsteoretiker, Carlos Marighella, til at ændre fokus for oprørsteorien i Sydamerika.51 Der kom et øget fokus på

44 Tse-tung 1, p. 75. 45 FM 3-24 p. 1-13, Guevara, p. 28 og Tse-tung 1, p. 75. 46 Som opstillet i ’Objektiviteten i Samfundsvidenskaberne’ fra 1904. Weber, Max (1904), Die "Objektivität" sozialwissenschaftlicher und sozialpolitischer Erkenntnis. Original fra 1904, udgivet af Mohr/Siebeck 1982. 47 Tse-tung 1. 48 De fleste oprørsledere i Afghanistan hentede deres inspiration fra deres stammers historie, eller forsøgte at imitere hæren i højere grad end de læste militærteoretiske værker. Under krigen mod det kommunistiske styre var det således kun Ahmad Shah Massoud, der direkte forsøgte at følge Maos teorier. Roy 2, p. 176. 49 Massouds fejlslagne forsøg i 1975. Rubin 2, pp. 103-104. 50 S.B. Griffith II, bibliografisk essay i Tse-tung 1, p. 145. 51 Ibid., p. 144.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 15

bybefolkningerne, der søgtes mobiliseret gennem urban terrorisme, der var et forsøg på at vælte regeringen gennem at skabe utryghed i befolkningen ved terror. Den urbane oprørsteori har kun lidt relevans for Afghanistan, da oprørerne traditionelt er kommet fra landområderne og ikke byerne. I de tilfælde, hvor oprørerne er startet i byerne, har det traditionelt været hele hærenheder, der har gjort oprør, ikke urbane oprørere. Der er intet, der tyder på, at Taliban er på vej mod en øget anvendelse af byguerillaer, på trods af flere spektakulære terrorangreb i Kabul og andre storbyer. Disse angreb skal mere ses som et led i den ’information operation’- kampagne, som Taliban kører for at underminere Karzai- regeringen. I takt med at oprørskampen i Afghanistan fik karakter af en international jihad, øgedes indflydelsen fra islamiske kredse. Målet med den islamiske teori er oprettelsen af Ummaen, et pan-islamisk mål med globale aspirationer. Den pan-islamiske tanke spiller naturligvis en rolle i Afghanistan, men det er min vurdering, at den primært bruges retorisk for at skaffe ressourcer. Formålet med de afghanske oprør har altid haft et mere regionalt mål, det være sig et samlet Pashtunistan eller blot magten i Afghanistan. Teorien inddrages således ikke i idealtypografien, men elementer inddrages til at belyse modsætningsforhold mellem stammekultur og islam-oprørskampen. Den idealtypografi jeg vil anvende i analysen tager udgangspunkt i FM 3-24’s indledende kapitel, der i sig selv er et begrænset forsøg på at opstille en idealtypografi. Denne udbygges med Mao og Guevaras teorier, hvilket jeg herefter bredt vil benævne marxistisk oprørsteori. Umiddelbart kan to teorier virke som et spinkelt grundlag at opstille typografien over, men netop de to teorier har en bredde i tid og kontekst, der gør dem anvendelige til formålet. Maos teorier revolutionerede tankerne om oprørskrig52 baseret på kampene i 1930’ernes Kina, men de er siden blevet anvendt i både Vietnam og Algeriet. Selv dele af al-Qaedas ledere inddrager teorien i deres skrifter.53 Guevaras tager udgangspunkt i 1950’ernes cubanske oprør. Hans ’Foco’ teori har ikke den store udbredelse i dag,54 men hans generelle tanker om, hvordan oprørskrigen skal føres, er en god overbygning på Maos teori, og de medtages derfor i idealtypografien. De fleste oprørsgrupper gennem de seneste 30 år anvender marxisternes organisatoriske baggrund, selv de der ikke er baseret på kommunistisk ideologi,55 og en forståelse af teorien er derfor af mere end historisk værdi og egnet til at opstille en idealtypografi. 1.6.3. Svagheder ved de valgte teorier. Svagheden i en systemisk tilgang er tilbøjeligheden til fokusere for meget på at finde ligheder mellem de forskellige oprør, og at man derfor overser de kontekstuelle forskelle.56 På trods af at have mange ligheder må man ikke ignorere, at alle oprør er forskellige og ikke som sådan tager udgangspunkt i en fælles teori. Specialet har søgt at tage forhold for dette ved så vidt muligt kun at inddrage almengyldige regler i idealtypografien.

52 Chaliand, p. 7. 53 FM 3-24, p. 1-6 og 1-17. 54 Ibid., p. 1-6. 55 Chaliand, p. 10. 56 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 257.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 16

1.7. Afgrænsning af empiri. 1.7.1. Afgrænsning af aktør. Mit fokus er på stammekultur, ikke etnicitet. Grundlæggende kan de pashtunske områder i det sydlige og østlige Afghanistan deles op i tre områder Jonubi, Mashreki og Kandahar. Områderne har eksisteret i årtusinder og er primært opstået langs geografiske skillelinjer.57

Figur 2 Oversigt over Jonubi, Mashreki og Kandahar regionerne.58

De tre regioner har hver deres stammekultur og substammekultur, bundet op på begrebet ’qawm’ der betegner en bestemt gruppe, det være sig efter familiebånd, bosted eller erhverv.59 Qawm er den gruppe, der har pashtunernes primære troskab. Det pashtunske samfund er ikke homogent og regionale forskelle fører ofte til konflikt mellem forskellige qawm. En del af den nuværende konflikt i Afghanistan bunder i magtkamp mellem to af de største hovedstammeforbund i det pashtunske stammefællesskab Durrani og Gilzai. Disse repræsenterer samtidig forskellige opfattelser af Pashtunwáli, og de har traditionelt været modstandere, ikke mindst grundet Durrani stammens indflydelse i centralregeringen.60 Durrani stammen kommer fra Kandahar-regionen, og de har traditionelt været agerbrugere. De har udviklet et samfund, der er meget feudalt i sin opbygning. Begrebet qalang (skat og leje) spiller en vigtig rolle, og magten er centraliseret hos få personer.

57 Borek, John (2009), Geography and Insurgency: Understanding the Organization of the Taliban Movement (Abstract only, AAG 2009 Annual meeting) http://communicate.aag.org/eseries/aag_org/program/AbstractDetail.cfm?AbstractID=26346 hentet d. 3. marts 2009 og Seminar afholdt af US forsvar 2007, uklassificeret men ikke tilgængelig på Internet. 58 Seminar afholdt af US forsvar 2007, uklassificeret men ikke tilgængelig på Internet. 59 Rubin 2, p. 25. 60 Johnson (1), Thomas H. (2007), Understanding the Taliban and Insurgency in Afghanistan, Orbis, (Vol. 51, no.1 (Winter 2007), pp. 71-89), p. 78.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 17

Ghilzai stammen kommer fra Jonubi regionen og er i højere grad præget af den egalitære verdensopfattelse, der præger Mashreki regionen. Begrebet nang (ære) er tæt forbundet med dette område.61 1.7.2. Afgrænsning af case. Afghanistan har været præget af mange krige og oprør, siden det opstod som selvstændig stat i 1747. Briterne kæmpede tre krige mod afghanerne i perioden 1839 – 1919, alle som led i stormagtspillet mellem Rusland og England, populært benævnt ’det store spil’. I 1928-29 blev kongen væltet efter et oprør, der opstod som modreaktion på kongens forsøg på at reformere det afghanske samfund. I 1973 kom et kommunistisk styre til magten, hvilket seks år senere ledte til den sovjetiske intervention og besættelse i perioden 1979 – 89. Borgerkrigen mellem Mujahideen og det kommunistiske styre førte til sejr for Mujahideen i 1992, blot for at blive afløst af en ny borgerkrig mellem Mujahideen og Taliban i 1994. Taliban sad ved magten frem til 2001, mens borgerkrigen mod Nordalliancen fortsatte. Efter angrebene på USA den 9. september 2001, indledte USA en invasion ’Operation Enduring Freedom’, der fratog Taliban magten. Den nuværende NATO operation i Afghanistan er en videreudvikling af denne operation.

Figur 3 Nyere afghansk historie og regimeskift.62

De tre engelsk – afghanske krige rummer mange interessante vinkler, der stadig er relevante på trods af deres alder.63 Grunden til, at jeg fravælger dem som case, er primært, at de alle var af relativ kort varighed, og derfor ikke i samme grad er sammenlignelige med den nuværende operation og de problemer, som en langstrakt oprørskamp står overfor. Jeg vælger at tage udgangspunkt i Mujahideen kamp mod det kommunistiske styre i perioden 1975 – 1992 og Talibans kamp først mod Mujahideen og siden mod NATO i 1994 – 2008. Grunden til at jeg vælger disse to cases er, at de er de nyeste, hvorfor jeg derfor vurderer, at de vil være bedst egnede til at perspektivere den fortsatte oprørskamp. Mange af de aktører, der kæmper mod NATO i dag, var med under den første krig, flere endog på begge sider af fronten. En anden grund til at vælge netop disse cases er, at den første primært var et oprør, der opstod internt i Afghanistan og siden blev internationaliseret, mens den anden case er et eksternt støttet oprør, der siden har fået større indflydelse af stammekultur. Begge cases har varierende grader af religiøse motiver

61 A.S. Ahmed i Tapper, p. 196 og Rubin 2, p. 28. 62 The Senlis Council (2007), Stumbling into Chaos, http://www.icosgroup.net/documents/Afghanistan_on_the_brink.pdf, hentet d. 3. marts 2009, p.10. For mere detaljeret tidslinje henvises til bilag 2. 63 O’balance, Edgar (1993), Afghan Wars 1839-1992, Brassey’s, London og Heathcote, Tony (1980), Afghan Wars, Osprey Publishing.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 18

som en del af deres ideologi. Analysen af de to cases vil derfor være egnede til at påvise, hvordan balancen mellem stammekultur og religion påvirker oprørskampen, og hvilken indflydelse det har på oprørets ledelse. Pashtunerne udgør store dele af oprøret i begge cases. Seks ud af de syv Mujahideen- grupper, der opererede ud fra Pakistan var anført af pashtunerne,64 og Taliban er primært en pashtunsk funderet bevægelse.65 Casene er således egnede til at påvise pashtunsk stammekulturs betydning for oprørskampen. 1.7.3. Afgrænsning af kilder. Min kildesøgning har afdækket en stor mængde kilder omkring begge cases. Jeg har af sproglige grunde været nødsaget til at se bort fra russiske og afghanske kilder på originalsprog, men en række af kilderne foreligger oversat til engelsk. Kilderne består både af primære og sekundære kilder, men med en overvægt af sekundære kilder. Derfor anlægger jeg en fortrinsvis syntesebaseret tilgang til specialet. Meget af empirien er præget af at være skrevet af folk, der har været ideologisk eller følelsesmæssigt involveret i konflikterne. Jeg har søgt at tage højde for dette ved at forholde mig kritisk til deres arbejder, og ved at verificere oplysninger i flere kilder, om muligt med forskelligt ideologisk ståsted. Grundet problemer omkring sikkerhed med arbejdsstationer og et ønske om at gøre specialet bredest muligt anvendeligt anvender jeg kun uklassificerede kilder. De eneste undtagelser er anvendelsen ’Feltreglement I’ og ’Oprørsstyrker i Afghanistan’, der er til tjenestebrug. Da der kun er anvendt to definitioner og et kort herfra, anses specialet fortsat som værende uklassificeret. 1.8. Operationalisering af teori. 1.8.1. Analysemodel til oprørskampen. Som udgangspunkt for min analysemodel vil jeg anvende de parametre, der er angivet i den amerikanske FM 3-24, Counterinsurgency66 reglement. Reglementet er udarbejdet for det taktiske niveau, men de parametre, jeg anvender, er taget fra det indledende kapitel, hvor reglementet forsøger at give et helhedsbillede. Punkterne er derfor generiske og egnede til at analysere alle niveauer. Reglementet angiver seks dynamiske analyseparametre, der er gældende for alle typer oprør. En analyse af disse dynamikker vil angive et oprørs styrker og svagheder. De seks parametre er:

- Lederskab - Mål - Ideologi og narrativ - Miljø (herunder kultur) og geografi - Ekstern støtte - Faser og tid.

En vigtig pointe er, at det er interaktionen mellem parametrene, der angiver det samlede billede, ikke blot en analyse af enkeltpunkter. Denne analyse gennemfører jeg i kapitel 4, hvor jeg vil anvende konklusionerne fra analysekapitlet til at påvise interaktionen. Da mit formål er at påvise kulturens betydning på alle aspekter af krigsførelsen, er det ikke hensigtsmæssigt kun at inddrage kultur under analysen af omgivelserne, men 64 Rubin 2, p. 208. 65 Johnson 2, p. 119 og Ewans, Martin (2005), Conflict in Afghanistan, studies in asymmetric warfare, Routledge, p. 13. 66 FM 3-24, p. 1-13.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 19

derimod at inddrage kultur som hjælpespørgsmål i alle punkter. Min analysemodel til behandling af casene bliver: Dynamik Hjælpespørgsmål Lederskab Hvilken betydning har lederskab if. oprørsteorien?

Hvilken indflydelse har stammekultur på lederskabet? Mål Hvad er det strategiske mål og endstate if. oprørsteorien?

Hvilken indflydelse har stammekultur på det strategiske mål og endstate? Ideologi og narrativ

Hvilken betydning har ideologi og narrativ if. oprørsteorien? Hvilken indflydelse har stammekultur på ideologien og narrativerne?

Miljø og geografi

Hvilken betydning har geografi og demografi if. oprørsteorien? Hvilken indflydelse har stammekultur på anvendelsen af geografi og demografi?

Ekstern støtte Hvad er betydningen af eksterne resurser og baser if. oprørsteorien? Hvilken indflydelse har stammekultur på eksterne resurser og baser?

Faser og tid Hvilken betydning har faser og tid if. oprørsteorien? Hvilken indflydelse har stammekultur på faser og tid?

Punkterne omkring oprørsteorien er ens for begge cases. For at undgå at gentage eller tilbagevise til tidligere kapitler gennemføres analysen således, at begge cases holdes op mod den dynamik, der analyseres. Dette vil også lette forståelsen af den udvikling, der er sket i stammekulturens påvirkning af kampene mellem de to cases. Case 1 bliver Mujahideens kamp mod det kommunistiske styre set ud fra oprørsteori og stammekultur. Case 2 bliver Talibans kamp mod Mujahideen og siden NATO set ud fra set ud fra oprørsteori og stammekultur. Efter at have konkluderet på resultatet i kapitel 4, vil jeg endeligt perspektivere, hvad resultatet kan give NATO af muligheder og begrænsninger. 1.9. Problemformulering og undertitel. Problemformuleringen i specialet er følgende: Hvilken indflydelse har pashtunsk stammekultur på oprørskamp i Afghanistan? På baggrund af kapitlets diskussion og afgrænsning tilføjes følgende undertitel: Med udgangspunkt i en kontrastering af centrale oprørsteorier og faktuel oprørskamp i Afghanistan gennemføres en komparativ analyse af Mujahideens kamp mod det kommunistiske styre og Talibans kamp mod den NATO-støttede regering. Formålet er at analysere, hvilke kulturelle faktorer der har betydning for den pashtunske oprørskamp i Afghanistan. På baggrund af en diskussion af resultatet vil jeg perspektivere NATO’s fortsatte kamp mod Taliban.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 20

2. ANALYSE AF STAMMEKULTUR OG ISLAM 2.1. Formål. Formålet med dette kapitel er at analysere de centrale begreber, jeg har valgt at anvende i de senere analysekapitler. 2.2. Forholdet mellem stamme og stat. Det moderne Afghanistan opstod i 1747, da en gruppe stammeledere deserterede fra den persiske hær og valgte en Durrani pashtun som konge. Da regenternes magt var baseret på støtte fra stammerne, blev regeringsførelsen ofte en balanceakt mellem de forskellige stammer, hvilket har givet stammerne betegnelsen ’king makers and breakers’.67 Frem til 1978-kuppet havde Afghanistan således haft 231 år med en svag statsmagt,68 der primært var ledet af Durrani-pashtuner.69 Mange så derfor kuppet i 1978 som Ghilzai stammeforbundets hævn mod Durranierne.70 Nationalstaten, som den opfattes efter den Westphalske fred, er en europæisk ide, og manglen på stammer i Europa var medvirkende til at denne type stat kunne opstå.71 I Afghanistan opstod der aldrig en pan-afghansk identitet. Da kong Aminullah, i et forsøg på at samle landet, kaldte sig afghaner, gjorde han sig upopulær blandt de pashtunske stammer.72 På trods af magtkampene er stamme og stat er ikke hinandens modsætninger, men de eksisterer i en balanceret interaktion. Staten har autoritet over et område, mens stammen har autoritet over personerne.73 Stammen har brug for en stat, men en svag stat, mens staten primært skal balancere mellem stammerne og hindre større magtkampe.74 Centrale områder som forsvaret af forfædrenes land og hævn for dræbte familiemedlemmer ses ikke som en sag for staten eller stammelederen, men som et anliggende for de respektive familier og deres ære.75 Ved at give autonomi til stammerne opnår staten en styrke i statsdannelses start, da stammerne ikke modsætter sig statens dannelse. Senere i instutionaliseringsfasen vil autonomien udgøre et problem, da statseliten ikke er forankret i det civile samfund og kun har internt fællesskab.76 Den afghanske forståelse af begrebet selvstændighed er derfor i lige så høj grad en personlig selvstændighed i forhold til regeringen, såvel som en selvstændig regering.77 Da befolkningen samtidig er bevæbnet, er det ikke muligt for staten at tvinge sin vilje igennem uden at bruge meget magt.78 Ved at have bevæbnede stammer på sit territorium opnåede Afghanistan aldrig det magtmonopol, der jf. Holsti er med til at skabe en stærk stat.79

67 Poullada, p. 32, David B. Edwards i Farr, Grant M. og Merrian, John G. (1988), Afghan resistance, The Politics of Survival, Vanguard Books, edited by Farr og Merrian, p. 24 og Sultan A. Aziz i Farr/Merrian, p.55. 68 Barth, p. 199. Svage stater har begrænset kapabilitet til at penetrere og regulere samfundet og inddrive skatter. Goodson, p. 11. 69 Ghilzai stammen er stor, men har traditionelt været for internt splittet til at opnå national indflydelse. Poullada, p. 25. 70 Roy 1, p. 24 og David B. Edwards i Farr/Merrian, p. 22. 71 Rubin 2, p. 9. 72 Sultan A. Aziz i Farr/Merrian, p. 55. 73 Rubin 2 p.10. 74 Roy 1, p. 65. 75 Barth, p. 191. 76 Rubin 2, p. 13. 77 Barth, p. 201. 78 Ibid., p. 199. 79 Holsti, p. 102.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 21

De fleste stammer er apolitiske, men det eksisterende stamme- og familiebånd er traditionelt blevet brugt i politisk øjemed.80 En svag stat uden meget at tilbyde medfører ofte en parallel magtstruktur. I Afghanistan har den enkelte qawm meget lokal magt, men har kun svag eller ingen regional og national indflydelse.81 Stammesystemet giver beskyttelse, når statens systemer bryder sammen, f.eks. under en krig.82 Stammestrukturen er derfor en stabiliserende faktor i Afghanistan, selvom det ikke støtter en central politisk ledelsesmodel.83 Kulturen i Afghanistan har traditionelt været forbundet med landområderne. Landbefolkningen er mistroisk over for dem, der bor i de større byer, hvor de pashtunske idealer som mod og ære ikke trives i samme grad som i landsbyerne.84 Jo tættere en person kommer på magten i Kabul, jo mere fjerner han sig fra stammen. Dette skyldes primært, at loyaliteten ikke længere udelt vil være over for stammen.85 Dette betyder, at der opstår en byelite, der er kulturelt, politisk og økonomisk fjernt fra landbefolkningen. Når afstanden bliver for stor, kommer der et oprør og en ny leder. Denne cirkulære proces gentages så med jævne intervaller.86 2.3. Stammeforhold. 2.3.1. Max Webers typologi af autoritetstyper. For at et samfund skal virke, er der et kommandohierarki, som alle må følge. Dette er særlig udtalt i moderne samfund, men alle samfund, der ikke er rent anarkistiske, har en form for ledelse. For at ledelse skal kunne fungere, kræver det, at lederen har loyalitet gennem autoritet. Loyalitet kan være hyklerisk i et forsøg på at fremme egne interesser,87 men for at der er tale om autoritet i Webers terminologi, kræver det et minimum af interesse i frivilligt at underkaste sig. Autoritet skal med andre ord ses som legitim af dem, der underkastes den.88 Max Weber opstiller tre autoritetstyper: Traditionel, karismatisk og rationel/legal.89 Der er tale om idealtyper, der aldrig findes i den rene form i den virkelige verden. Alle typer søger at opnå en tro på dets legitimitet. Målet er således det samme, men måden, hvorpå de påberåber sig legitimitet, og den lydighed der opnås, er forskellig.90 Traditionel autoritet beskriver den type leder, der får sin magt fra skikke. Den er ofte arvet og er rodfæstet i historie og traditioner. Eliten udfordres sjældent, da folket ikke kender andet. Traditionel ledelse kan være religiøs baseret eller funderet i stamme og klan. Den patriarkalske form er den mest grundlæggende form for traditionel ledelse. Lederen er her afhængig af, at de undergivne ønsker at følge hans ordre, da han sjældent har et regulært magtapparat.91 Da lederen ikke har fået sin autoritet af sine undergivne, er denne for autoritet ofte forbundet med lav legitimitet. Lederen er således kun leder, så længe han er en god leder.

