srp israel/palæstina konflikten...i 1896 udgav den jødiske journalist theodor herzl bogen den...
TRANSCRIPT
1
SRP
Israel/Palæstina konflikten
Sprog, magt og historiebrug i den israelsk/palæstinensiske konflikt
Johanna Klett Mortensen
3.v, Hvidovre Gymnasium
SAA-MeB-MaB
Fagkombination
Samfundsfag og historie
Vejledere
Iben Kristine Engberg og Karen Steller Bjerregaard
2
Abstract
This paper is about the conflict between Israelis and Palestinians. Focus is on the wall
and the Jewish settlements. It is on the deliberate use of certain words and specific
terms, and on the power that language can have if it is used correctly. The possibility
of a solution when the past is used in the argumentation of both sides is discussed.
An analysis of two grass roots movement’s (one from each side) use of linguistic
tools to influence peoples view on reality, has lead to the conclusion that the
Palestinian organization wishes to portray the Palestinian people as victims of an
apartheid system, built by Israel, to win the international community’s sympathy
and therefore their desire to help the Palestinians. The Israelis use Palestinian terror
attacks as an excuse for the wall and they call it the security wall. They use language
to try and reverse the situation and depict the Palestinians as “the bad guys”.
If a solution is to be reached in the future both the Palestinians and the Israelis
have to stop thinking of the whole area as rightfully theirs. If they will not
compromise, a solution will never become a reality.
3
Indholdsfortegnelse
Abstract .................................................................................................................................. 2
Indledning ............................................................................................................................... 4
Redegørelse - Det historiske grundlag og situationen i dag ..................................................... 5
Historien bag – fra ofre til bøller ............................................................................................ 5
Situationen i dag ..................................................................................................................... 8
Muren som gnidningspunkt ............................................................................................... 8
De jødiske bosættelser ....................................................................................................... 9
Diskursanalyse - Apartheid eller sikkerhed ............................................................................. 13
Den palæstinensiske historie ............................................................................................... 14
Muren ............................................................................................................................... 16
Bosættelser - en del af apartheidsystemet ...................................................................... 17
Den israelske historie ........................................................................................................... 18
Et uskyldigt hegn .............................................................................................................. 20
Bosættelser ...................................................................................................................... 21
Diskurs i Israelsk politik .................................................................................................... 22
Diskussion - Historiebrug og fremtidige løsningsmuligheder ................................................ 24
Kollektive offerhistorier leder til identitetsdannelse ....................................................... 24
Tid til en løsning ............................................................................................................... 26
Oslo-aftalen ...................................................................................................................... 27
Det vi lærer videre ............................................................................................................ 28
Konklusion ............................................................................................................................ 30
Litteraturliste ............................................................................................................................ 31
4
Indledning
I oktober måned var jeg på studietur til Israel/Palæstina. På turen samlede jeg empiri
til denne opgave, og gennem oplevelser har jeg fået en forståelse for konflikten, som
jeg ikke tror, man kan få udelukkende ved at læse de utallige tykke bøger, der er
skrevet om emnet.
Jeg fik snakket med unge mennesker på begge sider, hørt aktører og eksperter tale
om konflikten og mødt almindelige mennesker, som påvirkes af situationen på den
ene eller den anden måde.
En ting jeg finder interessant, er den måde der blev talt om konflikten på.
Palæstinenserne var ivrige efter at fortælle om israelernes ugerninger, mens
israelerne levede mere eller mindre normale liv, slet ikke påvirkede af konflikten på
samme måde som palæstinenserne, og derfor var de ikke ligeså interesserede i at tale
om den. Når israelere så talte om konflikten, brugte de helt andre ord og fortalte en
helt anden historie end den, jeg havde hørt på den palæstinensiske side af muren.
Denne opgave kommer derfor til at handle om diskurs og historiebrug. Jeg vil
starte med at redegøre for konfliktens grundliggende problemstillinger: Det
historiske grundlag for at konflikten opstod, og det konflikten har udviklet sig til at
være i dag. Derefter vil jeg analysere en israelsk og en palæstinensisk organisations
sprogbrug, og se hvordan de med sproglige tricks, virkemidler og italesættelse
argumenterer og appellerer for deres sag. Til sidst vil jeg ud fra min analyse
diskutere, hvordan fortiden og parternes brug af historien som argumentation
påvirker mulighederne for en løsning i fremtiden.
5
Redegørelse - Det historiske grundlag og situationen i dag
Grundlæggende handler den israelsk-palæstinensiske konflikt om, at to kulturelt
meget forskellige folk mener, at de har retten til det samme stykke land. Jøderne er
den stærkere part kapabilitetsmæssigt, og da de i 1948 oprettede staten Israel,
begyndte fysiske og voldelige stridigheder mellem dem og det palæstinensiske folk.
Jøderne immigrerede til Palæstina over en lang tidsperiode. Jødernes
argumentation for retten til at gøre dette ligger i det historiske. For at forstå
konflikten i dag, må man først forstå den vigtige rolle fortiden spiller.
Historien bag – fra ofre til bøller
Palæstina har ikke i nyere tid fungeret som en selvstændig stat. Inden oprettelsen af
staten Israel, var området gået fra at være en del af det romerske imperium, til at
komme under arabisk herredømme, til at blive en del af det tyrkiske Osmannerrige,
indtil briterne efter 1. verdenskrig fik tildelt det som mandatområde.1
Før landets rejse fra imperium til imperium var det jødernes land. Men med
Romerrigets anneksion af området i 70 f. Kr., blev jøderne fordrevet fra deres
hjemland og dette faktum er i dag en bærende del af Israels argumentation. Det er
over 2000 år siden, men det jødiske folk var der faktisk først.
I 1896 udgav den jødiske journalist Theodor Herzl bogen Den Jødiske Stat. Med
denne bog grundlagde han den zionistiske bevægelse. Zionisme er i al sin enkelthed
den eksistentialistiske tanke om jødernes ret til at skabe en bedre tilværelse for dem
selv i det hellige land Palæstina, som de mod deres vilje forlod.
1 (Mortensen, 2011) s. 9-10
6
Theodor Herzl skrev: ”Modsigelse fra enkelte individer er ligegyldig. De, der vil med,
skal stille sig under vor fane og kæmpe for den i ord, skrift og gerning”2. Med disse ord
samlede han det jødiske folk om et fælles mål: en stat i Palæstina.
Der var forskellige pull og push faktorer, som resulterede i jødernes immigration.
