26 27

Hans hæse, melodiske

og besnærende stemme

sniger sig sørgmodigt og længselsfuldt ind

på både kvinder og mænd i alle aldre,

gør dem kælne og modtagelige,

ligesom røgen der smyger sig

ud gennem læberne og op langs panelerne,

på de små mørke stemningsfyldte barer

i undergrundsmiljøer verden over

- der hvor selv rygeforbuddet ikke kommer.

Han vækker længslen efter tider

hvor verden endnu ikke var helt af lave

og man vidste, at det er kærligheden

der er det vigtigste af alt.

Det er sjæle-rengøring på højeste plan,

det er blues-rock når det er bedst...

28 29

Vi er på Mojo i København en sen torsdag nat i september. Det er varmt i lokalet og blandingen af længsel, håb og glæde lyser ud af publikum-mets øjne, fødder vipper, kroppe vrider sig og guitarens rene rå lyd, får dig til at ville smide alle hæmninger, glemme hverdagen for at krænge gemte og glemte følelser ud og lade dig flyde med på en tur i nostalgiens verden.Der hvor mænd er rigtige mænd og kvinder er rigtige kvinder; Attråede antiloper med viljefast karaktér, der trodser al din modvilje og på godt og ondt formår at smide dig ho-vedkulds ud i de følelser du har brugt årevis på at glemme du besad.

Den karakteristiske grønne guitar skinner i halvmørket, et par enkelte riffs lægger stem-ningen an som en hæs drøm og breder sig til alle tilstedeværende. Munde smiler, øjne glimter, mennesker finder hinanden i mør-ket og sanserne beriges. Man mærker suset der stryger gennem mængden, folk pifter i forventning samtidig med at fadøllene bliver langet over disken i mere end bare rask tempo.

Timerne går hurtigt i det gode sel-skab og blandingen af Jake Greens egne sange og de krydrede versioner af mere kendte numre gør oplevelsen total. Han forfører os, guider og gennem de glem-te tider, sender stemningen direkte ind i din sjæl uden omveje, lige indtil punktet hvor boblen desværre må briste, rejsen er slut for denne gang og han beskedent takker af. Vi vender alle hjem ud på de tememlig sene morgentimer, med opløftet glæde i krop og

sjæl. Og med fødder der ubemærket tager diskrete dansetrin på de regnvejrsvåde fortove; for følelsen lurer stadig i krop-pen, må og skal ud, inden det er tid til at lægge hovedet på puden og falde i søvn med et lille smil i mundvigen.

Mange opfatter blues som ren nostalgi og måske i virkeligheden en smule trist. Hvad er blues så for dig?– Der er mange der tror at det er trist musik, men det er det slet ikke. Det er kampmusik mod tristhed – en måde at få det hele ud ud af systemet, nærmest terapeutisk. Terry Prachett har et fedt quote fra hans bog ”Soul Music”, som i virkeligheden be-skriver det vildt godt: ”It was sad music, but it waved the sadness like a battle flag. It said that life had done all it could, but you were still alive”, hvilket jeg egentlig syntes passer rigtig godt.

Det er i virkeligheden nok sådan jeg ser på det. Det handler om de vigtige ting i livet, om det der gør livet værd at leve. Det er også en måde at komme ud af sorg og tristhed på, en måde til at genfinde glæden i og til livet.

Hvor stammer din lidenskab for blues-mu-sikken fra?– Jeg er opvokset med en mor der hørte Ja-nis Joplin, BB King osv. Jeg spillede egentlig klassisk klaver som barn, hvilket jeg syntes var lidt kedeligt.I 7. klasse begyndte jeg at spille i skoleband, hvor jeg spillede keyboard. En af mine bed-ste venner spille guitar i bandet og hans gui-tarlærer, var så også lærer for det sammen-spilshold vi gik på. Han hed Ebbe og han var sådan en lidt sjov type. Så skete der det at jeg gennem lidt tid havde luret lidt på, at det der med guitar egentlig var lidt fedt. Det faldt

tilfældigvis sammen med at min mor købte Gary Moore’s ”I still got the blues” plade. Det var jo dengang der rent faktisk stadig fandtes vinyl. Da jeg hørte de lyde han kunne få vristet ud af guitaren, tiltalte de mig i en sådan grad at jeg begyndte som 11-årig til guitarundervis-ning hos Ebbe. Jeg startede med spansk guitar i et års tid, hvorefter vi gik over til elektrisk guitar. Det første nummer vi lærte var et blues nummer som han selv fandt på, men ikke desto min-dre var det der at det startede med at fænge. Det sjove var at min kammerat på guitaren aldrig rigtig blev fanget af blues, men det gjorde jeg.

