EFTER LIBYEN -

HAR VI KASTRERET FN? FORSVARSAKADEMIET Institut for Strategi Stabskursus 2012-2013 Kaptajn Lars Stokholm Vejleder: Peter Viggo Jakobsen Antal ord: 14.031

Side 2

ABSTRACT

This thesis examines why states does not always act in agreement with the principles laid

out in the Responsibility to Protect (R2P) doctrine. In continuation of this, the thesis exam-

ines whether or not the United Nations, after the war in Libya, has played out its role as an

organization that promotes and facilitates corporation in the world.

The thesis concludes that states take an á la carte approach towards the United Nations.

As long as the organization is useful for their purposes they will recognize the use of the

United Nations. However it is clear that intervention or not is based on an assessment of

interaction between national interests, possibility for success and national support in a giv-

en context. If this assessment is weighty enough states will be willing to intervene, with or

without a United Nations mandate.

Where followers of the R2P doctrine saluted Libya as a textbook example of the doctrine in

use, Libya only represents a moment in time. A conflict where all the pieces of the puzzle

happened to fit right in there but as soon as the dust had settled, it was back to “business

as usual” which the case in Syria clearly demonstrates.

Side 3

RESUMÉ

Det arabiske forår i 2011 demonstrerede med al tydelighed, hvor svært det internationale

samfund har ved at blive enige i FN’s sikkerhedsråd. Efter svære forhandlinger omkring en

intervention i Libyen, opnåedes enighed om en resolution med udgangspunkt i en humani-

tær indsats og beskyttelse af civilbefolkningen.

Netop fordi interventionen i Libyen fremstår som en succes med et minimalt tab af menne-

skeliv på den udførende side, er det svært at forstå og ikke mindst forklare, hvorfor man

ikke blot kan gøre det samme i Syrien.

Formålet med dette speciale er, at opnå en forståelse for hvorfor stater, i lighed med inter-

ventionen i Libyen, ikke altid handler i overensstemmelse med eksempelvis Responsibility

to Protect (R2P) principperne og i forlængelse heraf undersøge, om FN har udspillet sin

rolle som samlende organ efter krigen i Libyen.

For at svare på ovenstående gennemføres en komparativ analyse af relevante aktører i et

realistisk verdenssyn. Der anvendes et antal nøglevariable i forskellige udfaldsrum, som er

indeholdt i to udvalgte cases, Libyen og Syrien.

Analysen har vist, at det i forhold til en intervention i Libyen står klart, at der ikke var nogen

vitale nationale interesser på spil for nogen af aktørerne. Med en oplagt sag i forhold til

R2P-principperne og en markant regional opbakning fra særligt den Arabiske Liga, blev

det svært for Rusland og Kina, at blokere en FN-resolution på Libyen. Dette faktum blev

yderligere forstærket af en risiko for, at de vestlige lande ville intervenere uden mandat,

fordi der i Libyen-casen var udsigt til en hurtig og definitiv succes.

Til forskel fra Libyen, er der i Syrien-casen nationale interesser af vital betydning på spil for

særligt Rusland, men også delvist Kina. Dette driver de to landes brug af deres vetoret i

FN’s Sikkerhedsråd. Fraværet af et egentligt pres fra regionale aktører om decideret ”hård”

aktion samt udsigt til en militær konfrontation af væsentlig hårdere karakter end tilfældet

var i Libyen, fjerner presset fra de to lande. På trods af en ligeså klar sag i henhold til R2P-

principperne, som tilfældet var i Libyen, bliver fraværet af nationale interesser, manglende

national opbakning og særligt dårlige udsigter til succes, de faktorer som afholder de vest-

lige lande for at presse på for en intervention med eller uden FN mandat.

Side 4

Opgaven konkluderer at staters nationale interesser ikke alene er afgørende for hvorvidt

der interveneres eller ej. Hvor der i begge cases er en oplagt sag i forhold til R2P-

principperne, så viser analysen i Syrien-casen vigtigheden af et relativt samspil mellem

øvrige faktorer. Rusland og Kina har større nationale interesser på spil, og de arbejder

derfor hårdt på at blokere for en intervention. De vestlige lande, som ikke har noget på

spil, afvejer sandsynligheden for succes og den nationale opbakning og lader disse fakto-

rer afgøre hvorvidt der skal presses på for en intervention. Hvis denne vurdering viser sig,

at indeholde eksempelvis store tab, langtrukken konflikt, store økonomiske omkostninger

og den nationale opbakning i øvrigt ikke presser på for at ”gøre” noget, så sker der ikke

noget.

Netop dén pointe understreges af Libyen-casen. I fraværet af nationale interesser, foretog

de vestlige lande en afvejning af de øvrige faktorer. Da denne vurdering viste, at det var

muligt at gennemføre en militær kampagne hurtigt og effektivt med regional opbakning og i

øvrigt med en fornuftig national opbakning, valgte man at intervenere.

Gennemgangen af de to cases understreger, at stater anlægger en á la carte tilgang til

FN. Så længe FN er brugbar i forhold til at opretholde status quo eller øge egen andel i en

given magtbalance, anerkender staterne brugen af organisationen. Men intervention eller

ej, er først og fremmest baseret på samspillet imellem individuelle nationale interesserer,

muligheden for succes og national opbakning i en given kontekst og hvis dette samspil

viser sig, at være tungtvejende nok, er man villig til at gå udenom FN.

Hvor tilhængere af R2P-principperne hyldede Libyen som tekstbogseksemplet på interven-

tion, hvor overgreb blev forhindret og liv blev reddet, så repræsenterer Libyen blot et øje-

bliksbillede i tid. En konflikt hvor alle brikkerne tilfældigvis passede sammen og da først

støvet havde lagt sig, var det ”business as usual”, som casen med Syrien også viser.

Side 5

INDHOLDSFORTEGNELSE

ABSTRACT ...................................................................................................................................................... 2

RESUMÉ .......................................................................................................................................................... 3

KAPITEL I ........................................................................................................................................................ 7

1.1. Indledning ............................................................................................................................................. 7

1.2. Problemstilling ..................................................................................................................................... 7

1.3. Formål og motivation .......................................................................................................................... 8

1.4. Problemanalyse ................................................................................................................................... 8

1.4.1. Problemformulering ................................................................................................................... 10

1.5. Teorivalg ............................................................................................................................................. 11

1.6. Metode ................................................................................................................................................ 13

1.7. Empiri .................................................................................................................................................. 14

1.7.1. Kildekritik ..................................................................................................................................... 14

1.8. Afgrænsning ....................................................................................................................................... 14

1.9. Kapitelinddeling ................................................................................................................................. 15

KAPITEL II ..................................................................................................................................................... 16

2.1. Realismens historie og antagelser ................................................................................................. 16

2.2. Identificering af nøglevariable ......................................................................................................... 17

2.2.1. Nationale interesser .................................................................................................................. 17

2.2.2. Oplagt sag ................................................................................................................................... 20

2.2.3. Succes ......................................................................................................................................... 22

2.2.4. National opbakning .................................................................................................................... 23

2.3. Sammenfatning og videre operationalisering ............................................................................... 24

KAPITEL III .................................................................................................................................................... 26

3.1. Libyen case baggrund ...................................................................................................................... 26

3.1.1. Nationale interesser .................................................................................................................. 26

3.1.2. Oplagt sag ................................................................................................................................... 30

3.1.3. Succes ......................................................................................................................................... 32

3.1.4. National opbakning .................................................................................................................... 35

3.1.5. Libyen delkonklusion ................................................................................................................. 39

3.2. Syrien case baggrund ...................................................................................................................... 41

Side 6

3.2.1. Nationale interesser .................................................................................................................. 42

3.2.2. Oplagt sag ................................................................................................................................... 45

3.2.3. Succes ......................................................................................................................................... 45

3.2.4. National opbakning .................................................................................................................... 49

3.2.5. Syrien delkonklusion ................................................................................................................. 51

KAPITEL IV .................................................................................................................................................... 54

4.1. Konklusion .......................................................................................................................................... 54

4.2. Perspektivering .................................................................................................................................. 55

LITTERATURLISTE ..................................................................................................................................... 57

BILAG 1 – Sammensætningen af den syriske opposition ...................................................................... 64

Side 7

KAPITEL I

1.1. Indledning Med selvantændelsen og efterfølgende død af en frustreret arbejdsløs grønthandler, leve-

redes katalysatoren til de største folkelige protester den arabiske verden endnu har været

vidne til. Den efterfølgende Jasminrevolution1 i Tunesien medførte krav fra befolkningen

om grundlæggende reformer, såvel politiske som sociale og økonomiske. Dette krav om

reformation bredte sig hurtigt fra Tunesien til store dele af den arabiske verden og blev

mødt med forskellige reaktioner fra regimerne i regionen. Hvor demonstrationerne i Tune-

sien ledte til en mere fredelig afgang af præsident Zine el-Abidine Ben Ali, var der eksem-

pler på lande, blandt andet Bahrain, Iran og Syrien, hvor demonstranterne blev mødt med

vold og undertrykkelse i et desperat forsøg fra de eksisterende regimer på at fastholde

magten.

Det arabiske forår i 2011 demonstrerede med al tydelighed hvor svært det internationale

samfund har ved at blive enige i FN’s sikkerhedsråd om en intervention mod sådanne re-

gimer. Efter svære forhandlinger omkring en intervention i Libyen opnåedes enighed om

en resolution 19732 med udgangspunkt i en humanitær indsats og beskyttelse af civilbe-

folkningen. Den efterfølgende tolkning af denne resolution har skabt uenighed selv inden-

for kredsen af de NATO lande, som deltog i krigsoperationerne i Libyen.3 Denne uenighed

i tolkningen af resolution 1973 anføres som medvirkende faktor til, at lande som eksem-

pelvis Rusland og Kina har sat sig imod forslag om at gøre noget ved overgrebene, der

finder sted i Syrien.