Politisk forfølgelse og religiøs undertrykkelse i oprindelseslandene var push-faktorer
og en fremtid i Palæstina i sikkerhed og omgivet religiøse ligesindede var pull-
faktorer.3
I figur 1 er push- og pull-faktorerne opstillet, samt de mulige migrationsformidlere.4
Mange jøder levede ikke under optimale forhold, da antisemitismen, allerede da
Herzls bog udkom, var en realitet. Mange følte, at de havde et tilhørsforhold til
Palæstina, på trods af den lange tidsperiode, der havde passeret, hvor jøder ikke
havde beboet området. De så det stadig som deres hjemland. Vigtige helligdomme
for den jødiske tro ligger placeret i Palæstina, og dette var også en vigtig grund til, at
jødernes stat ifølge folket burde placeres i der.
Helligdomme, med stor betydning for de to andre monoteistiske
verdensreligioner Islam og Kristendommen, befinder sig også der, og i dag kan en
såkaldt religionskrig om retten til de forskellige hellige steder, siges at udspille sig,
med Jerusalem som centrum – den hellige by – hvor de tre trosretninger kulminerer.
2 (Mortensen, 2011) s. 15
3 (Rasmussen & Sørensen, 2012)s. 85
4 (Rasmussen & Sørensen, 2012) figur 4.3, s. 85.
7
Under 2. verdenskrig, med holocaust i lande præget af nazismen, steg graden af
forfølgelse og de omtalte faktorer blev mere afgørende fra. Efter krigen påvirkede
følelsen af dårlig samvittighed over holocaust den vestlige verden, og man lod derfor
jøder i store mængder indvandre til området Palæstina.
Indvandringsbølger, hvor jøder immigrerer i store mængder har fundet sted af
forskellige grunde, men som oftest på grund af systematisk forfølgelse. Det har i det
store hele resulteret i, at antallet af indbyggere i Palæstina med jødisk baggrund er
gået fra i 1882 at være 4% til i 1949 at være 80,6%.5 Kort fortalt gik jøderne fra at være
en etnisk minoritet i landet til at være den majoritet, som blev skyld i at utallige
palæstinensere måtte flygte til nabolandene. I dag siges det, at 60-75 % af nabolandet
Jordans indbyggere er af palæstinensisk oprindelse.6
Jødernes opbyggelse af staten Israel havde ikke kunne fungere uden det tætte
samarbejde med supermagten USA, som efter 2. verdenskrig og frem til i dag er en
realitet. En af grundene til, at USA allerede ved statens oprettelse spillede en
afgørende rolle, var holocaust. Den systematiserede udryddelse af jøder
retfærdiggjorde for USA oprettelsen af en stat til ofrene.7 Derudover er Israel er en
demokratisk ø i et hav af stater styret mere eller mindre politisk autoritært, deres
kultur er meget lig den
vestlige, og de er derfor det
land i Mellemøsten, USA
bedst kan identificere sig
med. De har derfor skabt et
samarbejdende
sikkerhedssystem8. Grafen
til højre viser Israels import
i mio. dollars i 2010.9 Det
5 (Mortensen, 2011) Tabel 1, s. 91
6 http://www.middleeast.dk/side/84
7 (Mortensen, 2011) s. 106
8 (Rasmussen & Sørensen, 2012) s. 111
9 http://www.forlagetcolumbus.dk/typo3temp/GB/ba858df5ae.png
8
ses tydeligt at de importere mest fra USA, og da de jo har et samarbejde, findes en
tilsvarende graf for eksport til USA.
USA er blevet en vigtig aktør i konflikten. De to lande har normer og værdier til
fælles, og USA valgte derfor Israel som sin platform ind i Mellemøsten. USA sidder i
FN’s sikkerhedsråd, så udover deres økonomiske støtte til staten, kan de nedlægge
veto i sager til Israels fordel. Uden USA ville staten Israel ikke kunne fungere, som
den gør i dag.
Situationen i dag
I de to følgende afsnit vil jeg redegøre for muren og de jødiske bosættelser. De to ting
komplicerer en mulig fremtidig løsning gevaldigt, da de ikke bare lige kan fjernes fra
den ene dag til den anden uden store konsekvenser og omkostninger.
Muren som gnidningspunkt
Situationen i dag er indviklet. Israel har besat både Vestbredden og Gaza, og deres
besættelsesstrategi er unik. I 2002 begyndte de at bygge en mur som grænse mellem
de to folks landområder. De beskrev det som værende en sikkerhedsforanstaltning
mod terrorangreb fra palæstinensere rettet mod den israelske civilbefolkning.
Antallet af dræbte, som følge af terrorhandlinger i Israel, er faldet fra 452 i 2002 til 9 i
201010, så Israel har belæg for at muren har virket.
Det internationale samfund dømte ikke desto mindre muren ulovlig fra starten.
Men da de ikke skred til handling og forsøgte at stoppe israelerne, fortsatte de da
bare med at bygge.
10
http://occupiedinthoughts.wordpress.com/2011/08/15/turen-gar-til-separationsbarrieren/
9
Muren er to gange den længde, den grønne linje11
var, og dette er grundlaget for det internationale
samfunds fordømmelse af den. 85%12 af den er bygget på
palæstinensisk jord.13 Muren er nemlig placeret til Israels
fordel, så størstedelen af vandressourcerne befinder sig
på deres side. Det er en kamp om land og vand, som
israelerne vinder overlegent.
Billedet14 til højre viser indemuringen af Vestbredden.
Den sorte linje er muren. Den er snørklet og illustrerer
den komplicerede rute israelerne måtte tage for at
indramme vandressourcer på den israelske side. Fordi
den er blevet bygget med dette mål, er den for
palæstinensere en adskillelses- eller apartheidmur. Den har forværret deres
leveforhold og splittet familier ad. Huse beboet af palæstinensere rives ned, hvis de
står de forkerte steder og er i vejen for murens rute. Force transfer er blevet et
almindeligt kendt fænomen. Familier tvangsfjernes, hvis de ikke frivilligt forlader
deres bopæl, så israelske magtinstanser kan rive deres huse ned. Muren er derfor
blevet kilden til megen frustration blandt palæstinensere.