80 Glatzer 2, p. 6 og Rubin 1, p. 23. 81 Rubin 2, p. 72. 82 Glatzer 1, p. 12. 83 Ibid., p. 13. 84 Barth, p. 189. 85 Loyalitet går sjældent ud over stammen. Goodson, p. 14. 86 Glatzer 2, p. 11. 87 Weber 1, p. 214. 88 Ibid., p. 212. 89 Ibid., p. 216. 90 Ibid., p. 213. 91 Ibid., p. 231.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 22

Lederen styrker sin position ved at fordele økonomiske og materielle gevinster.92 Det klassiske feudalsamfund er et godt eksempel på denne type ledelse. I den karismatiske autoritet får lederen sin autoritet qua sine personlige kvaliteter eller handlinger.93 Lederen har ingen historisk ret til ledelsen, der mere har et overnaturligt eller religiøst islæt.94 Den karismatiske leder er ofre revolutionær i sin natur, og forsøger at ændre det samfund, som de traditionelle/legale ledere har skabt.95 Den karismatiske leder mangler ofte det hierarki, der findes i både legal og traditionel autoritet. Lederen griber personligt ind og fordeler opgaver, som han finder det nødvendigt.96 Hans undergivne har bevidst valgt ham som leder, og han har derfor en høj grad af legitimitet. Problemet med denne type autoritet er, at lederen hele tiden skal levere nye bedrifter for at holde legitimiteten hos sine tilhængere. Dette gør generelt karismatisk ledelse uegnet til længere regeringsperioder, men meget egnet i konfliktperioder.97 Denne type leder ender let i traditionel ledelse, når de indledningsvise mål er opnået. Rationel/legal autoritet får sin legalitet i kraft af normer og regler. En leder vælges af samfundet, der således tildeler ham autoritet på baggrund af et fælles sæt regler.98 Lederen skal overbevise sine undergivne om, at han er den bedst kvalificerede kandidat til at lede inden for de givne regler. Modsat karismatisk ledelse, har den legale leder ikke magt på grund af sin person, men derimod på grund af det job, han bliver valgt til. Når lederen forlader sin funktion, har han ikke længere nogen autoritet.99 Da lederen er valgt har han høj legitimitet. De autoritetstyper, der oftest findes i stammesamfund, er den traditionelle og de karismatiske.100 2.3.2. Antropologiske studier af Pashtunerne. Afghanistan er et opdelt samfund, men ikke et rent stammesamfund. Loyalitet rettes mod forskellige referencegrupper afhængig af hvilket niveau, der analyseres. Jo større gruppen bliver, jo mindre bliver loyaliteten mod den. Den største gruppe er den etniske gruppe, og her fokuserer dette speciale på pashtunerne. Der er en udbredt grad af mangel på pashtunsk nationalisme på begge sider af den afghansk/pakistanske grænse.101 Stammetilknytning har traditionelt gået forud for etnicitet, om end stammetilknytningen grundet påvirkninger fra de mange kamphandlinger har været under pres siden slutningen af 1980’erne. Den næste niveau er stammen, herunder stammeforbund. De pashtunske stammer er langtfra homogene, og der er ikke én leder, der taler for hele stammen. Endeligt den mindste referencegruppe, qawm, der som nævnt også dækker over andre tilknytninger end familiebånd.102 I de pashtunske områder i det sydlige og østlige Afghanistan består qawm ofte af klaner, der så indgår i stammehierarkiet.103

92 Weber 1, p. 239. 93 Adolf Hitler er et godt eksempel på denne type leder. 94 Ibid., p. 241. 95 Ibid., p. 244. 96 Ibid., p. 243. 97 Ibid., p. 246. 98 Ibid., p. 218. 99 Ibid., p. 222. 100 FM 3-24, p. 1-14. 101 Roy 1, p. 24. 102 Glatzer skriver, at stamme er qawm, mens understamme er khel. Khel kaldes dog ofte for qawm og grænserne er flydende. Glatzer 2, p. 6. 103 Roy 1, p. 22.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 23

Pashtunerne er bundet af fælles ideologi gennem Pashtunwáli og fælles institutioner. 2.3.2.1. Pashtunwáli Pashtunwáli er summen af alle de værdier og sociale normer der former livet for en pashtun,104 og pashtunerne definerer sig selv ud fra Pashtunwáli. Kun den, der følger Pashtunwáli kan kalde sig en pashtun.105 Et pashtunsk ordsprog siger, at en mand kan modstå en hær, men han kan ikke modstå stammeskikken.106 Pashtunwáli er således normativt og kan reelt tvinge folk til at handle mod deres vilje, da de ellers risikerer at blive udstødt af stammen. En pashtun skal forsvare sin ære, defineret ved begrebet namus. Dette dækker over tre ting, der skal forsvaret for enhver pris: Zan (kvinder), zar (guld) og zamin (land).107 Den canadiske økonom Crawford B. MacPherson beskriver det pashtunske stammesamfund som en verden af hobbesiansk selvopretholdelse,108 hvor den individuelle ret går forud for alt, hvor der dermed skabes et anarkisk selvhjælpssystem. I realiteten er det dog mere komplekst med et utal af alliancer, der søger at balance de, der bliver for stærke.109 Der opstår således et ordnet hierarki, hvor magtkampe ofte ender uafgjort. Pashtunwáli bygger på tre søjler: Badal (blodhævn), mailmastiá (gæstfrihed) og nanawati (nåde/beskyttelse). Hertil kommer en række underelementer bl.a.: Lighed, respekt, loyalitet, stolthed, mod og dyrkelsen af Allah.110 2.3.2.2. Badal. Blodhævn er tæt knyttet til nang-begrebet. Hvis en pashtun ikke forsøger at opfylde badal, vil ens anseelse i stammehierarkiet dale.111 Blandt de ledende familier skal en fejde kæmpes til ende, elles taber man sin ære. Dette betyder, at begge sider i konflikten ofte nedslides. Afghanerne har et ordsprog, der siger: ”Ære åd bjergene op”,112 med henvisning til det forhold, at særligt pashtunerne i det bjergrige østlige Afghanistan følger nang og dermed badal til den bitre ende. For at mindske disse nedslidnings fejder kan badal ændres til blodpenge af et stammeråd kaldet jirga. Det er dog eksempler på at hævnmord113 er blevet gennemført med 30 års forsinkelse på trods af, at der var betalt blodpenge.114 2.3.2.3. Mailmastiá og nanawati. Mailmastiá byder pashtunen at være en god vært og være gæstfri. Nanawati betyder, at værten er gæstens beskytter, og det betyder tab af ære, hvis en gæst krænkes, mens han 104 Grima, Benedicte (1992), The performance of emotion among paxtun women, Oxford University Press, p. 3. 105 Lindholm, Charles (1982), Generosity and jealousy, Columbia University Press, p. 209. F.eks. taler men ikke pashtu, man gør pashtu. Grima, p. 4. 106 Lindholm, p. 204. 107 Rubin 2, p. 24 og Poullada, p. 23, idet Poullada dog oversætter zan med ’love’. Zan, zar og zamin er lånt fra dari (persisk), og pashtuner lader ofte ’zar’ dække både zar og zamin. (Samtale med pashtutolk på forsvarets specialskole den 6. marts. 2009) 108 Refereret i Lindholm, p. 80. 109 Lindholm, p. 85. 110 Ibid., p. 211. 111 Poullada, p. 22, Grima, p.4 og Rashid 1, p. 205. 112 Rubin 2, p. 28. 113 Badal betyder kun hævndrab for mænd. For kvinder betyder det det at bytte og give ligeligt igen. Grima, p. 71. 114 Lindholm, p. 75.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 24

er under ens beskyttelse. Nanawati går endda forud for badal, så længe man er gæst eller under beskyttelse af værten.115 En modstander, der beder om nanawati skal således beskyttes, da han ved at bede om nåde reelt har mistet sin ære og sat sig under sin vært. Mailmastiá og nanawati er den modvægt til badal, der gør, at det pashtunske samfund ikke bryder sammen i vold. 2.3.2.4. Institutioner: Khan og jirga. Ledelsen i qawm er en blanding af autoritet og demokrati, og den er repræsenteret ved begreberne Khan og jirga.116 Lederen af en qawm kaldes khan. Lindholms studier viste, at de pashtunske ledere ikke havde en autoritet, der passer direkte på Webers idealtypografier. Der er både elementer af den traditionelle autoritet, hvor en søn af en stærk familie kan arve khan-titlen, men i ligeså høj grad tale om karismatisk autoritet, da stammesystemet ikke udvikler institutionaliseret politisk magt.117 Autoritetsbegrebet er meget pragmatisk, lederen har magt og kan straffe, derfor har han legitimitet. Lederen er således kun leder så længe, at han kan opretholde kommandoen, hvorefter der intet givet er ved hans ledelse.118 En khans magt måles i, hvor meget ejendom han besidder, samt hvor gæstfri og gavmild han har råd til at være.119 De politiske forhandlinger på qawm-niveau forgår således ofte i khanens gæstehus. Da en khans magt er tæt forbundet med hans land, har hans status har ingen værdi, hvis han tvinges til at forlade sit lokalområde.120 Den pashtunske leder er således først blandt ligemænd. Så længe han er det bedste kort for sin qawm eller stamme, får han opbakning og ressourcer, fejler han, mister han det, dog ikke for bestandigt. En pashtun sagde til en khan, der havde mistet krigslykken: ”Hvis du bliver magtfuld igen, kommer vi tilbage til dig”.121 Pashtunernes pragmatiske holdning til ledelse kan opfattes som opportunistisk og illoyal i vestlige øjne, men den er en naturlig del af magtkampen i stammespillet. Antropologiske studier, der blev gennemført af briterne i 18. hundredtallet beskrev, hvordan khan-institutionen generelt var svagere blandt Ghilzai-stammen i øst end blandt Durrani-stammen i det sydlige Afghanistan.122 Pashtunernes stammeråd kaldes jirga. Jirga har eksisteret i århundrede og er institutionaliseret gennem sædvaneret.123 Selv i områder med stærke khaner spiller jirgaen en central rolle og har det sidste ord i store beslutninger. I jirgaen har alle mænd ret til at deltage, og der er ingen formand for rådet. Beslutninger træffes i konsensus og det egalitære præg understreges af, at rådet ofte sidder i rundkreds, da alle er lige.124 Jirgaen kan indkalde stammemilitsen, kaldet ’arbaki’ eller ’lashkar’, såfremt den skal gennemtvinge sin vilje.125 En Lashkar opstilles kun midlertidigt, og har ikke indbygget logistik til at operere længere tid uden for eget område.126

115 Grima, pp. 4-5, Lindholm p. 233 og Dupree, pp. 126-127. 116 Ewans, p. 11. 117 Glatzer 2, p. 6 og Poullada, p. 20. 118 Lindholm p. 215. 119 Roy 1, p. 25. 120 Barth, p. 191. 121 Lindholm, p. 215. 122 Rubin 2, p. 29. 123 Poullada, p.21 og Goodson, p.16. 124 Glatzer 1, p. 9. 125 Ibid., p. 9. 126 David B. Edwards i Farr/Merrian, pp. 44-45.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 25

2.3.2.5. Egalitær. Det egalitære princip om, at alle i teorien er lige, er en central del af den pashtunske selvforståelse. Efter Briterne havde besejret pashtunerne, kunne de ikke forstå, hvorfor pashtunerne ikke ville underordne sig britisk herredømme, når de nu var slået.127 Det opdelte stammesystem betyder, at man aldrig er besejret af andre. Alliancer vil skifte indtil der opnås en ny konfrontation med de stærkeste. Det var denne cykliske historie-opfattelse, der bl.a. fik pashtunerne til at modsætte sig briterne, da de i pashtunsk optik kun var et midlertidigt styre.128 Det er samtidig denne egalitet, der gør det svært for pashtunerne at arbejde sammen over qawm niveau.129 Den engelske antropolog Montstuart Eiphinstone har beskrevet det meget rammende:”It would require less exertion to conquer all the surrounding kingdoms than for an Afghan king to subdue his own countrymen”.130 Udover den egalitære indstilling bliver det pashtunske sammenhold truet af begrebet turburwáli. 2.3.2.6. Turburwáli. Pashtunerne trækker deres slægt gennem deres mandlige afstamning, kaldet khel, der dog ofte blot benævnes som en del af qawm.131 Enhver khel har et indbygget modsætningsforhold til sine naboer, da de konkurrerer om de samme ressourcer. De er således splittet internt, men står sammen mod ydre fjender.132 133 Stammen danner ikke socialt hierarki, men definerer nærhed og distance. I en konflikt skal man holde med den, der er tættest i blod.134 Personkonflikter er dybt rodfæstet i pashtunsk kultur,135 hvilket beskrives tydeligt af ordsproget: ”Jeg mod min bror, min bror og jeg mod vores fætter. Min bror, min fætter og jeg mod verden”.136 Modsætningsforholdet fremgår ligeledes i det pashtunske sprog, hvor ordet for fætter er turbur, mens ordet for fjendskab er turburwáli. Turbur dækker samtidig over det at dræbe en af sin nærmeste familie.137 Det anvendes også til at dække den føromtalte egalitære modstand mod at lade sig lede af andre. Pashtunernes teoretiske mulighed for at samle en stærk styrke af krigere mod en ekstern fjende, da de, der er af samme blod, er bundet til at forsvare hinanden mod fremmede eller fjern familie, modarbejdes således af pashtunernes egalitære indstilling. Alliancerne er kun midlertidige, da ingen khan vil acceptere en anden khan som sin leder i længere perioder.138 Dette har op gennem historien ført til at den samlende skikkelse i de store oprør i mange tilfælde har været en religiøs person, da denne stod uden for stammens magtkampe. F.eks. var det en karismatisk mullah, Abdul Gaffur, der i 1863 samlede pashtunerne mod briterne i North West Frontier Province og ikke en khan.139 Fænomenet var så kendt i det 127 Goodson, p. 37. 128 Lindholm, p. 14. 129 Der er mange eksempler på, at oprør er blevet opløst på grund af uoverensstemmelser over bytter eller ledelse. Poullada, p. 183. 130 Lindholm, p. 37. 131 Glatzer 1, p. 8. 132 Barth, p. 191 og Dupree, p. 330. 133 F.eks. var Durrani-stammeforbundet historisk plaget af rivalisering mellem Popolzai- og Barakzai-understammerne. Stammerne dannede senere fælles front for at undgå Ghilzai-hegemoni. Poullada, p. 1. 134 Glatzer 2, p. 7. 135 Poullada, p. 20. 136 Lindholm, p. xxvii. 137 Ibid., p. 56. 138 A.S. Ahmed i Tapper, p. 198. 139 Lindholm, p. 39.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 26

19. århundrede, at briterne havde et navn for den type oprørsledere: ”The mad mullah phenomenon”.140 Fænomenet var særligt fremtrædende blandt stammerne i det østlige Afghanistan, hvor nang i høj grad forhindrede, at der blev dannet alliancer mellem de forskellige khans.141 Fænomenet kendes derimod ikke fra Durrani-stammeforbundet i det sydlige Afghanistan, hvor qalang er fremherskende. Krigerne var villige til at underordne sig mullahen i krig, da han ikke var en af dem selv. Mullahens svaghed er, at han ved at påberåbe sig guddommelig ledelse er del af en permanent elite, hvilket strider mod de traditionelle pashtunske værdier om ledelse.142 De fleste mullaher har afgivet magten kort tid efter oprøret er lykkedes, hvorefter alliancerne er brudt op og gået tilbage til de stammedefinerede loyaliteter. 2.3.2.7. Stammekrig. En stammehær er traditionelt ikke en selvstændig enhed, men er helt enkelt et samfund under våben med de styrker og svagheder, som det giver. Krigernes motivation er ofte givet da de kæmper for deres ære, stamme og for en del af krigsbyttet,143 der kan øge deres qawms stilling.144 De tætte familiebånd giver et sammenhold, som de fleste professionelle hære træner længe for at opnå. Formålet med kampen er ikke at ødelægge modstanderen, blot at skabe en ny balance, hvor ens egen qawm står bedre i hierarkiet, blandt andet bundet i ære. Traditionelt har det ikke været terræn, der er blevet kæmpet om, men krigsbytte og hævnaktioner med baggrund i Badal. De fortrukne angrebsmetoder var raids,145 baghold og mord.146 Udsigten til krigsbytte er en væsentlig motivationsfaktor, og Poullada beskriver den som en større drivkraft end ideologi og principper.147 Ulemperne ved stammehæren er, som tidligere nævnt, uviljen mod central ledelse og de interne stridigheder som er nævnt under turburwáli. Da krigerne ikke er fuldtidssoldater betyder det, at det lokale samfund er afhængigt af deres arbejde, særligt omkring såning og høstperioder.148 Intensiteten i stammekrig følger derfor i højere grad høstcyklussen end en langsigtet strategi. Krigerkulturen ses som en naturlig del af det at være pashtun, og alle drenge lærer at bruge våben og kæmpe,149 ikke for abstrakte ideer, men for ham selv, hans ære, ejendom og hævn.150 Dette betyder, at der generelt ses ned på professionelle soldater, der anses som dem, der ikke kan andet.151 Konsekvensen er, at der udover den traditionelle 140 Edwards, David B. (1989), Mad Mullahs and Englishmen, Discourse in the Colonial Encounter, Comparative Studies in Society and History, (Vol. 31, No. 4 (Oct., 1989), pp 649-670), Cambridge University Press, pp. 652, 654 og 658. 141 Rubin 2, p. 44 og Roy 1, p. 144. 142 Lindholm, p. 224. 143 Stammerne stillede ofte krigere til rådighed for kongen mod, at de fik en del af krigsbyttet. Rubin 2, p. 42. 144 Ibid., p. 11. 145 Begrebet raid defineres som et angreb der har til formål at ødelægge eller erobre et væsentligt fjendtligt aktiv med henblik på at forstyrre hans forberedelser eller bryde sammenhængen i hans kamp. Operationen afsluttes med en planlagt tilbagegang. HRN 010-001 (2005), Feltreglement I, Hæren, September 2005, p. 306. 146 A.S. Ahmed i Tapper, p. 197, Roy 1, p. 63 og Goodson, p. 36. 147 Poullada, p. 23. 148 Goodson, p. 39. 149 Edwards (2), David B. (2002), Before Taliban. Genealogies of the Afghan Jihad, University of California Press, p. 162, Yousaf, Mohammad (2001), Afghanistan The Bear trap, Pen and sword books Ltd, the 2001 reprint, p. 35, og The Senlis Council (2008), Struggle for Kabul: The Taliban advance, http://www.icosgroup.net/documents/Struggle_for_Kabul_ICOS.pdf, hentet d. 21. februar 2009, pp. 38-39. 150 Barth, p. 192. 151 Roy 1, p. 68.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 27

stammekrig, ikke er en tradition for militær tænkning og doktrinudvikling blandt de pashtunske stammer. En anden grund til modviljen mod stående militære styrker er, at de vil true magtbalancen i de traditionelle samfund,152 hvor magtanvendelsen traditionelt befales af jirgaen. Hvis der kom en stående styrke med faste officerer, ville de kunne forskyde magtbalancen. I stammekrigen er der lighedstegn mellem de militære ledere og dem, der leder samfundet. Da stammekrigeren er tæt forbundet med sin qawm, forlader stammekrigerne sjældent deres egen qawms område for at gennemføre opgaver.153 Dels vil det svække forsvaret af hans eget område, og dels vil det kunne lede til konflikter med de qawms, hvis områder han vil skulle igennem. Dette gør, at stammekrigeren mangler mobilitet. Stammekrig kan grundlæggende ses som en konkurrence om magt mellem ligemænd, hvor de pashtunske begreber ære og stolthed spillede en stor rolle. Kampen var ikke ideologisk og sjældent politisk ud over magtkampe på stammeniveau.154 Da brugen af vold, grundet badal, er en del af hverdagen, og da volden i stammekrig ofte er af begrænset intensitet, bliver der ofte ikke den store forskel mellem krig og fred i det traditionelle samfund.155 2.4. Islam i Afghanistan. 2.4.1. Generelt. Islam og Pashtunwáli har altid været konkurrerende ideologier i Afghanistan. Islam er i de pashtunske stammeområderne traditionelt blevet indordnet Pashtunwáli,156 og således har begge kunnet eksistere samtidigt. Da næsten alle pashtuner er sunnier af den moderate hanafi skole,157 har det generelt fungeret godt. Flere Ghilzai pashtuner giver udtryk for, at de er dårlige muslimer, og de ikke følger religionen, men derimod Pashtunwáli.158 Pashtunernes pragmatiske forhold til islam fremgår klart af dette afghanske folkesagn:” En mullah kom til vores by og begyndte at bebrejde os ud for vores uvidenhed og efterladne måde at overholde islam. Vi brød os ikke om den respektløse måde, han talte til os på, så vi skød ham - nu har vi en fin hellig grav, hvor vi kan bede”.159 For at kunne forstå hvordan stammeforhold påvirker oprørskampen, er det derfor i ligeså høj grad vigtigt at forstå, hvordan islam påvirker stammekulturen, særligt i krig hvor de religiøse lede ofte spiller en anden rolle end i fredstid. Særligt forståelsen af jihad- begrebet kræver en nærmere analyse. Da det kun er hazaraerne160 der er shia-muslimer, vælger jeg at se bort fra shia-muslimernes fortolkning af islam, der hentede deres inspiration og støtte i Iran. 2.4.2. Islamiske traditionalister. Islamiske traditionalister ser islam som den eneste regel i samfundet. De ønsker sharia, men sætter ikke spørgsmålstegn ved regeringen, så længe den er muslimsk og

152 Roy 1, p. 63. 153 Roy 2, p. 173. 154 Roy 1, p. 65. 155 Ibid., p. 63. 156 Dupree, pp. 126-127, Roy, 2 p. 35 og Poullada, p.21. 157 Barth, p. 195. 158 Roy 1, p. 114. 159 Barth, p. 198. 160 Etnisk gruppe, der primært bor i det centrale Afghanistan. Udgør ofte underklassen i de store byer og har traditionelt været forfulgt grundet deres shia overbevisning og mongolide baggrund.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 28

gennemfører sharia.161 De ser således ikke den manglende religiøse indblanding i magten på stammeniveau som værende imod islam.162 De traditionalistiske mullaher søger således ikke magten selv. Dette giver reelt mulighed for en adskillelse af politik og religion,163 hvor den politiske elite har relativt frie hænder, når blot den tilkendegiver at leve op til islam. Magtspillet, i såvel Kabul som ude i den enkelte qawm, har således generelt kunne foregå uden indblanding fra mullaherne. Det tydeligste eksempel på dette forhold er det faktum, at de afghanske mullaher kun to gange, i 1928 og i 1979,164 har gennemført oprør, på trods af at skiftende regeringer har forsøgt at indføre vestlige og sekulære ideer i det afghanske samfund. Regeringerne har dog altid sørget for, at den på overfladen levede op til islam. Traditionalisterne er meget konservative i deres fortolkning af islam, og ønsker en tilbagevenden til den form for islam, der var fremherskende på Profetens tid. Hovedparten af de afghanske mullaher har traditionelt tilhørt denne gren af islam.165 De fungerer ofte som enkelt personer ude i den enkelte qawm, og tilhører ingen samlet national religiøs organisation med et politisk mål.166 I specialet benævnes denne gruppe traditionalister. 2.4.3. Radikal islamisme. De radikale islamister i Afghanistan trækker deres teoretiske grundlag fra Det muslimske broderskab i Egypten, særligt Sayyid Qutbs tekster, der blev oversat til persisk af en teologiprofessor ved Kabul universitet, Burhanuddin Rabbani, i 1960’erne.167 Radikal islamisme adskiller sig fra traditionalisterne ved i høj grad at blande politik og religion. Radikal islamisme er en revolutionær ideologi, hvilket klart fremgår af Qutbs tekster.168 Den islamiske stat skal skabes ved at vælte den siddende regering og ændre samfundet, der grundlæggende opfattes som uislamisk, såfremt det afviger fra de tanker, som de radikale islamister står for.169 Statslederen (Amir-ul Momineen, de rettroendes leder) skal personificere de islamiske dyder.170 I Afghanistan fik denne form for islam grobund i Kabuls universitetsmiljø. Oprindeligt var personkredsen samlet omkring Rabbani i partiet Jamiat-i-Islami, men senere blev partiet delt i to. Rabbani fortsatte partiet, og stod for en mere moderat linje. De radikale kræfter samledes omkring den radikale islamist Gulbuddin Hikmatyar og hans Hizb-i-Islami Gulbuddin.171 De moderate og radikale kræfter havde samme teoretiske udgangspunkt, men var uenige om, hvor radikalt teksterne skulle fortolkes. Samtidig havde de radikale en personkult omkring lederen (emiren), som man ikke så hos de moderate. Endeligt var de radikale mere hierarkiske i deres partiopbygning, og de krævede loyalitet og lydighed.172 I specialet benævnes denne gruppe som islamisterne.