Umiddelbart virker du som en noget privat person der ikke gør noget væsen ud af sig uden for scenen og virker i virkeligheden

I undergrundsmiljøer verden over, blandt alle de levende der tør vedkende sig deres natur og som ikke er bange for at vise hvem de er, har „Manden med den grønne Gibson“ udfordret opfattelsen af, at Blues musikere er gamle negroide mænd med grå stænk i håret og hang til truthorn.

„It was sad music, but it waved the sadness like a battle flag

It said that life had done all it could, but you were still alive“

Vi møder igen den karismatiske omend yderst beskedne guitarist på en temmelig klassisk regnvejrsdag et sted i København. Som det måske i virkeligheden passer sig, når nu emnet er blues...

30 31

ikke særlig glad for tanken om berømmelse Hvor ser du gerne din fremtidige karriere bevæger sig hen?– Håbet er på længere sigt at komme til at leve af at spille min musik. Det har længe været så-dan at arbejdet har været for at tjene pengene til at kunne kom-me ud at spille. At kunne føle mig levende. For et par år siden kunne jeg ikke engang erkende over for mig selv at det rent faktisk var det jeg ville. Det har jeg dog indset nu.Og nu er musikbranchen i forvejen meget svær at komme ind i, og blues branchen end-nu mere snæver. Der er et par stykker her-hjemme der rent faktisk formår at leve af de-res blues-musik, men det er også derfor jeg forsøger at komme til udlandet og spille så meget som muligt. Det er i udlandet det sner hvis man i sidste ende skal kunne leve af det.Det er også derfor jeg har spillet i New York, London, Spanien, Thailand, Sverige og Bruxelles. Jeg rejser aldrig nogen steder uden min guitar, da man aldrig ved hvad der sker og mulighederne byder sig de mest uventede steder.Det fedeste publikum jeg har spillet for var i Sverige, de har et ret engageret blues pub-likum. Det er et meget lyttende publikum, men ikke på den stille måde. De er der også for at feste, hvilket er en ret fed kombination. Herhjemme er det omvendt, de vil feste først og fremmest og dernæst høre blues. Norge har også ret store traditioner for blues, de har mange festival-ler, hvorfor jeg meget gerne vil derop og

spille noget mere. Der er den fedeste samhø-righed med publikum.Publikummet til eks. Malmø festivalen var for vilde. Der vil jeg rigtig gerne spille igen.

Du nævnte at du har spillet i Thailand. Hvordan startede det?– Jeg skal formentlig derud igen til marts, da jeg er blevet inviteret til at spille på Bang-kok Blues festivalen. Sidste år spillede jeg på Phuket festivallen, hvilket også var en rigtig fed oplevelse. Jeg skulle have været dernede i år og spille på begge festivaller, men da turistsæsonen har været rigtig dårlig p.g.a. krisen, er de fleste internationale navne ud-skudt til næste år.Det startede med at jeg bare troppede op på en bar og jammede. Det medførte en in-vitation fra arrangøren til at spille til after-party’et med dertil tilhørende VIP-pass og de andre goder der følger med. Og dernæst

en invitation til at spille igen året efter.Thai’erne er generelt ikke så me-get til blues igen, men der bor rig-tig mange tilflyttere der er vilde med blues.

Journalister i udlandet skamroser dig på det groveste og spår dig en

meget lovende karriere, hvordan ser du selv på det?