De jødiske bosættelser
Med Osloaftalen i 1993, en af de utallige fredsaftaler, som aldrig kom til at virke i
praksis, blev Vestbredden delt op i tre områder med forskellige grader af israelsk
kontrol eller selvstændighed. Figur 2 viser i procent opdelingen af det
palæstinensiske område i ABC-områder:
11
Våbenhvilegrænsen fra 1949 efter den første israelsk-arabiske krig 12
http://972mag.com/the-wall-10-years-on-the-great-israeli-project/40683/ 13
http://972mag.com/the-wall-10-years-on-the-great-israeli-project/40683/ 14
http://apeaceofpalestine.wordpress.com/
10
Figur 2. Den skævt fordelte kontrol over Vestbredden.15
Palæstinenserne har altså kun kontrol over 17 % af Vestbredden. De har officielt
selvstyre, men palæstinensisk selvstyre siges at være korrupt, og de palæstinensere,
jeg snakkede med på min tur, havde generelt ikke noget tillid til det. De mener, at
det er under israelsk indflydelse på trods af dets udadtil status som værende
selvstændigt.
Bosættelser er små jødiske byer, som ligger placeret på besat palæstinensisk
territorium. Størstedelen af dem ligger placeret i C-områder, som altså er under
fuldstændig israelsk kontrol. Det israelske militærs tilstedeværelse og kontrollen af
palæstinensiske områder gør Palæstina til en de-facto stat, da palæstinenserne ikke
har suverænitet over deres landområder men i teorien er i besiddelse af alt, der er
nødvendigt for selvstændighed.16
Jødiske bosættere er som oftest idealister. De kan slå sig ned af zionistiske,
religiøse eller økonomiske årsager. Det er økonomisk attraktivt, fordi den israelske
stat betaler jøderne for at holde besættelsen i gang med bosættelser. De betaler med
skattelettelser og gode forhold.
En anden slags bosættelser kaldes outpost. Dette er, når ekstremister, enten
ultrazionister eller ortodokse jøder, bosætter sig på privatejet palæstinensisk grund.17
Alle bosættelser er ulovlige ifølge international lovgivning. Outposts er det også
15
(Rasmussen & Sørensen, 2012) Tabel 5.1, s. 101 16
(Rasmussen & Sørensen, 2012) s. 99 17
(Rasmussen & Sørensen, 2012) s. 101
11
ifølge israelsk lovgivning, men israelsk militær har pligt til at beskytte disse
bosættere, alene fordi de er israelske statsborgere.
På min tur besøgte jeg den palæstinensiske by Hebron, som ligger placeret på
Vestbredden. Den er unik, fordi det er den eneste by, hvor jøder har bosat sig midt
inde i byen. Der bor ca. 400 bosættere.18 Det er de mere radikale og ekstremistiske
jøder. Bosættelserne har resulteret i, at byen er en af de mest konfliktfyldte. Den er
vogtet af israelsk militær, som er der for at beskytte israelerne. Da jeg var i byen, så
jeg, hvordan gader var blevet delt op, så den ene side kun var til bosættere og den
anden og mindre side var til de palæstinensiske indbyggere. Jeg mødte en mand,
som fortalte, at hans afgrøder var blevet forgiftet af jøder, som boede lige ved siden
af hans hus med fuldt udsyn over hans grund. Hans børn var bange for at gå ind ad
husets hovedindgang af frygt for at blive ramt af sten kastet fra bosætterne, og hans
kone havde ufrivilligt aborteret flere gange som resultat af bosætteres voldelige
overgreb.
Bosættere har generelt bedre forhold og flere muligheder end palæstinensere.
Bosættelser ligger placeret på toppen af bakker, så der er frit udsyn over området og
mulighed for at beskytte sig. De har det israelske militær til at beskytte sig, og de har
deres eget separate vejsystem til rådighed, så de ikke skal gå igennem checkpoints.
Alle dernede har ID-kort, som fortæller, hvilken etnicitet de har, og derfor hvilke
områder de må færdes i. Israelere har specielt adgang til vejnettet, mens
palæstinensere må forsinkes ved checkpoints. Kortet på næste side viser
bosættelsernes, som er de blå prikker, størrelse og placering og den tydeligste blå
streg er vejnettet til bosættere og israelsk militær
18
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Israel_og_Jordan/Hebron
12
Israel har altså bygget en stat op med
USA’s hjælp på det grundlag, at det er
deres historiske ret.
De har besat de palæstinensiske
områder. Bygget en mur og placeret
bosættelser, som skaber frustration og
forringer de palæstinensiske levevilkår.
13
Diskursanalyse - Apartheid eller sikkerhed
Der er igen tvivl om, at en fredelig løsning via verbale forhandlinger ville være det
bedste for alle. Man ville undgå drab af uskyldige civile og spare ressourcer. Men
med alle de mislykkede fredsaftaler, er det tydeligt, at det ikke kan fungerer som
tingene er nu. Ifølge den israelske forfatter Amos Oz er det fordi, for mange af de
indblandede er fanatikere. I hans bog Hvordan man kurerer en fanatiker skriver han om
situationen i Jerusalem: ”Alle, der diskutere disse politiske og teologiske spørgsmål, forsøger
hele tiden at mase sig frem forrest i køen. Alle råber højt, ingen lytter efter.”19 Der er
simpelthen for mange fanatikere af den ene af den anden slags, fundamentalister,
ekstremister, ultrazionister, som råber i munden på hinanden. Folk som mener, at de
har ret og derfor ikke ser nogen grund til at høre, hvad den anden part har at sige.
Denne del af min opgave skal handle om, hvad begge parter har at sige, og hvordan
de bruger sproget til forskellige ting.
Ud fra en konstruktivistisk analyse kan det siges, at et fjendebillede med israelerne
på den ene side og palæstinenserne på den anden er blevet bygget op dels af
parternes handlinger men også af den brugte retorik og italesættelse.20 Denne del af
min opgave handler om kampen om ord. Jeg vil fastholde fokus på muren og
bosættelser og analysere den israelske og palæstinensiske diskurs, som behandler de
to emner.
Sproget er en magtressource. Det er et middel, som kan bruges til at ændre eller
fastholde menneskers virkelighedsopfattelse. Det kan bruges til at samle et folk om
en fælles kamp mod et andet folk.
Konflikten handler i høj grad om to folk, som med sproglige handlinger er endt med
at definere sig selv, dels ud fra fælles fortid, dels ud fra hadet til det andet folk.
