den blokskiftende vælger - cvap.polsci.ku.dk · den blokskiftende vælger - en ny tilgang til...
TRANSCRIPT
Den blokskiftende vælger- En ny tilgang til studiet af ustabil vælgeradfærd
Dea Cecilie Forchhammer & Lin KrarupVejleder: Carina Saxlund BischoffMarts 2010Institut for StatskundskabKøbenhavns Universitet
Abstract
Since the unstable 1970s volatile voters have been in focus both in a Danish and in an international context. In Denmark the landslide election of 1973 marked the beginning of a period with great volatility. The tendency has persisted, and today the Danish parliamentary elections are still characterised by the group of unstable voters causing tension on election nights. In the literature on electoral behaviour the unstable voters have most often been viewed as a singular group. Yet, by doing so it is our belief that it has been ignored that the group of unstable voters are in fact two groups: one group consisting of people changing party and one group consisting of people not only changing party, but also changing political bloc. This puzzles us because even though it is of limited size the group of bloc changers plays an important part in determining the outcome of the election. Furthermore, from our perspective there is a difference between changing parties within the same coalition and changing to a party in opposition to the previous party. With three parliamentary elections as a starting point, we have sought to uncover the factors influencing the group of Danish voters changing political blocs, and how this group differs from other unstable voters. From the three main perspectives in theories on electoral behaviour; the sociological, the social psychological, and the theory of rational voting in combination with earlier empirical studies, we extract a number of hypotheses about possible influencing factors. Starting off from these hypotheses, and by using a multivariate binary logistical regression, we are able to find a number of factors influencing voters changing political blocs. The analyses show that age, the level of enthusiasm about voting on the party, identification with the party, understanding of the ideological differences between the parties, and whether voters think it makes a difference which governmental alternative wins, are consistently influencing factors for all the elections. The level of political knowledge, party membership, educational level, evaluation of the competence of the government, political self-‐esteem, party leader effect and trust in politicians on the other hand, are only influential factors at specific elections. It thus seems that the latter factors are important at specific elections, but are not important for the voters changing bloc in general. The analyses also support our theory about the bloc changers being different from other unstable voters. An analysis of the bloc changers versus the party changers shows, that despite some common traits, the two groups differ on a number of factors. Especially the understanding of the ideological differences between the parties, the level of enthusiasm about voting on the party and the educational level influence the two groups differently. This finding has implications for the studies on electoral behaviour. Our final analysis shows that factors influencing bloc changers and party changers differently can disappear or become misleading when all unstable voters are treated as one homogeneous group. For instance, our results show that at one election a lower
level of education increases the probability of a change of bloc, whereas this has the opposite effect for changers of party. The probability of a change of party is thus increased with a higher level of education. When treated as one group, the effect of education disappears as the opposing effects are balanced out. This means that if you continue choosing to study the unstable voters as one homogeneous group, you risk missing important factors and therefore end up with misleading results. Future studies should therefore consider that if the two groups of volatile voters are not studied separately, it has consequences for the conclusions that can be drawn. This is especially relevant if the increasing depolarisation of the party system results in a higher number of bloc changers.
1. Indledning 1
1.1 Problemformulering 4
1.2 Begrebsafklaring 5
1.3 Ustabilitetens teoretiske afsæt 6
1.4 Konsekvenser ved ustabiliteten 8
1.5 Specialet opbygning 10
2. Teori og tidligere forskning 12
2.1 Sociologiske vælgeradfærdsteorier 14
2.2 Socialpsykologiske vælgeradfærdsteorier 21
2.3 Rationelle vælgeradfærdsteorier 29
2.4 Opsummering 40
3. Data og Metode 42
3.1 Data 43
3.1.2 Dataindsamling 43
3.1.3 Repræsentativitet 44
3.1.4 Erindringsoplysninger 45
3.1.5 Opsummerende om datamaterialet 46
3.2 Metode 47
3.2.1 Logistisk regressionsanalyse 47
3.2.2 Forudsætninger for logistisk regressionsanalyse 47
3.2.3 Anvendte statistiske mål 49
3.2.4 Clusteranalyse 50
4. Operationalisering og analysedesign 51
4.1 Udvidet begrebsdefinition 51
4.2 Analysedesign 55
4.3 Behandling af nonkategoriske svar 57
4.4 Brug af sammensatte mål 58
4.5 Hypoteseoperationalisering 59
4.5.1 Socioøkonomiske baggrundsvariable 60
4.5.2 Politisk involvering og politiske budskaber 60
4.5.3 Politisk lederskab 63
4.5.4 Ideologisk bredde 63
4.5.5 Kompetencevurdering 64
4.5.6 Nypolitiske emner 65
4.5.7 Tillid til politikerne 65
5. Analyse 67
5.1 Socioøkonomiske baggrundsvariable 73
5.2 Politisk involvering og politiske budskaber 81
4.3 Politisk lederskab 88
4.4 Ideologisk bredde 91
4.5 Kompetencevurdering 95
4.6 Nypolitiske emner 98
4.7 Tillid til politikerne 101
6. Opsummering og diskussion af analyse 104
6.1 Hvad påvirker blokskifterne 104
6.2 Hvad adskiller blokskiftere og partiskiftere 106
6.3 De vigtigste faktorers betydning 106
6.4 Studier af vælgeradfærd 108
6.5 Teoriernes forklaringskraft 111
6.6 Typer af blokskiftere 113
7. Konklusion 116
8. Litteratur 121
9. Bilag 137
1
1. Indledning
I et land som Danmark, hvor regeringsmagten typisk baserer sig på spinkle flertal, afgøres valgene ofte ved, at nogle få procent af vælgerne flytter sig fra en politisk blok til en anden1. Når valgresultaterne opgøres, og regeringsmagten tildeles, kan de vælgere som har skiftet fra den ene til den anden politiske blok dermed have haft afgørende betydning herfor. Dette var tilfældet ved valget i 2001, hvor 8,5 pct. af vælgerne bevægede sig fra rød til blå blok, hvilket førte til et stemmemæssigt højreskred og en ny regering. Ved det foregående valg i 1998 viste valgresultaterne umiddelbart, at kun godt 1 pct. af vælgerne skiftede blok, og samme tendens gjorde sig gældende ved valget i 2005. Under denne tilsyneladende stillestående overflade er der dog en undergrund med større uro. Der er ikke er grund til at bagatellisere antallet af blokskiftere, bare fordi det ikke er synligt i de officielle statistikker. Langt flere vælgere skifter nemlig blok end resultatet viser, idet kun de samlede vandringer kan registreres her.
Når man ser nærmere på valgene, kan det konstateres, at blokskiftende vælgere udgør en relativ stor andel af det samlede vælgerkorps. Ser man på de seneste danske valg2, kan det konstateres, at 9 pct. af vælgerne skiftede blok i 1998 (Nielsen 1999: 54). Ved 2001-‐valget skiftede 14 pct. over midten (Nielsen & Risbjerg Thomsen 2003: 63), mens niveauet ved 2005-‐valget igen var lidt lavere,
1 Den specifikke definition af blok, som vil blive benyttet i specialet vil blive gennemgået i nedenfor under begrebsafklaring, samt mere indgående i operationaliseringsafsnittet. 2 Her henvises til 1998, 2001 og 2005, da data fra 2007-‐valget endnu ikke er offentliggjort.
2
idet blokskifterne her udgjorde 9 pct. af vælgerne (Møller Hansen et al. 2007: 68). Heraf kan det udledes, at de blokskiftende vælgere udgør en ikke uvæsentlig del af det danske vælgerkorps, og at de potentielt kan afgøre de danske valg.
Alligevel er det en gruppe, som vælgeradfærdsforskningen indtil nu ikke har beskæftiget sig grundigt med. Mens forskningen i mange år intenst har fulgt den ustabile vælger, som skifter parti fra valg til valg, har det specifikke fokus på vælgeren, der skifter imellem de politiske blokke, endnu ikke opnået samme plads i litteraturen. I stedet er blokskifter-‐gruppen, både i international og national forskning, blevet opfattet som en del af partiskifter-‐gruppen, som samlet er gået under betegnelsen ustabile eller volatile vælgere3. Dette kan i en dansk kontekst historisk forklares ved, at blokpolitik, som vi ser det i dag, er et relativt nyt fænomen, hvorfor de klare skillelinjer mellem blokkene ikke eksisterede, som de gør i dag. Men med den nylige politiske udvikling mener vi, man bør genoverveje denne tilgang. Det stigende fokus på vælgervandringer og ustabilitet tog i Danmark sit udgangspunkt i det såkaldte jordskredsvalg. Da danskerne i december 1973 gik til valgurnerne for at sætte deres kryds, var de formentligt ikke klar over, at de var i gang med at skrive danmarkshistorie. Men valget viste sig at være et usædvanligt valg, hvor vælgerne skiftede parti som aldrig før. 44 pct. af vælgerne skiftede parti mod kun 17 pct. ved det forrige valg. Dermed symboliserer valget i 1973 starten på en periode, hvor vælgervandringer og partiskift blev mere reglen end undtagelsen.
3 Vores omfattende litteraturgennemgang har ikke givet os viden om nogen tilbundsgående undersøgelser, der alene fokuserer på blokskifterne i den danske litteratur. Ligeledes tyder det heller ikke på, at den internationale litteratur byder på en sådan, men vi afviser dog ikke, at det kan være tilfældet. Bartolini & Mair (1990) berører den specifikke gruppe af blokskiftere qua deres omtale af ’block volatility’, men behandler kun gruppen på et systemisk plan.
3
Figur 1.1: illustration af bruttovolatiliteten i Danmark (Nielsen & Risbjerg Thomsen 2003b; Møller
Hansen et al. 2005)
Tendensen har vist sig at fortsætte, idet undersøgelser af de seneste danske valg viser, at andelen af volatile vælgere ligger på højde med niveauet i de urolige 1970’ere (Nielsen & Risbjerg Thomsen: 2003: 67). Den danske situation var ikke unik, idet store dele af den vestlige verden oplevede samme tendens (Dalton et al. 1984: 10; Pedersen 1979: 9). Denne udvikling har ført til, at både det nationale og internationale forskningsfelt siden 1970’erne har haft øget fokus på ustabil vælgeradfærd under betegnelser som ’electoral instability’, electoral volatility’, ’electoral mobility’, ’floating voters’ og ’electoral swing’ (Bartolini & Mair, 1990: 19).
Udviklingen har naturligt medført et øget fokus på ustabil vælgeradfærd både i det nationale og internationale forskningsfelt (Bartolini & Mair, 1990: 19). I valglitteraturen har man beskæftiget sig med en række af de konsekvenser, der følger i kølvandet på den ustabile vælgeradfærd. Herunder de konsekvenser det har for partisystemet og for partiorganisationen (fx Mair, 1997), for den demokratiske proces, partiernes rolle (fx Dalton & Wattenberg 2000), for den politiske kommunikation (Andersen 2008) og mere overordnet for, hvordan man bedst kan forklare og forudsige vælgernes ustabile adfærd (fx Thomassen 2005). Studiet af vælgervandringer har både haft fokus på struktur-‐ og individniveauet, ligesom fænomenet er blevet undersøgt transnationalt og longitudinelt. Det er dermed ikke mange hjørner af dette specifikke område af vælgerforskningen, som endnu ligger uberørt hen i den omfattende litteratur.
Alligevel mener vi, der er grund til yderligere forskning på området, idet vi ikke ser emnet som udtømt. Tidligere litteratur har forbigået at beskæftige sig specifikt med den gruppe af volatile vælgere, som ikke blot skifter parti, men også skifter politisk blok. Dette mener vi, der bør gøres op med. Udgangspunktet herfor er en antagelse om, at man bør skelne mellem de to vælgergrupper, da
4
der i vores optik er en substantiel forskel på at skifte parti og skifte blok. Undersøgelser af de danske vælgeres adfærd viser da også, at mange vælgere ikke føler sig knyttet til et bestemt parti og dermed ser sig som mulige partiskiftere, men derimod ser sig knyttet til en politisk blok og derfor ikke ser et blokskift som en sandsynlig handling (Nielsen 2002: 78). Således er der ligeledes i mange vælgeres optik en forskel mellem et parti-‐ og et blokskift.
Det kan da også forekomme kontraintuitivt at krydse den politiske midte og skifte til et parti i opposition til tidligere parti, frem for at flytte krydset til et parti i koalition med tidligere parti, hvis man antager, at individets politiske holdninger ikke ændrer sig drastisk fra valg til valg. Det har også potentielt større politiske konsekvenser at skifte blok end at skifte parti, idet et skift over midten i den nuværende politiske kontekst svarer til at støtte en anden regering. Hvor et skift fra eksempelvis Socialdemokraterne til støttepartiet Socialistisk Folkeparti ikke medføre støtte til anden regering, vil en flyttet stemme fra Social-‐demokraterne til Dansk Folkeparti under de nuværende politiske omstændig-‐heder uomtvisteligt være støtte til anden regering, ligesom et skift mellem Venstre og det Radikale Venstre vil være.
Med disse aspekter in mente er det ikke usandsynligt, at parti-‐ og blokskiftere på visse områder adskiller sig fra hinanden. Hvis denne antagelse kan bekræftes, kan det have betydning for de konklusioner, man tidligere har draget på baggrund af analyser af de volatile vælgere, idet man ikke har adskilt kategorierne. Bygger resultaterne i virkeligheden på to forskellige grupper, henholdsvis blok-‐ og partiskiftere, der kun har det tilfældes, at de agerer volatilt? Er det i virkeligheden forskellige faktorer, der påvirker henholdsvis parti-‐ og blokskiftere, og har sidstnævntes karakteristika dermed ’forplumret’ de konklusioner, man har draget om ustabile vælgere indtil nu? Således finder vi det interessant at udforske hvilke bagvedliggende mekanismer, der påvirker vælgernes skift over den politiske midte, og om de blokskiftende vælgere på disse områder skiller sig ud fra andre ustabile vælgere.
1.1 Problemformulering
Med udgangspunkt i overstående sigter dette speciale således efter at give svar på følgende:
Hvad påvirker de danske vælgere som skifter politisk blok ved folketingsvalg, og hvordan adskiller denne gruppe sig fra andre ustabile vælgere?
5
1.2 Begrebsafklaring
Inden vi søger at besvare problemformuleringen, er det nødvendigt at definere en række begreber samt gøre nogle teoretiske betragtninger, der vil være med til at opstille den ramme, hvori specialet vil befinde sig. Den præcise begrebsafklaring og operationalisering vil ske som optakt til analysen, men et par indledende kommentarer vil alligevel blive præsenteret her, idet en afklaring er nødvendig for at få den fulde forståelse af det empiriske og teoretiske afsæt, der følger. Problemformuleringen afføder nødvendigheden af at definere to begreber, henholdsvis ustabile vælgere og politisk blok, samt mere indirekte ustabilitet, i litteraturen oftest omtalt som volatilitet.
Tidligere forskning om ustabile vælgere har som oftest ikke skelnet imellem partiskiftere og blokskiftere, men i kraft af specialets fokus vil dette speciale skelne mellem de to kategorier. Blokskiftere definerer vi som de vælgere, der på to hinanden følgende valg skifter fra et parti i den ene politiske blok til et parti i den anden blok. Partiskiftere defineres som de vælgere, der på to hinanden følgende valg skifter parti inden for samme politiske blok.
I forlængelse heraf er det tillige væsentligt at definere politisk blok. En politisk blok defineres som en samling af partier, der befinder sig på samme side af den politiske midte, og som enten arbejder for at komme i regering sammen, eller som definerer sig som støtteparti til hinanden.
Når man beskæftiger sig med volatilitet, som er et primært fokusområde for specialet, er det nødvendigt at være bevidste om, at dette kan defineres på flere niveauer. Når der undersøges for volatiliteten, skelnes der mellem årsager til volatilitet på individniveau og årsager på strukturniveau. I forlængelse heraf omtaler vælgeradfærdsforskningen både brutto-‐ og nettovolatilitet. Brutto-‐volatilitet aflæses på mikroniveau, og er defineret som alle vælgervandringer, mens nettovolatilitet aflæses på makroniveau og er de absolutte ændringer, det vil sige de forskydninger i partiernes magt, som de samlede vælgervandringer har forårsaget. Således er det nettovolatiliteten, der har betydning for ændringer i partisystemet (Pedersen 1979: 3)4. Forskellen mellem brutto-‐ og nettovolatilitet omtales ligeledes som henholdsvis strukturel stabilitet og overfladestabilitet (Lane & Ersson 1997: 179-‐ 180). Traditionelt set har forskningen på området været målrettet både et mikro-‐ og et makroniveau. Mens førstnævnte relaterer sig til de individuelle processer, beskæftiger makroniveauet sig med de aggre-‐gerede data (Evans 2004: 11).
Med den præsente problemstilling som udgangspunkt vil specialets fokus være på mikroniveauet. Dermed ikke sagt, at undersøgelse af makroniveauet ikke kan give relevant indsigt i volatilitet. Litteraturen viser, at der på flere punkter kan udledes forventninger til vælgeradfærden med udgangspunkt i partierne og partisystemets udformning, idet antallet af partier antages at 4 Pedersen (1979: 3) definerer partisystem, som antallet af konkurrerende partier og det indbyrdes styrkeforhold mellem disse partier.
6
indvirke på volatiliteten. Pedersen argumenterer for, at volatiliteten stiger med antallet af partier, idet jo flere partier i systemet, ”the less the average perceived distance between parties, and, and the higher the probability that the average voter will transfer his vote from one party to another party.” (Pedersen 1979: 15). Med udgangspunkt heri er eksempelvis opstilling af nye partier en faktor, der påvirker volatiliteten positivt. Ligeledes er økonomiske kriser, store sociale forandringer og nye politiske mærkesager årsager, der på systemniveau kan påvirke volatilitetsniveauet.
