The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

Som at se former i flammerne

Som en håndfuld hår udspredt på et papirark. Der er en

figur der, et væsen, men det byder sig til som flimrende

og foranderlige skyer. Øjet kobler linjer sammen, ser

et væsen, ser øjeblikket efter et anderledes væsen, ser

en håndfuld hår igen, ser streger tegnet af en urolig

hånd, ser streger som udtryk for en mental tilstand,

og så fanger øjet igen figuren. Som at se former i flam-

merne, der er noget som knitrer og suser, noget som

fortærer og udsletter. Det er husene som brænder, det

er kroppene som falder – en blid katastrofe, en mild

dystopi.

Hvis jeg ser stregerne som udtryk for rastløs aktivitet,

så peger jeg på kunstneren. Hvis jeg ser stregerne sam-

le sig til et motiv, så peger jeg på genstanden, figuren.

Hvis stregerne veksler og danser, alt efter øjet som ser,

så peger jeg på mig selv, på betragteren. I Anngjerd

Rustands værker – aktuelt på udstillingen The Dust

Will Roll Together – virker disse størrelser ikke gensi-

digt ekskluderende. Noget er uafgjort, don't pin me

down. Tegningerne kan heller ikke fikseres som »bare«

tegninger, de flygter bort fra væggene, de vil ud i rum-

met og fylde det med maniske streger, ild. I rummet

bevæger de sig sagte rundt om os som hviskende blade

i skoven – vi bevæger os rundt om dem, de bevæger sig

rundt om os. Vi ser på hinanden, og måske vi også ser

igennem hinanden.

De rastløse streger findes også konkretiseret som et

elektrisk møde mellem kobbertråde i et værk fra ud-

stillingen Game of Life (2012). Kobbertrådene står på

gulvet, fletter sig ind i hinanden og danner en slags

flamme, som indrammer et urørligt rum. Fast som fjel-

det. Tidligere tiders statuer skulle netop udstråle denne

følelse af fasthed. Et beundringsværdigt menneskes

præstation, dette menneskes fasthed, det strenge

ansigt, som fortæller om at dåden er gennemført og

landet reddet. Fast som fjeldet, men indeni findes et

amorft rum, som følger statuens konturer uden at

minde om noget menneskeligt. Our love is solid, solid

as a rock. Fjeldets enorme tyngde, bare at se på det i

mørket tynger dig ned. Vi flyder rundt om stenen som

hektiske myrer, men stenen siger intet, den løfter ikke

et øjenbryn, den bare er.

Rustands Erratic (2010) gav os et andet billede, af sten

på langsommelig vandring, af sten svævende i rummet

som en sky. Stenskyen indrammede et urørligt rum,

som om den egentlige statue var stedet – tomt, frit,

uafgjort – som værket privilegerede, pegede på og

ophøjede. Hvem er du, inden for hvilke landegrænser

er du født? Det er uafgjort, jeg er født under himmelen

som dig. I Rustands Hvelvingen (The Firmament) (2012)

blev vores forestillinger om det vi kalder naturen igen

vendt på hovedet. Stenen svæver, og himmelen, som

vi nu tænker på som åben, uendelig, fremstår som et

loft af forskudte blikplader. Stedet jeg står markeres

af pladerne, synet af konstruktionen tynger mig ned.

Vi er flere i rummet, vidt forskellige kroppe, som akut

mærker presset fra denne bølgende, blanke form.

Internationalt anerkendte kunstnere præsenterer

vandfald, regnbuer og tågeskyer i gallerirummet,

naturens drama og skønhed på replay mens den

langsomt dør mellem vores hænder. Hvelvingen (The

Firmament) gør noget andet; her er himlen ikke et

fascinerende, melankolsk show, men en historisk og

diskursiv størrelse. What is behind that curtain? Van-

det og lyset hober sig op bag hvælvingen, et show

som ifølge gammeltestamentlig tro styres af Gud,

som lader lys titte igennem som stjerner, og vand pi-

ble igennem som regn. Det er måske ikke tilfældigt at

jeg kommer til at tænke på Laurie Andersons kølige,

ironiske stemme: This is your captain, we are going

down. Rustands iscenesættelser af naturen vil ikke

lede os ind i en præmatur nostalgisk sorg over det

tabte. Her gennemstrømmes tanken snarere af vi-

denskab så vel som intuition, disse terrible signals

som The Dust Will Roll Together også emmer af.

Sig det igen, støvet vil samle sig. Det lyder som en

skæbnesvanger profeti eller en inderlig bøn, men

det er også et slogan, som står trykt på visse stykker

viskelæder fra Faber-Castell. Også skrifttegn og ord

titter frem i et slags negativt rum i billederne, disse er

ikke manifeste, solide og centrale på en anonym bag-

grund, snarere synes de at være visket med et viske-

læder midt i en gnistregn af aktive streger. Støvet vil

samle sig, som i den dystopiske fremtidsfilm Brazil

(1985), så vidt jeg husker tumler Robert De Niros re-

volutionære air condition-specialist sanseløst af sted,

og langsomt klistres han til af avispapir, som blæser

rundt i gaden. Hans bevægelser bliver langsommere,

avispapiret begynder af blæse væk fra kroppen igen,

og der er ingen dér, kroppen har opløst sig. På samme

måde bølger Rustands tegninger mellem opløsning

og form; kroppe forsvinder, dukker op, forandres

og flimrer. Hvis der findes en livsvigtig besked, må du

lytte grundigt, træde varsomt frem igennem informa-

tionsbruset, som var det en snestorm. Det er husene

som brænder, det er kroppene som falder – en blid

katastrofe, en mild dystopi.

Susanne Christensen

The Dust Will Roll Together

Anngjerd Rustand

Entrée 9. november – 16. desember 2012

Form Eller med a

Tekst Susanne Christensen

anngjerd.no

eller-med-a.net

txttxttxt.blogspot.de

Opplag 200

Katalogen er støttet av