1.2. Problemstilling Selvom det ved første øjekast kunne se ud som om, at Libyen var et klassisk tilfælde af

humanitær intervention i overensstemmelse med principperne anført i Responsibility to

Protect4 (R2P), taler den efterfølgende uenighed i sikkerhedsrådet og manglende vilje til at

gennemføre en intervention i Syrien for, at Libyen måske i virkeligheden ikke var så enkel

1 Navnet Jasminrevolutionen er medieskabt og har baggrund i en række af navne, der har været anvendt til at beskrive lignende bevægelser i tidligere Sovjet- og Balkanstater i begyndelsen af det nye årtusinde. Ek-sempler på dette; den rosa revolution i Georgien, den orange i Ukraine, den tulipanfarvede i Kirgisistan med flere. 2 FN Resolution 1973, 17. marts 2011. 3 RUSI, “Accidental heroes, Britain, France and the Libya Operation”, Interim RUSI campaign report, sep-tember 2011 4 FN: “The responsibility to protect”, http://www.un.org/en/preventgenocide/adviser/responsibility.shtml

http://www.un.org/News/Press/docs/2011/sc10200.doc.htm#Resolutionhttp://www.un.org/en/preventgenocide/adviser/responsibility.shtml

Side 8

og ligetil. I begge tilfælde har det internationale samfund og regionale aktører udtalt sig

fordømmende i forhold til regimernes handlinger mod deres eget folk og talt om forbrydel-

ser mod menneskeheden. Men hvor det i Libyen tilfældet resulterede i en militær interven-

tion, har efterspillet medført et stemningsskifte blandt nogle af aktørerne i sikkerhedsrådet.

Spørgsmålet kunne derfor være om lande som England og Frankrigs ivrighed efter at en-

gagere sig i Libyen har sat FN’s mulighed for fremover at handle samlet i andre konflikter

over styr?

1.3. Formål og motivation Netop fordi interventionen i Libyen fremstår som en succes med et minimalt tab af menne-

skeliv på den udførende side, er det svært at forstå og ikke mindst forklare, hvorfor man

ikke blot kan gøre det samme i Syrien. Libyenkampagnen skabte en forventning hos ver-

dens befolkning om at ideen bag R2P-principperne, som beskrevet herunder, nu er den

nye norm.

“…it cannot be assumed that every State will always be able, or willing, to meet its respon-

sibilities to protect its own people and avoid harming its neighbors. And in those circum-

stances, the principles of collective security mean that some portion of those responsibili-

ties should be taken up by the international community, acting in accordance with the

Charter of the United Nations and the Universal Declaration of Human Rights”5

Formålet med dette speciale og dermed også forfatterens motivation, er derfor at opnå en

forståelse for hvorfor stater, i lighed med interventionen i Libyen, ikke altid handler i over-

ensstemmelse med eksempelvis R2P-principperne.

1.4. Problemanalyse Interventionen i Libyen markerede den første gang FN’s sikkerhedsråd gjorde brug af

R2P-principperne i forbindelse med en militær intervention.6 R2P har sørgelige rødder i

historien og er en udløber af de blodige konflikter der udspillede sig i halvfemserne som

her beskrevet:

5 United Nations, ”A more secure world: Our shared responsibility, Report of the High-level Panel on Threats, Challenges and Change”, United Nations Department of Public Information, 2004, s. 149. 6 R2P-principperne har været taget i brug flere gange. Eksempelvis i Darfur og Kenya og forsøgt brugt af Rusland til at skabe legitimitet omkring deres angreb på Georgien i 2008 samt Frankrig efter cyklonen i My-anmar. Libyen markerede dog første gang, at FN’s sikkerhedsråd eksplicit forbandt R2P med brugen af mili-tær magt i en resolution.

Side 9

"Hvis humanitær intervention er et uacceptabelt angreb på suverænitet, hvordan skal vi så

reagere på et Rwanda, på Srebrenica – på omfattende og systematiske krænkelser af

menneskerettigheder, der fornærmer ethvert forskrift om vores fælles menneskelighed?"7 Kofi Annan, 1999 – FN generalsekretær 1997-2006

Det er samtidig endnu et markant skridt i en transformation af det internationale systems

måde at anskue suverænitet og beskyttelse af befolkninger på. Et skridt der kan ses som

et normativt skifte væk fra den traditionelle Westphalske opfattelse af staters suverænitet,

men samtidig også en central konflikt imellem staters ret til suverænitet som angivet i arti-

kel 2 i FN pagten og så den overholdelse af menneskerettighederne som R2P-

principperne lægger op til.8

R2P består i hovedtræk af tre ben, hvor ansvar for forebyggelse eller forhindring af over-

greb mod civilbefolkninger placeres:9

• Statens eget ansvar for at beskytte sin egen befolkning. • Det internationale samfunds ansvar for at assistere stater i beskyttelsen af sin egen

befolkning. • Det internationale samfunds ansvar for at reagere hurtigt og resolut, såfremt en stat

ikke formår at beskytte sin egen befolkning.

En vigtig pointe i forhold til R2P er, at der ikke eksisterer en manual til, hvornår man kan

aktivere R2P-principperne. Dette bliver behandlet fra gang til gang og da principperne ikke

er specifikke i forhold til at diktere handlinger er de dermed også åbne for fortolkning.10

Samtidig skal det understreges, at brugen af militær magt i forhold til R2P ikke ses som

det primære magtinstrument, men at øvrige magtinstrumenter som eksempelvis diplomati

eller økonomiske sanktioner skal prioriteres før militær magt anvendes.

Det kan argumenteres for, at netop R2P er grunden til at der kun blev interveneret i Libyen

og ikke i Syrien, fordi nogle medlemmer af sikkerhedsrådet kort tid efter tiltrædelse af reso-

7 Uddrag af Kofi Annans tale til FN Generalforsamling d. 20. september 1999, http://www.globaleconomicgovernance.org/wp-content/uploads/challhumiv.htm 8 Powell, Catherine, ”Libya: A multilateral constitutional moment”, Georgetown public law and legal theory research paper no. 12-156, 2012, s. 2. 9 UN General Assembly, “Implementing the responsibility to protect - Report of the Secretary-General”, A/RES/63/677, 12. januar 2009. 10 http://www.responsibilitytoprotect.org/files/R2Pcs%20Frequently%20Asked%20Question.pdf

http://da.wikipedia.org/wiki/Rwandahttp://da.wikipedia.org/wiki/Srebrenica-massakrenhttp://da.wikipedia.org/wiki/Menneskerettighedernehttp://www.globaleconomicgovernance.org/wp-content/uploads/challhumiv.htmhttp://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/63/308&Lang=Ehttp://www.responsibilitytoprotect.org/files/R2Pcs%20Frequently%20Asked%20Question.pdf

Side 10

lution 1973, i særdeleshed Rusland og Kina, anførte at NATO overtrådte det givne man-

dat, (regimeskifte).11

Den afgørende forskel på om der handles eller ej er derimod ikke R2P og hvad der skete i

forbindelse med interventionen i Libyen. For selvom R2P-principperne i sin rene ordlyd

fremstår apolitisk, så vil de handlinger der skal foretages være politisk funderede. Det

kræver at der er stater eller aktører, der påpeger eventuelle overgreb og derefter påkalder

det internationale samfunds opmærksomhed på beskyttelse. Herved røres ved noget cen-

tralt, nemlig at det kun er i tilfælde af at de enkelte aktørers egne nationale interesser til-

godeses, at R2P fungerer efter hensigten. Byder man ind på denne præmis, er det meget

muligt at legitimitet i forhold til R2P er integreret i beslutningsprocessen, altså at princip-

perne i R2P anvendes til at italesætte en dagsorden, men det vil være forskellene på de

politiske, strategiske og økonomiske overvejelser hos aktørerne, som er afgørende for om

intervention foretages eller ej. I tilfældet Libyen var der tale om en koalition af stater med

en FN-resolution i baglommen og dermed legitimitet og opbakning fra det internationale

samfund12. På trods af, at legitimitet i form af en FN-resolution er at foretrække, findes der

eksempler på hvordan stater har ageret i overensstemmelse med egne nationale interes-

ser på baggrund af et meget omdiskuteret mandat (Irak 2003)13 eller oven i købet uden

noget mandat (Balkan 1999)14. Aktører har altså en tendens til at finde vej udenom FN

såfremt de nationale interesser er tungtvejende nok i forhold til risikoen.

1.4.1. Problemformulering Dette speciale tager sit udgangspunkt i emne nummer syv i specialekataloget for For-

svarsakademiets Stabskursus 2012-2013: ”Efter Libyen – Har vi kastreret FN?”

Under kritisk iagttagelse af uenigheden i tolkningen af FN resolution 1973 på Libyen, kun-

ne påstanden i dette speciale være, at netop fordi Libyen kampagnen burde have været

11 RUSI, “Accidental heroes, Britain, France and the Libya Operation”, Interim RUSI campaign report, sep-tember 2011 12 FN resolution 1973 på Libyen blev vedtaget i sikkerhedsrådet d. 17. marts 2011 med 10 lande for og fem lande der afstod fra at stemme, herunder Tyskland, Rusland, Kina, Brasilien og Indien. 13 Begrundelsen for invasionen og den efterfølgende besættelse var, at Iraks leder Saddam Hussein, ifølge USA, truede verdensfreden med et stadigt voksende våbenarsenal og atomvåben og at han hermed over-trådte FN resolution 1441. Ydermere mentes der at være forbindelser mellem terrornetværket al-Qaeda og Irak. I FN var der ikke flertal for en krig mod Irak, og den blev således gennemført uden FN-mandat, men med støtte fra Storbritannien, Australien og Polen. 14 Interventionen blev gennemført uden FN mandat på initiativ af USA og England, men med tilslutning af de øvrige NATO-lande, heriblandt Danmark.

Side 11

skoleeksemplet på en legitim militær intervention med baggrund i R2P-principperne, så

alligevel endte med at være endnu en kampagne, i en efterhånden lang række, hvor der

blev rejst tvivl om motiverne bag. Altså fordi vestlige lande, i nogle staters øjne, begik en

række fejl i forbindelse med kampagnen og derved ”skræmte” andre lande til at stemme

for den næste intervention (Syrien), samtidig forpassede muligheden for at promovere

R2P som koncept.