– Det handler jo også om at få kontakter i branchen, hvorfor jeg altid har guitaren med mig og aldrig takker nej til en blues session. Det er nu engang den bedste måde at pro-movere sig selv på, man dukker op med at-tituden at jeg er sådan her og kan dette her. Og hvis de kan bruge det til noget, så siger de til. Det er også derfor jeg har ventet så længe med at lave en plade, da jeg har haft travlt med at promovere mig. Når jeg endelig skal lave en plade skal det være ordentligt og der er det så også en fordel at man er kendt i miljøet i forvejen, Netop fordi jeg har jammet så meget som jeg har i så mange år, kan jeg gå på scenen og spille med stort set hvem som helst. Det har så også gjort at jeg ikke har haft så stort et behov for et fast band. Det kan måske lyde lidt forkert, men groft set er alle de sange jeg har lavet, blevet spil-let for første gang på scenen. Dvs. jeg har indøvet dem derhjemme og i mit hoved, og så gået på scenen og spillet den med nogen som aldrig har hørt den før, og rent faktisk fået det til at fungere. Så jeg ved da at jeg helt klart har noget at

have min faglige stolthed i, men har det nok lidt svært med at blive skamrost.

Hvad kom først – navnet eller guitaren?Guitaren – jeg fik navnet fordi at for 16 år siden da jeg kom på Mojo første gang, medbragte jeg en grøn heavy-guitar. Grøn er min yndlingsfarve. De første mange år kunne folk ikke huske mit navn, men i ste-det at jeg var ham der troppede op med en grøn guitar. Flere år senere, da Rainy James jammede dernede, begyndte han at kalde mig Green og den hang så ved.Senere hen blev Jakob til Jake, da de ikke kan finde ud af at sige navnet ordentlig i Thai-land. Jeg blev så træt af at skulle forsøge at rette det, at det var nemmere bare at sige Jake.

Du har nu samlet et nyt band, hvordan skrider det fremad?– Før spillede jeg sammen med The Usual Suspects, men vi nåede til et punkt hvor det var rigtigt at gå hver til sit og vi skiltes alle som venner. Folk havde hver deres projekter som de gerne ville give mere opmærksom-hed, så det passede alt i alt meget godt. Så fandt jeg det nye band. Vi har øvet en en-kelt gang sammen og spillet 4 jobs, hvilke alle er gået rigtig godt. Det er klart, at den gamle device om en aften på scenen svarer til mere end en måned i øvelokalet holder stik. Man ved aldrig ikke helt hvordan man i vir-keligheden fungerer sammen, før man står på scenen. Du ser mange bands der øver i årevis, og kommer så kun ud at spille et par gange om året. Vi er nærmest den diametrale modsæt-

ning. Men jeg er jo også nærmest opvokset på scenen, så måske det er derfor det ligger så naturligt for mig.

A propos nærmest opvokset på scenen... Hvordan det og var det en tilfældighed at du begyndte på Mojo?– Jeg har spillet på Mojo i næsten 16 år, så på den måde er jeg rent musikalsk nærmest opvokset der.Det startede ved at jeg var på vej hjem fra en øvelokale som 16 årig, dengang spillede jeg i et funk og rockband. Jeg stod af på Hellerup station og ventede på bussen, da jeg hørte noget musik der lød ret fedt. Det kom fra Café apoteket der ligger lige ved siden af.Der var en gut ved navn Danny-boy, der nu er guitarist i ZidiDada, som var i gang med at spille koncert med sit blues band. Det satte jeg mig så ned og lyttede til og i pausen tog jeg mig sammen og gik hen og snakkede med dem.Da han spurgte om jeg også spillede blues, sagde jeg ja, at det gjorde jeg, men at det som 16-årig var ret svært at finde et blues band, da alle andre på min alder var væsent-

lig mere interesserede i bands som Red Hot Chilli Peppers osv. Så fortalte at han lige havde startet en fast jam aften hver torsdag inde på Mojo, og inviterede mig derind. Torsdagen efter stod jeg der – med en grøn heavyguitar – og spurgte om jeg kunne få lov at spille. Det kunne jeg, hvorefter jeg gik op og spillede Red House og sang til. Jeg fik god kritik af mit spil og „det var sgu udemærket, men du skal nok lige gå hjem og øve lidt på sangen“, hvilket måske ikke er så mærkeligt når man kun er 16. der gik så et par år før jeg sang igen, indtil jeg syn-tes at jeg ville prøve igen og i mellemtiden var stemmen kommet og det gik fint. Jeg var ikke noget vidunderbarn med operastemme, jeg måtte arbejde for det, siger han med et glimt i øjet.