19
(Oz, 2002) s. 9 20
(Rasmussen & Sørensen, 2012) s. 108
14
Den palæstinensiske historie
The Palestine Initiative (PNI) er en palæstinensisk græsrodsbevægelse. De mener, at
mediernes framing af konflikten har været til fordel for israelernes sag, så nu er det
deres tur til at fortælle. Det gør de med dokumentarfilmen Our Story. De vil have
kontrol med den samfundsmæssige dagsorden, og de vil have, at folk skal vide
”what really happened”.
Filmen indeholder narrative elementer. Dr. Mustafa Barghouti, en kendt
palæstinensisk politisk aktivist, fortæller historien om israelernes opbyggelse af det
han kalder apartheidsystemet. Der gøres brug af patos-appelformen for at vinde
seeres medfølelse. Det hele er meget følelsesladet. Billedmontager af lidende
palæstinensere gør det personligt og intimt og lydsiden bidrager med stille, sørgelig
musik. Billedet af børnene ”i bur” nedenfor er et eksempel fra billedmontagerne. Det
er tydeligt at patos er den klart mest fremtrædende appelform.
Palæstinenserne fremstilles som ofre. Ofre for jødernes brutale adfærd. Fra starten
ville de bare alle det bedste. De ønskede demokrati, de er bare uskyldige ofre for de
onde zionistiske jøder. Citatet fra filmen underbygger dette.
“Back in the beginning of the 20th century, Palestinians were struggling to
have independence and freedom. They were hoping to have a state that is
15
democratic where Palestinians and Jewish people would live side by side in
equality and with equal democratic rights.”21
Demokrati er den udbredte styreform i vesten, og PNI bruger bevidst værdier,
som definerer denne styreform. Udover at fortælle palæstinensernes side af sagen, er
filmen nemlig også en slags kald om hjælp til omverdenen. Ved at omtale disse
værdier som frihed, lighed og rettigheder, siger de indirekte, at de mentalt er klar til
at opbygge en selvstændig stat, der vil kunne fungerer. Ordene er nøgleord. De går
igen et par gange og kan siges at være det image, de udadtil ønsker at have, som
fornuftige og upåvirket af lysten til hævn.
Til sidst i filmen appellerer de direkte til det internationale samfund:
"We believe that the only strategy that will get us out of this mess is to combine
nonviolent peaceful resistance with international solidarity with the Palestinian
people”
At de til og med ikke vil bruge vold til opnå dette, styrker bare deres budskab om, at
de er i stand til at holde hovedet koldt.
De to citater er fra begyndelsen og slutningen af filmen, og det bliver på den
måde en slags rammefortælling. De starter med at snakke om demokrati, og efter at
have fortalt den forfærdelige historie om israelerne handlinger sætter de igen fokus
på det palæstinensiske folk, som ikke ønsker at tage voldelige midler i brug, selv
efter det israelerne har udsat dem for, men ønsker en alliance med det internationale
samfund, og at løse problemet på en realistisk og ansvarlig måde.
Filmen fortæller kort
sagt, hvordan israelerne
har erobret mere og mere
af det palæstinensiske
folks land. Et folk som
blot ønskede at leve i fred
21
Our Story. Tidskode 01:10
16
og fordragelighed med jøderne. Kortet på den forrige side er fra filmen og det
illustrerer palæstinensernes tab af land. Her benytter de logos-appelformen, ved at
understøtte deres påstand med tal. Før oprettelsen af staten Israel var det
palæstinensiske folk teknisk set i besiddelse af hele området, men dette kort er
selvfølgelig udeladt for virkelig at skærer ud i pap for seeren, hvor lidt
palæstinenserne har.
Muren
Ordet ”apartheid” spiller en vigtig rolle i filmen. Det er et nodalpunkt, et nøgleord
som hele filmen er bygget op om. Muren bliver konsekvent omtalt som
”apartheidmuren”. For israelerne er det en sikkerhedsmur, men for palæstinenserne
har den som sagt en helt anden betydning. Der er nok mange, der vil sympatisere
med israelernes kamp mod terror, og med filmen forsøger PNI at ændre folks
virkelighedsopfattelse af, at muren udelukkende er der af sikkerhedsmæssige
årsager. Ifølge dem er det en adskillelsesmur, og de har personlige billeder og
historier, som underbygger påstanden om de konsekvenser, den har fået for
uskyldige mennesker. Især billederne af børn, som vist før, fylder en del. De
appellerer til modtagernes medmenneskelighed, medfølelse og sympati.
Det er en definitionskamp. En kamp om vinderdiskursen, som vil få folk til at
holde med dem. De ønsker at ændre folks perception. Deres opfattelse, som er
influeret af israelernes italesættelse og retorik, som forklarer muren som en
sikkerhedsforanstaltning mod de onde palæstinensiske terroristers angreb.
Apartheid perspektiverer de direkte til det sydafrikanske apartheidsystem.
Begge sager, den i Sydafrika og den i Palæstina, handler om undertrykkelse af en
befolkningsgruppe. I Sydafrika var det de hvide, der undertrykte de sorte. I den
nuværende omtalte konflikt er palæstinenserne ofre for israelernes undertrykkelse.
Konflikten i Sydafrika blev løst, fordi hele verden var enig om, at det der foregik, var
forkert. Det samme ønsker palæstinenserne skal ske i denne konflikt.
Ved at drage paralleller til en anden historisk begivenhed, styrker de deres
argumentation. Modtageren får endnu engang sympati med palæstinenserne, da
17
apartheid i Afrika kun associeres med dårlige ting for de flestes vedkommende. Den
israelsk-palæstinensiske-konflikt har stået stille i lang tid, og de forsøger at sætte
fokus på den igen. De drager paralleller til en anden historisk periode, hvor nogle af
de samme ting var på spil. De vil have fokus på forholdene på Vestbredden og Gaza
ved at sige, at situationen i dag er ligeså alvorlig, som den var dengang med
apartheid i Sydafrika.
Nelson Mandela citeres, samtidig med at billeder af frihedskæmperen, som det
nedenfor, vises: ”The most important human rights issue is the liberty and freedom of
Palestinians”22 Her appellerer han med etos ved at bruge Mandela, som godt kan
betegnes som en slags ekspert, når det kommer til kampen om menneskerettigheder.
Bosættelser - en del af apartheidsystemet
PNI beskriver bosættelserne og muren som værende en del af apartheidsystemet.