161 Roy 1, p. 31. 162 Ibid., p. 114. 163 Ibid., p. 33. 164 Ibid., p. 33. 165 Ibid., p. 43. 166 Rubin 2, p. 39. 167 Roy 2, p. 44, Rubin 2, p. 86 og Sultan A. Aziz i Farr/Merrian, p. 67. 168 “Islam is a revolutionary ideology and programme which seeks to alter the social order of the whole world and rebuild it in conformity with its tenets and ideals”, Qutb citeret i Roy 2, p. 35. 169 Roy 1, p. 30. 170 Ibid., p. 35. 171 Roy 1, p. 44 og Coll, p. 462. 172 Roy 1, pp. 43-44.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 29

2.4.4. Jihad. Jihad adskiller sig fra traditionel stamme og guerillakrig ved at være en hellig pligt for den enkelte muslim.173 ’End state’174 for en jihad er at vælte en regering, der ikke følger islam, eller at modsætte sig en vantro invasionsstyrke. Jihad kan opfattes som en ’levee en masse’ mod de vantro.175 Det er en af de få ting, der kan samle stammerne og få stammekrigerne til at kæmpe uden for deres egen qawms område, om end dette ikke er uden problemer. Ifølge islam skaber jihad fred og enighed på tværs af den traditionelle stammeopdeling og kamphandlinger mellem de forskellige dele af jihaden udlægges som misforståelser.176 Denne nægtelse af intern splittelse er en af svaghederne ved hele jihad-tanken i Afghanistan, da turburwáli og badal sjældent standser, selv under en jihad.177 En jihad involverer flere mennesker end en traditionel stammekrig. Dog har der sjældent været anvendt en taktik, der adskiller sig fra den traditionelle stammekrig. Der er fortsat oftest tale om en dårlig koordineret indsats, hvor den enkeltes mulighed for at udvise mod,178 er det, der tæller højst. At dø i jihad og blive martyr er den højeste ære og martyrerne hyldes i vers.179 I Afghanistan skal martyren dog falde i kamp og ikke gennem selvmordsangreb, da dette ses som mod islam og uden ære. Når målet er inden for rækkevidde, opstår der derfor ofte de traditionelle interne kampe om, hvem der skal have mest krigsbytte og rivalisering om magten begynder. Jihad kan på den baggrund mere ses som en kultur end en oprørsstrategi.180 2.4.5. Opsummering af islam. De radikale islamister udgjorde en intellektuel minoritet, der kun havde lidt til fælles med det traditionelle afghanske syn på islam.181 Fra at have været næsten sekulær på det politiske plan, blev politisk islam toneangivende for oprørskampen i Afghanistan. Modsætningerne mellem traditionalisterne og islamisterne blev kun i nogen grad holdt i ave af den samlingskraft, der er indbygget i jihad, da det var ikke muligt at opstille et fælles religiøst mål for jihaden.

173 Roy 1, p. 63. 174 Begrebet ’End-State’ anvendes og defineres som den militære sluttilstand, der skal være opnået ved operationens afslutning. FR-I, p. 117. 175 Roy 2, p. 65. 176 Ibid., p. 67. 177 Poullada, p. 31og Yousaf, p. 33. 178 Ewans, p. 173. 179 Grima, p. 155. 180 Roy 2, p. 67 og Yousaf, p. 32. 181 Ewans, p.14.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 30

3. ANALYSE AF MUJAHIDEENS KAMP I 1975 – 1992 OG TALIBANS KAMP I PERIODEN 1994 – 2008. 3.1. Formål. Formålet med dette kapitel er at gennemføre en analyse af pashtunsk stammekulturs indflydelse på oprørskampen i Afghanistan. Hvert underpunkt indledes med en analyse af de oprørsteoretiske vinkler om dynamikken, hvorefter de to cases analyseres med henblik på at afdække stammekulturens betydning for dynamikken. Endeligt afsluttes hvert punkt med at væsentlige delkonklusioner på baggrund af analysen ridses op. 3.2. Lederskab. 3.2.1. Oprørsteoriens tanker om lederskab. Lederskab er en kritisk faktor i ethvert oprør. Oprørsteoretikernes tanker kan groft deles ind i to hovedgrupper, forhold omkring kommandostruktur og forhold omkring lederens egenskaber. Tyngden i skrifterne omhandler det sidstnævnte, hvilket sandsynligvis skyldes vigtigheden af gode lederegenskaber i den meget decentraliserede struktur, der kendetegner oprørskamp. Teoretikerne er enige om, at alle guerillaer skal have politisk og militært lederskab på alle niveauer, da en uorganiseret guerillakrig ikke kan lede til sejr.182 Det er den målrettede og fokuserede vold rettet mod opnåelsen af et politisk mål,183 der adskiller oprørshæren fra anarki og kriminelle. Oprørshæren skal have en overordnet chef, der udnævner kommandanter i distrikterne. Disse er så ansvarlige for at udnævne deres egne lavere ledere.184 Modsat de regulære styrker, der har behov for en centraliseret ledelse med henblik på at koordinerer ild og bevægelse, kæmper guerillaer derimod i små enheder, hvor det at operere selvstændigt er det primære. De højere niveauer bør ikke blande sig for meget i deres aktiviteter,185 men primært give en vision, vejledning og koordinere for at skabe sammenhæng.186 Behovet for centralisering af ledelsen varierer afhængig af hvilken fase af oprørskampen, der kæmpes, og hvilken opgave styrken skal løse. Kommandoen skal være centraliseret for strategiske formål, men decentraliseret for taktiske. De højere ledere kan foreslå naturen af de operationer, der skal udføres, men ikke definere dem. Der skal være fuld lokal kontrol over de opgaver, der løses.187 Selvom ledelsen er decentraliseret, skal der fortsat laves planer på alle niveauer, og alle planer skal indeholde både militære og politiske instrukser.188 Sammenhængen mellem det militære og politiske er et tilbagevendende tema. Det korrupte skal fjernes, og den militære effektivitet øges. I den sidste ende er det hele folket, der skal opdrages.189 Sammenhængen mellem det politiske og militære er ligeledes af vital betydning, når der skal udvælges ledere til oprørsbevægelsen. Den centrale leder skal være en motivator for hele oprørsbevægelsen,190 og har i visse oprør været vigtigere end kvaliteten af tropperne.191 Webers traditionelle og karismatiske autoritet er ofte fremtrædende hos de

182 Tse-tung 1, p. 72. 183 FM 3-24, p. 1-13 og Chaliand, p. 7. 184 Guevara, p.141. 185 Tse-tung 1, p. 78. 186 FM 3-24, p. 1-13. 187 Tse-tung 1, p. 131. 188 Ibid., p. 123. 189 Tse-tung 1, p 73. 190 Guevara, p. 152. 191 Chaliand, p. 16.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 31

højere ledere, da de ikke besidder legitim autoritet.192 Lederne skal være stærke i deres politiske overbevisning,193 uddannede i oprørstaktik samt gode til at opretholde disciplin. De skal være et forbillede for deres folk.194 Det er naturligvis ikke alle ledere, der starter med disse egenskaber, men så længe de er loyale overfor sagen, kan de øvrige egenskaber udvikles.195 Et interessant sammenfald mellem teoretikerne er deres ideer om, hvorfra lederne skal rekrutteres. Den marxistiske oprørsteori ser arbejderne og landbefolkningen som grundstenen i oprørsbevægelsen, men når det kommer til udvælgelsen af ledere, er det blandt eliten, bl.a. studenter og lærere, de findes.196 De traditionelle autoriteter som f.eks. stammeledere eller religiøse ledere skal enten inddrages i oprøret eller bringes i miskredit.197 Rekrutteringsgrundlaget er forskelligt fra Mao til Guevara. For Mao var det nødvendigt at finde folk, der kunne læse og skrive, da en væsentlig forudsætning for oprøret var at udsprede propaganda i skriftlig form. Guevara mente derimod at formålet i højere grad var at rekruttere ledere med et mentalt overskud til at bekæmpe den sociale uretfærdighed. De beskrives som ”mænd, der forstår behovet for forandring i det sociale, men som aldrig selv har lidt under uretfærdigheden”.198 Guevara kan siges at søge ledere, der er højere i Maslows behovspyramide, mens Maos baggrund er mere praktisk begrundet. Uddannelsen af lederne sker af to veje. Den ene er på slagmarken, der opfattes som et krigsuniversitet,199 hvor ledere skabes. Den anden er gennem studier af taktik og strategi.200 Studierne har både karakter af selvstudier og mere formel uddannelse, der har til formål at ensrette læringen og udveksle erfaringer.201 Det er ikke kun lederne, der skal videreuddannes. De erfarne soldater skal tage specielkurser, så de kan virke som professionelle militære instruktører202 og dermed virke som en slags uddannelsesbefalingsmænd. Der skal herske enighed om formålet mellem lederen og hans folk. Disciplinen er således selvpålagt, og lederne bør ikke straffe deres folk, da det kan ødelægge sammenholdet.203 Endeligt bør lederen være lokal, da dette vil lette relationerne til de civile i området.204 Hvis der ikke findes ledere, må de trænes. Der må ikke opstå uoverensstemmelser mellem officerer fra én egn og dem fra andre lokaliteter.205 3.2.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. Da oprørskampen i Afghanistan begyndte for alvor efter det kommunistiske kup i 1978, var store dele af de potentielle oprørsledere allerede flygtet fra Afghanistan, da stort set alle

192 FM 3-24, p. 1-14. 193 Chaliand, p. 14. og Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 248. 194 Tse-tung 1, p. 72. 195 Ibid., p. 107. 196 Ibid., p. 96. 197 FM 3-24, p. 1-14. 198 Guevara, p. 65. 199 Tse-tung 1, p. 97. 200 Ibid., p. 107 og Tse-tung (2), Mao (1972), Six essays on Military affairs, Foreign Languages Press, Peking, pp.15 og 363. 201 Guevara, p. 140. 202 Ibid., p. 155. 203 Tse-tung 1, p. 111. 204 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 251 og Chaliand, p. 14. 205 Tse-tung 1, p.107.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 32

islamiske ledere var flygtet til Peshawar efter Daoud kup i 1973.206 Dette åbnede mulighed for at khanerne kunne få en mere aktiv rolle; en rolle, som de af flere grunde ikke fik mulighed for at udfylde. Khanerne viste sig længere tid om at deltage aktivt i oprøret end andre grupper. Dette skyldes sandsynligvis, at de traditionelle ledere havde mere at miste ved en oprørskamp og derfor så tiden an og først greb til våben efter den sovjetiske invasion, da de var bange for at miste deres indflydelse og ødelægge økonomien.207 De Mujahideen-ledere, der valgte at gribe til våben, var primært mullaher og folk fra den øvre middelklasse, der havde adgang til uddannelse.208 De kom ikke fra den fattige del af befolkningen eller de traditionelle stammeledere.209 Grunden til at lederne fandtes blandt de veluddannede skyldes en blanding af de faktorer, der blev påvist i den marxistiske oprørsteori. 90 % af den pashtunske befolkning var analfabeter,210 men endnu vigtigere så var stammerne primært fokuseret mod det lokale niveau. Det var derfor naturligt, at universitetsmiljøet i Kabul211 og andre uddannelsesinstitutioner udgjorde rekrutteringen af ledere til oprørskampen. Mullaherne var imod, at magten skulle ligge hos de sekulære khaner, mens khanerne ikke ville afgive magt til de religiøse ledere.212 Mullaherne så oprørskampen som en måde hvorpå de kunne opnå større indflydelse og dermed styrke islams position. Mullahens vej til magten gik via de islamiske grupper og deres adgang til våben og penge, en mulighed de traditionelle Khans ikke havde, hvorved deres indflydelse blev marginaliseret.213 I takt med at krigen ødelagde den landbaserede økonomi, der udgjorde khanernes magtgrundlag, mistede de yderligere indflydelse.214 De khaner, der flygtede, mistede ofte hele deres indflydelse, da deres magt var tæt forbundet med deres besiddelser. Når de ikke kunne yde for deres qawm, mistede de deres lederskab.215 Islamisterne, støttet af den pakistanske efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence (ISI), forsøgte at hindre stammelederne og eks-militære, fra den afghanske hær, i at deltage i oprørskampen, da de ønskede at monopolisere magten.216 De fleste af de traditionelle stammeledere i Mujahideen blev derfor enten integreret i de islamiske grupper eller udkonkurreret af dem.217 Disse forhold taler for, at stammekulturens indflydelse var begrænset, da de veluddannede ofte havde distanceret sig fra deres stammerødder i løbet af deres uddannelse, og mullaherne traditionelt havde stået uden for stammen. Når stammekultur alligevel spillede en rolle skyldes det, at de fleste Mujahideen-grupper, på trods af deres islamistiske ideologi, primært var organiseret efter stamme, etnicitet218 og qawms.219 Både traditionalisterne og islamisterne havde khans og mullaher

206 Rubin 2, p. 103. 207 Ibid., p. 187 og Rashid 1, p. 208. 208 Rubin 2, p. 93. 209 Kakar, M. Hassan (1995), Afghanistan, The Soviet invasion and the Afghan response 1979-1982, University of California Press, Berkeley, p. 79. 210 Johnson 1, p. 80. 211 Rashid (2), Ahmed (2000), Taliban, Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia, I.B. Tauris & Co Ltd, 2001 Reprint, p. 85. 212 Rashid 1, p. 215. 213 Kakar, p. 141 og Edwards 2, p. 164. 214 Udbyttet faldt med 50 % i perioden 1978 til 1986. Rubin 2, p. 227. 215 Kakar, p. 141. 216 Ibid., p. 93. 217 Ibid., p. 141. 218 Johnson 1, p. 74. 219 Rashid 1, p. 207.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 33

med, men de var forskellige i ledelsesform, og i hvilken gruppe magten lå.220 Begge gruppers kampenheder var dog organiseret efter stamme eller landsbygrænser og var ofte ledt af den lokale mullah.221 Dermed levede de op til teoriernes ide om, at lederen bør være lokal. På ledelsesniveau viste stammekulturen sig tydeligst i den udprægede mangel på koordination samt i de mange indbyrdes magtkampe.222 På trods af at næsten alle grupperne havde overvægt af medlemmer fra én etnisk gruppe, forhindrede dette ikke interne kampe.223 Særligt i de radikale grupper, hvor magten var meget centreret, førte det til konflikt med de pashtunske normer. Dette gjorde det sværere at rekruttere lokalt og førte hurtigt til opsplitning i flere grupper.224 I starten af krigen bestod sunni-grupperne i Peshawar således af 100 partier med 60 kontorer i byen. Pakistan tvang dem dog senere til at samle sig i syv grupper,225 ledet af Pashawar-shuraen.226 ISI udnyttede stammeforskellene og gav næsten hele deres støtte til de grupper, der var ledet af folk fra Ghilzai stammeforbundet ,227 der ledte tre ud af de syv anerkendte grupper i Peshawar, mens ingen af dem havde Durrani-indflydelse.228 Den eneste gruppe, der blev ledet af en Durrani, opererede ud fra Quetta og kunne operere uafhængigt af de syv partier i Peshawar, da den havde sin støtte blandt Durrani-flygtninge i Quetta.229 Khanerne havde generelt mere indflydelse blandt de Mujahideen grupper, der opererede i de Durrani-dominerede områder i syd, særligt Kandahar-provinsen, grundet dets mere feudale struktur og større indflydelse af qalang.230 I et forsøg på at modvirke islamisternes magt afholdt traditionalisterne i 1980 en stor jirga. Jirgaen samlede 916 deltagere fra alle de større pashtunske stammer og alle ikke-pashtunske etniske grupper.231 De udgjorde dermed en stor trussel mod de radikale islamister og ISI’s planer. Traditionalisterne inviterede de islamiske grupper til samarbejde, bl.a. ved at henvise til æresbegrebet namus.232 Ved at spille på stammernes interne splittelse, lykkedes det dog hurtigt for ISI og islamisterne, at standse det lovende initiativ.233 Oprøret var reelt så splittet, at det eneste, der bandt partierne sammen, var en fælles fjende. Der var ingen central karismatisk leder, der kunne samle støtte ud over deres egne partier,234 hvilket umuliggjorde en fælles ledelse, da ingen af parterne ville underlægge sig de andre. Reelt betød dette, at Mujahideen manglede det politiske og militære lederskab, som oprørsteorien anser for vitalt.235 Stammekultur var kun en faktor i denne splittelse,

220 Rubin 1, pp. 36-37. 221 Rashid 1, p. 216. 222 Yousaf, p. 39. 223 Glatzer 1, p. 14. 224 Rashid 1, p. 210. 225 Glatzer 1, p. 13. 226 Begrebet shura opstod først under krigen mod Sovjetunionen. Begrebet er arabisk og refererer til det første møde i den muslimske ummah. Kun udvalgte medlemmer kan deltage i shuraen, og den er mere formaliseret end jirgaen. Glatzer 2, p. 8. 227 Roy 1, p. 88. 228 Johnson 1, p. 75. 229 Kakar, p. 104. 230 Rubin 2, p. 188. 231 Cordovez, Diego og Harrison, Selig S. (1995), Out of Afghanistan, Oxford university press, Ney York, p.2. 232 Kakar, p. 96. 233 Cordovez, p. 7. 234 Chaliand, p. 343. 235 Ibid., p. 337.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 34

men jeg vurderer, at den have en væsentlig indflydelse på splittelsen. Ud over splittelsen i ledelsen var forholdet mellem lederne i felten og de højere ledere i Pakistan anstrengt, bl.a. grundet stammeforhold.236 De højere ledere havde normalt tilknytning til et parti, mens krigernes loyalitet var til den lokale leder, baseret på de lokale sociale netværk. Dette betød, at en leder, der skiftede side, ofte tog alle sine krigere med sig til den nye gruppe.237 Mujahideen opnåede derfor aldrig den loyalitet for sagen, som teorien foreskriver. Mujahideens manglende kommandostruktur betød også, at gruppelederen også fungerede som mellemleder og tog sig af alt fra logistik til føring.238 Meget af ledernes tid blev brugt på at holde grupperne sammen, da den enkelte kriger, grundet pashtunernes egalitære indstilling, ofte kom og gik efter egne ønsker.239 Mujahideen-lederne erstattede de traditionelle ledere i de områder, hvor disse var flygtet,240 men efterhånden som krigen mod Sovjetunionen nærmede sig sin afslutning, begyndte mange af Mujahideen lederne at opføre sig som khans,241 og de blev reelt små lokale krigsherrer. I stedet for en ny elite med en organisation var der blot kommet nye ledere, der fulgte de gamle mønstre.242 Det traditionelle magtspil fortsatte efter krigen; nu blot med nye aktører. Den nye elite var islamiske intellektuelle, mullaher og krigsherrer.243 3.2.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. Taliban udfordrede fra starten de traditionelle ledere, men var også selv primært funderet i stammerelationer.244 Talibans øverste leder Mullah Omar kom fra en fattig familie fra Ghilzai-stammeforbundet. I 1980’erne boede han nær Kandahar, men han flyttede senere til Uruzgan-provinsen.245 Da Taliban blev magtfulde, gik de ikke direkte mod Kabul, men underlagde sig først Durrani-stammerne i Kandahar- og Helmand-provinserne.246 Den amerikanske professor Thomas H. Johnson mener, at dette viser, at Taliban i høj grad var drevet af konkurrencen med Durrani stammeforbundet. I den analyse mener jeg, at Johnson undervurderer Kandahars strategiske betydning. Byen har gennem historien været ”nøglen til Kabul”, da den, som hovedstad i det sydlige Afghanistan, er det økonomiske og logistiske knudepunkt og dermed forudsætningsskabende for angrebet på Kabul. En anden dimension er det forhold, at Kabul i 1994 primært var kontrolleret af Dostum og Massoud, dvs. usbekere og tadsjiker. Talibans bevægelse mod Helmand og Kandahar kan derfor også ses som et forsøg på at få det pashtunske område konsolideret,247 og dermed at skaffe øget opbakning til kampen mod de øvrige etniske grupper i Kabul. Taliban bestod ved sin start primært af Ghilzai-pasthuner fra landdistrikterne, støttet af Kakar-stammen. Næsten hele den øverste ledelse var med få undtagelser fra Hotaki-

