indholdsfortegnelse - ivapure.iva.dk/files/34233900/speciale.pdf · media-theory in the humanistic...

INDHOLDSFORTEGNELSE

1 ABSTRACT .......................................................................................................................................................... 3

2 PROBLEMFORMULERING ................................................................................................................................... 4

3 TEORI OG METODE ............................................................................................................................................. 6

3.1 TEORETISK AFSÆT ................................................................................................................................................... 6

3.2 METODOLOGISKE OVERVEJELSER ............................................................................................................................... 7

3.3 DEN DIALEKTISKE TEKST-ANALYSE .............................................................................................................................. 8

3.3.1 Baggrundsantagelser fordret af den fundamentalistiske grammatik .......................................................... 8

3.3.2 Den produktive dualisme ............................................................................................................................ 10

3.4 DUALISMENS BRUGBARHED I EN DYNAMISK OG DIALEKTISK KONTEKST ............................................................................. 11

3.5 REDEGØRELSE FOR ET ANVENDELIGT BEGREBSAPPARAT ................................................................................................ 12

3.5.1 Dynamisk videnskabsforståelse som dialektik mellem brud og sammenhænge ........................................ 14

3.5.2 Kritikken som skabende .............................................................................................................................. 15

3.6 VIDENSKABENS UDVIKLING SOM SAMMENHÆNGE OG BRUD (VIDEREFØRING OG KRITIK AF EKSISTERENDE VIDEN) ..................... 16

4 HUMANIORAS GENSTANDSOMRÅDE OG PROBLEMFELT ...................................................................................18

4.1 DEN HUMANVIDENSKABELIGE OG DEN NATURVIDENSKABELIGE ERKENDELSE ..................................................................... 18

4.2 MØDET MELLEM MEDIER OG MEDIEFORSTÅELSER ....................................................................................................... 19

5 DIGITALISERINGENS BETYDNING FOR HUMANIORA: DIGITAL HUMANITIES ......................................................22

5.1 PERSPEKTIVER PÅ DH ............................................................................................................................................ 23

5.2 DEFINITION AF DH ............................................................................................................................................... 25

5.3 SKRIFTEN SOM FÆLLESHUMANISTISK GENSTANDSFELT .................................................................................................. 26

5.4 DIGITAL HUMANITIES SOM KRITISK-PRAGMATISK DISCIPLIN ........................................................................................... 28

5.5 DIALEKTIKKEN I FOKUS ........................................................................................................................................... 31

5.5.1 Den reflekterede produktudvikling ............................................................................................................. 32

6 HUMANVIDENSKABEN SOM PRAGMATISK-DIALEKTISK DISCIPLIN ....................................................................33

6.1 DIALEKTIKKEN MELLEM TRADITIONEL OG DIGITAL HUMANIORA ...................................................................................... 34

6.1.1 Analoge og digitale formidlingsformer ....................................................................................................... 36

6.1.2 Den elektroniske teksts analoge og dialoge egenskaber ............................................................................ 39

6.2 STABILISERING AF FELTET: DEFINITION AF VÆRDIER INDEN FOR DH ................................................................................. 41

6.2.2 Den konstruktive usikkerhed som positionelle koordinater ........................................................................ 43

6.3 DYNAMISERING AF FELTET: DIGITAL HUMANITIES TILKNYTNING TIL KRITISK TEORI ............................................................. 45

6.3.1 Behovet for kritisk refleksion....................................................................................................................... 46

6.3.2 Den moderate relativismes dialektik........................................................................................................... 48

7 DEN HUMANVIDENSKABELIGE VIDENSFACILITERING ........................................................................................49

7.1 DEN HUMANVIDENSKABELIGE ERKENDELSE ................................................................................................................ 50

7.2 DEN HUMANVIDENSKABELIGE FORSKNINGSPRAKSIS ..................................................................................................... 51

7.2.1 Forskningsprocessen som aktiv videnstilegnelse ........................................................................................ 51

7.2.2 Forskningsprocessen som aktiv videnskabelse ........................................................................................... 54

7.3 FORSKNINGSPROCESSEN SOM REFLEKTERET DISTRIBUTION ............................................................................................ 57

Specialeopgave ”Dynamisk stabilitet – muligheder og begrænsninger i forbindelse Maria S. Nicolaisen F2012 med digitaliseringen af den humanvidenskabelige forskningspraksis” Stud:a10mask

Sid

e2

8 DEN DIGITALE IMPLEMENTERING I SAMFUNDET ...............................................................................................59

9 E-LÆSEREN SOM ET HUMANVIDENSKABELIGT BUD PÅ REFLEKTERET PRODUKTUDVIKLING .............................60

9.1 FORSVAR FOR ET MIDLERTIDIGT ANALOGISK DIGITALISERINGSIDEAL ................................................................................. 60

9.2 FIKSERINGSPUNKTER INDEN FOR EN DYNAMISK VIDENSTRADITION .................................................................................. 65

9.2.1 Formmæssige krav til en eventuel akademisk e-læser ................................................................................ 65

9.3 BETÆNKNINGER I FORBINDELSE MED HUMANVIDENSKABELIG FORSKNINGSFACILITERING ..................................................... 65

9.3.1 Opsætning: Stor læsebyrde kræver en læsevenlig skærm .......................................................................... 66

9.3.2 Videnstilegnelse: kvalitativ læsning kræver overblik over teksten .............................................................. 67

9.3.3 Videnskabelse: Tekstforståelse og -produktion kræver aktiv dialog og kritisk refleksion ........................... 68

10 KONKLUSION .....................................................................................................................................................69

11 LITTERATURLISTE...............................................................................................................................................70

Vedlagt som bilag:

Bilag 1 (gult papir):

Lauritzen, Pia (2008). Videnssamfundet – en illusion. I: Slagmark 52

Bilag 2 (blåt papir):

Sinding Jensen, Jeppe (2003). Pascal Boyer: Den ganske historie om al religion (nogensinde). I: Religionsvidenskabeligt Tidsskrift (RvT). (PDF). Internet:ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/rvt/article/download/1900/1699

Bilag 3 (hvidt papir):

Eksempel på digital kvalitativ tekstbearbejdning over følgende tekst: Dorch, Søren Bertil F. (2010). e-Science og forskningsbibliotekerne. I:Revy 33 (3).

Internet: http://rauli.cbs.dk/index.php/revy/article/viewFile/2958/3037

http://rauli.cbs.dk/index.php/revy/article/viewFile/2958/3037


Sid

e3

1 Abstract In current humanistic disciplines researchers will have to reckon and work with and within the reign of

digitalization. In that regard stronger emphasis has to be and is already made on implementing (critical)

media-theory in the humanistic fields of research, as well as creating new or sub-disciplines like digital

humanities and digital/critical literacy, by combining basic assumptions within the Danish field of research

with current debates in the field of digital humanities, in order to better facilitate Danish humanistic

disciplines while at the same time contributing to an interesting new field in the humanities.

This thesis wishes to address some core concerns regarding the implementation of dynamic principles

within both humanistic theoretical discourse and new methodological considerations, that have been

brought forth by the digital media. Instead of trying to mold humanistic disciplines to make them

compatible with a certain digital feature, the goal of this paper will be to argue, that while the dynamic

ideal of digitalization is certainly admirable and in key with most of the underlying assumptions regarding

knowledge in current humanistic disciplines, the main problem with a practical actualization and use of

these dynamic features is that they do not meet current requirements and standards for academic

publication. Even though enhancing the dialectic relation between theory and praxis seems to be an

important goal for DH, this task is not at all unproblematic. Certainly, digital humanities can be used in

order to highlight such relations, but by no means without regard to the scientific demands of the field,

which it is trying to facilitate. Of course a renewal of the humanistic disciplines in the light of the digital age

is crucial, but not by removing the grounds for academic legitimization. Until more research has been

made, in order to discuss how to maintain and acknowledge the importance of documentation, while at the

same time absorbing and using the hyperdynamic dimensions, it seems crucial not to drift too far away

from the security and underlying assumptions of stability, that seem inherent within current demands for

scholarly publishing.

The scope of this paper will therefore favor discussions, that does not necessarily spring solely from

digitalization, but instead stem from already existing problems/tensions within the humanities, that is often

intensified in discussions of and in new media. The digital development, like any other media uprising, can

neither be seen as a radical shift from one tradition to another, nor as an obvious and unproblematic

succession of traditions. Instead, it has to be seen as an active and a dynamic move forward, that seem to

require a dialectical approach to media development as a field of equally opportunity and opposition, in

which both productive and counterproductive tensions arises. It is therefore important not only to focus on

the drastic changes set forth by digitalization, but also to examine how the dialectical relation between new


Sid

e4

and old approaches, methods and media is inherent within and can therefore be used in order to facilitate

the digitized humanities.

2 Problemformulering Dette speciale vil præsentere og diskutere digitaliseringen af humaniora på flere punkter. Først og

fremmest vil digital humanities (DH) som nyt forskningsfelt blive introduceret, defineret og fremstillet som

et særdeles interessant indsatsområde for fremtidige humanvidenskabelige forskningsprojekter. Hertil

kommer, at den danske humanvidenskabelige forskningspraksis forsøges teoretiseret, kombineret og

valoriseret med henvisning til eksisterende debatter inden for digital humanities. Digitaliseringen fremmer

en dynamik, der i høj grad er nødvendig at adressere inden for det akademiske felt, fordi fremkomsten af

dynamiske medier skaber såvel muligheder som problemfelter. Denne akademiske ambivalens i forbindelse

med et akademisk indoptag af de digitale medier vil i høj grad være omdrejningspunktet i opgaven. I hvor

stort omfang en sådan ambivalens kan tilskrives en humanvidenskabelig legitimeringsproblematik, hvordan

problematikken kommer til udtryk i den digitale debat, og hvordan man kan skabe en produktiv dialektik

mellem traditionelle og digitale kriterier, på en sådan måde at der hverken gives afkald på kriterierne for

akademisk tekstproduktion eller på den dynamik, der kendetegner den humanvidenskabelige

vidensforståelse, vil således være omdrejningspunktet for denne opgaves problemstilling.

Det vil fremhæves, at den kvalitative tekstanalyse er værd at medtænke og understøtte digitalt, idet den

finder bred anvendelse inden for humanioras forskellige områder, tillige med at den fremhæver kritikkens

betydning i og for den humanvidenskabelige tekstproduktion. Hertil understreges den kritiske bevågenheds

dobbelte funktion i moderne/digitaliseret kontekst som både et refleksivt og et skabende kognitivt redskab.

På denne måde opfattes kritikken som det bedste bud på en produktudviklende tilgang, der allerede

forefindes i den humanistiske tekstproduktion, men som netop også kan danne grundlaget for en

pragmatisk vidensfacilitering ved en reflekteret produktudvikling. Den overordnede diskussion vil derfor

afslutningsvis kort introducere e-læseren som et uudnyttet, men potentielt, akademisk redskab, der netop

repræsenterer en sammentænkning af traditionelle og digitale træk, mens den stadig formår at

understøtte den akademiske legitimeringspraksis. Med udgangspunkt i de de teoretiske pointer diskuteres

e-læserens potentiale i en udbygget form, der netop kan digitalisere og facilitere den nutidige

humanvidenskab.

Opgaven søger derved som helhed at beskrive karakteristiske træk ved digital humanities, der både

vedrører de teoretiske og metodologiske tiltag, der kendetegner væsentlige træk ved denne nye

forskningstradition. Desuden arbejder opgaven tillige ud fra et ønske om at introducere og validere denne


Sid

e5

position inden for den danske humanvidenskabelige kontekst, hvorfor de digitale problematikker også

søges overført til en dansk forskningsramme. På denne måde yder opgaven et tiltrængt dansk bidrag til den

teoretiske debat og introducerer ligeledes en akademisk anvendelse af e-læseren, der imødekommer

ønsker inden for digital humanities om en humanvidenskabelig-orienteret og reflekteret produktudvikling.

Hermed tages der udgangspunkt i den humanvidenskabelige forskning, der forsøges faciliteret, hvorfor

dialektikken mellem teori og praksis søges bekræftet fra både teoretisk og pragmatisk side.


Sid

e6

3 Teori og metode

3.1 Teoretisk afsæt

Som udgangspunkt vil jeg forsøge at indskrive mig i digital humanities-traditionen ved: For det første at

adressere en digitaliseringsproblematik, der for mig at se forårsager store vanskeligheder i forbindelse med

legitimeringen af det humanvidenskabelige felt, men som beklageligvis synes bagatelliseret inden for de

nuværende debatter. For det andet at fremhæve feltets positionelle egenskaber ved at trække på og

diskutere nogle af de centrale aspekter ved digital humanities (DH) som henholdsvis forskningsteori og

praktisk disciplin, og for det tredje at påvise et behov for dansk anerkendelse af og deltagelse i dette nye

forskningsfelt, der for nuværende hovedsageligt synes domineret af engelske og amerikanske bidrag1. Jeg

vil hovedsageligt benytte antologierne ”A Companion to Digital Literary Studies” fra 20082 (fremover bruges

betegnelsen DLS om denne) og ”Debates in the Digital Humanities” fra 2012 (betegnes fremover DDH) som

hovedværker, da de netop søger at definere digital humanities samtidig med at de understreger feltets

kompleksitet. Disse to værker fremhæves delvist grundet deres aktualitet, dels fordi deres antologiske form

stemmer særdeles godt overens med nutidigt humanistiske og relativistiske vidensideologier ved at

repræsentere forskellige tilgange til og meninger om samme problemfelt, samtidig med at begge disse

værker bekendtgør et betydeligt fokus på metode. De aktuelle debatter inden for DH søges sammenholdt

med danske (nordiske) kommunikations- og medieforskning, der ligeledes synes influeret af en øget faglig

og metodologisk refleksion som aktiv viden- og produktskabelse, således at denne opgave ligeledes

fremstår som et produkt, der er sig sin underliggende skabelsesproces bevidst, og som løbende belyser den

humanvidenskabelige og metodologiske (selv)bevidsthed som genstandsfelt for humanvidenskabelig teori

såvel som et konstrueret produkt. Denne metodologiske forankring af teori i praksis er i høj grad

kompatibel med den dialektik mellem teori og praksis, der fremhæves som indsatsområde for DH.

Således søges dels at definere DH, at belyse tendenser inden for den nuværende danske forskningsarena,

samt at påvise en øget dialektik mellem teori og praksis, der netop fordrer en øget bevidsthed og krav om

faglig konsistens mellem teori/ideologi og praksis. Den digitale fordring om en sammenholdning af teori og

praksis hænger dog nøje sammen med den humanvidenskabelige legitimeringsproblematik, hvorfor en art

glorificering af digitaliseringens muliggjorte dynamik langt fra er uproblematisk, fordi den ikke synes

kompatibel med nuværende standarder for akademisk tekstproduktion.

1 En tendens, der tillige synes aktuel inden for medieteori (Drotner 2011, 190)

2 Her henvises til netversionen:

http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml



Sid

e7

3.2 Metodologiske overvejelser

I opgaven søges i høj grad aktivt at eftervise og understøtte de teoretiske pointer via et øget fokus på,

hvorledes teori og praksis må anses for at indgå i en gensidig påvirkningsrelation, hvorfor den reflekterede

pragmatik i høj grad synes aktuel inden en diskussion af humanioras digitaliseringspraksis og -proces3.

Denne metodebevidsthed indebærer således en praktisk konsekvens af de teoretiske proklamationer,

hvorfor DLS eksempelvis allerede er gjort offentligt tilgængeligt på nettet4, og DDH forventes at blive det

inden længe (Gold 2012, XII-XIII)5. De digitale muligheder ønskes derved ikke blot diskuteret og

problematiseret teoretisk, men forsøges ligeledes påvist og afprøvet i praksis. Hverken DLS eller DDH (jf.

Gold 2012, XIII) forefindes dog udelukkende i elektronisk form, hvorfor man synes at kunne udlede en

bevidsthed om, at digitaliseringen af humaniora stadig må betragtes som værende i sin opstartsfase og at

arbejdet med og i elektroniske medier ikke er uproblematisk6. Både DLS og DDH synes at anerkende en

digital ambivalens, eftersom de som giganter inden for feltet, stadig finder det nødvendigt at supplere en

digital publikationsform med en traditionel. Den metodologiske selvbevidsthed, der i høj grad forsvares af

et ønske om faglig sammenhæng mellem teori og praksis, er således ikke uproblematisk, eftersom

bedømmelse af akademiske tekster synes at forvente, kræve og behøve specifikke og generaliserede

formkrav. Opgaven vil både i teori og praksis adressere denne digitaliserings- (og legitimerings-)problematik

ved at anvende og henvise til forskelligt (analogt og digitalt) fremfundet materiale, foruden at diskutere

denne problematik som et både et teoretisk og praktisk forekommende fænomen. Derved søges

digitaliseringens anvendelighed inden for humaniora både proklameret og praktiseret som en allerede

eksisterende kendsgerning i forbindelse med humanvidenskabelig forskning, samt som en ressource i

fremtidig produktudvikling.

Jeg vil hovedsageligt benytte mig af litterær tekstanalyse, da opgaven søger at arbejde med og ud fra en

meget udbredt og anvendt metodisk tilgang inden for store dele af det humanvidenskabelige felt, der

ligeledes kan påvise behovet for og værdien af en stadig fastholdelse af kvalitativ tekstanalyse inden for nye

og digitaliserede rammer. Desuden danner denne tilgang grundlaget for en reflekteret humanvidenskabelig

vidensfacilitering, der både er fremfundet via en udbredt, humanvidenskabelig metode og som søger at

understøtte denne metode digitalt. Derved søges grundlaget for en humanistisk produktudvikling lagt, der

netop kan finde anvendelse i en eventuel, senere praktisk implementering.

3 Bemærk her, hvorledes praksis og proces netop inddrager aktive handlingsaspekter inden for humaniora og ikke blot

den kritisk-refleksive dimension 4 http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml

5 http://www.upress.umn.edu/book-division/books/debates-in-the-digital-humanities

6 Hvorfor netversionerne i høj grad forsøger at benytte sig af den traditionelle opsætning, der kendes fra bogmediet


http://www.upress.umn.edu/book-division/books/debates-in-the-digital-humanities


Sid

e8

Min argumentation vil tage udgangspunkt i Pia Lauritzens korte og meget polemiske artikel:

”Videnssamfundet – en illusion” (2008)7, skønt jeg forholder mig kritisk til denne tekst. Hendes sproglige

tilgang synes dog anvendelig som metodologisk opskrift, såfremt hendes dekonstruktive afsæt suppleres

med dualistisk-konstruktivistiske handleforskrifter. Lauritzens kritik vil således her forsøges omdannet til en

mere konstruktiv metode-anvisning, der netop fremhæver styrken ved at overføre en grammatisk

fastbunden tankeforms dualisme-tænkning på en dynamisk begrebstradition. Lauritzen vil således være

udgangspunkt for og hovedinspiration til det tekstlitterære fokus og bliver af samme grund gennemgået i

det følgende.

3.3 Den dialektiske tekst-analyse

Pia Lauritzen problematiserer i sin artikel benævnelsen videnssamfund som den defineres wikipedisk

(Lauritzen 2008, 39)8. Her søger hun at påvise, hvorledes grammatikken eksplicit bruges til at forsvare en

illusorisk samfunds- og selvforståelse9, der fremhæver nøgleord som ”fleksibilitet, innovation og

individualisering” (Ibid.,), men at den grammatiske fundamentalisme ligeledes implicit dementerer en

sådan dynamik i og med at den altid søger et stabilt udgangspunkt/fundament for dens udtalelser. Grunden

hertil er, at det relationelle forhold mellem substantivet og det finitte verbum er af en sådan art, at det

finitte verbum uddyber eller udlægger information om substantivet, og at denne essentialistisk-

grammatiske form ikke kan rumme usikkerheden ved indsættelse af det tolkende subjekt som udsiger (jf.

Ibid., 40). Overførslen af en sådan grammatisk logik til den humanistiske analyses (subjekt-)objektrelation

fremmer således bestemte grundantagelser, der henviser til dens essentialistiske forankring og kan for

Lauritzen på ingen måde forenes med en dynamisk videns-, begrebs- og samfundsforståelse.

3.3.1 Baggrundsantagelser fordret af den fundamentalistiske grammatik

Ordene og grammatikken danner for Pia Lauritzen grundlaget for, hvordan vi analyserer, interagerer med

og konkluderer på vore omverdensrelationer (Ibid., 40). På denne måde må Pia Lauritzen i særdeleshed

opfattes som værende fortaler for den sproglige vendings mere radikale former, hvor sproget netop

opfattes som afgørende for vore erkendelsesmuligheder10. Lauritzen inddrager her Derridas forståelse af

objektrelationen til at påpege, at der inden for grammatikken er tale om, at sprogets opbygning i langt

højere grad må siges at henvise til en meningsdimension snarere end en sandhedsdimension, men at vi

stadig opererer ud fra en grammatik, der henviser til en essentialistisk sandhed frem for en variabel

7 Vedlagt som bilag 1

8 Bemærk venligst, hvordan henvisningen til Wikipedia her forudsættes at være uproblematisk

9 Eksplicit forstås her som den praktiske argumentationsform

10 Jf. den sproglige problematik: ”tænker vi med sproget eller tænker sproget med os”, hvor Lauritzen virker som en

klar fortaler for sidstnævnte udlægning


Sid

e9

meningsdannelse (Lauritzen 2008, 40)11. Ifølge Lauritzen afføder denne fundamentalisme tre

baggrundsantagelser, der betinger hvordan vi udtaler os om verden og hvad vi udtaler os om; at verden 1)

består af modsætninger, 2) er absolut og 3) er metafysisk (Ibid., 40). Hermed postulerer Lauritzen, at den

nutidige samfundsforståelse opererer ud fra et essentialistisk og metafysisk verdensbillede, der søges

forklaret ved hjælp af modsætninger. Hun argumenterer for en art positivistisk livsanskuelse, idet verden

søges forklaret og altså menes at kunne forklares ved brug af absolutte begreber, skønt grammatikkens

tegnforståelse ligeledes introducerer et metafysisk mådehold, der tilkendegiver en søgen bagom det

observerbare.

Metafysikkens tilbagevisning af det observerbares værdi bliver dog aldrig problematiseret af Lauritzen,

hvorfor der kan rettes en lignende kritik af hendes argumentation. Netop fordi ”…vores tilbøjelighed til at

tænke i modsætninger….klassiske dikotomier som …rigtigt/forkert…for/imod, sandt/falsk etc.” (Lauritzen

2008, 40) derved ”…udelukker muligheden af både/og…” (Lauritzen 2008, 41), kan hendes opremsning af

modsatrettede tendenser inden for samtiden ud fra en sådan optik vel heller ikke forekomme. Hvis den

dualistiske begrebsbrug må opfattes som gensidigt ekskluderende, kan baggrundsantagelserne ikke både

bero på absolutte og metafysiske kriterier, idet de netop skal opfattes som diametrale modsætninger, der

således ville virke gensidigt ekskluderende og derfor ikke ville kunne indgå i samme helhed. Derved fanges

Lauritzen af samme selvmodsigelse, som hun selv påviser i sin kritik af videnssamfundet. Hendes

argumentation forudsætter en uproblematisk opremsning af de moderne samfundsrationaler, men hendes

dualismeforståelse tillader ikke tilstedeværelsen af både en absolut og metafysisk funderet præmis.

Hendes opstilling af baggrundsantagelserne synes således problematisk, hvis man efterspørger en

traditionel, sammenhængende logik og en praktisk konsekvens af de fremsatte påstande, hvor eksempelvis

påstanden om ”… at vi – ganske uden at være opmærksomme på det – overfører sprogets logik til den

måde, vi oplever verden på” (Ibid., 40)12. Baggrundsantagelsernes indbyrdes sammenhæng kan vel ligeledes

forventes at følge samme sproglige logik som den her fremdragne. Imidlertid synes der fra Lauritzens side

ikke behov for at verificere, forklare og forsvare sin metodologiske fremgangsmåde, hvorfor hendes egen

argumentationsrække synes brudt, fordi den iboende struktur sandsynligvis formodes velkendt fra den

11

En berettiget problematik, der dog kan overkommes via Laclau og Mouffes inddragelse af diskursive nodalpunkter (se opgavens s.43-45) 12

Den umiddelbare accept af underliggende baggrundsantagelser problematiseres ligeledes i Limas gengivelse af Garfinkels ”forstyrrelsens strategi”, selvom Garfinkels tilgang er sociologisk og ikke sproglig-grammatisk (Lima 2009, 36-37)


Sid

e10

sproglige logik og derfor forbliver uanfægtet13. Derved synes hun dog ikke at tage konsekvensen af sin egen

tese ved at overføre den til praksis – her hendes færdige tekst som det endelige produkt.

Hun benytter sig af en kritisk-hermeneutisk fremgangsmåde ved at synliggøre og problematisere

underliggende og skjulte problemstillinger. Beklageligvis formår hun ikke at øjne det konstruktive

potentiale i en sådan kritik. Hendes kritiske metode synes unødigt polemisk i og med at en dualistisk

kategorisering ikke nødvendigvis er inkompatibel med en dynamisk begrebsforståelse. Ifølge Lauritzen

forstås noget (ord, begreber, positioner etc.) i kraft i dets modsætning14 (Lauritzen 2008, 41), netop fordi

den grammatiske struktur er opbygget på en sådan måde, at anvendelsen af et specifikt begreb udelukker

anvendelsen af dets modsætning, og derved må opfattes som værende absolut15 (Lauritzen 2008, 41).

3.3.2 Den produktive dualisme

En mere åben dualismeforståelse ville kunne adressere den øjensynligt uforenelige forskel mellem

begrebet om det absolutte og det metafysiske ved at påpege den dualistisk-dialektiske relation mellem

dem, der betinger et konstant spændings- og udviklingsforhold16. En dialektisk-dualistisk sprogdefinition

synes netop at kunne arbejde med og ud fra tilsyneladende uforenelige modpoler – her den absolutte og

den metafysiske forståelse. Derfor synes Lauritzens tese på ingen måde at understøttes af hendes praktiske

argumentation, idet hun formår at fragmentere sine udsagn i et sådant omfang at meningsdimensionen

(som hun teoretisk proklamerer og forsvarer) går tabt. Frem for at anerkende en dialektisk

dualismeforståelses potentiale for at kunne rumme mulighedsfeltet mellem det absolutte og det

metafysiske, synes hele hendes argumentation tilbagevist i forsøget på at problematisere den

fundamentalistiske grammatiks stadigt gældende indflydelse17. Derfor formår hun heller ikke at redegøre

13

Lauritzen har tidligere på siden (vha. Derrida) har eksemplificeret, hvorledes det grammatisk meningsfulde udtryk blot tillader muligheden af en objekt-relation og derfor ikke behøver at påvise en sandhed for at give mening. Derfor kan Lauritzen tænkes at pålægge opremsningen af baggrundsantagelserne et lignende meningskriterium, skønt hun ikke eksplicit redegør for dennes indvirkning på hendes egen argumentationsform 14

Lignende identifikationsproblematik påpeges i forhold til diskursive gruppedannelser, hvor relationen til ”den konstitutive anden” som dualistisk opposition netop fremmer fornemmelsen af enhed inden for gruppen (jf. Jørgensen/Phillips 2006, 57) 15

Samme problematik medtages i tankeeksperimentet med Schrödingers kat, hvor erfaringens uvished om kattens tilstand (om den er i live eller død) indeholder en paradoksikalitet, fordi erfaring om tilstand går fra at være sikker (enten-eller) til at være uafklaret (både-og) http://books.google.dk/books?id=iPePc6mplWkC&pg=PA183&lpg=PA183&dq=schrodinger+paradox+cat&source=bl&ots=CcBeb2BDYk&sig=_1CW6RueRyt_WQWUvbsUyMbf6U8&hl=da&sa=X&ei=bqsOUMK1Meri4QTi64DgAw&ved=0CDcQ6AEwAQ#v=onepage&q=schrodinger%20paradox%20cat&f=false 16

Dog ville den polemiske kritik af videnssamfundet i så fald være truet, om end hendes argumentationsform i langt højere grad end nu ville synes at understøtte hendes udsagn om den sproglige umiddelbarheds indvirkning på samfundets selvforståelse 17

Dog skal det dog påpeges, at Lauritzens formål med teksten tilsyneladende hovedsageligt har været en kritik af videnssamfundet og ikke det teoretiske grundlag for en art metodologisk handleforskrift, hvorfor hun følgelig ikke kan forventes, at måtte forsvare sine påstande på en sådan baggrund

http://books.google.dk/books?id=iPePc6mplWkC&pg=PA183&lpg=PA183&dq=schrodinger+paradox+cat&source=bl&ots=CcBeb2BDYk&sig=_1CW6RueRyt_WQWUvbsUyMbf6U8&hl=da&sa=X&ei=bqsOUMK1Meri4QTi64DgAw&ved=0CDcQ6AEwAQ#v=onepage&q=schrodinger%20paradox%20cat&f=false




Sid

e11

for dualismens tiltrækningskraft, idet hun netop ikke synes at øjne det forandringspotentiale, der for mig at

se uundgåeligt må tillægges en mere moderne udlægning og brug af dualistiske begreber18. Skønt jeg ikke

er enig i Lauritzens overordnede problemstilling, hendes dekonstruktive fremgangsmåde og finder mangler

i hendes argumentation, synes jeg, at hendes påpegning af det dualistiske begrebsapparats betydning for

og indvirkning på vores tænkemåde er både interessant og brugbar – om end med visse modificeringer.