Andre forskere argumenterer derimod for et kausalitetsforhold mellem individniveau og strukturniveau således, at ændringer i partisystemet er en indikator på ændringer i den individuelle vælgeradfærd, da partisystemer alene skulle være et resultat af valghandlingen (Bartolini & Mair 1990: 27). På samme måde mener Lane & Ersson (1997), at ændringer i partisystemet bevirket af de relative vælgervandringer er et udtryk for volatiliteten på individniveau, idet de mener at have bevist en sammenhæng i mellem disse to ved en række europæiske valg. Ifølge dem kan det dokumenteres, at den volatilitet, vi kan aflæse på makroniveau på individniveau er dobbelt så stor. Det vil sige, at kan der eksempelvis observeres 10 pct. nettovolatilitet, dækker dette sædvanligvis over 20 pct. bruttovolatilitet.
Der er dog også eksempler på, at de to systemer er upåvirket af hinanden, idet der ved valg er observeret stor volatilitet, men til trods herfor et fortsat uændret partisystem og omvendt (Bartolini & Mair 1990: 28).
Med udgangspunkt i problemformuleringen vil dette speciale fokusere på bruttovolatiliteten, idet vi ønsker at afdække volatilitetsmønstre på individniveau frem for på systemniveau.
1.3 Ustabilitetens teoretiske afsæt
Da ustabiliteten viste sig i vælgeradfærden ved 1960’ernes og 1970’ernes ustabile vælg, oplevede man samtidig et vendepunkt i europæisk valgforskning: ”Within a decade the dominant question changed from explaining the persistence of electoral politics to explaining electoral change.” (Dalton & Klingemann 2007: 10). Hvor de klassiske teorier hidtil havde koncentreret sig om vælgernes stabilitet og systemets uforanderlighed, viste de nye empiriske tendenser et behov for en ny tilgang til forståelse af vælgeradfærden. Dette initierede en række nye bud på, hvad der påvirker vælgeren, og hvordan vælgernes ageren bedst forklares.
Mange af de nye teoretiske vinkler tog udgangspunkt i betydningen af den sociale og økonomiske udvikling, som de vestlige samfund havde undergået i efterkrigstiden. Denne proces medførte ændrede forhold på en lang række områder, hvilket influerede vælgerne og dermed deres handlingsmønstre. Den bagvedliggende tese er, at vælgerne som følge af ændringer i det omkringliggende samfund individualiseres i forhold til tidligere, hvilket medfører en såkaldt ’Individualization of politics’: ”What is developing is an eclectiv and
7
egocentric pattern of citizen decision-‐making. Rather than socially structured and relatively homogeneous personal networks, contemporary publics are more likely to base their decisions on policy preferences, performance judgement, or candidate images” (Dalton 1996: 346). Økonomisk udvikling, ændrede og voksende massemedier, uddannelsesløft, udvikling af velfærdsstaten og service-‐sektoren samt øget geografisk og social mobilitet har alle været med til at udvikle vælgeren og det samfund, han omkredses af (Thomasson 2005: 6).
Ifølge disse teoretiske betragtninger er vælgerens partivalg ikke længere prædisponeret. Frem for at lade stemmeafgivningen udelukkende bero på stabiliserende langtidsfaktorer som social baggrund eller en livslang tilknytning til et parti, tager vælgerne i højere grad end tidligere stilling fra valg til valg og påvirkes af eksempelvis valgkampens emner og opfattelsen af de politiske ledere. Ifølge moderniseringsteorien har korttidsfaktorer altså fået en øget indflydelse på partivalget. Illustrativt kan dette forklares ved nedenstående model. Hypotesen udledt af moderniseringsteorien fremsiger, at betydningen af faktorernes forklaringskraft har forskubbet sig fra venstre mod højre, hvilket fører til en højere grad af ustabilitet (Thomassen 2005: 8-‐9).
Figur 1.25: Illustration af henholdsvis kort-‐ og langtidsfaktorer
Modellen fortæller om de faktorer, der opfattes som determinerende for vælger-‐adfærd. Når vælgerne er løst fra tidligere tiders bånd, vil det i højere grad være korttidsfaktorerne, der påvirker partivalget. Og da disse faktorer af natur er omskiftelige, kan partivalget være det ligeså. Betragtningen af denne udvikling med fundamentale ændringer og ustabil vælgeadfærd står dog ikke uanfægtet. Mair (2005: 31) argumenterer for at, ”…party systems enjoy an inherent bias towards stability”, mens Bartolini & Mair (1990) hævder, at forholdet mellem parti og klasse har bevaret sin betydning, og at vælgernes adfærd forsat tenderer mod stabilitet6. Vi vil i dette speciale dog ikke gå ind i denne omfattende diskussion af, hvorvidt vælgeradfærden har
5 Udarbejdet med udgangspunkt i den såkaldte Michigan-‐model, som gennemgås yderligere i det teoretiske kapitel. 6 Deres undersøgelser går dog kun frem til 1985, hvorfor man muligvis kan anfægte deres konklusion for nuværende, idet de ustabile perioder 1970’erne og 1980’erne, som omtales som undtagelsen, sidenhen er blevet efterfulgt af flere ustabile valg op igennem 1990’erne og 2000’erne.
8
undergået fundamentale ændringer, eller om der stadig er tale om få und-‐tagelser. Vi koncentrerer os i stedet om de vælgere, få eller ej, som empirien viser os, er ustabile i deres stemmeadfærd ved de udvalgte folketingvalg og udforsker dermed ikke den store gruppe af vælgere, der til stadighed stemmer efter et stabilt mønster. Med specialets fokus på disse vælgere, ønsker vi at lægge vægt på de teorier, der udspringer af og ligger på linje med den litteratur, der beskæftiger sig med denne del af vælgergruppen. Mens tidligere forskning ofte har beskæftiget sig med ”what voters are not (aligned) rather than by what voters are” (Norris: 1998: xix), har dette speciale dog fokus på vælgernes ustabilitet, og derfor vil teorier, der centrerer sig om herom, være i centrum. Således ønsker vi et speciale, der handler om, hvordan de ustabile vælgere er, frem for, hvordan de ikke er.
1.4 Konsekvenser ved ustabiliteten
Med det anlagte fokus på de ustabile tendenser, mener vi, at det er på sin plads afsluttende at knytte et par kommentarer til de politiske konsekvenser, dette medfører. Hvad betyder ustabiliteten i vælgernes adfærd for samfundet, demokratiet, vælgerne og partierne samt fremadrettet for udviklingen i vælger-‐adfærden? Man har som nævnt anlagt adskillige vinkler i litteraturen om ustabilitet, eftersom de ustabile tendenser formodes at berøre flere dele af den politiske proces. Især har der været fokus på demokratiets fortsatte funktionsdygtighed, idet flygtige vælgere siges at give demokratisk ustabilitet. Partierne har traditionelt set fungeret som kernen i den demokratiske proces og som bindeled mellem borgerne og staten. Når partierne svækkes på grund af eksempelvis faldende medlemstal og et svindende antal kernevælgere, varsler det om konsekvenser for demokratiet (Dalton & Wattenberg 2000: 4-‐5). Dette medfører en ændret rolle for partierne, der nu i højere grad skal have fat i den troløse medianvælger, der ved en normalfordeling bevæger sig på midten (Loftager 1990: 215). Når partierne ikke længere er sikre på deres vælgere, ændres partiernes fokus, da det ikke alene gælder om at løse de politiske udfordringer, men også om at profilere sig på kort sigt, og det er dermed en fordel for partierne at bevæge sig mod medianvælgeren (Klingemann 2005: 33). Dette betyder samtidig en potentiel stigning i blokvolatiliteten, idet vælgerne får sværere ved at skelne mellem de politiske blokke.
Samtidig har partierne ikke længere monopolstatus på artikulering og mobilisering af interesser, idet både interesseorganisationer og især medierne spiller en rolle på denne arena (Mair 1997: 9) Dette betyder, at partiernes rolle har ændret sig, når de skal begå sig i det offentlige rum, hvor de ikke længere er ene om at sætte dagsordenen. Her spiller medierne en afgørende rolle, og partierne forsøger at manifestere sig her, eftersom medierne er det direkte link til vælgerne. Dette fører i kritikeres optik til, at partierne tænker mere i
9
overskrifter end i løsninger, hvilket kan medføre, at reel politik og substans bliver afløst af kortsigtede forslag. Denne udvikling giver samtidig en risiko for at afstøde vælgerne fra det politiske system, idet vælgerne opfatter politikerne som utroværdige, når de ikke kan leve op til de løfter, de har udstedt. Omvendt vil nogle plædere for, at de nye tendenser ikke er entydigt negative, idet politikerne ved at fokusere på, hvad der rører sig i befolkningen, netop lever op til deres job som politikere. Ud fra en sådan tankegang sker der en øget demokratisering, når partierne i højere grad følger opinionen, men der tages i denne optik ikke højde for, at det populære standpunkt ikke nødvendigvis er det mest langsigtede eller gennemtænkte. En normativ diskussion heraf vil ikke være inden for nærværende speciales ramme. De ændrede forhold og vælgernes ustabilitet har altså ændret de politiske partier. I teoretiske termer er de i høj grad gået fra at være massepartier til at være catch all-‐partier og kartelpartier (Mair 1997: 93-‐95; Bild & Winther Nielsen 2008: 6-‐7). Massepartiet udsprang af en tid, hvor vælgerne var tæt knyttet til bestemte partier, hvorfor dets fokus var varetagelse af kernevælgernes interes-‐ser. Da de traditionelle bånd blev løsnet, begyndte man i 1960’erne inspireret af Kirchheimer (1966) at tale om catch all-‐partiet. Denne partitype bekymrer sig mindre om sine kernevælgere og retter i stedet opmærksomheden mod marginalvælgerne. Et sådant parti samler sin kampagne om enkeltsager i stedet for om den langsigtede politik, og det tilpasser sig mulighederne for at komme til orde i massemedierne. Partiet henvender sig således ikke længere til en bestemt befolkningsgruppe, men til hele det sociale spektrum. De politiske forskelle mellem partierne udviskes, og der sker en afideologisering af partisystemet.
Samme tendenser er til stede, når der tales om kartelpartiet, som blev præsenteret af Katz og Mair i 90’erne (Katz & Mair 1997). Kartelpartiet er en halvofficiel organisation, professionelt ledet og karakteriseret ved et større fokus på vælgere frem for på medlemmer. Forskellen mellem kartelpartierne anses for at være begrænset, idet partierne appellerer til hele vælgerkorpset og ikke kun til bestemte afgrænsede vælgergrupper, hvorfor en klar og entydig ideologisk profil neddrosles. Dette medfører, at vælgerne har svært ved at gennemskue de reelle forskelle partierne i mellem, hvorfor de siges i stedet at afgøre deres stemme ud fra partiets lederes evner og personlighed. Dette er ligeledes en udviklingstendens, som antagelig vil påvirke volatilitetsniveauet. Der er da også observeret et stigende volatilitetsniveau parallelt med udviklingen af catch all-‐ og kartelpartiet. De samfundsmæssige udviklingstendenser har også haft betydning for selve partisystemet. I en dansk kontekst kom dette første gang til udtryk ved jordskredsvalget i 1973, hvor det klassiske fire-‐partisystem med fire klassepartier brød sammen (Bild & Winther Nielsen 2008: 4). Denne udvikling har gjort det danske system til et moderat pluralistisk system med relativt få partier med en kort ideologisk afstand (Mair 1997: 203). Man har kunnet observere en
10
depolarisering7 med kortere afstande mellem partierne samt et større antal partier. Disse to aspekter antages at have betydning for vælgernes volatilitet, da flere teorier antager, at jo mindre afstand, der er mellem partier, des større sandsynlighed er der for volatil vælgeradfærd. Således vil polariserede systemer reducere volatilitet, mens en depolarisering omvendt vil skabe et mere volatilt vælgerkorps (Bartolini & Mair 1990: 196).
I Danmark har partierne konvergeret mod midten på afgørende politikområder som velfærd, økonomisk politik, miljø og delvis også på udlændingepolitikken. Venstres valgsejr i 2001, som var præget af mange vælgerskift fra venstre-‐ til højrefløjen, var i manges øjne netop et resultat af en midtersøgende politik, hvor Anders Fogh Rasmussen lod sine hidtidige minimalstatstanker blive afløst af en målsætning om en velfærdsstat, hvorfor mange vælgere ikke længere så en afgørende forskel mellem Venstre og Socialdemokratiet (Goul Andersen 2003b: 151-‐152). På det økonomiske område har Dansk Folkeparti efter udskillelsen fra Fremskridtspartiet lagt de neoliberale synspunkter til side til fordel for en mere midtersøgende økonomisk politik. På udlændingeområdet er både Socialdemokratiet og SF rykket mod midten, ved blandt andet at støtte begrænset indvandring og accept af 24-‐årsreglen. Som følge heraf er det oplagt at tænke, at blandt den store andel af vælgere, der anser de nævnte politikområder som vigtige for placeringen af deres stemme, bliver det stadig mindre utænkeligt at skifte mellem de to blokke. På den måde påvirker partiernes ageren vælgerne i retning mod stadig større blokvolatilitet. Udviklingen i vælgeradfærden og ændringer i det politiske system har således implikationer for en række områder, og konsekvenserne heraf rækker ind i hinanden og har en selvforstærkende effekt. De kappede bånd mellem vælger og parti, og den øgede ustabilitet, har ført til mindre ideologisk konflikt og et ønske om at tilfredsstille midtervælgeren, hvilket gør det svært for vælgerne at se de reelle forskelle partierne og blokkene i mellem. Dette fører forventeligt til øget ustabilitet både på parti-‐ og blokniveau, hvilket potentielt vil føre nye ændringer med sig. Det er derfor ikke uden politiske konsekvenser, når vælgerne udviser volatil adfærd.
1.5 Specialets opbygning
Med specialets fokus på ustabile vælgere ønsker vi at lægge vægt på de teorier, der udspringer af og ligger på linje med den del af litteraturen, der beskæftiger sig hermed. Specialet fokus vil ydermere være individniveauet og dermed på de faktorer, som påvirker det enkelte individs vælgeradfærd.
Omtalen af relevante teorier vil i kapitel 2 følge denne indledning og tage udgangspunkt i de overordnede teoretiske tilgange inden for vælgeradfærd,
7 Klingemann (2005: 38) definerer polarisering som refleksionen af forskelle og ligheder i partiernes politik – hvis partierne tilbyder enslydende politik, er graden af polarisering lav, og hvis partierne repræsenterer forskellige politikker, er polariseringsgraden høj.
11
henholdsvis sociologiske, socialpsykologiske og rationelle vælgeradfærdsteorier. Disse retninger repræsenterer hver især sin opfattelse af, hvad der påvirker vælgeren, og hvordan denne agerer. Antageligt vil den sociologiske teori have størst forklaringskraft over for stabil vælgeradfærd, men kan alligevel bidrage med aspekter, der øger forståelsen af de ustabile vælgere, heriblandt den samfundsmæssige udviklings betydning. Ligeledes har den socialpsykologiske teori traditionelt set bedst forklaret stabile vælgere, men nyere retninger inden for teorien har større fokus på ustabilitet. Den rationelle teori antages at være bedst til at forklare volatil vælgeradfærd, idet den alene fokuserer på individet og ikke mener, at adfærden determineres af andet end egen nyttemaksimering. I gennemgangen af teorierne vil vi supplere med tidligere empiriske resultater, og vi vil på baggrund af teori og empiri udlede en række hypoteser om, hvilke faktorer, som kan forventes at påvirke vælgere til et blokskift.
Testningen af disse hypoteser vil foregå statistisk med udgangspunkt i valgdata fra Det danske Valgprojekt. Kapitel 3 vil derfor gennemgå vores metodiske set-‐up samt data og relevant information herom, ligesom vi vil redegøre for vores analysedesign.
For at kunne analysere vores data statistisk, har det været nødvendigt at underkaste disse data en operationalisering, hvilket der vil blive redegjort for i kapitel 4. Her vil vi redegøre for hvordan hypoteserne gøres testbare, og hvilke variable fra vores dataark, der vil blive benyttet i analysemodellerne.
I kapitel 5 følger analysen. Denne vil blive struktureret ud fra de fremsatte hypoteser og vil blive testet ved hjælp af statistiske modeller. Vi vil benytte os af en multivariat binær logistisk regressionsanalyse, der vil søge at afdække den todelte problemformulering. Således vil vi både undersøge, hvad der påvirker blokskifterne, og hvordan de adskiller sig fra partiskiftere. Analysens resultater vil løbende blive diskuteret i forhold til problemformuleringen. Analysen vil blive afsluttet med et diskussionsafsnit, hvor vi vil diskutere vores resultater, og hvilke implikationer, der har for eksempelvis teorivalg og fremtidig forskning.
Endeligt vil kapitel 6 opsamle og konkludere på specialet og opsummere analysens resultater samt diskussionens vigtigste pointer.
12
2. Teori og tidligere forskning
I følgende kapitel vil specialet introducere de væsentligste teoretiske perspektiver på vælgeradfærd, generelt og ustabil vælgeradfærd specifikt. Vi vil præsentere de mest dominerende betragtninger af vælgeradfærd i bred forstand – hvorfor stemmer vælgere, og ikke mindst hvorfor stemmer de, som de gør? For at forstå blokskiftere mener vi, at det er nødvendigt med denne baggrundsviden, der vil fungere som en ramme, hvorudfra ustabil vælgeradfærd skal tolkes. Ud over disse overordnede betragtninger vil specialet fokusere på de dele af teorien, der beskæftiger sig direkte med og bedst forklarer ustabil vælgeradfærd. Ligeledes vil vi se på, hvordan disse faktorer empirisk har vist sig betydningsfulde i dansk vælgeradfærd med fokus på ustabile vælgere i særdeleshed. Ved at sætte de teoretiske betragtninger ind i en empirisk ramme ønsker vi at introducere, hvordan de konkrete teorier i tidligere forskning har vist sig at have betydning for den ustabile vælgeradfærd. På den måde vil de empiriske erfaringer, i samspil med teorien, være med til at lægge an til de hypoteser, der vil blive testet i analysen. Litteraturen om vælgeradfærd har adskillige teoretiske bud på, hvordan man skal forklare og fortolke vælgeradfærd, men overordnet tager alle afsæt i en af de tre klassiske hovedstrømninger, de sociologiske, de socialpsykologiske og de rationelle vælgeradfærdsteorier. Hver især fremhæver de forskellige forklaringer på vælgerens adfærd, henholdsvis betydningen af social struktur, psykologisk
13
identifikation med partier og partiledere samt det rationelle nyttemaksimerende valg (Harrop & Miller 1987, Evans 2004, Listhaug 1989, Aardal & Wijnen 2005, Carmines & Huckfeldt 1996).