Hvor føler du at du lige nu befinder dig i din musikalske karriere?– Det nye band repræsenterer i virkeligeden nok en hel del forskellige ting. Specielt de videre skridt jeg har tænkt mig at tage – at gå fra hygge jamband til noget meget mere

„Torsdagen efter stod jeg der helt alene– med en grøn heavy guitar –

og spurgte om jeg kunne få lov at spille“

„Jeg har aldrig rigtig stolet på musikere der ikke

sveder på scenen... Det må være fordi de ikke rigtig får levet sig ind i det de spiller“

32 33

seriøst. De drenge jeg spiller med nu er, som stort set de andre jeg har spillet med, rig-tig dygtige, men har derudover også en helt bestemt stil, jeg bevidst er gået efter. Det var vigtigt for mig at få fat på nogle folk der har den lyd jeg gerne vil gå efter fremover, en lyd der er lidt mere rocket og lidt mere tung om man vil. Det viste sig spe-cielt i Malmø til festivallen for 3 uger siden, hvor det stod meget tydeligt for mig at det var noget der var lykkes og at det er de helt rigtige mennesker jeg har fået samlet. Det var et helt fantastisk gig. Derudover fik vi nærmest det bedste time-slot som er fra 19-21.30, hvor børnefamili-erne endnu ikke er gået hjem og folk endnu

ikke var blevet stang stive. Vi gik fra et stort halvfuldt telt, til et totalt proppet, hvilket virkelig var en fed følelse. Alt var bare fedt, det hele klappede, lyden var helt rigtig. Jeg har aldrig haft så god en lyd på guitaren, folk så godt efter os og tjekkede hele tiden at vi ikke manglede noget og publikum var i den grad gearede til en fed oplevelse. Det er en af de begivenheder der meget gerne må komme flere af, også fordi det vare en stor scene hvor man rigtig kan få lov at skrue op. Rør-forstærkere lyder nu engang bedst når der er ordentlig lyd på, hvilket vi kunne få lov til der.Det eneste der gik galt var at jeg kom til at svede så meget at jeg undervejs mistede

min ene pickup på guitaren. Den kortslut-tede simpelthen på grund af sved, så jeg var nødt til at nøjes med en enkelt i de to sidste sæt. Men et eller andet sted er det jo et godt tegn, griner han. Jeg har aldrig rigtig stolet på musikere der ikke sveder på scenen, årsagen til at de ikke sveder må det være fordi de spiller for me-kanisk og ikke rigtig får levet sig ind i det de spiller.

Du har også jammet sammen med Sahra Da Silva på jazz festivallen, og som i øjeblikket kan opleves i Talent 2010. Hun startede jo også med at jamme på Mojo. Overvejer i at uddybe det professionelle samarbejde og i så fald i hvilken retning?– Jeg kan rigtig godt lide at jamme med hende og vil da gerne spille mere med hende. Hun er en god veninde igennem mange år. Men jeg har det også med helst at ville blive kendt for egen fortjeneste og er ikke så vild med tanken om at ride på andres succes, så vi må se hvad der sker. Hun har så til gengæld fået skrabet sig et rigtig godt band sammen og det er rigtig fedt at opleve. Jeg håber virkelig det bedste for dem. Det fede er at så langt som de er kommet nu, har de ikke rigtig noget at tabe. De er allerede blevet kendt på deres egen musik og får noget opmærksomhed nu, så alt der måtte følge efter, er bare bonus. Hun gjorde det for at skabe opmærksomhed for bandet, og man må sige at det er lykkes i stor stil.

Til sidst: Hvad så nu – i den nærmeste fremtid altså?– Jeg har altid haft følesen af at jeg gerne ville føle mig fortjent til de ting jeg opnår. Det er bl.a også derfor pladen har ladet vente på sig, jeg vil gerne være sikker på jeg virkelig leverer varen. Men nu er jeg kom-met dertil hvor jeg regner med at gå i studiet inden for et års tid, siger han med et lille be-skedent smil.