Hovedårsagen til Lauritzens påstand om, at det moderne samfund til stadighed fastholdes i og forklares ved

hjælp af en fundamentalistisk grammatik er, at de binære oppositioner i hendes optik synes at skulle

opfattes som fyldestgørende entiteter, der udelukker den samtidige tilstedeværelse af den modsatte

position (Lauritzen 2008, 41). Dog synes den humanvidenskabelige traditionsmangfoldighed at dementere

en sådan opfattelse. Tidligere dualistiske positioner synes i nyere tid at anerkende og indgå i dialektiske

relationer, hvorfor det dualistiske begrebsbrug sjældent opfattes som uoverkommeligt divergerende, men

netop som potentielt komplementerende19. Den humanvidenskabelige relativisme kan netop siges at

anerkende og benytte sig af dualistiske opdelinger, men disse opdelinger må derved også siges at henvise

til analytiske frem for ontologiske skel. Modsætninger må derved opfattes som et struktureringsredskab,

hvis potentiale ligger i, at det kan simplificere og illustrere komplekse problemstillinger, hvorved det i

særdeleshed må findes anvendeligt inden for en refleksiv forskningspraksis. Desuden synes overordnede

diskussioners medtagelse af dualistisk distinktion netop at henvise til en dualistisk dialektik, idet

introduktionen af dualistiske begreber bruges til at uddybe, udvide, eller problematisere og derved

nuancere, og muligvis omdanne tidligere uproblematiske forskrifter/konventioner inden for et givent fag20.

Derved underminerer den dualistiske distinktion ikke den samfundsmæssige dynamik, men kan tværtimod

siges at danne grundlaget for fremkomsten af en dynamisk og transformativ samfunds- og

videnskabsforståelse.

3.4 Dualismens brugbarhed i en dynamisk og dialektisk kontekst

De dualistiske positioner indeholder således et dynamisk potentiale inden for den akademiske

begrebsforståelse, i og med at de divergerende begreber, positioner, traditioner etc. indsættes i dialektiske

frem for stringent dualistiske relationer21. På denne måde opstår interessante brydnings- og

mulighedsfelter mellem tilsyneladende/tidligere uforenelige positioner, der netop kan forklare

18

Den dualistiske begrebstraditions fastholdelse af markante distinktioner modsvares tillige i og af den sociokulturelle tilgang (Säljö 2003, 81) 19

Dette kommer særligt til udtryk i anerkendelsen og fremhævningen af konvergensfelter mellem eksisterende traditioner (Livingstone et al. 2008) og fremkomsten af tværfaglige discipliner, såsom oplevelsesøkonomi 20

Dette er i høj grad tilfældet i Kirsten Drotners bog (2011), hvis afsnit hovedsageligt opererer med dualistiske begrebspar 21

En antagelse, der synes at finde opbakning hos Säljö, der netop påpeger, at ”…den klare forskel…., som vi er vant til at tage for givet i de dualistiske traditioner, ikke holder stik i en nærmere analyse.” (Säljö 2003, 81)


Sid

e12

fremkomsten af nye videnstraditioner. Således suppleres Lauritzens fundamentalistisk-grammatiske brug af

binære oppositioner med en relationel dynamik, der gør den anvendelig i en moderne humanistisk

kontekst. Ved at betragte den dualistiske tanke som en grammatisk affødt metode til analyse og

gennemgang af problemstillinger, der netop søger at styrke argumentationsformen ved at benytte sig af en

traditionel og derfor velkendt akademisk fremstillingsform/argumentationsmodel, synes dualismen brugbar

i en pragmatisk, akademisk kontekst. Dog må denne metode understøttes af en bagvedliggende forklaring

på og tolkning af de tilsyneladende dualistiske betragtninger.

I påpegningen af de dualistiske positioners dialektiske relationer åbnes der for en humanistisk-

videnskabelig tilgang, der understøtter en dynamisk samfundsforståelse i og med at eventuelle

konventionelle tilganges tilsyneladende stabile begrebsapparater altid afstemmes i forhold til og via andre

tilgange. Samtidig er der gentagne forsøg på at overkomme spændingsfelter mellem tidligere adskilte

fagdiscipliner eller -felter ved netop at inddrage forhenværende modpositioner – ikke blot som den

fremmede og konstitutive anden, men ligeledes til inspiration og understøttelse, udvidelse eller nuancering

af eget udgangspunkt22. Denne parring af traditioner viser sig netop frugtbar, fordi ”modpolen” har

mulighed for at påpege og besvare andre problemstillinger end den enkelte tradition – eller i mindste fald

belyse den på anden måde og med en anden vægtning23. De dualistiske poler ses derved ikke længere

udelukkende som brydningsfelter, der skal overkommes eller bortforklares, men ligeledes som

mulighedsfelter, der kan give en ny forståelse/dimension til et givent genstandsfelt og i sidste ende være

med til at forandre eller fjerne forældede ”normative sandheder” inden for en tradition, og således fremme

dynamik og udvikling inden for det humanistiske felt.

3.5 Redegørelse for et anvendeligt begrebsapparat

Franskmanden Pascal Boyers analyse af metafysikken som kontraintuitivt og kognitivt fænomen er rettet

mod den kognitive religionspsykologi, men fremhæver en gavnlig diskussion af de underliggende kognitive

træk, der ligger til grund for menneskelig analyse og kategorisering af fænomener. Desuden introducerer

den boyerske terminologi en begrebsdualisme, der forekommer at være anvendelig inden for en dialektisk

begrebsforståelse. Ud fra Boyers generelle og skematiske kategorisering af modintuitive træk ved religiøse

forestillinger24 beskriver han, hvorledes perceptionen af de religiøse ideer netop fremkommer ved

22

Denne pointe søges ligeledes afprøvet i praksis ved inddragelse af Lauritzens sprogteori, Boyers religionspsykologi og ved en anerkendelse af, at digital humanities uundgåeligt diskuterer medievidenskabelige problematikker i forbindelse med traditionelle, humanistiske discipliner 23

Denne dragen fordel af sin tidligere modparts-tradition påpeges eksempelvis i Livingstone et. al. (2008), der antager et konvergensfelt mellem informations- og medievidenskaben 24

Skemaet kan forefindes i Jeppe Sinding Jensens ”Contemporary Theories of Religion – a Critical Companion” (2009). Her fremfundet som elektronisk udgave:


Sid

e13

kognitive forstyrrelser. Boyers overordnede teori er, at religiøse forestillinger fremkommer som et kognitivt

biprodukt, fordi den kognitive plasticitet i hjernen forstyrrer den intuitive fordeling af de menneskelige

ontologiske forestillinger, der tilskrives det fysiske, det biologiske og/eller det psykiske domæne (Sinding

Jensen 2003, 56)25. Ydermere arbejder mennesket ud fra nogle basale ontologiske kategorier: menneske,

dyr, plante, artefakt og livløst, naturligt objekt, der tillægges forskellige egenskaber i kraft af deres værens-

og væsensbestemmelse (jf. Sinding Jensen 2009, 141)26. Kognitive forstyrrelser kan således resultere i at

fænomener bliver kategoriseret forkert, hvilket kan fremkalde forskellige fiktionsfremkomster. Fiktive

(heriblandt religiøse) fænomener, der fremkommer enten ved brud på de kognitive klassifikatoriske

forventninger (breach) eller ved at overføre egenskaber fra et domæne til et andet (transfer), bryder med

eller overskrider den intuitive eller umiddelbare ontologiske klassifikationssystematik27.

Domænernes berettigelsesfelt overskrides således enten ved brud, der tillægger et eksplicit domæne u-/

overnaturlige egenskaber eller ved overførsel, hvor domænespecifikke karakteristika søges overført til et

andet. Som eksempel kan nævnes talende, grædende eller svævende statuer, hvor de to første

tilsyneladende kan kategoriseres som overførsel af antropomorfe egenskaber (fra kategorien menneske) til

et livløst, naturligt objekt, og den sidste kan opfattes som et brud, eftersom denne egenskab tilsyneladende

ikke tilfalder nogle af de ontologiske kategorier. Den kognitive udvidelse af begrebernes immanente

egenskaber kan ligeledes benyttes til at forklare, hvordan mennesket overfører sin måde at forholde sig til

naturlige fænomener på til mere abstrakte problemstillinger. Det er værd at bemærke, at Boyers

redegørelse af de religiøse forestillingers fremkomst beskriver en dialektisk relation mellem naturlige

fænomener, der resulterer i en udvidelse af fænomenerne selv, skønt Boyer betragter disse udvidelser som

resultatet af kognitive forstyrrelser.

Særligt i lyset af den boyerske terminologi kan den dynamiske forskningsforståelse betegnes med

begreberne om brud og sammenhænge, der henviser til det dobbelte inddrag af tidligere viden, hvor

vidensproduktionen må anses for både at bryde med tidligere antagelser (i diskussionen, den kritiske

tilgang og innovative/originale proklamationer), samt at videreføre information fra en videnstradition til en

anden (de akademiske teksters intertekstuelle referencer). Derfor tilfører Boyers religionsteoretiske pointer

en ekstra dimension til teoretiseringen over den akademiske udvikling. En sådan inddragelse skaber

http://books.google.dk/books?id=f4dLi6qSXTMC&pg=PA142&dq=breach+and+transfer+boyer&hl=da&sa=X&ei=Wb2aT9rhLIjMswbz6tTnDg&ved=0CDAQ6AEwAA#v=onepage&q=br 25

Elektronisk udgave: ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/rvt/article/download/1900/1699 OBS: Linket virker ikke, hvorfor artiklen findes vedlagt som bilag 2 26

En sådan ontologisk inddeling kan ligeledes sammenholdes med den videnskabelige systematik, der netop tillige har til formål at analysere og forstå ved at klassificere, inddele og sammenholde information 27

Boyers intuitive kategoriseringsinddeling kan dog kritiseres for ikke at forklare hvor skellet mellem breach og transfer går

http://books.google.dk/books?id=f4dLi6qSXTMC&pg=PA142&dq=breach+and+transfer+boyer&hl=da&sa=X&ei=Wb2aT9rhLIjMswbz6tTnDg&ved=0CDAQ6AEwAA#v=onepage&q=br



Sid

e14

grundlaget for et humanvidenskabeligt eksempel på videnskaberens position som konstruerende subjekt

ved hjælp af redskaber som tolkning, der netop viser sammenhænge ved hjælp af den komparative

metode, men ligeledes viser brud ved inddragelse af kritisk refleksion i opgavens analyser og diskussioner.

3.5.1 Dynamisk videnskabsforståelse som dialektik mellem brud og sammenhænge

Den dynamiske videnskabsforståelse forudsætter således et dialektisk udgangspunkt. Både Thomas Kuhns

paradigme- og Michel Foucaults epistemeskifte kan siges at fremhæve en dialektisk relationsforståelse, om

end de anser årsagen til denne udvikling som betinget af deres respektive fagfelter. Kuhns paradigme-teori

går kort sagt ud på, at vidensudvikling og -forandring sker grundet paradigmatiske skift, der fremkommer

ved ophobning af anomalier, der ikke kan forklares eller indoptages i den eksisterende normalvidenskab28.

Normalvidenskaben henviser her blot til en videnskabelig status quo, hvor de videnskabelige postulater

opfattes som gyldige og uproblematiske. Anomalierne henviser i stedet til fremkomst af ny empiri og viden,

der direkte tilbageviser eller ikke kan forklares ud fra den nuværende videnstraditions dogmer og

læresætninger. Ophobningen af stadigt flere anomalier, der ikke kan forklares ud fra de

normalvidenskabelige grundantagelser, forårsager en videnskabelig krise, hvorefter det pågældende

paradigme afløses af et nyt paradigme, der netop kan rumme og forklare de nye videnskabelige fund29.

Herefter befinder videnskaben sig igen i en ”stilstandsperiode” (normalvidenskab), indtil nye anomalier

fremkommer og tilskynder endnu et paradigmeskifte. Kuhns naturvidenskabelige baggrund (Thisted 2012,

72)30 afføder en argumentation, der netop fremhæver et deskriptivt forskningsideal ved at fokusere på de

gældende teoriers evne til og brugbarhed i forhold til at forklare og beskrive objektive og videnskabelige

observationer (Ibid., 71). Herved forklares ændringer i videnskabelig tænkemåde (teori) som affødt af

ændringer i videnskabeligt fremfundne, objektive data (praksis)31.

Modsat advokerer Michel Foucault for at forandringer i praksis først og fremmest forårsages af en ændring

i tænke- og talemåde, der muliggør sådanne forandringer (Foucault 2006, 16-17). Hvor epistimologiens

indbyggede endelighed netop forårsager en løbende og nødvendig dynamik, fordi epistemet (herunder

også humanvidenskaberne) ultimativt fjerner grundlaget for sin egen eksistensberettigelse (Ibid., 298-

303)32. Foucault diskuterer således humanvidenskabens fremkomst som en følgevirkning af det normative

skifte, der muliggør mennesket som genstandsfelt for videnskabelig analyse. Denne analyse påtvinges dog

stadig videnskabelige kriterier, der beror på en analytisk fremhævning af samspillet/dialektikken mellem og

28

I (Thisted 2012, 70-75) gives en kort gennemgang af Kuhns paradigme-teori 29

For en mere fyldestgørende diskussion af denne paradigmeteori, se (Delanty/Strydom 2003, 23-24, 72-77; Kjørup 2006, 104-114). 30

Understreges tillige i Kuhns eksempler, der hovedsageligt er fra astronomiens, fysikkens og matematikkens verden (Kuhn 1996) 31

Vi skal senere se, hvordan Roger Säljö ligeledes benytter sig af praksis som videnskabeligt udgangspunkt 32

Lignende problematik diskuteres af Lauritzen og Boyer


Sid

e15

i mennesket ved ”…forskelle, som kan indtænkes i slutningernes orden” (Foucault 2006, 68). Herved følger

den humanvidenskabelige videnskab de naturvidenskabelige forskrifter om årsagssammenhæng og

følgevirkning, der inden for humanvidenskabens analyseapparat i særdeleshed kommer til udtryk ved de

akademiske teksters opbygning, hvor argumentationsformen netop beror på både en analytisk distinktion

af og mellem delelementer og en struktur/rammesætning, hvis formål er at sammenholde delelementerne

i en meningsfuld helhed/orden (jf. Ibid., 142)33.

Begge disse teoretikere kan siges at arbejde ud fra en dialektisk forståelse. Den dialektiske forståelse

fremavler en dynamisk samfundsforståelse i og med at dialektikken kommer i fokus, fordi den netop kan

rumme divergerende forsknings- og samfundssyn, samt fremhæve sammenlignelige træk på tværs af

fagfelter, -traditioner etc. Både Kuhns og Foucaults videnskabsteori laver en lignende generalisering af

videnskabsudviklingen, skønt de arbejder og argumenterer ud fra deres respektive fagfelter og disses

konventioner. Foucault repræsenterer den sproglige vendings antagelse om, at sproget betinger

praksisformernes udformning, idet den teoretiske erkendelse således danner rammebetingelserne for og

fremsætter fokus. Kuhn henviser i stedet til en naturvidenskabelig vidensforståelse, der modsat Foucault

opfatter teori som betinget af praksis. Mulighedsbetingelserne for erkendelse placeres således i og udenfor

subjektet, hvorfor teoriernes tilsyneladende, overordnede kohærens tyder på faglig kompatibilitet og

inspiration, men ligeledes repræsenterer fagspecifik diversitet. Denne vekselvirkning mellem feltets

åbenhed og dens konstante forsøg på sammentrækning i legitimeringen af sig selv ved at opstille kriterier

og retningslinier søges netop fremhævet i opgaven som grundlaget for den humanistiske dynamik.

3.5.2 Kritikken som skabende

Den kritiske teori og metode er i sig selv ukonstruktiv som akademisk tilgang, om end den er meget

anvendt i forbindelse med den akademiske diskussion. Dens dekonstruerende/nedbrydende egenskaber

synes beklageligvis at dominere brugen af kritisk teori (jf. Fairclough 2005, 915)34. Grunden til dette er, at

den kritiske metode må bygge op på samme måde som den bryder ned, da den ellers blot problematiserer

et givent emne, en teori, en position etc. uden at opstille et anvendeligt alternativ. Det ville svare til, at man

afskrev blyantens anvendelighed i forbindelse med tekstnedfældning og vidensproduktion, men ikke tilbød

et alternativ såsom tastaturet. Kritikken af blyanten og dens begrænsninger kan som sådan være legitime

nok, men hvis ikke denne kritik som minimum introducerer hvilke problematikker, der skal overkommes, er

den ikke anvendelig inden for forskningsudviklende vidensproduktion.

33

En aktiv vidensproduktionsform, der diskuteres senere i opgaven 34

Skønt Kjørup virker positiv overfor dekonstruktionens evne til at skærpe retorisk logik, synes dekonstruktionen hovedsageligt at ende i en art teoretisk semantik-problematik, der hverken søger eller formår at have speciel betydning for praksis (jf. Kjørup 2006, 368-369)


Sid

e16

Belysningen af hidtil uproblematiske fænomener og forekomster må opfattes som et af den kritiske teoris

hovedmantra og er også særdeles anvendelig i en akademisk kontekst, idet den netop søger at diskutere,

problematisere og derved udfordre eksisterende konventioner, der netop muliggør transformationer,

dynamik og udvikling inden for det akademiske felt. Denne tilgangs styrke ligger i at skabe tilsynekomst via

forstyrrelser, således at tidligere uproblematiske påstande sættes under kritisk belysning, hvilket

udvider/nuancerer forståelsen af dem eller viser deres begrænsede anvendelse inden for et givent felt, en

given periode eller problemstilling.

Den kritiske teori står således aldrig alene som videnskabelig tilgang, idet den kan siges at repræsentere

den refleksive dimension, men samtidig må indtænkes i en aktiv videnskabelseskontekst. Denne opgave vil

således fremhæve den kritiske refleksions betydning for og i en akademisk tekstproduktionskontekst, dels

ved metodisk at antage et kritisk vúe i forbindelse med diskussion og belysning af genstandsfeltet, dels ved

teoretisk at inddrage eksempler på dens appel inden for humanvidenskabelige positioner. Derved søges

ligeledes at understrege den kritiske teoris tiltrækningskraft på særligt de mere relativistiske positioner

såsom hermeneutik, diskursanalyse og nu også i forbindelse med medievidenskaben og digital humanities.

3.6 Videnskabens udvikling som sammenhænge og brud (videreføring og kritik af

eksisterende viden)

Humanvidenskaben arbejder følgelig ud fra en anerkendelse af tidligere teorier og begrebsapparater, og

den humanistiske vidensproduktion må således forholde sig til og lade sig influere af andre traditioner,

positioner etc. Derfor kan den videnskabelige udvikling netop ses i dette lys som sammenhængende

relationskæder (kumulativ vidensforståelse), hvor den nye viden logisk følger den foregående. Dog vidner

humanvidenskabens divergerende forskningsfelts brudflader35 om, at en sådan videnskabsforståelse ikke er

helt så ukompliceret. Om end fremkomsten af nye videnskabelige begreber, produkter, traditioner etc. kan

siges at udspringe af ældre vidensproblematikker, synes de at indgå i nye vidensformationer, der netop

bryder med dele af eller hele teorier og på denne måde distancerer sig fra foregående vidensformer36. Den

kritiske teori skal medtænke de mulige komparative træk, således at overgange fra en tradition til en anden

ikke udelukkende skal kategoriseres som brydningsfelter, men netop skal understrege den dynamik, der

fremkommer i overgangsperiodernes dialektik mellem gamle og nye antagelser (jf. Burgess/Hamming 2011,

4). Den digitale humanismes fremkomst kan med fordel belyses ud fra en komparativ og kritisk analyse, der

respekterer denne gensidige på- og vekselvirkning i og af humaniora.

35

Disse diskuteres løbende i opgaven 36

Dette er netop, hvad der kendetegner den aktive forskning, hvor den kumulative og nyskabende dimension kombineres (Tredinnick 2009, 48)


Sid

e17

Den humanistiske dialektik fremkommer hovedsageligt grundet en ændret betragtning, hvor dualismen

netop ikke henviser til et ontologisk, men et analytisk skel. Denne dualismeforståelse adskiller sig således

både fra den boyerske distinktion, der netop beror på en henvisning til divergerende ontologiske domæner

og den lauritzke dualismeforståelse, der ikke overkommer dualismens tilknytning til fundamentalistisk

grammatik. Modsat den ontologiske dualisme er den analytiske dualisme ikke en distinktion, der formodes

at være en immanent egenskab i fænomenet selv, men rettere et forstands- og begrebsmæssigt

hjælpemiddel. Denne inddeling og opdeling af et givent genstandsfelt formår at belyse, simplificere og

illustrere de spændingsforhold37, der fremhæves inden for en kritisk begrebstradition. På denne måde

stemmer den analytiske dualisme godt overens med en dynamisk forskningstradition, idet den konstant

søger at udvide begrebsforståelsen ved at angive dialektiske relationer, samtidig med at den er sig sin egen

indvirkning bevidst, fordi videnskaberens rolle som tilrettelægger af viden indebærer en bevidsthed om

egen indvirkning på indholdets udformning og fokus. Derved indgår videnskaberen ligeledes i en dialektisk

relation med teksten, eftersom denne påvirkes af teksten, samtidig med at teksten løbende kreeres af

videnskaberen i videnskabelsesprocessen. Den humanvidenskabelige tekstproduktion kan således opfattes

som kulminationen på den humanvidenskabelige forskningsproces. Dog med det forbehold at en sådan

tekst(produktion) aldrig skal opfattes som en afsluttet proces, men som en midlertidig stabilisering/lukning

af et genstandsfelt (jf. Witmore 2012a, 326).

37

For eksempler på det danske indoptag af dualistisk-dialektiske distinktioner, se skemaet mellem humanvidenskabelig og naturvidenskabelige viden (Thisted 2011, 29), brugen af binære oppositioner som gennemgående argumentationsform (Drotner 2011) og den problematiske samfundsmæssige polarisering i meningsfællesskaber (Hansen/Hendricks 2011, 134-150)


Sid

e18

4 Humanioras genstandsområde og problemfelt

4.1 Den humanvidenskabelige og den naturvidenskabelige erkendelse

Skellet mellem humanvidenskaberne og naturvidenskaberne synes yderst anvendelig i et forsøg på at

positionere humaniora38. I sit forsøg på at vise den tætte dialektik mellem videnskabsteori og

forskningsmetodik diskuterer Jens Thisted forskellene mellem to videnskabstraditioner: naturvidenskaben

og humanvidenskaben (Thisted 2011, 27-29) 39. I forbindelse med naturvidenskaben fremhæver han den

deskriptive forklaringsmodel som det metodiske grundbegreb (Ibid., 28), der understøttes af objektivistiske,

videnskabelige kriterier40. Derfor bliver naturvidenskabens empirisk-eksperimentelle metode bedømt på

dens evne til at opstille lovmæssigheder og bevise deres gyldighed, hvorfor målbarhed og konkretisering er

essentielle for en sådan videnstilgang (Ibid., 31-33).

Modsat opererer humanvidenskaben med en tolkende metodologi, hvor forståelse er det metodiske

grundbegreb (Ibid., 28). Heri inddrages subjektets erkendelse og praktiske erfaring, der grundet

subjektivismens kontekstafhængige tilhørsforhold ikke på samme måde som naturvidenskaben kan arbejde

med sikker og uforanderlig viden. Humanvidenskaben søger ikke at afdække universelle

sandheder/lovmæssigheder, men arbejder ud fra en subjektiv meningsdimension, hvor det primære fokus i

interaktionen med forskningsobjektet (teksten, andre subjekter etc.) er at udlede og udvide

meningsdimensionen i mødet mellem subjekt og objekt (jf. Ibid., 62-63)41. Hertil kommer at den

humanvidenskabelige metode særligt beror på den hermeneutiske traditions kvalitative metode (Ibid., 63-

64), hvor problemfeltet opfattes som delelement i en større meningshelhed. Derfra tilskrives meningen ud

fra en henvisning til det dialektiske forhold mellem del og helhed – den hermeneutiske cirkel (Ibid., 51).

Den traditionelle hermeneutik arbejder dog ud fra og henviser til en essentialistisk sandhedstanke,

hvorimod den moderne hermeneutik42 henviser til et relativistisk grundrationale, hvorfor genstandsfeltet

ikke længere repræsenterer en evigtgyldig sandhed, men er en kulturel, videnskabelig eller personlig

reference, der indgår i dialog med det tolkende subjekt (Ibid, 60-63). Denne relativisering af humaniora

fremkalder således, hvad Giddens kalder en dobbelthermeneutik (Drotner 2011, 71), der ligeledes indvirker

38

Det systematiske skel mellem natur- og humanvidenskab problematiseres eksempelvis med henvisning til at humanvidenskaberne ikke bedømmes i deres egen ret (Kjørup 2006, 24), men ud fra en forvrænget eller uberettiget overførsel af naturvidenskabelige præmisser (Foucault 2006, 243-245) og derfor ikke synes at kunne legitimere sig som videnskab (Lyotard 1996, 74-77) 39

Thisteds skelnen skal opfattes som en analytisk distinktion, der fremhæver tendenser inden for videnskabelig forskning, hvorfor disse positioner i praksis ikke fremkommer i denne radikalt ideologiske form, men netop inddrager elementer af begge forskningsidealer, hvilket denne opgave jo også søger at påvise 40

Jf. Thisteds illustration af en objektiverende tilgang (Thisted 2011, 46) 41

Dog søger den stadig mod den naturvidenskabelige legitimeringsform, hvilket påpeges i diskussionen af skriften som fælleshumanistisk genstandsfelt 42

Hans-Georg Gadamer tilskrives hovedsageligt indførelsen af en moderne tolkning af den hermeneutiske cirkel, der var med til at aktualisere den hermeneutiske tolkning (jf. Thisted 2011, 57-60)


Sid

e19

på den humanvidenskabelige forskning (Drotner 2011, 213). Idet forskeren både må påtænke sin egen

subjektive tolkning og tage højde for forskningsobjektets underliggende subjektivitet, der ligeledes

fremlægger en tolkning, er den kvalitative humanvidenskab altid tvunget til at arbejde ud fra og med en

sådan dobbelt repræsentation (jf. Foucault 2006, 298-299).

Skønt humanvidenskaben grundlæggende kan siges at beskæftige sig med mennesket som overordnet

problemstilling (Kjørup 2006, 13), indebærer tilgangen til det humanvidenskabelige genstandsfelt et utal af

variationer, både imellem og inden for humanioras fagtraditioner, grundet den moderne hermeneutiks

relativistiske udgangspunkt (Thisted 2012, 28). Der synes dog ligeledes belæg for at fremhæve en

strukturelt-relationel konsensus inden for de humanistiske forskningsdiscipliner, når det kommer til kritisk

og kvalitativ tekstlæsning, idet de synes at bero på strukturalistiske og hermeneutiske principper (jf. Kjørup

2006, 338)43. Derfor vil kommende inddragelse af både traditionelle og digitale problematikker og en

stadfæstelse af digital humanities som et interessant forskningsfelt fremhæve skriftens strukturelle

egenskaber som et, om end stadig højaktuelt, levn fra den analoge fremstillingsform, samt belyse skriftens

dialogiske potentiale, der fremkommer ved, henviser til og åbner op for en digital

”tekst”bearbejdningsforståelse.

4.2 Mødet mellem medier og medieforståelser

Mødet mellem forskellige medieformer opfordrer til en fortløbende diskussion og revision af ældre medier

ved nye mediers fremkomst, idet der ikke ved fremkomsten af nye medier synes at være tale om et radikalt

skifte fra en position til en anden eller et brud med og mellem traditioner, men om en gensidig påvirkning

af, mellem og gennem medier (Liu 2008,2)44. En sådan dialektisk relation mellem nye og gamle medier kan

her danne bro mellem disse forståelser, således at gamle medier, vidensproduktionsformer og -anskuelser

medtænkes i diskussionen af nye medier, og at de gamle medier ligeledes analyseres i lyset af indsigter, der

er fremfundet i opståelsen af eller interaktionen med nye medier (Ibid., 12-13)45. Selve belysningen af det

dialektiske forhold mellem medierne kan ses ansporet af en digitaliseret medieforståelse, idet

mulighederne for at kombinere kommunikationsformer og skabe hybride sammenkoblinger mellem

tidligere adskilte enheder netop fremmer skiftet fra en dualistisk til en dialektisk begrebsforståelse og -

anvendelse(jf. Drotner 2011, 42). På denne måde synes digitaliseringen at muliggøre og forsvare

konvergensfelter, der tidligere synes uforenelige.