Ligesom andre politiske teoretiske discipliner er også vælgerforskningen delt i sit aktørsyn. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, at den teoretiske forståelse af vælgeradfærden udspringer af antagelsen om vælgerne. Opfattes vælgerne som forbrugere i et politisk supermarked, vil nogle teoriretninger anse vælgeren som loyale købere, der altid vælger samme mærke, mens andre vil opfatte dem som bevidste forbrugere, som dermed vælger rationelt fra gang til gang. Således vil forståelsen af vælgerens adfærd være influeret af opfattelsen af vælgeren (Elklit & Tonsgaard 1984: 89).
Når de tre retninger nedenfor bliver gennemgået, vil det stå klart, at de qua deres divergerende teoretiske udgangspunkt har forskellige betragtninger af vælgeren, hvad der determinerer vælgeren og dermed vælgerens adfærd, samt hvordan det relaterer sig til volatilitet. Inden for hver teori vil vi fremhæve forskellige relevante retninger, samt de aspekter, der berører ustabil vælger-‐adfærd.
Forskningen af vælgeradfærd har historisk set befundet sig både på et makro-‐ og et mikroniveau. De makroteoretiske tilgange har ikke direkte relevans for specialets egentlige analyse, idet denne befinder sig på et mikroniveau. Vi finder det alligevel hensigtsmæssigt at berøre makroniveauet, da dette er med til at sætte rammen, hvori også vælgeradfærden på mikroniveauet skal forstås. Det skal dog understreges, at den teori, der benyttes direkte i analysen, alene vil befinde sig på individniveau. Den følgende teorigennemgang vil være struktureret omkring de tre overordnede teoriretninger, hvor vi vil gennemgå de overordnede karakteristika samt elementer med relevans for specialets problemstilling. Da man i tidligere teori og forskning oftest ikke har betragtet blokskiftende vælgere som værende anderledes end andre volatile vælgere, har litteraturen ingen forkromede bud på netop denne gruppes adfærd, ligesom der heller ikke er mange undersøgelser herom. Vi vil derfor med udgangspunkt i vælgeradfærdsteori i almindelighed og volatilitetsteori i særdeleshed, samt tidligere empiriske erfaringer, udlede en række forventninger specifikt til de blokskiftede vælgeres adfærd. Således vil vi med udgangspunkt i den teoretiske og empiriske gennemgang opstille en række hypoteser for, hvordan vi mener, man kan forvente, at blokskiftergruppen påvirkes. Det er med udgangspunkt i disse forventninger, at den efterfølgende analyse vil blive struktureret. Idet den benyttede teori ikke er konstrueret med udgangspunkt i blokskiftende vælgere specifikt, vil der ikke være tale om teoriafprøvning, hvad der dog heller ikke er specialets fokus, men i højere grad skal teorien ses som et strukturerende udgangspunkt for empirisk forventnings-‐dannelse. Idet de overordnede teoretiske gennemgang ikke i sig selv er specialets hovedfokus, er det vigtigt at påpege, at denne til tider vil foregå på et overfladisk plan primært med fokus på de mest centrale karakteristika.
14
2.1 SOCIOLOGISKE VÆLGERADFÆRDSTEORIER
De sociologiske vælgeradfærdsteorier er kendetegnet ved, at de har langt stærkere forklaringskraft over for stabilitet end ustabilitet. Når den sociologiske vælgeradfærdsteori alligevel medtages, er det for at illustrere den udvikling, vælgeradfærden har gennemgået fra dengang vælger og parti var tæt forbundet til nu, hvor dette bånd er løsnet, og nye faktorer dermed påvirker vælgernes adfærd.
Det grundlæggende udgangspunkt i den klassiske politiske sociologiske tilgang er, at vælgeradfærd determineres af placering i den sociale struktur, fordi sociale tilhørsforhold fremmer bestemte holdninger og normer. Dermed afskrives betydningen af individuelle faktorer til fordel for gruppebaseret vælgeradfærd, idet man antager, at forskellige sociale grupper har forskellige partipræferencer (Harrop & Miller 1987: 157) Så længe de sociale strukturer er intakte, vil vælgerne ikke være volatile. Vælgeren anses i tråd hermed ikke som et rationelt individ, der handler ud fra en instrumental kalkule, men derimod som et socialiseret væsen, der handler ud fra gældende normer i den sociale kontekst. I de følgende afsnit vil vi først gennemgå de sociologiske vælgeradfærdsteoriers ophav i amerikansk valgforskning under navnet Columbiaskolen. Herefter vil vi gennemgå Lipset og Rokkans berømte cleavage-‐teori der gennem tiden har været en af de mest dominerende vælgeradfærdsteorier, samt se på de moderniseringsprocesser, som har ført til dealignment og dermed øget ustabilitet Columbiaskolen
Blandt de første til at fremføre betydningen af sociale faktorer er den såkaldte Columbiaskole. Med undersøgelsen af det amerikanske præsidentvalg i 1940 blev tilgangen paradigmesættende inden for sociologisk vælgeradfærd. Columbiaskolens værk The People’s Choice (Larzarsfeld et al.: 1948) fremførte, at vælgerne havde stabile politiske præferencer som følge af de stærke sociale normer, de var underlagt: ”a person thinks, politically, as he is, socially. Social characteristics determine political preference” (Larzarsfeld et al. 1948: 27). Studiet fandt frem til, at vælgerne i høj grad var determineret af langtidsfaktorer, og især socioøkonomisk status, religion og bopæl var vigtige faktorer for den politiske socialisering og dermed partivalget (Larzarsfeld et al. 1948: 25-‐26). Socialiseringen skete blandt andet via påvirkning fra forældre og gennem interaktion i lukkede homogene netværk (Berelson et al. 1954: 73-‐75). Lignende studier i andre lande fandt samme tendenser, men forskningen viste, at hvilke skillelinjer, der var afgørende, var forskelligt fra land til land. Hvorfor politiske præferencer var bundet til visse sociale karakteristika ét sted, og til andre et
15
andet sted kunne teorien dermed ikke forklare (Evans 2004: 47; Carmines & Huckfeldt 1996: 228).
16
Cleavage-teori
Denne implikation overkommer Lipset og Rokkan (1967), som med deres indflydelsesrige skillelinjeteori forklarer, hvorfor forskellige cleavages opstår i forskellige lande. Skillelinjerne afspejler ifølge dem historisk funderede sociale og økonomiske konfliktlinjer i de forskellige samfund, hvorfor skillelinjerne må forventes at have forskellig gennemslagskraft fra land til land (Lipset & Rokkan, 1967: 13).
Lipset & Rokkan identificerede fire cleavages, som har haft betydning i de vesteuropæiske lande, centreret omkring henholdsvis den nationale og den industrielle revolution. Den nationale revolution skal forstås som konstruktionen af nationalstaterne med en central magt og medførte ifølge Lipset & Rokkan to kulturelle og værdimæssige skillelinjer mellem 1) center og periferi samt 2) stat og kirke. Den industrielle revolution førte til en social opdeling af samfundet og medførte to økonomiske skillelinjer mellem 3) land og by samt 4) arbejdsgiver og arbejdstager. Kun sidstnævnte cleavage har vist sig gældende i et større antal lande, og kan anses som havende universel karakter. Hvilke skillelinjer, der blev afgørende i et givent land afgjordes af landets sociale og politiske kontekst. I Danmark skabte klassekonflikten den altdominerende skillelinje, hvor spændinger mellem arbejdsgiver og arbejdstager resulterede i dannelsen af blandt andet Socialdemokratiet (Borre & Goul Andersen 1999: 274). Skillelinjen mellem land og by viste sig ligeledes betydningsfuld og førte til oprettelsen af partiet Venstre og Det Konservative Folkeparti. Lipset & Rokkans hovedargument var, at vælgerne er prædisponeret af deres placering i den sociale struktur, og at samfundets struktur og cleavages er afspejlet i partisystemet. Deres undersøgelser i 1960’erne viste samtidig, at partierne med få undtagelser stadig var struktureret omkring de samme sociale skel som i 1920’erne: ”the party systems of the 1960s reflect, with few but significant expectations, the cleavage structure of the 1920s.” (Lipset & Rokkan, 1967: 50). Denne berømte fastfrysningstese slog fast, at når politiske skillelinjer en gang var etableret, fastholdtes strukturen, på trods af, at de objektive forhold, der førte til skillelinjens tilblivelse, var forandret. Skillelinjerne vedblev således at virke strukturerende for vælgeradfærden, hvormed den stabile vælgeradfærd blev fastholdt. At der ikke opstod nye skillelinjer, skyldes ifølge Lipset & Rokkan, at der ikke var flere konfliktlinjer at mobilisere.
I en dansk kontekst har det også vist sig, at de stærke bånd mellem vælger og parti længe var fastfrosne. Men med jordskredsvalget i 1973 opløstes denne stabilitet. Danmark havde indtil da haft et meget højt niveau af klassebestemt vælgeradfærd, men ved valget i 1973 sås tydelige tegn på opbrud, og den klassebestemte stemmeadfærd har siden været faldende. I slutningen af 1990’erne gik man endda så langt som at sige helt farvel til klassepartiet (Andersen 1999: 88). Ved valget i 2005 blev dette understreget, da et af de gamle klassepartier, Det Konservative Folkeparti, i størrelse blev overhalet indenom af et af de nyere partier, Dansk Folkeparti, ligesom man i 2001
17
observerede, at flere arbejdere stemte på den borgerlige blok end på den socialistiske blok (Goul Andersen & Andersen 2003a: 208). Ligeledes kunne det borgerlige regeringsstøtteparti, Dansk Folkeparti, efter dette valg betegnes som det største arbejderparti med en markant større andel af arbejderstemmer end Socialdemokraterne (Ibid.: 209). Men ifølge Bartolini & Mair behøver denne udvikling ikke være et tegn på en ”optøning”. Bartolini & Mair fortolker cleavages og fastfrysningstesen på en måde, som åbner op for, at disse stadig kan være gældende i tider med større ustabilitet. Ifølge disse forfattere udgøres en skillelinje af tre elementer, et empirisk, et normativt og et organisatorisk element (Bartolini & Mair 1990: 215). Det empiriske element kan defineres som en sociostrukturel forankring; dvs. at skillelinjer skal kunne føres tilbage til en kvalitativ forskel mellem sociale grupper. Det normative element indebærer, at den sociostrukturelle forankring skal være fulgt op af fælles værdier og social identitet i de pågældende sociale grupper. Det organisatoriske element indebærer, at skillelinjerne kun konstituerer sig, hvis de pågældende grupper organiserer sig eller bliver repræsenteret af organisationer, fx et politisk parti (Bartolini & Mair 1990: 63-‐64). Med udgangspunkt i denne definition fremfører de, at ustabil vælgeradfærd, der foregår inden for rammerne af skillelinjen, fx mellem to borgerlige partier, ikke fører til grundlæggende ustabilitet. Dette sker med udgangspunkt i en bredere fortolkning af teorien: ”The main question addressed by Lipset and Rokkan did not concern parties per se, but rather ‘the conditions for the development of a stable system of cleavages and oppositions’ in national political life” (Bartolini & Mair 1990: 63). Ifølge disse er det derfor vigtigt at holde sig for øje, at skillelinjerne ikke kun skal forstås som havende ét parti på hver sin side, men at vælgerne i højere grad identificerer sig med én hel side af konfliktlinjen. Man bør derfor skelne mellem ’within-‐area changes’ og ’inter-‐area change’ (Mair 1983: 411). Dette kan i en dansk kontekst eksemplificeres med et skift fra henholdsvis Socialdemokraterne til SF eller et skift fra Socialdemokraterne til Venstre. Når ændringer i vælgeradfærden alene vedrører within-‐area change, vil dette ikke føre til ustabilitet i selve partisystemet, og de grundlæggende konfliktlinjer vil fortsat være intakte. Kun større vælgerskift over midten fører dermed til essentiel ustabilitet. Bartolini & Mairs definition af cleavage-‐begrebet er der i litteraturen opstået en vis konsensus om (Stubager 2003: 377), men deres fortolkning af dette og dermed vælgeradfærdens udvikling står dog bestemt ikke uanfægtet. Der er i dag en bred konsensus i vælgerforskningen om, at vi i nyere tid har oplevet optøning, hvorfor Lipset og Rokkans fastfrysningstese har tabt forklaringskraft. Siden 1970’erne har nye udviklingstendenser vist sig og påvirket antallet af partier, partiernes styrkeforhold, stemmeprocent, deltagelsesformer og forholdet mellem vælger og parti, hvor vælgernes partivalg ikke længere kan forudsiges (Frankie, Mackie & Valen 1992: 3). Samlet set pegede udviklingen således i retning af opbrud: “… the significant exceptions that Rokkan and Lipset
18
were talking about are no longer few, but constitute a larger and growing part of all party systems.” (Pedersen 1979: 2). Den nye udvikling førte naturligt til, at det hidtidige fokus på cleavage-‐strukturernes determinerende effekt mindskedes, hvilket gav plads til nye teoretiske vinkler på vælgernes stemmeadfærd, og hvad der i moderne tid determiner denne. Dealignment og moderniseringsprocesser
Op gennem 1970’erne stod det således klart, at vælgeradfærden var ændret, og at det ellers så faste bånd mellem vælgere og partier var kappet. Det medførte, at placering i den sociale struktur ikke længere ansås for at være determinerende for vælgeradfærden. Denne proces betegnes i teorien som dealignment og defineres af Dalton et al. (1984: 14) som ”a period during which the party-‐affiliated portion of the electorate shrinks as the traditional party coalitions dissolve”. Ifølge tesen om dealignment skal denne udvikling ses som en konsekvens af de moderniseringsprocesser, som samfund i vesten oplevede i efterkrigstiden. Den nye type samfund refereres ofte til som ’advanced industrial society’ eller ’postindustrial society’ (Dalton 2006: 6) og har undergået en lang række fundamentale ændringer, der kan opsummeres under betegnelsen ”the process of societal modernization” (Thomassen 2005: 6) på dansk moderniseringsprocessen. Denne proces indebærer en række ændringer på de socioøkonomiske områder. De vestlige samfund oplevede blandt andet økonomisk vækst, øget velstand, højere uddannelsesniveau, urbanisering, ændrede roller for regeringen og den politiske forvaltning i samfundet, nye sociale interaktionsmønstre, ændret erhvervsstruktur, øget social og geografisk mobilitet og udbredelse af massemedier (Dalton, Flanagan & Beck 1984: 6-‐7, Dalton 2006: 7, Thomassen 2005: 6).
Inglehart (1977) tager udgangspunkt i denne modernisering, når han argumenterer for et skift fra materielle til postmaterialisme-‐værdier i samfundet. Han fremhæver, hvordan samfundets grundlæggende ændringer har medført nye prioriteringer hos vælgerne. Drivkraften bag de nye prioriteringer er ændrede samfundsforhold, hvor den generelle velstandsstigning i efterkrigstiden har skabt generationer opvokset i en tid uden væsentlige materielle afsavn. Mens ældre generationer opvokset i en tid med økonomisk og social usikkerhed fokuserer på materielle økonomiske værdier som høj beskæftigelse og social tryghed, gælder det omvendt for de generationer, der er vokset op uden materielle afsavn og hvor ”…people are safe and they have enough to eat” (Inglehart 1977: 21). Disse generationer vil derfor i højere grad rette opmærksomheden mod immaterielle værdier som selvbestemmelse, livskvalitet og æstetik (Inglehart 2007: 223-‐224). I teoretiske termer taler Inglehart om henholdsvis ’knaphedshypotesen’, der anfører, at de knappeste ressourcer vægtes højest, og ’socialiseringshypotesen’, der siger at individer fremadrettet præges af de omstændigheder, de er opvokset under. Således vil der ske et naturligt skift til en ny værdiakse i takt med, at yngre generationer erstatter de ældre (Inglehart 2007: 224). Inglehart ser dermed nutidens politik som
19
struktureret omkring et endimensionelt værdikontinuum med materialisme i aksens ene yderpunkt og postmaterialisme i det andet yderpunkt.
Inglehart er siden blevet kritiseret for denne forståelse af, at materielle versus immaterielle værdier anses for den afgørende konflikt, hvilket medfører at Flanagan (1982) præsenterer en anden konceptualisering af værdiudviklingen. Flanagan argumenterer for, at vælgernes udvikling mod postmaterialistiske værdier kun er ét ud af to overordnende værdiskift, der er sket i det moderne samfund. Han fremhæver, at overgangen fra industrisamfund til informations-‐samfund har medført et værdiskift på yderligere en dimension, fra autoritære til libertære værdier. Flanagans opererer derfor med to akser, som går fra hhv. autoritære til libertære værdier og fra økonomiske til ikke-‐økonomiske værdier, hvor sidstnævnte ligger i tråd med Ingleharts, dog med væsentlige ændringer. Hvor Inglehart benævner værdier som stærkt forsvar og kriminalitets-‐bekæmpelse som materielle værdier, er Flanagans definition mere snæver, idet den kun indbefatter økonomiske aspekter. I stedet betegner han førnævnte værdier som autoritære, mens de libertære værdier stemmer overens med Ingleharts postmaterielle værdier. (Flanagan & Inglehart 1987: 1304-‐05).