236 Cordovez, p. 60 og Chaliand, p. 331. 237 Rubin 2, p. 202. 238 Roy 1, p. 69. 239 Goodson, p. 39, Rashid 1, p. 221 og Yousaf, p. 34. 240 Kakar, p. 127 og Goodson, pp. 97-98. 241 Rubin 2, p. 183 og Roy 1, p. 108. 242 Roy 1, pp. 109-110. 243 Ibid., p. 107. 244 Johnson 1, p. 76. 245 Rashid 2, p. 23. 246 Johnson 1, p. 78. 247 Goodson, p. 109.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 35

understammen.248 Andre kilder omtaler dog flere Durrani-pashtuner i ledelsen.249 Rashid angiver, at 14 af lederne var Ghilzai, otte var Durrani og derudover enkelte andre stammer bl.a. Kakar. Otte af lederne var ex Hizbe-e-Islami (Khalis) ,250 fordelt på fem Ghilzai og to Durrani. Mullah Omar var et af medlemmerne i Khalis Hizbe-e-Islami, hvor han kæmpede fra 1989 til 1992.251 Disse tal underbygger, at Taliban tog Kandahar først, for at mobilisere kandahari-pashtunerne. Dette underbygges yderligere af, at Mullah Omar tog residens i Kandahar, og at han kun var få gange i Kabul.252 Talibans topledelse var Kandahar-shuraen med Mullah Omar i spidsen. Derudover bestod den primært af hans gamle bekendte.253 ”Vi valgte Mullah Omar til at lede bevægelsen, han var først blandt lige mænd, og vi gav ham magten til at lede os”.254 Denne udtalelse fra en højtstående Taliban ligger tæt op ad pashtunernes egalitære indstilling, hvor lederen ofte blev set som ’primus inter pares’. I starten var Taliban-ledelsen styret af konsensus, en blanding af shura og jirga, men med tiden blev den mere hemmelighedsfuld og centralt styret, og Mullah Omar blev mere magtfuld og introvert.255 Personfokuseringen omkring Mullah Omar flyttede Taliban fjernere fra pashtunernes traditionelt egalitære jirga.256 Mullaher, der forsvarer Taliban, mener derimod, at Taliban har forenet de to traditionelle pashtunske magtinstitutioner, khanen og mullahen, og samlet den sekulære og religiøse magt.257 En Talib beskrev Mullah Omar som sky person og en dårlig taler. Han havde kun lidt karismatisk appel.258 På trods af denne beskrivelse, er der klare træk til ’the mad mullah phenomen’ hos Mullah Omar, bl.a. det faktum, at fænomenet oftest opstår, når der er krise i Afghanistan;259 et forhold borgerkrigen mellem de forskellige Mujahideen-grupper i høj grad leverede. Efter Mullah Omar i Kandahar lod sig hylde i profetens kappe,260 blev han legemliggørelsen af Max Webers karismatiske ledertype.261 Som andre karismatiske ledere blev Mullah Omar med tiden mere traditionel i sin ledelse. Johnson mente i 2006, at Taliban-bevægelsen ville dø, hvis man kunne ramme Mullah Omar.262 Dette mener jeg ikke længere er tilfældet, da hele bevægelsen, efter Omar trak sig mere tilbage, har fået sit eget liv. Kampen mellem ’hardlinere’ og moderate263 Taliban-ledere forgår i det skjulte, da ingen tør modsige Mullah Omar.264 Det tydeligste eksempel på spliden var konflikten mellem 248 Johnson 1, p. 74. 249 Goodson, p. 107 samt Rashid 2, pp. 40 og 51. 250 Rashid 2, p. 222. 251 Coll, p. 288 og Rashid 2, p. 24. 252 Rashid 2, p. 23. 253 Ibid., p. 98. 254 Ibid., p. 23. 255 Ibid., p. 95. 256 Johnson 1, p. 80. 257 Rashid, Ahmed (2006), Pashtuns in Pakistan speaks out against the Taliban insurgency in Afghanistan, http://www.ahmedrashid.com/wp-content/archives/afganistan/articles/pdf/Pashtunsinpakistan.pdf , hentet d. 13. januar 2009. 258 Rashid 2, p. 24. 259 Johnson 1, p. 79. 260 Kappen siges at have tilhørt Profeten Muhammed og opbevares i en særlig helligdom. Den tages kun sjældent frem, bl.a. forsøgte kong Aminullah at samle stammerne ved at bruge kappen i 1929. Rashid 2, p. 20. 261 Johnson 1, p. 79. 262 Ibid., p. 80. 263 Goodson, p. 125. 264 Rashid 2, p. 104.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 36

Mullah Omar og Taliban-lederen Mansur Dadullah i 2007. Den var primært begrundet af Dadullahs meget al-Qaeda inspirerede retorik og metoder. Dette stred mod de konservative dele af Taliban, hvorfor han blev stukket til det pakistanske militær.265 Mansur Dadullah havde overtaget sin brors gruppe, efter denne blev dræbt. Udnævnelsen skete på trods af, at han var kendt som en mindre effektiv leder, da Taliban vurderedes at være den rette til at holde sammen på broderens netværk.266 Dette taler for, at stamme og familiebånd var vigtigere i udnævnelsen af ledere end evner på slagmarken. En af svaghederne ved at bruge prominente stammefolk som ledere, er at deres folks loyalitet ligger ved dem og ikke ved Taliban. Et godt eksempel på dette var, da der opstod splid mellem de lokale Taliban og udenlandske krigere i Musa Qala. Da Alizai-stammens leder Mullah Salam skiftede fra Taliban til regeringen og blev guvernør I byen,267 fulgte hans krigere med. 3.2.4. Delkonklusioner. Jeg vurderer, at fragmenteringen langs stamme- og familielinjer, er det punkt, hvor den pashtunske stammekultur har størst indflydelse på lederskab. Fordelen har ifølge teorien været, at lederen har været fra lokalområdet og derfor har haft høj legitimitet, men krigerens loyalitet har ikke været rettet mod oprørsledelsen eller sagen, men mod den enkelte leder. Der, hvor afvigelsen til teorien er mest markant, er den manglende centraliserede strategiske ledelse. Kampen mellem islamister og traditionalister skyldes ikke alene stammekultur, men selv ideologisk rene grupper som Taliban har vist tegn på interne magtkampe mellem stammer og familier. Fragmentering langs stamme- eller etniske linjer er dog ikke noget unikt for oprørskampen i Afghanistan. I andre dele af verden, hvor den nationale identitet er svag, har man set samme rivalisering. Denne fragmentering vurderes eksempelvis at være den største svaghed blandt de stammebaserede oprørsbevægelserne syd for Sahara.268 Pashtunwáli vurderes dog at have en forstærkende indflydelse på fragmenteringen, grundet turburwáli. 3.3. Mål. 3.3.1. Oprørsteoriens tanker om mål og end state. Analysen af mål indeholder niveauer, det strategiske, det operative og det taktiske.269 Målet er drivkræften bag ethvert oprør, da det er selve ideen om målet, der motiverer oprørskrigeren til at kæmpe. Uden et klart politisk mål vil oprøret derfor slå fejl.270 Oprørskrigeren skal have et præcist koncept af det politiske mål, og disciplinen skal være høj, således at soldaterne følger disse mål.271 Oprørskamp er derfor ikke kun lokal taktik, men kræver strategiske overvejelser.272 Det strategiske mål er lig med oprørets ’end state’. Oprør tilhører generelt to kategorier: De, der ønsker at reformere det gældende sociale system i staten, og de, der ønsker at 265 Metz/Ingram. 266 Janes (2008), Dadullah sacking highlights Talibans rifts, http://www.janes.com/news/security/terrorism/jtsm/jtsm080129_1_n.shtml, hentet d. 3. februar 2009. 267 Afgha.com (2009), Massive Taliban defection developing in Helmand, http://www.afgha.com/?q=node/4729, hentet d. 21. januar 2009. 268 Chaliand, p. 23. 269 FM 3-24, p. 1-14. 270 Tse-tung 1, p. 71. 271 Ibid., p. 109. 272 Ibid., p. 116.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 37

bryde med statens kontrol og skabe et område, som de selv kan kontrollere.273 Det fælles træk for alle oprørerne er, at de alle søger at opnå befolkningens accept af deres mål og dermed at gøre deres autoritet legitim,274 hvorfor det er vigtigt, at oprørernes mål er sammenfaldende med folkets mål.275 På det strategiske niveau ser marxisterne de militære aktioner som en metode til at opnå det politiske mål. Selvom militære og politiske forhold ikke er ens, er det umuligt at isolere den ene fra den anden.276 Her udviser Mao en klar inspiration fra Clausewitz, om end han angiver Lenin som kilden.277 De operative mål er de, der leder til det strategiske ’end state’. Målet er at trække fjenden så langt ind i landet, at han bliver spredt over for stort et område og når sit kulminationspunkt. Herefter kan guerillastyrkerne opnå det egentlige operative mål, at nedslide fjenden gennem taktiske operationer.278 Ødelæggelsen af fjendens styrker ikke er et mål i sig selv. For at underminere modstanderens legitimitet, kræver der, at der parallelt opbygges en skyggeregering.279 De taktiske mål er ofte mere fysiske og med kortere tidshorisont. Her er målet at ramme de svage punkter hos fjenden, herunder særligt bagtrop og flanker,280 hvilket over tid vil nedslide fjendens vilje. 3.3.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. Da Kong Zahir Shah blev afsat af sin fætter Muhammad Daoud Khan i 1973, var der mange, der blot så det som endnu et opgør i den kongelige familie, og dermed et eksempel på turburwáli.281 Der var dog en markant forskel, idet Daoud stod i spidsen for en sovjetisk trænet hær, der ikke var stammebaseret.282 Da hans magtbase ikke i samme grad som sine forgængeres var baseret på at balancere stammerne, begyndte oprøret hurtigere end ved tidligere oprør. Det var dog først efter, at den sovjetiske invasion i 1979 gjorde oprørskrigen til en befrielseskrig, at alle etniske grupper og sociale lag deltog i oprøret.283 På det strategiske niveau var islamisternes mål at vælte en vantro regering og for dele af dem oprettelsen af den islamiske verdensstat (Ummah).284 Over for dette stod traditionalisterne, hvis mål for efterkrigstidens Afghanistan var en federal struktur, hvor stammer og regional autonomi ville blive respekteret. De var imod oprettelsen af en centralistisk islamisk stat.285 Der var således ikke et samlet mål for Mujahideen - andet end at modsætte sig regeringen og de sovjetiske styrker286. På operativt og taktisk niveau betød manglen på militære tænkere blandt Mujahideen (hvis man ser bort fra Massoud, der var tadsjik), at oprørskrigen ofte tog udgangspunkt i den form for krig, der var kendt i forvejen, stammekrigen.287 Målet med kampene blev 273 FM 3-24, p. 1-2. 274 Ibid., p. 1-1. 275 Tse-tung 1, pp. 70-71. 276 Ibid., p. 110. 277 Ibid., p. 137. 278 Ibid., p. 92. 279 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 244. 280 Tse-tung 1, p. 73 281 Cordovez, p. 14. 282 Rubin 2, p. 74. 283 Kakar, p. 111 og Rashid 1, p. 207. 284 Roy 1, pp. 47 og 91. 285 Cordovez, p. 62. 286 Chaliand, p. 330. 287 Ibid., p. 329.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 38

derfor mere fokuseret på at opretholde balance mellem stammerne frem for at ødelægge fjenden.288 Det var således vigtigere at fremme sin egen qawm end at arbejde for at fordrive fjenden, hvilket forstærkede de interne stridigheder i Mujahideen. 3.3.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. Talibans mål er i dag at vælte den afghanske regering, fordrive de udenlandske styrker og genindføre den styreform, som Taliban praktiserede i Afghanistan indtil 2001.289 Dele af Taliban er dog ikke overbevist om, at Ummaen kan erstatte nationalstaten.290 Forskellen på Talibans og al-Qaeda strategiske mål er tydelige. Taliban er fokuseret på magten i Afghanistan, mens al-Qaeda blot ser kampen mod vesten i Afghanistan som et led i den globale jihad.291 Talibans mål er i lige så høj grad etnisk, som det er religiøst. F.eks. blev alle embedsmænd udskiftet med pashtuner, kvalificerede eller ej,292 da Taliban kom til magten i Afghanistan. 3.3.4. Delkonklusioner. Oprørsteorien foreskriver, at den lokale taktik kræver strategiske overvejelser. Dette punkt blev aldrig opfyldt i Afghanistan grundet den fragmenterede ledelse. Pashtunsk stammekultur har kun haft lidt indflydelse på ’end state’ for oprørskampene, da de traditionelle ledere i begge cases har været marginaliseret af islamisterne. Målet har derfor i langt højere grad været religiøst eller etnisk baseret. Teoriens ide om at trække fjenden ind og nedslide ham har modarbejdet stammekulturen, da denne er tæt forbundet med landområderne, hvilket medvirkede til at svække stammerne. Det punkt stammekulturen har haft størst indflydelse på, er det taktiske niveau, da selv Talibans kampe tager udgangspunkt i stammekrigen udbygget med erfaringer fra Mujahideen. 3.4. Ideologi og narrativ. 3.4.1. Oprørsteoriens tanker om ideologi og narrativ. Ideer er motivationsfaktoren i et oprør,293 og Marxisterne ser ideologi som det bærende element i oprørskampen. I en langvarig krig er overbevisning den nøgle, der får oprørerne til at modstå modgang og fastholde troen på sejr. 294 Der skelnes mellem to typer af oprørskrige, en mod invasion udefra og en mod et siddende styre.295 Den vigtigste forskel på de to er behovet for propaganda. Mao beskriver, at et af de stærkeste karakteristika ved oprørskamp mod en invasion, er kvaliteten af den interne renhed, idet alle klasser holder sammen. I den revolutionære kamp er der derimod behov for propaganda for at samle folket.296 Der opereres med to typer propaganda, én rettet mod de civile og én intern rettet mod oprørshæren. Propagandaen skal være koordineret af den fælles ledelse, ellers opnår

288 Roy 1, p. 63. 289 Forsvarets Efterretningstjeneste (2008), Afghanistan trusselsvurdering af oktober 2008, http://fe-ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/Pressearkiv/2008/Afghanistan20102008.pdf, hentet d. 11. februar 2009. 290 Glatzer 1, p. 16. 291 Johnson 2, p. 118. 292 Rashid 2, p. 101. 293 FM 3-24, p. 1-14. 294 Tse-tung 1, p. 109 og Tse-tung 2, p. 270. 295 Chaliand, p. 11. 296 Tse-tung 1, p. 75.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 39

man aldrig en samlet effekt.297 Formålet med propagandaen rettet mod befolkningen er, at overbevise dem om de politiske mål. Uden denne overbevisning vil oprørerne mangle den enighed, der bør eksistere mellem soldaterne og folket.298 Den interne propaganda har til formål at holde moralen høj. Vigtigheden af kun at bruge frivillige fremhæves, da tvangsudskrivning vil virke nedbrydende på den ånd, der skal herske i en oprørsbevægelse.299 Oprørerne bør være et eksempel i livsførelse og bør give vejledning i ideologiske spørgsmål.300 Kun ved at leve op til disse krav, kan oprørsbevægelsen sikre sig den støtte fra folket, der er nødvendig for at kunne operere (dette punkt behandles i 3.5). Marxisterne ligger sig i deres altomfattende verdensopfattelse på dette punkt op ad religiøse ekstremistiske oprørsgrupper, idet formålet er at styre tanker og handlinger.301 De mest magtfulde ideologier taler til følelserne og ønsket om retfærdighed, religiøs overbevisning eller befrielse fra fremmed besættelse. Ideologien træder tydeligst frem i den narrativ, som oprørerne skaber. De vigtigste temaer er religion, nation og kultur. Samtidig spiller samfundets historie en vigtig rolle.302 Som nævnt er ideologien væsentlig for at kunne gennemføre en langstrakt oprørskamp. Ideologien vil dog ofte have den sideeffekt, at de ideologiske tanker forstærkes. Guevara skrev, at den revolutionære i løbet af krigen næsten altid vil blive mere revolutionær,303 hvilket forstærkes i de tilfælde, hvor det drejer sig om ekstremistiske ideologier.304 Dette forhold er vigtigt at holde sig for øje, da det er af betydning for forholdet mellem oprørere og befolkning, og da det har stor indvirkning på forsoningsfasen ved krigens afslutning. 3.4.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. Mujahideen afviger fra de fleste oprørsbevægelser ved ikke at være baseret på en fælles politisk ideologi.305 På trods af, at Mujahideen kamp var både en befrielseskrig og en oprørskamp, betød Afghanistans sammensatte etniske befolkning, og i særdeleshed pashtunernes meget fragmenterede sociale opbygning, at den af Mao omtalte ”interne renhed” aldrig opstod i Afghanistan. De radikale islamister, der udgjorde grundstammen i Mujahideen, var imod de traditionelle stammeledere og de traditionelle hanafi-mullaher,306 men de var internt splittet mellem de fundamentalistiske og de radikale-revolutionære grupper.307 De radikale islamister så ikke jihad som en hellig krig anført af religiøse fanatikere, men derimod som en sammenhæng mellem brugen af magt og islam som en revolutionær ideologi.308 309 Jf. islamisterne kan religion og politik ikke skilles. Reelt var det det modsatte, der skete. Ideologien var islamisk, mens spillet om magten blev spillet via stammerne.310 297 Guevara, p. 133 og 134. 298 Tse-tung 1, p. 110 og Tse-tung 2, p. 270. 299 Tse-tung 1, pp.107-108. 300 Guevara, p. 65. 301 FM 3-24, p. 1-15. 302 Ibid., p, 1-15. 303 Guevara, p. 65. 304 FM 3-24, p. 1-15. 305 Barth, p. 187. 306 Cordovez, p.61 og Rashid 1, p. 211. 307 Kakar, p. 80. 308 Ibid., p. 81 og 86. 309 Mujahideen gruppen Jamiat-i-Islami udgav bl.a. en pamflet under titlen ”hvem er vi, og hvad vil vi”. Et klart link til den marxistiske oprørsteoris tanke om at udbrede de revolutionære tanker til folket. Ibid., p. 86. 310 Roy 1, p. 113 og Rashid 1, p. 207.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 40

Lederne af de største islamiske grupper Jamiat-i-Islami og Hizb-i-Islami, stod udenfor stammestrukturen.311 Den første var ledt af en tadsjik, mens den anden blev ledt af Hikmatyar, der var pashtun uden tilknytning til stammesystemet. Særligt Hizb-i-Islami var meget kritisk over for det afghanske samfund, og var tæt på at dømme det uislamisk.312 På trods af dette blev deres retorik påvirket af stammekulturen. Mujahideens diskurs var en blanding af islam og pashtunske idealer.313 Mens næsten alle Mujahideen-grupperne brugte religiøs symbolik i deres navne og retorik,314 var historier om ære, og om hvordan englænderne var blevet slået,315 vigtige narrativer. Selv Hikmatyar, der startede krigen med en pan-islamisk retorik og som talte for Ummaen, anvendte pashtunsk retorik. Da han senere i krigen skulle rekruttere i de pashtunske områder, talte han til etnicitet og stammesolidaritet, herunder forsvaret af den pashtunske identitet og ære.316 Mujahideen-lederne kendte således alle til stammekulturen, men forsøgte ikke at integrere den i den politiske islam. Der opstod herved en forskel på retorik og praksis.317 Mange af mullaherne havde ikke respekt for de traditionelle stammenormer.318 Der var forsøg på at knække den lokale kultur, blandt andet gennem forbud mod sang og dans ved bryllupper, og udskiftning af folkesagn med koranvers.319 Mujahideen var en velbevæbnet radikal islamistisk styrke i et samfund, der traditionelt havde været imod stærke religiøse dogmer.320 Dette betød, at oprøret pga. dets ekstremisme mange steder blev afkoblet fra det lokale samfund.321 Det sekulære traditionelle samfund var efter krigen svækket og de radikale islamister havde fået magten.322 Dette var mindre udtalt i syd end i øst, selvom der også her var eksempler på, at Mujahideen satte de traditionelle ledere uden for indflydelse.323 De to vigtigste grunde til, at Mujahideen i det sydlige Afghanistan var mindre afkoblet fra befolkningen var, at grupperne i dette område overvejende var nationalistisk funderet, og at mange af de traditionelle ledere, særligt i Helmand og Kandahar, kunne opretholde deres magtbase med våben indkøbt for opiumspenge.324 Selv i de områder, hvor sharia blev indført, var indflydelsen fra Pashtunwáli fortsat stor. Sharia blev fortsat tilrettet Pashtunwáli. Bortførelse af en kvinde sås således ikke som utroskab, men som konkurrence mellem qawms.325 Formålet var at undgå en aktivering af badal og dermed en eskalering af konflikten. På trods af ideologi og politik forblev de afghanske oprørsgrupper mere en samling individualister end egentlige grupper. Jihad forstærker her den pashunske kultur, da det i