Men som problemanalysen også viser, kunne der måske tilbydes en bedre forklaringskraft

ved at undersøge det i problemanalysen fremkomne dilemma, nemlig om det snarere er

de enkelte aktørers egne nationale interesser, der afgør hvorvidt der interveneres eller ej.

Altså om politiske, strategiske og økonomiske forskelle bliver udslagsgivende snarere end

den mere idealistiske tilgang.

Hermed ledes frem til følgende problemformulering:

”Hvilken betydning vil indsatsen i Libyen få på FN’s rolle som samlende aktør i fremtidige

konflikter?”

1.5. Teorivalg Teorivalget indrammes af skolerne indenfor international politik og en indikation af, hvilket

perspektiv vil give den største forklaringskraft i forhold til den opstillede problemformule-

ring kan findes i problemanalysen. Her fremgår staters nationale interesser og humanitær

intervention som gennemgående temaer og vil derfor være væsentlig i forhold til valget af

teori. Derfor ville det ved første øjekast give mening at anvende Den Engelske Skole som

overordnet ramme for analysen, idet dette perspektiv har stor fokus på de universelle spil-

leregler, hvor særligt legitimiteten spiller en stor rolle.15 Problemet med Den Engelske Sko-

le i dette speciales perspektiv er, at den bygger på en gensidig afhængighed mellem stater

og dermed en erkendelse af fælles interesser. For at opnå dette benytter staterne regler

og institutioner til at fastlægge rammerne for international adfærd og har primært politiske

og diplomatiske midler i fokus.

Her kan særligt pointen om, at det er forskellene på de politiske, strategiske og økonomi-

ske overvejelser hos aktørerne, som er afgørende for om intervention foretages eller ej

være essentiel, selvom legitimitet i interventioner (R2P) godt nok er integreret i beslut-

15 Odgaard, Liselotte, ”Det internationale samfund”, IFS pensum

Side 12

ningsprocessen. Med vægten i dén grad lagt på nationale interesser, giver det mere me-

ning at fokusere på et valg af Realismen som den overordnede ramme for analysen frem

for Den Engelske Skole. Stater agerer i dette perspektiv i et anarkisk verdenssyn i over-

ensstemmelse med egne nationale interesser, bruger institutioner som FN og andre inter-

nationale organisationer til at fremme deres egne interesser og militær magt som trumf i

yderste konsekvens. En pointe der underbygges af eksemplerne med Irak 2003 og Balkan

1999 og ikke mindst Libyen og Syrien hvor FN i det ene tilfælde blev brugt som instrument

til at handle og i det andet som alibi for ikke at gøre noget.

Det kunne argumenteres for, at et perspektiv som neoliberal institutionalisme også ville

kunne tilbyde god forklaringskraft i forhold til problemstillingen.16 Et verdenssyn hvor stater

har en forventning om samarbejde og globalt fællesskab. Motiver som globale interesser,

absolutte fordele, retfærdighed, velfærd og frihed gør sig gældende og man bruger organi-

sationer som FN som en institutionel ramme til at diskutere uenigheder, finde kompromis-

ser samt som platform for deling af byrder. Dette skaber fordele i de situationer, hvor man

ønsker at handle samt fungerer som en effektiv indbinding af andre stormagter i form af

bindende mekanismer som traktater og institutioner, der griber ind i hinanden, fælles le-

delsesansvar og indbyrdes relationer.17

Den samme pointe kan bare også fremføres i et Realisme-perspektiv ved at sige, at man

bevarer og støtter dé internationale organisationer, som er effektive i forhold til at fremme

egne interesser. Ydermere underbygger Realismen i højere grad de empiriske eksempler,

hvor man på trods af en tvivlsom opbakning i FN, alligevel har valgt at intervenere og der-

med har sat egne interesser foran de globale og i nogle tilfælde foran legitimiteten.

Netop fordi rationalet i specialet er, at internationale organisationer bruges instrumentelt til

at fremme egne interesser, vil det ikke give øget forklaringskraft at differentiere i forhold til

afarter af Realismen. Alle grene af Realismen er ifølge Mearsheimer enige om det instru-

mentelle syn på internationale organisationer og ser dem som et epifænomen18 i forhold til

16 Ingemar, Simon, og Fast, Sabrina L., ”Verdenssamfundet”, IFS pensum 17 Paul, T.V. & Hall, J.A., “International order and the future of world politics”, Cambridge University Press 1999, s. 129-136. 18 Institutioner har ingen selvstændig betydning for adfærd når de er etableret, men fremstår som en reflek-sion af gældende magtforhold.

Side 13

gældende magtbalance.19 Det giver derfor ikke mening at gå dybere ind i Realismen, da

det ikke giver øget værdi i forhold til at kunne svare på problemformuleringen.

1.6. Metode Specialet gennemføres som en komparativ analyse af relevante aktører i en overordnet

teoretisk ramme baseret på et Realistisk verdenssyn. Målet er at finde forklaringskraft til

det stillede spørgsmål ved hjælp af argumenterede nøglevariable i de forskellige udfalds-

rum, som er indeholdt i to udvalgte cases, Libyen og Syrien. I forhold til valg af cases er

dette bundet op på problemformuleringen, der implicit omhandler Libyen. Libyen som case

er derfor et naturligt valg, mens Syrien vælges, dels fordi udfaldet i Syrien er ikke-

intervention, men også fordi det er en repræsentativ, aktuel konflikt, der har kørt i samme

tidsperiode som Libyen. Den valgte metode kan ses illustreret på figur 1.

Figur 1 – Metodeskitse

19 Mearsheimer, John J., ”A realist reply”, International security, Vol. 20, No. 1, 1995, s. 82

Side 14

1.7. Empiri Empirien i specialet er baseret udelukkende på åbne kilder i form af originale tekster, men

henset til især de to anvendte cases ”aktualitet” 20 vil empirien fra disse primært være ba-

seret på artikler fra videnskabelige tidsskrifter og internetkilder. For at kunne belyse rele-

vante aktører i forhold til den opstillede analyseramme, medtages disses nationale forhold

i det omfang det er relevant. Heri er inkluderet eksempelvis sikkerhedsstrategier og poli-

cies.

1.7.1. Kildekritik I forhold til anvendelse af primært kildemateriale i form af originale tekster vurderes værdi-

en af disse kilder som værende høj. Hvor primært kildemateriale ikke haves, anvendes

elementer fra andre forfatteres analyser og konklusioner. Det vil især gøre sig gældende

hvor officielle dokumenter som strategier anvendes i analysen. Her er der fare for at vær-

dien vil være lav, såfremt den anvendte del er taget ud af en større kontekst og dermed

tolkes forkert. Dette søges minimeret i specialet ved at bekræfte sammenhæng med andre

forfatteres analyser. Det samme gør sig gældende for anvendelsen af internetkilder.

Såvel nutidig som historisk empiri er søgt valideret før anvendelse. Indhentning af empiri

blev afsluttet 24. april 2013.

1.8. Afgrænsning I forhold til valg af relevante aktører har jeg valgt at have primær fokus på de fem perma-

nente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd i analyserammen. I forhold til fravalg af andre

stater end de fem permanente er dette foretaget i bevidstheden om, at disse stater, udover

at repræsentere hver deres ”lejre” i det internationale samfund, også er indehavere af ve-

toretten. Jævnfør artikel 27 i FN pagten21, der omhandler stemmeafgivning i FN’s sikker-

hedsråd, kræves der et flertal på ni stemmer, inklusiv stemmerne fra samtlige fem perma-

nente medlemmer. Dette betyder, at der ikke gives mandat til intervention medmindre dis-

se fem lande enten stemmer for eller afstår fra at stemme (og der så i øvrigt stadig er ni

stemmer for). Dette faktum gør, at der ikke tilbydes megen forklaringskraft ved at fokusere

på andre stater end de permanente som aktører i dette speciale. Ydermere varierer sam-

mensætningen af sikkerhedsrådet, og dermed hvilke aktører der i tid ville skulle fokuseres

20 Libyen 2011 samt Syrien 2011- 21 FN charteret, http://www.un.org/en/documents/charter/chapter5.shtml

http://www.un.org/en/documents/charter/chapter5.shtml

Side 15

på, idet fem af de ti ikke-permante medlemmer roteres hvert år.22 Dette betyder dog ikke,

at der vil optræde en slavisk gennemgang af de fem permanente medlemmer i hver case,

men udelukkende at de vil blive inddraget i det omfang, de har haft afgørende betydning i

en eventuel beslutning om intervention.

I forhold til at inddrage andre organisationer end FN som eksempelvis EU direkte i analy-

sen, så har jeg fravalgt dette, under hensyntagen til dels analysens omfang, men også

specialets stillede spørgsmål, som direkte adresserer FN som organisation. Det ændrer

dog ikke ved, at relevante organisationer som eksempelvis den Arabiske Liga, vil blive

inddraget hvor nødvendigt.

En tilførsel af flere cases til analysen end de valgte, Libyen og Syrien, vil i sagens natur

bibringe opgaven en højere grad af nuancering, men af hensyn til analysens omfang fra-

vælges dette og det vurderes at være uden væsentlig betydning i forhold til at besvare

specialets problemstilling.

1.9. Kapitelinddeling Kapitlerne i specialet beskrives kort herunder.

• Kapitel I indrammer og præciserer problemet. Her vælges den konkrete problem-

formulering og det beskrives, hvordan den efterfølgende behandles i specialet.

• Kapitel II præciserer den teoretiske tilgang og de nødvendige nøglevariabler identi-

ficeres og operationaliseres. Slutteligt opstilles en analyseramme for det videre ar-

bejde.

• Kapitel III er selve analysen, hvor det stillede spørgsmål søges besvaret ved gen-

nemløb af analyserammen i henhold til den valgte metode.