I samme spor fremhæver Borre (1995) behovet for en todimensionel tilgang, hvor den nypolitiske akse supplerer den gammelpolitiske akse. Indholdet på den gammelpolitiske akse defineres som klassiske økonomiske spørgsmål som størrelsen af den offentlige sektor og omfordeling, mens nypolitikken vedrører værdiprægede spørgsmål om eksempelvis tolerance, miljøbeskyttelse, mindretalsbeskyttelse og andre etiske spørgsmål, men også andre uøkonomiske aspekter som rets-‐ og sikkerhedspolitik. Begge akser løber fra højre til venstre, og Borre benytter således både begreberne som gammelt højre og gammelt venstre og som nyt højre og nyt venstre (Borre 1995: 189). Dette er nyt i forhold til Ingleharts teori, hvis begrebsapparat netop ikke giver plads til et nyt højre, der på mange punkter står i modsætning til de postmaterielle værdier. Modsat både Inglehart og Flanagan, som især har opmærksomhed på ændringer i de socioøkonomiske forhold i de enkelte lande, inddrager Borre også andre væsentlige samfundsmæssige udviklingstræk, når de nye værdiprioriteringer skal forklares. Borre fremhæver især globaliseringen og udviklingen af det multikulturelle samfund som katalysatorer for prioriteringen af den nypolitiske værdiakse (Borre 2003b: 183).
Ved at indføre et todimensionelt begrebsapparat er både Flanagan og Borre i stand til at forklare moderne og ustabil vælgeradfærd, hvor vælgerne på en gang kan orientere sig mod både højre og venstre og eksempelvis stemme på den værdipolitiske højrefløj uden nødvendigvis at være højreorienterede, hvad angår den økonomiske politik (Nielsen 2009: 1193-‐94). Ifølge Borre vil man teoretisk kunne forvente, at der vil opstå nye partier som følge af det nye todimensionelle partisystem, idet der er plads til nye nicher i det politiske rum (Borre 2009: 6-‐7). Med udgangspunkt i disse samfundsændringer har man i litteraturen om vælgeradfærd debatteret, hvad der bedst forklarer vælgernes ustabile
20
stemmeadfærd, samt hvordan disse ændringer manifesterer sig. En del af det teoretiske landskab er således præget af, at vælgernes ustabile stemmeadfærd ses som et resultat af moderniseringsprocessen, hvor bedre uddannelse betyder bedre politiske kvalifikationer og ressourcer, hvor ændrede økonomiske forhold redefinerer befolkningens prioriteter og interesser, og hvor de ændrede sociale forhold medfører svagere bånd til de politiske grupper (Dalton 2006: 8). Vælgeren har ikke længere det samme behov for at støtte sig til de sociale referencer eller bånd til parti og klasse, idet især uddannelse og øget adgang til information har gjort vælgeren i stand til at træffe valg uafhængigt af deres tidligere faste tilhørsforhold (Franklin, Mackie & Valen 1992: 9). Denne udvikling benævnes i litteraturen ’kognitiv mobilisering’ og medfører, at: “…more voters now are able to deal with the complexities of politics and make their own political decisions. Thus, the functional need for partisan cues to guide voting behaviour, evaluate political issues, and mobilize political involvement is declining…” (Dalton 1984: 265). Parallelt hermed fremhæves også andre måder, hvorpå samfunds-‐ændringerne har betydet ændringer i stemmemønstre. Eksempelvis har sammensætningen af vælgerkorpsets ændret sig, og tidligere store grupper (fx arbejdere, religiøse og landmænd) er mindsket i størrelse, hvorfor mængden af de vælgere, der tidligere ville have stærke partibånd ikke længere udgør samme store andel af vælgere (Thomassen 2005: 10, Dalton, Flanagan & Beck: 16, Mair, Müller & Plasser 2004: 3, Franklin, Mackie & Valen 1992: 4).
Udviklingen er med andre ord gået i retning mod dealignment, hvor ændret samfundsstruktur og øget individualitet medfører, at tidligere tiders stærke og stabile bånd mellem vælger og klasse samt vælger og parti er under opløsning. Denne ændring medfører således grundlaget for flere volatile vælgere. Men selvom man taler om optøning, ligger Lipset & Rokkans teori om skillelinjer stadig grund til megen forskning, ligesom man stadig kan finde studier, der tildeler de sociale strukturer forsat forklaringskraft (Evans 1999; Manza & Brooks 1999).
Mere nutidig sociologisk forskning ser desuden på, hvordan nye skillelinjer påvirker vælgerne Denne tilgang benævnes realignment og kan defineres som ”a significant shift in the group bases of party coalitions” (Dalton, Flanagan & Beck 1984: 13). Et bud på en ny afgørende skillelinje er uddannelse, som især skiller vælgerne på den nypolitiske dimension (Stubager 2003). Disse nye skillelinjer bør dog ifølge Bartolini & Mairs cleavage-‐definition ikke defineres som cleavages, eftersom de ikke opfylder kriterierne herfor. De nye skillelinjer bygger på individuelle issue-‐præferencer frem for en kollektiv objektiv gruppebevidsthed og opfylder således ikke kravet om en sociologisk base8.
8 Således vil analysen af ny og gammel politik ske under den rationelle tilgang og issue-‐voting-‐teori, hvor fokus vil være på vælgernes prioritering af de to dimensioner.
21
I Danmark er betydningen af sociale forhold endnu ikke helt afskrevet, og socioøkonomiske faktorer undersøges fortsat i dansk vælgerforskning og anses stadig for at have en vis betydning. Tidligere empiriske resultater fra undersøgelser af socioøkonomiske faktorer, har vist at kvinder har en mere stabil adfærd (Worre 1976: 57), mens nyere valgundersøgelser viser, at mænd er mest stabile (Holmberg & Oscarsson 2004: 194). Alder viser sig ligeledes som en influerende variabel, både i en generationsbestemt sammenhæng og i i en livscyklusbestemt sammenhæng, hvor det ses, at yngre vælgere er mest ustabile (Andersen & Goul Andersen 2003b: 189-‐196). Betydningen af uddannelse viser sig også i nyere valgforskning at have betydning for partivalg. Uddannelse viser sig at have samme betydning for partivalg i 1998 som 20 år tidligere, hvilket betyder at der stadig er en kløft mellem højt-‐ og lavtuddannede (Borre 1999c: 103). Men hvor man tidligere så høj uddannelse som relateret til en stemme på højrefløjen, er det i dag lav uddannelse, som indikerer en højredrejning (Stubager 2007). Dette viser, at uddannelse stadig udgør en væsentlig kløft i det politiske samfund. Undersøgelser har ydermere vist at uddannelseskløften havde betydning for ustabiliteten i valghandlingen, idet højtuddannede viser sig mere volatile end lavtuddannede (Holmberg & Oscarsson 2004: 194).
På baggrund af ovenstående mener vi derfor, at det har relevans at undersøge om sociologiske faktorer gør sig gældende, når mønstre i de blokskiftende vælgeres handlinger ønskes belyst. Således er forventningen at: Blokskiftere påvirkes af visse socioøkonomiske faktorer Afslutningsvis er det værd at fremhæve, at den sociologiske skole utvivlsomt har været paradigmesættende inden for det sidste halve århundredes vælgeradfærd. Men med baggrund i de senere års udvikling har teorien mistet forklaringskraft. Hvorvidt man fremover kan afskrive tilgangens betydning, er der ikke enighed om. Retningen har dog stadig relevans af flere årsager. For det første fordi den med moderniseringstesen forsøger at forklare volatilitetens afsæt og at man med udgangspunkt i den sociologiske præmis kan forklare ustabilitet, hvis ustabiliteten ses som udtryk for en opblødning i de sociale strukturer. For det andet fordi det har vist sig, at sociale faktorer som køn, alder og uddannelse trods alt har en vis standhaftighed, og man derfor fortsat godt kan forvente forklaringskraft herfra.
22
2.2 SOCIALPSYKOLOGISKE VÆLGERADFÆRDSTEORIER
Hvor den sociologiske teori antager, at den sociale struktur i samfundet har afgørende betydning for vælgeradfærden, fremgår det af den socialpsykologiske teori, at det i højere grad er den nære socialisering, der er afgørende for vælgeradfærden. Med udgangspunkt heri skabes en affektiv tilgang til den politiske valghandling frem for en instrumental, således som en rationel tilgang foreskriver. I nyere tid har socialpsykologiske vælgeradfærdsteorier fokuseret på, hvordan vælgeren i en tilstand af manglende viden og information træffer valg på basis af en psykologisk tilknytning til partier (Carmines & Huckfeldt 1996: 245).
Det mest centrale element for valghandlingen i den socialpsykologiske retning er partiidentifikation: ”Few factors are of greater importance for our national elections than the lasting attachments of tens of millions of Americans to one of the parties” (Campbell et al. 1960: 121). Partiidentifikationen opstår på baggrund af socialpsykologiske faktorer, og den varige tilknytning til et parti, som identifikationen medfører, forklarer stabil vælgeradfærd. Samme fænomen forklarer, hvorfor befolkningen overhovedet stemmer (Campbell et al. 1960: 90). Denne teoriretning opfatter således individets handlinger som hovedsagligt påvirket af partiidentifikation, hvor de sociologiske teorier i stedet fokuserer på klassestrukturens påvirkning. I dette afsnit vil vi først se nærmere på retningens ophav, Michiganskolen. Denne gennemgang vil synliggøre de grundlæggende karakteristika ved denne retning, og den vil blive efterfulgt af nyere socialpsykologiske teorier og deres fokus: Hvorledes holdningsdannelsens karakteristika kan forklare vælgeradfærd. Til sidst vil vi se nærmere på den politiske leders betydning, som nyere tid har givet fornyet forklaringskraft til. Michiganskolen
Et studie af to amerikanske præsidentvalg førte til The American Voter (1960), som blev skelsættende for den socialpsykologiske retning, også omtalt som Michiganskolen. Denne tilgang opfatter selve valghandlingen som en ekspressiv handling, hvorigennem vælgeren viser sin loyalitet og identifikation over for et givent parti (Nielsen 2009: 1195). Partiidentifikation defineres som indlejret og udvikles gennem familie-‐ og andre sociale relationer, som vælgeren indgår i. Således fungerer partiidentifikation som en langtidsfaktor, der når den en gang er etableret, er meget svær at ændre. Partiidentifikation anses derfor som forklarende for stabiliteten i partivalg (Campbell et al 1960: 146-‐149). I denne optik vil social mobilitet dermed ikke nødvendigvis implicere partiskift, da identifikationen dannes i barndommen og således er uafhængig af senere sociale ændringer. Partiidentifikationen er en afgørende faktor for vælgerens politiske holdninger og adfærd, idet partibåndet guider vælgeren, når vælgeren skal orientere sig i den ofte komplicerede politiske verden, og danner rammen,
23
hvorigennem vælgeren forstår politik. Populært sagt accepterer vælgeren i denne kontekst det borgerlige partis argument, netop fordi han føler sig borgerlig, og ikke omvendt. Således påvirker partiidentifikation vælgeren til at opfatte det borgerlige parti som repræsenterende hans interesser. Dette gælder også, selvom vælgeren rationelt set ikke er i stand til at foretage denne vurdering, idet han ikke har den nødvendige information hertil (Harrop & Miller 1987: 131). På den måde vil ændringer i vælgerens holdninger ikke nødvendigvis føre til ustabilitet, ligesom parti og vælger ikke behøver at have samme holdninger, da vælgerens partiidentifikation gør, at han ikke bliver bevidst herom eller handler herudfra.
Michiganskolen udviklede på baggrund af en række valgstudier en model for vælgeradfærd kaldet the Funnel of Causality. Denne model opstiller en række uafhængige variable, der påvirker partivalget (Campbell et al. 1960: 24). Variablene er hierarkisk opstillet, hvor langtidsfaktorerne står til venstre i modellen og korttidsfaktorerne til højre tættest på valghandlingen. Modellen illustrerer hvordan de første led i modellen påvirker de næste, og dermed hvordan partiidentifikation påvirker vælgernes politiske opfattelse og dermed stemmeadfærden.
Figur 2.1: Michiganskolens Funnel of Causality (Nielsen 2009: 1195)
Modellen anskueliggør samtidig, at Michiganskolen ikke afviser korttidsfaktorers mulige betydning: “it is not true that attitudes toward the several elements of politics are only reflections of party loyalty or group memberships or of other factors that may lead to perceptual distortion” (Campbell et al. 1960: 65). Der er dog ingen tvivl om, at modellen betoner partiidentifikation som en nøglevariabel, der medierer de forudgående sociale karakteristika og former vælgerens foranstående holdninger til kandidater og issues (Campbell et al. 1960: 136). Da Michiganskolen i høj grad lægger op til forklaring af stabil vælgeradfærd, kan man kritisere modellen for ikke at kunne forklare nyere tids tendenser til dealignment. Dealignment beskriver som sagt et fænomen, hvor partitilknytningen er kraftigt faldende, hvorfor vælgers adfærd ikke længere stemmer overens med modellens forudsigelser (Harrop & Miller 1987: 144; Dalton et al. 1894). Modellen er ydermere blevet kritiseret for, at den med udgangspunkt i amerikanske forhold er uanvendelig i de europæiske systemer. Det har da også vist sig, at partiidentifikationen i en europæisk sammenhæng er svagere end i USA.
Kritikken til trods er der dog ingen tvivl om, at Michiganskolen har bidraget med en model, der har skabt præcedens inden for vælgeradfærdsforskningen.
24
Vægtningen af de forskellige variables betydning kan der stilles spørgsmålstegn ved, men selve systematiseringen og forståelsen af forskellige variables betydning samt den grafiske opstilling har dannet skole. Partiidentifikation er også løbende blevet undersøgt i dansk valgforskning (Borre 1976; Borre & Goul Andersen 1997; Borre 1999b; Borre & Lolle 2007). I danske termer er vælgere med stærk partiidentifikation omtalt som kernevælgere, mens vælgere uden en sådan benævnes marginalvælgere. Kernevælgerne repræsenterer de vælgere, der føler sig særligt knyttet til et bestemt parti, mens marginalvælgerne er de vælgere, som er tilbøjelige til at skifte parti fra valg til valg. I Danmark har partiidentifikation, som teorien foreskriver, vist sig som stabiliserende for partivalget. Alligevel var der 16 pct. med partiidentifikation, som skiftede parti 2001-‐2005 (Borre & Lolle 2007: 277), og 13 pct., som skiftede parti fra valget 1994 til valget 1998 (Borre 1999b: 223). De største skift sker dog inden for samme politiske blok (Borre & Lolle 2007: 283), og forventningen er derfor, at der er svækket sandsynlighed for, at vælgere med partiidentifikation vil foretage et blokskift. Partiidentifikation vil nedenfor indgå som en faktor i den politiske involvering.
Nyere socialpsykologiske teorier
Nyere forskning tyder ligeledes på, at vælgere i højere grad stemmer ud fra følelser end fornuft (Winther Nielsen & Høgenhaven 2010). Den politiske psykologi forklarer, hvordan det i højere grad er de associationer og følelser, folk knytter til et parti, som har betydning for deres partivalg. Således har korttidsfaktorer som partiets brand og lederens fremtoning en afgørende rolle, når vælgeradfærd skal forklares. Partiernes konkrete politik har derfor heller ikke i den moderne politiske psykologi nødvendigvis afgørende betydning, som man rationelt kunne forvente. Disse korttidsfaktorer er mere flygtige størrelser end eksempelvis ideologisk tilknytning og implicerer derfor også automatisk mere ustabilitet. Andre retninger inden for nyere socialpsykologisk teori har fokus på individers holdningsdannelse. Hvor den tidlige socialpsykologiske teori havde svært ved at forklare ændringer i partivalget, har de nyere dele af teorien større forklaringskraft, fordi den har fokus på ændringer i vælgernes holdninger. Retningen peger på, at især to elementer i holdningsdannelsen har betydning for vælgerens volatilitet. For det første hvor grundigt vælgeren har tænkt over sine politiske holdninger, og for det andet mængden af politiske budskaber, vælgeren udsættes for (Møller Hansen, Slothuus & de Vreese: 72).
Det første element indebærer, at jo mere individet har tænkt over sin holdning til en given sag, jo mere indlejret er denne og derfor også naturligt sværere at påvirke. Dette begrundes i, at holdninger, der er tænkt mere over, vil indgå i en mere omfattende kognitiv og følelsesmæssig struktur hos det enkelte individ, hvorfor disse må forventes at være mere stabile. Hvis vælgeren er politisk involveret og dermed forventeligt har tænkt over sine politiske
25
holdninger, må man således forvente, at partivalg bygger på mere grundlæggende overvejelser, hvorfor politisk involverede forventes at være mere stabile. Modsat må det derfor forventes, at hvis vælgeren er mindre politisk involveret, vil dennes valg i højere grad bygge på fluktuerende korttidsfaktorer knyttet til det enkelte valg, eksempelvis den økonomiske situation eller opfattelse af partiledere (Saris & Sniderman 2004: 7).
For så vidt angår betydningen af mængden af politiske budskaber, er det et tveægget sværd inden for teorien om holdningsdannelse. På den ene side argumenteres for, at jo flere budskaber en person udsættes for, jo mere ustabil må partivalget forventes at være. På den anden side kan et højt forbrug af politiske budskaber ses som tegn på politisk involvering, og dermed burde mængden af budskaber hænge positivt sammen med stabilitet (Møller Hansen et al. 2007: 72-‐73).