43

”At fortolke og formalisere er blevet vores tidsalders to store analyseformer: sandt at sige, så kender vi ikke nogen andre” (Foucault 2006, 288) 44

Således argumenterer Liu også for en dialektisk frem for dualistisk medieforståelse 45

Nye mediers indvirkning på de eksisterende medie(forståelse)r påpeges ligeledes i (Drotner 2011, 157)


Sid

e20

Mødet mellem medier skaber imidlertid højeksplosive spændingsfelter, idet nye mediers fremkomst

introduceres og radikaliseres på en sådan måde, at det nye medie instinktivt præsenteres og derfor

ligeledes opfattes som værende fremmed, hvad enten denne fremmedhed betragtes som en tiltrængt

fornyelse eller som en uvelkommen kolonisering (Liu 2008, 3)46. Det meget teknologi-positive manifest

”The Digital Humanities Manifesto 2.0”47(DHM 2009) forsøger eksempelvis både i sine påstande og sin

udformning at advokere for en mere legende og venlig indstilling til de teknologiske muligheder, der

således både via form og indhold søger at redegøre for det digitalt-humanistiske forskningsfelts hovedfoki.

Heri fremstilles den pragmatiske skabelsesdimensions mange fremstillingsformer (lyd, ord og billede) (Ibid.,

8-9). Fremhævningen af disse fremstillingsformer i forbindelse med aktiv, kollaborativ og alternativ

vidensproduktion (Ibid., 11) udspringer af de metodologiske styrker (nuancering af genstandsfelt, kvalitativ

dybdeanalyse, kritik og tolkning), der netop understreger og understøttes af en relativistisk

forskningstradition (Ibid., 2). Dybdegående fagdisciplinære specialiseringer (Ibid., 5;11) indgår i kreative

netværk og søges konvergeret, så de er bedre rustet til at adressere, analysere og videreudvikle det

dynamiske og digitale felt (Ibid, 2)48. Modsat fremstilles de traditionelle humanvidenskabers fagdisciplinære

tilknytning til printkulturen som forældet (Ibid., 2) og som forsvar for faglig snæversynethed (Ibid., 11),

skønt der advokeres for et indoptag og en nytænkning af de traditionelle værdier i lyset af digitaliseringen

(Ibid.)49.

Pelle G. Hansens og Vincent F. Hendricks ”Oplysningens blinde vinkler” (2011) problematiserer i stedet,

hvad de anser for at være en naiv oplysningsfilosofi med radikalt relativistiske tendenser, der

problematiserer bedømmelsen af (videnskabelige) udsagn (jf. Hansen/Hendricks 2011, 11-15; 119).

Informationsoverfloden har både ført til en oversvømmelse af de videnskabelige institutioner50, der

mindsker behovet for den humanvidenskabeligt-kvalitative tilgang (Borgman 2007, 6), har frataget de

højere uddannelsesinstitutioner deres monopol på vidensproduktion (jf. Hansen/Hendricks 2011, 38-42),

og rummer således en risiko for at føre til intellektuel forfladigelse, idet personlige og kommercielle

interesser ikke opererer ud fra samme videnskriterium som påkræves de videnskabelige udsagn (Ibid., 15-

22 ). Den farvede retorik, der netop søger at radikalisere eller polarisere divergerende positioner (Ibid.,

46

En subtil henvisning til denne skepticisme søges måske introduceret i Tredinnicks korte bemærkning om en lignende skepsis mod printmediet i dennes opstartsfase (Tredinnick 2007, 65) 47

http://www.humanitiesblast.com/manifesto/Manifesto_V2.pdf 48

Et sådant forsvar indoptager dog implicit også digitale præmisser for (dynamisk) vidensproduktion og opbygning (Tredinnick 2009, 40), der desværre ikke diskuteres i teksten 49

En lignende problematisering påpeges i (Burgess/Hamming 2011, 8) 50

Jf. the Data Deluge (Dorch 2010, 1)

http://www.humanitiesblast.com/manifesto/Manifesto_V2.pdf


Sid

e21

138-140) hænger netop sammen med afsenders ønske om at præge eller overbevise såvel modtager

skeptiker/modstander51 (Ibid., 134-140).

Hermed udtrykkes to kritiske analyser af spændingsforholdet mellem nye og gamle teknologier, hvor

digitaliseringen enten opfattes som et velkomment brud med uhensigtsmæssige og traditionelle

koventioner52 eller som en naiv indoptagelse/ kolonisering, der i sidste ende risikerer at underminere de

højere læreanstalters udsigelsesposition (jf. Drotner 2011, 171). DHM problematiserer den traditionelle

positions megen modstand mod at anerkende digitaliseringens potentiale, at afprøve mere

eksperimenterende former for digital vidensfacilitering og således medvirke til at bremse den digitale

udvikling og ultimativt afføde en manglende konkurrencedygtighed i forbindelse med den globale

vidensproduktion (DHM 2009, 5)53. Modsat vil digitaliseringsmulighederne kunne kritiseres for at fremme

en informations- eller vidensforfladigelse ved naivt at betragte de nye digitale tiltag som værende af

udelukkende positiv art54.

Begge disse kritikpunkter synes relevante og må følgelig adresseres i en humanistisk teknologiforståelse,

der både søger at følge med, understøtte og lære af den digitale udvikling, samtidig med at den som

akademisk-orienteret kulturinstitution søger at legitimere sin egen berettigelse og derfor ikke ønsker et

informationsanarkistisk samfund, der vægter det subjektive, performative og sensationelle frem for det

”faktuelle”, informative, plausible og velbegrundede. DHM præsenterer en meget utraditionel

fremstillingsform55, idet den synes at benytte sig af lav-retoriske manøvrer såsom en illustrativ skelnen

mellem nye digitale tiltag (roser) og skeptikerne (hundelort), samt et affektivt sprogbrug, hvor gloser som

”restrictive” … ”hermetic”… ”hypocrisy”(DHM 2009, 3; 5; 10) bruges til at definere den traditionelle tilgang,

hvorimod ”creative” …”engaged” … ”anarchy” (Ibid., 10; 6; 4) beskriver positive værdier i forbindelse med

51

Denne overtalelsesteknik ses ligeledes anvendt i DHMs radikaliseringsretorik, der fremhæves i det følgende, samt påpege den problematik, der i høj grad synes aktuel og debatteret inden for det akademiske felt, med udelukkende at benytte sig af kritikkens refleksive egenskaber, hvorved akademiske tekster kun synes at være kritiske analyser af tekster, der rent faktisk har turdet have et selvstændigt budskab 52

Helen J. Burgess og Jeanne Hammings problematiserer den mere traditionelle akademiske produktionsforms monopol på videnslegitimering i et forsøg på at fremhæve multimediets muligheder som akademisk vidensredskab (Burgess/Hamming 2011) 53

En lignende anklage kan rettes mod et overdrevent ukritisk produktudviklingsfokus inden for eksempelvis den digitale understøttelse af humanvidenskaben, da det globale fokus kræver en vidensfacilitering, der bygger på præmisser, der kan bruges og er kompatible med det omkringliggende samfunds (lokalt og globalt) vidensproduktion 54

http://www.informationisbeautiful.net/visualizations/rhetological-fallacies/ (d. 24/4-’12) illustrerer blandt andet, hvordan nye tiltag automatisk søges fremstillet som bedre end de forrige 55

Dette hænger i høj grad sammen med, at den i høj grad afprøver mulighederne i et dynamisk medie, der netop søger at modstå den analoge fiksering, hvorfor mediet fremstår ustabilt – i forståelsen foranderligt (Tredinnick 2009, 39)

http://www.informationisbeautiful.net/visualizations/rhetological-fallacies/


Sid

e22

den digitale ”revolution” (Ibid., 6)56. Skønt denne repræsentation for mig at se mere er en humoristisk leg

med ord og opstilling end en decideret akademisk fremstillingsform fremhæves det spændingsfelt, der

fremkommer i forbindelse med digitaliseringens indtog, idet både fortalerne og modstanderne af

digitaliseringen henviser til en dualistisk argumentationsform, hvor det nye proklameres at bryde med det

foregående (Drotner 2011, 169). Både som fortaler og som skeptiker arbejdes der således ud fra en kritisk

afstandtagen til andre positioner, hvad enten det er den uhensigtsmæssige lukning eller den naive åbning

af feltet, der kritiseres57.

Spændingen mellem den omfavnende og den afstandtagende tilgang til digitaliseringen og disse positioners

problematisering af det modsatte felt kan måske nærmere tilskrives en øget usikkerhed med og i den

humanvidenskabelige legitimeringspraksis end en decideret ideologisk diskussion. Netop fordi

humanvidenskabens relativisme som udgangspunkt medvirker til at destabilisere sit eget videnskabelige

ståsted, så længe den videnskabelige legitimering beror på objektive værdier og kriterier, og fordi denne

legitimeringsproblematik nærmest fordobles ved digitaliseringens introduktion af dynamiske platforme,

befinder det humanvidenskabelige felt sig i en videnskabelig krise, hvorfor det er nødvendigt at genfinde sig

selv som videnskabelig disciplin (jf. Davidson 2012, 485-486). Derfor må en diskussion af DH netop

adressere det intensiverede spændingsforhold mellem behovet for stabilisering af og i et felt, der som

udgangspunkt afstår fra at arbejde med objektive, lukkede og afgrænsede begrebsdefinitioner.

5 Digitaliseringens betydning for humaniora: Digital humanities Den traditionelle humanvidenskab må som forskningsfelt mildest talt betragtes som indeholdende

divergerende tendenser, idet forskellige fagdiscipliner arbejder ud fra forskellige videnskabelige antagelser,

teoretiske foki og metodikker (Kjørup 2006, 15-16). Denne fagdiversitet bliver på ingen måde reduceret,

når humanvidenskaben yderligere indsættes i, udvides med og skal forholde sig til en digital dimension.

Denne øgede problematisering af humanioras genstandsfelt fremmer en belysning af hyperkomplekse

problemstillinger, fordi DH ikke kun skal forholde sig til og analysere en ny fremstillingsform i nye medier,

men ligeledes aktivt skal introducere, repræsentere og indskrive sig i et nyt humanistisk forskningsfelt, der

samtidig gerne skal formå at rumme og understøtte et mangefacetteret, overordnet, humanvidenskabeligt

vúe. På den måde skal DH både forholde sig til den traditionelle såvel som den digitaliserede humaniora,

samt forsøge at facilitere den traditionelle humanvidenskab (ved at overføre analoge indsatsområder til det

56

Bemærk her, hvorledes både ”anarchy” og ”revolution” henviser til radikale politiske ideologier, der netop advokerer for et endeligt brud med eller omvæltning af det nuværende 57

Radikale positioner synes således at benytte sig af den destruktive, kritiske efterrationalisering i en bedømmelse af sort-hvide effekter frem for et mere konstruktivt skabende indoptag af pointer fra begge positioner (jf. Drucker 2012, 87)


Sid

e23

digitale medie) og den digitale humanvidenskab (søge udover den traditionelle humanvidenskab for netop

at udnytte og udvide de digitale muligheder).

I Rafael C. Alvarados blogpost: ”The Digital Humanities Situation” forsøges netop at redegøre for, at DH

omhandler, indoptager og udvider så mange forskningsdiscipliner, at den ikke selv kan karakteriseres som

en sådan (Alvarado 2012, 53)58. Digital Humanities udgør nemlig et nyt felt, der til en vis grad mangler de

ældre og mere etablerede forskningsdiscipliners fastlagte fagtraditionelle definitioner af deres disciplin og

genstandsområde, skønt den følgelig adresserer, benytter sig af og/eller digitaliserer disse59. Denne

manglende afklaring af DH som forskningsdisciplin er netop med til at øge den faglige interesse for feltet,

samt at intensivere frustrationen over manglende retningsgivende bestemmelser/definitioner af det

digitalt humanistiske forskningsfelt60. Eftersom DH må opfattes som værende i begyndelsen af sin

etableringsfase, i Danmark i sin opstartsfase, øjnes således muligheden for at være med til at definere og

præge feltet, hvilket vel netop må være formålet med den humanvidenskabelige forskningspraksis61.

Netop fordi digital humanities er en forholdsvist underrepræsenteret disciplin i dansk regi, synes en

definition og belysning af begrebet i høj grad nødvendig. Nærværende forsøg på at diskutere denne nyligt

fremkomne forskningsdisciplin skal netop opfattes som en redegørelse for potentielle anvendelse af DH til

at diskutere, adressere og afhjælpe problematikker inden for det danske humanvidenskabelige

forskningsområde62.

5.1 Perspektiver på DH

Forsøget på at klarlægge en afgrænset definition af Digital Humanities som forskningstilgang er en

problematisk opgave i en enkelt fremstilling, hvis man ligeledes ønsker at bemærke feltets kompleksitet og

spændingsforhold. Derfor vælger jeg at benytte en simplificeret inddeling af de to dimensioner, der synes

repræsenteret i forsøg på at definere DH, samt at inddrage forskellige repræsentanters divergerende

definitioner på DH. Alvarado synes at skelne mellem en bred og en snæver forståelse af DH. Denne kan

være behjælpelig for en bedre forståelse af genstandsfeltets kompleksitet, skønt denne inddeling må

58

Alle disse tiltag kan dog ikke forventes adresseret i en enkelt fremstilling, hvorfor teksten følger også kun fokuserer på de tematikker, der medvirker til argumentationen i og for denne opgaves påstande og endelige konklusion 59

Følgelig har humanvidenskabelige indoptag af og diskussioner vedrørende digitalisering været repræsenteret siden computerens indtog (Waltzer 2012, 338), men ikke på samme måde som det repræsenteres i DH 60

Denne ambivalens ved genstandsfeltet henviser hovedsageligt til min egen berøring med feltet. Dog synes denn e tolkning ligeledes at kunne udledes af de fremdragne forsøg på at definere digital humanities, der præsenteres på næste side 61

Jf. Kristiansens udlægning af den humanvidenskabelige tekstproduktions formål (opgavens s.54-56) 62

Den senere diskussion af den humanvidenskabelige forskning vil således baseres på danske teser om læring og forskning


Sid

e24

opfattes som gensidigt betinget. DH udgør både en teoretisk forskningstilgang, der søger at kendetegne og

beskrive fremkomsten af et nyt teoretisk problemfelt med navnet digital humanities og et pragmatisk fokus

på de underliggende praksisformer, der betinger og afføder forandringer i og hos de humanvidenskabelige

tesedannelsestraditioner (Alvarado 2012, 54)63. Alvarado kan påpeger således en underliggende dialektik

mellem den abstrakt-almene humanvidenskabelige (og digitale) praksis, der netop også kan omhandle

kvalitativ tekstbearbejdning, og mere fagspecifikt-snævre diskussioner af og med teoretiske

problemstillinger og begreber64. På denne måde opererer Alvarados DH-forståelse med en udpræget

dialektik mellem teori og praksis, der ligeledes synes at introducere et udbredt behov for midlertidige

stabiliseringer af feltet, hvorfor stabilisering og dynamik begge søges repræsenteret og diskuteret både

inden for en dualistisk begrebsforståelse som gensidigt udelukkende entiteter og som dialektisk

forekommende elementer inden for samme fænomen. Skønt Alvarados diskussion af DH opererer på

mange niveauer og medtager mange problemstillinger, repræsenterer han dog kun ét bud blandt mange

andre mulige. Derfor vil jeg kort fremhæve en meget beskrivende blogpost, der henviser til

mangfoldigheden af de allerede foreliggende definitioner. Hermed ikke sagt at disse introduktioner til feltet

ikke kan kombineres eller udvides, men de mange bud henviser til en udbredt uenighed om hvad der

konstituerer DH inden for feltet. Derfor synes det vigtigt at klarlægge feltets indbyggede dynamik og

diversitet, skønt (og måske netop fordi) det stadig er i sin vorden.

”Day of DH: Defining the Digital Humanities” (Day of DH 2012, 67-71)65 samler en række definitioner på DH

fra forskellige repræsentanter hovedsageligt inden for det engelske og amerikanske (humanistisk-digitale)

forskningsfelt. Nogle vælger en meget pragmatisk definition som indoptagelsen af digitale redskaber inden

for humaniora (Unsworth, 67) og digitale praksisfællesskaber (Piquette, 68). Nogle fremhæver en øget

metodologisk og/eller ideologisk bevidsthed, der netop fremhæver en kritisk refleksiv metodik (Flanders,

69), en humanistisk interesse for produktudvikling (Gold, 69) eller som en begyndende forskningsdisciplin,

der bygger på demokratiske grundværdier som kollaboration og åbenhed (jf. Tebeau, 68). Andre

fremhæver DH som et overgangsfænomen (Marino, 68), et paraplybegreb (Gossett, 67) eller et metafelt,

der netop både danner bro mellem ældre og nye medieformer, analoge og digitale tilgange, samt mellem

den refleksive og den konstruktive kritik (Zafrin, 69). Atter andre tager konsekvensen af denne

63

Foucault og Kuhn kan siges at lave lignende beskrivelse af videnstraditionernes overordnede dynamik 64

Behovet for en dialektisk forståelse af forholdet mellem teoretisk abstraktion og konkrete praksisformer påpeges ligeledes af (Säljö 2003, 81) 65

Den traditionelle reference med forfatternavn kommer her til kort, eftersom denne blogpost ikke har én forfatter, men i stedet er et konglomerat af forskellige repræsentanters definitioner. Derfor vil specifikke henvisninger i teksten henvise til disse repræsentanter, men også implicit til den samlede blogpost: Day of DH (og egentlig også til det samlede værk (DDH)). Årstal undlades dog i de enkelte referencer for ikke at virke misvisende på læser, der således ville kunne formode at finde disse repræsentanter i litteraturlisten


Sid

e25

begrebsforvirring og forsøger slet og ret at undgå nogen definition overhovedet (French, 69) eller definerer

det som ”a term of tactical convenience” (Kirschenbaum, 68).

Denne begrebspluralisme synliggør feltets kompleksitet netop, fordi humaniora som felt ikke er et

uproblematisk begreb (Owens, 70), hvorfor problematikkerne blot udvides, når de traditionelle

humanistiske problematikker adderes med nye digitale (Zafrin, 69).

5.2 Definition af DH

Min definition af DH tager udgangspunkt i de her repræsenterede definitioner og i en kombination af disse.

På denne måde søger jeg at afdække og påvise centrale aspekter af DH, selv om de her fremdragne

diskussioner kun omfatter en brøkdel af de problemstillinger og interessefelter, der fremkommer i et felt

som DH. Mit udgangspunkt er, at en diskussion af hvorledes humaniora forholder sig til digitaliseringen

først og fremmest forudsætter en anerkendelse af de digitale redskabers indvirkning på den

humanvidenskabelige forskning, hvorfor digital humanities i høj grad må betragtes som værende en

praktisk disciplin. Hertil forstået at DH arbejder ud fra en øget kritisk bevidsthed (jf. Waltzer 2012, 337), der

netop fremhæver den metodologiske tilknytning til underliggende humanistiske antagelser og ideologier

som en dialektik mellem teori og praksis, hvorfor den digitalt humanistiske vidensfacilitering ikke længere

kun arbejder med en kritisk teoretisk refleksion, men ligeledes med en reflekteret praksisforståelse, der

netop søger at udvide humanioras berettigelsesområde66. Digitaliseringen af humaniora arbejder både med

traditionelle og digitale problemstillinger, hvorfor feltet også nemt virker vagt defineret, uoverskueligt eller

frustrerende. Den manglende afgrænsning af feltet hænger dog sammen med, at DH er en ny fagdisciplin,

som stadig forsøger at finde fodfæste inden for det humanvidenskabelige forskningsfelt. Desuden må DH

betragtes som et spændingsfelt mellem en underliggende relativistisk-affødt ideologi, der repræsenterer en

stor del af den nuværende humanvidenskab og det videnskabelige behov for afgrænsning, standardisering

og lukning. Den relativistiske, åbne begrebsbrug stemmer overens med den teoretiske ideologi, men er ikke

kompatibel med standarder for og bedømmelse af den videnskabelige praksis.

Det er derfor nødvendigt at diskutere det spændingsfelt, der fremkommer mellem humanvidenskabelig

teori og praksis. Følgende redegørelse forsøger derfor at fremsætte et bud på, hvordan man kan fastholde

bedømmelseskriterier inden for en relativistisk begrebstradition. På denne måde søges en generaliserende

tilgang til humaniora fremhævet, skønt denne generalisering forudsætter en efterfølgende anvendelse i en

mere konkret og fagspecifik kontekst.

66

Lignende udvidelse foreslås i (Waltzer 2012, 345)


Sid

e26

5.3 Skriften som fælleshumanistisk genstandsfelt

Netop fordi den digitale humaniora indeholder så mange definitionsmuligheder, forekommer det oplagt at

fokusere på dens inddragelse af en teoretiseret praksisforståelse, der introduceres eller i hvert tilfælde

intensiveres med de digitale redskabers fremkomst67. Denne forskning i praksis synes ligeledes at

efterspørge en konkretisering af et redskab, der finder bred anvendelse inden for humanioras forskellige

fagdiscipliner. Skriften kan netop siges at have en sådan almenhumanistisk forskningsværdi, idet den blandt

andet er genstand for akademisk refleksion (som forskningsobjekt) og benyttes til formidling af akademisk

analyse68. Desuden beskæftiger både den traditionelle og den digitale humanvidenskab sig i høj grad med

menneskelige, og i særdeleshed skriftlige, vidnesbyrd (Alvarado 2012, 51)69. Hermed ikke forstået, at

skriften altid udgør genstandsfeltet for de humanistiske analyser, men at sproget netop udfylder forskellige

funktioner i den humanistiske forskningspraksis, der blandt andet kategoriserer sproget som analyseobjekt

(litteraturvidenskaben), som kommunikationskanal (informationsvidenskaben), som akademisk og kulturel

reference (historie og kulturteori), som socialt medie (medieteori og samfundsvidenskab) og som

problemfelt (kritisk teori)70.

Skønt nogle teoretikere beklager denne ophøjning af sproget, der uundgåeligt fremhæver kvalitativ

tekstanalyse (”…making literary studies the gatekeeper of all disciplines…” (Witmore 2012b, 330))71, må

bearbejdningen af tekster opfattes som det bedste bud på en metode, der for det første er særdeles

udbredt (og derved udgør en generel, almenhumanistisk tilgang) inden for store dele af den

humanvidenskabelige praksis, samtidig med at den tilgodeser det relativistiske vidensideal, der inden for

nutidig humaniora synes fremherskende. Dette fælleshumanistiske bånd betegner Alvarado som ”a distinct

preference toward textual remains” (Alvarado 2012, 51). Skriften spiller derfor en stor rolle for den

humanvidenskabelige forskning, dels som analyseobjekt (bearbejdning, tilegnelse, tolkning og bedømmelse

af andres vidensproduktion), dels som medie/kanal for egen vidensproduktion (jf. Drotner 2011, 22).

67

En reflekteret praksisform kan formuleres ud fra følgende sætning: ”Menneskelige handlinger er i almindelighed en kombination af intellektuel og manuel virksomhed.” (Säljö 2003, 81). Hvor Säljö hovedsageligt vægter handlingens underliggende tilknytning til teori vil denne opgave arbejde med modsat fortegn, hvor den akademiske vidensproduktionsproces sættes i fokus 68

De kvantitative tiltag kan dog netop ses som et opgør med den kvalitative tilgangs dominans inden for humanvidenskabelig forskning (Witmore 2012b, 330) 69

John Lavagnino understreger eksempelvis, hvorledes det tekstuelle indhold (både i printet og digital form) udgør en essentiel komponent i den videnskabelige forskningspraksis (Lavagnino 2008, 9), skønt han beklager en manglende anerkendelse af designets betydning 70

De i parentesen fremhævede eksempler skal blot søge at konkretisere de rimeligt abstrakte funktionskategorier, skønt funktionsdefinitionerne er kontekstuelt afhængige 71

Hermed synes litteraturanalysen netop at indtage samme konstituerende rolle for de humanvidenskabelige forskningsdiscipliner som filosofien havde i de første århundreder af universitetets opstartsfase (Kjørup 2006, 42-43)


Sid

e27

Arbejdet med humanvidenskabelige udsagn omfatter netop en bevidsthed om, at (videnskabelige)

genstande er menneskeskabte og derved aldrig kan opfattes som værende decideret objektive72. Den

humanvidenskabelige relativismes indbyggede usikkerhed i forbindelse med objektets underliggende

subjektivitet overføres i digitaliseringen ligeledes til diskussionen af og i et (dynamisk) medie. Dog formodes

mere traditionelle mediers fysiske stabilitet at arbejde ud fra videnskabelige kriterier om et stabilt objekt,

der netop kan være genstand for videnskabelig bedømmelse og samtidig kan fungere som en sikker

henvisning til og i andre vidensproduktioner73. På denne måde kan de skriftlige referencer siges at udgøre

den kvalitative tekstanalyses pendant til naturvidenskabens empiriske data, idet dens relativt statiske

egenskaber understøtter krav om præcision, klarhed og objektivitet (jf. Kjørup 2006). Tekstens strukturelle

og referentielle egenskaber er således nødvendige at påtænke og indtænke i en digital kontekst, således at

der henvises til tekstens forskellige funktioner, til tekstens dialektik mellem de objektive videnskabskriterier

og den dobbeltrepræsenterede subjektivisme74, der intensiveres med introduktionen af den digitalt-

dynamiske tekstualitet.

Det skriftligt-akademiske udtryk synes således i humanvidenskabeligt forskningsregi at kunne udgøre tre

vægtnings- og/eller klassifikationsfunktioner, der hovedsageligt kan tilskrives teksternes placering og

funktion i den nye vidensproduktionskontekst – altså hvordan den anvendes75. For det første kan teksterne

udgøre genstandsområdet for problemstillingen som hovedkilder, førstehåndsberetninger eller

primærtekster. Dette er eksempelvis tilfældet med litterære analyser af enkeltværker, monografier og

historiske øjenvidneberetninger. Her kan skriften siges både at referere sprogets medierende egenskaber

som struktureret form/rammesætning og dens hovedkildefunktion som genstandsfelt for en

humanvidenskabelig analyse. Sprogets medierende betydning har dog relevans, hvad enten sproget udgør

en hovedkildefunktion (som genstandsfelt) eller en sekundær, teoretisk belysning af empiriske

observationer eller indsamlet data som det ses inden for mere praksisorienterede eller performative

fagdiscipliner som antropologi og oplevelsesøkonomi.

For det andet har de tekstuelle referencer en legitimerende funktion, idet de tilknytter teksten til og

forankrer den i videnskabelige traditioner, der medvirker til at legitimere teksten og give den akademisk

værdi (jf. Gervais 2008, 7). En sådan tekstuel henvisning understreger netop udsagnets gyldighed, fordi den

synes at påvise en art videnskabelig konsensus, idet ytringen tidligere har foreligget i andre kontekster.

72

Jf. Säljös beskrivelse af medieringens betydning for de ”menneskelige artefakter”, der diskuteres senere 73

Jf. den digitale legitimeringsproblematik 74

Den dobbelte hermeneutik 75

Følgende vil dog blot kort skitsere disse funktioner, da opgaven senere hen diskuterer betydningen og konsekvensen af disse funktioner mere fyldestgørende


Sid

e28

Dermed benytter referencen sig netop af en relationel legitimering, der dog langt fra er en ren gengivelse af

andre teksters påstande, men indsætter disse påstande i en ny kontekst, og derved søger at påvise en

udvidet anvendelse76. Denne rekontekstualisering af begreber kan eksemplificeres ved at oralitets- og

tekstualitetsbegreberne indføres i moderne analyse/tolkning af digitale problematikker (Tredinnick 2007,

59). Den digitale terminologi indoptager netop låneord fra andre fagfelter, hvor eksempelvis begreber

tilknyttet bogmediet er blevet udvidet til også at omhandle den digitale forståelse77 og

bevægelsesmetaforer (surfing, navigating etc.) er brugt til at illustrere de aktive handlemuligheder i

forbindelse med informationssøgning og –fremfinding, som nettet tilbyder (Gervais 2008, 3)78. For det

tredje bruges skriften til at strukturere det videnskabelige udtryk, sådan at argumentationen følger den

sproglige logik og fremstår logisk sammenhængende. Derved hænger den sproglige opsætning sammen

med præsentationen af en tekst, hvorfor skriften bliver det primære medie for akademisk refleksion,

diskussion, kommunikation og distribueringen af ny vidensproduktion79.

Skriften synes således oplagt at fremhæve i en diskussion af det humanvidenskabelige arbejde, fordi

legitimeringen af humaniora som forskningsdisciplin i høj grad beror på henvisning enten til en skriftlig kilde

eller til en teoretisk reference, der også forefindes skriftligt. Skriften indtager her en udpræget praktisk

funktion, hvorfor skriften ligeledes må indtænkes i en medieringsproces, der rummer kommunikative

muligheder, men som udtryksform følgelig også indebærer visse begrænsninger. Skriften synes således

stadig at udgøre en af hovedforudsætningerne for den humanvidenskabelige praksis og er derfor vigtig at

fremhæve i en diskussion af humanvidenskaben som reflekteret praksisform.