”This whole system including settlements, checkpoints, the wall and then later segregation of
roads as well as unjust laws and military orders were all part of a matrix the aim of which
was to change nature of the Palestinian territory.”23 Ifølge dem er israelernes
overordnede mål ikke total sikkerhed, men at ødelægge alle muligheder for en
fungerende, selvstændig, palæstinensisk stat, og bosættelserne er en del af planen om
at splitte det palæstinensiske samfund, så det ikke kan hænge sammen. Denne
trikade, opremsningen af tre ting, bosættelser, checkpoints og muren, styrker
22
Our Story. Tidskode 57:38 23
Our Story. Tidskode 54:56
18
budskabet og virker som logosappel.24 De udgør tilsammen en slags treleddet
ækvivalenskæde af ord, som knytter sig til det overordnede nodalpunkt: apartheid.
The Palestinian National Initiative bruger filmiske virkemidler og sprogbrug som
fremstiller palæstinenserne som ofre. De taler, som var de repræsentanter for hele det
palæstinensiske folk. De fører en slags bevidsthedskontrollerende diskurs i og med,
at de med bestemte ord forsøger at kontrollere meningsdannelse og få folk til at føle
sympati med dem.
PNI repræsenterer selvfølgelig ikke hele det palæstinensiske folk. Der findes også
langt mere ekstremistiske organisationer, som bidrager til konflikten med en anden
diskurs. Organisationer som Hamas, den revolutionære, fundamentalistiske
bevægelse, som arbejder for udslettelsen af Israel og opførelsen af en islamisk
palæstinensisk stat25, har en anden tilgang og fører en anden diskurs. Hamas’
handlinger er en vigtig grund til, at Israel kan argumentere for, at muren er
nødvendig. Denne argumentation ser vi nærmere på nu.
Den israelske historie
Israel er den stærke part i konflikten. De er besættelsesmagten med alt under kontrol,
og derfor har de ikke nogen grund til på samme måde som palæstinenserne at tale
deres sag. Muren er som sagt ulovlig ifølge det internationale lov, men der bliver
ikke gjort noget ved den. Israelerne har derfor magten til at ignorere den
palæstinensiske befolkningsgruppe, bare kontrollere dem og ellers leve normalt. Går
man ind på det israelske parlament Knessets hjemmeside, er det ikke lige til at
gennemskue, at Israel er en besættelsesmagt og et land med en mur som grænse. De
vælger at have andre mere ”almindelige” ting på dagsordenen, for det har de magten
til. Flere israelere jeg snakkede med på min tur, vil helst bare glemme at konflikten
24
(Sørensen, 2011) s. 142 25
(Mortensen, 2011) figur 2.8 s. 31
19
fandtes og bare leve en normal hverdag, og de har muligheden for at gøre det, fordi
konflikten på ingen måde påvirker deres hverdag i samme grad og på samme måde,
som den påvirker palæstinensernes. Israelerne kontrollerer størstedelen af
vandressourcerne i området, de har et stærkt militær og infrastruktur som fungerer.
De er en stærk stat med kapabiliteten til at kontrollere det palæstinensiske folks
hverdag og selv leve frit og normalt. Kampen om ressourcer og land har israelerne
vundet, nu handler det om kampen om ord.
Israelerne diskurs handler derfor om dominans og kontrol af situationen. For dem
er sproget et kontrolmiddel, og når de endelig skal tale om besættelsen ved de
præcis, hvordan det skal gøres.
StandWithUs26 er en organisation, som siger deres mening og argumenterer for
Israels handlinger som opførelsen af muren og bosættelser. De fortæller israelernes
side af historien om, hvorfor deres handlinger har været nødvendige og fuldt ud
forsvarlige. Nedenfor ses to propagandaplakater udarbejdet af organisationen.
Plakat 1 Plakat 2
26
http://www.standwithus.com/
20
Et uskyldigt hegn
StandWithUs.27 Bare med de få sætninger, som står på plakaterne føres en
antagonistisk diskurs. De konstruerer et fjendebillede; et ”dem” overfor ”os”.28 De
palæstinensiske terrorister, som vil dræbe den jødiske befolkningsgruppe overfor de
uskyldige israelere, som byggede et ”hegn” i selvforsvar.
Med plakat 1 vender de situationen om og beskylder palæstinenserne for at være
dem, der skaber apartheid. De undlader at argumenterer for, hvorfor det de gør
IKKE er apartheid. De er meget enkeltsagsorienterede, og de skynder sig bare at få
fokus hen på palæstinensernes fejl, frem for det de selv bliver beskyldt for. Dette
kaldes interaktionelt spin. Når man bevist bortleder opmærksomheden fra ting, der
kan skade egen sag og i stedet sætter modstanderen i en dårlig situation.29 På den
måde bliver det et slags spil, hvor man bare skynder sig at sende bolden videre.
Med Plakat 2 gør de det samme, men her ledes opmærksomheden hen på
terrorisme. At muren er et forsvar mod terrorisme må siges at være et godt argument
at have i ærmet. Terror er en af den værste slags forbrydelser, det er noget, der skal
bekæmpes, og det er de fleste vist enige om. Især USA, som jo er Israels allierede er
en fortaler i kampen mod terror, så at kalde det en sikkerhedsmur giver USA en
officiel grund til at fortsætte med at finansiere Israel, selvom muren er dømt ulovlig
af det internationale samfund.
StandWithUs bruger underdrivelse som virkemiddel. De omtaler muren som et
hegn. Det er muligt, at barrieren nogle steder kun består af et hegn, men størstedelen
af grænsen en flere meter høj mur. Underdrivelsen er til Israels fordel, men kan virke
lidt humoristisk, når man som jeg har set murens størrelse.
For israelerne er det underordnet, at det kun er enkelte organisationer, som
uafhængigt af officielle autoriteter laver terrorangreb. Ved interaktionelt spin får de
fokus flyttet fra den skade muren forvolder i palæstinensiske områder, både på
27
http://www.standwithus.com/signs/pdfs/A1_Page_08.pdf og
http://www.standwithus.com/pdfs/signs/TerrorismBuilt.pdf
28
(Sørensen, 2011) s. 120 29
(Sørensen, 2011) s. 117
21
Vestbredden og i Gaza, hen på terrorhandlinger begået af ekstremistiske
organisationer som Hamas. De får dermed modtageren til at glemme alle de
områder, som ikke har ressourcer eller lyst til at bruge terror, men som ikke desto
mindre lever undertrykt af murens tilstedeværelse.