• Kapitel IV indledes med specialets konklusion efterfulgt af en perspektivering.

22 Da resolution 1973 på Libyen blev vedtaget var de ti ikke-permanente medlemmer: Gabon, Nigeria, Liba-non, Brasilien, Bosnien-Herzegovina, Sydafrika, Indien, Columbia, Tyskland og Portugal.

Side 16

KAPITEL II Kapitlets formål er først at give en kort, præcis gennemgang af centrale begreber i Rea-

lismen. Derefter identificeres de relevante nøglevariable, og der afsluttes med at opstille

en analyseramme til brug i kapitel III.

2.1. Realismens historie og antagelser

”The primary motives behind diplomatic and belligerent behaviors are “fear, honor, and

interest.”23 Thukydid, ca. 460 – 395 f.Kr.

Således erkendte den græske historiker og general Thukydid, at international politik var

styret af magt og snævre nationale interesser, der nødvendigvis måtte støde sammen på

en sådan måde, at konflikt og krig mellem stater ikke kunne undgås24.

Denne fokusering fra Realismen på egne interesser, betyder også, at eksempelvis interna-

tionale organisationer i statens optik kun tillægges værdi, såfremt det tjener statens inte-

resse. En pointe der understreges af Mearsheimer:

“For realists, institutions reflect state calculations of self-interest based primarily on con-

cerns about relative power; as a result, institutional outcomes invariably reflect the balance

of power.”25

Institutioner har altså ifølge Mearsheimer ingen nævneværdig uafhængig effekt på staters

ageren, men det anerkendes, at stormagter undertiden finder institutioner, særligt allian-

cer, brugbare i forhold til at opretholde eller forøge deres egen andel i magtbalancen. Et

eksempel herpå kunne være USA og dets allieredes brug af NATO til at balancere USSR

under den kolde krig.

Med Realismens basale komponenter som anarki, selvhjælp, stater i centrum og ikke

mindst militær magt som trumf, vil argumentet for at anvende Realismen som udgangs-

punkt for analyser i konfliktscenarier altså give god mening. I forhold til dette speciales

analyse er det de før nævnte grundsten i Realismen kombineret med pointen omkring sta-

23 Gray, Colin S., “The 21st century security environment and the future of war”, IFS pensum, s. 1. 24 Realisme, http://www.samfundsfag.com/index.php?option=com_content&view=article&id=227&Itemid=317 25 Mearsheimer, John J., ”A realist reply”, International security, Vol. 20, No. 1 1995, s. 82

http://www.samfundsfag.com/index.php?option=com_content&view=article&id=227&Itemid=317

Side 17

ters brug af institutioner, der gør sig gældende. Med fokus på disse parametre fremstår

Realismens antagelser derfor i min opfattelse som valide og vil i en kombination med de

begreber som gennemgås i efterfølgende afsnit medvirke til at udbrede den analyse, der

søger at besvare dette speciales stillede spørgsmål.

2.2. Identificering af nøglevariable I dette afsnit identificeres centrale faktorer i form af et antal operationaliserede variable,

der sammenkoblet med det valgte teoriapparat vil kunne indfange det essentielle i specia-

lets problemstilling og dermed opnå en sammenhæng og skabe forklaringskraft.

Med det anlagte Realistiske perspektiv i mente, vil det være aktørernes nationale interes-

ser, som vil være centrale i forhold til om der interveneres eller ej. Når historien alligevel

peger på tilfælde, hvor der har været interveneret på trods af fraværet af nationale interes-

ser ved nogen af aktørerne, indikerer dette, at der er behov for at identificere andre fakto-

rer, som har haft afgørende betydning i forhold til en beslutning om intervention eller ikke-

intervention.

Med udgangspunkt i empiri og litteratur fra tidligere interventioner samt den eksisterende

debat omkring intervention i Libyen og ikke-intervention i Syrien, udvælges fire variable,

der har været udslagsgivende i forhold til intervention eller ej: 26

1. Nationale interesser

2. Oplagt sag

3. Succes

4. National opbakning

2.2.1. Nationale interesser Som allerede indikeret med citatet af Thukydid anføres det, at nationale interesser, hvad

enten de er strategiske, økonomiske eller ideologiske, er udslagsgivende faktorer i forhold

til, om der skal interveneres eller ej.

Det er derfor ikke overraskende, at samtlige interventioner der har været udført efter af-

slutningen på den kolde krig har affødt diskussioner om, hvorvidt stater har interveneret for

egen vindings skyld27 eller af mere idealistiske eller humanitære årsager.28 26 Jakobsen, P.V., “National interest, humanitarianism or CNN: What triggers UN peace enforcement after the cold war”, Journal of peace research, vol. 33, no. 2., 1996, s. 206.

Side 18

Grundlæggende udspringer nationale interesser af den konkurrence, der opstår mellem

stater i forhold til magtbalancen. Stater bekymrer sig om deres egen status relativt til andre

stater og denne bekymring former statens førte politik. Staters nationale interesser er altså

hvad stater selv ser dem som værende i den givne situation, og de afhænger af kontek-

sten, indre og ydre afhængigheder samt de muligheder, som det giver den individuelle stat

for at øge sin velstand og sikkerhed. Det er her vigtigt at understrege, at selvom alle stater

søger magten, så betyder det ikke, at de automatisk også søger at magtmaksimere. Ek-

sempelvis er det ikke alle stater, der ønsker atomvåben.29 Ydermere så på trods af en pri-

oritering af sikkerhed og overlevelse i forhold til nationale interesser, betyder det ikke, at

stater altid søger at maksimere sikkerheden på bekostning af andre givtige mål. Stater vil

derimod forfølge et varieret udvalg af interesser og pointen er at definere de nationale inte-

resser. Dette gør statsmanden ved at kigge ud i verden, orientere sig og efterfølgende

agere på de muligheder og begrænsninger, der opstår i det internationale samfund.30

Netop denne pointe giver et hint til, hvordan nationale interesser kan finde praktisk anven-

delse som analysevariabel. Ved at have fokus på hvad stater siger de vil gøre i form af

eksempelvis policies, taler og strategier og ikke mindst, hvad de så rent faktisk gør (gjor-

de), opnås forklaringskraft i forhold til hvordan de enkelte aktører ser dem selv i de givne

situationer, i dette speciales tilfælde i Libyen og Syrien-casen.

Denne tilgang er dog subjektiv og vurderes ikke som fuldt tilstrækkeligt til at skabe forkla-

ringskraft i en analyseramme. Her vil det være nødvendigt at også skabe en objektiv di-

mension af begrebet nationale interesser, da analysen ellers vil være isoleret til enkelt-

hændelser i tid og rum og derfor ikke vil kunne sige noget entydigt i forhold til en generel

tendens til, hvorvidt stater intervenerer eller ej baseret på nationale interesser.

Med Realismens fokus på det anarkiske system og den enkelte stats syn på statens over-

levelse og velfærd definerede Morgenthau to typer af nationale interesser, de primære

27 Våbensalg, olie etc. 28 Jakobsen, P.V., “National interest, humanitarianism or CNN: What triggers UN peace enforcement after the cold war”, Journal of peace research, vol. 33, no. 2., 1996, s. 206. 29 Paul, T.V. & Hall, J.A., “International order and the future of world politics”, Cambridge University Press 1999, s. 21. 30 Ibid.

Side 19

(vitale) og de sekundære31. De første omhandler en stats fysiske, politiske og kulturelle

identitet samt overlevelse/sikkerhed af staten, mens de næste er sværere at definere. Ty-

pisk vil de falde udenfor den første kategori og dermed ikke repræsentere en trussel mod

statens suverænitet, men muligheden for at de ”vokser” eksisterer i statsmandens opfat-

telse af dem som trussel, og dermed kan de potentielt opfattes som vitale. Grunden til at

de er så svære at rubricere er netop fordi de opfattes forskelligt afhængigt af hvordan og af

hvem de tolkes. Forskellige grupper, eksempelvis de økonomiske og forretningsprægede,

efterretnings- og sikkerhedsprægede miljøer og militæret vil alle vurdere nationale interes-

ser på forskellige måder, og billedet bliver kun yderligere ”mudret”, når offentlige og private

interesser har sammenfald.

Morgenthau skelner yderligere mellem midlertidige og varige samt specifikke og generelle

interesser. Varige interesser ses som værende konstante over en længere periode, mens

midlertidige kan være, hvad en statsmand eksempelvis opfatter som værende nationale

interesser i en given periode. Generelle interesser er dem, som en stat applikerer på et

større geografisk område, et større antal af nationer eller på flere specifikke områder,

mens specifikke interesser er snævert defineret i tid og rum og kan ses som udsprunget af

generelle interesser.

Det er altså interessant at identificere både hvilke nationale interesser, der har været på

spil for de enkelte aktører i de anvendte cases, men også i hvor højt på skalaen den opfat-

tede trussel mod en specifik national interesse har været vurderet til på det givne sted i tid

og rum. Der er for eksempel ingen tvivl om, at trusler direkte mod staten selv vurderes

meget højt32 (eksistentielle), mens trusler mod en stats adgang til ressourcer eller ad-

gangsveje til samme vurderes højt33 (strategiske). Derimod vil trusler mod eksempelvis

nabolande eller lande i samme region (stabiliserende) vurderes som middel, så længe de

ikke får indflydelse på regional magtbalance eller statens egen sikkerhed og slutteligt vur-

deres eksempelvis moralske og ideologiske interesser lavt34 (ideologiske).

31 Rosenau, J.N., “National interest”, International encyclopedia of the social sciences, Vol. 11, New York, 1968, s. 24-25 32 Angrebet på WTC og Pentagon i 2001 og efterfølgende operation Enduring Freedom i Afghanistan. 33 Indgrebet mod Saddam Hussein i Kuwait 1990 34 Fraværet af indgreb i Rwanda 1995

Side 20

Staters vilje til at intervenere, afhænger altså af de typer af nationale interesser som trues.