5.4 Digital humanities som kritisk-pragmatisk disciplin

Til at redegøre for en sådan reflekteret pragmatik kan Kirsten Drotners diskussion af modernitetens

omverdensrelationer være behjælpelig. Heri fremhæver hun eksempelvis systematik og pragmatik som to

hovedfoki (Drotner 2011, 63)80, hvori naturen netop ”…ses som et materiale, der kan bearbejdes og

beherskes ved at udvikle og anvende redskaber og teknikker…” (Ibid.). Systematikken kan opfattes som en

art menneskelig pålagt rammesætning81, der søger at skabe enhed og sammenhæng mellem de forskellige

76

Dette er ligeledes tilfældet i mit forsøg på eksempelvis at bruge Lauritzens tekst som metodeangivende 77

Jf. begreberne om textuality og literacy, der allerede fremgår af denne opgave 78

Denne rekontekstualisering problematiseres dog af både (Drucker 2008, 1) og (Gervais 2008, 3-4) 79

Dette gør sig gældende inden for store dele af det videnskabelige felt og er som sådan ikke karakteristisk for humanvidenskaben 80

Den systematiske og den pragmatiske videnstilgang vil ligeledes udgøre grundlaget for produktudviklingens styrke som en dialektik mellem teori og praksis 81

Jf. Säljös begreb om ”scaffolded learning” (Säljö 2003, 132)


Sid

e29

delelementer (Drotner 2011, 151)82. Fremstillingen udtrykker som endeligt produkt en arrangeret og logisk

fremadskridende tekst, der præsenterer en kamufleret/idealiseret udlægning af den underliggende

forskningsproces (Dorch 2010, 1)83. Skønt humanvidenskaben er en tolkningsbaseret videnskab, søger den

til stadighed at komme med videnskabelige udsagn beroende på en systematisk udledning af midlertidigt

strukturerende og generaliserende elementer (Drotner 2011, 213)84. Denne tilgang kan sammenlignes med

naturvidenskabens forsøg på at opstille og udlede lovmæssigheder (Kjørup 2006, 86-87). Systematikken

har, netop som den analytiske brug af en dualistisk distinktion, til formål at skabe overblik over og

samhørighed i et kompliceret og divergeret felt85. Inden for teksten har både indholdets sprogligt logiske

opsætning og tekstens formelle opsætning til hensigt at afhjælpe læserens navigation med og i teksten.

Den skolastiske læsepraksis udgør til stadighed grundlaget for den generelle tekstopsætning, hvor

indholdsfortegnelse, fodnoter, overskrifter, sidetal etc. forsøger at lette læserens interaktion med og

navigering i teksten (Drucker 2008, 7). Foruden disse kognitive teksttilegnelsesredskaber fremstår

trykkekulturens fastholdelse af udtryk som en stabilisering af produktet, der giver læserne kontrol over

deres videnstilegnelse ved at lette, sikre, genkalde og distribuere materiale (Vandendorpe 2008, 1).

Den humanvidenskabelige tekstproduktion henviser således ikke kun til de teoretiske udsagns

vidensindhold, men ligeledes til en tekstopsætning, der medtænker og søger at facilitere den praktiske

forskningsproces og -bearbejdning, samtidig med at referencerne muliggør og validerer disse udsagns

gyldighed. På det tekstuelle niveau sørger den sproglige logik således for at fremme en ensartet og

sammenhængende udsigelse, hvorimod den formelle opsætning indsætter teksten i en generaliseret

formmæssig kontekst, der netop indeholder implicitte, analytiske navigationsindikatorer, ”coded

instructions for use” (Drucker 2008, 8) og ”cognitive cues” (Ibid.). På denne måde benyttes struktur og

systematik som pragmatiske hjælperedskaber, hvorfor det virker hensigtsmæssigt at diskutere den

pragmatiske begrebsforståelse.

Den pragmatiske dimension fremhæves tillige i en sociokulturel kontekst af den svenske professor i

pædagogisk psykologi, Roger Säljö. Ud fra grundpræmissen ”… at mennesket til forskel fra andre arter

udvikler og bruger fysiske og sproglige redskaber” (Säljö 2003, 79), advokerer han for en kontekstuelt

82

Bemærk, hvordan denne fremgangsmåde minder om den hermeneutiske cirkels dialektik mellem del og helhed (Thisted 2012, 51) 83

En betænkning, der med fordel kan indtænkes i forbindelse med Kristiansens videnskabelsesdiskussion senere i opgaven 84

Denne systematik understøttes ved en tilgang, der indtænker ækvivalenskæder og nodalpunkter og som vil blive introduceret senere i opgaven 85

Behovet for overblik og relationel tilknytning fremhæves eksempelvis i Waltzers kritik af fragmenterede/enkeltstående undervisningsforløb, hvori forløbet fremstår urelevant og ubrugbart, idet det hverken knyttes til det overordnede studieforløb eller til en praktisk kontekst (jf. Waltzer 2012, 343)


Sid

e30

betinget og dialektisk relation mellem teori og praksis86. Den sociokulturelle tradition arbejder således ud

fra en relativistisk (ikke en teleologisk) udviklingsforståelse, der påpeger at menneskets interaktion med og

brug af redskaber både muliggør (Ibid.) og transformerer forudsætningerne for den menneskelige formåen

– det være sig både den fysiske og den intellektuelle (Ibid., 76). Hermed synes hans argumentationsstruktur

at udgå fra et praktisk-empirisk standpunkt, der arbejder ud fra et naturvidenskabeligt videnskabsrationale,

hvor ”Beherskelsen af konkrete fysiske problemer er kilden til begrebslig viden.” (Ibid., 84). Säljö synes

således at repræsentere en humanvidenskabelig position, der på samme måde som naturvidenskaben

vægter empiriske og kumulative videnselementer, om end disse indtænkes i en sociokulturel kontekst. På

denne måde repræsenterer Säljö netop et humanvidenskabeligt indoptag af videnslegitimeringens krav om

objektivitet (jf. Drotner 2011, 71). Derved søges den humanvidenskabelige relativisme-problematik

overkommet ved forsøget på at skabe en tilsyneladende objektivitet (jf. Jørgensen/Phillips 2006, 48), der

forankrer den videnskabelige begrebsdannelse, refleksion og teoretisering i erfaring med, kendskab til,

videreudvikling og brug af eksterne artefakter. Dog udelades det relativistiske afsæt på ingen måde,

eftersom hans sociokulturelle tilgang tillige pointerer, at de tilsyneladende objektive artefakter vi

interagerer med i hverdagen, er menneskeskabte (Säljö 2003, 79). Netop fordi artefakterne er

menneskelige konstruktioner kan de heller ikke betragtes som døde ting: ”Menneskelig viden, indsigt,

konventioner og begreber er indbygget i apparaterne og er således noget, vi interagerer med, når vi agerer”

(Ibid., 85).

Säljö diskuterer, hvorledes både fysiske og intellektuelle redskaber er menneskeskabte konstruktioner, der

først og fremmest skabes og indgår som mulige problemløsningsredskaber i og for den menneskelige

praksis (Säljö 2003, 79). Praktisk problemløsning danner således grundlaget for udvikling af nye redskaber

(Ibid., 81-82). Redskaberne skal netop være behjælpelige i det omfang, at den almindelige menneskelige

styrke, hukommelse etc. ikke rækker. Derved forstås artefakterne ikke som havende værdi i sig selv, men

netop som havende værdi i forhold til handling og brug. Intentionen med at lave brugsgenstande er netop,

at de ikke behøver at have værdi i sig selv, men at deres værdi beror på deres potentiale for at indgå i

brugssituationer. En pragmatisk argumentationaform vil således forklare forskelle mellem klassiske

kunstværker, brugskunst og performativ kunst som funktionsforskelle. Kunstværkers værdi er immanent i

værkerne selv som en æstetisk værdi, hvorimod den æstetiske værdi i brugskunst suppleres med en

pragmatisk nyttefunktion, hvori anvendelse bliver et udslagsgivende kriterium for fastsættelsen af dennes

værdi. Hertil kommer den performative kunst, der netop vægter handling, udførelse og proces som de

værdigivende egenskaber. På samme måde som kategoriseringen af brugskunst kan Säljös artefakter siges

86

En lignende forståelse synes at ligge til grund for, at Luke Waltzer efterspørger en akademisk refleksion over og understregning af humanvidenskabernes praktiske relevans (Waltzer 2012, 335)


Sid

e31

at være synonym for redskaber, værktøjer og brugsgenstande, der netop tilskrives værdi ud fra en

samfundsmæssig nytteoptik, hvori brugs- og anvendelsesmuligheder er det centrale. Dermed understøtter

og udvider brugen af genstande de menneskelige interaktions-muligheder i forhold til omverdenen, idet

”praktiske redskaber integreres med menneskelige funktioner” (Säljö 2003, 86). Ud fra en sådan optik må

de digitale medier og redskaber bedømmes ud fra deres anvendelighed inden for en bestemt praktisk

kontekst. Det øgede fokus på den problemløsende proces ved hjælp af redskaber fremmer således en

dialektisk forståelse af forholdet mellem det tolkende subjekt og det tekn(olog)iske objekt, mellem teori og

praksis, der i høj grad synes at afspejle en af grundpræmisserne i Digital Humanities (Fitzpatrick 2012, 14).

5.5 Dialektikken i fokus

En sammentænkning af den systematiske og pragmatiske tilgang fremhæver således en reflekteret

pragmatik87, som henviser til den dialektik mellem teori og praksis, der fremhæves inden for digital

humanities88. Denne kritisk-pragmatiske tilgang kommer til syne i praktiske forsøg på at revidere, afprøve

og inkorporere digitalt materiale i distributionsprocessen89, som det er tilfældet med den digitale form hos

DLS, DDH og DHM, samt ved at diskutere digitaliseringens indvirkning på humanvidenskabens

teorigrundlag. Kathleen Fitzpatricks forsøg på at kortlægge DH påpeger denne teoretiske bundethed inden

for positioner, der enten fokuserer på de teknologiske nyskabelser, der kan facilitere eller udvikle

humaniora eller fokuserer på hvilken betydning digitaliseringen og den digitaliserede vidensproduktion har

for samfundet (Fitzpatrick 2012, 13)90. Herved fremhæves enten hvorledes de digitale teknologier anvendes

på traditionelle genstandsfelter, eller modsat bruger analoge tilgange til at studere digitale objekter (Ibid.)

Fitzpatrick understreger således med sin definition af Digital Humanities, at feltets indre spændinger kan

betragtes som en moderne (eller opdateret i Fitzpatricks terminologi) udgave af den klassiske distinktion

mellem teori og praksis (Ibid., 14). Hun påpeger dog, at både den moderne medieteori og DH synes at have

potentiale for og allerede forsøger at danne bro mellem disse, både ved at fremhæve en reflekteret

87

For en diskussion af det stigende behov for en pragmatisk videnskabsforståelse, se (Fairclough 2005, 927-928) og (Burgess/Hamming 2011, 8) 88

Ydermere fremhæves digitaliseringens potentiale inden for mere performative vidensdiscipliner som en skolastisk hybrid, der i meget høj grad sammenkobler teori og praksis (jf. Burgess/Hamming 2011, 7) 89

Denne opgave har desuden forsøgt at benytte sig af såvel analogt som digitalt materiale, men grundet diskussion af den videnskabelige legitimering, der uundgåeligt må medtænkes og problematiseres ved dynamiske referencer, benyttes hovedsageligt den traditionelle tekstuelle fremstillingsform 90

En lignende skelnen foretages af William Pannapacker, der benævner DHs interne spændinger mellem teknologisk-skabende (ontologiske) og kritisk-refleksive eller kulturteoretiske positioner (Pannapacker 2012, 233) og i Alvarados forsvar for at forstå DH som et socialt, frem for et ontologisk, fænomen (Alvarado 2012, 50)


Sid

e32

praksisform og ved at fremhæve de produktive egenskaber ved en dialektik mellem kritik og skabelse

(Ibid)91.

5.5.1 Den reflekterede produktudvikling

En reflekteret produktudvikling anerkender denne dobbelthed, der ligeledes må opfattes som udgående fra

en dialektisk grundpræmis. I DH udvides den kritisk-refleksive tilgang således, at kritikken har et

progressivt, såvel som et reaktivt formål, og derved kan den anvendes til produktudvikling (jf. Fitzpatrick

2012, 13-14). Herved søges at udnytte den kritiske tilgangs skabende egenskaber, således at kritikken ikke

blot stiller spørgsmålstegn ved eksisterende vidensformer, -medier etc., men ligeledes opstiller alternativer

og derved er med til at fremme udviklingen af nye medie- eller formidlingsformer92. Johanna Drucker

efterspørger netop en praktisk vidensfacilitering/produktudvikling, der affødes af og understøtter

humanvidenskabelige forskningskriterier (Drucker 2012, 86)93. På denne måde advokerer hun for, at

humanvidenskaben tillægger sig mere aktivt skabende produktudviklingskriterier, hvorfor den traditionelle,

retrospektive anvendelse af kritikken søges udvidet med (om ikke afløst af)opstillingen af kritisk affødte

alternativer, der kan transformere den nuværende forskningspraksis: ”The challenge is to shift humanistic

study from attention to the effects of technology…to a humanistically informed theory of the making of

technology…”(Drucker 2012, 87). Herved efterspørger hun en skabende forskningspraksis, der er

”…process-driven rather than entity defined…” (Ibid.). Den reflekterede produktudvikling medvirker således

til at udvide anvendelsesområdet for den kritiske tilgang, således at den ikke længere kun forholder sig

refleksivt til allerede forekommende fænomener, men også medvirker til skabelsen af nye. Denne

konstruktive brug af den kritiske tilgang synes at bero på anerkendelsen af en produktiv dynamik, der

affødes af en øget sammentænkning af forskellige videnskabelige tilgange, i hvilken divergerende

positioner søges anvendt og findes brugbare til bearbejdning af samme problemfelt (jf. Davidson 2012,

477). Inden for en sådan konstruktivistisk tilgang omformes de traditionelle, dualistiske skel mellem nye og

ældre teknologier til dialektiske relationer, der ligeså vel kan kombineres og sammensættes som de kan

modstilles. Hermed ikke sagt at teknologiernes anvendelsesområder ikke kan divergere, men blot at de ikke

nødvendigvis behøver at gøre det.

Det dualistiske skel er analytisk frem for ontologisk, hvorfor skellet som rammesætning kan modificeres og

genforhandles i (og med) den humanvidenskabelige forskningspraksis. Således forsøges de klassiske

fagdisciplinære distinktioner og de tidslige og funktionelle distinktioner mellem ny og gammel, analog og

91

Den binært oppositionelle begrebsanvendelse inden for humaniora bliver med digitaliseringen udskiftet med et fokus på fremkomsten af dialektiske hybridformer (Burgess/Hamming 2011, 3) 92

Den digitaliserede humanioras teoretisk-refleksive og teknologisk-skabende elementer danner dog også grundlag for interne spændinger og diversitet i feltet (Pannapacker 2012, 233) 93

Det skal dog påpeges, at Drucker opfordrer til mere radikale alternativer end det i denne opgave fremsatte


Sid

e33

digital, produkt og proces udvisket, tillige med at nye hybridformer fremkommer, der præsenterer en

dialektisk symbiose mellem tidligere adskilte former94. Den traditionelle adskillelse mellem teori og praksis

og mellem analog og digital er dog interessant, idet den indeholder en tidslig distinktion95 såvel som en

henvisning til divergerende forskningstilgange. Den faglige dikotomi mellem teori og praksis skal således

anses for at være en menneskelig konstruktion, hvis stadige tilstedeværelse i højere grad vidner om dens

anvendelighed som kognitivt redskab og som retorisk argumentationsform. Grundet det analytiske

tilhørsforhold virker det derfor hensigtsmæssigt ikke at fastlåse begreberne til enten at være synonymer

eller antonymer, men at anvendelsen af begreber beror på i hvilke sammenhænge, de indgår, og med

hvilket formål, de inddrages. Den dualistisk-dialektiske forståelse af begreber synes netop at kunne

respektere denne kontekstuelle analysepræmis, idet den advokerer for sammenhæng mellem forskellige

begreber, samtidig med at den søger at udlede forskelle eller spændingsfelter inden for en tilsyneladende

enhed96.

I overensstemmelse med dialektikken mellem teori og praksis advokerer Rafael C. Alvarado for, at hvad der

definerer og differentierer de humanvidenskabelige discipliner netop er deres pragmatiske

tilknytningsforhold (Alvarado 2012, 52). Dermed omhandler afgrænsningen af et humanvidenskabeligt

fagfelt ikke længere en teoretisk definition af fagfeltets værdier, fokusområder og problemfelter, men i

stedet en henvisning til og redegørelse for deres praktiske arbejdsmetoder – deres videnskabelsespraksis.

Diskussioner af og i digitaliseringen af humaniora må derfor adressere digitaliseringen som havende

praktisk betydning, hvilket uundgåeligt også medfører et øget fokus på praktiske tematikker, herunder også

en øget metodologisk bevidsthed. Den pragmatiske dimension inden for DH synes således at fordre en

organisatorisk videnskabsforståelse, hvor humanvidenskaben på ingen måde kan adskilles (eller ønskes

adskilt) fra dens tilknytning til et institutionelt praksisfællesskab, hvis vidensproduktion i høj grad knytter

sig til og bestemmes af fagets metoder (Scheinfeldt 2012, 125).

6 Humanvidenskaben som pragmatisk-dialektisk disciplin Den praktiske humanvidenskab kan i høj grad siges at arbejde med tekst – både i forbindelse med analoge

og digitale medier. Den humanvidenskabelige tekstbearbejdning beror dog både på analogt og digitalt

affødte værdier og bestemmelser, hvorfor divergerende teoretiske antagelser og grundforståelser

sammenholdes i og med den humanvidenskabelige praksis (her den kvalitative tekstbearbejdning).

Dialektikken mellem den lineære formidlingsform, der benyttes i web 1.0 og web 2.0’s mere interaktive og

94

Dette kommer i særdeleshed til udtryk ved fremkomsten af tværfaglige tiltag (jf. Spiro 2012, 25) 95

Jf. både Tredinnicks og Drotners diskussion af den mediehistoriske udvikling 96

Denne diskussion uddybes i afsnittet om åbne og lukkede begrebssystemer


Sid

e34

dynamiske vidensproduktion (jf. Davidson 2012, 478) kan netop forklares som menneskeligt affødte

handlingsmåder, der afspejler hjernens vekslen mellem digitale og analoge repræsentationsformer og

kriterier (jf. Lavagnino 2008, 5), hvorfor det ligeledes synes oplagt at begge disse tilgange indgår i den

kvalitative tekstanalyse97. I det følgende vil praksisformernes indvirkning på det teoretiske udtryk således

søges klargjort ved en diskussion af argumentationens praksis-strukturerende funktion, samt en

anerkendelse af de analoge og digitale formidlingsformers indvirkning på humanioras begrebsanvendelse

og tekstforståelse. De efterfølgende referencer (Lavagnino og Tredinnick) arbejder netop ud fra en

dialektisk-dualistisk argumentationsform, der formår at påpege en historisk udvikling og forandring af og i

praksis, men redegør samtidig ligeledes for tilstedeværelsen af både nye og gamle elementer,

tankemønstre og medieformer i det moderne samfund.

6.1 Dialektikken mellem traditionel og digital humaniora

En af de tekniske forskelle mellem den fysiske og digitale tekst er, at det analoge medie ikke lader sig

kopiere (Lavagnino 2008, 1) og er statisk i den forstand, at ændringer i det færdige produkt ikke kan

foretages ubemærket (jf. Tredinnick 2007, 70-71). Papirproduktioner kan således ikke ubemærket ændres

efter, at de er forankret i deres fysiske form. En sådan kopieringsproblematik indgår ikke i digitale tekster

(Lavagnino 2008, 8), hvorfor det bliver svært at spotte afvigelser fra den originale tekst (jf. Ibid., 7-8)98. På

denne måde er muligheden for ubemærkede ændringer i den digitale tekst afgørende for dens

anvendelighed inden for en akademisk kontekst, idet videnskaben kræver en form for sikkerhed angående

tekstens oprindelse og udtryk: Dels så den kan indgå i andre vidensproduktioner, dels så den kan genfindes

i sin oprindelige kontekst i forbindelse med bedømmelse af akademiske referencer.

Tekstens stabilitet er afgørende for dens anvendelighed inden for en akademisk kontekst. Luke Tredinnick

diskuterer en sådan problematik via sit tekstualitetsbegreb. I denne redegørelse foreslår han at opfatte

digitaliseringen som en art litterær renæssance, hvor skriften atter indtager pladsen som overordnet

(videns)formidlingsform (Tredinnick 2007, 59). Tredinnick beskriver den digitale tekst som en dialektik

mellem skriftkulturens tilknytning til den orale tradition og printkulturens stabilisering af både udtryk og

medie99. Manuskript-kulturen understreger tekstens foranderlighed, eftersom subjektets indvirkning på

”kopieringsprocessen” medfører og accepterer tekstuelle mutationer, der afviger fra originalen (jf. Ibid.,

61). På denne måde arbejder skriftkulturen ud fra en dynamisk tekstproduktion, hvor skriveprocessen af

Tredinnick beskrives som følgende: ”writing implied neither finality nor closure” (Ibid.). Hermed opereres

97

Lavagninos gengivelse af von Neumann redegør dog i stedet hovedsageligt for hjernens statistiske evner, men eftersom diskussionen vedrører den kvalitative tekstbearbejdning, vil disse ikke medtages i opgaven 98

Dette er dog kun tilfældet i forbindelse med det tekstuelle indhold og ikke den grafiske form (Lavagnino 2008, 7-9) 99

Denne bevidste tekstbrug, der af Tredinnick tilskrives (manu)skriftkulturen, kan kritiseres for uretmæssigt at aflæse nutidige antagelser i genstandsfeltet (jf. Drucker 2008, 12)


Sid

e35

der inden for skriftkulturen med en åben tekstforståelse, der ikke indeholder krav om autenticitet og

originalitet100, skønt tekstproduktionen centreres om eksisterende ideer og autoritative tekster (Tredinnick

2007, 63).

Printkulturen fremmer lukning af teksten ved at introducere en vidensproduktionsform, hvor teksten både

som produkt og som formidlingsform stabiliseres (Tredinnick 2007, 66). Modsat skriftkulturen kan viden

produceres, og hvad vigtigere er reproduceres: ”…locked in a fixed final form.” (Ibid., 67). Denne

stabiliseringsproces har derfor fremmet antagelser om objektivitet, idet tekstens stabilitet: ”presuppose

finality and closure…” (Tredinnick 2007, 66), hvilket fordrer et underliggende rationale om ”a fixed, pre-

given meaning…” (Ibid., 68). En sådan stabilisering understreger snarere tekstens funktion som autonomt

værk i sin egen ret (objekt, produkt) frem for som henvisende til en fortløbende kulturelt og subjektivt

betinget skabelsesproces (Ibid.). Printkulturens tekstuelle stabilisering medvirker således til illusionen af, at

tekster i udgangspunktet er fikserede og således kan optræde og opfattes som objektive entiteter, fordi

deres form er fysisk forankret i bogen (Ibid., 70). Stabiliseringen udfordres i nyere tid derfor af

digitaliseringens reinvention af en mere dynamisk formidlingsform, der både fjerner den sikkerhed,

skriftkulturens stabiliseringsforestilling afstedkommer og genindsætter den subjektive og kulturelle

forståelse af tekstproduktionen (Ibid., 68-71) og tekstens intertekstuelle referencer (Ibid., 74).

Den tekstuelle stabilitet bliver i lyset af digitaliseringen således problematiseret og reduceret (Ibid., 74) og

synes derved at true den standardiserede viden101, der ikke længere kan repræsentere en sikker og objektiv

vidensform (Ibid., 76). Eftersom videnskaben i særdeleshed bygger på standardiseret viden, synes det

forståeligt, at vi forsøger at undertvinge digitale tekster samme legitimeringskriterier (originalitet,

systematik og en stabil fremstillingsform i et færdigt produkt) som skriftkulturens analoge medieform

(Ibid.). Det påtvungne legitimeringsmaksime er en problematik, der er værd at anerkende i en diskussion af

digitaliseringens betydning for og i en potentiel vidensfacilitering af humaniora, men netop fordi den

digitale tekst er et relativt nyt fænomen og fordi en skriftkulturelt affødt legitimeringspraksis gennemsyrer

alle områder af moderne akademisk tekstbearbejdning, synes påpegningen af en uhensigtsmæssig brug for

nuværende snarere at have et ideologisk formål frem for en realistisk tiltro til at dette ændres inden for

nærmeste fremtid. Netop fordi de akademiske værdier i høj grad stadig beror på en tiltro til stabilitetens

legitimering af indholdet som færdigt produkt, må denne stabilitet søges kombineret med det øgede fokus

på foranderlighed, skabelse og meningsdannelse, der kendetegner humanvidenskabens relativistiske og

100

Disse fremkommer først med printkulturens stabiliseringsideal 101

Der fremkommer dog forsøg på at opstille kriterier for standardisering (bl.a. dokumentation, konsensus, tilgængelighed og bevaring) i en digital og dynamisk kontekst (Romary 2010, 8-9)


Sid

e36

Analog

• Objekt

• Materiale

• Stabilitet

• Mimesis

• Simplicitet

• Ontologi

Digital

• Subjekt

• Form

• Forandring

• Semiosis

• Komplekticitet

• epistemologi

hermeneutiske vidensforståelse102. På denne måde sammenholdes den relativistiske teori (og ideologi)

med, hvad der er muligt inden for den nutidige, humanvidenskabelige forskningspraksis.

6.1.1 Analoge og digitale formidlingsformer

Den fysiske bogs popularitet hænger således sammen med dens evne til at fastfryse (jf. Drotner 2011, 25),

homogenisere/standardisere (Ibid., 29) og distribuere (Ibid., 25) det akademiske udtryk via tekst103. Denne

stabilisering gør den særdeles brugbar som tekstuel reference (Tredinnick 2007, 59). Luke Tredinnicks

diskussion af formidlingsformer og -forståelser, der knytter sig til den digitale informations forskellige

fremkomster, synes at kunne overføres til pågældende diskussion af hvilke kriterier, der kendetegner

henholdsvis analogt og digitalt materiale104. Figur 1: Illustration af Tredinnicks informationsforståelser

Det analoge medies kendetegn er, at det fremstår

og behandles ud fra objektive videnskabskriterier

som et ”…coded fact….in a pursuit of a more stable

theoretical object…” (Tredinnick 2006, 5), der ikke

afskriver de subjektive meningsdimensioner, men

vælger den objektive stabilitet som en tilgang, der

muliggør forskning, der er ”more scientific in

nature…”(Ibid.). Den objektivistiske stabilitet

tilskrives hovedsageligt dens materialitet, hvor det fysiske medieringsredskab ikke skelnes fra det indhold/

den information, det formidler, fordi produktet afspejler en fastfrysning af både form og indhold (Ibid., 7).

Denne fysiske tilknytning betyder, at den objektive information kan virke som en art katalysator for de

kommunikationsprocesser, den indgår i, men at den ikke selv forandres i og ved sådanne processer (Ibid.,

10). Dette tilskrives hovedsageligt, at det sproglige medie betragtes som værende relativt stabilt, fordi de

underliggende sproglige strukturer er stabile og uforanderlige (Ibid., 10-11). Værdien af information

bedømmes derfor ud fra dens mimetiske evne til at afspejle/gengive originale udsagn, idet det oprindelige

udtryk udgør den videnskabelige autoritet, der legitimerer tilgangen og opstiller kriterierne for

bedømmelse (Ibid., 12). Denne henvisning til konkrete autoriteter fremmer en normativ sandhedssøgen via

en reduktionistisk tilgang, der netop muliggør konkretisering, simplificering og forsøg på lukning af et

komplekst problemfelt, hvilket danner grundlaget for at opstille valide forskningsspørgsmål (Ibid., 14-16).

På denne måde arbejder en reduktionistisk tilgang med et kumulativt vidensideal i den forstand, at

102

Lignende problematik understreges i (Romary 2010, 9-10) 103

Hvorved den fejlagtigt også kan opfattes som værende stabil og uforanderlig (Lavagnino 2008, 3) 104

Det skal dog påpeges at Tredinnick arbejder med et dialektisk informationsbegreb, hvorfor de radikale positioner, der opridses her, hovedsageligt skal ses som analytiske pejlemærker, frem for som fremkomne positioner (Tredinnick 2006, 20-21)


Sid

e37

belysningen af afgrænsede, specifikke og stabile/kontrollerbare problemfelter beror på en stykvis

videnstilegnelse/-forståelse, der ultimativt vil kunne redegøre for en samlet forståelse eller belysning af

fænomenets komplekticitet (Tredinnick 2006, 16). Information kommer derved til at fremstå som et

naturligt objekt, hvis kendetegn er iboende begrebet og dets stabiliseringsformer og som kan fremfindes og

beskrives ud fra objektive standarder (Ibid., 20-21).

Modsat arbejder den dynamiske medieforståelse ud fra en anerkendelse af, at information først bliver til

viden, når den indgår i dialog med det menneskelige subjekt (Ibid., 4)105. Desuden fokuserer en sådan

tilgang ikke kun på det repræsenterede, men i lige så høj grad (hvis ikke højere) på præsentationen. Derved

flyttes fokus fra det materielle produkt til den vidensformidlende proces, der belyser den menneskelige

formidlingspraksis’ betydning for aktivt at skabe og distribuere information (Ibid., 8). Den menneskelige

konstruktion af vidensindhold (Ibid., 11) fremstår således ikke længere stabil, idet menneskelige faktorer,

såsom sprogets indbyggede foranderlighed som kulturelt fænomen, uundgåeligt må medtænkes (Ibid., 10).