Organisationens taktik er altså at ignorerer, nærmest at latterliggøre,
beskyldningerne om apartheid. De undgår at svare ved at sætte fokus på den anden
part. Det kan kaldes bevidsthedsmanipulation, da det handler om at forhindre en
konflikt ved retorisk at fordreje situationen til egen fordel.30
Bosættelser
StandWithUs har lavet det, de selv kalder en flyer31 om bosættelserne på
Vestbredden. De argumenterer ikke direkte for, at bosættelserne er i orden, men
flyeren består af 10 punkter med facts, som er indirekte argumentation for, at
bosætterne har ret til at være på Vestbredden, og at de ikke overtræder nogen love
med deres tilstedeværelse.
Første punkt indebærer den argumentation, som jeg beskrev først i opgaven, om
jødernes historiske ret til at være i deres gamle hjemland. Den fremlagte påstand er,
at jøderne må bosætte sig, og hjemmelen er, at fordi de var der først, er det deres ret.
Deres rygdækning findes i punkt 6 og 9, som handler om, at palæstinenserne aldrig
har haft en selvstændig stat. Der er ikke nogle officielle grænser, som viser, hvor
Israel slutter og Vestbredden starter eller omvendt, altså er der ingen grænser at
overskride.
For at styrke argumentationen bruger de logosappelformen ved at fremlægge tal.
I punkt 3 skriver de, at bosættelserne kun fylder 1,7% af Vestbreddens landområde
og i punkt 4 forklarer de, at 75-80 % af bosætterne bor ganske tæt på grænsen fra før
30
(Sørensen, 2011) s. 111 31
Vedlagt som bilag
22
6-dageskrigen i 194732. Organisationen skriver: “These areas could be easily included on
the Israeli side of a future border with minor land swaps.” Med tallene dysser de
problemet ned, og brugen af tal og statistik er et virkemiddel, som skaber
troværdighed. De viser, at der foreligger fakta og statistiske undersøgelser som
grundlag for deres påstande.
De får det til at lyde som om, bosættelserne ikke vil være noget problem, hvis
området en dag skulle opdeles i to stater. Faktum er bare, at bosættelserne er et af de
største problemer i forhold til en løsning, fordi der er mange af dem, og de kan ikke
bare rykkes, da det er menneskers bopæle, der er tale om.
Materialer i form af både film, tekst og billeder fra organisationer, har nu illustreret,
at meget forskellige diskurser vedrørende de to emner muren og bosættelserne føres,
afhængig af hvilket folk, der har ordet. Sproget er en magtressource og brugt rigtigt
kan nærmest hvad som helst retfærdiggøres. Med interaktionelt spin kan fokus
flyttes til ens fordel. Med en patosfyldt historie kan man vinde medlidenhed.
Empiri fra min tur i form af et oplæg jeg hørte fra en politiker viser, at den
israelske politiske diskursstrategi minder meget om den uafhængige græsrods-
bevægelses.
Diskurs i Israelsk politik
Da jeg var i Israel/Palæstina hørte jeg politikeren fra Young Likud, Davidi Hermelin,
tale om konflikten og Israels rolle som besættelsesmagt. Regeringspartiet Likud hører
til på højrefløjen. Det er et sekulært parti, som grundlæggende mener, at Israel bør
gøre krav på meget større områder end de er i besiddelse af i dag, inklusiv
Vestbredden.33 Davidi Hermelin talte blandt andet om muren, og han blev spurgt
om, hvordan han retfærdiggør de forhold palæstinensiske børn skal vokse op under.
Hermelin svarede “I prefer the life itself of my citizens than the quality of life of someone
32
(Rasmussen & Sørensen, 2012) Figur 5.1, s. 89 33
(Mortensen, 2011) s. 116
23
else. I say this honestly. We want to create atmosphere for peace negotiation. You cannot
create this atmosphere if you have busses that explode in the streets” Han får, ligesom
organisationen StandWithUs, flyttet fokus, men denne gang hen på israelernes
villighed til at indgå fredsaftaler. Han siger, at det er palæstinensernes egen skyld, at
der ikke er fred, fordi de skaber en atmosfære, hvor det ikke kan lade sig gøre.
Derefter sagde han: “So I prefer that this child, and I am not happy with it, it makes me
angry. It makes me angry, that he should be the victim of Hamas.” Som en rigtig politiker
vælger han at spille på egne følelser. Det er interaktionelt spin, når han personliggør
det ved at virke forarget og krænket over hele situationen, over at han må stå og
svare på sådan et spørgsmål, når det slet ikke er hans men Hamas’ skyld. På den
måde kommer han uden om overhovedet at skulle tale om Israels rolle.
Under hans foredrag blev han spurgt om israelernes behandling af
palæstinenserne kan sammenlignes med jødeforfølgelser under holocaust. Her blev
han nærmest sur og virkelig forarget over, at man overhovedet kan få den tanke.
Han svarede:
“When we will collect Palestinians from the entire territory and we will take
them to concentration camps and we will starve them to death, (…) we will put
them all into gas chambers. Then I think comparing would be appropriate. In no
place you compare anything to holocaust. But when we protect ourselves, it is
very easy to say: “Ah, they do to others what others did to them””.34
De to citater og illustrerer den generelle tendens blandt fortalere for staten Israels
arbejde. En tendens til helst ikke at ville snakke om besættelsen overhovedet, om
deres handlinger mod palæstinenserne, men hellere lede fokus hen på den terror,
som de er blevet ofre for, og slet ikke tale om hvorfor de er blevet ofre for den.
Holocaust, som Davidi Hermelin taler om, er en afgørende grund til, at staten
Israel eksisterer i dag. Bestemte historiske perioder og vigtige milepæle i konfliktens
historie fylder generelt meget i diskursen vedrørende konflikten. Den næste del af
34
Optagelse. Tidskode: 16:34
24
min opgave handler om, hvordan brugen af historie påvirker konflikten, og om det
er muligt at finde en løsning på hele problematikken, når historie spiller en så stor
rolle i diskursen.
Diskussion - Historiebrug og fremtidige løsningsmuligheder
Tidligere i opgaven var jeg inde på fortiden som jødernes bærende argument.
Jødernes grundlag for at immigrere til Palæstina og skabe staten Israel bunder jo som
sagt i den historiske ret, jøderne mener, at de har til at bebo området. Jødernes fortid
spiller en stor rolle i nutiden. I denne del af min opgave vil jeg med en
erindringshistorisk tilgang til konflikten diskutere, hvordan brug af fortiden som
argumentation og grundlag på begge sider påvirker mulighederne for en løsning.