Den amerikanske politolog John Zaller (1992) opstiller en model for holdningsdannelse for det enkelte individ og fremhæver betydningen af politisk involvering. Holdningsændringer består ifølge Zaller af to faser, modtagelsen af et nyt budskab og accepten af budskabet. Det afgørende for holdningsændringer er ifølge Zallers model individets politiske opmærksomhed, og han inddrager her intensiviteten og tilgængeligheden af de politiske budskaber, idet politiske budskabers virkning og den politiske involvering interagerer. (Togeby 2004: 22). Hvis de politiske budskaber har lav intensivitet, vil de kun blive opfattet af de mest politisk involverede. Har budskabet derimod høj politisk intensitet som forventet ved folketingsvalg, vil budskaberne blive opfattet af alle, uanset graden af politisk involvering. I denne situation vil det dog være de mindst politisk involverede, der vil blive mest påvirket af de politiske budskaber, idet deres holdninger er nemmere at påvirke (Zaller 1992: 151-‐158). Lav politisk involvering hænger således sammen med ustabilitet, og betydningen af medieforbruget hænger sammen med graden af involveringen. Inden for dansk valgforskning har Møller Hansen et al. (2007) efter 2005-‐valget foretaget en samlet analyse af volatile vælgeres adfærd med udgangspunkt i blandt andet denne teoretiske forståelse. Her undersøges sammenhængen mellem volatilitet og politiske involvering samt forbrug af politiske budskaber gennem medierne. Analysen viser, at flere sider af politisk involvering påvirker tilbøjeligheden til ustabilitet hos vælgerne. Involveringen undersøges gennem graden af politisk viden, politisk interesse, partitilknytning, partimedlemskab, hvorvidt vælgeren stemte med begejstring, og hvor stor forpligtelse vælgeren føler til at stemme. Således finder man frem til, at de ustabile vælgere har lavere politisk involvering end resten af vælgergruppen. Betydningen af politiske budskaber viser også en vis sammenhæng med ustabilitet, idet vælgere med lavt medieforbrug viser sig at have større sandsynlighed for partiskift.9 Der må derfor være en forventning om, at blokskiftende vælgere har lav politisk involvering og lavt forbrug af politiske budskaber:
9 Dette gælder dog kun i den bivariate analyse
26
Blokskiftere har lav politisk involvering og lavt forbrug af politiske budskaber Partilederfokus
Nyere tider har også bragt fokus på andre elementer, der tager afsæt i den klassiske socialpsykologiske teori. Campbell et al. (1960: 54-‐56) fremhævede i ’the American Voter’, at den politiske kandidats personlighed er vigtigere for vælgeren end dennes politiske egenskaber. Men hvor den klassiske tilgang ikke giver denne faktor særlig stor vægt for valghandlingen, fremhæver de nyere teorier, at den affektive tilknytning til partilederen spiller en stadig større rolle for stemmeadfærd. Således taler man i dag om ”presidentialization of politics” (Poguntke & Webb 2005). Begrebet dækker over flere udviklingstræk af både intern og ekstern karakter, der defineres som ’the party face’, ’the executive face’ og ’the electoral face’. Hver især refererer de henholdsvis til, at partilederne indadtil opnår større magt både i eget parti og i regeringen, og udadtil er i større fokus i valgkampen (Poguntke & Webb 2005: 5). For nærværende speciale er det dog kun vælgeradfærdselementet i parlamentariske systemer, som er relevant, hvorfor afsnittet alene vil beskæftige sig med disse aspekter af præsidentialiseringstesen. Den øgede præsidentialisering har ifølge teorien to årsager. Den første årsag har en mere konstituerende karakter, idet man anser manglende partitilknytning som afgørende for, at vælgerne i højere grad vil lægge vægt på den politiske leders personlighed (McAllister 2007: 582; Andersen & Borre 2007: 290). Tidligere var vælgernes partivalg skabt af langtidsfaktorer, og derfor var opfattelsen af partilederen i udgangspunktet irrelevant for stemmeafgivningen (Mughan 2000: 1-‐2). Men når tidligere partibånd er kappet, får nye faktorer betydning, heriblandt de politiske ledere. Som det tidligere er gennemgået, er der ydermere en forventning af, at når vælgerne ikke erkender forskelle i partiernes politik, jf. den øgede depolarisering, vil elementer som politikeres personlighed få øget betydning.
Den anden afgørende årsag til præsidentialiseringen er ifølge litteraturen det ændrede mediebillede (McAllister 2007: 572; Mughan 2000: 3; Curtice & Holmberg 2005: 236; Poguntke & Webb 2005: 14). Der er sket et skred fra partibaseret valgkamp til mediebaseret kampagneførelse, hvor politiske ledere og deres personlighed er blevet mere centrale. Især udbredelsen af tv-‐mediet har ifølge litteraturen skabt et mediebillede, hvor lederen frem for partiet er i fokus. Dette skyldes, at tv-‐formatet ikke gerne formidler komplicerede problemstillinger eller går i dybden med partiprogrammer, men i stedet reducerer kompleksiteten ved at fokusere på det konkrete (lederen) frem for det abstrakte (partiorganisation, partiprogrammer mv.) (Poguntke & Webb 2005: 14, McAllister 2007: 579). På den måde er politisk kommunikation i høj grad præget af fjernsynets behov for gode billeder og personlighed, og således kommer de politiske ledere og deres personlige fremstilling i fokus på bekostning af
27
substansen (Mughan 2000: 3 & Andersen & Borre 2007: 291)10. Denne udvikling er forstærket af de højtprofilerede partileder-‐debatter der har været med til at eksponere den politiske leder (Curtice & Holmberg 2005: 236; McAllister 2007: 579-‐580). Således peger udviklingen med svagere partibånd og øget mediefokus på partilederen, at denne har fået større betydning for vælgerens handlinger. Teorien peger tillige på, at den øgede individualisering gør, at vælgeren i højere grad egenhændigt tager stilling til politiske spørgsmål og i denne proces spiller vurderingen af den politiske leder en vigtig rolle.
I debatten om præsidentialisering skal det dog holdes for øje, at begrebet har to dimensioner, henholdsvis ’præsentation’ og ’effekt’. Hvor præsentation henviser til måden, hvorpå kampagnen er opbygget med fokus på at præsentere lederen, dækker effekten i højere grad over substansen, altså hvorvidt denne præsentation har betydning for vælgernes stemmemønstre (Mughan 2000: 11). Hvor der i valgforskningen er bred enighed om, at valgkampe er blevet mere personificerede og partiledere mere synlige, er forskerne mere uenige om effekten heraf og hvorvidt præsidentialiseringen reelt spiller en afgørende rolle for det endelige valgresultat.
Empirisk peger resultaterne i forskellige retninger. Således viser nogle undersøgelser, at partilederen har en selvstændig betydning for valgresultatet, mens andre kommer frem til vælgerens syn på partiet er langt vigtigere. Der er lavet adskillige landestudier og i eksempelvis England og Australien er det påvist, at lederevalueringerne har betydning (Bean & Mughan 1989), men parallelt har undersøgelser i blandt andet Tyskland og Sverige ingen effekt fundet (Kaase 1994; Holmberg & Oscarsson 2004). Det er ej heller klare konklusioner om, hvad der afgør, om den politiske leder spiller en rolle for valgresultatet. Nogle peger på udformningen af det politiske system, ligesom specifikke omstændigheder i valgkampen og lederens intensitet nævnes. Curtice & Holmberg (2005) påviser i en tværnational undersøgelse, at de politiske omstændigheder under valgkampen ikke har betydning for, om lederen får betydning for valgresultatet. Men de finder til gengæld bevis for, at det politiske systems opbygning har relevans. Således konkluderer de, at vilkårene for præsidentialisering som udgangspunkt er bedre i et system, hvor vælgerne kun skal vælge imellem to kandidater, der begge potentielt kan komme til at lede landet (Curtice & Holmberg 2005: 240). I en dansk kontekst er der relativt få analyser af partiledereffekter. Således blev dette aspekt ikke undersøgt mellem valgene 1971 og 1994. Ifølge Pedersen og Knudsen (2005: 172-‐173) viste undersøgelser af valgene i 1971, 1994 og 1998 en partiledereffekt i fire ud af seks undersøgelser, men den tegnede sig dog for højest en sjettedel af den generelle partitilslutning. Ifølge den danske
10 Hermed ikke sagt, at medierne alene har skabt det øgede personfokus. Dette er formentlig også et resultat af partierne og politikerne eget bevidste valg om til egen vinding at udnytte de muligheder, fjernsynsmediet stiller til rådighed. Dette kan føre til en debat om professionalisering af den politiske kommunikation, som ikke vil blive taget her.
28
valgundersøgelse var det først ved valget i 1998, at man så klare tendenser til præsidentvalg i Danmark (Nielsen 1999c: 19). Mediernes fokus var ved valget i 1998 på de to største partiers ledere Uffe Ellemann-‐Jensen og Poul Nyrup Rasmussen og deres personlige egenskaber (Nielsen 1999c: 20-‐23). Men selvom vigtigheden af kandidaternes fremtræden blev anerkendt, slog præsidentialiseringen ikke igennem i valgresultaterne, og der var ingen stigning i personlige stemmer til de to partiledere (Nielsen 1999d: 32). Vi mener dog, det her er værd at fremhæve, at partiledernes stemmeantal ikke nødvendigvis er den bedste parameter for ledereffekt, da den organisatoriske opbygning af det danske valgsystem med definerede valgkredse medfører en naturlig begrænsning. Vi mener derfor ikke, at ledereffekten på trods af et ikke-‐stigende personligt stemmetal bør afskrives. Det følgende valg i 2001 blev populært opfattet som et ’præsidentvalg’, men betydningen af ledereffekten udeblev endnu en gang (Andersen & Borre 2003: 363, 371). Således har der længe i den danske valgforskning været en holdning til, at politiske ledere spiller en begrænset rolle for vælgernes stemmeafgivelse. Dette kan skyldes, at det som tidligere nævnt, er i to-‐partisystemer man i komparative undersøgelser i størst grad finder tendensen. Dette indikerer samtidig, at hvis det danske system udvikler sig i en retning, hvor vi realpolitisk har at gøre med to veldefinerede statsministerkandidater, kan man formode, at lederne vil få en stadig stigende rolle. Det viste sig da også, at ved valget i 2005 kunne præsidentialiseringstesen bekræftes. Vælgernes sympati for et partis leder kunne ved dette valg statistisk bevises at være større eller mindre end deres sympati for partiet selv og dermed ikke blot et resultat af, hvad vælgerne synes om et givent parti. Man kunne således måle selvstændig ministereffekt på Venstres valgresultat ved 2005-‐valget, og omvendt havde Socialdemokraterne størst tilbagegang blandt dem, der havde ringe sympati for Lykketoft, ligesom Dansk Folkeparti havde størst fremgang hos dem, der havde stor sympati for Pia Kjærsgaard. De fleste vælgere stemmer dog forsat ud fra politiske holdninger, men blandt vælgere med ringe politisk interesse og ringe partitilknytning er der imidlertid en betydelig andel, der fremhæver, at de stemmer ud fra deres sympati for en partileder. Denne tendens er særlig stærk hos den gruppe vælgere, der skiftede fra et socialistisk til et ikke-‐socialistisk parti (Andersen & Borre 2007: 289-‐920). For blokskiftere havde opfattelsen af partilederne altså betydning ved 2005-‐valget. Blandt de vælgere, der fokuserer på partilederne er loyaliteten tillige lav, hvilket skaber potentiale for yderligere ustabilitet (Andersen & Borre 2003: 363). Vores forventning er derfor, at opfattelsen af partilederen er en relevant faktor, når blokskiftere stemmer: Blokskiftere er påvirkede af sympati for den politiske leder
På baggrund af overstående teorigennemgang mener vi således, at de socialpsykologiske vælgeradfærdsteorier kan bidrage til at belyse de blok-‐skiftende vælgere. På trods af Michiganskolens fokus på stabilitet har den alligevel bidraget med en forståelse af vælgeradfærd, som man i nyere tid kan
29
bygge videre på, idet den påpeger vigtigheden af socialpsykologiske processer og den affektive tilknytning. Man kan kritisere begrebet partiidentifikation for at have en stadig faldende relevans, idet tendenserne peger mod færre kernevælgere (Berglund et al.: 109-‐110). Med udgangspunkt heri må man formode, at fremtidens vælgeradfærd i mindre grad vil kunne henvises til partiidentifikation. Ligeledes kan teorien i en dansk kontekst kritiseres, idet de danske vælgere i højere grad identificerer sig med grupper af partier end med et enkelt parti (Nielsen 2002). Samlet set mener vi dog de socialpsykologiske tilgange har en stadig relevans og bør medtages ved vores studie af hvad der påvirker blokvolatilitet.
30
2.3 Rationelle vælgeradfærdsteorier
Som modsvar til de sociologiske og socialpsykologiske teorier om vælgeradfærd opstod der i 1960’erne et rational choice-‐paradigme, der tog afsæt i en økonomisk-‐politisk teoriforståelse. Tilgangen kritiserede de førnævnte teori-‐tilgange for deres individopfattelse, idet individet bør opfattes som rationelt handlende ud fra et egennyttemaksimerende perspektiv. Som følge heraf forstår retningen vælgeradfærd rent instrumentelt, hvorfor valg af parti og kandidat alene er afhængigt af, om disse kan opfylde vælgerens egeninteresser (Holmberg 2007: 558, Nielsen 2009: 1197). Vælgeradfærden determineres således ikke af den sociale struktur eller indlejrede partipræferencer, men i stedet af individets objektive interesser og holdninger. Det betyder, at vælgeren ikke anses som værende bundet af eller til noget, og at deres valg derfor alene er skabt på baggrund af egne præferencer (Dalton & Klingemann 2007: 11).
Down var med sit værk Economic Theory of Voting (1957) blandt de første til at implementere den økonomiske teori på vælgeradfærd og til at præsentere ideen om den rationelle vælger. Ifølge hans model befinder vælgere og partier sig i et politisk rum, hvor vælgeren har overblik over egen og partiernes placering. I den rationelle optik vil individets nytte aftage i takt med at afstanden til et parti øges. Således er det alene vælgerens individuelle præferencer sammenlignet med partiernes, der er afgørende for vælgeradfærden. Ifølge de tidlige rational choice-‐teorier opfattes individernes objektive interesser som rent økonomiske, og handlingerne forklares som egennyttemaksimerende alene på baggrund heraf. Med udgangspunkt i forståelsen af valghandlingen som nyttemaksimerende og individet som rationelt handlende har teorien senere udviklet sig. Flere nyere teorier har taget udgangspunkt i vælgeren som rationel, dog ikke udelukkende ud fra et økonomisk synspunkt. Især teorien om issue voting11 har været paradigmesættende, hvorfor vi herudfra vil uddrage to hypoteser henholdsvis med fokus på betydningen af vælgerens placering af partierne og betydningen af kompetencevurdering. Ydermere vil vi med udgangspunkt i issue voting teorien undersøge nypolitikkens saliens, samt betydningen af vælgernes politikertillid. Disse fokuspunkter er udvalgt, idet vi med udgangspunkt i teorien finder, at disse har en potentiel forklaringskraft for ustabil stemmeadfærd og i særdeleshed blokskiftende stemmeadfærd. Vi vil løbende, som i de ovenstående teorigennemgange, se på empiriske fund i vælgerforskningen og udlede hypoteser til brug for analysen.
Issue voting
Mens den klassiske rational choice-‐teori alene tager økonomien som afsæt for nyttemaksimeringen, begrænser teorien om issue voting sig ikke hertil.
11 Issue voting kan på dansk oversættes til ’holdningsbestemt stemmeadfærd’, men i tråd med resten af den danske litteratur, eksempelvis Det danske Valgprojekts udgivelser, vælger vi at benytte den mere mundrette engelske term ’issue voting’
31
Handlinger forklares stadig som et udtryk for nyttemaksimering, men holdningerne er ved issue voting ikke givet alene på baggrund af økonomiske interesser. Således tager denne i modsætning til tidligere teorier ikke holdningernes indhold som givet, og har dermed en bredere opfattelse af vælgeradfærdens udgangspunkt.
Teorien om issue voting er den seneste tids mest benyttede vælgeradfærdsteori og lægger den teoretiske ramme for de seneste udgivelser fra Det danske Valgprojekt. Således konkluderer denne, at “påstanden om, at danske vælgere issue voter, når de afgiver deres stemme [er ikke længere] kontroversiel” (Nielsen 2003: 237). Dermed anses den danske vælgers ageren som rationel ud fra egne holdninger frem for noget andet.
Det skal dog nævnes, at der inden for litteraturen er uenighed om, hvordan man skal rubricere issue voting, eftersom teorien ikke alene fokuserer på økonomiske issues. En lang række forskere rubricerer issue voting som udspringende fra den rationelle teoritradition (bl.a. Nielsen 2009: 1200; Evans 2004: 88; Harrop 1987: 145-‐157, Heywood 2007: 268), men i Det danske Valgprojekt defineres issue voting dog som en mikrosociologisk tilgang (Goul Andersen 2007: 13). Denne disput vil specialet ikke gå dybere ind i, blot nøjes med at forholde sig til det punkt forskerne er enige i: At vælgeren agerer rationelt i instrumental forstand, dvs. nyttemaksimerer ved at stemme på det parti, der holdningsmæssigt er tættest på vælgerens egne holdninger, hvorfor vi rubricerer issue voting under nærværende afsnit. I sin reneste form kan issue voting beskrives i tråd med Downs teoriforståelse, hvor vælgerne først overvejer egne holdninger, og herefter sammenligner disse med partiernes ditto. Det parti eller den politiker, der med udgangspunkt i denne sammenligning er mest attraktiv for vælgeren, vil få vælgerens stemme (Borre 2001: 9). Vælgere, der issue voter, er derfor i udgangspunktet mere volatile, fordi de ikke pr. definition har et fastlåst forhold til et parti som beskrevet i de ovenstående teorier.