Den aktive, menneskelige skabelse og interaktion med ”objektet” fremmer en dynamisk

meningsforskydning, fordi subjektet tolker, bruger og indsætter information i nye kontekster, hvorved

betydningen ændres eller udvides (Ibid., 13). En sådan tilgang søger ikke at reducere kompleksiteten, fordi

den ikke arbejder ud fra en forestilling om at kunne reducere/nedkoge begrebet til dens grundbestanddele.

Ydermere kan dens radikalt relativistiske tilknytning kritisere de objektivistiske positioners begrænsede

begrebsforståelse og -anvendelse, men kan af samme klandres for blot at omgå en lukning af feltet, der i

højere grad undlader at tage stilling, bedømme og begrebsbestemme deres problemfelter, således at deres

påstande ikke kan tilbagevises, men ej heller synes at udgøre andet end vagt formulerede og uakademiske

kritikker uden relevans for andet end den retorisk-polemiske diskussion (Ibid., 16-17).

6.1.1.1 Den humanvidenskabelige ambivalens intensiveres

Tredinnicks analyse af de informationsvidenskabelige tilgange, hænger således hovedsageligt sammen med

hans underliggende opfattelse af, at: ”…the digital revolution has destabilised traditional understandings of

the nature of information…” (Tredinnick 2006, 1). Denne destabilisering er afgørende for

humanvidenskaben, fordi den allerede arbejder ud fra en relativistisk grundpræmis, idet dets

forskningsobjekt (mennesket) ligeledes er subjekt. Dog kunne de subjektive fremkomster i skriftkulturen

fastholdes i et nogenlunde stabilt medie. Fremkomsten af det digitale, dynamiske medie fjerner netop den

stabilitet og sikkerheden (Tredinnick 2007, 72), så humanvidenskabens problemer med at legitimere sig

105

Den aktive videnstilegnelse diskuteres nærmere ved inddragelsen af Bang model senere i opgaven


Sid

e38

selv nu fordobles, fordi relativismeproblematikken ikke længere blot må medregnes i forhold til

genstandsfeltets underliggende subjektivitet, men ligeledes i forhold til en mere flygtig formidlingsform.

Debatten vedrørende det analoge og det digitale medie106 omhandler således hovedsageligt en diskussion

af statiske contra dynamiske enheders muligheder og begrænsninger107. Hvor den analoge stabilitet i langt

højere grad end det dynamiske medie opfattes som pålidelig, virker det indlysende, at den analoge tilgangs

dominans ikke bliver forkastet ved fremkomsten af mere radikalt dynamiske formidlingsformer. Groft sagt

præsenterer digitale medier i princippet konstant foranderlige øjebliksbilleder, der ikke indeholder nogen

sikkerhed for, at en fremfunden information vil være der eller være uændret i morgen. Videnskabelige

formidlingsformer har i langt højere grad end de sociale et ansvar for at kunne dokumentere og afprøve

påstandes gyldighed, hvilket kan forklare, hvorfor de sociale medier og netværk synes mere villige til at

eksperimentere med og udnytte de nye digitale muligheder108 (jf. Drotner 2011, 166-167).

Inden for den digitale humanvidenskab kan således let fremkomme en uundgåelig ambivalens mellem at

tage den praktiske konsekvens af teoretiske proklamationer (eksempelvis forsvare den kollektive ”wisdom

of crowds” dynamik som en vidensressource, der burde anerkendes) og tilfredsstille kravene til en

akademisk fremstillingsform. Således synes humanvidenskabelig teori/ideologi og praksis at være

uforenelige, fordi vidensproduktionen ultimativt må synes at understøtte en essentialistisk og objektivistisk

videnskabsforståelse109. Ved første øjekast kan et felt som digital humanities synes at fjerne denne

problematik, eftersom det humanvidenskabelige ideal søges repræsenteret i et mere fleksibelt og dynamisk

medie (jf. Tredinnick 2009, 40). Problemet med en sådan tilgang er, at det videnskabelige

legitimeringsbehov på ingen måde forsvinder, blot fordi medieformen stemmer bedre overens med en

relativistisk begrebstraditions teoretiske ideal. Skønt den dynamiske formidlingsform for nuværende ikke

formår at udgøre et reelt alternativ til den traditionelle viden(skab)sformidling, betyder det ikke, at

dynamikken afskrives – kun at den for tiden hovedsageligt vinder indpas inden for den teoretiske forskning

frem for at true den nuværende vidensproduktionsform.

En dialektik mellem analoge og digitalt-dialogiske tilgange må således for det første arbejde ud fra en

sikkerhed om, at tekst, både i fysisk og digital form, optræder som et nogenlunde stabilt objekt

(genstandsfelt eller reference) i vidensproduktionskonteksten. Dette er eksempelvis afgørende for

106

Forstået som en teknologisk, ikke en ontologisk, distinktion (Lavagnino 2008, 2-3). 107

Drucker foreslår i stedet en distinktion mellem passiv og aktiv (Drucker 2008, 10). Eftersom disse begreber kan indoptages og forudsættes i skellet mellem den stabile og den dynamiske medieforståelse synes det begrænsende primært at benytte Druckers distinktion, hvorfor denne udelades 108

Jf. de interaktive platforme som Facebook og Youtube 109

Cohen fremhæver i sin blogpost dog de sociale mediers potentiale til at revolutionere de akademiske publikationskriterier (Cohen 2012b, 322-323)


Sid

e39

litteraturstudiernes hovedværker og fagdisciplinernes kanoniserede værker110, idet pensum til

forelæsninger og specifikke eksaminationsspørgsmål forudsætter og efterspørger gennemgange af

konkrete tekster111. For det andet må tekstuelle referencer ligeledes arbejde ud fra den legitimerende

præmis, der ligger i muligheden for at genfinde og kontrollere fremsat dokumentation. Tekstens

troværdighed må netop bero på dens evne til at bruge og fremstille referencer hensigtsmæssigt, således at

tekstens påstande bliver dokumenteret af referencen. Referencen virker i teksten ligesom laboratoriets

dokumentation af data og målinger og kan således siges at udgøre størstedelen af den

humanvidenskabelige empiri. Decideret empirisk forankrede referencer, såsom spørgeskemaundersøgelser

(jf. Thisted 2012, 104-135), og statistisk dokumentation for udbredelsen af litteratur (Wilkens 2012, 250)

søger at henvise til kvantitative og objektive forskningsdata (målbarhed)112, hvor vægten af disse ligger i

mængden af data som repræsentativt for feltet (Ibid., 255), hvorimod de kvalitative interviews (Thisted

2012, 170-173) ønsker at understøtte en mere dybdegående analyse af et mere begrænset genstandsfelt.

Den underliggende dynamik introduceres særligt i tilgangen til tekstens indhold og udformning, hvor den

aktive dialog med teksten forudsætter en aktiv bearbejdning, der beror på digitale kriterier som aktiv

videnskabelse og dialog (jf. Davidson 2012, 479), men som også kan lade sig gøre uden at måtte afskrive

sikkerheden ved at arbejde med og i et mere stabilt medie. Det tekstuelle indhold bliver således analyseret,

diskuteret og problematiseret via den kritiske refleksion, så teksten ikke længere fremstår autoritativ og

hellig, men som grundlaget for og afhængig af den subjektive interaktion med og refleksion over teksten (jf.

Säljö 2003, 85). Hvad enten man opererer ud fra kvantitative eller kvalitative kriterier, er referencernes

funktion hovedsageligt at påvise, understøtte og legitimere akademiske udsagn.

6.1.2 Den elektroniske teksts analoge og dialoge egenskaber

Hvad enten brugen af den kvalitative tilgang inden for digital humanities problematiseres (Wilkens 2012,

256) eller de digitale mediers begrænsning i forbindelse med intensiv læsning af et større tekstkorpus

begrædes (Vandendorpe 2008, 3), synes nærlæsning af tekster fortsat at være særdeles udbredt i

forbindelse med den humanvidenskabelige forskningsproces113. Samtidig synes det også tilforladeligt at

påstå, at en sådan tekstlæsning i høj grad knytter sig til den konventionelle og analoge læsepraksis, idet

denne i højere grad end den digitale tilgodeser det akademiske behov for stabilisering, således at materiale

110

For en problematisering af den akademiske verdens stadige fremhævning af kanoniserede værker, se (Wilkens 2012, 249-250) 111

Dynamikken præsenteres i stedet med kravet om en kritisk-refleksiv diskussion af teksten, der har til hensigt at demonstrere en reflekteret (videns- og)begrebsbrug frem for en ukritisk gengivelse 112

Skønt disse jo også, om end måske i mindre grad end ved den kvalitative analyse, forudsætter tolkning 113

For en kritik af den analoge og intensive tekstlæsning som primær humanistisk tekstbearbejdningsmetode, se (Wilkens 2012, 257)


Sid

e40

kan efterprøves, at tekstuelle referencer kan verificeres, og at teksten således kan bedømmes ud fra sin

tilknytning til, sin medtænkning og brug af samt tillæg til den humanvidenskabelige tesedannelsestradition.

Skønt Witmore hovedsageligt koncentrerer sig om digitaliseringens muligheder inden for den kvantitative

tekstanalyse, synes nogle af hans pointer ligeledes at kunne overføres til en diskussion af den kvalitative

tekstforståelse. Teksten udgør et relativt stabilt objekt, der både i sin analoge og digitale form fremstår som

et nogenlunde sikkert forskningsobjekt, idet tekstens fysiske og virtuelle form opstiller en bearbejdelig

materialitet, der gør den tilgængelig (jf. Witmore 2012a, 324). Teksten karakteriseres af Witmore som

”…massively addressable…” (Ibid., 325), idet tekstens opstilling åbner for forskellige tilgange/læsninger af

teksten. På denne måde synes kendskabet til de digitale og interaktive vidensformer at præge opfattelsen

af teksten som et sted for dialog. Denne dialogisitet kommer blandt andet til udtryk ved, at tekstens

delelementer arbejder med, ud fra og forudsætter en intertekstuel tilgang til/læsning af teksten, hvor fod-

og margennoter (og de digitale hyperlinks) indsætter teksten i en udvidet relationel (inter)tekstuel

kontekst, foruden den strukturelle kontekst/helhed, det tekstuelle delelement allerede indgår i (jf. Ibid.).

Reference-funktionen formår således at transcendere sin egen kontekst, idet en af dens mange funktioner

har til formål at vise ud over teksten (og derved understøtte den ad anden vej). Tekstens strukturelle

legitimering af det tekstuelle udsagn (argumentationskæden) udvides således med henvisninger til andre

tekster, der ligeledes medvirker til at verificere, problematisere, perspektivere og/eller komplementere

teksten. På denne måde fremhæver intertekstualiteten tekstens interaktion med og i andre tekster som en

dialog mellem tekster. Ydermere understreger den aktive, kritiske videnstilegnelse ligeledes subjektets

dialogiske relation til teksten, hvor den subjektive tolkning af og fremhævning i teksten beror på

underliggende (og midlertidige) udvælgelseskriterier (jf. Witmore 2012b, 329).

Det synes derfor nødvendigt at diskutere og redegøre for dialektikken mellem det overordnede

humanvidenskabelige behov for stabilitet, der synes tilgodeset af tekstens fastfrysning i bogmediets fysiske

manifestation, og det dynamisk-relativistiske forskningsideal, der fremhæver subjektets, tolkningens og

fagfællesskabets diversive, refleksive og aktive egenskaber. Spændingen mellem nye og gamle

medieforståelser synes således at henvise til den humanvidenskabelige legitimeringskrise, der introduceres

i modstillingen mellem natur- og humanvidenskab. Denne problematik søges overkommet ved

fremhævelsen af tekstens evne til at imødekomme objektive kriterier, hvilket dog atter problematiseres

med indførelsen af de digitale og dynamiske medieformer. Hvad enten mødet med de nye medier er

præget af optimisme og tillid, tynget af mistro eller indsættes i mediehistorisk kontekst, må en diskussion af

digitaliseringens betydning for og i den humanvidenskabelige forskning netop adressere fremkomsten af


Sid

e41

nye medier, deres modtagelse, og hvordan de kan tænkes at kunne understøtte den humanvidenskabelige

forskningspraksis.

6.2 Stabilisering af feltet: definition af værdier inden for DH

Behovet for en humanvidenskabelig stabilisering af genstandsområdet, der legitimerer de

humanvidenskabelige udsagns akademiske gyldighed understøttes af Lisa Spiros forsøg på at definere

digital humanities som forskningsdisciplin. I ”This Is Why We Fight: Defining the Values of the Digital

Humanities” søger hun netop at advokere og redegøre for fremkomsten af nyere humanistiske værdier, der

ud fra hendes optik fremkommer i lyset af digitaliseringen114. Et sådant formål vægter en mere præskriptiv

fremhævning af ideologiske værdier som kvalitative bedømmelseskriterier frem for den redegørelse af

forholdet mellem metodik og teori, hun anser som bedst repræsenteret i nuværende definitioner af DH

(Spiro 2012, 16). I en afstandtagen til det øgede pragmatiske fokus prøver hun at genindføre etisk-

kvalitative kriterier i et forsøg på at definere og styrke digital humanities som akademisk position: ”What

defines a profession is not only what it does but also what values it upholds and how it practices

’professional responsibility’ (Fuller and Keim)” (Spiro 2012, 30). Ved påpegningen af den kvalitative

bedømmelses relevans henviser hun til behovet for en traditionel og ideologisk legitimering og stadfæstelse

af humaniora. For det første ved at definere kerneværdi som et kontekstafhængigt og kulturrelativistisk

begreb (Ibid., 19). For det andet ved at fremhæve digitaliseringens understøttelse af demokratiske

kerneværdier115, der arbejder ud fra idealet om lige adgang (Ibid., 24-25), samt en dialogisk og kollaborativ

videnskabelse (Ibid., 25-28), som stadig anerkender betydningen af og behovet for både fagspecifik

diversitet (Ibid., 28) og tværdisciplinære alliancer (Ibid., 25-26). Denne metodebevidsthed fremhæver en

legende tilgang genstandsområdet, der udfordrer den traditionelle praksis og muliggør innovative tiltag

(Ibid, 28-30)116. Hendes søgen efter at fremhæve aktivt innovative klassifikations- og bedømmelseskriterier

udfordrer efter hendes eget udsagn derved begrænsningerne ved den traditionelle/analoge

legitimeringsproces117 (Ibid., 29).

For mig at se understreges herved en fremgangsmåde, der ganske vist i teorien efterspørger en ny metodik

til at understøtte de nye ideologiske værdier, men som i praksis benytter sig af den konventionelle

legitimeringsforms afgrænsning af feltet via begrebsdefinitioner og fastlægning af værdier inden for feltet.

114

Værdiernes rolle i den humanvidenskabelige praksis benævnes også i (Kjørup 2006, 110) 115

Begrebet demokratisk skal her forstås som en ideologisk, frem for politisk, videns- og formidlingsforståelse, der afspejler en generaliseret demokratisk forståelse 116

Den ideologiske fremhævning af transformation som politisk ideal (konkurrencedygtighed og at være på (for)kant med og bestemme udviklingen (jf. Spiro 2012, 29), kan derved siges at udgøre et sammenlignelighedspunkt mellem den politiske og den ideologiske legitimering 117

Skønt hun i praksis stadig benytter sig af den


Sid

e42

Spiro anerkender de humanistiske kerneværdier, der blandt andre indebærer undersøgelse, kritisk

refleksion og bevidstheden om dialektiske forhold118 (Spiro 2012, 19) og er sig sit eget indoptag af disse

bevidst. Ydermere virker det langt fra tilfældigt, at hun forsøger at fremhæve værdien af at indføre

”kerneværdier” i digital humanities, hvor selve sammensætningen af ordet (kerne-værdi) henviser til en

konventionel begrebsforståelse, mens hun teoretisk og konsekvent redegør for værdiernes tilknytning til en

relativistisk begrebsforståelse. De digitale kerneværdier bliver således på en og samme tid udtryk for en

videreføring og brug af det traditionelle legitimeringsbehov og for et øget relativistisk fokus (Ibid., 19),

hvorved Spiro søger at undergrave og at bryde med den traditionelle vidensmonopol, idet den virker

indskrænkende på distributionsforholdene i forhold til det digitale materiale (Ibid., 22)119. På denne måde

påpeger Spiro både eksplicit og implicit en ambivalens inden for digital humanities. Eksplicit påpeger hun,

hvorledes de traditionelle værdier danner grundlaget for fremkomsten af de digitale værdier, hvilket

repræsenterer en dynamisk-dialektisk udviklingstanke, hvor genanvendelse i nye kontekster skaber nye

forståelser og betydninger af ældre begreber (jf. Ibid., 21). Imidlertid synes hun ikke at adressere det

underliggende, konventionelle behov for traditionel legitimering via referentiel og begrebsmæssig

stabilisering, som hun netop opererer ud fra.

Derfor synes det ikke hensigtsmæssigt at fremhæve dialektikken mellem analoge og digitale medieformer

uden at anerkende og acceptere, at skønt der overordnet set arbejdes ud fra en relativistisk ideologi,

kræver videnskabelige udsagn forsøg på stabilisering, idet de ellers blot ville udtrykke uunderstøttede og

subjektive følelsesudsagn120. Selvom innovative praksisformer i høj grad efterspørges inden for det

humanvidenskabelige felt, synes den traditionelle legitimeringsproces stadigt at være fremherskende (jf.

Waltzer 2012, 340-241)121. Følgelig må en sådan analog-nepotisme inden for den humanvidenskabelige

vidensdistribution udfordres og udvides med en digital distribuerings- (og legitimerings-)model, men indtil

en sådan model foreligger, forekommer det uundgåeligt ikke at medtænke og anerkende styrkerne ved

analog stabilitet. Desuden må den konventionelle videnskab ikke opfattes som upåvirket og uforandret af

digitaliseringen, idet statiske præmisser gøres til genstands- og problemfelt og søges indoptaget i eller

udvidet med den digitale dynamik. Dog er de interaktive brugerflader et forholdsvist nyt fænomen, hvorfor

det da også synes hensigtsmæssigt at forsøge at forankre det nye i det velkendte (jf. Säljö 2003, 78)122.

Således fremkommer en interessant og til tider ambivalent vekselvirkning mellem behovet for stabilitet og

118

Formuleret af Spiro som ”…balancing innovation and tradition, and exploration and critique” (Spiro 2012, 19) 119

DDH synes derved at have taget konsekvensen af den manglende tiltro til udelukkende digitale værker, idet værket tilgængeliggøres på både analoge og digitale platforme og både søges legitimeret ud fra analoge og dialoge kriterier (Gold 2012, XIII) 120

Jf. Andrew Keens ”Cult of the Amateur” (Tredinnick 2009 , 40) 121

Om end ikke uproblematisk (Waltzer 2012, 338) 122

Referencer har en lignende anker-funktion i akademiske tekster


Sid

e43

den relativistiske ideologi, der netop advokerer for en åbning af genstandsfeltet (jf. Drotner 2011, 155).

Denne organiske vekselvirkning mellem udvidelse/åbning af hidtil lukkede begrebsapparater og forsøget på

lukning ved en sammentrækning af og inden for det nye felt må ligeledes adresseres i forsøg på at facilitere

humaniora.

6.2.1.1 Åbne og lukkede begrebssystemer og deres legitimering

Humanvidenskabens åbne begrebssystemer må forsøge at overkomme den problematik, der følger i

kølvandet på en forskningstradition, der bygger på relativistiske præmisser, og således muliggøre

navigation i den akademiske teori og praksis. Denne problematik medtages af Alan Liu med et citat af

Lyotard et al., der beskriver den relativistiske tilstand som ”a place for ceaseless negotiations and ruses.

Which means that there is no reference by which to judge the opponent’s strength[…]one will have to

judge therefore by opinion alone, that is, without criteria” (citat af Lyotard et al. 1985 i: Liu 2012, s. 14,

note 4). Den humanvidenskabelige legitimering må derfor, eftersom den som videnskab må og skal

bedømme vidensproduktioners indhold, stadig arbejde ud fra bestemte kriterier og værdier, selvom disse

opfattes som kontekstafhængige og foranderlige. Derved medtænkes den åbne begrebsanvendelse som et

grundvilkår, men bliver uundgåeligt tilbagevist grundet behovet for en lukning af de relativistiske teorier,

således at de kan betegnes (og bedømmes) som videnskabelige udsagn. Denne ambivalens mellem

humanvidenskabens inkluderende ideologi og en praktisk nødvendig ekskluderende begrebsbrug er netop,

hvad der udgør den humanvidenskabelige akilleshæl, idet selve den videnskabelige legitimering beror på et

behov for konkretisering og afgrænsning, der tilbagevises af den humanvidenskabelige (an)erkendelse af

andre vidensformer end den naturvidenskabeligt-akademiske (jf. Lyotard 1996, 53-56). DH som et kulturelt

fænomen med en dynamisk begrebsforståelse arbejder derfor ud fra en midlertidig stadfæstelse, der af

Alvarado beskrives som: ”…a stable, but always in flux event space” (Alvarado 2012, 54).

6.2.2 Den konstruktive usikkerhed som positionelle koordinater

Laclau og Mouffes strukturalistiske diskursteori kan med fordel benyttes til at opstille handleforskrifter for

hvordan man kan navigere inden for et relativistisk forskningsfelt. Laclau og Mouffe kan anses for at

advokere for en radikal konstruktivisme (Torfing 2004, 11), der netop understreger subjektets interaktion

med omverdenen som en konstruktionsproces, hvorved virkeligheden skabes (Thisted 2012, 65) og

forandres (Ibid., 66) via en dialektisk praksisforståelse, som netop kombinerer subjekt og objekt (Ibid., 67).

Den subjektive tolkning bliver således afgørende for bearbejdningen af tekstuelle såvel som empirisk

fremfundne data, der netop har til formål at skabe nye vidensformationer eller nye relationer mellem

eksisterende tilgange. Derved kan den konstruktivistisk-strukturalistiske diskursteori siges at arbejde ud fra

samme dynamiske dialektik mellem teori og praksis, der netop er af interesse for diskussioner

omhandlende digital Humanities.


Sid

e44

Laclau og Mouffes teori formår at bevare en art systematisk og strukturerende element inden for en ellers

anti-essentialistisk tilgang ved at introducere en delvis fiksering af sit relativistiske udgangspunkt (jf.

Jørgensen/Phillips 2006, 38-40). Videnskabelige udtryks legitimering henviser til enkelte nodalpunkter

(eksempelvis specifikke fagfællesskabers overordnede tilgange), som udgør og skaber

udsigelsesmuligheden, fordi de udgør centrum for betydningsdannelsen (Ibid., 37). Dertil knyttes

argumentatoriske ækvivalenskæder, som skaber sammenhæng mellem den overordnede teori og de

enkelte proklamationer, der bruges til at understøtte og forsvare udsagnets gyldighed inden for forskellige

forskningstraditioner (jf. Torfing 2004, 12). Disse nodalpunkter skaber netop grundlag for legitimeringen og

bedømmelsen af videnskabeligt meningsfulde udsagn inden for humanvidenskaben som relativistisk

tradition123. Derved udgør nodalpunkterne altså referencer til de forskningstraditioner, teksten skriver sig

ind i. Dette muliggør bedømmelsen af teksten som akademisk værk, idet tekstens faglige indhold derved

kan underligges forskningstraditionelle normer, værdier, kriterier og præmisser. Således indtager

nodalpunkterne samme funktion i teksten som de intertekstuelle referencer, idet de udgør grundlaget for

den humanvidenskabelige dokumentation af påstande.

Ækvivalenskæderne kan på den anden side opfattes som en humanvidenskabelig pendant til de

naturvidenskabelige lovmæssigheder/ årsagssammenhænge, der opstiller, strukturerer og skaber

sammenhæng mellem de enkelte påstande, således at de fremstår som logiske følgeslutninger og skaber et

sammenhængende og velargumenteret udtryk (jf. Jørgensen/Phillips 2006, 55). En af forudsætningerne for

at en tekst virker velargumenteret og overbevisende, hænger hovedsageligt sammen med dens inddrag af

og tilknytning til andre tekster. Hvor omdrejningen om og udvidelsen af eksisterende tekster i Tredinnicks

manuskriftkultur hovedsageligt blev brugt som en memoreringsteknik, hvor genkaldelsen lettes med

velkendte referencer (Tredinnick 2007, 63), bruges den kumulative argumentationsform til at tilføre teksten

(akademisk) legitimitet, hvor henvisningen til anerkendte forfattere og/eller tekster særligt medvirker til at

stadfæste tekstens akademiske værdi og til en vis grad dens akademiske tilhørsforhold (jf. Ibid., 63-64). Den

kumulative tekstopbygning indtager således en intertekstuelt relationel dimension, eftersom teksten

opbygges ved en sammenkædning/strukturering af eksisterende fragmenter, ideer og traditioner (Ibid., 64).

Sammenhængen mellem nodalpunkterne som underliggende fagtraditionelle antagelser og

ækvivalenskæder, der skaber strukturel sammenhæng og muliggør nye udsagn, men som stadig følger de

fagspecifikke forskrifter, skaber således muligheden for videnskabelige ytringer inden for en relativistisk

forskningstradition. Denne midlertidige stabilisering/strukturering af et ellers relativistisk forskningsfelt

formår således midlertidigt at forankre udsagnet og muliggør derved en bedømmelse af det akademiske

123

Legitimeringens meningsdimension fremhæves ligeledes i (Lyotard 1996, 42-43)


Sid

e45

indhold. På denne måde tilbyder Laclau og Mouffes tese en kontekstafhængig stabiliseringsmulighed inden

for en relativistisk forskningstradition, der netop forklarer og forsvarer den humanvidenskabelige relevans

som akademisk disciplin. Erkendelsens strukturerings- og meningsgivende logik inden for de forskellige

diskursive fagfelter kan således anses for at være den legitimerende instans for og i et fagfællesskab som

humaniora124. Herved udgør den sproglige logiks krav om struktur og sammenhæng mellem tilsyneladende

divergerende elementer (Thisted 2012, 120) en afgørende rolle for den akademiske struktur125. En sådan

systematisering og strukturering af delelementer til ét stiliseret, sammenhængende hele nødvendiggør

ligeledes behovet for en forenkling af komplekse felter og problemstillinger ved at vælge et fokus og

argumentere ud fra det (Ibid.)126. En sådan tilgang til humaniora formår at anerkende den organiske

begrebsbrugs indbyggede ambivalens mellem åbning og lukning som et humanistisk grundvilkår, uden at

den af denne grund delegitimerer humanioras berettigelse som videnskab, og derfor er den yderst

anvendelig inden for den traditionelle, såvel som den digitale humanvidenskab.

6.3 Dynamisering af feltet: Digital Humanities tilknytning til kritisk teori

Anerkendelsen af den humanistisk-relativistiske grundpræmis må også indtænke kritikken som en

uundgåelig konsekvens af denne, idet tekster, der aktivt forholder sig til og indskriver sig i en

mangefacetteret begrebstradition som humaniora, ikke kan undlade at forholde sig kritisk til sin egen og

andres positionering, antagelser og begrebsbrug. Desuden ville en manglende kritisk redegørelse af et

problemfelt vel ikke, i videnskabelig forstand, opfattes som andet end en forældet, normativ tilgang, der

vægter ureflekteret gengivelse og udenadslære over en aktivt skabende videnstilgang, som udvider, styrker

og nuancerer feltet127. I David Greethams forsvar for digital humanities medtænkes netop digital

humanities’ tilknytning til kritiske teori: ”...if DH is to be accorded a recognizable and stable position in

academic writing, it must not cut loose from the textual and critical history that preceded it." (Greetham

2012, 440). Dette udsagn synes dog beklageligvis at henvise til en lidt ensidig, kronologisk

udviklingsforståelse, der ikke fremhæver kritikkens dialektik mellem nye og gamle vidensforståelser,

mellem refleksion og produktion, men søger blot at fremhæve den kritiske teoris indvirkning på og

berettigelse inden for digital humanities – hvorfor kun den ældre kritikforståelse som refleksivt værktøj

124

Denne påstand vil forsøges påvist i gennemgangen af Bente Kristiansens forståelse af den humanvidenskabelige skriveproces 125

Thisted påpeger disse kriterier i forbindelse med den kvantitative analyse, hvorfor dens anvendelse inden for kvalitativ tekstanalyse beror på min egen tolkning 126

Denne forenkling søges også afstedkommet i dette speciales introduktion til problematikker inden for Digital Humanities, idet opgavens overordnede fokus og omfang på ingen måde tillader en fyldestgørende repræsentation af de mange debatter inden for feltet 127

Lignende hierarkisering af videnskabelig indlæring kan fremføres i forhold til Blooms taxonomi, hvor den kritiske bedømmelse er højeste indlæringsmål. For illustration, se: http://organisation.academica.dk/blooms-taksonomi.html

http://organisation.academica.dk/blooms-taksonomi.html


Sid

e46

anerkendes. Hermed søges DH legitimeret grundet dens aner i traditionel humaniora, der følgelig skal

medtænkes, men som synes at umyndiggøre DH som autonom position med egne problematikker og

synsvinkler. Derfor må digitaliseringens indvirkning på ældre forskningstraditioner ligeledes medtænkes.

Afkodningen, definitionen og vægtningen af den kritiske teori og dennes legitimering må anses for at være

farvet af medieteoriens fremkomst – og af dennes problematisering af mediet som neutralt. Nutidige

problemstillinger og antagelser udgør såvel forståelses- og forklaringsrammen i belysningen af fortidige

kilder, traditioner etc., som den historiske udvikling påpeger fortidige mulighedsbetingelser, der danner

baggrund for og former nutidige tematikker.