Kollektive offerhistorier leder til identitetsdannelse
Jødernes fortid som ofre for antisemitisme, jødeforfølgelser og holocaust under 2.
verdenskrig er en vigtig del af den jødiske identitet. Det er en fælles fortid, de kan
erindre og samles om. Det er en del af deres sociale hukommelse.35 Social
hukommelse er i dette tilfælde den fortid, de vigtige steder i historien, som er med til
at definere jødernes nationalfølelse i dag. Følelsen af at være en del af et fællesskab,
et folk med samme fortid at mindes og erindre. En gruppe mennesker, som har været
igennem de samme lidelser og derfor har noget at tale om og identificere sig med i
hinanden.
35
(hassing & Vollmond) s. 1
25
På næste side ses en model, som illustrerer, hvordan fortiden viderefortalt og
dyrket ved forskellige lejligheder og på forskellige måder i sidste ende bliver en del
af et folks nationale identitet.36
Jødernes fortid som ofre, historien om deres lidelser under holocaust, er kendt og
nedskrevet. Den er nedskrevet, fordi det var en af de mest forfærdelige forbrydelser
begået af mennesket nogensinde. Gerninger på et ideologisk grundlag begået med
raceudryddelse som formål.
Holocaust er for jøderne et vigtigt erindringssted i historien. Men det har vist sig
at være farligt for et folk at have en fortid som ofre for noget, størstedelen af verden
har dårlig samvittighed over, til deres rådighed. Den dansk-jødiske journalist
Herbert Pundik skriver i sine erindringer fra konflikten i 195037:
”Israelerne blev anset for at være konfliktens ofre. Den kristne verdens onde
samvittighed efter holocaust var velbegrundet, men den oversimplificerede
36
Model fra: (hassing & Vollmond) figur 2, s. 2 37
(Mortensen, 2011) s. 85
26
opfattelsen af Palæstinakonflikten. Palæstinenserne var retoucheret ud af det
politiske billede. Man overså at der var tale om en konflikt mellem to ofre.”38
Israel er en stærk stat på grund af deres forhold til USA. En vigtig grund til, at USA
støttede en selvstændig jødisk stat var netop holocaust og jødeudryddelserne.
Jøderne har den magt, de har i dag, fordi deres fælles fortid var domineret af
manglen på magt over egen tilværelse. Den blev bestemt af udefrakommende,
nazister og onde kristne fra den vestlige del af verden. I en artikel fra den
amerikanske avis ”Huff Post” skrevet i år, beskrives holocaust mindedagen, hvor
jøder mindes alle ofrene. Der skrives om holocaust indflydelse på den jødiske
mentalitet i dag:
”The mass murder of Jews during World War II is still a central part of Israel's
psyche. The nation was created just three years after the end of the war, and
hundreds of thousands of survivors made their way to Israel.”39
I min diskursanalyse fortalte jeg om Likud-politikeren Davidi Hermelins reaktion på
sammenligningen af holocaust og den israelerenes besættelse af de palæstinensiske
områder. Han ville slet ikke høre tale om, at de to ting havde noget til fælles, men
som Herbert Pundik beskriver, kan man ikke komme uden om, at det er situationer,
hvor hele folk er blevet ofre. I Davidi Hermelins øjne var holocaust meget værre end
deres behandling af palæstinenserne. Det var for ham en umenneskelig
sammenligning. Men palæstinenserne må siges, på samme måde som jøderne, i dette
øjeblik at forme en fælles national identitet op om deres offerhistorie. Den
offerhistorie PNI fortalte i filmen Our Story, som israelerne er skyld i er en realitet.
Tid til en løsning
Når det kommer til en løsning af konflikten, er der to teorier om, hvordan det kan
fungere. Den ene er en enstatsløsning, hvor de to folk lever efter de samme love,
38
(Mortensen, 2011) s. 85 39
http://www.huffingtonpost.com/2012/04/19/holocaust-remembrance-day_0_n_1437368.html
27
under samme vilkår og med samme muligheder. Den anden mulighed
tostatsløsningen, hvor en selvstændig palæstinensisk stat oprettes, besættelsen
sluttes og to stater, Israel og Palæstina, lever side om side i fred og fordragelig og i
harmoni med hinanden.
Men der er en grund til, at ingen af de to mulige løsningsmetoder har fungeret.
Der ligger en bunke af fredsaftaler i fortiden, som på papiret så godt ud, men i
praksis aldrig kom til at fungere. Jeg mener, at grunden til dette er den manglende
villighed til at gå på kompromis. Begge folk mener jo, at de har retten til hele
området. Der er nogle grupper og organisationer, som er mere villige end andre, men
ingen part er klar til at opgive det en løsning kræver af dem.
Fortiden, Israels fortid som folket der måtte emigrere fra området mod deres vilje
og Palæstinas som et folk, der pludselig måtte ud i en kamp om det land de boede
på, fortiden kan ikke blive ved med at spille den rolle, som den gør nu for begge
folks nationale identitet og nationalfølelse, i forhold til det område. Historien
berettiger to folk til det samme land. Der kan argumenteres for, at begge folk har
retten, men de må være villige til at opgive noget. Israelerne såvel som
palæstinenserne hvis en fredelig løsning skal findes.
Oslo-aftalen
Med osloaftalen gav den daværende leder for PLO Yassir Arafat og Yitzhak Rabin
Israels ministerpræsident på det tidspunkt, hinanden hånden og indgik en aftale om,
at de kommende fem år skulle gå med forhandlinger, indtil der i sidste ende kom ”en
retfærdig, varig og altomfattende fred og historisk forsoning”40 mellem de to folk.
Det historiske øjeblik, hvor de to ledere indgår samarbejdet, ses nedenfor:
40
https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/ipko/ipkofred
28
Det lød jo meget godt i teorien, men jeg tror ikke, at hverken den ene eller den anden
part i denne aftale var villige til at ofre det, der skulle til for at opnå målene om
holdbar fred. Ingen er villige til at gå på kompromis.
Bosættelserne, som min opgave tidligere handlede om, er et væsentligt problem.
Bosættelser er steder, hvor mennesker bor, og de kan ikke bare sådan lige flyttes.