311 Cordovez, p. 61. 312 Chaliand, p. 342 og Rubin 2, p. 88. 313 Rubin 2, p. 186. 314 Barth, p. 197. 315 Rubin 2, p. 186. 316 Glatzer 1, p. 13. 317 Roy 1, p. 58. 318 Kakar, p. 144. 319 Ibid., p. 146. 320 Cordovez, p. 7. 321 Rubin 2, p. 240. 322 Kakar, p. 295. 323 Rubin 2, p. 244. 324 Kakar, p. 295. 325 Roy 1, p. 115.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 41

bund og grund er individets kamp mod fjenden.326 Mange afghanerne sagde, at de kæmpede for islam og Afghanistan, ikke for et parti, - end ikke det, de tilhørte.327 3.4.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. Taliban-lederne kom fra de fattigste og mest konservative dele af Afghanistan, og de forsøgte at udbrede deres holdninger til hele landet.328 De var drevet af deoband-islam, dog i en meget ekstrem udgave.329 Talibans version af deoband-islam var opstået i madrassaerne i flygtningelejrene.330 De fleste blev ledt af semi-uddannede mullaher, og deres version af islam var stærkt påvirket af Pashtunwáli.331 Deoband-islams traditioner går mod stammer og feudal struktur. Taliban nærede derfor mistro til stammerne og holdt stammelederne uden for indflydelse.332 Talibans ideologi var ikke tidligere set i Afghanistan, da de ikke afspejlede nogle af de islamistiske trends, som Mujahideen havde haft. De var ikke radikale islamister, og de var ikke traditionalister. Taliban repræsenterede ikke andre end dem selv, og de anerkendte ingen version af islam ud over deres egen.333 Taliban så sig selv som en renselse af et oprør, der var slået fejl.334 Ved at kalde sig Taliban frem for Mujahideen, prøvede Taliban at distancere sig fra den fejlslagne Mujahideen regering. De forsøgte at sende et signal om, at de ville rense samfundet frem for at gå efter magten.335 Taliban sagde i starten, at de ville befri Afghanistan og give magten til ”gode” muslimer, hvilket var populært i en befolkning, der var træt af magtkampe. I 1996 ændrede Taliban deres budskab til, at de- og kun de- skulle regere Afghanistan.336 Dele af den Afghanske befolkning ser ikke længere Taliban som en religiøs bevægelse, men som endnu en bevægelse, der kæmper for magt og indflydelse.337 Mullah Omar stod i 1994 frem ved en storshura iført profeten Muhammeds kappe og lod sig udråbe til Amir-ul Momineen.338 Ved samme lejlighed udråbte han jihad mod Rabbanis regering. Mange unge Taliban-krigere var opvokset i flygtningelejre i Pakistan og var uddannet i islamistiske madrassaer, og de kendte kun lidt til afghansk historie.339 Dette var en af de store forskelle på Mujahideen og Taliban. Mujahideen kendte deres stammerødder og kunne huske deres hjemstavn og Afghanistans historie. Mange af Taliban-krigerne havde aldrig været i landet og havde ingen minder om den komplekse stamme og etniske sammensætning, der havde været i de afghanske byer.340

326 Rashid 1, p. 221. 327 Rubin 2, p. 232. 328 Rashid 2, p. 110. 329 Johnson 1, p. 74. 330 Coll, p. 284. 331 I 1971 var der ca. 900 madrassaer, mens tallet i 1988 var vokset til 8000 officielle og ca. 25.000 uofficielle, der samlet underviste en halv million studerende. Rashid 2, p. 89. 332 Ibid., p. 92. 333 Ibid., p. 88. 334 Coll, p. 283 samt Rashid 2, pp. 23 og 25. 335 Rashid 2, p. 22. 336 Ibid., p. 95. 337 The Senlis Council (1) (2007), Countering the Insurgency in Afghanistan, http://www.icosgroup.net/documents/Full_CI_Report.pdf, hentet d. 3. marts 2009, p. 51 og Rashid 2, p. 36. 338 Coll, p. 328. 339 Rashid 2, pp. 23 og 32. 340 Edwards 2, p. 294 og Rashid 2, p. 32.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 42

En stor del af Taliban-krigere var forældreløse eller vokset op i madrassaer uden at kende til kvinder. De accepterede det derfor som noget naturligt, at kvinderne ikke skulle spille en rolle i Talibans version af islam.341 Dette var mod det traditionelle afghanske mønster, hvor mænd omgik familiens kvinder. Selv i de mest konservative pashtunske stammer, fungerede familielivet på denne måde.342 Den almindelige landsbybefolkning er generelt ikke tilhængere af Talibans ekstreme fortolkning af islam.343 Taliban udlægger konflikten som en kosmisk konflikt mellem de rettro og de vantro, der dræber uskyldige muslimer.344 Talibans fire hovednarrativer:

- De fremmede har invaderet Afghanistan. - Præsident Karzai er en marionet for Amerika, og han er ikke legitim. - De fremmede har ingen respekt for afghansk kultur og tradition. - De fremmede bomber byer og dræber civile.345

Taliban bruger ofte Pashtunwáli i deres narrativer. Deres primære fokus er på nang.346 Blandt andet ville Taliban ikke udlevere Bin Laden, da de sagde det ville være mod afghansk tradition.347 Her tænkes særligt på mailmastiá, hvor Taliban ville tabe ære ved at udlevere en gæst. 3.4.4. Delkonklusioner. Pashtunsk stammekulturs indflydelse på den ideologiske del af oprørskampen har været begrænset, da det bærende ideologiske grundlag har været religiøst. Stammekulturen har haft en indflydelse på formen af islam, men den er også her blevet marginaliseret grundet påvirkningen fra radikale islamister og deoband-islam. Dette har i begge cases ført til, at dele af oprøret har været afkoblet fra befolkningen, hvilket er et resultat af Guevaras formaning om, at den revolutionære i løbet af konflikten altid bliver mere revolutionær. Stammekulturens indflydelse på narrativerne har været større. Dette skyldes primært, at den pashtunske landbefolkning udgør hovedparten af oprørernes rekrutteringsgrundlag, og oprørerne derfor har forsøgt at anvende en retorik, der talte til deres kulturelle baggrund. Da narrativer og ideologi ikke er afstemt, kan dette være med til at afkoble den del af befolkningen, som man søger at hverve. 3.5. Miljø og geografi. 3.5.1. Oprørsteoriens tanker om miljø og geografi. Punktet dækker ud over miljø og geografi også over kultur og demografi. Dynamikkerne i dette punkt træder tydeligt frem på det taktiske plan, hvor de har stor indflydelse på, hvordan oprørerne organiserer sig, og hvilken doktrin, herunder de fremgangsmåder, (det der militært kaldes Training, tactics and procedures (TTP)), de anvender.348 Kultur er i dette speciale inddraget i alle analyser, og analyseres derfor ikke selvstændigt i denne delanalyse. Jeg har valgt at dele denne analyse op i tre punkter: forholdet til civilbefolkningen, tanker omkring baser og endeligt oprørsbevægelsens TTP. 341 Goodson, p. 118. 342 Rashid 2, p. 32. 343 Jones, p. 4. 344 Johnson 2, p. 124. 345 Senlis 2, p. 37. 346 Johnson 2, p. 121. 347 Rashid 2, p. 140. 348 FM 3-24, p. 1-16.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 43

3.5.1.1. Forholdet til civilbefolkningen. Guerillastyrkerne får deres styrke fra folket, og kan ikke eksistere uden dets sympati og samarbejde. Det øjeblik hvor et oprør fjerner sig fra folket, er det øjeblik, hvor håbet om sejr forsvinder.349 Mere poetisk beskriver Mao de civile som det vand, oprørerne skal svømme i som fisk.350 Et af oprørsbevægelsens vigtigste mål er derfor at sikre, at der opstår en fælles ånd mellem befolkningen og tropperne. Denne ånd søges opnået gennem en række forskellige tiltag. Dels skal befolkningen, som nævnt i afsnittet om ideologi, overbevises om det politiske mål. Dette er dog i sig selv ikke nok, og oprørerne skal derfor udvise respekt for civilbefolkningens traditioner og normer,351 ligesom lederne af de krigsretter, der oprettes af oprørerne, skal have indgående kendskab til landets love.352 Mao mente, at den ønskede opførsel skulle formaliseres, og han henviser til en folder med regler for god opførsel kaldet ”The three rules and the eight remarks”,353 der blev udleveret til soldaterne i kampen mod japanerne og siden regeringen. Generelt foreskriver teorien, af overnævnte grunde, at behandle civilbefolkningen retfærdigt.354 Bønderne skal støtte guerillaen gennem skatter, men det er forbudt at konfiskere ejendom.355 Der er dog langt fra tale om en blødsøden holdning, og de individer, der ikke kan vindes til sagen, må dræbes uden nåde, hvis de udgør en fare.356 3.5.1.2. Baser. Behovet for baser er en af oprørsbevægelsens svagheder, da det er et af de få stationære steder, hvor fjenden kan ramme oprørerne. Mao beskriver en base som et strategisk lokaliseret område, hvor guerillaen kan træne, genopbygge og udvikle deres styrker. En oprørsbevægelse kan ikke virke over lang tid uden en base.357 For at baserne kan opfylde deres formål kræves det, at fjenden ikke umiddelbart kan gribe ind overfor dem. Dette stiller krav til hemmeligholdelse og forsvar. Baser bør placeres i bjerge eller jungler, hvor de er lette at forsvare. De kan oprettes i de åbne områder, men kan her kun have midlertidig karakter, og kun såfremt at fjenden er meget spredt.358 Et problem omkring baser er det modsatrettede forhold mellem ønsket om beskyttelse og det faktum, at selve operationsområdet ofte ligger i fjendens bagland.359 Oprørerne vil af den grund ofte være nødsaget til at benytte midlertidige baser, eller tilbagelægge lange infiltrationsmarcher, hvilket er både nedslidende og i strid med tanken om, at oprørerne bør være lokalt funderet. 3.5.1.3. Training, tactics and procedures. Oprørskamp adskiller sig på mange måder fra konventionel krig. Nøglen til oprørskrigens succes er overvågenhed, mobilitet og angreb.360 Det afgørende er, at bevare egne styrker og ødelægge fjenden.361 For at kunne opnå dette, er det vigtigt at bevare initiativet.362

349 Tse-tung 1, pp. 71-72. 350 Ibid., p. 113. 351 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 252, Guevara, p. 46 og Tse-tung 2, p. 245. 352 Guevara, p. 117. 353 Tse-tung 1, p. 112. 354 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 250. 355 Tse-tung 1, p. 128 og Guevara, p. 116. 356 Guevara, p. 57. 357 Tse-tung 1, p. 125. 358 Ibid., p. 126. 359 Ibid., p 78. 360 Ibid., p. 73.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 44

Der findes ingen afgørende slag i en oprørskamp. For at bevare initiativet er angreb en af nøglerne til succes. De skal udføres hurtigt og med al kraft. Oprørerne bør koncentrere flere mindre styrker mod en svag fjende og ødelægge ham.363 Herefter bør grupperne spredes igen. Mobilitet er afgørende for en oprørsgruppes succes. Forsvar må kun bruges til at sinke fjenden.364 Da modstandernes flyvevåben er effektivt mod store troppekoncentrationer og faste forsvarsværker, bør der ikke forekomme stedbundet forsvar i en oprørskrig.365 Fjendens logistik er et af hans svage punkter, hvorfor det bør være et af oprørernes mål. Improviserede bomber366 og baghold bør anvendes til at ramme fjendens logistik, da dette vil tvinge fjenden ind i større konvojer,367 hvilket vil binde hans resurser. Ved at anvende lokalkendskab vil konvojerne fortsat kunne udsættes for angreb. Guevara skelner derudover mellem sabotage og terror. Terror bør undgås, da det kan ramme civile og derved nedbryde støtten til oprørerne. Han afskriver sig dog ikke brugen af terror helt, da det er et effektivt middel til at ramme fjendens frontfigurer.368 Oprørerne bør være betænksomme mod fanger, ellers styrker det fjendens sammenhold.369 Dette udbygges af Guevara, der anbefaler, at de fanger, man ikke kan medtage, slippes fri, efter de har fået en moralprædiken.370 Modsat skal forrædere i egne rækker straffes hårdt, og lederen skal få folkene til at hade forræderen. Dette skal tjene som en advarsel for de øvrige oprørere.371 3.5.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. 3.5.2.1. Forholdet til civilbefolkningen. Det, der afgjorde, om en stamme støttede regeringen eller Mujahideen, var dels gamle alliancer eller blot det, at man støttede den part, som ens rivaliserende qawm kæmpede mod.372 Andre stammer skiftede alliance mellem Kabul og Mujahideen alt efter, hvem der bød højst,373 og dermed var det bedste alternativ for deres qawm. Stammerne var ikke homogene, og der var både regeringsstøtter og oprørere i samme stamme. De fleste indtog dog en mere afventende holdning. For at sikre familien bedst sendte mange familier medlemmer til begge lejre, således at man var sikret, uanset hvem der vandt krigen.374 Dette er et udmærket eksempel på pashtunernes pragmatiske holdning til loyalitet. Den gruppe, der er det bedste alternativ for ens qawm, er den, der får ens støtte. Hvis man er i tvivl, spiller man på begge heste.

361 Tse-tung 1, p. 116. 362 Ibid., p. 119. 363 Ibid., p. 118. 364 Ibid., pp. 78 og 118. 365 Guevara, p. 44. 366 Guevara skriver ikke ordret improviserede bomber men beskriver hvordan flybomber og anden ammunition kan modificeres således, at de kan udløses elektrisk. Han omtaler også, hvordan radioer er blevet brugt som fjernudløsere under oprørskampen i Algeriet. 367 Ibid., p. 45. 368 Ibid., p. 43. 369 Tse-tung 1, p. 113, her ser man igen indflydelse fra Sun Tzu, der anbefaler venlighed mod fanger Sun Tzu, p. 47. 370 Guevara, p. 67. 371 Tse-tung 1, p. 108. 372 Rubin 2, p. 144. 373 Cordovez, p. 148. 374 Glatzer 1, p. 14 og Yousaf, p. 132.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 45

Støtten til Mujahideen antog flere former. Når befolkningen gav husly til Mujahideen, skyldes det dels sympati og dels mailmastiá.375 Mujahideens indkomst bestod af direkte skatter, herunder den islamiske zakat på 10 % af alle afgrøder, af indirekte skat på varer376 (told), donationer, krigsbytte, og den eksterne støtte fra nødhjælp og Pakistan.377Ofte opkrævede flere grupper skat, således at folk endte med at betale mere end til regeringen.378 Skatteinddrivning var meget mod den nang-opfattelse af Pashtunwáli, der var udbredt i det østlige Afghanistan, og af den grund blev der ikke inddrevet skatter i samme grad i øst, da det ville have provokeret stammerne til oprør. Her var særligt smugleri og told på smugling en udbredt indtægtskilde.379 Da Mujahideen lukkede en vigtig forsyningsrute til Jalalabad, kom de i konflikt med de lokale stammer, der benyttede ruten til smugling. En jirga blev afholdt, og ruten genåbnet.380 Den hårdhændede sovjetiske fremfærd381 førte til en øget rekruttering blandt de lokale Mujahideen-grupper.382 Dette skyldes primært badals krav om, at blod skal hævnes med blod. På trods af modstanden mod regeringen, blev de civile frastødt af Mujahideens sumeriske henrettelser og brændte huse, da de tætte sociale bånd i stammerne betød, at sådanne drab berørte hele det lokale samfund.383 3.5.2.2. Baser. Mujahideen oprettede senere i krigen større baser (Markaz), udbygget med antiluftskyts og tunge våben,384 udenfor byerne. I de mere befolkede områder var krigerne der kun om dagen, mens de i de affolkede områder boede der permanent.385 Denne type baser var ukendte i stammekrigen, hvor krigeren boede og kæmpede i den by, som han forsvarede. Oprettelsen af baserne var mindre et resultat af militær strategi end en social / politisk omstrukturering. Mujahideen-lederne blev en ny elite, der, som de traditionelle khans, tiltrak gæster og fik opbakning gennem fordeling af goder, særligt ammunition og andre krigsforsyninger.386 Særligt baserne i Pakistan var af vital betydning for Mujahideen, og de behandles yderligere under analysen af ekstern støtte. 3.5.2.3. Training, tactics and procedures. En typisk Mujahideen-gruppe var bundet til en qawm eller et religiøst netværk, f.eks. en madrassa.387 I et qawm-baseret samfund er forsvaret primært forbundet med det lokale område.388 Dette medførte, at hvis en gruppe skulle operere uden for sit eget område, skulle den bede lederne af de områder, de skulle igennem og kæmpe i, om tilladelse. Hvis

375 Kakar, p. 127, Rashid 1, p. 206 og Chaliand, p. 332. 376 Yousaf, p. 106. Mujahideen fordelte selv våben ind i Afghanistan. Transporten var dog privatiseret, idet pashtunske og baluchi smuglergrupper havde monopol på transporterne. Betalingen løb op i 1,5 millioner $ pr. måned, hvilket gav grobund for udbredt korruption. Ibid., p. 97 og Rubin 2, p. 197. 377 Rubin 2, p. 189. 378 Kakar, p. 145. 379 Rubin 2, p. 189. 380 Ibid., p. 261. 381 Op mod 1 million blev dræbt under Sovjetunionens forsøg på at fordrive befolkningen fra grænseområdet til Pakistan. Rashid 1, p. 221 og Goodson, p. 60. 382 Kakar, p. 134. 383 Ibid., p. 128. 384 Roy 1, p. 70. 385 Rubin 2, p. 229. 386 Roy 1, p. 71. 387 Rubin 2, p. 188. 388 Ibid., p. 190.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 46

man opererede uden denne tilladelse, risikerede man, at den lokale gruppe dannede en midlertidig alliance med regeringen og så bekæmpede de udefrakommende.389 Mujahideen med forbindelse til lokalområdet var ikke optimalt i ISI øjne, da de ikke ville angribe ISI udpegede mål, hvis deres egen befolkning havde gavn af det, eller der var fare for at civile tab og dermed badal.390 Et af de bedste eksempler på denne dynamik var en episode efter den sovjetiske tilbagetrækning, hvor ISI forsøgte at få Mujahideen til at angribe Kandahar-by, herunder at sprænge en vigtig dæmning. De lokale Mujahideen-ledere reagerede ved at sende styrker til dæmningen for at bevogte den mod ISI. Herefter sendte ISI Hikmatyar til området med en enhed bestående af Ghilzai pashtuner for at udføre opgaven. De blev dog angrebet af de lokale Mujahideen-grupper og måtte trække sig tilbage. Mujahideen i Kandahar begyndte herefter at arbejde tættere sammen med regeringen og fik lov til at komme ind i byen, dog uden våben.391 Mujahideens TTP var præget af lidt teori og doktrin, men der var derimod fokus på handling.392 Mujahideens manglende teoriudvikling betød, at de brugte mange af taktikerne fra stammekrig.393 Svaghederne fra stammekrigen var tydelige. Årets gang i landbruget havde markant indflydelse på antallet af krigere og dermed på kampenes intensitet, og det var svært at koordinere større operationer grundet uenighed om deling af krigsbyttet.394 Stammekrigerne havde svært ved at omstille sig til moderne krig.395 De var gode til baghold, men de manglede uddannelse og kommandostruktur til at gennemføre større operationer. En anden mangel var specialister, som f.eks. mineryddere.396 80 % af de stammebaserede grupper havde ikke over 60 mand.397 De var hermed på niveau med de traditionelle stammemilitser. 3.5.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. 3.5.3.1. Forholdet til civilbefolkningen. Taliban opstod på et tidspunkt, hvor kommunisternes magt var brudt, Mujahideen-lederne havde mistet opbakning, og den traditionelle stammeledelse næsten var udryddet eller flygtet. Det var derfor let for Taliban at tage magten over det pashtunske bælte.398 Den krigstrætte befolkning så dem som frelsere og fredsskabere,399 og som en mulig styrke til at genskabe pashtunsk magt i Afghanistan.400 I det pashtunske bælte var der mange, der følte, at Taliban var det eneste alternativ til kaos og anarki, og derfor var bedre for folket (qawm) end de Mujahideen-krigsherrer, der var før dem.401 Flere fremtrædende Durrani-familier, herunder Karzai-familien fra Popolzai-stammen i Kandahar, støttede

389 Yousaf, p. 42 og Roy 1, p. 69. 390 Rubin 2, p. 201. 391 Ibid., pp. 262-263. 392 Roy 1, p. 30 og Yousaf, p. 36. 393 Rubin 2, p. 187. 394 F.eks. delte to grupper en afhoppet T-55 kampvogn i to stykker og solgte delene, fordi de ikke kunne enes om, hvem der skulle have den. Cordovez, p.148 og Goodson, p. 39. 395 Yousaf, pp. 36-37. 396 Cordovez, p. 148. 397 Rubin 2, p. 227. 398 Rashid 2, p. 97. 399 Barfield, Thommas J. (2004), Problems in establishing Legitimacy in Afghanistan, (Iranian Studies 37, no. 2, June 2004 pp. 263 – 293), p. 290 og Ewans, p. 160. 400 Coll, p. 283 og Rashid 2, p. 35. 401 Edwards 2, p. 294 og Rashid 2, pp. 27-28 og 213.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 47