6.3.1 Behovet for kritisk refleksion

Den kritiske bedømmelse er derfor karakteristisk og produktiv for humanvidenskaben. Dog har relativistiske

og dekonstruktivistiske positioner en tendens til at bruge den ukonstruktivt128. Inden for en radikal

relativisme skaber den kritiske bedømmelses henvisning til en partikularistisk vidensforståelse en aversion

mod at dømme, idet man ellers ville dementere sin egen tese om at forskellige påstande er lige gyldige.

Ved forsagelsen af enhver form for sandhedsbegreb, fjerner man således også begrundelsen for at dømme.

I lyset heraf følger den dekonstruktivistiske positions brug af kritisk teori og metode til at kritisere andre

værkers udsigelser, der kan anklages for at henvise til en essentialistisk, normativ vidensforståelse. Alle

former for positive udsagn, her forstået som dømmende, opbyggende eller konkluderende kan

problematiseres og nedbrydes gennem kritisk refleksion. Problemet med det dekonstruktive mantra er

imidlertid, at der ikke kan indsættes et alternativ til det tilbageviste. Dekonstruktivisterne kan bryde ned,

men de kan ikke bygge op uden at udsætte sig selv for akkurat samme kritik som de har rettet mod andre.

Derved bliver de fanget i deres egen teoris relativistiske fælde og kan på denne måde benyttes til at

fremhæve gyldige problematikker, men kan på ingen måde stå alene, idet radikalt relativistiske positioner

formår at fjerne gyldigheden af deres eget udsigelsesgrundlags gyldighed.

6.3.1.1 Eksempel på nedbrydende kritisk teori

Den nedbrydende kritiske teoris begrænsede anvendelse kan eksemplificeres ved inddragelse af Johanna

Druckers kulturkritik. I sin diskussion af pragmatiske problematikker inden for DH påpeger Drucker, at

mulighederne for radikal teknologisk nyskabelse allerede eksisterer, men at vores udnyttelse af de nye

muligheder lader noget tilbage at ønske, idet vores mentale tiltro til, erkendelse og accept af styrkerne ved

disse medier ikke følger med den teknologiske udvikling (Drucker 2008, 3). Hendes hovedargument bygger

på, at en pragmatisk positionering af medier/e-bøger må belyse formens performative indikatorer (Ibid., 4-

128

Det skal påpeges at denne gennemgang af disse positioner er meget karikeret og følgelig ikke kommer til udtryk i samme radikale former som her foreskrives. Dog tenderer moderne tekster til at operere ud fra et relativistisk rationale, hvorfor det som producent af humanvidenskabelige tekster er nødvendigt at forholde sig til en sådan kritik


Sid

e47

5), der henviser til en skolastisk læse- og læringsforståelse (Drucker 2008, 7), hvor grafikkens betydning

som aktivt og strukturerende (og derved også meningsdannende) funktion fremgår (Ibid, 8-9), men som i

sin tilsyneladende forglemmelse af grafikkens funktion ikke er kompatibel med en nutidig forståelse af

produktet/bogen som en stabiliseret reference til skabelsesprocessen (Ibid, 10).

Ifølge hende bør man søge væk fra kodeksets fremhævning af form og derved udfordre den konservative,

menneskelige bearbejdning af information, således at denne bliver tvunget til at (ville) ændre/forny sig

(Drucker 2008, 3-4). Fra hendes synspunkt handler det langsomme indoptag af nye fremstillings- (og derved

også erkendelses-) former hovedsageligt om en kognitiv magelighed, der fremmer en skepsis overfor nye

tiltag, som problematiserer og udfordrer hensigtsmæssigheden i at fastholde traditionelle

meningsdannende kognitive hjælpemidler. Jeg forstår, anerkender og er så vidt enig i denne problematik,

men jeg finder det utopisk (ligesom store dele af den kritiske teori, der netop har i sinde at nedbryde frem

for at bygge op), at hun ikke kan tilbyde noget alternativ til den ”konservative” kodeks-forståelse. Til

hendes spørgsmål: ”do features like gutter and page drape serve in electronic space?” (Ibid., 3) må jeg

derfor, modsat hende, svare ja – i hvert fald så længe at der ikke udstikkes et alternativ til den aktive og

tekstnære videnstilegnelse, meningsdannelse og tekstproduktion. Som Drucker selv påpeger, har

opsætningen af teksten en strukturerende funktion, der netop også bør udnyttes, i det omfang at dette er

muligt. Den formelle side af tekstbearbejdning (både som afsender og modtager) har jo netop til sinde at

strukturere indholdet i et forsøg på at gøre det lettere tilgængeligt – altså at øge den mentale adgang på

samme tid med at den tekniske adgang øges.

Druckers indfaldsvinkel virker til at afskrive de forcer, der er at finde ved at overføre analoge kriterier til de

digitale medier. Denne beklagelige konsekvens fremkommer ud fra et stigende ønske om at introducere

nye repræsentationsmåder, der i højere grad end nu adskiller sig fra traditionelle fremstillingsformer129.

Skønt den velkendte fremstillingsform fordrer en magelighed, der virker hæmmende for radikalt

anderledes fremstillingsformer, synes det beklageligt, at dette ønske om nytænkning søger at dæmonisere

formens strukturerende egenskaber frem for at udnytte disse egenskaber digitalt. Drucker synes at

efterspørge et endeligt brud med den analoge fremstillingsform, der ikke stemmer overens med en

dialektisk (og en digitalt anvendelig) udviklingsforståelse.

129

Ydermere vil en senere diskussion af distributionsvilkårene ligeledes forsvare et knapt så radikalt formskifte inden for akademiske tekster.


Sid

e48

Christian Vandendorpe diskuterer på samme måde som Drucker formens betydning for opsætningen af

tekst, men modsat Drucker anser han denne formfiksering for at indeholde positive egenskaber. Derved

advokerer han for en dynamisk udvikling af det digitale felt, således at det netop indeholder traditionelle,

såvel som digitale elementer: ”a culture does not progress by erasing the past, but by weaving it into its

future…” (Vandendorpe 2008, 4). Vandendorpe efterspørger således ikke et digitalt alternativ til hele den

skolastisk-systematiske fremstillingsmåde, idet han påpeger systematikkens pædagogiske effekt. Formålet

med opsætningen er netop at lette læserens adgang til teksten130, hvorfor det synes kontraproduktivt helt

at afskrive dens brugbarhed, fordi opstillingen i sig selv synes at være et læsevenligt, og overordentlig

velovervejet, læseredskab. Derfor efterspørger Vandendorpe i stedet et elektronisk/digitalt medie, der på

samme måde som bogen kan indoptage systematikkens evne til at skabe struktur og overblik for læseren

(Ibid., 1-2), hvis opsætning er kompatibel med den enorme mængde af analogt materiale, der ellers ville gå

tabt (Ibid., 8) og som formår at være læsevenlig nok til intensiv læseaktivitet over længere tid (Ibid., 3).

Disse egenskaber forefindes allerede i det analoge medie, hvorfor det synes oplagt at introducere e-

læseren som alternativ til bogen. Dens opbygning medtænker allerede størstedelen af bogens

formmæssige kvaliteter i forbindelse med indhold, skønt den stadig ikke gengiver den fysiske form. Derfor

kan en akademisk e-læser netop understøtte forskning med og i tekstmateriale, der henviser til analoge

legitimerings- og struktureringsprincipper.

6.3.2 Den moderate relativismes dialektik

Det analoge medies midlertidige tekst- og begrebsstabilisering, der kan analyseres ud fra en henvisning til

fagspecifikke nodalpunkter og tilhørende ækvivalenskæder, og den reflekterede (og derfor begrundede)

begrebsbrug, der kendetegner videnskabelige udsagn, lukker således det åbne begrebsfelt tilstrækkeligt til,

at humanvidenskaben kan henvise til et, inden for de af forskningstraditionen og den enkelte forsker

fastsatte rammer, nogenlunde stabilt ”objekt” og derved udtale sig akademisk. Den midlertidige lukning

kan således siges at udgøre en mulighedsbetingelse for overhovedet at kunne udtale sig

(human)videnskabeligt. Derfor må man søge at arbejde med en moderat relativisme, der både kan

indeholde destruktive og konstruktive elementer. Den kritiske refleksions evne til at forholde sig til og

bedømme værker er og skal være en væsentlig faktor i en akademisk videnskontekst, idet videnskabens

primære mål vel netop må være den reflekterede erkendelse frem for den umiddelbare. Hertil hører et

behov for at dømme, skønt domfældelsen langt fra skal opfattes som definitiv. Nærmere skal den opfattes

som et foreløbigt arbejdsredskab eller en vinkel til at belyse et emne/en problemstilling. Uden muligheden

for at bedømme andres og egne proklamationer bliver den kritiske teori til en hæmsko, der dræber sit eget

130

Vandendorpe påpeger tekststørrelse, mellemrum og kolonner som forsøg på at lette læseprocessen (Vandendorpe 2008, 3-4)


Sid

e49

formål i processen. Det relativistiske udgangspunkt får forrang frem for det emne, man i første omgang

havde sat sig for at belyse, hvorved den bevidste selvpositionering i højere grad kommer til at udgøre målet

frem for midlet på bekostning af ens problemfelt. Følgelig er bevidstheden om positionering uundgåelig

inden for den humanvidenskabelige erkendelse, men eftersom denne har en tendens til at dominere

fokusset, bør man være sig bevidst om, hvordan og i hvilket omfang den ønskes inddraget131. De åbne

bedømmelsesfora (akademisk diskussion, kritik, forsvar og modsvar) anerkender, forsvarer og arbejder ud

fra en løbende revision af tidligere udsigelser, hvor styrken netop ligger i at et givent genstandsfelt kan

belyses fra flere mulige positioner.

Humanvidenskabelige discipliner arbejder derfor med et organisk vidensbegreb, der konstant søges

åbnet/udvidet via konvergens mellem fagdiscipliner og ved tværfagligt samarbejde. Samtidig opfordrer

legitimeringsbehovet til forsøg på sammentrækning/afgrænsning via kritisk teori, således at

nodalpunkterne og ækvivalenskæderne kan benyttes til at definere og legitimere positionen. Denne

midlertidige stabilisering af fagdisciplinære kerneværdier muliggør således bedømmelse af akademisk-

humanistisk viden inden for en relativistisk forskningstradition. Den fagspecifikke argumentation

præsenterer feltets faglige indhold: dets standarder, metoder og teoretiske traditioner. Derfor synes der at

være et sammenlignelighedsgrundlag inden for det humanistiske felt, idet en art konsensus omkring

formen af den kvalitative, tekstnære forskningspraksis muliggør en alment anvendelig produktudvikling

inden for det humanistiske felt på tværs af den faglige diversitet.

7 Den humanvidenskabelige vidensfacilitering Dynamikken mellem fagspecifik diversitet og fælleshumanistisk forskningspraksis kan således udtrykkes i en

ideologi for e-læseren som et vidensfaciliterende redskab, der understøtter den humanvidenskabelige

forskningspraksis. Dog synes det nødvendigt at redegøre for denne visions del-elementer, der netop

omhandler a)en definition af den akademiske viden/erkendelse og b) hvordan en sådan viden søges

bearbejdet, kommunikeret og distribueret som humanvidenskabelig forskningspraksis. Gennemgangen i

det følgende inddrager repræsentanter for det danske forskningsfelt, der synes at arbejde ud fra samme

dialektiske forståelse af teori og praksis som advokeret for i DH.

131

Denne opgave dedikerer meget plads til denne diskussion, eftersom opgavens delmål bl.a. har været en karakteristik af humanvidenskaberne, hvorved den humanvidenskabelige selvforståelse/position både udgør et humanvidenskabeligt genstandsfelt, en position og en kritik


Sid

e50

7.1 Den humanvidenskabelige erkendelse

Den akademiske erkendelse kan siges at involvere skiftet fra en umiddelbar og uproblematisk begrebsbrug

til en reflekteret og argumenteret begrebsforståelse, der netop understreger forskningens bevidsthed om

sit akademiske tilhørsforhold til den kritiske tradition (Drotner 2011, 17). Dette kan blandt andet ses i Pia

Lauritzens føromtalte kritik af videns(samfunds)begrebet, Bang og Kristiansens forsvar for en kritisk

belysning af den ureflekterede forskningspraksis og Cohens kritik af den umiddelbare brug af analoge

principper/bedømmelseskriterier i forbindelse med digital distribution132. Det kritiske fokus afføder kravet

om specifikke legitimeringskriterier for akademiske tekster, der for det første understreger behovet for

”ekstern” dokumentation til at validere den akademiske tekst og for det andet stiller krav til pålideligheden

af det akademiske udsagns gyldighed (Ibid., 17). Validitetskravet understreger betydningen af at inddrage

tekstuelle referencer til at understøtte opgavens påstande, således at det ikke blot bliver subjektive udsagn,

men netop indskriver sig i og aktivt forholder sig til forskningstraditionen. På denne måde styrkes den

akademiske tekst med forskningstraditionel tyngde, idet gentagelser og sammenhænge mellem gamle og

nye konteksters udsagn beviser en øget anvendelighed og nuancering af tekstens påstande, således at den

gamle og nye tekst gensidigt legitimerer hinanden. Af denne grund må den humanvidenskabelige

erkendelse opfattes som kumulativ i den forstand, at den bygger eller inddrager tekstuelle referencer.

Ligeledes afgøres en teksts akademiske pålidelighed ud fra dens evne til at fremstille forskningsprocessen

systematisk og konsistent, således at tekstens indhold og form som helhed understøtter hinanden og

fremstår sammenhængende og struktureret (jf. Kjørup 2006, 341). Derved inkorporeres de tekstuelle

delelementer i den nye meningskontekst, der netop sammenholder de fragmentariske dele, så de udgør ét

samlet hele, der dog stadig repræsenterer muligt divergerende positioner/udsagn133. Den kritiske vurdering

af præsenteret indhold er således vigtig i den forstand, at faktuel information tjekkes efter, at den

argumentative tyngde af en tekst bedømmes ud fra en forståelse af og for dens nodalpunkter og de

dertilhørende ækvivalenskæder (er den logisk opbygget og understøttet, synes påstandene plausible i

forhold til argumentationens henvisninger, formål og udgangspunkt etc.). På denne måde må det kritiske

vúe opfattes som afgørende for bedømmelsen af andres og egen vidensproduktion. Legitimeringens

objektiverede rammesætning134, forstået som fremstillingens struktur og systematik, følger den

hermeneutiske vekslen mellem del og helhed (Drotner 2011, 151). Den akademiske formidlingsproces

søger at skabe ensretning og sammenhæng for bedre at kunne formidle og fastholde sit genstandsfelt,

132

Bang, Kristiansen og Cohen gennemgås i det følgende 133

”The unity…is really a subset of a larger grouping or…can itself be subdivided into smaller groups” (Witmore 2012b, 329) 134

Skønt rammesætningen er subjektivt betinget, indeholder den nogle alment-karakteristiske egenskaber for den kvalitative tekstlæsning, hvorfor den kan siges at udgøre det generaliserende bindeled mellem humanioras divergerende forskningsdiscipliner


Sid

e51

hvilket uundgåeligt indebærer en simplificering af genstandsområdet, der forårsages af forsøget på at

indsnævre, fastholde og klarlægge fokus (Drotner 2011, 151), så den tilfredsstiller nutidige

legitimeringskriterier. Dertil kommer et udbredt ønske om at udvide feltet, idet videnskabens funktion

beror på og bedømmes ud fra fremkomsten af forskningsresultater og ny vidensproduktion (Kjørup 2006,

34). Den kritiske tilgangs teoretiske refleksivitet søges således kombineret med de produktive egenskaber,

der tilskrives den teknologiske produktudvikling (Fitzpatrick 2012, 14). Den videnskabeligt reflekterede

erkendelse indgår i diskussioner af humanvidenskabens praktiske såvel som dens teoretiske dimension.

7.2 Den humanvidenskabelige forskningspraksis

Al forskning må som reflekteret praksis opfattes som minimum bestående af videnstilegnende og

videnskabende dimensioner. Videnstilegnelse må i den grad betragtes som essentiel for

(human)videnskabelig forskning, grundet videnskabelsens kumulative karakter (jf. Lyotard 1996, 55)135,

hvorfor videnstilegnelse udgør det teoretiske fundament for det akademiske udsagns gyldighed136. For

henholdsvis at diskutere brugen af viden; herunder hvorledes man tilegner sig viden (egen læring), hvordan

man formidler den (undervisning), og hvordan man skaber ny viden (forskning), så denne viden kan tilegnes

af andre (andres læring), er det vigtigt at forsøge at definere begrebet viden137.

7.2.1 Forskningsprocessen som aktiv videnstilegnelse

Jørgen Bang forsøger i artiklen: ”Hvad gør et medie til et vidensmedie?” (2011) at definere, hvad der

kendetegner og forsvarer en pragmatisk kategoriserisering af et medie som værende vidensmedie. Som

indledning til en potentiel definition argumenterer han for, at ældre medier138, såsom nyheds- og

underholdningsmedier, klassificeres ud fra deres anvendelse og brug (Bang 2011, 23), hvorfor lignende

pragmatiske klassifikationskriterier kan gøres gældende i et forsøg på at definere et relativt nyt begreb som

vidensmedier (Ibid., 24). Hermed opererer Bang ud fra en dialektisk medieforståelse, hvor nye og gamle

medier betinger og betinges af hinandens eksistensberettigelse og brugsmåder139. Dertil kommer at Bang

tillige forsøger at påvise, hvorledes forholdet mellem information og viden, og produkt og proces, ligeledes

må forstås dialektisk. Dette gør han ved hjælp af sin model over medieret kommunikation, hvor den

akademiske videnstilegnelse forstås som en aktiv proces, der inddrager behovet for kritisk refleksion i

forbindelse med videnstilegnelse og -skabelse.

135

Hermed ikke forstået som en ukritisk udvikling og brug af den præsenterede viden, men som en historisk bevidsthed 136

Jf. vægtningen af referencer i akademiske opgaver 137

Forskningsprocessen indeholder netop både (ind)lærende og (videre)formidlende aspekter 138

Her menes populære, udbredte og anerkendte medier som film, aviser etc. 139

Denne dialektik påpeges tillige i (Liu 2008, 7-8), (Drotner 2011, 42) og (Säljö 2003, 85)


Sid

e52

Bangs kommunikationsmodel (Bang/Dalsgaard 2008, 13)

Bang indtænker Steen Folke Larsens skildring mellem

operativ og deklarativ viden i sin model over medieret

kommunikation (Bang/Dalsgaard 2008, 13). Heri forstås

den deklarative viden som den eksplicitte og

eksternaliserede vidensform, der i denne formaliserede

udgave kan overføres, deles og sælges. Denne

objektivistiske vidensform forsøger aktivt at belyse,

reflektere over og formalisere den internaliserede, implicitte og subjektive vidensform. Hovedintentionen

bag en sådan eksternalisering/formalisering er netop videndeling. Den operative viden henviser derimod til

den aktivt tilegnede/internaliserede vidensform. Ifølge Bangs udlægning kan den analytiske distinktion

mellem operativ og deklarativ viden overføres til problematiseringen af forholdet mellem viden og

information (Bang 2011, 32)140. Ved en analytisk skildring af information som akkumulerbar,

kommunikerbar, eksternaliseret og formaliseret udlægning af hidtil internaliseret og tavs viden kan Bang

derfor undgå uklarheder i og sammenblandinger af informations- og vidensbegrebet141.

Skønt information og viden omhandler samme grundlæggende indhold, henviser de til forskellige led i den

kommunikative forskningsproces, og derfor fremstår ”…vidensformidling og videnskonstruktion som

adskilte men parallelle processer…” (Bang/Dalsgaard 2008, 13). I en aktuel formidlingssituation bliver

videnskaberens internaliserede viden til information, idet den sættes på formel for at kunne transmitteres

via et medie, hvorefter informationen ved modtagelse atter gøres til viden ved modtagerens aktive

videnstilegnelse og efterfølgende brug af den tilegnede viden. Den formaliserede viden udgør derfor

grundlaget for skriften som den akademiske formidlingsform, da den kan sættes på formel og overføres

som data, hvorimod den operationaliserbare viden først fremkommer ved aktiv omformning af den

teoretiske viden, så den kan anvendes i praktiske problemløsnings-situationer. Bang udformer sin model

over medieret kommunikation, så den indeholder denne analytiske distinktion mellem information og

viden (Bang 2011, 30), og fremhæver kommunikation, herunder også den akademiske, som en aktiv proces,

hvor afsender, indhold, medie og modtager indgår i en kulturelt betinget proces.

140

Videns tilknytning til reflekteret praksis fremhæves i andre danske publikationer, der fremhæver den humanvidenskabelige nytteværdi: ”Viden er ikke noget, man indsamler. Det er noget, man opnår, og netop derfor kan man ikke sætte viden lig information” (Vincent/Hendricks 2011, 13) 141

Den teoretiske konvergens mellem de mere computeranalogiske informationsvidenskabelige og de mere kritisk-

hermeneutiske medieteoretiske forskningstraditioner diskuteres mere eksplicit af Livingstone et al.(2008).


Sid

e53

Således kan forskningen opfattes som en toleddet proces, idet den (ind)lærende efterfølgende kan

positioneres som formidler. Akademikerens interne bedømmelsesproces må derfor forholde sig til den

kombinerede videnstilegnelses- og skabelsesproces, der fremmer dobbeltfunktion og positionel

ambivalens. Den refleksivt kritiske metode kommer til udtryk ved at læseren, den studerende eller

forskeren forholder sig kritisk vurderende til de tekster, der i forskningsøjemed danner den teoretiske

ballast for en senere vidensproduktion. Dertil kommer, at den kritiske produktivitet sættes i spil under en

efterfølgende skabelsesproces, hvor det kritiske vúe ligeledes anvendes i egen vidensproduktion, hvori

potentielle kritikpunkter søges forudset, forsvaret og forklaret af skaberen selv eller af en vejleder, kollega

etc. Ydermere indtager teksten som færdigt produkt (akademisk opgave, artikel etc.) forskellige positioner i

den mere eksterne bedømmelsesproces, hvor teksten henviser til såvel originale proklamationer (den

decideret nyskabende vidensfremkomst) som til eksterne, tekstuelle referencer, der forsvarer, kritiserer,

opbygger eller illustrerer fremsatte proklamationer.

På denne måde kan teksten som produkt altså både henvise til en videnstilegnelses- såvel som en

videnskabelsesproces, hvori den eksterne bedømmelse både positionerer og vurderer teksten som

akademisk værk (som færdigt og sammenhængende produkt) og som refererende til en bagved-

/underliggende udvælgelse (proces) - altså om der er foretaget hensigtsmæssige valg i forhold til emne,

formål, deadlines etc. Den eksterne bedømmelse udgør den akademiske legitimering og verificering af det

akademiske værk, hvad enten denne foretages efter et mentor-/skoleforløb ved lærer og censor eller via

peer-review (jf. Scheinfeldt 2012, 125)142. Efterfølgende bedømmes værket yderligere enten eksplicit ved

anmeldelser etc. eller implicit som dokumentation/reference i andres vidensproduktioner. Således henviser

den humanistiske vidensproduktion til en dynamisk proces, hvis transformative egenskaber netop kan

understøttes, uddybes og illustreres ved hjælp af Charles Sanders Peirces begreb: ”den uendelige semiosis”

143. Kort sagt søger Peirces ”uendelige semiosis” at forklare og forsvare, hvorledes de sproglige tegn indgår i

konstante meningskonstellationer (af tegn) – og derved i nye vidensformationer.

142

Dog søges den eksterne bedømmelse/kritik i alle tilfælde forudset under skriveprocessen, hvilket henviser til den kritik, man udøver mod sit eget værk 143

For en kort redegørelse af denne tese, se (Kjørup 2006, 249-250).


Sid

e54

Skema over ”den uendelige semiosis” (Skov 2008, 20)144

Tesen om den konstante betydningsdannelse indebærer

et fokus på dynamisk og fremadskridende tegntolkning,

der i sin uendelige transformationsproces aldrig kan

betragtes som udtømt og fuldendt. Skønt Peirces tese

udgår fra og omhandler den mere stringente sprogteori145,

kan denne fremhævning af dynamisk betydningsdannelse være gavnlig for diskussionen af medieret

kommunikation af viden, idet den understreger og understøtter kommunikationen som en dynamisk og

dialektisk proces, hvori tegnets, påstandens eller forskningsobjektets position ændres i nye

videnskonstellationer (jf. Kjørup 2006, 249-250). For yderlige at illustrere delelementernes relationelle

forhold kan man anvende kludetæppet som analogi. Hvor kludetæppet består af sammensyning af

forskellige stofstykker, der således udgør en ny æstetisk helhed, forsøges tekstens delelementer

sammensat på en sådan måde, at de fremstår som et sammenhængende hele. Derfor indeholder

forskningsprocessen en dialektik mellem fremfinding/rekvirering, konstruktion og sammensætning af del-

elementer i nye tekstuelle helheder. Sammensætningen af enkeltelementer henviser således til en

sammenhængende, om end forskellig fra udgangspunktet, helhed, der netop henviser til den

meningsdimension, der legitimerer udsagnets gyldighed (Lauritzen 2008, 40)146. Bearbejdning,

understøttelse af og kendskab til andre teorier er derfor grobunden for at ny viden fremkommer. Den

endelige fremstilling af en given tekst udgør en midlertidig fysisk (eller virtuel) manifestation af en

dynamisk vidensproces, der langt fra er afsluttet. Det dynamiske fokus´ transformative potentiale

indebærer altså at enhver statisk forekommende tekst (det endelige produkt) må opfattes som en

midlertidig stabilisering eller afslutning af én proces, men forudsætter en efterfølgende indvirkning på

andre vidensprocesser, om end den i disse positioneres anderledes (som reference, modpol eller

inspiration).

7.2.2 Forskningsprocessen som aktiv videnskabelse

I sin artikel: ”tekstproduktion og vidensproduktion” (2010) diskuterer Bente Kristiansen, hvordan det

akademiske tilhørsforhold skaber grundlag for en bedømmelse af de akademiske tekster. Artiklen søger at

problematisere og tilbagevise en fejlagtig forståelse af opgaveskrivningsprocessen, som for hende hænger

sammen med et forældet videnssyn, der afspejles i studerendes usikkerhed i forhold til aktivt at skrive sig

144 http://projekter.aau.dk/projekter/files/19177979/Speciale-Knud_W_Skov-20032794.pdf 145

Ved sin fremhævelse af brugeren har den amerikanske semiotik dog et fokus på sprogets pragmatiske funktion, der

ikke vægtes i den traditionelt strukturalistiske franske semiologi, der findes repræsenteret hos eksempelvis Ferdinand de Saussure (Delanty/Strydom 2003, 321-322). Semiologien arbejder hovedsageligt ud fra tegnenes indbyrdes relationer, hvorimod den amerikanske semiotik påpeger omverdensrelationens betydning for videnskabelse. 146

Skønt Lauritzens meningsdimension henviser til sprogligt logiske snarere end semantiske meningskriterier

http://projekter.aau.dk/projekter/files/19177979/Speciale-Knud_W_Skov-20032794.pdf


Sid

e55

ind i fagets traditioner – at skrive ”akademisk”. Dertil kommer en misforståelse hos de studerende om, at

det at producere akademisk viden indebærer et højt lixtal147, samt at kunne beherske og mestre den

akademiske genre, der her fejlagtigt opfattes som en art facitliste for begrebsforståelse, argumentation etc.

(Kristiansen 2010, 50).

Kristiansen arbejder ud fra en hermeneutisk tekstforståelse, der søger at sammenholde den deskriptive

vidensgengivelse (observation) med en analytisk, perspektiverende og konkluderende dimension

(refleksion), som er den kombination, der ud fra en humanvidenskabelig vidensforståelse skaber grundlaget

for fremkomsten af ny viden. Derfor tager Kristiansen afstand fra en formaliseret definition af, at den

akademiske tekstproduktion er en akademisk færdighed, der passivt påtvinges eller indlæres den

studerende. I stedet opfattes den akademiske skrivning som udtryk for et praktisk indoptag af faglig

dynamik. Hun forstår den akademiske tekstproduktion som en social praksis - ”… et videnskabeligt

vidensproducerende fællesskab” (Kristiansen 2010, 50)148, og af samme grund lægger hun ikke så meget

vægt på indholdet som på måden, hvorpå dette indhold præsenteres og i hvilke kontekster

repræsentationen af indholdet finder sin berettigelse (Ibid., 53-54). Således advokerer hun i høj grad for en

kontekstualiseret vidensforståelse, der gør op med et universalistisk sandhedsbegreb.