Og med disse ord siger jeg pænt farvel til Jake Green, trækker regnfrakken op over hovedet og begiver mig atter ud i de grå og våde Køben-havnske gader. Denne gang med trommende fingre på bilens rat, i takt til Blues-skiven i den ny-modens CD-afspiller og en nu velkendt stemning og længsel i sjælen. Det smitter det skidt...

Jake Green med og /uden-band, kan for tiden opleves live om torsdagen på Mojo i København.

Booking kan ske via: www.JakeGreen.dk

Hør mere til bl.a. Jake Green på CD’en på denne side eller gå ind på:www.myspace.com/Jake-Green.

34 High Fidelity No. 50 – Special Edition, September 2010

35High Fidelity No. 50 – Special Edition, September 2010

Line-up:Adam Grahn – VocalsHannes Irengård – GuitarJonas Almén - BassPer Andreasson - Drums

Label: On Fire Records

Website: www.royalrepublicband.com

Næste koncert i DK:16. oktober, Stengade 30 i København

halv-sand historie! Jeg har altid været en fattig musiker der flyttede fra det ene hus til det næste med min pålidelige guitar. En dagprøvede jeg at få en date med datteren til den rigeste mand i byen. Jeg sneg mig ind i haven for at mside småsten på hen-des vindue. Desværre så hendes far mig før hun gjorde, og jog mig afsted som var jeg en herreløs hund! Denne sang er min lille payback. Jeg håber de kløjs i den!“

Måske det er for sent for Præsiden- ens datter, men det hele er ved at

begynde for Royal Republic, der beskri-ver deres rock’n roll mission på følgende vis: „Vi vil gerne gøre folk glade, klar til at feste hårdt og måske en lille bitte smule liderlige...“ Absolut en nobel ambition og en som „We Are The Royal“ er skæbnesbe-stemt til. Velkommen til den Royale Repu-blik af Rock’n Roll!

Hør udvalgte numre fra Royal Republic på den medfølgende CD på side 33.

On Fire Records er stolte af at kunne annoncere at vi har tilføjet royalitet

til vores slæng! Royal Republic fra Malmø i Sverige er højtråbende, funky og ved at udgive deres debut album „We Are The Royal“, hvor deres følge efterlader sig afbrændt jord og hele paladser i ruiner! Nogle bands skal have lidt tid til at få arbejdet sig ind i bevidsheden af rock publikummet. Og så er der Royal Repu-blic, der er en af disse sære kreaturer, som ganske enkelt sparker sig vej gen-nem dørene med et uforglemmeligt brag!

Royal Republic har avanceret med lysets hastighed i deres hjemland til et

af de største up-coming bands, takket være deres eksplosive energi, en uimodståelig charme og et arsenal af sange, sendt af-sted uden omsvøb mod din bevidsthed, som var det skarpt målrettede missiler. Nu har de pakket lastbilen med deres stramme live-show og deres Britpop, punk og funk-inspirerede repetoire, for at erobre den fablede „resten af verden“. Stiftet i slutningen af 2007, er Royal Republic’s lyd ikke bare forfriskende; den er forfriskende anderledes, som også blev bevist af den ekstremt gode modtagelse, deres første single „All Because of you“ fra september 2009. De store fede skingrende guitarer sabler sig vej til din bevidsthed sammen medden tunge, rumlende bas og de hårde præcise trommer og i dén grad ført an af forsanger Adam Grahn’s klare, gennemtrængende og streetwise vokaler, der med humor og

flabethed samler helheden til en umisken-delig og nærmest euforisk dosis af Royal Republic über-fucking-coolness! „Kort efter vi fandt sammen begyndte det hele at blive ret seriøst“, husker Grahn. „Efter den anden eller tredje gang vi øve-de, blev det ret tydeligt at vi havde store planer med Royal Republic. Det føltes så nyt og spændende - ligesom første gang du fik lov at pille ved din kærestes bryster!“ Derfor er det ikke spor overraskende at producer Anders Hallbäk lynhurtigt fik samlet den „Royale“ familie i Beach House Studio sidste efterår, sammen med mixer-empressarioen Stefan Glaumann (Rammstein, Clawfinger, Apocalyptica...) og fik dermed tændt op under lunten på det højeksplosive materiale fra „We Are The Royal“.