Taliban.402 Det sydlige Afghanistan faldt relativt let, da de mange mindre krigsherrer var uorganiserede og anarkistiske. Krigsherrerne i nord og vest ydede langt mere organiseret modstand.403 Taliban har ikke forsøgt at ændre den traditionelle sociale opbygning i de områder, hvor stammeledelsen har været velfungerende.404 Dette har været tydeligst i områderne langs grænsen til Pakistan, særligt i øst, hvor stammerne står stærkt. 400 stammeledere i det østlige Afghanistan tvang blandt andet Taliban-guvernøren til at udskifte den lokale guvernør i protest mod værnepligt og skatter.405 De østlige pashtuner var mere påvirkede af pashtuner i Pakistan og sendte deres piger i skole. Da pashtunerne i øst krævede undervisning for piger, gik Taliban-guvernøren ikke imod.406 Under Taliban-regeringen skulle familier i syd sende en søn til at kæmpe for Taliban.407 Ud over at skaffe rekrutter, havde det samme virkning som janitsharerne i det Osmanniske rige, idet det øgede befolkningens loyalitet. Udskrivningen af soldater og skatter fik med tiden flere stammer til at gøre oprør mod Taliban. I 1997 var der oprør mod Taliban blandt stammerne i Kandahar på grund af udskrivning af soldater. Taliban blev drevet ud af flere byer. ” Taliban lovede os fred, i stedet har vi kun fået krig” .408 Den stærke Karzai-familie ønskede den gamle konge tilbage fra eksil og satte sig i 1999 op mod Taliban. Taliban dræbte som svar familiepatriarken og tvang hans søn, den nuværende præsident, på flugt.409 I år 2000 var der tegn på splid i Taliban. Stammepashtuner udviste stigende harme over Talibans strikte regler og stigende korruption.410 Oprør som disse gjorde Taliban mere afhængig af madrassastuderende og folk fra flygtningelejrene, og de fjernede dermed bevægelsen yderligere fra den pashtunske landbefolkning. De fleste afghanere ønskede efter snart 25 års krig bare fred og stabilitet.411 Mange er ligeglade med, hvem der er ved magten, blot der er fred. En pashtun udtrykte det således: ”Da Taliban var ved magten, støttede vi dem, nu støtter vi regeringen. Vi har ikke tid til at bekymre os om regering eller Taliban, vi tænker kun på at sikre vores familier”.412 Regeringens manglende evne til at udbrede sit magtmonopol får mange til at støtte Taliban.413 En pashtun fra syd: ” I vores hjerter støtter vi ikke Taliban, men folk har ikke noget valg, fordi regeringen ikke kan yde sikkerhed”.414 Den udbredte fattigdom er en faktor, der sikrer støtte til Taliban.415 En afghansk soldat tjente i 2007 60 US$ om måneden. En Taliban kriger kunne tjene op mod 400 $.416

402 Coll, p. 283. 403 Rashid 2, p. 33 og Edwards 2, p. 293. 404 Glatzer 1, p. 12. 405 Rashid 2, p. 80. 406 Ibid., p. 110. 407 The Senlis Council (3) (2006), Field Notes, http://www.icosgroup.net/documents/insurgency_assessment_field_report.pdf, hentet d. 3. marts 2009, p. 12. 408 Rashid 2, p. 103. 409 Coll, p. 462. 410 Rashid 2, p. 79. 411 Johnson 2, p. 104. 412 The Senlis Council (4) (2007), Taliban politics and Afghan Legitimate grievances, http://www.icosgroup.net/documents/taliban_politics_policy_paper.pdf , hentet d. 3. marts 2009, p. 43. 413 Jones, p. 5. 414 Johnson 2, p. 108. 415 Senlis 1, p. 51.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 48

Store dele af befolkningen er derudover vrede over koalitionens hårdhændede fremfærd, der krænker deres ære. En amerikansk leder af et Provintional Reconstruction Team sagde på et tidspunkt: ”Black OPS [specialstyrker] gør mere skade i min provins på en nat, end jeg kan rette op på seks måneder.417 3.5.3.2. Baser. Efter Taliban mistede magten i 2001, har deres tyngde været i Kandahar, Helmand, Uruzgan, Zabul, Paktika og Paktya. Alle er langs grænsen til Pakistan eller nær ’safe havens’ i det pashtunske stammebælte.418 Bevægelsen ledelse sidder i Pakistan, hvor Mullah Omar og øvrige topfolk formodes at holde til omkring Quetta,419 og kan derfor ikke angribes direkte. Grænseområderne lægger ud over Taliban-baser også baser til HiG, Haqqani og al-Qaeda,420 og der er sket en øget ”Talibanisering” af stammeområderne inde i Pakistan.421 3.5.3.3. Training, tactics and procedures. Det sydlige Afghanistan faldt som nævnt relativt let, og Talibans første militære nederlag var mod Massoud i Kabul. Deres svage struktur og dårlige taktik kostede dem i første omgang sejren.422 Indtil da havde Taliban afstået fra plyndringer,423 men efter nederlaget i 1997 udførte Taliban flere plyndringer og etniske massakrer. De etniske massakre under Talibans kampe var uden fortilfælde i Afghanistans historie,424 hvor badal har forhindret unødige drab. Taliban er meget opmærksomme på den skade, som ’utilsigtede skade’425 påfører NATO. Dette skyldes ikke mindst badal, hvor mange af stammerne ser det som en pligt at kæmpe mod NATO, hvis alliancen dræber et af deres familiemedlemmer.426 Taliban forsøger at udnytte dette ved at trække kampen ind i bebyggede områder, for at NATO skal ramme civile.427 Der har dog været eksempler på, at metoden ikke har lykkedes, og at de lokale har hævnet sig på Taliban i stedet.428 Taliban er i stigende grad splittet mellem dem, der vil følge den gamle ledelse og dem, der er inspireret af al-Qaeda. Før han blev fyret, viste Mansur Dadullahs referencer til den verdensomfattende jihad en tættere tilknytning til al-Qaeda end Taliban. Han var samtidig fortaler for brugen af selvmordsbomber,429 der ses som wahabi-indflydelse og som er imod afghanske normer.430 Brugen af selvmordsbomber strider mod hele den pashtunske

416 Senlis 1, p. 72. 417 Johnson 2, p. 97. 418 Rubin 2, p. 187. 419 Senlis 2, p. 27. 420 Johnson 2, p. 101. 421 Rashid 2, p. 93. 422 Ibid., p. 35. 423 Ibid., p. 100. 424 Ibid., p. 80. 425 Den danske version af begrebet ’Collateral Damage’. 426 Senlis 1, p. 73. 427 Johnson 1, p. 87 og Johnson 2, p. 125. 428 Anslået antal civile dræbt i Afghanistan i perioden januar til juni 2007, NATO 245, Taliban 244. Senlis 4, pp. 45-55. 429 Janes. 430 Senlis 1, p. 46.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 49

livsopfattelse,431 da det ikke forbundet med ære og mod i kamp. Dette er et af de steder, hvor indflydelsen fra al-Qaeda er tydeligst.432

433 Den interne splid i Taliban, som brugen af al-Qaeda-metoder medførte, viser, at bevægelsen i nogen grad er opmærksomme på Pashtunwáli. Særligt badal med mottoet ”kill one enemy, make ten”434 viser denne holdning. De fleste selvmordsbombere har da også været hvervet blandt ikke pashtuner. Mullah Omars udgav i 2006 et kodeks for Taliban-krigere,435 med instrukser for korrekt opførsel, ikke ulig det skrift Mao udgav i 1930’erne. På trods af denne instruks dræber og truer Taliban ofte civile, der arbejder for NATO eller regeringen.436 Taliban er som tidligere oprørsbevægelser til dels hæmmet af ikke at kunne operere frit blandt de forskellige qawms. Hos Taliban i Pakistan (TTP) blev lederen Baitullah Massoud advaret af sin næstkommanderende om ikke at angribe ind i den næstkommanderendes område, da denne tilhørte en anden stamme.437 3.5.4. Delkonklusioner. Stammekulturens indflydelse på forholdet til befolkningen er særligt præget af to forhold. Det første er stammernes pragmatiske holdning, hvor man støtter den part, der på det givne tidspunkt ser ud til at være det bedste alternativ for ens qawm. Dette medførte i begge cases, at oprørerne og regeringen reelt kæmpede en kamp om at overbevise befolkningen om, at de er det bedste alternativ. Det andet punkt er badal, hvor kravet om blodhævn spiller en væsentlig rolle, særligt i forhold til utilsigtet skade. Ideen om baser lå i starten fjernt fra stammekulturens traditionelle krigsform. Efter Mujahideen begyndte at anvende baser, er de dog blevet en fast bestanddel af krigen i Afghanistan, om end de primært er af midlertidig karakter eller ligger længere væk i sikre områder. Stammekulturens indflydelse på dette punkt har været begrænset. En af stammekulturens største indflydelser på oprørskampen i Afghanistan er indflydelsen på TTP. Idet oprøret i begge cases var qawm-bundet, har den manglende mobilitet mellem forskellige qawms været en af oprørernes svagheder. Fokus på qawm er samtidig med til at holde fokus på det taktiske niveau frem for at gennemføre planer, der bakker op om det strategiske ’end state’. Stammekrigens tendens med at følge årets gang i landbruget er stadig en tydelig del af oprøret på trods af, at det har udviklet sig de sidste 25 år. Så længe oprørerne baserer store dele af deres styrker på lokale krigere, vurderes dette at ville fortsætte uændret. 431 Johnson 1, p. 82 og Yousaf, p. 114. 432 Jones, p. 3. 433 Senlis 2, p. 30. 434 Johnson 1, p. 88. 435 Signandsight (2006), A new layeha for the Mujahideen, Engelsk oversættelse af artikel i det svejtsiske ugeblad, Die Weltwoche, http://www.signandsight.com/fetures/1071.html, skriv layeha i søgefelt, hentet d. 11. marts 2009. 436 Johnson 2, p. 123. 437 Yusufzai, R. (2008), The impact of Pashtun Tribal differences on the Pakistani Taliban, Terrorism Monitor Volume 6-3 2008, http://www.jamestown.org/programs/gta/single/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=4712&tx_ttnews%5BbackPid%5D=167&no_cache=1, hentet d. 15. januar 2009

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 50

Både Mujahideen og Taliban har anvendt metoder, der strider imod den pashtunske stammekultur. Særligt Talibans hårdhændede metoder og øgede brug af selvmordsbomber afskrækker den pashtunske befolkningen. Mullah Omars instruks tyder på, at Taliban er bevidst om denne svaghed, men statistikken viser, at de ikke-pashtunske metoder vinder frem. Dette indikerer, at Taliban grundet den strategiske situation, er tvunget til at anvende metoder, der fører dem længere fra deres pashtunske bagland. Brugen af tilfældige terroraktioner indikerer en mangel på opbakning i befolkningen og er generelt et svaghedstegn for en oprørsbevægelse.438 3.6. Ekstern støtte. I min analyse af ekstern støtte definerer jeg ekstern støtte som den, som oprørerne modtager af kræfter udenfor det geografiske kampområde. I forhold til analysen af den pashtunske oprørskamp betyder det, at støtten fra pashtuner i Pakistan og Iran regnes under denne kategori, mens støtten fra de lokale pashtuner inde i Afghanistan er behandlet i punkt 3.5. 3.6.1. Oprørsteoriens tanker om ekstern støtte. Adgang til ekstern støtte og tilflugtssteder har altid været en vigtig faktor i et oprørs effektivitet. Ekstern støtte kan give oprørerne politisk, psykologisk og materiel støtte, de ellers ikke ville have kunnet opnå. Støtten kan komme fra såvel statslige aktører som private og kriminelle grupper.439 De valgte teoretikere adskiller sig på dette punkt grundet den historiske kontekst, som deres teorier blev udarbejdet i. Mao behandler kun den eksterne støtte ganske lidt, da de kommunistiske oprørere kun modtog få forsyninger fra eksterne parter. Den primære eksterne støtte var medicinske forsyninger,440 resten af forsyningerne blev skaffet fra folket. Guevara derimod er mere fokuseret på den eksterne støtte. Han beskriver, hvordan oprørshæren er afhængig af gaver fra sympatisører.441 Dette skyldes ikke mindst hans tanker om, at en lille oprørskadre (Foco), kan sprede oprøret til lande, hvor forudsætninger for oprør endnu ikke er til stede. I takt med at oprørets opbakning i befolkningen stiger, vil andelen af støtte fra de lokale øges. Ingen af de valgte teoretikere fokuserer på behovet for baser i eksterne områder. Dette er dog ikke ensbetydende med, at behovet for eksterne baser ikke er af stor betydning for en oprørsbevægelse. Den manglende beskrivelse skal ses som et udtryk for, at der i de krige, teoretikerne beskrev deres teori ud fra, ikke var eksterne baser.442 I Kina kunne oprørerne blot trække sig dybere ind i landet, mens det ikke var hensigtsmæssigt med eksterne baser i den cubanske frihedskamp, da Cuba som bekendt er en ø. I senere oprørskrige, både i Mellemamerika og asien, har adgangen til baser i eksterne områder spillet en vigtig rolle.443 Disse områder giver oprørerne tilflugtssteder, der af politiske grunde ikke kan angribes, hvilket øger basernes værdi betydeligt. Tilflugtssteder skal opfattes som værende både fysisk og virtuelt i form af adgang til Internettet.444 438 Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 249. 439 FM 3-24, p. 1-16. 440 Tse-tung 1, p. 105. 441 Guevara, p. 114. 442 Kina, Cuba og Jugoslavien er de eneste større oprørskampe, der ikke har anvendt eksterne baser. Chaliand, p. 16. 443 F.eks. Contraerne i Nicaragua og Mujahideen og Taliban i Afghanistan. 444 FM 3-24, p. 1-16.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 51

3.6.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. De nationalistiske Mujahideen-grupper manglede en fælles samlende ideologi, og de var som tidligere nævnt mere bundet til deres qawm og dermed interne ressourcer. De kunne dermed ikke konkurrere med de islamistiske grupper, der kunne trække på udenlandsk støtte.445 I 1982 var det primært stamme- og regionale grupper, der udkæmpede kampene. De var desillusionerede over ledelsen i Pakistan,446 men blev i stigende grad mere afhængige af dem, grundet ISI’s våbenstøtteprogram. Den sovjetiske fordrivelse af befolkningen langs grænsen betød, at Mujahideen blev mere afhængig af ekstern støtte,447 hvilket igen var til islamisternes fordel. Modsat de traditionelle khaner, var de nye lederes magt ikke baseret på fordeling af land og lokale goder, men var derimod baseret på udenlandsk støtte. Dette gjorde dem mere uafhængige af stammerne, men udsatte dem for større indflydelse fra deres udenlandske støtter.448 De nye qawms holdt kun så længe, krigen var internationaliseret, da khanens/lederens magt var baseret på våbenhjælp449 og fordeling af nødhjælpen.450 Efter Sovjetunionen trak sig ud, mistede Mujahideen meget af den udenlandske støtte. De blev i stigende grad afhængie af opiumsmugling,451 hvilket var mest tydeligt i Helmand-provinsen, hvor adgang til opiumsindtægter gav krigsherrerne i Helmand mulighed for at opbygge nye sociale institutioner uafhængigt af det lokale stammesamfund.452 ISI ønskede ikke en samlet afghansk modstandsbevægelse på pakistansk jord, og de førte en ’del og hersk’-strategi.453 Således blev ca. 67 til 73 % af våbenstøtten454 givet til de radikale islamiske grupper.455 Pakistans anti-pashtun holdning havde rod i pashtunernes konflikt omkring Durand-linjen.456 457 ISI forklarede den manglende støtte til de traditionelle ledere således: I dag har det vist sig, at pashtunerne er dårlige guerillaer. Stamme- og klan-

opsplitning gør det svært at oprette en kommandostruktur, da de ledere, der skal træffe beslutninger, er oldinge uden forstand på moderne krig. Mobile enheder er umulige, da hver gruppe kun må kæmpe på og for ét stykke land. Tadsjiker og øvrige minoriteter er mindre bebyrdet med stammetradition.458

445 Rashid 1, p. 208. 446 Cordovez, p. 72. 447 Rashid 1, p. 221. 448 Roy 1, p. 107. 449 Op mod 20 % af våbenstøtten forsvandt ud i samfundet på begge sider af den afghansk / pakistanske grænse og ledte til det, der er blevet betegnet som en ’Kalashnikovization’. Goodson, pp. 131 og 145. 450 Roy 1, p. 109. 451 Rubin 2, p. 183. 452 Ibid., p. 226. 453 Yousaf, p. 91, og Rubin 2, p. 181. 454 Yousaf, p. 97. Den militære hjælp var i 1980 på 10 millioner US$, men steg i midt 1980’erne til en milliard US$. Rubin 2, p. 179. 455 Yousaf, p. 105. 456 Cordovez, p. 162. 457 Grænsen mellem Pakistan og Afghanistan kaldes Durand-linjen. Den er opkaldt efter en engelsk embedsmand, efter England tvang Afghanistan til at afgive FATA og dele af Baluchistan til Indien. Efter oprettelsen af Pakistan i 1947, har Durand-linjen været en kilde til spænding. Senlis 2, p. 22 og Jones, p.10. 458 Cordovez, p.162-163 og 169.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 52

ISI’s udtalelse var propaganda for de radikale grupper, rettet mod amerikanerne, dog med rod i virkeligheden. De grupper, der kæmpede inde i Afghanistan, var i mange tilfælde stammegrupper. Den pakistanske præsident Zia støttede pashtunerne som led i en langsigtet plan om at få indflydelse i Afghanistan,459 men den pakistanske regering arbejdede for et islamisk styre,460 ikke et nationalistisk.461 ISI så sig selv som generalstab for Mujahideen, og det var dem, der planlagde operationer og valgte mål.462 ISI trænede Mujahideen og fulgte dem ind i Afghanistan. Herudover drev de syv træningslejre i Pakistan.463 ISI så Mujahideen-grupperne som militære enheder, der kunne flyttes rundt på alt efter, hvad strategien krævede, mens afghanerne selv så Afghanistan som et område, hvor stammeforhold og etniske skillelinjer havde indflydelse på operationerne.464 Mujahideens brug af udenlandske krigere gjorde, at grupperne fjernede sig fra befolkningen og blev stadig mere upopulære.465 De udenlandske krigere trænedes i lejre på begge sider af grænsen til Pakistan. De blev indsat i grupper såsom ”The Islamic Legion”. Grupperne var meget fanatiske, og de havde intet kendskab til afghanske traditioner. Deres motivation var pan-islamisk, og mange var i Afghanistan for at træne jihad, så de kunne vælte deres egne regeringer. Hikmatyar stod for mange af disse lejre, støttet af Pakistan.466 3.6.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1994 – 2008. Federal Administrated Tribal Area (FATA) i Pakistan er et misvisende navn, da området aldrig har været under kontrol af andre end de pashtunske stammer.467 FATAs lovløshed og mangel på regeringskontrol gør det til det perfekte uregerede område, hvilket udnyttes af al-Qaeda og Taliban.468 Talibans forbindelser til pashtunerne i Pakistan,469 både socialt, økonomisk og politisk, var omfattende efter to årtiers krig. Mange Talibanere var født i flygtningelejrene470 og havde pakistanske Id-kort.471 ISI havde frem til 1994 støttet islamisten Gulbuddin Hikmatyar. I 1994 så det ud til, at han ikke længere kunne opnå magten i Afghanistan, da hans ekstremisme splittede pashtunerne, og ISI begyndte at lede efter en ny potentiel stedfortræder.472 Den pakistanske regering støttede Taliban, men ISI var skeptiske over for deres evner, og de var overbevist om, at Taliban ville være en brugbar, men begrænset, styrke i det sydlige Afghanistan.473 ISI troede, at Taliban ville acceptere Durand-linjen og lægge en dæmper

459 Rubin 2, p. 100. 460 Præsident Zia fortalte Cordovez, der på det tidspunkt stod for FN fredsforhandlinger, at målet for Pakistan var at ødelægge den kommunistiske infrastruktur, installere et klient regime (i Afghanistan) og skabe en strategisk ”realigment” i Syd-asien. ”Vi har ret til et venligt styre dér (Afghanistan) – det vil blive en ægte islamisk stat, del af en pan-islamisk ”rewival”. Cordovez, p. 92. 461 Kakar, p. 294. 462 Yousaf, p. 2, og Rubin 2, p. 201. 463 Cordovez, p.155. 464 Roy 1, p. 72. 465 Kakar, pp. 296-297. 466 Roy 1, pp. 88-89. 467 Johnson 2, p. 110 og Jones, p. 6. 468 Johnson 2, p. 112. 469 De pashtunske stammer der bor på begge sider af linjen er i alle henseender et folk. Poullada, p. 15. 470 Der bor ca. en million flygtninge i lejre i NWFP og Baluchistan. Johnson 2, p. 113. 471 Rashid 2, p. 185. 472 Coll, pp. 292-293 og Rashid 2, p. 26. 473 Rashid 2, p. 34.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 53

på pashtunsk nationalisme.474 Det modsatte skete, om end Talibans nationalisme var mere islamisk inspireret. Taliban begyndte også at støtte pashtunske oprørsgrupper inde i Pakistan, blandt andet i North West Frontier Province (NWFP).475 Pakistans støtte til Taliban er aldrig blevet officielt bekræftet af Pakistan, men der er et utal af eksempler på direkte eller indirekte støtte.476 I 1997/98 gav Pakistan ca. 30 millioner US $ til Taliban, herunder 600.000 tons hvede og brændstof/olieprodukter, der delvist var betalt af Saudi Arabien.477 Taliban var i hovedparten analfabeter, men en særlig ISI-celle skrev artikler og bøger, der skulle vise, at Talibans ekstremisme var en integreret del af pashtunsk kultur.478 I november 2001 fløj det pakistanske luftvåben hundrede af pakistanere ud fra Kunduz. Under disse flyvninger undslap en stor del højtstående Taliban- og al-Qaeda-krigere. Frustrerede amerikanske specialstyrker på stedet gav operationen navnet: ”operation evil airlift”.479 Efter Talibans fald i 2001 har bevægelsen været styret fra Shuraer i Pakistan.480 Pakistan ønsker et svagt Afghanistan under pakistansk indflydelse. Dette skyldes primært ønsket om at opnå strategisk dybde i forholdet til Indien.481 Hele den pakistanske hærs opstilling er rettet mod en konflikt med Indien, og kun to svage divisioner er opstillet langs den 2430 km482 lange grænse til Afghanistan. Den pashtunske kerne i ISI havde deres egen dagsorden: Mere pashtunsk magt i Afghanistan og en styrkelse af radikal islamisme. En ISI officer sagde, at de var blevet mere Taliban end Taliban.483 Pakistan har vist sig mere uvillige til at kæmpe mod Taliban end mod al-Qaeda, da Taliban er pashtunske brødre.484 Dette er særligt udtalt for Frontier Corps, da de arbejdede tæt sammen med Taliban i 1990’erne og overvejende består af pashtuner.485 Den store pakistanske støtte fik i 2006 en pashtunsk leder til at sige, at Taliban ikke var skabt af det pashtunske samfund, men af den pakistanske hær.486 En anden væsentlig støtte i Pakistan er det udbredte madrassa-system. De tusindvis af madrassaer i flygtningelejre487 virker som radikaliseringsakademier, og de føder rekrutter til Taliban.488 Tusindvis af unge pashtuner fra madrasser i NWFP og Baluchistan drog til Kandahar i december 1994.489 De fleste var unge mellem 14 og 24 år, mange var uden kamperfaring, men som de fleste pashtuner kunne de alle betjene et våben.490 Da Taliban havde lidt store tab i 1996, begyndte de at tvangsudskrive unge fra Kabul. De pakistanske madrassaer lukkede, så de unge ikke havde anden mulighed end at gå med Taliban.