Trusler mod f.eks. en stats adgang til ressourcer vil altså have afgørende indflydelse i for-

hold til, om en stat er villig til at tage chancer og risikere tab i en eventuel intervention,

mens trusler imod udelukkende ideologiske interesser ikke i sig selv vil kunne udløse en

beslutning om intervention, men vil skulle bakkes op af eventuelle andre faktorer.

I forhold til at identificere og værdisætte nationale interesser i en analyseramme vælger

jeg, at dele disse op i de fire typer af trusler som beskrevet i det foregående: eksistentielle,

strategiske, stabiliserende samt ideologiske, hvor eksistentielle trusler ses som havende

den højeste værdi og så fremdeles. I denne ramme ville eksempelvis den irakiske invasion

af Kuwait i 1990 være en trussel mod en amerikansk strategisk interesse, idet Kuwait var

en vigtig forsyningskilde af en strategisk ressource (olie) i amerikansk perspektiv, og der-

med ville denne trussel slå ud som høj, for så vidt angår denne variabel. Omvendt ville et

overgreb på civilbefolkningen i et mindre afrikansk land, hvor USA ikke havde andre inte-

resser end de rent ideologiske i humanitær forstand, slå lavt ud på skalaen for denne vari-

abel.

2.2.2. Oplagt sag Afslutningen af den kolde krig afstedkom en forøgelse af FN-støttede militære interventio-

ner, der blandt andet producerede massive samlinger af flygtninge.35 Begyndende med

Golfkrigen og skabelsen af ”safe havens” i det nordlige Irak til beskyttelse af Kurdiske

flygtninge mod Saddam Hussein og op igennem halvfemserne med eksempelvis Somalia,

Haiti, Bosnien og Rwanda. Alle havde de det tilfælles, at det internationale samfund, igen-

nem FN, påtog sig en militær rolle i den stat, som producerede flygtninge. Disse interven-

tioner indledte samtidig begyndelsen til en accept i det internationale samfund af, at en

overtrædelse af menneskerettighederne nu udgjorde tilstrækkeligt grundlag for at autorise-

re FN operationer. Denne udvikling ledte, som diskuteret i kapitel I, frem til R2P-

principperne. Det er her vigtigt at skelne mellem humanitær intervention, som den blev

tolket i halvfemserne og så principperne i R2P, idet der er væsensforskelle. Humanitær

intervention handler om reaktion, hvor R2P primært sigter mod forebyggelse. Hvor huma-

nitær intervention direkte adresser brugen af militær magt af en stat(er) mod en modvillig

35 Mills, K., “UN sanctioned military intervention in internal conflicts that produced large refugee populations”, The American University, Cairo, Egypt, 1998, s. 2.

Side 21

stat, så har diplomati og økonomiske sanktioner prioritet før militær magt anvendes under

R2P-principperne.

Ydermere så hvor R2P har rod i ”just war”36 begrebet og dækker en bredere vifte af aktø-

rer, så fokuserer humanitær intervention udelukkende på de aktører, som er villige og rede

til at anvende militær magt og samtidig accepterer, at anvendelsen kan finde sted uden

eksempelvis en FN resolution.37

I forhold til om der i de anvendte cases er en oplagt sag eller ej, må der tages udgangs-

punkt i den accept i det internationale samfund af, at en overtrædelse af menneskerettig-

hederne nu udgør tilstrækkeligt grundlag til en eventuel intervention. Hvilke faktorer er det

der gør en sag oplagt til en FN-intervention? Her er det i sagens natur oplagt at tage ud-

gangspunkt i R2P-principperne, nemlig statens eget ansvar for at beskytte sin egen be-

folkning, det internationale samfunds ansvar for at assistere stater i beskyttelsen af sin

egen befolkning samt ansvar for at reagere hurtigt og resolut, såfremt en stat ikke formår

at beskytte sin egen befolkning.

For at kunne måle denne variabel er det nødvendigt at identificere en akut trussel om sy-

stematisk overgreb på menneskerettigheder eller folkemord, som en given stat enten selv

udfører eller ikke ser sig i stand til at standse eller forhindre i henhold til R2P-principperne.

Denne trussel og dermed afgørelsen af, hvorvidt sagen er oplagt eller ej, kan findes i ek-

sempelvis FN-resolutioner, rapporter med objektive vurderinger fra institutioner som FN

selv eller NGO’er, men også medierne spiller en essentiel rolle, idet billeder på forsiden af

aviserne og særligt levende billeder på CNN af massegrave i Srebrenica eller døde børn

og voksne med afhuggede lemmer langs vejkanten i Rwanda efterlader ingen i tvivl om, at

her er en oplagt sag. Det kan illustreres på følgende måde:

36 Begrebet har sit oprindelige udgangspunkt i Jesus Bjergprædiken, hvori han bl.a. siger: ”Salige er freds-stifterne, thi de skal kaldes Guds børn.” ”Just war” stammer fra den højmiddelalderlige filosof og teolog Tho-mas Aquintas (1225-74) der i sin bog ”Summa theologica”, opstillede tre betingelser for retfærdig krig:1) Krig skal erklæres af den retsmæssige øvrighed. 2) Der må forelægge en retfærdig grund herfor og 3) Den skal føres på ret måde (jus in bello), fordi ens modstander kæmper for synd. http://www.fredsakademiet.dk/ 37 Adams S., “Libya and the responsibility to protect”, Global Centre for the Responsibility to Protect, Occa-sional Paper Series No. 3, October 2012, s. 11.

http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/bord/b229.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/pord/p4.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/pord/p4.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/ford/f137.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/kord/k71.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/oeord/oe14.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/rord/r92.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/jord/j12.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/ordbog/jord/j12.htmhttp://www.fredsakademiet.dk/

Side 22

Figur 2 – Procesbeskrivelse ”oplagt sag”38

2.2.3. Succes Med succes menes i hvor høj grad det er muligt at gennemføre en eventuel intervention og

have opbakning til det fra eksempelvis nabolande og/eller regionale magter/organisationer.

Forskubber det magtbalancen og vigtigst af alt til hvilken pris.

Det vil som udgangspunkt være svært at finde nogle aktører, der vil stemme for en inter-

vention, hvis den ser ud til at ville gå dårligt. I den henseende er der to væsentlige overve-

jelser, der skal tages i betragtning, nemlig de politiske og de militære.

De militære overvejelser vil typisk gå på den succesfulde praktiske gennemførsel af en

militær intervention under hensyntagen til en acceptabel pris i politisk udstukne rammer.

Succes afhænger her af mange faktorer som eksempelvis det fysiske terræn, der skal in-

terveneres i, styrken af de militære enheder der i givet fald skal bekæmpes, rules of enga-

gement, hvilke strategiske mål der skal nås med mere.

For så vidt angår de politiske overvejelser om intervention eller ej ligger fokus på hvad

formålet med indgrebet er, og i hvor høj grad tab kan accepteres. Her dukker ”just war”

princippet op igen, idet en stat i de politiske overvejelser er nødt til at tage højde for de

principper om proportionalitet og legitimitet, som er indbygget heri. Den anden og vigtigste

overvejelse går på antallet af forventede tab. Den acceptable pris, som fremført under de

militære overvejelser, er en direkte afledt funktion af det antal tab, som en stat vurderer

dets befolkning vil kunne acceptere i en given intervention.39

Derfor vil forklaringskraft til denne variabel opnås ved at analysere på militær slagkraft,

geografi, eventuelle regionale implikationer med nabolande eller organisationer, etni- 38 Inspiration til figuren er fundet i: Hasler, S., ”Explaining humanitarian intervention in Libya and non-intervention in Syria”, Naval postgraduate scholl, Monterey, California, 2012, s. 34. 39 Jakobsen, P.V., “National interest, humanitarianism or CNN: What triggers UN peace enforcement after the cold war”, Journal of peace research, vol. 33, no. 2., 1996, s. 207.

Side 23

ske/religiøse udslagsgivende faktorer samt politiske tilstande i landet, som indgår i casen.

Dette ender ud i en værdi gående fra lav over middel til høj i forhold til udsigten til en suc-

cesfuld intervention baseret på en vurdering af ovenstående parametre.

2.2.4. National opbakning En vigtig faktor i forbindelse med intervention eller ej fokuserer på, hvorvidt der er national

opbakning bag en eventuel beslutning. Almindelig sund fornuft siger, at det er de færreste

folkevalgte politikere, der går imod deres befolknings ønsker og beslutter sig for at deltage

i noget, der i udgangspunktet ikke er opbakning til. Jakobsen fremfører, at det i tiden efter

den kolde krig er blevet sværere og sværere at opnå og fastholde national opbakning til

interventioner, fordi meget få konflikter ses af de involverede befolkninger som en direkte

trussel, mest fordi de foregår geografisk langt væk.40 Intervention bliver derfor et spørgs-

mål om valg mere end nødvendighed og derfor bliver kravet om legitimitet så meget desto

større end det var tilfældet under den kolde krig, hvor alt kunne relateres til truslen fra ”den

store bjørn i øst”. Denne udvikling har medført eksempler på italesættelse af trusler (Irak

2003) og nye tilgange som ”leading from behind”41 (Libyen 2011) for opnå befolkningens

opbakning til interventioner. Og hvorfor så dette behov for italesættelse for at opnå opbak-

ning kan man med rette spørge?

Som udgangspunkt må det logisk antages, at folkevalgte politikere gerne vil blive siddende

på deres poster så længe som muligt og derfor har behov for opbakning, idet opbakning er

lig med stemmer. Og her er der behov for en yderligere nuancering, idet begrebet national

opbakning består af mere end blot den folkelige opbakning, som den måles i meningsmå-

linger. Statsmanden modtager input fra flere andre nationale kilder i forhold til at opnå støt-

te til den førte politik. Så udover den folkelige opbakning i form af meningsmålinger kan

det være nødvendigt at se på udslagsgivende politiske partier og regeringsmedlemmer,

NGO og interessegrupper samt militæret.