Termen issue voting benyttes og forstås på forskellige måder af forskellige forskere, men en ofte brugt tilgang præsenterer fundamentale elementer i issue voting ved følgende tre pointer: 1) vælgeren skal fastlægge sit standpunkt på sine vigtigste politiske områder, 2) vælgeren skal erhverve sig kendskab til politikernes positioner på disse områder, og 3) vælgeren skal sammenligne politikernes holdninger med egne (Borre 2001: 13; Goul Andersen & Borre 1997: 65, Dalton 2006: 202, Nielsen 2009: 1200). Issue voting forudsætter dermed en grundlæggende forståelse af vælgerne som bevidste og rationelt handlende, idet der er en direkte sammenhæng mellem politiske holdninger og stemmeafgivning (Goul Andersen & Borre 2003a: 20).
Teorien forventer således, at vælgeren stemmer efter sine holdninger, men det er ikke alle politiske spørgsmål, der anses som værende lige vigtige for alle vælgere. Begrebet saliens refererer til vigtigheden af et emne i vælgerens optik. Hvis en vælger er meget optaget af et bestemt politisk emne, har dette emne høj saliens for vælgeren. Vælgerne kan være enige med ét parti i nogle spørgsmål og
32
samtidig enige med et andet parti på andre områder. Derfor bliver det afgørende for stemmeadfærden, hvilke spørgsmål der er saliente i vælgerens bevidsthed, idet vælgerens stemmeafgivning vil blive påvirket mest af netop dette emne (Belanger & Meguid 2005: 5). Er en vælger eksempelvis meget enig med parti 1 på emne a, men meget enig med parti 2 på emne b, vil emnernes saliens således være afgørende, for hvem der løber af med vælgerens stemme. Når et emne har høj saliens hos vælgeren, vil vælgeren vurdere partierne på to centrale parametre: Hvor de forskellige partier ligger placeret i forhold til vælgerens politiske holdninger, og hvor kompetent en regering og det mulige regeringsalternativ er til at løse problemet. Hvilke af de to parametre vælgerne vurderer ud fra, er afhængigt at hvilke slags emne, der er tale om (Van der Brugge & Voss 2007: 128-‐129). Teorien har traditionelt grupperet politiske issues i henholdsvis positions-‐issues og valens-‐issues med udgangspunkt i Stokes opdeling (1963: 373), der kort fortalt er emner, hvor man er henholdsvis uenig eller enig om målet. Positions-issues
Når en vælger stemmer ud fra positions-‐issues, er vælgerens placering i forhold til partiets placering afgørende, idet partierne som udgangspunkt har forskellige holdninger på dette område. Positions-‐issues er emner, hvor der både blandt partier og blandt vælgere er stor uenighed om det politiske mål og derfor hvilken politik, der skal føres. Eksempler på sådanne emner er holdning til EU og indvandrerspørgsmål. Hvis et emne er et positions-‐issue, relaterer det sig dermed til den første af de to ovennævnte parametre, idet vælgerne forholder sig til hvilket partis holdninger, der svarer bedst til vælgerens egne og vil således vurdere sin placering i det politiske rum op mod partiets placering. Hvordan denne overensstemmelse måles og vurderes af vælgeren, findes der to hovedforklaringer på, henholdsvis ’nærhedsmodellen’ (proximity model), der tager udgangspunkt i Downs medianvælgerteori (1957) og ’retningsmodellen’ (directional model) som beskrevet af Rabinowitz og MacDonald (1989).
Nærhedsmodellen foreskriver, som navnet indikerer, at vælgeren vil stemme på det nærmeste parti. Modellen antager således, at vælgeren har overblik over sin egen samt partiernes placering i det politiske rum, og at vælgerens sympati aftager med afstanden til partiet (Borre & Goul Andersen 1997: 65). Dermed kan en vælger uproblematisk stemme på et parti, der reelt ligger på den modsatte side af det politiske spektrum end vælgeren selv, fordi det afgørende er afstanden til partiet på de specifikke issues. Handler vælgeren ud fra denne model, stemmer han på det parti, han i det politisk rum er tættest på. Således er afstanden afgørende, hvorfor modellen også kaldes afstandsmodellen (Nielsen 2003: 238).
Retningsmodellen er et alternativt bud på, hvordan vælgere forholder sig til partiernes placering, og fremførtes første gang af Rabinowitz og Macdonald (1989). Denne model foreskriver, at det ikke er afstanden vælgeren agerer ud fra, men derimod intensiteten i de politiske partiers holdninger. Rabinowitz og MacDonald mener, at vælgere i højere grad stemmer på det parti, der udviser de
33
mest intense holdninger på de issues, vælgeren går op i (dog inden for en troværdighedsgrænse). Det er modellens forventning, at vælgeren kun diffust kan forholde sig til egen og partiernes placering på et givent politisk emne, hvorfor intensiteten i de politiske holdninger bliver afgørende (Rabinowitz & Macdonald, 1989: 94). Således afgør vælgerne ikke deres stemmeafgivelse ud fra afstanden til partiet, men i højere grad ud fra hvilket parti, der med størst intensitet repræsenterer deres holdning. Vælgerens nytte anses derfor ifølge denne model for at stige jo mere ekstremt partiet er placeret inden for samme retning som vælgeren (Nielsen 2007: 238-‐239). Således kan man med udgangspunkt i denne model for vælgeradfærd forvente, at vælgeren næppe vil begive sig mod midten, men i højere grad vandre mod partier, der befinder sig på de yderste fløje af spektret.
Skal man illustrere vælgeradfærden grafisk, viser nedenstående model, hvordan vælgeren agerer ud fra de to retninger. Ifølge nærhedsmodellen vil vælgeren stemme på parti 1, da dette ligger tættere på vælgeren, mens vælgeren ifølge retningsmodellen vil stemme på parti 2, da dette repræsenterer vælgerens holdning mere intenst.
Figur 2.2: Illustration af nærheds-‐ og retningsmodellen
Dansk valgforskning finder, at danske vælgere forholder sig til partiernes placering både ud fra retnings-‐ og nærhedsmodellen. Der er altså ingen entydig konvention om hvilken model, der bedst forudsiger og beskriver den danske vælgeradfærd (Nielsen 2005: 250, 2007: 210; Borre 1999f: 177-‐179; Borre & Goul Andersen 1997: 85). Dog viser det sig, at vælgere, der bevæger sig på midten, bedst forklares af nærhedsmodellen, mens fløjpartiernes partitilknytning bedre kan forklares af retningsmodellen (Nielsen 2007: 210). Derfor finder vi det mest relevant at tage udgangspunkt i nærhedsmodellens forventede vælgeradfærd12.
Man kan med udgangspunkt i nærhedsmodellen formode, at en andel af de vælgere, der krydser den politiske midte, agerer i tråd med nærhedsmodellens antagelser. Kombinerer vi denne viden med vælgeres nyttemaksimerende adfærd, kan man have en forventning om, at vælgernes opfattelse af partiernes rolle har betydning. Vælgere, som anser partierne som
12 Grundet specialets problemformulering vil det ikke være relevant at føre denne diskussion, ligesom vi ikke vil foretage en analyse af hvilken af de to modeller, der bedst beskriver den danske vælgeradfærd. Vi tager alene udgangspunkt i tidligere forskningsresultater. Vi accepterer blot den underliggende præmis, at vælgere stemmer efter vurdering af egen og partiernes relative holdningsplacering.
34
værende tæt samlet, vil have større tilbøjelighed til et blokskifte, idet partier, der ud fra den klassiske højre-‐venstre-‐model tilhører to forskellige blokke, alligevel vil være i hinandens nærhed. Hvis partisystemet i vælgerens optik fremstår depolariseret, vil et blokskifte derfor anses som mere sandsynligt. Når nytten alene afhænger af at stemme på det parti, de holdningsmæssigt ligger tættest på, vil blokaspektet ikke influere deres valg, idet nærhedsprincippet er afgørende. Opfatter de omvendt partisystemet som meget polariseret, vil afstanden mellem partier på to fløje være større, og dermed vil nytten være større ved at stemme på et parti på samme blok, hvorfor de bliver her indenfor.
Figur 2.3: Illustration af to opfattelser af partiernes placering, henholdsvis 1,2 og A, B
Med udgangspunkt i ovenstående figur kan dette grafisk illustreres ved. I tråd med nærhedsmodellen vil vælgeren, der placerer partierne 1 og 2, have langt mere nytte ved at stemme på parti 1 end 2, hvorfor et blokskift forekommer mindre sandsynligt. Omvendt vil der for vælgeren, der placerer partierne A og B, ikke være større forskel i nytten, om stemmen går til parti A eller B, hvorfor et blokskift anses som mere plausibelt. Således har vi en forventning om, at vælgere, der opfatter partierne som placeret tæt på hinanden i højere grad vil tendere mod et blokskift. Med udgangspunkt heri opsætter vi hypotesen: Blokskiftere opfatter partisystemets ideologiske bredde som smal At partiernes relative placering har betydning ligger i tråd med tidligere undersøgelser. Vi undersøger alene vælgerens opfattelse heraf og ikke den reelle bredde i partisystemet som oftest gjort i tidligere forskning. Men skal man alligevel trække på tidligere resultater på dette områder antager Bartolini og Mair, at “the more abbreviated the policy distance separating the competing parties, the higher will be the level of electoral instability” (Bartolini & Mair 1990: 196). Samtidig kan de med udgangspunkt i empirisk materiale konstatere, at det i højere grad er distancen mellem de politiske blokke, som er afgørende, således at i lande, hvor blokkene, og dermed partierne, samles på midten, er volatiliteten væsentligt højere (Ibid.: 208). I vores optik er spørgsmålet således, om også vælgerens opfattelse af partiernes placering har betydning. Valens-issues
Partiernes placering i forhold til vælgeren er kun relevant så længe, der er tale om en holdningssammenligning på områder, hvor der er uenighed om de
35
politiske mål og værdier. Er der derimod tale om et valens-‐issue, ligger stridsspørgsmålet ikke ved målet, hvorfor det ikke er meningsfuldt for vælgeren at sammenligne holdninger. Alle partier såvel som vælgere er pr. definition enige om et specifikt mål og dermed er placeret samme sted i det politiske rum. Således ligger kernen i valens-‐issues ved midlet. Vælgerens adfærd afgøres derfor af en vurdering af, hvem der er mest kompetent til at opnå det fælles mål. Klassiske eksempler på valens-‐issues er bekæmpelse af arbejdsløshed og sikring af høj økonomisk vækst, men også velfærdspolitiske målsætninger er efterhånden blevet valens-‐issues i en dansk kontekst (Goul Andersen 2007: 35). Ved sådanne emner baserer vælgeren sit valg på hvilket parti, der for vælgeren fremstår mest kompetent til at til at løse de pågældende problemer og dermed opnå målet. Når vælgeren skal stemme, vil det således ske på baggrund af en kompetencevurdering af partierne, som bygger på partiets faktiske resultater og handlinger (Borre 2007: 178). Når vælgeren vælger parti ud fra en kompetencevurdering af partiets performance, vil tilknytningen være kortsigtet, idet den kun holder, så længe partiet fortsat kan præstere (Petrocik 1996)13. Dermed er det forventeligt, at prioritering af valens-‐emner vil fordre ustabilitet. Flere dele af litteraturen plæderer for, at det i nyere tid i stigende grad er valensemner frem for positionsemner, som er afgørende for vælgeradfærden. Dette synspunkt udspringer af de udviklingstræk, som har påvirket rammerne for vælgeradfærden. Antagelsen er, at når partisystemet depolariseres, og partierne nærmer sig konsensus, vil de i højere grad blive vurderet ud fra kompetence end ideologisk placering (Green 2007: 630). Denne antagelse forstærkes af, at vælgerne i tråd med moderniseringsteorien i nyere tid generelt har et højere videns-‐ og uddannelsesniveau, hvilket gør dem bedre i stand til at forstå og bedømme partier og dermed ser sig i stand til at vurdere partiernes kompetence(Aardal & van Wijnen 2005: 197-‐198). Teorien fremfører desuden, at valensemner især gør sig gældende over for ustabile vælgere (Stokes 1992: 157-‐158). Når vælgerne skal foretage deres kompetencevurdering af partierne, kan de både foretages prospektivt og retrospektivt. Den retrospektive vurdering henviser til en vurdering foretaget på baggrund af tidligere performance, mens den prospektive vurdering bygger på fremadrettede forventninger. Den prospektive og retrospektive vurdering er dog vævet ind i hinanden, idet den sidstnævnte er baggrunden for at kunne foretage førstnævnte. (Borre 2003a: 322; Listhaug 2005; Fiorina 1981; Borre 2001: 110, Lewis-‐Beck og Paldam, 2000:
13 Kompetencespørgsmålet genfindes i teorien om ’issue ownership’ (Petrocik 1996), hvor pointen er “political parties can ‘own’ an issue in the sense that voters see the party as most competent in handling this issue or as having the ‘best’ policies in that particular area” (Blomquist & Green Pedersen 2004: 596). Vælgerne vil således stemme på det parti, de anser som mest kompetent på det emne, de mener, er vigtigt. Men idet vi ikke undersøger specifikke partiers kompetencevurdering på specifikke emner, men alene generelt, vil teorien om issue ownership ikke benyttes i specialet.
36
118; Nannestad 1989: 19)14. Således vil vi heller ikke skelne imellem disse to. Ligeledes involverer den retrospektive tilgang ikke alene en vurdering af den siddende regering. Således antager både Down (1957: 40) og Fiorina (1977: 608), at vælgerne overvejer den hypotetiske performance fra oppositionen, dvs. en vurdering af hvordan de ikke-‐regerende partier ville have regeret, idet de anskuer ”the difference between the utility income he actually received in period t and the one he would have received if the opposition had been in power” (Down 1957: 40). Vælgerne vurderer ikke ud fra politisk ideologi eller partitilknytning, men alene ud fra en rationel evaluering af politikernes gerninger (Thomasson 2005: 17, Harrop & Miller: 150, Norris 1998: xix, Søderlund 2008: 218; Borre 1989: 292). Et vigtigt element i retningen er, at vælgerne i valghandlingen anses for at afsige dom frem for at udstede ordrer. På valgdagen straffes den ringe performance, mens den gode belønnes, hvorved vælgerne er “judge and executioner” (Key 1966: 77). Vælgerne vurderer dermed partierne på udførte handlinger frem for på fremtidige løfter. Med afsæt i Key og Down fik Fiorina (1981) for alvor teorier om retrospektiv adfærd frem i forskningen, da han med udgangspunkt i det amerikanske præsidentvalg lancerede sin model om vælgeradfærd. Selvom den retrospektive stemmeadfærd tidligere hovedsageligt havde fokus på de økonomiske spørgsmål (Stokes 1963), opfattes tilgangen i dag som dækkende for alle emner, idet ”retrospective voting can occur on any kind of issue” (Fiorina 1981: 19)15. Fiorina finder empiriske beviser for sine teoretiske forventninger og konkluderer, at “the effects of retrospective evaluations on the vote are pervasive” (Fiorina 1981: 175). Analyser af danske valg i eksempelvis 1994, 1998, 2001 og 2005 viser således også, at vælgernes vurdering af partiernes kompetence på bl.a. sundheds-‐området har betydning for valget af parti (Goul Andersen 1999; Goul Andersen 2003b, Van der Brugge & Voss 2007; Borre & Goul Andersen 1997). I et studie af de nordiske lande konkluderer Søderlund (2008: 234), at vælgerne var ”likely to defect if they thought that their previously endorsed parties had performed ‘poorly’”. Han påviser således, at vælgernes opfattelse af partiernes overordnede kompetence har stor forklaringskraft over for partivalg, og at dette kan få vælgerne til at svigte tidligere partipræferencer. De teoretiske og empiriske erfaringer med retrospektiv stemmeadfærd fører derfor til en forventning om, at vælgerne belønner eller straffer de politiske partier på basis af tidligere performance. Graden af retrospektiv stemmeadfærd må således indvirke på de danske vælgeres volatilitet, da en tilkendegivelse af utilfredshed med det tidligere partivalg i denne teori medfører volatilitet. Da det danske politiske system længe har været fast inddelt i to opponerende blokke, er der ikke megen straf i at skifte til et parti inden for samme blok, hvorfor man i stedet straffer
14 Spørgsmålet om retrospektiv vs. prospektiv stemmeafgivning er en kompleks diskussion, som fordrer en større gennemgang (Listhaug 2005: 3; Lewis-‐Beck & Stegmaier 2007: 519). Eftersom nærværende speciale ikke har teoriafprøvning eller teoriudvikling som fokus, vælger vi ikke at gå nærmere ind i denne diskussion 15 Se også Borre (2001: 111) for samme konklusion
37
koalitionen og dermed opnår større realpolitisk betydning. Med udgangspunkt heri bliver hypotesen derfor: Blokskiftere påvirkes af kompetencevurdering Nypolitisk dimension
Som issue voting-‐teorien foreskriver, er det kun de mest saliente emner afgørende for vælgeradfærden. Således er prioriteringen af det ene emne frem for det andet afgørende for det endelige partivalg. I den sociologiske teorigennemgang påviste vi, hvordan samfundsmæssige udviklingstræk har skabt en teoretisk forventning om, at den fordelingspolitiske akse i stigende grad vil blive nedprioriteret på vælgernes dagsorden til fordel for issues på den værdipolitiske akse (Borre 2003b: 185, Borre 2009: 13). Således har der i litteraturen de senere år været en udbredt opfattelse af, at den fordelingspolitiske debat ikke længere har primat, idet en ny politisk dimension er brudt frem (Borre 1995; Borre & Goul Andersen 1997; Hildebrandt & Dalton 1978; Inglehart 1977, 2007; Goul Andersen et al. 2007). Definitionen og termerne for de to dimensioner har været diskuteret i litteraturen, mens der ikke længere synes tvivl om, at ændringer i vælgernes prioritering har fundet sted. Vælgernes partivalg er ikke længere alene defineret ud fra emner på den gammelpolitiske dimension, men må også forventes at være orienteret i forhold til nypolitisk emner. Da den nypolitiske dimension ikke løber langs den klassiske venstre-‐højreskala, vil vælgere der prioriterer nypolitiske emner, ikke nødvendigvis opfatte et partiskift mellem partier på hver sin side af den klassiske midte som et blokskift. Det skyldes, at to partier der på den gammelpolitiske skala vurderes til at være langt fra hinanden godt kan betragtes som værende tæt på hinanden på den nypolitiske dimension.