474 Coll, p. 62. 475 Johnson 2, p. 100 og Rashid 2, p. 187. 476 Coll, p. 293, Goodsoon, p. 81, Jones, p. 6. 477 Rashid 2, pp. 40 og 183. 478 Rashid (4), Ahmed (2006), Pashtuns want an image change, http://www.ahmedrashid.com/wp-content/archives/afganistan/articles/pdf/PashtunsWantAnImageChange.pdf, hentet d. 13. januar 2009. 479 Johnson 2, p. 95. 480 Ibid., p. 109. 481 Johnson 1, p. 84. 482 CIA. 483 Rashid 2, p. 188. 484 Ca. 20 % af pakistans militær er pashtuner. Johnson 2, p. 115 og Rashid 2, p. 26. 485 Global Security (2009), Intelligence on Frontier Corps, http://www.globalsecurity.org/intell/world/pakistan/frontier-corps.htm, hentet d. 20. februar 2009. 486 Rashid 3. 487 Op mod 80 % af flygtningene var pashtuner. Goodson, p. 149. 488 Yousaf, p. 138, Johnson 2, p. 112 og Goodson, p. 99. 489 Rashid 2, p. 29. 490 Ibid., p. 32 og Senlis 5, pp. 38-39.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 54

Pakistan ophævede ved samme lejlighed pas og visumpligt for de, der ville ind i Afghanistan.491 I 1999 udgjorde madrassastuderende 30 % af Talibans styrke.492 Madrassastuderende var ikke de eneste krigere, som Taliban hvervede i Pakistan. Ligesom Mujahideen tiltrak Taliban mange udenlandske krigere. I en af deres offensiver var mere end en tredjedel af de 15.000 Taliban-krigere ikke af afghansk herkomst.493 Brugen af udenlandske styrker er ikke uden problemer. Dels skaber deres manglende forståelse for den afghanske kultur problemer inde i Afghanistan, og dels er de med til at destabilisere det nordlige Pakistan. Kampe mellem lokale pashtunske stammer og udenlandske krigere (usbekere) er et godt eksempel på, hvad der sker, når der kommer for mange fremmede ind i et stammeområde.494 3.6.4. Delkonklusioner. Den eksterne støtte har haft stor indflydelse på oprørskampen i Afghanistan, men stammekulturen har begrænset indflydelse på den. Dette skyldes, at støtten primært har gået ud på at fremme den islamistiske sag, eller, som den amerikanske hjælp, blev brugt af Pakistan til at fremme såvel den islamistiske sag og Pakistans egen dagsorden. Den eksterne støtte var med til at frigøre oprøret fra stammerne og dermed til en vis grad stammekulturen - i hvert fald på ledelsesområdet. Dette kan umiddelbart virke som en styrke, men i den langstrakte oprørskamp er det en svaghed, da det er med til at afkoble oprøret fra befolkningen. Ved at placere den strategiske ledelse i sikkerhed i Pakistan distancerer oprørslederne sig til de lokale ledere inde i Afghanistan. Denne afkobling er ikke noget unikt for det afghanske oprør. Andre oprørsbevægelser med ledelsen uden for operationsområdet, f.eks. oprøret mod franskmændene i Algeriet,495 har lidt under samme problemer. Pashtunwális indbyggede rivalisering gennem turburwáli har dog været medvirkende til at øge problemet. Brugen af udenlandske krigere, hvad enten de så er arabiske eller blot fra Pakistan, er helt klart en af oprørets store svagheder. Deres manglende kendskab til stammekulturen, er den største svaghed. Pashtunerne vil ikke lade sig lede af fremmede, og så er det ligegyldigt om de kommer i form af russiske soldater, NATO soldater eller i form af oprørskrigere uden afghansk baggrund. Dette gælder også pashtuner fra Pakistan. 3.7. Faser og tid. 3.7.1. Oprørsteoriens tanker om faser og tid. Ifølge Mao er oprørskrig ikke en selvstændig form for krig, men kun et aspekt af den revolutionære kamp.496 Guevara beskriver det som en spiren til den virkelige krig, hvorfor det er vigtigt kun at begynde slag, der med sikkerhed kan vindes.497 Oprør gennemgår ofte en række fælles faser mere eller mindre inspireret af Maos tanker om den langstrakte

491 Rashid 2, pp. 53 og 91. 492 Ibid., p. 100. 493 3000 var pakistanere, 1000 var usbekere fra Islamic Movement of Uzbekistan og flere hundrede var arabere under ledelse af Bin Laden. Hertil kom muslimer fra Kashmir, Tjetjenien og Kina. Ewans, p. 154 og Rashid 2, p. 80. 494 Johnson 2, p. 116. 495 Chaliand, p. 23 og Eqbal Ahmad i Chaliand, p. 254. 496 Tse-tung, p. 69. 497 Guevara, p. 32. Henry Kissinger beskrev det meget rammende således: Guerillaen vinder hvis han ikke taber, Den konventionelle hær taber hvis den ikke vinder. Ewans, indledning.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 55

krig.498 Mao så oprørskampen opdelt i tre faser: Den strategiske defensiv, det strategiske dødvande499 og den strategiske modoffensiv.500 I den første fase kæmper den regulære hær forsvarskamp. 501 Fjenden er i denne fase stærk, og oprørernes primære opgave er at overleve og opbygge baser samt opbygge en politisk parallelstruktur.502 I den anden fase når fjenden sit kulminationspunkt,503 og han er her trukket så langt ind i området, at store dele af hans styrker må koncentrere sig om at bevogte det erobrede terræn, og offensiven vil gå i stå.504 I denne fase er det primært oprørsstyrkernes opgave at angribe fjendens bagland. Mao beskriver oprørerne som myg, der bider fra alle retninger, udmatter fjenden og vokser sig stærke.505 Resultatet af fase to beskrives som et strategisk dødvande, men det danner forudsætningen for fase tre.506 Guevara mente, at når oprørshæren var stærk nok, skulle kolonnerne samles til en front, og krigen skulle overgå til en regulær krig.507 Denne fase beskrev Mao som tredje fase, idet fase to ikke kan føre til nogen endelig sejr.508 Den tredje fase adskiller sig markant fra de to øvrige, idet oprørshæren i denne fase overgår til at blive regulære styrker, der kan kæmpe med hæren i de sidste faser af krigen.509 Udviklingen af mobile styrker ses som afgørende i den tredje fase. Før oprørshæren er klar til tredje fase, kræves det generelt, at kvantiteten og kvaliteten af oprørsstyrkerne forbedres.510 En gennemførsel af alle faser er ikke en forudsætning for succes, og der er intet til hinder for at gå en fase tilbage, hvis oprøret bliver presset i defensiven. Et oprør kan være i forskellige faser i forskellige dele af operationsområdet. Oprørskamp er således en mosaik af forskellige faser.511 3.7.2. Analyse af Mujahideens kamp i 1975 – 1992. Massoud forsøgte i 1975 et oprør inspireret af Guevaras Foco oprørskamp. Denne type oprør kan ikke gennemføres i et land, der har sit magtapparat intakt, og som Guevaras forsøg i Bolivia blev det hurtigt nedkæmpet.512 I starten af oprøret i 1979 havde de islamiske grupper taget ved lære af Massouds tidligere forsøg. De havde ikke magt nok til effektivt at bekæmpe de sovjetiske styrker, men de var stærke nok til at tage magten fra de traditionelle ledere,513 mens de selv opbyggede deres styrker. Den militære organisation i syd forblev stammebaseret. Der opstod ingen nye militære institutioner og større koalitioner dannedes ad hoc til større operationer.514 Mens

498 FM 3-24, p. 1-17. 499 Oversat fra ’stalemate’ 500 Ibid., p. 1-6 og Tse-tung 2, P. 237. 501 Tse-tung 2, p. 46-48. 502 FM 3-24, p. 1-6. 503 Tse-tung 2, p. 69. 504 Ibid., p. 239. 505 Tse-tung 1, p. 79. 506 Tse-tung 2, p. 358. 507 Guevara, p. 38. 508 Ibid., p. 33. 509 Tse-tung 1, p.70 og Tse-tung 2, p. 244. 510 Tse-tung 1, p. 130. 511 FM 3-24, p. 1-7. 512 Rubin 2, pp. 103-104. 513 Kakar, p. 148. 514 Rubin 2, p. 245.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 56

stammeområderne forblev fragmenterede, dannede en del af de ikke-pashtunske områder regionale koalitioner.515 Mujahideen fejlede i overgangen mellem oprørskrig og konventionel krig på grund af, at et sådant skifte krævede en mere centraliseret kommandostruktur.516 Det tydeligste eksempel på dette var den fejlslagne Jalalabad-offensiv i marts 1989. Otte højere Mujahideen-ledere samlede fem til otte tusind krigere og angreb byen. Der var ingen koordination, og det førte til fire måneders belejring og 3000 dræbte Mujahideen-krigere. Byen blev ikke indtaget.517 Dette kan ses som et fejlslagent forsøg på at overgå til fase tre i den marxistiske oprørsteori.518 Det er uklart om Jalalabad-offensiven var påtvunget af ISI,519 men ISI-lederen blev fyret efter den fejlslagne offensiv.520 Ud over Massoud521 var det kun Hikmatyar, der opbyggede en konventionel styrke. Hans ”Lashkar i Isar” (”Army of Sacrifice”) var sammen med Massouds styrker, de eneste hære, der omgik stammer og lokalopdeling. ’Lashkar i Isar’ var primært rekrutteret i flygtningelejrene, hvor madrasser virkede som rekrutteringscentre. Styrken var på 5-6000 mand.522 I det endelige slag om magten i Kabul klarede pashtunerne sig dårligt, da de ikke havde moderniseret deres styrker. Kampen stod i højere grad mellem tadsjiker, usbeker og pashtuner uden stammetilknytning under Hikmatyar ledelse.523 For mange Mujahideen-ledere sluttede jihad med den sovjetiske tilbagetrækning, og de begyndte i stedet at kæmpe indbyrdes om lokal magt.524 Mange Mujahideen-ledere begyndte i samme periode, at opbygge våbenlagre i Afghanistan.525 Når Mujahideen havde befriet et område, udbrød der ofte kampe mellem de forskellige grupper. Jihad udviklede sig til en kamp om krigsbytte og hævn,526 og f.eks. ville de lokale Mujahideen-krigere hellere beskatte forsyninger til Kabul end at afskære byen,527 da den fredelige sovjetiske tilbagetrækning ikke gav mulighed for krigsbytte. Med den sovjetiske tilbagetrækning dødede jihaden ud. De eneste fremmede styrker var nu de udenlandske Mujahideen-krigere, og mange ledere kæmpede i stigende grad for egen vinding.528 Gennem hele krigen var det kun Massoud, der fulgte de militære succeser op med at etablere en parallel regeringsstruktur.529 Mujahideen var derfor aldrig i stand til at stille med et overbevisende alternativ til regeringen i Kabul.530 515 Rubin 2, p. 230. 516 Roy 1, p. 71. 517 Kakar, p. 269. 518 Goodson, p. 70. 519 Ewans, p. 150 og Yousaf, p. 227 samt Rubin 2, pp. 182 og 250. 520 Kakar, p. 270. 521 Massoud opstillede fra 1980 en professionel hær. Fra 1985 opstillede han mobile styrker, der kunne operere uden for egen qawm. Den professionelle hær gav mulighed for, at unge kunne avancere udenom stammehierarkiet. På trods af, at Massouds ændringer primært var fokuseret på militære forhold, og at han ikke lavede ændringer på landsbyniveau, blev han modarbejdet af ISI, de radikale islamister og de pashtunske nationalister. Rubin 2, pp. 103-104. 522 Ibid., pp. 252-253. 523 Ibid., p. 265. 524 Ibid., p. 247. 525 Cordovez, p. 337. 526 Kakar, p. 265 og Edwards 2, p. 164. 527 Rubin 2, p. 256. 528 Ibid., p. 183. 529 Cordovez, p. 7. 530 Ibid., p.63.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 57

3.7.3. Analyse af Talibans kamp i perioden 1995 – 2008. Da Taliban mistede magten i 2001, overgik de til det, oprørsteorien vil betegne som fase 1. De trak sig tilbage til de pashtunske områder i det sydlige Afghanistan og begyndte at forberede oprørskampen. Fra 2005 begyndte Taliban at være mere offensive igen, et tegn på, at de var nået til anden fase i oprørskampen. NATO’s operationsmønstre underbygger dette, da NATO fra 2006 udvidede deres operationsområde ned mod de sydlige provinser, og dermed blev trukket længere ind i landet. I maj 2006 angreb Taliban ved flere lejligheder med enheder på over 100 mand.531 De led massive tab, ikke mindst grundet koalitionens luftstyrker. Denne indsættelse stred imod oprørsteoretikernes tanker, da Taliban på ingen måde var i nærheden af at være i den strategiske offensiv. Dette kan naturligvis skyldes en fejlfortolkning af situationen fra Talibans side, men der kan trækkes paralleller til stammekulturen, hvor behovet for at optræde modigt i kamp ofte går forud for de militære mål. Det har ikke været muligt at vurdere hvor stor en del af Talibans operationer, der har været led i en større oprørsstrategi, og hvor mange der blot er et resultat af øget NATO tilstedeværelse i de sydlige og østlige provinser. 3.7.4. Delkonklusioner. Stammekulturens indflydelse var størst i case 1. De pashtunske stammer nåede aldrig at opbygge et effektivt militærapparat og de tabte derfor indflydelse til de øvrige etniske grupper og islamisterne. Pashtunernes evne til at lade sig lokke til større offensive operationer, drevet af deres ønske om krigsbytte, var ligeledes påvirket af stammekulturen. Jeg har ikke kunnet påvise den samme indflydelse hos Taliban i case 2, hvilket i høj grad kan skyldes, at Taliban stadig befinder sig i det, som oprørsteorien vil beskrive som fase to, og at de derfor ikke har haft evnen til at gennemføre større offensive operationer. Taliban har reelt udviklet sig modsat Mujahideen ved at starte som en konventionel styrke i 1994 og først efter 2001 at have udviklet sig til en egentlig oprørsbevægelse.

531 Johnson 1, p. 81 og Johnson 2, p. 99.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 58

4. DISKUSSION AF RESULTAT AF ANALYSERNE OG KONKLUSION 4.1. Interaktion mellem dynamikkerne. Resultatet af analyserne i kapitel 3 tegner et billede af to oprør, hvor stammekulturen på væsentlige områder kun har haft begrænset eller ingen indflydelse. For at forstå stammekulturens samlede indflydelse, er det nødvendigt at se på interaktionen mellem de enkelte dynamikker, inden der konkluderes. Ledelsen af begge oprør var kraftigt påvirket af både ideologi og ekstern støtte. Ledelsen var afhængig af støtten for at kunne opbygge oprørsbevægelsen, og den ensidige støtte til islamisterne gav ideologien en afgørende rolle i påvirkningen af ledelsen. Analysen viste, at stammekultur kun havde begrænset indflydelse på ideologien og den eksterne støtte, men at ledelsen i begge tilfælde var påvirket af interne stridigheder, der i høj grad skyldes stammekultur. Denne dynamik er kendt fra andre stammebaserede oprør, og den er ikke et unikt pashtunsk fænomen. Turburwáli har virket som en forstærker af denne dynamik, og det har derved haft en markant påvirkning af en ledelse, der ellers er påvirket af faktorer uden større indflydelse fra stammekultur. Dette får det mig til at konkludere, at turburwáli er så indgroet en del af den pashtunske kultur, at den også fremover vil spille en væsentlig rolle i oprørskampen. Ledelsen udstak mål for oprørskampen, men da de i høj grad var påvirket af ideologi og ekstern støtte, var det let for dem at overse, om der var sammenhæng mellem deres mål og befolkningens mål. Dette førte i begge cases til, at der opstod en afkobling fra oprørernes mål og det mål som befolkningen søgte, hvorfor oprørerne ikke levede op til oprørsteoriens grundtanke om, at oprørernes ideologi skal være sammenfaldende med folkets mål. Som analysen af miljø og geografi viste, så er den pashtunske landbefolkning afgørende for ethvert oprør baseret i det sydlige og østlige Afghanistan. Befolkningen er det vand, som oprørerne skal svømme i som fisk, og befolkningen er fortsat præget af indflydelse fra Pashtunwáli. Den eksterne støtte betyder, at oprørerne kan ignorere Pashtunwáli og stadig opnå befolkningens støtte, da pashtunernes pragmatiske holdning medfører, at de støtter dem, der er det bedste kort for deres qawm. Da denne støtte i højere grad er baseret på magt frem for legitimitet eller fælles mål, betyder det, at støtten kan fjernes ved at underminere oprørernes mulighed for at intimidere befolkningen. Ligeledes kan oprørerne kun tillade sig at gå på kompromis med badal så længe, at de har magt til at kunne skræmme befolkningen. Analysen af faser og tid viste, at pashtunerne aldrig fik organiseret sig til den tredje fase af kampen mellem Mujahideen og kommunisterne, og derfor mistede de indflydelse. Denne dynamik var dog i høj grad påvirket af ekstern støtte, og det står ikke klart, i hvor høj grad pashtunernes manglende organisering skyldes intern splittelse grundet i stammekultur eller det faktum, at de grundet den skæve fordeling af den eksterne støtte, var blevet marginaliseret i forhold til islamisterne. 4.2. Konklusion. Ud fra analysen af de to cases konkluderer jeg, at den pashtunske stammekultur har haft indflydelse på oprørskampen i Afghanistan på fire væsentlige punkter. • Den traditionelle rivalisering kendt fra andre stammeoprør er blevet forstærket grundet turburwáli, og den har været medvirkende til, at oprørernes ledelse aldrig har kunnet danne fælles front i længere tid, hvilket har forlænget oprørskampen. • Badal har været et tveægget sværd for oprørerne. Det er blevet brugt som et effektivt rekrutteringsværktøj, når oprørernes modstandere rammer civile, men det har samtidig

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 59

været kimen til kampe mellem oprørsgrupper internt, og mellem oprørsgrupper og befolkningen. • Det taktiske niveau har været og er fortsat påvirket af qawm-grænser og høstcyklusser. Det andet forhold mindskes i takt med at oprørerne anvender flere udenlandske krigere, men det forstærker til gengæld det første. • Pashtunernes pragmatiske holdning til begrebet loyalitet har haft stor indflydelse. Da det ikke ses som et tab af ære at skifte side, hvis det gavner ens qawm, er det svært at fastholde pashtunernes loyalitet, når man ikke viser fremgang på kamppladsen. Dette er hverken regeringens eller oprørernes fordel, men det er en faktor, som alle parter i kampen skal holde sig for øje.