National opbaknings indflydelse på statsmandens villighed til at intervenere kan desuden

ses i forskellige perspektiver. Eksempelvis kan det opmuntre statsmanden til at intervene-

40 Ibid., s. 206. 41 Det er ikke præsident Obama eller nogen i hans administration der har opfundet ”leading from behind”. I øvrigt har de heller aldrig anvendt ordene til at beskrive deres udenrigspolitik, i Libyen eller andre steder. Udtrykket er medieskabt og kommer fra en artikel i The New Yorker i 2011, der omhandler hvordan det ara-biske forår og NATOs aktion i Libyen har influeret Obamas tilgang til udenrigspolitik.

Side 24

re i en given situation i håbet om at opnå en større folkelig opbakning, som Margaret That-

cher gjorde det med Falklandskrigen i 198242, mens det også kan virke som en stopklods

for en statsmand, der ser megen fornuft i en intervention, men ikke har den fornødne op-

bakning, som eksemplet var med den sene amerikanske indgang og deltagelse i 2. ver-

denskrig43.

Altså kan det anføres, at en lav grad af national opbakning kan forhindre statsmanden i at

intervenere på trods af et ønske herom. Modsat vil en høj grad af national opbakning selv-

følgelig vil åbne op for muligheden for intervention, måske oven i købet presse på for en

intervention, som statsmanden ikke er interesseret i.

Det vil primært være meningsmålinger, der vil levere forklaringskraft til denne variable,

men også empiri, der indikerer at eksempelvis stærke kræfter internt i en regering eller

interessegrupper, kan have haft indflydelse i beslutningsprocessen.

I forhold til måling af denne variabel, vil den gradueres som lav, middel og høj baseret på

en vurdering af de fundne data i analysen.

2.3. Sammenfatning og videre operationalisering Ovenstående gennemgang af teorien og identificering samt operationalisering af nøgleva-

riable, giver fundament for dette afsnits primære formål; nemlig at sammenholde teori med

specialet. Med udgangspunkt i de opstillede variable, er formålet at skabe en forståelse

mellem teori og disse og dermed skabe den analyseramme, som er nødvendig for en ope-

rationalisering af specialet og dermed det videre arbejde. Som gennemgangen også indi-

kerer, er der sammenhænge indbyrdes i de valgte variabler og disse vil også blive afspej-

let i gennemløbet af analyserammen i kapitel III.

Samlet set indgår de fire nøglevariable i en fælles analyseramme, som vist i tabel 1.

42 Jenkins, S., “How Margaret Thatcher's Falklands gamble paid off - The prime minister's decision to go to war in 1982, with her government on the brink of collapse, changed everything”, The Guardian, 9. April 2013. 43 En meningsmåling fra 1939 viste at 94 % af den amerikanske befolkning ikke ønskede amerikansk delta-gelse i krigen. http://www.thehistoryconnection.com/America-In-World-War-2.html

http://www.thehistoryconnection.com/America-In-World-War-2.html

Side 25

Aktører - Intervention Aktører - Ikke-intervention

Nationale interesser

Oplagt sag

Succes

National opbakning

Tabel 1: Analyseramme

Formålet med analysen bliver herefter, med udgangspunkt i de valgte cases, at fastlægge

hvorvidt de enkelte variable optræder for en given aktør i den enkelte case samt i hvor høj

grad den er til stede. Altså kan man for én aktør finde en høj grad af national interesse, en

oplagt sag, relativ stor mulighed for succes og tilstedeværelse af en national opbakning,

taler dette for intervention, mens en lav grad af national interesse, en ikke så oplagt sag,

lav grad af succes og manglende national opbakning taler for ikke-intervention. Det inte-

ressante bliver samtidig nuancerne ind i mellem. Altså hvorvidt der vil findes eksempler på

aktører, der på trods af et lavt udfald på en af variablerne, alligevel vælger at intervenere,

fordi hensynet til en anden variabel i en given situation vejer højere. Dette ville underbygge

argumentet om, at FN-systemet finder anvendelse i det omfang, stater finder det nødven-

digt.

Side 26

KAPITEL III Kapitlets formål er at anvende den i kapitel II opstillede analyseramme på to cases, Libyen

og Syrien. De to analyser munder ud i hver sin delkonklusion og leverer hver for sig forkla-

ringskraft til det i specialet stillede spørgsmål.

3.1. Libyen case baggrund Med udspring i det arabiske forår menes det libyske oprør at have begyndt i Benghazi d.

15. februar 2011 hvor demonstranter protesterede foran byens politihovedkvarter mod

fængslingen af en menneskerettighedsaktivist. Herfra eskaleredes volden med hastige

skridt og oprøret spredte sig til andre dele af landet. Oprørsstyrkerne etablerede i forløbet

en provisorisk regering kaldet ”National Transitional Council” (NTC). D. 22. februar gav

landets leder, Moammar Gadaffi i en tale på nationalt TV, ordre til sit militær om at knuse

oprøret.44 Dette medførte brug af kampvogne, fly og artilleri til at nedkæmpe oprørsstyr-

kerne. Denne offensiv af Gadaffi loyale styrker tvang oprørsstyrkerne tilbage mod

Benghazi, hvor situationen medførte, at FN’s sikkerhedsråd enstemmigt godkendte resolu-

tion 1970 af d. 26. februar. Denne resolution fordømte brugen af dødelig magt fra Gadaffi-

regimets side og indførte desuden en række af internationale sanktioner mod styret. Efter-

følgende vedtog FN’s sikkerhedsråd resolution 1973 af d. 17. marts med 10 stemmer for

og fem der afstod fra at stemme. En resolution, som åbnede op for militær indgriben og

gav tilladelse til implementering af en no-fly zone over Libyen samt tilladelse til at bruge

alle nødvendige midler for at beskytte civilbefolkningen. Blot to dage efter faldt de første

bomber over Libyen kastet fra koalitionens fly. NATO overtog kommandoen fra en ameri-

kansk-britisk-fransk ledet koalition d. 31. marts under navnet Unified Protector, og denne

mission kørte helt frem til byen Sirtes fald og Gadaffis død d. 20. oktober. Med Gadaffi bor-

te syntes truslen om overgreb mod befolkningen at være aftaget, og NTC kunne d. 22.

oktober erklære Libyen frit. FN ophævede resolution 1973 per 31. oktober 2011 og dette

afsluttede den militære del af interventionen i Libyen.

3.1.1. Nationale interesser I dette afsnit søges i empirien efter de fire typer af trusler mod nationale interesser, som

beskrevet i kap. 2.2.1. og om, hvorvidt de var til stede i Libyen-casen for hver af de udvalg-

te aktører. 44 Vira V., Cordesman A.H., “The Libyan uprising: an uncertain trajectory”, Center for strategic and interna-tional studies, Burke Chair in strategy, 2011, s. 10.

Side 27

USA For så vidt angår eksistentielle og strategiske trusler mod amerikanske nationale interes-

ser i Libyen, er der en udpræget enighed om fraværet af disse.45 Spørgsmålet om, hvem

der styrer Libyen, ansås ikke som vitalt og størstedelen af den libyske olie sælges til lande

i Europa.46

Derimod var der ideologiske trusler i samme øjeblik Gadaffi truede med at gå fra hus til

hus og dræbe oprørerne som rotter. Dette blev også indikeret af præsident Obama i hans

tale på det amerikanske forsvarsakademi, hvor han udtalte, at han ikke ønskede en gen-

tagelse af Rwanda med et USA på sidelinjen, mens uhyrlighederne fandt sted, blot fordi

der ikke var en trussel mod USA’s strategiske interesser. Og på den anden side gjorde

han det også klart, at USA ikke ønskede at tage ejerskab på missionen, som man havde

gjort i Irak, fordi truslen mod de nationale interesser ikke var tilstrækkelig stor.47

Der kan endvidere argumenteres for, at der var en reel trussel imod stabiliteten i regionen,

som på sigt ville kunne true amerikanske interesser:

“Moreover, America has an important strategic interest in preventing Qaddafi from over-

running those who oppose him. A massacre would have driven thousands of additional

refugees across Libya’s borders, putting enormous strains on the peaceful –- yet fragile -–

transitions in Egypt and Tunisia.”48

Der var altså med trusler mod ideologiske interesser og på langt sigt mulige trusler mod

interesser i Europa. Det vurderes dog, at der samlet set i Libyen-casen var en lav grad af

trusler mod amerikanske nationale interesser.

45 Murdock C.A., Smith B., “The Libyan intervention: a study in U.S. Grand Strategy”, Center for Strategic and international Studies, Global Forecast 2011 samt Kissinger H.A., Baker III J.A.,”The grounds for U.S. intervention”, The Washington Post, 10. april 2011. 46 Ibid. 47 The White House: ” Remarks by the President in Address to the Nation on Libya”, http://www.whitehouse.gov/the-press-office/2011/03/28/remarks-president-address-nation-libya, hentet d. 23 april 2013. 48 Ibid.

http://www.whitehouse.gov/the-press-office/2011/03/28/remarks-president-address-nation-libya

Side 28

Storbritannien I udgangspunktet var der hverken eksistentielle eller strategiske trusler mod britiske natio-

nale interesser i Libyen.49 Den britiske regering retfærdigjorde det britiske engagement i

Libyen med argumentet om, at man ville undgå et blodbad i stil med Bosnien og Rwanda;

altså en trussel mod de britiske ideologiske interesser. Det blev også fremført, at hvis ikke

Libyen sagen blev håndteret, ville der på sigt være en mulighed for, at Libyen ville blive en

kilde til ustabilitet i regionen med efterfølgende eksport af flygtninge til det europæiske

kontinent.50 Sidstnævnte argument blev dog ikke betragtet som særlig tungtvejende, idet

Storbritannien ikke er en del af Schengen-samarbejdet og derfor ikke ville se den samme

ukontrollerede strøm af flygtninge, som eksempelvis Frankrig.51

Premierminister Cameron udtalte ved flere lejligheder52, 53, 54, at han ikke ønskede en gen-

tagelse af Srebrenica.