38
Figur 2.4: to politik dimensioner og partiernes positioner (Nielsen 2009: 1194)
I dansk valgforskning har disse ændringer også vist sig. Siden Worre i 1987 konkluderede, at ”det danske system overvejende [er] endimensionelt” (Worre 1987: 76), er nypolitikkens betydning for de danske vælgere vokset støt, som teorien foreskriver. Den nypolitiske dimension er kontinuerligt siden 1990’erne blevet vigtigere for vælgerne og deres partivalg (van der Brugge & Voss 2007: 145). Således blev den værdipolitiske dimension vigtigere end den fordelingspolitiske dimension ved 2001-‐valget, hvor det viste sig, at partivalget var mere afhængigt af vælgerens holdning til de nypolitiske end til de fordelingspolitiske spørgsmål (Borre 2003b: 182).
I en dansk kontekst opfattes de nypolitiske emner at omfatte klassiske ikke-‐økonomiske emner, men indeholder samtidig emner som lov og orden samt udenrigspolitik (Borre 1995: 189). Således defineres nypolitiske emner i dansk kontekst som miljø-‐, klima-‐ og energispørgsmål, ligestilling mellem kønnene, etiske problemer inden for eksempelvis sundhed, ulandsbistand, lov og orden samt udlændinge-‐ og flygtningepolitikken, hvor især sidstnævnte har domineret den værdipolitiske dagsorden i Danmark (Borre 1995: 1989; Borre: 2003b: 172; Borre 2009: 153).
39
Den værdipolitiske dimension har siden 1990 har været årsag til en betydelig andel af de observerede partiskift i Danmark (van der Brugge & Voss 2007: 143, Møller Hansen et al. 2005: 69). Dette gælder også for blokskifterne, idet vandringerne mellem regeringen og oppositionen i højere grad er foregået i et mønster langs den nypolitiske dimension end langs den gammelpolitiske dimension (Borre 1999e: 159). Med dannelsen og udbredelsen af en ny holdningsdimension giver både teori og empiri grobund for en forventning om, at en andel af vælgernes partivalg er påvirket af værdipolitikken. Ydermere kan man med det teoretiske udgangspunkt forestille sig, at det særligt gør sig gældende for de ustabile vælgere, der skifter blok, idet et partiskift kan forklares ud fra en omprioritering af emner, hvor det tidligere valgte parti stemte overens med holdninger på den gammelpolitiske akse, men ikke på den nyligt prioriterede værdipolitiske akse. Dertil kommer at vælgere, der orienterer sig på den nypolitiske dimension, ikke forholder sig til, at de foretager et skift på den fordelingspolitiske dimension og dermed foretager et skift imellem de politiske blokke. Dette kan eksemplificeres ved den værdipolitisk orienterede vælger, der går fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti og dermed foretager et skift fra den socialistiske blok til den borgerlige blok, men som på den værdipolitiske dimension kan anses som værende inden for samme blok. Når empirien samtidig viser, at især vandringer mellem regering og opposition er påvirket af nypolitiske emner, giver det anledning til at undersøge forventningen om, at blokskifterne i højere grad orienterer sig inden for den nypolitiske dimension: Blokskiftere prioriterer nypolitiske emner Politikertillid
Det sidste element, vi finder det væsentligt at fremhæve inden for de rationelle teorier, er politisk tillid. Politisk tillid er et begreb med en bred indholdspalet, blandt andet tillid til det politiske system, til systemets indretning, til centrale politiske institutioner, til regimets performance og til de politiske principper og til de politiske repræsentanter (Levinsen 2003: 147-‐149). I Eastons politiske systemteori indgår begrebet politisk support, som er beslægtet med tillidsbegrebet og henviser til borgernes tilslutning til det politiske system og dets aktører (Easton 1965). Begreberne tilslutning/support og tillid opfattes i litteraturen gerne som overlappende, hvilket også er tilfældet her (Goul Andersen 2004: 250; Borre & Goul Andersen 1997: 301; Levinsen 2003: 148). I nærværende kontekst opfatter vi politisk tillid alene som tillid til politikerne eller ’politikertillid’16.
Ifølge Miller & Listhaug (1999) er politisk tillid et resultat af graden af indfrielse af borgernes normative forventninger til politikerne, og det er således borgernes individuelle vurdering, der skaber den politiske (mis)tillid. Dette stemmer overens med den fortolkning, der præsenteres af Det danske 16 Vi fravælger at undersøge tillid til systemet, da symptomer herpå opfattes som visende sig ved svingninger i valgdeltagelsen, der i dansk kontekst ikke er væsentligt for nedadgående (Elklit et al. 2005 100-‐102)
40
Valgprojekt, hvor der fremføres, at ”it is the discrepancy between what the individual wants his/her government to do and what it is actually doing which is hypothesised to reduce support.” (Borre & Goul Andersen 1997: 301). Således er tillid i denne forståelse et udtryk for en rationel kalkule fra vælgerens side, og politisk mistillid opstår, når vælgerne er skuffede over politikerne og deres performance (Citrin 1974: 973). Dermed er mistillid frem for alt politisk begrundet, idet de politiske præferencer influerer vælgernes evaluering (Svensson 1989: 371; Nielsen 1999: 239). I denne optik kunne man derfor forvente en større andel vælgere med politisk mistillid blandt de ustabile vælgere, idet skiftet kan ses som tegn på utilfredshed.
I litteraturen er politisk mistillid da også ofte kædet sammen med vælgervandringer og ustabilitet. Valg med usædvanlige store vælgervandringer ses oftest som et udtryk for vælgerens mistillid. Ifølge hypotesen om ’the frustrated floating voter’ hænger lav tillid sammen med utilfredshed, hvorfor der er empiriske tegn på, at vælgervandringer på det individuelle niveau er udløst af lavt tillidsniveau (Zelle 1995; Anderson 1998).
Ydermere er litteraturen de senere år blevet opmærksom på, at den politiske mistillid kan kædes sammen med en generel højredrejning (Meret 2003: 383). De nye højrepartier siges i højere grad end de store klassiske partier i stand til at opfange vælgernes signaler, hvorfor øget mistillid har medvirket til fremgang for den yderste højrefløj, hvilket potentielt medfører flere blokskiftere. Finder vi resultater der bekræfter vores hypotese, om at politisk mistillid skal vi dog med udgangspunkt heri være opmærksomme på, at det ikke blot indikerer en højredrejning. Niveauet af politisk tillid har traditionelt været højt i Danmark. De store vælgervandringer ved jordskredsvalget i 1973 var dog i manges optik et udtryk for en vælgerskare med manglende politisk tillid, hvilket da også gav sig til udtryk i analyser af valget (Borre & Goul Andersen 1997: 302). Senere undersøgelser af danskernes politiske tillid viser dog et billede af en befolkning med generel høj tillid til politikerne. Ved 2005-‐valget var der således 68 pct. med tillid til politikerne, hvilket ligger helt på linje med vurderingerne ved 2001-‐valget og 1998-‐valget (Andersen 2007: 336; Nielsen 1999e; Andersen 1999). I forhold til tidligere år er der tale om en stigende tendens, idet danskernes politiske tillid siden 1990 er vokset støt (Andersen & Borre 2003c). Den positive udlægning af danskernes politiske tillid dækker over, at der samtidig er en anseelig andel af de danske vælgere, der ikke har tillid til politikerne. I 2001 var der 34 pct. som i mindre grad havde tillid politikerne, og samme billede gjorde sig gældende i andre år (Andersen & Borre 2003c: 403). Med udgangspunkt i denne gruppe af vælgere kombineret med de teoretiske forudsigelser om sammenhængen mellem tillid og volatilitet, finder vi det derfor interessant at undersøge om blokskifterne er præget af et lavere tillidsniveau. Derfor bliver hypotesen: Blokskiftere har lav tillid til politikerne
41
På baggrund af den ovenstående teoretiske gennemgang står det klart, at med den senere tids fokus på afmatningen af klassebestemt stemmeadfærd og fald i partiidentifikation, har den rationelle teoris individfokus haft stor gennemslagskraft. Den rationelle teori bidrager med en række væsentlige elementer, som kan bidrage positivt til at belyse og forklare ustabil vælgeradfærd. Teorien har dog også været udsat for flere kritiske røster. Hvor den rationelle teori har kritiseret andre teorier for deres socialdeterministiske syn på vælgeradfærd, kritiseres den rationelle teori modsat for, at den ikke tager højde for den sociale, psykologiske og kulturelle kontekst vælgeren indgår i (Heywood 2007: 268). Præmissen om den fuldt ud rationelle vælger giver da også teorien problemer, idet den med dette som udgangspunkt har svært ved at forklare, hvorfor folk i det hele taget stemmer, det såkaldte paradox of voting. I en forenklet form ligger der i dette paradoks, at man med udgangspunkt i den rationelle vælger ikke kan forklare, hvorfor folk stemmer, idet omkostningen ved at stemme ikke er indsatsen værd, da sandsynligheden for at influere valgresultatet er forsvindende lille (Down 1957). Ved at opfatte selve valghandlingen som værdifuld i sig selv, dvs. at vælgeren har en præference for at stemme, vil individet ifølge Carmines & Huckfeldt (1996: 225-‐227) stadig kunne opfattes som nyttemaksimerende og den rationelle teori stadig have forklaringskraft på dette punkt17.
En anden relevant begrænsning i teorien er dens mangelfulde fokus på holdningsdannelsen. Store dele af det teoretiske felt kan ikke forklare, hvorfra holdninger stammer og dannes. Dog har de mest klassiske rational choice-‐fortolkninger af teorien svar herpå qua dens fokus på den økonomiske nyttemaksimering, men dette gør sig som nævnt ikke gældende for issue voting-‐teorierne. Denne forklaring må dog anses som mangelfuld, idet økonomien i gennem 1990’erne empirisk har vist sig ikke at have betydning for valgresultatet, idet andre issues har været afgørende (Borre 2003a: 316).
2.4 Opsummering
Med udgangspunkt i den teoretiske og empiriske gennemgang har vi ekstraheret i alt syv hypoteser, som vil strukturere analysen af de blokskiftende vælgere. Grundet de sociologiske teoriers manglende fokus på og forklaringskraft over for ustabilitet og korttidsfaktorer, samt deres orientering mod makroniveauets sociale strukturer udleder vi kun en enkelt hypotese herfra:
Blokskiftere påvirkes af visse socioøkonomiske faktorer.
For så vidt angår den socialpsykologiske tilgang viser den teoretiske gennemgang, at det især er de nyere dele af teorien, som har relevans for
17 Dette paradoks vil ikke blive diskuteret yderligere, litteraturen byder på gennemgribende debat om dette emne fx Down (1957) og Ferejohn & Fiorina (1974)
42
blokskiftere, idet der her er et større fokus på volatile vælgermønstre. Den socialpsykologiske skole har således bidraget med to hypoteser:
Blokskiftere har lav politisk involvering og lavt forbrug af politiske
budskaber
Blokskiftere er påvirkede af sympati for den politiske leder
De rationelle teorier om vælgeradfærd anser sig i kraft af det teoretiske udgangspunkt individet som frisat fra determinerende faktorer, hvorfor denne tilgang er særdeles anvendelig til at forklare bevægelser hos vælgerne. Derfor er det ikke overraskende, at det netop er under denne kategori, vi finder det frugtbart at udlede flest hypoteser. I alt fire hypoteser om blokskifteren ønskes afprøvet:
Blokskiftere opfatter partisystemets ideologiske bredde som smal
Blokskiftere påvirkes af kompetencevurdering
Blokskiftere prioriterer nypolitiske emner
Blokskiftere har lav tillid til politikerne
43
3. Metode
I nærværende afsnit vil vi se nærmere på de benyttede data, og der vil blive redegjort for specialets metodologiske overvejelser. Herunder vil der blive taget stilling til en række metodologiske spørgsmål vedrørende det empiriske datamateriale og den valgte metode, logistisk regressionsanalyse. Vi vil desuden anskueliggøre, hvorledes disse valg kan influere på den senere analyse samt analysens resultater. Dette afsnit vil således danne den metodologiske baggrund for specialets analyse.
Undervejs vil der blive redegjort for vores reliabilitets-‐ og validitetsovervejelser, samt diskuteret, hvad vores metodiske valg har af konsekvenser herfor. Validiteten henviser til, om vi måler det, vi ønsker at måle, og om svarene på spørgsmålene passer på de kriterier, som man har opstillet (Fisker et al. 2002: 32). Her skelnes mellem intern og ekstern validitet. Ekstern validitet berører spørgsmålet om, hvorvidt vi kan generalisere vores fund til hele populationen. Vurderer vi vores resultater som eksternt valide, kan vi i vores tilfælde, dermed generalisere til danske vælgere i det omfang, at stikprøven er repræsentativ. Intern validitet henviser til om data udtrykker virkeligheden for de studerede enheder, og om det er de korrekte variable, vi udvælger til at teste de teoretiske begreber, eller om vi i virkeligheden måler noget andet.
Reliabiliteten henviser til analysens pålidelighed og er et udtryk for, om man kan stole på en empirisk undersøgelse og relaterer sig til overvejelser omkring respondenternes svar, herunder om respondenterne forstår, det de
44
bliver spurgt om, svarer ærligt, og om de kan huske tidligere handlinger korrekt. Hvis andre undersøgelser af samme emne giver samme resultat, kan man tale om høj reliabilitet. I kvantitative undersøgelser som denne, der baserer sig på et større datamateriale, er der i udgangspunktet tale om statistisk reliabilitet, hvis undersøgelsen er repræsentativ. Dette betyder samtidig, at gentager men en given undersøgelse og når frem til samme resultater, har undersøgelsen absolut reliabilitet (Fisker et al. 2002: 282). Idet vi foretager samme undersøgelse ved flere valg, vil vi kunne vurdere vores resultaters reliabilitet ud fra, om resultatet genfindes ved valgene.
3.1 Data
Analysen af de blokskiftende vælgere er baseret på datamateriale fra folketingsvalgene 1998, 2001 og 2005 stillet til rådighed af Det danske Valgprojekt. Det danske valgprojekt har siden folketingsvalget i 1971 gennemført omfattende vælgeranalyser ved samtlige folketingsvalg. Valgundersøgelserne består af en hovedundersøgelse, der ofte følges af supplerende undersøgelser som paneldata og kombinationsundersøgelser om eksempelvis socioøkonomiske forhold (Rathlev et al. 2003: 427-‐428).
Vi har valgt at benytte hovedundersøgelsen fra valgene 1998, 2001 og 2005, eftersom det er det nyeste materiale, der er tilgængeligt18. Valgprojektets hovedundersøgelse er en tilfældigt udvalgt stikprøve bestående af et større antal tilfældigt udvalgte respondenter (Rathlev et al. 2003: 430), henholdsvis 2001 respondenter i 1998, 2026 respondenter i 2001 og 2264 respondenter i 2005. Respondenterne i undersøgelsen er alle herboende personer med bopæl i en privat husstand og med stemmeret (Tobiasen 1999: 292). Respondenterne interviewes om en lang række spørgsmål, der blandt vedrører partivalg ved det nuværende og forrige valg samt deres holdninger til en række forskellige politiske emner. Dertil kommer en række spørgsmål til respondentens socioøkonomiske forhold. Stikprøven er uafhængig, da respondenterne i hovedundersøgelsen udvælges fra valg til valg. Ud over hovedundersøgelsen foretages også en mindre panelundersøgelse, hvor respondenterne geninterviewes efter hvert folketingsvalg. Panelundersøgelsen respondenter indgår i hovedundersøgelsen.
3.1.1 Dataindsamling
Valgprojektets hovedundersøgelser er en tilfældig udvalgt stikprøve ud fra et antal adresseklynger, såkaldt stratificeret klyngeudvælgelse (Goul Andersen et al. 2002: 7). Indsamlingsperioden har for de valgte år forløbet over en periode på mellem 70 og 90 dage (Goul Andersen et al. 1999: 6; Goul Andersen et al. 2002: 5, Goul Andersen et al, 2005a: 6 ). Undersøgelserne er udført som besøgsinterviews med en længde på ca. en time per respondent. Interviewet er
18 Valgdata fra 2007 valget er endnu ikke offentligt tilgængeligt.
45
foretaget ud fra fuldt strukturerede spørgeskemaer, hvor størstedelen af spørgsmålene er lukkede (Rathlev et al. 2003: 429). Lukkede spørgsmål med faste svarkategorier gør det lettere at sammenligne respondenternes svar. De få åbne spørgsmål, der findes, er efterfølgende blevet kodet, så identiske svar har fået samme værdi. Spørgeskemaerne er ikke helt identiske ved de tre valg, idet nogle spørgsmål er fjernet, mens andre er tilføjet. Hvorledes vi forholder os hertil vil blive berørt i operationaliseringen. Gennemførelsesprocenten for de valgte år er 58 pct. for 1998 (Tobiasen 1999: 292); 58,7 pct. for 2001 (Rathlev et al. 2003: 430) og 53,2 pct. i 2005 (Goul Andersen et al. 2005: 12). En gennemførelsesprocent på ca. 53-‐58 pct. ligger væsentligt under de 70 pct., man søger at tilstræbe i valgundersøgelserne (Goul Andersen et al. 2002: 8). En undersøgelses gennemførelsesprocent har betydning for repræsentativiteten og dermed generaliserbarheden. Dette skyldes blandt andet en mulig risiko for systematik i bortfaldet, som kan derfor medføre en over-‐ eller underrepræsentativitet af bestemte grupper og dermed en skæv fordeling.