Resultatet af analysen er validt, men grundet sit fokus på stammekultur, så afdækker specialet ikke alle de vinkler, der er i problematikken omkring stammer og oprørskamp. Såfremt omfanget af specialet havde tilladt det, ville en analyse af strukturelle forhold, såsom som f.eks. fordelingen af befolkningen mellem land og by, kunnet underbygge analysen af kulturen. En komparativ analyse af stammebaserede oprør syd for Sahara og oprørskampen i Afghanistan ville være værd at undersøge, da en sådan analyse ville udbygge de resultater, der er fremkommet gennem kulturanalysen. Forholdet mellem stamme og stat ville kunne udbygges med en komparativ analyse af pashtunerne og nuerne i Østafrika, da begge grupper er egnede til et studie af ledelse i stammebaserede samfund.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 60

5. PERSPEKTIVERING Formålet med dette kapitel er at perspektivere, hvorledes NATO kan anvende stammekulturens indflydelse i den videre kamp mod Taliban. Øget sikkerhed gennem flere soldater er ikke i sig selv en garanti for at få befolkningens støtte. Hvis NATO og regeringen i Kabul skal vinde slaget om ’hearts and minds’,532 så kræver det, at soldaterne kender pashtunsk stammekultur. De hyppige rotationer betyder, at koalitionens personel skal være veluddannet i kulturen hjemmefra, da de dels opholder sig i landet i for kort tid til at lære det på stedet, og dels, at der ikke er plads til heuristik i Afghanistan. Turburwáli bør anvendes til at få en kile ind i Taliban og opdele bevægelsen gennem en ’del og hersk’-strategi. Denne strategi er ikke ulig den, som tidligere afghanske ledere har anvendt for at kontrollere stammeområderne. Det første skridt på vejen var udnævnelsen af en Durrani-pashtun til præsident, et træk der fik store dele af Durrani-forbundet til at støtte regeringen, hvorved Taliban blev mere afhængig af Ghilzai-forbundet. Flere forsøg på at påvirke enkelte mindre stammeledere, som tilfældet var med Mullah Salam i Musa Qala, vil kunne underminere Taliban yderligere. Så længe NATO påfører befolkningen utilsigtet skade, vil badal arbejde for Taliban. En øget villighed til at angribe med landstyrker, frem for at bruge flystøtte, vil kunne reducere antallet af dræbte civile og dermed påvirkningen fra badal. ”Dræb en fjende, få ti” betyder ligeledes, at antallet af dræbte oprører er en dårlig indikator på, om krigen går den rigtige vej. En ændring af NATO’s COIN-tilgang til den, som englænderne havde succes med i Nord Irland, kunne være et skridt i den rigtige retning, men det ville kræve, at NATO kunne acceptere at få flere tab end modstanderen. På TTP-området har NATO allerede tilpasset sit operationsmønster til at ramme Taliban lige før deres traditionelle offensive perioder, foråret og efter høsten, hvorved initiativet tages fra dem. Hvis det lykkes NATO og regeringen at få pashtunerne til at betragte dem som det bedste alternativ for deres qawm, vil det øge Talibans afhængighed af ekstern støtte, særligt hvad angår antallet af udenlandske krigere. Dette vil forstærke afkoblingen fra befolkningen og gøre det vanskeligt at føre en jihad mod de udenlandske kræfter i Afghanistan. Et af de indsatsområder, som Danmark især har koncentreret sig om, er uddannelsessektoren. Dette værdsættes af stammerne, men dog er mange pashtuner noget forbeholdne overfor ønsket om, at undervisningen i skolerne ikke blot skal tilbydes drenge, men at pigerne skal deltage i undervisningen på lige fod. Det kan derfor undre, at meget informationsmateriale omkring disse projekter ofte fokuserer på netop pigerne533 (muligvis fordi målgruppen primært er den hjemlige, danske opinion), ligesom det kan undre at NATO i flere omgange har haft kvindelige talspersoner. Denne massive eksponering af kvinders rettigheder finder ikke umiddelbart forståelse i de pashtunske stammeområder og kan være en medvirkende årsag til, at en mere helhjertet opbakning og støtte til NATO udebliver. Jeg mener, at der er helt klar evidens for, at vestens mangel

532 Begrebet opstod blandt briterne i COIN-operationen i Malaysia. Begrebet er ofte fejlfortolket til at man skal vinde ved at være flinke og imødekommende. I den oprindelige betydning, betød begrebet, at man overbeviste befolkningen om, at man var den stærkeste part, og derved vandt deres tillid og støtte. 533 Fire ud af fem billeder på udenrigsministeriets Afghanistan hjemmeside fokuserer på piger eller kvinder. Udenrigsministeriets Afghanistan portal http://www.afghanistan.um.dk/da, hentet d. 3. marts 2009.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 61

på kulturforståelse534 i høj grad medvirker til, at NATO til stadighed bliver mødt med skepsis i disse områder. På trods af, at stammekulturen kun i begrænset omfang havde indflydelse på den eksterne støtte, så mener jeg, at en løsning af problemet i Afghanistan er uløseligt forbundet med situationen i det nordlige Pakistan. Så længe den eksterne støtte, både direkte fra madrassaer og i form af baseområder, er til rådighed for Taliban, vil krigen kunne fortsættes længe. Da området i stort omfang er befolket af pashtuner, vil den kulturelle faktor være lige så vigtig i dette område, som i Afghanistan.

534 Hvis en støtte bliver overeksponeret gør det, at modtageren taber ansigt og derfor bliver krænket frem for taknemmelig. Yousaf, p. 2

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 62

BIBLIOGRAFI Bøger: AJP 3-10 NATO AJP 3.10 (2007), Allied Joint Doctrine For Information Operations, Pre-

ratification draft November 2007.

Barnett Barnett, Thomas P.M. (2004), The Pentagons New Map, Putnam’s sons.

Barth Barth, Fredrik (1987), Cultural Wellsprings of Resistance, kapitel VIII i Afghanistan, The Great Game Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House.

Chaliand Chaliand, Gérard (1982), Guerrilla Strategies, University of California Press, Edited by Chaliand.

Coll Coll, Steve (2004), Ghost wars, Penguin Books, 2005 udgaven.

Cordovez Cordovez, Diego og Harrison, Selig S. (1995), Out of Afghanistan, Oxford university press, Ney York.

Dupree Dupree, Louis (1973), Afghanistan, Princeton University Press.

Edwards 2 Edwards, David B. (2002), Before Taliban. Genealogies of the Afghan Jihad, University of California Press.

Ewans Ewans, Martin (2005), Conflict in Afghanistan, studies in asymmetric warfare, Routledge.

Farr/Merrian Farr, Grant M. og Merrian, John G. (1988), Afghan resistance, The Politics of Survival, Vanguard Books, edited by Farr og Merrian.

FE 2 Forsvarets Efterretningstjeneste (2007), Oprørsstyrker i Afghanistan, FE nr. 150.6.AF-01018 af 4. juli 2007. Denne kilde er klassificeret til tjenestebrug.

FR-I HRN 010-001 (2005), Feltreglement I, Hæren, September 2005. Denne kilde er klassificeret til tjenestebrug.

Goodson Goodson, Larry P. (2001), Afghanistan’s endless war, University of Washington Press.

Grima Grima, Benedicte (1992), The performance of emotion among paxtun women, Oxford University Press.

Guevara Guvara, Ernesto Che (1968), La Guerra de guerrilla, oversat til norsk af Kari og Kjell Risvik, Pax forlag Trondhjem.

Heathcote Heathcote, Tony (1980), Afghan Wars, Osprey Publishing.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 63

Heuer Heuer, Richards J. (1999), Psychology of Intelligence Analysis, Central Intelligence Agency.

Holsti Holsti, Kalevi J. (1996), The State, War, and the State of War, Cambridge University Press.

Kakar Kakar, M. Hassan (1995), Afghanistan, The Soviet invasion and the Afghan response 1979-1982, University of California Press, Berkeley.

Lindholm Lindholm, Charles (1982), Generosity and jealousy, Columbia University Press.

O’balance O’balance, Edgar (1993), Afghan Wars 1839-1992, Brassey’s, London.

Poullada Poullada, Leon B. (1973), Reform and rebellion in Afghanistan, 1919-1929, Cornell University Press.

Rashid 1 Rashid, Abdul (1987), The Afghan Resistance, kapitel IX i Afghanistan, The Great Game Revisited, edited by Rosanne Klass, Freedom House.

Rashid 2 Rashid, Ahmed (2000), Taliban, Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia, I.B. Tauris & Co Ltd, 2001 Reprint.

Roy 1 Roy, Oliver (1995), From Holy War to Civil War, Princeton University, The Darwin Press Inc.

Roy 2 Roy, Oliver (1986), Islam and resistance in Afghanistan, Cambridge University Press.

Rubin 1 Rubin, Barnett, R. (1995), The Search for Peace in Afghanistan, Yale University Press.

Rubin 2 Rubin, Barnett R. (2002), The Fragmentation of Afghanistan, Yale University Press, Second edition.

Sun Tzu Tzu, Sun (1993), The art of war, (Quill William Morrow. Oversat og nyfortolket af J. H. Huang.

Tapper Tapper, Richard (1983), The Conflict of Tribe and State in Iran and Afghanistan, Croom Helm Ltd, Edited by Tapper.

Tse-tung 1 Tse-tung, Mao (1992), On Guerrilla Warfare, Oversat til engelsk af S.B. Griffith II, The Nautical and Aviation Publishing Company of America, Second edition.

Tse-tung 2 Tse-tung, Mao (1972), Six essays on Military affairs, Foreign Languages Press, Peking.

Weber 2 Weber, Max (1904), Die "Objektivität" sozialwissenschaftlicher und sozial- politischer Erkenntnis. Original fra 1904, udgivet af Mohr/Siebeck 1982.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 64

Yousaf Yousaf, Mohammad (2001), Afghanistan The Bear trap, Pen and sword books Ltd, the 2001 reprint.

Artikler: Barfield Barfield, Thommas J. (2004), Problems in establishing Legitimacy in

Afghanistan, Iranian Studies 37, no. 2, June 2004 pp. 263 - 293.

Edwards Edwards, David B. (1989), Mad Mullahs and Englishmen, Discourse in the Colonial Encounter, Comparative Studies in Society and History, Vol. 31, No. 4 (Oct., 1989), pp 649-670, Cambridge University Press.

Johnson 1 Johnson, Thomas H. (2007), Understanding the Taliban and Insurgensy in Afghanistan, Orbis, Vol. 51, no.1 (Winter 2007), pp. 71-89.

Johnson 2 Johnson, Thomas H. (2007), On the edge of the Big Muddy: The Taliban Resurgence in Afghanistan, China and Eurasia Forum Quaterly, Vol. 5, no. 2 (2007), pp. 93-129.

Internettet: AFG-compact

The Afghanistan compact (Februar 2006.) http://www.nato.int/isaf/docu/epub/pdf/afghanistan_compact.pdf , hentet d. 3. marts 2009.

Afgha Afgha.com (2009), Massive Taliban defection developing in Helmand, http://www.afgha.com/?q=node/4729, hentet d. 21. januar 2009.

Borek Borek, John (2009), Geography and Insurgency: Understanding the Organization of the Taliban Movement (Abstract only, AAG 2009 Annual meeting) http://communicate.aag.org/eseries/aag_org/program/AbstractDetail.cfm?AbstractID=26346 hentet d. 3. marts 2009.

CIA CIA (2009), The world Factbook, https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/af.html#People; hentet d. 23. november 2008.

DOD US Department of Defence list of definitions (2009), http://www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/f/02169.html , hentet d. 6. marts 2009.

FE Forsvarets Efterretningstjeneste (2008), Afghanistan trusselsvurdering af oktober 2008, http://fe-ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/Pressearkiv/2008/Afghanistan20102008.pdf, hentet d. 11. februar 2009.

FM 3-24 FM 3-24, Counterinsurgency (Headquarters Department of the Army 2006), http://www.usgcoin.org/library/doctrine/COIN-FM3-24.pdf , hentet d.18. november 2008.

Glatzer 1 Glatzer, Bernt (2001), War and Boundaries in Afghanistan, Engelsk oversættelse af artikel bragt i ‘Weld des Islams’ (Leiden) 41, 3, 2001, pp 379-399,

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 65

http://www.ag-afghanistan.de/files/war-a-bound.pdf, hentet d. 14. oktober 2008.

Glatzer 2 Glatzer, Bernt (2002), The Pashtun Tribal System, Kapitel 10 i bogen ‘Concept of Tribal Society, Tribal Studies, Vol 5. (Concept Publishers 2002 pp 265-282), http://www.inwent.org/vez/lis/afghanistan/glatzer_pashtun_tribal_system.pdf hentet d. 14. oktober 2008.

Global Global Security (2009), Intelligence on Frontier Corps, http://www.globalsecurity.org/intell/world/pakistan/frontier-corps.htm, hentet d. 20. februar 2009.

Janes Janes (2008), Dadullah sacking highlights Talibans rifts, http://www.janes.com/news/security/terrorism/jtsm/jtsm080129_1_n.shtml, hentet d. 3. februar 2009.

Jones Jones, Seth G. (2007), The State of the Afghan Insurgency, Testemony presented before the Canadian Senate National Security and Defence Committee on December 10, 2007, RAND Corporation 2007, http://www.rand.org/pubs/testimonies/2007/RAND_CT296.pdf, hentet d. 11. marts 2009.

Metz Metz, Steven (2000), Armed Conflict in the 21st Centuty, Strategic Studies Institute, http://www.strategicstudiesinstitute.army.mil/pdffiles/00219.pdf, hentet den 15. marts 2009.

Metz/Ingram Alec E. Metz og Harold Ingram (2008), The Taliban divide, The culture and conflict review Vol 2, no. 2, March 2008, http://www.nps.edu/programs/ccs/Journal/Mar08/Metz_Ingram.html , hentet d. 22. januar 2009.

NY Times The New York Times (21. oktober 2001), http://graphics.nytimes.com/images/2001/, hentet d. 13. december 2008.

Rashid 3 Rashid, Ahmed (2006), Pashtuns in Pakistan speaks out against the Taliban insurgency in Afghanistan, http://www.ahmedrashid.com/wp-content/archives/afganistan/articles/pdf/Pashtunsinpakistan.pdf , hentet d. 13. januar 2009.

Rashid 4 Rashid, Ahmed (2006), Pashtuns want an image change, http://www.ahmedrashid.com/wp-content/archives/afganistan/articles/pdf/PashtunsWantAnImageChange.pdf, hentet d. 13. januar 2009.

Senlis 1 The Senlis Council (2007), Countering the Insurgency in Afghanistan, http://www.icosgroup.net/documents/Full_CI_Report.pdf, hentet d. 3. marts 2009.

Senlis 2 The Senlis Council (2007), Stumbeling into Chaos, http://www.icosgroup.net/documents/Afghanistan_on_the_brink.pdf, hentet d. 3.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 66

marts 2009.

Senlis 3 The Senlis Council (2006), Field Notes, http://www.icosgroup.net/documents/insurgency_assessment_field_report.pdf, hentet d. 3. marts 2009.

Senlis 4 The Senlis Council (2007), Taliban politics and Afghan Legitimate grievances, http://www.icosgroup.net/documents/taliban_politics_policy_paper.pdf , hentet d. 3. marts 2009.

Senlis 5 The Senlis Council (2008), Struggle for Kabul: The Taliban advance, http://www.icosgroup.net/documents/Struggle_for_Kabul_ICOS.pdf, hentet d. 21. februar 2009.

Signandsight Signandsight (2006), A new layeha for the Mujahideen, Engelsk oversættelse af artikel i det svejtsiske ugeblad, Die Weltwoche, http://www.signandsight.com/fetures/1071.html, skriv layeha i søgefelt, hentet d. 11. marts 2009.

UM Udenrigsministeriets Afghanistan portal http://www.afghanistan.um.dk/da, hentet d. 3. marts 2009.

Weber 1 Weber, Max (1978), Economy and society: An Outline of Interpretive Sociology (Kapitel 3 –The types of Legitimate Domination, pp 212 – 254. (online udgave), edited af Guenther Roth og Claus Wittich, http://www.scribd.com/doc/441677/Max-Weber-The-Types-of-Legitimate-Domination , hentet d. 15. december 2008.

Yusufzai Yusufzai, R. (2008), The impact of Pashtun Tribal differences on the Pakistani Taliban, Terrorism Monitor Volume 6-3 2008, http://www.jamestown.org/programs/gta/single/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=4712&tx_ttnews%5BbackPid%5D=167&no_cache=1, hentet d. 15. januar 2009.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 1-1

Bilag 1, POLITISK TIDSLINJE 1839 - 2007

535

535 Senlis 2, p. 23.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 2-1

Bilag 2, ORD- OG PERSONFORKLARING Alizai Understamme i Durrani-stammeforbundet.

Aminullah, Kong Afghansk konge I perioden 1919-1929. Forsøgte at gennemføre en

række reformer efter Tyrkisk forbillede, hvorefter han blev væltet af et stammeoprør.

Amir-ul Momineen De rettroendes leder.

Badal Hævn, gengældelse. Badal betyder kun hævndrab for mænd. For kvinder betyder det det at bytte og give ligeligt igen.

Dadullah, Mansur Taliban-leder. Kom i unåde hos Taliban-ledelsen, da han agiterede for øget brug af terror og pan-islamisk tankegang.

Daoud, Muhammad

Fætter til kong Zahir Shar. Væltede kongen og tog magten i 1973. Præsident i perioden 1973 til 1978. Dræbt under kup 1978.

Deoband Deobandi-bevægelsen startede, da en håndfuld islamiske lærde fra madrassaen Darul uloom Deoband rejste sig mod de britiske koloniherrer i Indien og søgte at rense islam fra 'uislamisk' indflydelse. Deobandi-madrasserne støtter Taleban.

Durrani Pashtunsk stammeforbund, primært fra det sydvestlige Afghanistan.

Federal Administrated Tribal Area (FATA)

Pakistansk provins på grænsen til Afghanistan. Området har altid haft udbredt selvstyre, primært ledet af pashtunske stammer.

Ghilzai Pashtunsk stammeforbund, primært fra det sydøstlige Afghanistan.

Hanafi En af de fire store islamiske skoler i sunni islam. Den version af islam der er mest udbredt i Afghanistan.

Haqqani, Jalaluddin

Pashtunsk krigsherre der primært opererer i det østlige Afghanistan og i Pakistan. Kæmpede med både Mujahideen og Taliban.

Hizb-i-Islami Radikal islamisk oprørsgruppe ledet af Hikmatyar.

Hikmatyar, Gulbuddin

Pashtun uden for stammesystemet. Læste på ingeniørstudiet i Kabul, hvor han blev medlem af muslimsk ungdom. Flygtede i 1973 til Pakistan hvor han blev leder af Hizb-i-Islami. Primær modtager af støtte fra Pakistan. Regeringsleder i Afghanistan i 1993-4 og igen i 1996.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 2-2

Inter-Services Intelligence (ISI)

Den pakistanske efterretningstjeneste. Stod for fordeling af våbenstøtten til oprørsgrupperne i Afghanistan. Favoriserede islamisterne og senere Taliban.

Jamiat-i-Islami Radikal islamisk oprørsgruppe ledet af Rabbani.

Jirga Stammeråd. Betyder cirkel hvilket understreger deltagernes ligeværdighed.

Karzai, Hamid Afghansk præsident siden 2002. Fra en fremtrædende Durrani-familier, fra Popolzai-stammen i Kandahar. Støttede indledningsvis Taliban, men gik i eksil efter uoverensstemmelser i 1999.

Khan Velhavende landejer eller ældste mand i qawm. Leder af qawm.

Khel Underniveau til stamme.

Lashkar Hær, særligt brugt om stammehære og militser.

Madrassa Islamisk skole med religiøst pensum.

Mailmastiá Gæstfrihed, der skal ydes til alle på ens ejendom, særligt det at give mad til gæster.

Massoud, Ahmad Shah.

Tadsjik. Læste ingeniør på universitetet i Kabul, hvor han blev medlem af muslimsk ungdom. Han flygtede til Pakistan og forsøgte et oprør i Panjsher dalen i 1975. Leder af Nordalliancen mod Taliban, hvor han blev dræbt af al-Qaeda to dage før 9. september 2001.

Mujahideen Hellig kriger. En der kæmper i jihad.

Mullah Religiøs leder på landsby niveau.

Namus Lov, princip og ære. Det en mand skal forsvare for at opretholde sin ære.

Nanawati Ret til nåde, der skal gives når der anmodes om den. Nanawati gælder også ved badal.

Nang Æresbegrebet i et egalitært pashtunsk samfund hvor uoverensstemmelser reguleres med badal. Modsat qalang.

Omar, Mullah Mullah fra Kandahar. Blev i 1994 leder af Taliban.

Pashtunwáli Den pashtunske stammekode.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 2-3

Peshawar By i det nordøstlige Pakistan. Var under krigen mod kommunismen base for de islamistiske oprørsgrupper. I dag base for Taliban og HiG.

Qawm En gruppe forenet af fælles sociale normer. Begrebet kan referere til stamme, klan, etnisk gruppe, landsby eller professionel gruppe.

Quetta By i det nordvestlige Pakistan. Var under krigen mod kommunismen base for de traditionelle oprørsgrupper. I dag ledes Taliban af en shura der holder til i området omkring Quetta.

Qalang Skat eller leje. Et hierarkisk pashtunsk stammesamfund, hvor khanerne leder ved at fordele goder. Feudal karakter. Modsat nang.

Rabbani, Burhanuddin

Professor ved universitetet i Kabul. Leder af Jamiat i Islami.

Salam, Mullah Alizai-stammeleder fra Musa Qala i Helmand-provinsen.

Shar, Kong Muhammad Zahir

Konge af Afghanistan i perioden 1933 til 1973. Væltet af sin fætter Daoud ved et kup i 1973.

Shura Begrebet er arabisk og refererer til det første møde i den muslimske ummah. Kun udvalgte medlemmer kan deltage i shuraen, og den er mere formaliseret end jirgaen.

Tadsjik En etnisk gruppe, der dækker over de persisktalende sunnier i Afghanistan. Bor primært i det nordlige Afghanistan.

Talib Studerende. En der studerer på en madrassa.

Turbur Fætter. Turbur dækker samtidig over det at dræbe en af sin nærmeste familie.

Turburwáli Det indbyggede fjendskab mellem nære slægtninge. Begrebet anvendes også til at dække den generelle egalitære modstand mod at lade sig lede af andre.

Ummah Fællesskabet af alle muslimer i verden.

Wahabisme Puritansk gren af islam. Opstod i Saudi Arabien, hvor det nu er officiel statsreligion.

Zamin Land, delelement i namus.

Zan Kvinder, delelement i namus.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 2-4

Zar Guld, delelement i namus.

Zia ul-Haq, Mohammad

Præsident i Pakistan efter et militærkup i 1977. Dræbt i fly eksplosion i 1988. Støttede islamisterne i et forsøg på at øge pakistansk indflydelse i Afghanistan.

North West Frontier Province (NWFP)

Pakistansk provins på grænsen til Afghanistan. Området har altid haft udbredt selvstyre, primært ledet af pashtunske stammer.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 3-1

Bilag 3, KORT OVER AFGHANISTAN

536

536 Forsvarets Efterretningstjeneste (2) (2007), Oprørsstyrker i Afghanistan, FE nr. 150.6.AF-01018 af 4. juli 2007, p. 40.