Der var altså ideologi, der i britisk optik, var rationalet bag interventionen i Libyen og der-

med en lav grad af trusler mod britiske nationale interesser.

Frankrig Heller ikke i Frankrigs tilfælde, er der i empirien fundet data, der indikerer, at der var eksi-

stentielle trusler mod franske nationale interesser i Libyen.55 Der findes dog data, der indi-

kerer, at der var bekymring for en flygtningestrøm fra Nordafrika.56 Denne trussel hænger

tæt sammen med den nationale opbakning og præsident Sarkozys mulige genvalg, som

beskrives nærmere i kap 3.1.4. Netop frygten for en strøm af muslimske flygtninge, der i

49 Johnson A. og Mueen S., “Short War, Long Shadow - The Political and Military Legacies of the 2011 Libya Campaign”, Whitehall Report 1-12, RUSI 2012, s.8 (Clarke M., “The making of Britain’s Libya Strategi”) 50 Chappell C., “The Limits of British Leadership—Test Case Libya”, The Polish Institute for International Affairs, juni 2011, s. 2. 51 Ibid. s. 2. 52 Wintour P. og Watt N., “David Cameron's Libyan war: why the PM felt Gaddafi had to be stopped”, The Guardian, 2. oktober 2011. 53 Johnson A. og Mueen S., “Short War, Long Shadow - The Political and Military Legacies of the 2011 Libya Campaign”, Whitehall Report 1-12, RUSI 2012, s.8 (Clarke M., “The making of Britain’s Libya Strategi”) 54 Time: “How Libya became a French and British war”, http://www.time.com/time/world/article/0,8599,2060412,00.html, hentet d. 19. april 2013 55 Fraser C., ”Libya and Tunisia prompt France foreign policy changes”, BBC News, 28. februar 2011. samt Elliott M., “How Libya Became a French and British War”, Time World, 19. marts 2011. 56 Kern S., “Why France Was So Keen to Attack Libya”, Gatestone institute, International Policy Council, 23. marts 2011.

http://www.guardian.co.uk/profile/patrickwintourhttp://www.time.com/time/world/article/0,8599,2060412,00.html

Side 29

givet fald skulle håndteres af blandt andet Frankrig, ville spille valget direkte over i hæn-

derne på Sarkozys politiske modstander på højrefløjen, Jean-Marie Le Pen.57

Derimod indikerede præsident Sarkozys udtalelser fra d. 19. marts 2011 med al tydelig-

hed, at der var en trussel mod franske ideologiske interesser.58, 59

Der var altså med trusler mod ideologiske interesser og på længere sigt mulige trusler

mod den interne stabilitet (nationale opbakning) i Frankrig. Det vurderes dog, at der samlet

set i Libyen-casen var en lav grad af trusler mod franske nationale interesser.

Rusland og Kina Der kan ikke umiddelbart identificeres nogen trusler mod hverken russiske eller kinesiske

interesser direkte i Libyen-casen. De to lande undlod at bruge deres vetoret på trods af, at

Libyen var en sag, hvor staters ret til suverænitet blev anfægtet.

Grunden til at Rusland og Kina valgte at afstå fra at stemme, kan have flere forskellige

forklaringer. For det første kan Kina have været i tvivl om, hvorvidt de vestlige lande ville

have interveneret alligevel, såfremt Kina og Rusland havde brugt vetoretten i stil med kon-

flikten i Kosovo, men mere sandsynligt er det, at de til fulde forstod, hvad resolutionen gik

ud på og besluttede sig for ikke at bruge vetoretten for så efterfølgende at kunne kritisere

de vestlige lande for at overskride det mandat, som FN havde givet dem.60

Ydermere kunne de to lande ved at afstå fra at stemme pleje forholdet til såvel den Arabi-

ske Liga som den Afrikanske Union og ikke mindst de vestlige lande.61 Den kinesiske re-

gering udtalte direkte, at man ikke havde blokeret forslaget i overensstemmelse med øn-

skerne fra den Arabiske Liga og den Afrikanske Union.62 Samtidig udtalte den russiske

præsident Medvedev:

57 Ibid. 58 Time: “How Libya became a French and British war”, http://www.time.com/time/world/article/0,8599,2060412,00.html, hentet d. 19. april 2013 59 Kern S., “Why France Was So Keen to Attack Libya”, Gatestone institute, International Policy Council, 23. marts 2011. 60 China-snap blog, “If Libya intervention is regrettable…then why no veto?”, http://www.china-snap.com/?p=157, hentet d. 24. april 2013. 61 I både 1999 med Kosovo og 2003 med Irak måtte Moskva se deres forhold til USA forværres og dets ima-ge i det internationale samfund sværtet med deres de facto associationer med typer som Slobodan Milosevic and Saddam Hussein. http://carnegie.ru/publications/?fa=43330, hentet d. 24 april 2013. 62 Borger J., “Libya no-fly resolution reveals global split in UN”, The Guardian, 18. marts 2011.

http://www.time.com/time/world/article/0,8599,2060412,00.htmlhttp://www.china-snap.com/?p=157http://www.china-snap.com/?p=157http://carnegie.ru/publications/?fa=43330

Side 30

“Our unwavering position is that all UN Security resolutions must pursue the objectives of

bolstering peace and ending civil strife, preventing escalation of conflict and protecting ci-

vilians’ lives” 63

Hvorvidt ovenstående kan tolkes som, at Rusland og Kina opfattede overgrebene i Libyen

som en trussel mod ideologiske humanitære interesser, vil kunne diskuteres, men der er i

hvert fald ingen åbenlys grund til, at de to lande gerne ville se Gadaffis hær angribe en by

fyldt med civile.64

Derimod kan der argumenteres for, at de to lande foretog en afvejning af hvorvidt de skulle

fastholde deres ideologiske interesse i principperne for ikke-indblanding i en stats interne

anliggender og dermed risikere deres forhold til den Arabiske Liga og de vestlige lande.

Alternativet ville være at afstå fra at stemme og dermed undgå at miste ansigt/indflydelse

hvis en koalition, på trods af et nedlagt veto, alligevel intervenerede i Libyen uden FN

mandat men med opbakning fra den Arabiske Liga.

Det vurderes derfor, at der var trusler mod ideologiske interesser for Rusland og Kinas

vedkommende.

3.1.2. Oplagt sag Som beskrevet i kap. 2.2.2. er fokus i dette afsnit af analysen, på den første del af figur 2.

Altså hvorvidt der i empirien, findes data som understøtter en akut trussel om systematisk

overgreb på menneskerettigheder eller folkemord, og dermed vurderes som værende en

åbenlys overtrædelse af R2P-principperne.

Som nævnt i indledningen til specialet, markerede Libyen-casen første gang, FN’s sikker-

hedsråd eksplicit forbandt R2P med brugen af militær magt i en resolution bundet op på

det pre-emptive rationale i principperne; nemlig at forhindre større tab af civile liv.

I tiden op til den endelige beslutning på resolution 1973 var der utallige rapporter om over-

greb fra den libyske stat rettet mod civilbefolkningen. Indledningsvis var der blandt andet

flere registrerede tilfælde af systematiske nedskydninger af demonstranter. Ifølge rappor-

63 The Mendeleyev Journal, “Why Russia voted to abstain on Libya “no-fly” resolution”, http://russianreport.wordpress.com/2011/03/22/russias-view-on-libya/, hentet d. 24/4 2013. 64 Lewis M., “Obama’s way”, Vanity Fair magazine, oktober 2012, s. 18.

http://russianreport.wordpress.com/http://russianreport.wordpress.com/2011/03/22/russias-view-on-libya/

Side 31

ter fra International Criminal Court (ICC)65, blev mellem 5-700 demonstranter dræbt af Ga-

daffis sikkerhedsstyrker alene i februar 2011.66 Dette ledte frem til FN resolution 1970:

“Expressing grave concern at the situation in the Libyan Arab Jamahiriya and condemning

the violence and use of force against civilians,

Deploring the gross and systematic violation of human rights, including the repression of

peaceful demonstrators, expressing deep concern at the deaths of civilians, and rejecting

unequivocally the incitement to hostility and violence against the civilian population made

from the highest level of the Libyan government…”67

Efterfølgende indløb der rapporter fra flere forskellige organisationer, blandt andet Røde

Kors68 og Physicians for Human Rights69, om at Gadaffis styrker bombede civile mål i

Benghazi, Brega, Zuwara og Misrata. Opløbet til FN’s endelige beslutning om intervention

kulminerede med Gadaffi’s TV-optræden d. 16. marts, hvor han sent på aftenen tonede

frem på libysk stats-tv og bekendtgjorde, at oprøret vil blive knust - hvad enten det drejer

sig om et indenlandsk eller udenlandsk komplot.70

Dette ledte frem til resolution 1973, som var det legitime grundlag for interventionen i Liby-

en. Resolutionen blev vedtaget med 10 stemmer for og fem lande afstod fra at stemme,

heriblandt Kina og Rusland.

På baggrund af ovenstående er der ingen tvivl om, at der i Libyen-casen med al tydelighed

var en akut trussel om overgreb og dermed en oplagt sag i forhold til R2P-principperne.

Samtidig var der opbakning fra det internationale samfund, om end der var røster blandt

medlemmerne af sikkerhedsrådet, som udtrykte tvivl i forhold til udmundingen af det legi-

time grundlag.