Hun påpeger en beklagelig tendens fra studerendes side til at fastholde illusionen om en heteronomisk

indlæringsforståelse, hvor læring betragtes som kendskab til og indvielse i de akademiske sandheder, frem

for en aktiv vidensproducerende forsamling, som de selv indgår i og bidrager til (jf. Ibid., 52). De studerende

synes at opfatte sig selv som vidensinstitutionelle snyltere frem for som aktive medskabere af og i en

dynamiseret institution, der netop efterspørger et opgør med den traditionelle og essentialistiske

ophøjethed, der tidligere har kendetegnet den institutionelt-akademiske selvforståelse (Ibid., 52-53). En

sådan kritik af lærings- og vidensbegrebet redegør for vigtigheden af at de studerende forholder sig

akademisk ansvarligt og derved kritisk – både til egen og andres vidensproduktion. Først da indfries

opgaveprocessens målsætning med akademiske afhandlinger, der netop reflekterer over egne og andres

udsagn ved at indsætte, diskutere og problematisere dem inden for en større faghistorisk kontekst (Ibid.,

53) frem for en lukket gennemgang af tillærte faglige konventioner. En moderne dynamisk tekstproduktion

udfordrer underliggende rationaler, der ”… viderefører bestemte måder at beskrive og konstruere viden

på” (Ibid.). De studerendes opfordres derfor til ikke at umynddiggøre sig selv ved at indoptage en

heteronom vidensforståelse, der devaluerer de studerende til at være ”… tomme kar…” (Ibid., 52), hvor

succeskriterierne for tekstproduktion bliver en uoriginal og ukritisk videreførelse/gengivelse af tilegnede

147

En anklage, der ligeledes kan rettes mod formuleringer i min egen opgave 148

Samme skel fremhæves af Stefan Hermann i ”et diagnostisk landkort over kompetenceudvikling og læring – pejlinger og skitser” (Hermann 2008)


Sid

e56

informationer/sandheder. Først ved at tage ansvar for deres egen indvirkning på forskningsfeltet gennem

aktiv og reflekteret videnstilegnelse, kan de medvirke til egentlig vidensproduktion (Kristiansen 2010, 53).

Derved søger Kristiansen at advokere for en afmytificering af det høj-akademiske dannelsesprojekt ved

netop at betragte vidensproduktion som et kulturelt og pragmatisk fænomen, og som en skrivepædagogisk

praksis149. Skriveprocessens pragmatiske dimension ekspliciteres i Kristiansens opfordring til ”… at man

lægger processen bag ens vidensproduktion frem” (Ibid., 53), hvilket sætter den aktive og reflekterede

produktionsproces i fokus. Desuden medtages vidensproduktionens kulturelle dimension, hvor de

studerendes tekster er kommunikative udtryk, der indgår i dialog med læseren (Ibid.). Kristiansen lægger

vægt på, at vejledningsforløbet ikke skal være dømmende150, men skal gøre den studerende opmærksom

på sin akademiske fremgangsmåde/skriveprocessen og det endelige udtryk/præsentationen af produktet

som aktive elementer, der giver den studerende den akademiske ballast at kunne skabe og kommunikere

viden (Ibid.)151.

På denne måde tilknyttes bedømmelsen af akademiske tekster en vurdering af såvel det akademiske udtryk

(ordlyd, indhold etc.) som den akademiske bearbejdningsproces (selvrefleksion og redegørelse over emne,

fremgangsmåde og udtryk), frem for som gengivelser af standardiseret viden. Den studerende skriver sig

aktivt ind i en begrebs- og fagtradition ved at bidrage til den faglige diskussion gennem redegørelse,

styrkelse, kritik og diskussion af og inden for fagfeltet152. Brugen af viden, hvad enten denne udmønter sig i

praktisk domfældelse, refleksion over skriveproces eller et øget fokus på vidensmediers facilitering af viden,

udgør således vægtig komponent inden for humaniora, idet den netop be- og oplyser metodologiske

overvejelser, der udgør grundlaget for en akademisk fremstillings- og formidlingsform153.

149

Ligeledes beskriver Rafael C. Alvarado Digital humanities som en social kategori, snarere end en ontologisk, hvorved forskerne ikke blot repræsenterer, men netop aktivt indskriver sig i, udvider og forandrer feltet (Alvarado 2012, 50) 150

Jf. Kristiansens afskrivning af den essentialistiske sandhedsforestilling 151

Lignende fremhævning af aktiv handling/skabelse som det ultimative læringsmål findes i moderne udgaver af Blooms taksonomi, der både forekommer i danske (Rienecker/Stray Jørgensen 2005, 60) og udenlandske sammenhænge http://laurant.edublogs.org/2011/12/08/blooms-taxonomy/. For en illustration af Blooms oprindelige taksonomiske inddeling henvises til fodnote 126 152

Her ikke forstået som udefra pålagt, skønt bundne eksamensformer opererer med en fastlagt problemformulering. Der tænkes særligt på kandidat-opgavernes mere frie eksamensopgaver, der netop understreger et øget fokus på den studerende som aktiv vidensproducent og som derfor har større krav til reflekterede meningstilkendegivelser, uafhængige og originale problemstillinger, samt stor selvstændighed i skriveprocessen 153

Jf. dialektikken mellem teori og metode som forskningsinstitutionel og fagdisciplinær drivkraft, der diskuteres i forbindelse med Kuhn og Foucault

http://laurant.edublogs.org/2011/12/08/blooms-taxonomy/


Sid

e57

Tekstbearbejdning, hvad enten denne omhandler videnstilegnelse og/eller -skabelse, opfattes som

refererende til en bevidsthed om, refleksion over og forandring af processen154.

7.3 Forskningsprocessen som reflekteret distribution

Den humanvidenskabelige tekst- og vidensproduktion som genstand for akademisk og kritisk debat øger

behovet for både en refleksiv og en produktiv kritik i forbindelse med forskellige aspekter af

videnskabelsesprocessen. Ydermere indvirker en kritisk-pragmatisk tilgang på refleksionen over den

efterfølgende distribution af akademisk viden. En blogpost af Daniel J. Cohen benævner eksempelvis den

akademiske publikationsproces som værende en social kontrakt mellem forfatter og læser (Cohen 2012a,

319). Han tager udgangspunkt i sin egen praktiske erfaring med og omkring publikation af akademiske

værker ved at inddrage en oplevelse, der har haft en bevidsthedsudvidende effekt på ham. Henvisning til

anekdoter følger refleksivt-pragmatiske værdier, idet den personlige erfaring tilskrives transformative

egenskaber. Oplevelsen udvider således hans forståelse af publikationsprocessen til at omfatte en

decideret kontraktindgåelse mellem afsender og modtager(Ibid.). Hermed sætter han både sig selv (og sin

medforfatter) i centrum som skabende subjekt(er), men vægter ligeledes videnskabelsens sociale og

praktiske tematikker. Kontraktindgåelsen danner tydelige konnotationer til Jean-Jacques Rousseaus

anerkendte værk: ”The Social Contract” fra 1762155, som diskuterer samfundets opbygning og politiske

strukturer som en art social kontrakt – altså en pagtindgåelse mellem samfundets individer, der giver afkald

på noget af deres naturlige frihed og agere til samfundets bedste for til gengæld at få borgerrettigheder og

blive beskyttet af staten (jf. Rousseau 1998, 14-18)156. Herved fremhæves læsernes rettigheder, der knytter

sig til at have krav på en intensiv, forudgående tekstbearbejdnings- og korrigeringsproces før publikationen

af det endelige produkt.

Cohen opdeler ”The Social Contract” i krav til udbud og efterspørgsel, hvor udbudssiden er den praktiske

skriveproces indeholdende legitimerings-, korrigerings- og distribueringsprocesser (Cohen 2012a, 319).

Dermed fremstår udbudsdelen som en meget praksisnær og kontrolleret vidensudbydelse. Dertil kommer

så den mindre kontante efterspørgselsdel, som fokuserer på modtagerens tilbøjelighed til at købe det

pågældende værk (Ibid.). Inden for humaniora har den fysiske bog, hvad der nærmer sig en mytologisk

status, fordi den akademiske legitimeringsproces i høj grad beror på legitimering via publicering af fysiske

værker (jf. Cohen 2012a, 319-320)157. Den analoge produktionsform af den fysiske bog opfattes af både

154

Jf. Garfinkels forstyrrelsesstrategi (fodnote 12) eller Kuhns ophobning af anomalier(opgavens s.14), der netop begge påpeger problematiseringens transformative potentiale 155

Henvisninger til værket vil dog bero på en engelsk oversættelse fra 1998 156

De analoge medies begrænsninger kan ligeledes betragtes som en bevidst indskrænkning af de digitale muligheder, fordi en sådan er nødvendig for at overholde alment videnskabelige legitimeringskrav 157

Den akademiske tilknytning til det fysisk-stabile objekt påpeges også i (Burgess/Hamming 2011, 7)


Sid

e58

producent og modtager som et kvalitetsstempel, idet omkostningerne i forbindelse med denne dyrere

produktionsform udtrykker en tiltro til værket og en anerkendelse af dens akademiske værdi. En sådan

publiceringsproces henviser således til en underliggende legitimeringsproces, der netop sikrer værket

akademisk status (Borgman 2007, 80-81). Behovet for eksterne samarbejdspartnere/udgivere, der

legitimerer et givent værk ved at bruge tid, kræfter og ressourcer på udgivelsen udgør netop den analoge

legitimeringskontekst, der udadtil virker tillidsvækkende på den potentielle modtager.

Cohens publiceringskritik beror på en henvisning til, at digitaliseringens indtog har ført til et øget fokus på

det teknologisk-kvantitative udbud, men en forglemmelse af ligeledes at fremme den mentalt-kvalitative

efterspørgsel (Cohen 2012a, 320)158. Den øgede publikation og tilgængelighed af tekst, som tilhører

udbudsdimensionen, har ført til en informationsoverflod, der danner nye problematikker, fordi

tilgængelighed ikke længere handler om ”… the scarcity of production,… but … the scarcity of attention.”

(Ibid., 321)159. Cohen problematiserer derved, hvorledes tendensen i forbindelse med digitaliseringen har

været at fremhæve og udvikle de teknologiske muligheder, men har overset at de teknologiske nyskabelser

ikke kan fratages deres kulturelle brugskontekst, hvorfor den nye teknologi implicit fordrer et skift i

tænkemåde (jf. Ibid., 320)160. De teknologiske landvindinger bliver derfor udfordret og i værste fald

modarbejdet af en manglende mental forberedelse til at anerkende og udnytte digitaliseringens potentialer

til fulde. Den manglende legitimering af de digitale udgivelser hænger sammen med, at den dialektiske

relation brydes, når de moderne digitale udgivelser bedømmes ud fra og på baggrund af traditionelle

analoge kriterier161. Denne forankring af dialogt/digitalt materiale i analoge fremstillingsformer bryder

netop med den gensidige (akademiske) anerkendelse, der forudsættes i den sociale kontrakt.

Manglende anerkendelse af behovet for at klargøre den subjektive mentalitets villighed til og interesse i at

indoptage og acceptere digitale fremstillingsformer har således forårsaget en øget produktion af digitalt

materiale, men en manglende kulturel anerkendelse af denne produktionsform som legitim. Denne

skævvridning mellem vægtningen af udbud og efterspørgsel må korrigeres, så digitale alternativer til

omkostningsrige papir-produktioner ikke fortolker det som publiceringens primære opgave, at mætte et

informations- og videnshungrende marked som det var i skriftkulturen, men rettere at tilfredsstille et

allerede mættet marked med mere skræddersyede informationsmodeller (Cohen 2012a, 321). Således

158

Dog påpeges det andetsteds, at humaniora kun synes at have adgang til en brøkdel af sit felts vidensproduktion (Borgman 2007, 214-215) 159

Samme problematik benævner Matthew Wilkens ”the problem of abundance” (Wilkens 2012, 250) 160

For en kort diskussion af mediers materielle og kulturelle dimension, se (Drotner 2011, 164-173) 161

På denne måde inddrages tekstens opbygning (blog-formen) sandsynligvis som en art ideologisk tilkendegivelse af utilfredsheden med digitale værkers manglende legitimering, hvorfor bloggen fremhæves som en legitim akademisk produktionsform (Cohen 2012a, 320)


Sid

e59

opfordrer Cohens kritik af publikationsformerne til aktion på baggrund af refleksion. Skønt Cohens

kulturkritiske teori efterspørger et alternativ til den traditionelle publicerings- og legitimeringsform påpeger

denne kritik, at analoge bedømmelseskriterier i høj grad stadig er aktuelle162.

8 Den digitale implementering i samfundet Grundlaget for den kritisk affødte diskussion af den humanvidenskabelige legitimeringsmodel, der

forekommer at være markant fremtrædende i tilegnelses- og skabelses-, såvel som i distributionsprocessen

kan muligvis hænge sammen med en anerkendelse af, at humanvidenskabelig vidensproduktion helst skal

vinde udbredelse inden for både en videnskabelig og en samfundsmæssig kontekst. Kirsten Drotners

gengivelse af sociologen Everett Rogers diffusionsmodel (Drotner 2011, 51) analyserer, hvorledes

samfundsmæssige fornyelser (herunder også ny viden og ny teknologi) implementeres og vinder

udbredelse i samfundet. Skønt Rogers sociologiske tilgang vægter en segmentering af aktør-typers villighed

til at indoptage ny teknologi163, synes denne opstilling ligeledes at adressere samfundets indoptag af ny

teknologi i opstarts-/implementeringsfasen. Denne tolkning fra min side må dog tænkes også at henvise til

Norman Faircloughs hegemoniske organisationsteori (Fairclough 2005, 932-934). I denne teori diskuterer

Fairclough, hvorledes fremkomsten af nye diskurser (overordnede rationaler/tilgange/ideologier/

styringsformer) beror på en dynamisk dialektik, hvor allerede eksisterende diskurser indsættes i nye

relationer, samtidig med at den organisatoriske diskurs, der bedst formår at bekæmpe andre dominerende

diskurser og er bedst til at indoptage andre diskurser, ender med at blive normgivende. Ud fra

sammenkoblingen mellem Rogers og Fairclough synes nye (videns)teknologier, at blive implementeret i

samfundet med en langsom opstart via teknologiske forgangsmænd, hvorefter masseudbredelsen sker, når

og hvis den nye teknologi viser sin samfunds- eller uddannelsesmæssige nytteværdi. Opstartsfasen er i høj

grad præget af en naturlig skepsis ved mødet med en ny og anderledes teknologi, der adskiller sig markant

fra de eksisterende164. Hvis den nye teknologi imidlertid viser sig anvendelig, vil kendskabet til og accepten

af den øges, således at holdningen til teknologien skifter fra skepsis til bred almen accept, og måske

ligefrem ender i en lovprisning af produktet som en uundværlig del af den moderne livsførelse165.

Ligeledes kan implementeringen af Digital humanities inden for det danske forskningsfelt bero på dens

evne til at indoptage og repræsentere en stor del af de eksisterende forskningstraditioner tillige med at den

162

Hermed ikke sagt, at kritikken er ubegrundet. Tom Scheinfeldt anklager eksempelvis den analoge formidlingsform for at have et forældet fokus på teori frem for den metode (Scheinfeldt 2012, 125), skønt den reflekterede metodik forsøges indoptaget i denne formidlingsform 163

En problematik, der ligeledes påpeges af Drucker (opgavens s. 46-47) og Cohen (se forrige afsnit) 164

Jf. dialektikken mellem nye og gamle teknologier, medie- og formidlingsformer 165

Eksempler på sådanne implementeringsforløb kan være fjernsyn, telefon og computer (først stationære, dernæst mobile enheder), samt sammenkobling af egenskaber ved disse i eksempelvis smartphones


Sid

e60

adskiller sig fra disse ved at inddrage digitaliseringen som problemfelt. DH står stærkt som

forskningsdisciplin, eftersom den anerkender, diskuterer og benytter sig af de nye teknologier. En kritisk

reflekteret metodologisk selvbevidsthed stemmer godt overens med nutidige humanistiske værdier og er i

høj grad nødvendig for en position, der skal skrive sig ind i et allerede multifacetteret forskningsfelt. DH kan

således blive en markant aktør inden for det nyere dansk humanvidenskab, fordi den søger at adressere og

indfri samfundets forventninger om en praktisk anvendelig og progressiv såvel som en refleksiv akademisk

vidensproduktion. På denne måde kan DH præsentere en humanvidenskabelig disciplin, der er rustet til at

diskutere og forsvare sin berettigelse som videnskabelig og samfundsnyttig disciplin, fordi den netop kan

problematisere og adressere både teori og praksis, og som udgangspunkt ikke nødvendigvis hverken

behøver at give afkald på sit relativistiske grundlag eller på kravet om stabile objekter.

9 E-læseren som et humanvidenskabeligt bud på reflekteret produktudvikling

9.1 Forsvar for et midlertidigt analogisk digitaliseringsideal

Den foregående efterspørgsel af nye bedømmelseskriterier i forbindelse med akademisk vidensproduktion

er en højaktuel problematik, der samtidig indeholder en risiko for at underminere selve dets eget

humanvidenskabelige grundlag, såfremt den ikke fremsætter et digitalt alternativ til den nuværende

produktionsform, der bygger på analoge præmisser166. Grundet problematikken med at introducere og

implementere radikalt anderledes fremstillingsformer inden for det akademiske felt, synes det for

nuværende mest hensigtsmæssigt at tage konsekvensen af den analoge legitimeringsforms aktualitet og

understøtte den, i stedet for at prøve at finde alternativer til den. I overensstemmelse med en reflekteret

og kritisk begrebstradition må den reflekterede produktudvikling tage konsekvensen af den her fremsatte

problematik, hvilket for denne opgaves vedkommende resulterer i et bevidst valg om at nedtone de digitale

muligheder i forbindelse med vidensproduktion til gengæld for at have et nogenlunde stabilt

forskningsobjekt. Den stædige fastholdelse af en analogisk formidlingsform kontrollerer og fastholder en

stabiliseret meningsdannelse ved at underlægge den delvist generelle bedømmelseskriterier. Disse kriterier

vedrører tekstens argumentationsstrukturer, hvor den akademiske tekst præsenteres som et

sammenhængende hele, hvor sammensætningen af delelementer/-argumenter understøtter den

overordnede akademiske tese167. Forskningens delvist kumulative natur kræver en nogenlunde statisk

reference, idet tekstens udsagn i høj grad baseres på og bedømmes ud fra henvisninger til andre tekster.

166

Ligesom hos Cohen beklages en sådan videns- eller legitimeringsmonopoli af (Burgess/Hamming 2011, 8) 167

Hypertekstualitet arbejder dog ud fra andre kriterier, idet den traditionelle, strukturelle linearitet udgår (Gervais 2008, 10)


Sid

e61

På denne måde skal ikke kun den foreliggende akademiske tekst, men ligeledes dennes dokumentation

(inddragelse af referencer) kunne fastholdes og muliggøre en senere fremfinding og bedømmelse af

indholdet. En sådan sikkerhed foreligger endnu ikke i den dynamisk-foranderlige vidensproduktioner på

nettet. Den traditionelle bogform er fysisk, statisk og i en vis forstand sikker at bruge som reference, skønt

der kan forekomme problemer i forbindelse med adgangen til teksten. Modsat referencen til den fysiske

bog synes adgang til digitalt materiale ikke at være problematisk, så længe aftageren/læseren har adgang til

internettet og besidder den computoriske kompetence, der muliggør navigation (eks. evne til at spotte og

følge hyperlinks). Dog forekommer den vigtigste aversion mod digitale referencer at være den dynamiske

og transformative platform, der tillige udgør dens største styrke. Internettet må i høj grad siges at være det

teknologiske udbud, der i størst grad stemmer overens med en dynamisk samfundsforståelse. Dog skaber

dens dynamiske grundlag ligeledes uro, fordi den ikke på samme måde som bogen opfattes som et sikkert

medie.

E-læseren virker derfor som det oplagte kompromis mellem det analoge og det digitale, idet den netop

repræsenterer en digitaliseret formidlingsform, der grundet dens lighed med bogen stadig rummer vel- og

anerkendte legitimeringskriterier. Derved kan den danne bro mellem hvad vi er vant til og hvad vi

teknologisk set er i stand til. Indtil vi er mere trygge ved den digitale dynamiks foranderlighed og har fundet

en måde at udnytte den inden for en akademisk kontekst, uden at skulle give afkald på sikkerheden om

muligheden for at søge tilbage og finde frem eller helt at ændre bedømmelseskriterierne i forbindelse med

akademisk tekstproduktion, synes e-læseren oplagt. Skønt e-læseren for mig at se må betragtes som et

elektronisk snarere end et digitalt redskab168, kan den netop understøtte overgangsfasen mellem

envejskommunikationens analoge og interaktionens dynamiske regime, fordi den arbejder ud fra analoge

kriterier, men samtidigt indsætter dem i en digital kontekst og derved baner vejen for mere

eksperimentelle digitalt affødte repræsentationsformer. Den digitalt ideologiske understregning af behovet

for dialog, interaktivitet og skabelse indgår i den nuværende interaktion med både printet og digital tekst.

Udfordringen må derfor være at understrege den digitale indvirkning på fordringen af en reflekteret

belysning af forskningsprocessen som aktivt skabende videns- og tekstbearbejdningsdimensioner, der

netop understøttes og fremhæves af den digitale ideologi om interaktionisme. Således indoptages

digitaliseringens idealer blandt andet i tekstens opbygning og kan udbygges med e-læserens

struktureringsfunktioner, hvor brugeren formodes at have interaktion med teksten, eksempelvis via

individuel markering, strukturering og kommentering (Vandendorpe 2008, 7). Derved kombineres nye og

168

Her skelnes mellem elektronisk som en digitaliseringsform, der hovedsageligt beror på transmittoriske og envejskommunikative præmisser, hvorimod digital i højere grad tilskrives udpræget dynamiske og interaktive platforme


Sid

e62

gamle medieforståelser og formidlingsformer, så traditionel tekstbearbejdning understreges og

viderebygges i lyset af digitaliseringen.

Eftersom DH som både teoretisk og praktisk disciplin må opfattes som værende i sin begyndelsesfase, synes

det mest hensigtsmæssigt at en humanvidenskabelig, digital og reflekteret produktudvikling foreslår en

digital understøttelse af de gældende videnskabskriterier. Hermed ikke sagt at disse kriterier ikke kan

opfattes som levn fra analoge og objektivistiske vidensidealer, der forekommer problematiske/paradoksale

at benytte i en forskningstradition, hvis intention er at fremme dialektik og dynamik. Dog synes det for

nuværende oplagt at benytte sig af mere traditionelle og velkendte legitimeringsformer, eftersom der i den

nuværende DH-debat ikke bliver introduceret et egentligt alternativ. Skønt den traditionelle

legitimeringsproces i mange tilfælde fremstilles som problematisk og forældet, synes de kritiske røster i høj

grad at benytte sig af en destruktiv kritik, der bedre formår at belyse problemerne med den nuværende

akademiske vidensproduktion end at konstruere anvendelige alternativer. Derned påtænkes ikke det behov

for konstruktiv og konstruerende kritisk refleksion, der afføder den aktive produktudvikling som DH også

efterspørger. For digitaliseringsoptimister virker e-læseren sandsynligvis snarere som en forlængelse af den

traditionelle vidensform end som et alternativ til denne169. Denne mulige kritik kan for så vidt være

berettiget, i og med at e-læseren bevidst søger at imitere centrale aspekter ved det bogmedie, man inden

for visse kredse af DH forsøger at gøre op med.

Idealet om et endeligt opgør med den traditionelle produktionsform er ikke kompatibel med vores

nuværende legitimeringspraksis, hvor nye tiltag blandt andet finder deres berettigelse ved at blive kædet

sammen med tidligere tiltag. Ej heller synes det hensigtsmæssigt at introducere drastiske forandringer

udelukkende inden for humaniora, da sådanne målsætninger begrænser humaniora som forskningsfelt

frem for at udvikle det. En radikalisering af den humanistiske vidensproduktion kunne meget vel resultere i

en manglende kompatibilitet med andre medier, fagtraditioner og andre landes legitimeringspraksis,

hvorfor ønsket om henholdsvis global vidensudveksling og konkurrence ikke kan blive indfriet170. Ønsket om

at præge vidensinstitutioner på lokalt og globalt plan må siges at være en implementering, der rummer

lange fremtidsudsigter. Desuden skal alternativet til det system, der nu er så fastgroet inden for akademisk

produktion formå enten at ændre værdikriterierne for akademisk viden eller at tilbyde samme sikkerhed

som den nuværende stabilisering synes at imødekomme. Begge disse tiltag er for nuværende urealistiske,

hvorfor det virker oplagt at introducere e-læseren som et elektronisk alternativ eller tillæg til arbejdet med

169

Bemærk her, hvorledes argumentationen netop forsøger at tage højde for potentiel kritik 170

Hvorfor mulighedsbetingelserne for det tværdisciplinære og globale samarbejde, der ligeledes søges fremmet via DH (jf. DHM 2009, 8;5) synes bortvisket


Sid

e63

fysisk forekommende tekstmateriale. Herved tilbydes en velkendt ramme for tekstbearbejdning, der dog

stadig præsenteres gennem et elektronisk/digitalt medie.

E-læseren understøtter en mere glidende frem for en drastisk overgang, hvor mødet mellem de nye

medieformer inden for humaniora ikke radikaliseres så meget, at den danner dualistiske yderpositioner171,

og formår samtidig at fremme en akademisk tiltro til det digitalt fødte materiale som en stabil (og derved

anvendelig) referenceramme inden for en videnskabelig kontekst. Derfor er det vigtigt at huske, at den

aktivt-dialogiske tilgang til teksten i høj grad er forårsaget af digitaliseringen, hvad enten denne dialog sker i

interaktion med teksten i en traditionel, fysisk bog eller i en e-læser. Digitalisering ud fra dialektiske

kriterier opfatter både teksten som et statisk produkt og som et kulturelt fænomen, der henviser

til/afspejler og indgår i dynamiske vidensprocesser. Teksten fremstår som statisk produkt i eksternaliseret

form ud fra den strukturelle opsætning (dog underforstået som midlertidige stabiliseringer/resultater af en

forudgående videnskabelsesproces), samt de strukturer og revideringer læseren aktivt medtager172. Den

eksternaliserede form (teksten som produkt) har formidlingsmæssigt fokus og søger derfor at skabe

sammenhæng og kohærens mellem tekstens delelementer173. Den strukturerede formidling og det samlede

udtryk stemmer i høj grad overens med de nuværende kriterier for akademisk vidensproduktion og den

videnskabelige argumentation.

Dertil kommer den dialoge tekstbearbejdnings fremhævelse af behovet for kritisk refleksion ved at

problematisere tekstens indhold, fremstillingsformens og repræsentationens indvirkning på formidlingen

og diskutere hvilke subjektive og faglige forudsætninger, der udledes af, indlæses i og forudsættes i mødet

med teksten. Den særegne overgang fra passiv til aktiv tekstforståelse transformerer den lineært-

analogiske formidlingsform som ukritisk påfyldning af information/viden174 til en kritisk og aktiv

videnstilegnelse, idet læseren går i dialog med teksten, hvad enten denne præsenteres igennem et analogt

eller et digitalt medie. Læring går således fra at omfatte en tillæring af en udefra kommende fastsat

sandhed til at være en dynamisk, transformativ og kontekstafhængig proces, der indlæres og udvides via

aktiv dialog og diskussion med teksten (Gervaiz 2008, 4)175. Viden forstås derfor ud fra hermeneutiske

principper, således at den fremkommer i og fremmer (inter)aktivitet med teksten (Delanty/Strydom 2003,

171

Jf. spændingen mellem digitale optimister og pessimister (se opgavens s.19-22) 172

Med en udvidelse af begreber inden for den russiske formalisme kan den strukturelle, fremadskridende argumentationsform opfattes som tekstuelle konstanter, hvorimod de subjektive tilskrivninger udgør tekstens variable (Kjørup 2006, 340) 173

For en diskussion af den skriftligt narrative logik, se (Lyotard 1996) 174

En tilgang, der synes repræsenteret i Shannon og Weavers informationsteoretiske kommunikationsmodel (Drotner 2011, 238) 175

Jf. Hans-Georg Gadamers moderne udgave af den hermeneutiske cirkel (Gadamer 2004)


Sid

e64

158-163)176. Dialogen med og i teksten beror på digitale kriterier og værdier, fordi netop den aktive

interaktion med tekst kommer i centrum og derved belyser viden(skabelse)sprocessens transformative

potentiale. På denne måde bliver tekstanalysen, der tidligere hovedsageligt har været et redskab

forbeholdt den teoretiske del af humaniora, nu også en decideret og (hvad vigtigere er) en legitim

forskningspraksis, der kan arbejde med en relativistisk begrebsforståelse uden dog fuldstændigt at give

afkald på den videnskabelige stabilitet.

Netop fordi viden opfattes som en aktiv bearbejdelse af og med teksten, må et akademisk redskab ligeledes

sørge for at understøtte aktiv vidensfacilitering. Således må mediet (hvad enten det er bogen, e-læseren

eller internettet) opfattes som både et vidensredskab (middel og produkt) og som henvisende til en

underliggende aktiv, refleksiv og videnskabende praksis. Anerkendelsen af DH og den aktive

vidensfacilitering behøver dog ikke at antage radikalt nye og drastiske former, der præsenterer et opgør

med tidligere traditioner og medier, men kan i stedet drage nytte af at indoptage erfaringer med og i disse i

begyndelsesfasen. Dels fordi referencen til noget velkendt i sig selv har en legitimerende effekt, dels fordi

udnyttelsen af de teknologiske muligheder beror ligeså meget på en mental som en teknologisk omstilling.