Royal Republic udvider de Svenske rock- grænser med deres massive sange, kun

tilnærmesesvis overgået af deres store kæf-te og den kulsorte humoristiske sans, som albumtitlen „We Are The Royal“ antyder. Grahn forklarer grinende at „Denne sang kom med undervejs i en af de sangskrive-sessions vi havde. Vores trommer Per og jeg sad temmelig fast i min lille studie-lej-lighed i en måneds tid, alt imens vi tæske-de vores hjerne for at finde på gode sange. Vi var mildest talt godt oppe og køre så vi besluttede os til en forandring for at skrive en ærlig, direkte og totalt grineren sang,.På en eller anden måde kom vi frem til slo-ganet ’We Are The Royal’ som vi selv men-te var totalt cool; hvorfor vi også besluttede

os til at det skulle være albummets titel...“ Når man lytter til den sorte humor i sange som „Tommy Gun“ eller „Underwear“, er det ganske tydeligt at Royal Republic ikke tager sig selv alt for seriøst. „Selvføl-gelig tager vi ikke os selv seriøst på dén måde. Med sange som „Underwear“ el-ler „Good To Be Bad“ håber vi at folk forstår vores underliggende ironi og ikke falder i fælden med at tro at vi er

hard-core primadonnaer! Vi er ikke rock stjerner (endnu), men vi elsker at bruge disse typiske rock-star clichéer på en fla-bet måde. Og vi elsker at lave musik.“ Du skal lede hårdt og længe her, for dybderensende selvterapi, nogen form for spektakulære oplysningskampag-ner, sjæleudkrængende tilståelser eller blot et enkelt forsøg på hjerteknusning. God gammeldaws spark-i-røv underhold-ning – det er hvad Royal Republic gør bedst, hvilket deres publikummer til de sved-dryppende support-gigs for bands som CKY og Biffy Clyro har erfaret.

Som man måske kan forvente fra ethvert selv-respekterende storbys-rockband,

er Royal’s musiske indflydelser lige så bre-de som deres musik er høj. Grahn smiler „Folk vil sikkert blive ved med at sammen-ligne os med et andet svensk band hvios navn jeg ikke kan huske lige nu! Men det er sandt at vores musiske baggrunde er yderst forskellige. Det hele starter vel med the Hives eller Danko jones og strækker sig derefter ud til lidt Metallica, videre op til Bob Dylan, Norah Jones og sågar film musik eller klassisk. Og så måske et strejf af den sorteste døds-metal du kan fore-stille dig.“

Det hele ender med et solidt mix der er reflekteret i styrken og forædlingen

af „We Are The Royal“. Det røde tæppe bliver rullet ud med den rasende „The Royal“. Rejsen fortsætter med den ban-kende „Walking Down The Line“ og den

bamhjertighedsløse og ørehængende „Full Steam Space Machine“, og hele fe-sten bliver skudt afsted med de dryppende beskidte og frække groove fra „OIOIOI“ - svensk for „oh fuck“. Royal Republic leve-rer ærlig og direkte rock i verdensklasse, der invaderer din hjerne som en velkom-men tumor og holder dig hoppende uden så meget som et minut til at trække vejret i. „Hele min lejlighed er klistret til af små

gule post-it’s med mine sang-idéer. Det er hårdt, men jeg er inspireret stort set døg-net rundt og mine bedste idéer kommer typisk på de mest uegnede tidspunkter, som når jeg er i bad eller sidder midt i en romatisk middag. Jeg kan så ikke gøre andet end at undskylde mig for hurtigt at skulle tage mig af ’presserende sager’...“ Det perfekte eksempel er „The Presidents Daugther“, en moderne fortolkning af Ro-meo & Julie, som Adam Grahn forstår den. „Lyrikken er baseret på en – skal vi sige–

„Du skal lede hårdt og længe her, for dybderensende selvterapi, spektakulær

oplysning eller sjæleudkrængende tilståelser“

We are the RoyalDrengerøvene fra det Ydre Rum