65 De britiske og franske embedsmænd i FN brugte ICC aktivt i forhold til at overtale selv vigtige allierede som USA og Portugal til at støtte deres draft resolution. Adler-Nissen R., “Power in Practice: Negotiating the International Intervention in Libya”, Københavns Universitet, december 2012. 66 New York Times: ”Hague court seeks warrants for Libyan officials”, http://www.nytimes.com/2011/05/05/world/africa/05nations.html?ref=world&_r=0, hentet 22/4 2013. 67 FN resolution 1970 af 26. februar 2011, http://www.un.org/en/sc/documents/resolutions/index.shtml 68 BBC News:”Libya: Gadaffi forces ´bomb rebel-held Benghazi´”, http://www.bbc.co.uk/news/world-africa-12775824, hentet 22/4 2013. 69 Physicians for Human Rights, Witness to War Crimes: Evidence from Misrata, Libya, PHR, 2011. 70 DR Nyheder: ”Gadaffi: Jeg knuser oprøret”, http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/03/16/033225.htm, hentet d. 22 april 2013.

http://www.nytimes.com/2011/05/05/world/africa/05nations.html?ref=world&_r=0http://www.un.org/en/sc/documents/resolutions/index.shtmlhttp://www.bbc.co.uk/news/world-africa-12775824http://www.bbc.co.uk/news/world-africa-12775824http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/03/16/033225.htm

Side 32

3.1.3. Succes Som nævnt i kap. II. er det med denne variabel graden af succes i forhold til at gennemfø-

re en eventuel intervention og have opbakning til det fra eksempelvis nabolande og/eller

regionale magter/organisationer. Forklaringskraft opnås ved at analysere på militær slag-

kraft, geografi, eventuelle regionale implikationer med nabolande eller organisationer, etni-

ske/religiøse udslagsgivende faktorer samt politiske tilstande i landet, som indgår i casen.

Geografi Libyens fysiske terræn består af 95 % ekstremt tør og meget flad ørken kombineret med et

middelhavsklima langs 1770 km kystlinje mod nord og Europa. Langt den overvejende del

af befolkningen er placeret i større byer, som ligger på denne kystlinje.71

Militær slagkraft Som udgangspunkt kan styrken af Libyens militære enheder godt virke skræmmende, men

den umiddelbare vurdering er, at Gadaffis styrker var utroværdige og svage. Denne vurde-

ring baseres på blandt andet på Gadaffis mistro på hans egne militære styrker. Han holdt

sig selv ved magten ved at holde de regulære styrkers magt så lav som muligt. Derved

forhindrede han militære ledere i at rejse sig og udfordre ham selv eller medlemmer af

hans familie. Ydermere havde de seneste års våbenembargo mod Libyen svækket den

generelle tilstand af materiellet. En forsimplet oversigt over de libyske militære styrker kan

ses i tabellen herunder:

Styrker Antal Landstyrker, personel 50.000 Luftstyrker, personel 18.000 Maritime styrker, personel 8.000 Reserve (milits) 45.000 Kampvogne 530 Infanterikampkøretøjer 2840 Artilleri 650 Anti-luft skyts 580 Fly 480 Skibe 21

Tabel 2 – Oversigt over Libyske militære styrker 201172, 73

71 Central Intelligence Agency, "The World Factbook: Libya", CIA, https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ly.html

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ly.html

Side 33

I virkeligheden dækker tallene over et militær, som i den grad bar præg af at være mislig-

holdt. For så vidt angår landstyrker vurderes det, at Gadaffi rådede over 10-12.000 loyale

soldater, herunder 32. brigade, under kommando af hans egen søn. Gadaffis flåde rådede

over blandt andet to tidligere sovjetiske dieseldrevne ubåde, men ekspertudsagn udtaler,

at begge disse både var ude af funktion og de øvrige skibe vurderes ikke at udgøre en

signifikant trussel mod koalitionens skibe. I forhold til det Libyske flyvevåben, som i forhold

til etablering af en no-fly zone må vurderes at indeholde den største trussel, er vurderin-

gen, at størstedelen af Libyens kampfly ikke længere kan flyve. Såfremt det alligevel skulle

lykkedes, at få nogle af flyene på vingerne, er de på et så dårligt teknologisk stade, at de

ikke ville udgøre nogen nævneværdig trussel mod eventuelle koalitionsfly. Den væsentlig-

ste trussel mod intervenerende militære styrker vurderedes at komme fra det libyske luft-

forsvar, som bestod af mindst 216 jord-til-luft missiler og et større antal andre typer missi-

ler. Også her fremstår materiellet generelt misligholdt og vurderingen er da også, at det

libyske luftforsvar vil få svært ved for alvor at true koalitionens flystyrker.

Regionale implikationer Libyen var, som mange andre afrikanske lande, medlem af blandt andet den Arabiske Liga

(AL), den Arabiske Magharibi Union (AMU), den Afrikanske Union (AU), Organization of

Petroleum Exporting Countries (OPEC) og FN.

D. 21. februar 2011 anmodede Libyen vice FN-ambassadør Ibrahim Dabbashi om at FN:

”… the UN … impose a no-fly zone on all Tripoli to cut off all supplies of arms and merce-

naries to the regime…”.74 Blot én uge senere underskrev 35 prominente Arabiske intellek-

tuelle og mere end 200 arabiske organisationer et brev, hvori de anmodede om: “… the

rapid imposition of a UN-mandated no-fly zone over Libya…”, og den 8. marts udstedte the

Gulf Cooperation Council (GCC), en gruppe af arabiske stater i Golfen et lignende kald.

Blot fire dage efter fulgte medlemmerne af AL trop. Regionens mest prominente internati-

72 Reuters: “Libya's military: what does Gaddafi have?” http://www.reuters.com/article/2011/03/08/us-libya-military-idUSTRE7274QI20110308, hentet d. 20 april 2013. 73 Jane´s military and security assesments, www.janes.com, hentet d. 20. april 2013. 74 New York Times: “Libya’s U.N. diplomats break with Gadaffi”, http://www.nytimes.com/2011/02/22/world/africa/22nations.html?_r=0, hentet d. 20/4 2013.

http://www.reuters.com/article/2011/03/08/us-libya-military-idUSTRE7274QI20110308http://www.reuters.com/article/2011/03/08/us-libya-military-idUSTRE7274QI20110308http://www.janes.com/http://www.nytimes.com/2011/02/22/world/africa/22nations.html?_r=0

Side 34

onale organisation erklærede, at alle medlemsstater som deltog i mødet denne dag var

enige om standpunkterne som beskrevet i AL resolution 7360.75

Denne multi-arabiske “godkendelse” af militær intervention spillede en essentiel rolle i for-

hold til dels at overtale den amerikanske præsident til at støtte FN resolution 1973 og dels

at overtale Rusland og Kina til at afstå fra at bruge deres vetoret.76

At der var opbakning til interventionen blandt landene i regionen, viste sig også i praksis

idet tre arabiske lande, de facto deltog i operationerne over Libyen: Jordan, de Forenede

Arabiske Emirater og Qatar.77

Også AU markerede sin position i optakten til interventionen i Libyen. Organisationen, som

Gadaffi selv havde været med til at stifte, fremlagde et road map78, som ifølge kritikere

nærmest var skrevet af Gadaffi selv og derfor havde de libyske oprørere begrænset tillid til

den Afrikanske Union som en mulig mægler og forhandlingspartner.79

Etniske og religiøse faktorer Det libyske samfund udgøres af ca. 5.613.000 mennesker, som hovedsagligt består af

berbere og arabere (97 %). Af disse er 97 % sunni muslimer.80 Der er på den baggrund

ikke grundlag for deciderede etniske eller religiøse konflikter. Landet er dog hjemsted for

140 forskellige stammesamfund, men med mere end 78 % af indbyggerne bosiddende i de

større byer langs kysten, vurderedes det at tilhøre til en bestemt stamme ikke som essen-

tielt. Alligevel fik det under konflikten pludselig mere betydning, idet der mellem de øst- og

vestlige stammer opstod konflikt, fordi Gadaffis jerngreb på stammerne løsnedes, og der

dermed opstod en mulighed for at få udlignet gamle stridigheder.81

75 Arabiske Liga resolution 7360, “The outcome of the council of the League of Arab states meeting at the ministerial level in its extraordinary session on the implications of the current events in Libya and the Arab position”, Cairo, 12 marts, 2011. 76 Johnson A. og Mueen S., “Short War, Long Shadow - The Political and Military Legacies of the 2011 Libya Campaign”, Whitehall Report 1-12, RUSI 2012, s.63-64 77 Wikipedia: “Operation Unified Protector”, http://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Unified_Protector, hentet d. 20/4 2013. 78 Dewaal, A., “The African Union and the Libya Conflict of 2011”, World peace foundation, 19. december 2012 79 Jakobsen P.V., ”Den afrikanske union er stadig en mulig fredsmægler i Libyen”, Ræson, april 2011. 80 Ibid. 81 Der Spiegel: “Settling old scores: tribal rivalries complicate Libyan war”, http://www.spiegel.de/international/world/settling-old-scores-tribal-rivalries-complicate-libyan-war-a-776695.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Unified_Protectorhttp://www.spiegel.de/international/world/settling-old-scores-tribal-rivalries-complicate-libyan-war-a-776695.htmlhttp://www.spiegel.de/international/world/settling-old-scores-tribal-rivalries-complicate-libyan-war-a-776695.html

Side 35

Politiske tilstande Landets leder, oberst Muammar Gadaffi82, har siden han tog magten i 1969 internationalt

været opfattet som en meget kontroversiel person. Lige fra brugen af hans anti-vestlige

retorik til hans forbindelser til diverse terroraktioner rundt om i hele verden.83 Selvom han

fra midt-halvfemserne i stigende grad forsøgte at ændre sit dårlige renommé helt frem

mod 200384, slog det aldrig rigtig an i det internationale samfund. Han blev til det sidste

betragtet som en irrationel og uforudsigelig personlighed, der regerede i et centraliseret

system baseret på mistro og terror.

Opsummering I Libyen-casen, kan det på baggrund af ovenstående opsummeres, at der samlet set vil

være en høj grad af mulighed for succes i tilfælde af intervention. Baseret på geografi, mili-

tær slagkraft og de politiske tilstande vurderes det, at antallet af forventede tab i forbindel-

se med en militær intervention, vil være mere end acceptable. Samtidig vurderes den regi-

onale opbakning, at være positivt stemt for en militær intervention. Dette kombineret med

Gadaffis upopularitet og excentriske lederstil, øger sandsynligheden for en intervention

med begrænset mod