Succeskriteriet for et givent digitalt medie må således være en gradvis implementering, der faciliterer en

gradvis tilvænning – en proces, der i høj grad synes understøttet af e-læserens lighed med den fysiske bog,

dens hertil indbyggede forsikring om et relativt stabilt medie til akademisk vidensdistribution, samt en

anerkendelse af de digitale værdier, der er indbygget i den nuværende interaktion med og i teksten. Den

dynamiske dialog med en akademisk tekst udgår fra en aktiv refleksion over, i og med teksten – både som

strukturel helhed, som intertekstuelt legitimerende reference og som delargument/-element i teksten. Den

akademiske teksts metatekstuelle strukturer henviser således til en dobbelt (kritisk) bearbejdning af

teksten, der både kommer til udtryk i det stabiliserede produkts endelige udformning og i den

efterfølgende tolkning og rekontekstualisering af teksten i forbindelse med den aktive videnstilegnelser og

-produktioner. Disse strukturer medvirker til at skabe overblik over teksten, til at understrege tekstens

pointer, dens opsætning og argumentationsstruktur, og at fremme den aktive dialog med og mod teksten

ved hjælp af margennoter.

176

Jf. Druckers fremhævning af formkravenes nytte- og brugskontekst som metakommunikative struktureringsredskaber (Drucker 2008, 7)


Sid

e65

9.2 Fikseringspunkter inden for en dynamisk videnstradition

9.2.1 Formmæssige krav til en eventuel akademisk e-læser

For mig at se udgør den aktive strukturering af og dialogen med teksten netop et sammenlignelighedspunkt

inden for humaniora, idet samtlige humanistiske discipliner til stadighed benytter sig af denne

vidensrepræsentation i større eller mindre omfang. De formmæssige krav opfattes således som almene og

normative, men ikke som universelle og uforanderlige.

Opbygningen af e-læseren introducerer en generel skabelon for form, men ikke for indhold. Den

infrastrukturelle opbygning henviser til en antagelse om, at overblik og refleksion udgør to relativt stabile

fikspunkter eller kriterier inden for humanvidenskabelig tekstbearbejdning, og at de mere fagspecifikke

krav stadig kan tilgodeses, idet interaktionen med redskabet forudsætter, at brugeren selv bidrager med

det faglige indhold177. På denne måde respekteres både den faglige diversitet inden for feltet og den

generelle strukturs anvendelse inden for store dele af det humanvidenskabelige felt178. Den radikalt

relativistiske aversion mod at dømme kan overkommes, for så vidt at den diskuterede domfældelse beror

på bedømmelse af den akademiske teksts strukturelle og indholdsmæssige sammenhæng. Således kan

denne opbygning af et generelt forskningsredskab til brug for humanvidenskaberne på en og samme tid

tage højde for tværdisciplinære ligheder og sammenhænge inden for humaniora, samtidig med at der gøres

plads til fagspecifikke forskelle – i det mindste i forbindelse med den intensive og kvalitative tekstlæsning.

9.3 Betænkninger i forbindelse med humanvidenskabelig forskningsfacilitering

Følgende forslag til brugen af e-læseren tager udgangspunkt i min praktiske erfaring med notesystemet i e-

læsere og computere179. Forslaget kræver for så vidt ingen nye teknologiske landevindinger, men blot en

anerkendelse af at e-læseren rummer et stort og uudnyttet potentiale som akademisk forskningsredskab,

såfremt den inddrager en udvidet farvesystematik. Således benyttes tekstbearbejdningsfunktioner, der

allerede indtænkes i arbejdet med printet tekst180 og som teknologisk set allerede er udviklet, om end

beklageligvis ikke anvendt. Jeg efterspørger derfor en øget anvendelse af dette redskab inden for den

akademiske verden, hvorfor notesystemet blot ønskes udvidet en smule, så den bedre understøtter en

aktiv bearbejdning af teksten. For mig at se er det uforståeligt, at e-læseren ikke har større succes som

177

En lignende dialektik mellem den generelle struktur og mere fagspecifikke værdier ses i (Ehlers 2010, 388-389) 178

Fremhævelse af strukturen som sammenlignelighedsgrundlag mellem (fag-)kulturelle forskelle danner konnotationer til Lévi-Strauss’ universelle strukturalisme (jf. Lévi-Strauss 1963, 215-216), selvom strukturen i moderne kontekst forudsætter et kontekstuel frem for en universalistisk strukturalisme 179

Her henvises til e-læsere fra Kindle og Sony, samt til Windows office-pakke med Word 2007 180

Henvisninger til og antagelser om den praktiske tekstbearbejdning vil bero på egne erfaringer med tekstbearbejdning og på diskussioner i min omgangskreds


Sid

e66

humanvidenskabeligt forskningsredskab, da den kan understøtte flere af de kriterier, der efterspørges

inden for akademisk tekstbearbejdning.

9.3.1 Opsætning: Stor læsebyrde kræver en læsevenlig skærm

Eftersom humanvidenskabens primære udtryksform til stadighed er skriften, må et vidensfaciliterende

redskab inden for humanvidenskaben medtænke et brugervenligt, velkendt og sikkert format. Den store

læsebyrde kan således få gavn af et elektronisk redskab, der i dets udformning påtænker en sådan

læsevenlighed, foruden at have en lagerplads-funktion, der skaber en mere dynamisk arbejdsform, fordi

tilgængeligheden af store mængder data/tekst muliggøres gennem et enkelt og anvendeligt medie. Herved

øges mobiliteten, eftersom omfanget af akademiske tekster ikke længere betinges af fysiske

begrænsninger, men af hukommelseskapaciteten i e-læseren. Således kan en stor mængde tekst samles,

flyttes og rekvireres på samme tid via et enkelt medie. Desuden forekommer e-læseren oplagt at anvende i

en akademisk kontekst, eftersom dens format og opsætning opfylder kravene til den fysiske faglitteratur. E-

ink gør det derfor muligt at fastholde den fysiske bogs læsevenlighed, dens velkendte opsætning,

størstedelen af dens metakommunikative indikatorer og dens anvendelighed (jf. Drucker 2008, 1-3). E-

læserens anvendelighed inden for en fleksibel og dynamisk videnstilegnelses (og efterfølgende -

skabelseskontekst)hænger netop sammen med, at den ikke på samme måde som digitale skærme er

afhængig af lysforhold181. Et anvendeligt, akademisk tekstlæsningsredskab skal netop virke både ude og

inde, derhjemme, i toget, på gaden og under middagen.

Det digitale medies interaktive muligheder udgør et vigtigt indsatsområde i forhold til den digitale

vidensfacilitering inden for humaniora, men ikke på bekostning af e-læseren. Selv om et digitalt og mobilt

medie som smartphonen indeholder tydelige, attraktive facetter inden for den akademiske skriveproces

(som mobil og ekstern hukommelse til de spontane indfald i skriveprocessen samt som adgang til de

interaktive søgeplatforme) er e-læserens styrke, at den imiterer den fysiske bogs format og derved implicit

benytter sig af de kognitive hjælpemidler, der løbende er blevet udviklet og har optimeret læsevenligheden

inden for bogmediet. Ideelt anerkendes og udnyttes derved de indtænkte didaktiske og strukturelle

hjælpemidler, såsom mellemrum, spalteplads, skriftstørrelse (og -format), under- og overskrifter. E-læseren

henviser således til en kumulativ vidensforståelse, der anerkender potentialet i at arbejde videre med og i

et allerede veletableret og -struktureret format. E-læseren fremmer desuden muligheden for en

fastfrysning af den elektroniske tekst, der stemmer overens med nutidige akademiske krav til sikre

referencehenvisninger. Således udgør e-læserens lighed med bogmediet en mindre radikal, men meget

181

Denne problematik adresseres af e-bogsforhandler Berit Lunds blog, hvor hun adresserer denne problematik i forbindelse med iPad’ens skærm, der i en lundsk terminologi: ”…i bedste tilfælde bliver et meget dyrt spejl…” (Lund 2012)


Sid

e67

anvendelig, digital videnskabsfacilitering, hvis fremgangsmåde og ideologi er præget af digitale værdier som

(inter)aktivitet og dynamik, selvom e-læseren snarere repræsenterer et elektronisk (envejskommunikativt)

redskab og ikke en dynamisk platform på samme måde som de sociale medier.

9.3.2 Videnstilegnelse: kvalitativ læsning kræver overblik over teksten

Tilegnelsen af akademiske teoritekster kræver i høj grad en tekstanalytisk læsning af teksten, hvor den

overordnede mening søges fremfundet (overblik og konklusion). Argumentationsstrukturen udledes ved en

fremfinding af den relationelle sammenhæng mellem tekstens delelementer (ækvivalenskæderne), samt en

opmærksomhed på tekstens pointer. Den aktive tilegnelse af en tekst forudsætter et behov for aktivt at

arbejde med og strukturere teksten ud fra fagspecifikke formål og må derfor kunne

manipuleres/struktureres. Skønt eksisterende e-læseres notetagningsapparat inddrager

overstregningsfunktionen, synes det beklageligt, at en mere dybdegående systematik ikke er

repræsenteret. Overstregningsfunktionens anvendelighed inden for kvalitativ tekstanalyse forudsætter en

mulighed for at fremhæve niveauer og relationer, der relaterer til læserens egen fag- og brugskontekst.

Denne aktive systematisering af teksten kunne netop understøttes ved hjælp af en udvidet farvesystematik,

der eksempelvis kunne påvise hovedbegreber, underbegreber, referencer og kritik182.

Overstregningsfunktionen benyttes allerede til at skabe overblik over teksten, idet den kan fremhæve

vigtige passager, citater etc. I sin et-plans udgave udgør overstregningsmuligheden dog nærmere en

behændig navigeringsfunktion til at synliggøre vigtige passager, pointer og enkeltstående information etc.,

men kan ikke siges at udgøre en decideret strukturerende funktion, fordi den netop mangler den dybde, de

sammenhænge og niveauinddelinger, der må forudsættes ved intensiv tekstlæsning. Ved en udbygget

farvesystematik kan teksten således nuanceres og inddeles alt efter læserens behov og den faglige

intention med teksten, hvis ikke den blot bruges til at understrege den allerede anvendte

argumentationsstruktur i teksten183. En systematisk kvalitativ tekstbearbejdning må således omfatte og

forudsætte øgede interaktionsmuligheder, der kan afdække forskellige lag i teksten og påvise

sammenhænge mellem og på tværs af tekstens del-elementer, hvad enten disse er indtænkt af tekstens

forfatter eller af den aktive læser.

182

Eksempel på henholdsvis den eksisterende ét-plansudgave og den ønskede niveau-inddelte opsætning er vedlagt som bilag 3 183

Denne farvesystematik eksisterer allerede inden for digitale tekstbehandlingsprogrammer (her henvises særligt til den Adobe Reader-applikation, der kan hentes til android-telefoner), men eftersom ophavsrettigheder ikke tillader en kopi af denne, vil inddelingen i bilaget være udformet ved hjælp af Microsoft Office Word, for blot at skitsere/illustrere den generelle idé


Sid

e68

9.3.3 Videnskabelse: Tekstforståelse og -produktion kræver aktiv dialog og kritisk refleksion

I tillæg til den systematiske interaktion med og re-modulering af tekstens struktur og form forudsætter den

intensive tekstlæsning ligeledes en kommentarfunktion, der netop tillader, at læseren aktivt forholder sig

til, udvider eller problematiserer det tekstuelle indhold med egne referencer og kommentarer. Hvor

struktureringen af teksten kan siges at understøtte den aktive videnstilegnelsesdimension og derfor i højere

grad end ved kommentarfunktionen opererer på tekstens egne præmisser, respekterer afsenderens

argumentationsstruktur og den overordnede intention med teksten, fremstår kommentarfunktionen som

læserens aktive og transformative indoptag og videreudvikling af det oprindelige, tekstuelle udtryk. Med

henvisning til en bangsk terminologi bliver den eksternaliserede information til internaliseret viden, fordi

den netop konfronteres, underbygges og/eller problematiseres med læserens egen akademiske ballast

(tidligere antagelser, teorier og konklusioner). Derved tilgodeses både de kumulative videnskriterier, der

henviser til en støt og rolig opbygning af ny viden ved at bygge ovenpå allerede tilegnet/anerkendt viden og

fordringen om at skabe radikale nye vidensudsagn, der bryder med faglige konventioner.

Kommentarfunktionen understøtter forestillingen om, at teksten udgør et dynamisk spændingsfelt, der

fremmer aktiv og refleksiv videnstilegnelse, og at den akademiske tekstbearbejder (den studerende,

forskeren etc.) aktivt tager stilling til, transformerer og skriver sig ind i fagtraditionen og det

forskningspraktiske fællesskab. Den aktivt tilegnede viden adskiller sig netop fra den passivt tilegnede ved,

at den arbejder med en kritisk og dynamisk refleksion over indholdet, der giver mulighed for at benytte

pointer, argumentation eller metode i andre og vidensskabende sammenhænge frem for at være en

ureflekteret repetition af teksten.

Både farvesystematikken og kommentarfunktionen udgør formmæssige tilskrivninger til en akademisk

anvendelig e-læser. De generelle tiltag vedrørende form repræsenterer således et bud på en

almenhumanistisk metode, der bygger på skriften som den mest anerkendte formidlingsform i forbindelse

med akademisk formidling. Dertil forventes at brugeren selv aktivt repræsenterer sit eget fagfelt og

medtænker dets værdier og traditioner. Således beror både den mulige, aktive ombearbejdning af tekstens

struktur og tilskrivningen af indhold på mere fagspecifikke udvælgelses- og belysningskriterier. Således

imødekommer den kvantitative tekstbearbejdning via en e-læser både almenhumanistiske grundpræmisser

og fagspecifik diversitet, hvilket for nuværende gør den til det bedste bud på en humanvidenskabeligt

reflekteret produktudvikling.


Sid

e69

10 Konklusion Det er nødvendigt for humaniora at diskutere digitaliseringens potentiale for humanvidenskabelig

vidensfacilitering. I lyset af digitaliseringen og det dertil knyttede fokus på nye medier og medieformer

skabes et behov for at diskutere, opponere og bedømme disse mediers muligheder og begrænsninger i en

akademisk kontekst. Digitaliseringen synes at intensivere den humanvidenskabelige

legitimeringsproblematik, idet den skriftkulturelt affødte tiltro til mediet som en stabil og derved sikker

akademisk reference trues. Dertil kommer, at den organiske åbning og lukning af genstandsfeltet resulterer

i diversitet mellem humaniora som hermeneutisk-relativistisk forskningstradition og de standardiserede

legitimeringskrav, der betinger den nutidige videnskabelige forskningspraksis.

En radikalisering af digitaliseringen tenderer beklageligvis til at opstille dualistiske modpoler, selvom en

moderne vidensforståelse særligt fremhæver værdien af en aktiv og kollaborativ videnskabsforståelse, der

netop fordrer et dialektisk frem for en dualistisk grundpræmis. Derved tager man både højde for og

udnytter de eksisterende spændinger i feltet, hvilket netop kan øge genstandsfeltets

anvendelsespotentiale. Ved at introducere en stabilitet, der udgår af et behov for at kunne navigere i et

dynamisk og omskifteligt felt via positionelle koordinater, vil man derved kunne (inter)agere med og i den

humanvidenskabelige diversitet.

Digital humanities synes i høj grad at kunne adressere sådanne problematikker, idet den som udgangspunkt

via en reflekteret pragmatik søger at fremme dialektikken mellem teori og metode. Af denne grund må DH

ligeledes anerkendes som en ny, men stærk, aktør inden for det humanistiske felt, idet den formår at

belyse aktuelle samfundsproblematikker, at understøtte gængse teorier og ideologier, samt aktivt at

medvirke til en reflekteret og progressiv produktudvikling. Kvalitativ tekstanalyse har potentiale til at blive

et vægtigt indsatsområde for den humanvidenskabelige produktudvikling, fordi den understøtter en meget

anvendt metode inden for store dele af det humanvidenskabelige felt, samtidig med at den respekterer de

forskellige fagtraditionelle tilgange.

E-læserens potentiale som humanistisk forskningsredskab beror på dens evne til at kombinere det

traditionelle med det digitale og på den måde danne bro mellem forskellige medieformer og -værdier. Dens

læsevenlige skærm synes i høj grad at understøtte den kvalitative tekstlæsning, og kan således blive et

betydningsfuldt værktøj i arbejdet med omfangsrige humanistiske tekstkorpora. Den danske

forskningsarena


Sid

e70

11 Litteraturliste

Alvarado, Rafael C. (2012). The Digital Humanities Situation. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Bang, Jørgen (2011). Hvad gør et medie til et vidensmedie? I: Nielsen, Hans J. et al.(red.). Nye

vidensmedier. Kultur, læring og kommunikation. Samfundslitteratur

Borgman, Christine L. (2007) Scholarship in the Digital Age: information, Infrastructure, and the Internet. MIT Press

Burgess, Helen J. og Hamming, Jeanne (2011). New Media in the Academy: Labor and the Production of Knowledge in Scholarly

Multimedia. I: Digital Humanities Quarterly, vol. 5, nr.3 Cohen, Daniel J. (2012a). The Social Contract of Scholarly Publishing. I: Debates in the Digital Humanities,

ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press Cohen, Daniel J. (2012b). Introducing Digital Humanities Now. I: Debates in the Digital Humanities, ed.

Matthew K. Gold. University of Minnesota Press Davidson, Cathy N. (2012). Humanities 2.0: Promise, Perils, Predictions. I: Debates in the Digital Humanities,

ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press Day of DH (2012). Day of DH: Defining the Digital Humanities. I: Debates in the Digital Humanities,

ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press Delanty, Gerard og Strydom, Piet (2003). Philosophies of Social Science. The Classic and Contemporary Readings. Open

University Press Drotner, Kirsten (2011). Mediehistorier. Samfundslitteratur Drucker, Johanna (2012). Humanistic Theory and Digital Scholarship. I: Debates in the Digital Humanities,

ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press Ehlers, Ulf-Daniel (2010). Moving from Control to Culture in Higher Education Quality. I: Changing Cultures

in Higher Education. Moving Ahead to Future Learning. Springer Fairclough, Norman (2005). Discourse Analysis in Organization Studies: The Case for Critical

Realism. I: Organization Studies, 26(6)

Fitzpatrick, Kathleen (2012). The Humanities, Done Digitally. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Flyvbjerg, Bent (2009). Samfundsvidenskab som virker- hvorfor samfundsforskningen fejler,

og hvordan man får den til at lykkes igen. Akademisk Forlag

Foucault, Michel (2006). Ordene og Tingene – en arkæologi om humanvidenskaberne, transl. Mogens

Chrom Jacobsen. DET lille FORLAG

Gadamer, Hans-Georg (2004). Sandhed og Metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Systime

Gold, Matthew K. (2012) The Digital Humanities Moment. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew

K. Gold. University of Minnesota Press


Sid

e71

Greetham, David (2012). The Resistance to Digital Humanities. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Hansen, Pelle G. og Hendricks, Vincent F. (2011). Oplysningens blinde vinkler. En åndselitær kritik af informationssamfundet.

Samfundslitteratur Hermann, Stefan (2008). Et diagnostisk landkort over kompetenceudvikling og læring – pejlinger og skitser.

3. udgave. Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag

Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise (2006). Diskursteori. I: Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag Kirschenbaum, Matthew (2012). What Is Digital Humanities and What’s It Doing in English Departments? I:

Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Kjørup, Søren (2006). Menneskevidenskaberne. Problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori, Roskilde Universitetsforlag

Kuhn, Thomas S. (1996). The Structure of Scientific Revolutions. The University of Chicago Press

Kristiansen, Bente (2010). Tekstproduktion og vidensproduktion. I: Dansk Universitetspædagogisk

Tidsskrift, nr. 9

Lauritzen, Pia (2008). Videnssamfundet – en illusion. I: Slagmark 52

Lévi-Strauss, Claude (1963). The Structural Study of Myth. I: Structural Anthropology. transl. Claire Jacobson og

Brooke Schoepf. Basic Books

Lima, Christian (2009). Kommunikation, organisation og ledelse. 2.udgave. Hans Reitzels Forlag

Livingstone, Sonia et al. (2008).Converging Traditions of Research on Media and Information Literacies:

Disciplinary, Critical and Methodological Issues. I: Coiro et al. (red). Handbook of

Research on New Literacies. Lawrence Erlbaum

Lukes, S. (2009). Moral Relativism. Profile Books Ltd.

Lyotard, J-F. (1996). Viden og det postmoderne samfund. Slagmarks Skyttegravsserie

Lyotard, Jean-Francis og

Thébaud, J.-L. (1985). Just Gaming. (Transl. W. Godzich). University of Minnesota Press Pannapacker, William (2012). Digital Humanities Triumphant? I: Debates in the Digital Humanities,

ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Rienecker, Lotte og Stray Jørgensen, Peter (2005). Den gode opgave – håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser.

Forlaget Samfundslitteratur Rousseau, Jean-Jacques (1998). The Social Contract. Wordsworth Editions Limited


Sid

e72

Scheinfeldt, Tom (2012). Sunset for Ideology, Sunrise for Methodology? I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Spiro, Lisa (2012). “This Is Why We Fight”. I: Debates in the Digital Humanities,

ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Säljö, Roger (2003). Menneskelig læring og udvikling i teoretisk perspektiv. I læring i praksis – et

sociokulturelt perspektiv. Hans Reitzel

Säljö, Roger (2003). Mediering og tænkning. I læring i praksis – et sociokulturelt perspektiv. Hans

Reitzel

Thisted, Jens (2011). Forskningsmetode i praksis. Projektorienteret videnskabsteori og forsknings-

metodik. Munksgaard Danmark

Torfing, Jacob (2004). Laclau og Mouffes poststrukturalistiske diskursteori: diskurs, praksis og metode,

Nordiske Udkast, 32(1)

Tredinnick, Luke (2006). Digital Information Contexts: Theoretical Approaches to Understanding Digital Information. Chandos Publishing (Oxford) Limited

Tredinnick, Luke (2007). Digital Information Culture. The Individual and Society in the Digital Age.

Tredinnick, Luke (2009). The analogue library in the digital world. Professional education and the changing face of librarianship. I: Dansk Biblioteksforskning årg. 5, nr. 2/3

Waltzer, Luke (2012). Digital Humanities and the “Ugly Stepchildren” of American Higher Education. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Wilkens, Matthew (2012). Canons, Close Reading, and the Evolution of Method. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold. University of Minnesota Press

Witmore, Michael (2012a). Text: A Massively Adressable Object. I: Debates in the Digital Humanities, ed.

Matthew K. Gold. University of Minnesota Press.

Witmore, Michael (2012b). The Ancestral Text. I: Debates in the Digital Humanities, ed. Matthew K. Gold.

University of Minnesota Press.


Sid

e73

Netversioner (alle henvisninger til netversioner er tjekket d.22. juli 2012)

Bang, Jørgen og Dalsgaard, Christian (2008). Digital Forskningsformidling – kommunikative potentialer ved at anvende web

2.0 til videnskonstruktion. I: læring & Medier(LOM) (1). Internet: http://forskningsnettet.dk/sites/forskningsnettet.dk/files/File/LOM/Digital_fors

kningsformidling.pdf

Barnet, Belinda og Tofts, Darren (2008). Too Dimensional: Literary and Technical Images of Potentiality in the History of

Hypertext. I: A Companion to Digital Literary Studies, ed. Susan Schreibman and Ray Siemens. Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-5-9&toc.depth=1&toc.id=ss1-5-9&brand=9781405148641_brand

DLS (2008). A Companion to Digital Literary Studies, ed. Susan Schreibman and Ray Siemens.

Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml

Dorch, Søren Bertil F (2010). e-Science og forskningsbibliotekerne. I:Revy 33 (3). Internet:

http://rauli.cbs.dk/index.php/revy/article/viewFile/2958/3037 Drucker, Johanna (2008). The Virtual Codex from Page Space to E-space. I: A Companion to Digital Literary

Studies, ed. Susan Schreibman and Ray Siemens. Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-5-5&toc.depth=1&toc.id=ss1-5-5&brand=9781405148641_brand

Gervais, Bertrand (2008). Is There a Text on This Screen? Reading in an Era of Hypertextuality. I: A

Companion to Digital Literary Studies, ed. Susan Schreibman and Ray Siemens. Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-5-3&toc.depth=1&toc.id=ss1-5-3&brand=9781405148641_brand

Lavagnino, John (2008). Digital and Analog Texts. I: A Companion to Digital Literary Studies, ed. Susan

Schreibman and Ray Siemens. Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-6-3&toc.depth=1&toc.id=ss1-6-3&brand=9781405148641_brand

Liu, Alan (2008). Imagining the New Media Encounter. I: A Companion to Digital Literary Studies,

ed. Susan Schreibman and Ray Siemens. Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-3-1&toc.depth=1&toc.id=ss1-3-1&brand=9781405148641_brand

Lund, Berit (2012). Find den rigtige e-bogslæser. Blog på internettet:

http://www.booksnob.dk/find-e-bogslaeser/ McCandles, David et. al. (2012). Rhetorical Fallacies. Errors and manipulations of rhetoric and logical thinking. I:

Information is Beautiful. Ideas, issues, knowledge, data – visualized! Internet: http://www.informationisbeautiful.net/visualizations/rhetological-fallacies/

http://forskningsnettet.dk/sites/forskningsnettet.dk/files/File/LOM/Digital_forskningsformidling.pdf

http://forskningsnettet.dk/sites/forskningsnettet.dk/files/File/LOM/Digital_forskningsformidling.pdf

http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-5-9&toc.depth=1&toc.id=ss1-5-9&brand=9781405148641_brand





http://rauli.cbs.dk/index.php/revy/article/viewFile/2958/3037













http://www.booksnob.dk/find-e-bogslaeser/

http://www.informationisbeautiful.net/visualizations/rhetological-fallacies/


Sid

e74

Minnesota University Press (2012). Leading Figures in the digital humanities explore the field’s rapid evolution. (book

overview). Internet: http://www.upress.umn.edu/book-division/books/debates-in-the-digital-humanities

Romary, Laurent (2010). Stabilizing knowledge through standards. A perspective for the humanities. I:

Going Digital: Evolutionary and Revolutionary Aspects of Digitalization, ed. Karl

Grandin. (2011) http://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/1011/1011.0519.pdf

Schäfer, Lothar (1997). In Search of Divine Reality: Science as a Source of Inspiration. University of

Arkansas Press. Internet: http://books.google.dk/books?id=iPePc6mplWkC&pg=PA183&lpg=PA183&dq=sc

hrodinger+paradox+cat&source=bl&ots=CcBeb2BDYk&sig=_1CW6RueRyt_WQWUvbsUyMbf6U8&hl=da&sa=X&ei=bqsOUMK1Meri4QTi64DgAw&ved=0CDcQ6AEwAQ#v=onepage&q=schrodinger%20paradox%20cat&f=false

Sinding Jensen, Jeppe (2003). Pascal Boyer: Den ganske historie om al religion (nogensinde). I:

Religionsvidenskabeligt Tidsskrift (RvT). (PDF). Internet:ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/rvt/article/download/1900/1699

Sinding Jensen, Jeppe (2009). Religion as the unintended product of brain functions in the ‘standard cognitive

science of religion model’. On Pascal Boyer, Religion explained (2001) and Ilkka Pyysäinen, How Religion Works (2003). I: Contemporary Theories of Religion: A Critical Companion. Taylor and Francis e-Library. Internet: http://books.google.dk/books?id=f4dLi6qSXTMC&pg=PA142&dq=breach+and+transfer+boyer&hl=da&sa=X&ei=Wb2aT9rhLIjMswbz6tTnDg&ved=0CDAQ6AEwAA#v=onepage&q=br

Skov, Knud W. (2008). Anvendelighed af epistemiske spil i narrative forløb – i en evangelisk luthersk formidlingskontekst. (specialeopgave). Internet: http://projekter.aau.dk/projekter/files/19177979/Speciale-Knud_W_Skov-20032794.pdf

u.forf. (2009) The Digital Humanities Manifesto 2.0. Internet:

http://www.humanitiesblast.com/manifesto/Manifesto_V2.pdf u.forf. (2011) Bloom’s Taxonomy. I: Learning-Teaching. Just another Edublogs.org site. Internet:

http://laurant.edublogs.org/2011/12/08/blooms-taxonomy/ u. forf. u.å. Bloom’s kognitive taksonomi. I: Blooms taksonomi. ed. Hans Reitzels Forlag.

Internet: http://organisation.academica.dk/blooms-taksonomi.html Vandendorpe, Christian (2008). Reading on Screen: The New Media Sphere. I: A Companion to

Digital Literary Studies, ed. Susan Schreibman and Ray Siemens. Blackwell. Internet: http://www.digitalhumanities.org/companion/view?docId=blackwell/9781405148641/9781405148641.xml&chunk.id=ss1-5-4&toc.depth=1&toc.id=ss1-5-4&brand=9781405148641_brand



http://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/1011/1011.0519.pdf










http://www.humanitiesblast.com/manifesto/Manifesto_V2.pdf

http://laurant.edublogs.org/2011/12/08/blooms-taxonomy/

http://organisation.academica.dk/blooms-taksonomi.html




indholdsfortegnelse - ivapure.iva.dk/files/34233900/speciale.pdf · media-theory in the humanistic...

Documents