Størstedelen af dem ligger på det, der ville blive en del af den palæstinensiske stat,
og jeg tror ikke, at Israel ved indgåelsen af Osloaftalen var villig til virkelig at gøre en
indsats for at ændre disse forhold. Aftalen lød således:
”De største stridspunkter skal derimod først forhandles på plads i løbet af den
såkaldte forhandlingsperiode. Det drejer sig blandt andet om Jerusalems status,
bosættelsernes fremtid, de palæstinensiske flygtninges fremtid, den endelige
grænsedragning og spørgsmålet om sikkerhed.”41
Problemet er, som jeg tidligere var inde på, at Israel har det godt. De står i en stærk
position, som det er nu. De har kontrollen over alle områder, de har kapabiliteten til
at forsvare sig, skulle den arabiske verden endnu engang få lyst til at blande sig. De
har den unipolære stormagt USA i ryggen, og så længe de har det, er der ingen fare.
Israel har ganske enkelt ingen grund til at gå på kompromis. De er ikke truet. Det
internationale samfund griber ikke ind på trods af deres fordømmelse af muren og
bosættelserne.
Det vi lærer videre
Tidligere snakkede jeg om diskurs. Denne spiller en vigtig rolle i forhold til
fremtidsplaner om en løsning. Der skal opstå villighed til at gå på kompromis, og
hvis det skal ske, skal diskursen ændres. Sproget er en magtressource, og alle
påvirkes forskelligt af det de fortælles afhængig af hvilken baggrund de har og
hvordan de opdraget. Jeg er bange for, at der føres en antagonistisk diskurs i mange
israelske hjem. Jeg er bange for, at yngre generationer, konfliktens fremtidige
forhandlere, opdrages til at se alle palæstinensere som de fjender, der stjal det land
41
https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/ipko/ipkofred
29
som gud ellers tildelte jøderne.42 Hvis social hukommelse, baseret på fortiden som
ofre for først det ene og så det, føres videre til nye generationer, kommer vi aldrig
videre. På samme måde hvis palæstinenserne fortæller deres livshistorie som ofre for
israelernes ondskab videre til deres børn og lærer dem, at Israel er fjender, bringer
det heller ikke noget godt med sig.
På min tur snakkede jeg med en ung palæstinensisk kvinde ved navn Rand Shaar om
det at gå på kompromis. Hun begyndte at snakke om alt det israelerne skulle gøre og
opgive, men da jeg så spurgte, hvad hun var villig til at opgive, blev hun tavs. Hun
var ikke villig til at opgive noget som helst. Hun mente jo faktisk, at hele området
burde være palæstinensisk, så de skulle ikke give mere end det, de allerede var
blevet tvunget. De havde ofret nok, nu var det israelernes tur. Men sådan fungerer et
kompromis jo ikke. Hvis yngre generationer ikke opdrages til at have en anden
tilgang til tingene end de nuværende generation har, kommer der aldrig fred.
42
https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/ipko/ipkohist
30
Konklusion
Jeg har redegjort for de historiske omstændigheder, som ligger til grund for
konflikten mellem palæstinensere og israelere. Jeg har fortalt om situationen i dag;
om muren, som ifølge israelerne er en sikkerhedsforanstaltning, men som omtales af
palæstinenserne som apartheidmuren. Om de jødiske bosættelser på Vestbredden,
som komplicerer situationen, da de kommer i vejen for en to-statsløsning hvor en
grænse sættes mellem de to folks områder, som de er i dag. Muren og bosættelserne
er to væsentlige problemstillinger, som befolkningsgrupperne i dag står over for.
I en diskursanalyse, med fokus på muren og bosættelserne og italesættelser af
disse, har jeg taget udgangspunkt i to organisationer, en israelsk og en
palæstinensisk, som bruger meget forskellige sproglige strategier. Den
palæstinensiske organisation fortæller historien om jødernes opbyggelse af det
undertrykkende apartheidsystem. De forsøger åbenlyst at få modtageren til at
sympatisere med dem og den dominerende appelform er patos.
Israelerne har ikke på samme måde et formål, da de ikke behøver at have det. De
er den stærke part med kontrol over situationen. Den israelske organisation begiver
sig dog ud i en antagonistisk diskurs, et fjendebillede med israelerne på den ene side,
som forsvarer sig mod de ondsindede palæstinenseres terroraktioner.
Til sidst diskuterede jeg, hvordan brugen af historie påvirker mulighederne for en
løsning i fremtiden. Jeg er kommet frem til, at så længe de to folk nægter at se i
øjnene, at de ikke kommer i besiddelse af hele området, selvom de mener, de har den
historiske ret, vil der ikke komme nogen løsning. I et kompromis er parterne nødt til
at se bort fra deres historiske ret, og det de mener denne berettiger dem til. Uden et
kompromis vil konflikten fortsætte.
31
Litteraturliste Bøger:
- Uddrag fra endnu ikke udkommet bog. Brugt med tilladelse fra forfatterne:
Hassing, Anders & Vollmond, Christian. Hvad er historie?
- Mortensen, Henrik Wiwe. (2011). Israel - en stat i Mellemøsten (1. udg.) Systime.
- Oz, Amos. (2002). Hvordan man kurerer en fanatiker. På dansk ved: Claus Bech.
Gyldendal.
- Rasmussen, J. G., & Sørensen, J. G. (2012). Mellemøsten under forandring -
baggrund og perspektiver (1 udg.)Columbus.
- Sørensen, Kjeld Mazanti. (2011). Ideologier og diskurser: sprog, magt, politik (1 udg.)
Columbus.
Samtaler:
foredrag hold af Davidi Hermelin d. 9/10-2012 (findes som lydfil hos forfatteren og kan
udleveres hvis det ønskes)
Film:
Abdelrahman, Firas. (Instruktør). Our Story. (udleveret på studietur)
webadresser:
https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/ipko/ipkohist
http://www.huffingtonpost.com/2012/04/19/holocaust-remembrance-
day_0_n_1437368.html
http://www.standwithus.com/
http://www.standwithus.com/signs/pdfs/A1_Page_08.pdf
http://www.standwithus.com/pdfs/signs/TerrorismBuilt.pdf
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Israel_og_
Jordan/Hebron
http://972mag.com/the-wall-10-years-on-the-great-israeli-project/40683/
http://972mag.com/the-wall-10-years-on-the-great-israeli-project/40683/
http://apeaceofpalestine.wordpress.com/
http://occupiedinthoughts.wordpress.com/2011/08/15/turen-gar-til-
separationsbarrieren/
http://www.forlagetcolumbus.dk/typo3temp/GB/ba858df5ae.png’
http://www.middleeast.dk/side/84
32
Bilag 1