3.1.2 Repræsentativitet
Grundet de lave gennemførelsesprocenter ved stikprøverne, er datamaterialets repræsentativitet blevet analyseret mere dybdegående i forlængelse af undersøgelserne alle tre år. I valgundersøgelsen af 1998-‐valget er der ifølge den tekniske rapport et par anormale repræsentative afvigelser, man bør være opmærksom på. I kønsfordelingen observeres der en overrepræsentation af mænd, og i partifordelingen springer især underrepræsentation af Socialdemokratiets vælgere i øjnene (Tobiasen 1999: 293). Men en forsøgsvis vægtning, der er foretaget som et led i datakontrollen, giver ikke signifikant anderledes resultater (ibid.: 294). Ved 2001-‐valget viser valgundersøgelsens analyse af repræsentativiteten, at der er en mindre overrepræsentativitet af politisk interesserede respondenter, der dog ikke menes at påvirke undersøgelsesresultaterne. Med hensyn til partipolitisk skævhed er der en underrepræsentation af de to folkepartier, henholdsvis DF og SF (Rathlev et al. 2003: 433-‐37).
Stikprøven fra 2005 har den laveste gennemførelsesprocent, og her findes en række aspekter, der kan være problematiske for analysen. Demografisk er der en underrepræsentation af personer under 39 år og en overrepræsentation af personer mellem 50 og 59 år (Goul Andersen et al. 2005: 30). Normalt vil disse skævheder ikke have betydning for analysen, men med dettes speciale specifikke snit kan netop alder have en mulig betydning for analysens resultater. Partipolitisk anses 2005 stikprøven for at være bedre end stikprøven fra 2001 (Goul Andersen et al. 2005: 33-‐35).
46
Vægtning
Som det redegøres for ovenfor vil der i en udtaget stikprøve ofte forekomme skævheder mellem stikprøvens respondenter og individerne i den population, som stikprøven repræsenterer. Da man ofte kender den faktiske sammensætning af populationen på en række variable (fx køn, alder, og partivalg), er der en mulighed for at korrigere for disse skævheder for derved at opnå en mere repræsentativ stikprøve. En sådan korrektion sker via en vægtning af data efter politiske og/eller demografiske mål. Men vægtning er en usikker proces og et tveægget sværd. Vægter man ikke, risikerer man misvisende resultaterne. Men vægter man, risikerer man i værste fald nye fejl (Nielsen 1999a: 50-‐51). Winship og Radbill (1994) understreger, at man nøje bør overveje, om man vægter data, og at der kun bør gøres, hvis man har at gøre med en meget skæv sample.
I valgundersøgelsens publikation fra 1999 skriver Nielsen i tråd hermed, at problemet med repræsentativiteten er størst, hvor materialets forskydninger er små, hvilket i hans analyse understøttes af, at vægtningen ingen forskel gør for resultatet af vælgerforskydninger (Nielsen 1999a: 51). Ligeså benytter Møller Hansen et al. heller ikke vægtede data i undersøgelsen af de ustabile vælgere fra 2005 valget (Møller Hansen et al. 2007). På baggrund heraf vælger vi derfor ikke at vægte.
3.1.3 Erindringsoplysninger
Såkaldt recall-‐data er behæftet med validitetsproblemer, idet man ikke kan forvente respondenterne husker korrekt (Kristensen 1987: 319). Som beskrevet tidligere strakte indsamlingsperioden sig over en periode på 70-‐90 dage. Dette er mindre hensigtsmæssigt, da flere af spørgsmålene relaterer sig til respondenternes hukommelse og holdning. Det bør efterstræbes, at interviewene foretages hurtigt efter valghandlingen, for at vælgerne ikke har ændret holdning i forhold til valgdagen eller er påvirket af politiske tiltag iværksat efter valget. Ligeledes er det vigtigt, at respondenterne kan genkalde hvilke overvejelser, de havde om deres valg.
Med udgangspunkt i specialets problemstilling er især spørgsmålet om tidligere partivalg og erindringen heraf afgørende. Da vi ikke bruger paneldata, og dermed ikke følger den samme vælgergruppe ved hvert valg, bygger vi vores analyse på erindringsoplysninger og er som følge heraf afhængige af, at respondenternes giver sandfærdige oplysninger om deres valg. Generelt kan det siges, at brug af indsamlede oplysninger om tidligere handlinger omfatter en vis usikkerhed, da svarene ikke nødvendigvis afspejler den reelle handling. Det er ikke sikkert, at respondenten taler sandt eller kan huske hvad han/hun stemte ved sidste valg, hvilket er et anerkendt problem i valgundersøgelser (Fisker et al. 2002: 32).
Når man undersøger folks handlinger, må man derfor være bevidst om, at der ikke altid er overensstemmelse mellem ord og handling. Ord kan give udtryk
47
for, hvordan man mener det bør være, eller hvordan man husker det, i dette tilfælde, hvad man erindrer at have stemt på (Ibid.: 32). Da vores undersøgelse netop bygger på disse erindringsoplysninger, er dette noget, vi skal være ekstra bevidste om, og som kan have en potentiel betydning for validiteten. Denne tendens gør sig også gældende for sofavælgerne, der næsten altid er underrepræsenteret, da få indrømmer, at de ikke stemte. I 2005 var der således kun 5,4 pct. erklærede sofavælgere, mens der ved valget var 18,3 pct. sofavælgere (Ibid.: 35). Samme tendens viser sig også ved partivalg, hvor respondenterne ikke altid står ved deres valg, idet eksempelvis Dansk Folkeparti altid får flere stemmer ved valgene end hvad valgundersøgelser og opinionsmålinger viser (Goul Andersen et al. 2005: 35). Dette gælder dog også for partivalg generelt, idet vælgerne har svært ved at huske deres partivalg fire år tilbage, og undersøgelser viser, at dette i udpræget grad gælder for de vælgere, der har skiftet parti. Der er derfor en tendens til underestimering af partiskift i valgundersøgelsens resultater (Nielsen 1999a: 50). Ved valget i 2001 viser tallene således, at omfanget af bruttoforskydninger er ca. fem procentpoint højere for paneldata end for erindringsoplysninger (Nielsen og Risbjerg Thomsen 2003b: 63). Denne form for ’over-‐claiming’ ses dog stærkest i forbindelse med valgdeltagelsen og anses ellers ikke som et problem i dansk sammenhæng (Ibid.: 28)
Da ingen ved, hvor mange blokskiftere og partiskiftere, der reelt er i Danmark, er det ikke muligt for os at undersøge, om stikprøven præcis afspejler det samlede vælgerkorps, eller om der er tegn på, at flere respondenter burde have ’meldt sig’ som blokskiftere. I mangel af bedre har vi sammenlignet tallene i vores stikprøver med de tal, vi har fundet i valgprojektets publikationer. Tallene fra Det danske Valgprojekt udgivelser bygger nemlig ofte både på hovedundersøgelsen og en række supplerende undersøgelser, fx gallupundersøgelser (Goul Andersen & Borre: 5). I 1998 er der ifølge Det danske Valgprojekt 8 pct. der skifter blok (Nielsen 1999a: 54), i vores stikprøve er der 7 pct. Det danske Valgprojekt rapporterer 14 pct. blokskiftere i 2001 (Nielsen & Risbjerg Thomsen 2005b: 63), ligeså finder vi 14 pct. I 2005 viser vores stikprøve og tallene fra Det danske Valgprojekt begge 9 pct. blokskiftere (Møller Hansen et al. 2007: 65). Vi skal dog alligevel være os bevidst, at antallet af blokskiftere kan udgøre en større andel af befolkningen, end stikprøven viser.
3.1.4 Opsummerende om datamaterialet
På baggrund af overstående mener vi ikke, at der er grundlag for at betvivle materialets kvalitet. Vi vil dog være bevidste om visse aspekter undervejs. Det skal afsluttende pointeres, at Det danske Valgprojekt står bag de bedste og eneste tilgængelige data, der findes om vælgeradfærd i dansk sammenhæng. Al dansk forskning af vælgere og vælgeradfærd benytter således disse data, hvorfor vi naturligvis også finder det tilfredsstillende til brug i nærværende speciale.
48
3.2 METODE
I det følgende afsnit vil se nærmere på brugen af logistisk regressionsanalyse, og forudsætningerne herfor vil blive testet.
3.2.1 Logistiske regressionsanalyse
Som vi senere vil beskrive i analysedesignet arbejder vi med tre dikotomiske binære afhængige variable, hvorfor vi benytte binære logistisk regressionanalyse, da denne er specielt anvendelig hertil. Hensigten med den logistiske regressionsanalyse er at forudsige respondenternes placering på den afhængige variabel på baggrund af karakteristika på de uafhængige variable. På baggrund af regressionsanalysen undersøges faktorer, der påvirker sandsynligheden for at en given handling, eksempelvis blokskift (model 1). Sandsynligheden (P) er givet ved følgende generelle ligning: e angiver residualerne. Residualet er defineret som forskellen mellem de observerede og forventede værdier og angiver den variation i for eksempel blok-‐ og partiskift, som modellen ikke kan forklare. Med statistiske modeller kan vi udtale os om, hvorfor nogle vælgere skifter blok, andre bare parti, samt hvorfor andre forbliver stabile i deres valg af parti. Det er netop denne varierende ustabile adfærd blandt de danske vælgere, som vi søger at modellere. Med modellerne kan vi estimere de sandsynlige valghandlinger. Regressionanalysen er en modellering af sammenhænge mellem ustabil vælgeradfærd og en række baggrunds-‐ og holdningsfaktorer. Sagt på en anden måde kan modellerne fortælle os, hvilke faktorer, der har betydning for om danskerne skifter blok eller parti.
Regressioner er estimeret ved brug af maksimum likelihood, hvilket vil sige, at modellen estimeres ud fra et princip om forskelle imellem de observerede værdier og forventede værdier (Agresti & Finlay 1997: 387). Forudsætningerne for logistisk regressionsanalyse gennemgår vi nedenfor. De faktorer, der skal indgår i modellen, operationaliserer vi i det følgende kapitel.
3.2.2 Forudsætninger for logistiske regressionsanalyse
Forudsætninger for logistisk regressionsanalyse adskiller sig på flere måder fra den lineære regressionsanalyse, og sammenhængen behøver ikke være lineær. I de følgende afsnit vil vi teste for nogle af de forudsætninger, som brugen af logistisk regressionsanalyse kræver.
49
50
Outliers og særligt indflydelsesrige cases
En vigtig forudsætning for korrekt logistisk regressionsanalyse er, at der ikke må være outliers eller særligt indflydelsesrige cases, da disse kan have uhensigtsmæssig stor indflydelse på modellen (Garson 2009).
Dette har vi undersøgt via den lineære regressionsanalyse, hvor vi har testet vores fire modeller i forhold til de uafhængige variable. Vi benytter to mål for at sikre os, at der ikke er outliers eller særligt indflydelsesrige cases. Det første mål er ’Cook’s distance’, der måler den overordnede indflydelse af cases på modellen. Hvis denne værdi er højere end 1, er der grund til bekymring (Field 2005: 727). Ingen af værdierne i nogen af vores fire modeller, testet i alle tre valg, er over 1. En oversigt over samtlige resultater findes i bilag 9.3.1, men som et eksempel kan fremhæves, at testen af model 2 i 2005 har Cook’s distance værdier på mellem 0,000 og 0,008. Hvilket betyder, at der ikke er grund til bekymring. Det andet mål, vi må se på, er ’leverage’. Dette undersøger outcome-‐variablens observerede værdi i forhold til den forudsagte værdi. Dette tal ligger mellem 0 og 1, hvor 0 betyder, at casen ingen indflydelse har, og 1 betyder, at den har komplet indflydelse på forudsigelsen. Vores modeller giver heller ikke her grundlag for bekymring, idet værdierne lever op til det anbefalede. Samtlige resultater herfor findes i bilag 9.3.1 På baggrund af disse to test konkluderer vi således, at der ikke er nogen outliers eller særlige indflydelsesrige cases, som vi bør tage specielle forbehold overfor. Multikollinearitet
Multikollinearitet opstår, hvis nogle af de uafhængige variable korrelerer uhensigtsmæssigt med hinanden, det vil sige korrelerer i en sådan grad, at det forstyrrer estimeringen af modellen (Garson 2009). Multikollinearitet betyder, at en enkelt uafhængig variabel kan bestemme mere eller mindre af de øvrige uafhængige variable. Er multikollineariteten mindre end perfekt kan dette skabe problemer i estimeringen af regressionsparametrene, da flere variable således måler det samme. En meget høj multikollinearitet kan således medføre problemer som øgede standardfejl og overdrevne β-‐koefficienter. Problemer med multikollinearitet opstår sædvanligvis, hvis ’tolerancen’ er under 0,2 (Field 205:747). Er alle variable over 0,2 anses der ikke at være alvorlige problemer med den pågældende variabel.
Testen af alle fire modeller i alle tre år findes i bilag 9.3.2. ’Tolerancen’ giver dog ikke anledning til at tro, at der skulle forekomme problemer med multikollinearitet i vores modeller, da resultaterne herfra ligger mellem 0,605-‐0,984.
51
Hosmer og Lemeshow test
Den sidste modeltest vi udfører, skal sikre os, at modellen fitter data godt. Hvis modellen fitter godt, betyder det, at den estimerede model passer godt på de empiriske data -‐ vælgernes adfærd. Det er med til at sikre, at vi kan udtale os om modellernes resultater på et rimeligt grundlag, og dermed forudsige vælgernes sandsynlige adfærd. Hosmer og Lemeshows goodness of fit-‐test er en måde at kontrollere de modeller, som vi har valgt at sammensætte til analysen. Denne test sammenligner de observerede værdier med de forventede værdier givet modellen. Hypotesen tester, om de observerede data er signifikant forskellige fra de forventede værdier fra modellen. En insignifikant testværdi er derfor at foretrække, da denne angiver, at der ikke afsløres usandsynlige afvigelser mellem de observerede data og de forventede ifølge modellen. En signifikant testværdi kunne rejse tvivl om modellens gyldighed.
Denne test giver heller ikke grundlag for at betvivle modellernes gyldighed. Som eksempel kan fremhæves at testen af model 3 i 1998 ifølge Hosmer og Lemeshow testen har 88 pct. sandsynlighed for, at de observerede og forventede værdier ikke adskiller sig fra hinanden. Se resultaterne for samtlige Hosmer og Lemeshow tests i de tre valg år i bilag 9.3.3.
3.2.3 Anvendte statistiske mål
I præsentationen af analyseresultaterne benytter vi det statistiske mål Nagelkerkes R2, der er delvist svarende til R2 i en lineær regressionsanalyse. Et pseudo-‐R2 mål er ikke identisk med den klassiske R2, men kan tolkes tilnærmelsesvis på samme måde (antager dog ofte lavere værdi), hvorfor vi benytter disse analogt, hvilket er konventionelt inden for valgforskning19. Der findes en række pseudo-‐R2 mål, hvor vi på linje med anden vælgerforskning har valgt at arbejde med Nagelkerkes R2 (eksempelvis Stubager 2003; Møller et al. 2007). Nagelkerkes R2 kan antage værdier mellem 0 og 1, hvor høj værdi indikerer høj forklaringskraft. Nagelkerkes R2 angiver, hvor stor en andel varians på den afhængige variabel, den opstillede model forklarer. Ydermere vil vi ved hver analyse præsentere eksponentielfunktionen af B (Exp (B)) samt signifikansniveauet. Exp (B) omtales som odds ratio og er en hældningskvotient, som fortæller om styrken af sammenhængen mellem vores afhængige og uafhængige variabel og kan således anvendes som et mål for sammenhængen mellem to variable. Odds ratio er ikke et symmetrisk mål, så når sammenhængen er negativ, varierer odds ratio mellem 0 og 1, og når sammenhængen er positiv mellem 1 og ∞.
For at afgøre hvorvidt vi har at gøre med en signifikant sammenhæng i vores analyser, vil signifikansen blive rapporteret. Ligesom i valgundersøgelsens analyse af ustabile vælgere, vil vi benytte tre signifikansniveauer (α), henholdsvis ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,01 (Møller Hansen et al. 2007: 80).
19 Det diskuteres inden for statistisk forskning, hvorvidt de to mål tåler sammenligning, men en uddybende diskussion vil ikke blive foretaget her
52
3.2.4 Clusteranalyse
Som et supplement til analysens regressionsmodeller har vi foretaget en clusteranalyse. Clusteranalysen benyttes til at inddele respondenterne i klynger, hvor respondenterne i hver klynge er ensartede, men hvor der mellem klyngerne er stor forskel. Idet den kan benyttes til eksplorativt at gruppere respondenterne, kan den sammenlignes med faktoranalysen. Men hvor faktoranalysen grupperer variablene, grupperer clusteranalysen respondenterne (Dam et al. :37). Man identificerer således grupper inden for gruppen, som udgør meningsfulde homogene fællesskaber. Vi ønsker med denne analyse således et bud på, hvordan blokskifterne kan grupperes i forskellige kategorier, og hvilke fællestræk, der kendetegner respondenterne i disse.
Der findes forskellige metoder inden for clusteranalyser, men hovedtanken bag dem alle er, at ’afstanden’ mellem respondenterne, der grupperes, skal være så lille som mulig. Der findes tre forskellige metoder i clusteranalysen i SPSS, hvor vi har valgt at benytte ’k-‐means clustering’, som er velegnet til store datasæt, da metoden er i stand til at behandle flere observationer (Garson 2010).
Det er vigtigt at pointere, at clusteranalysen bør anvendes med kritisk sans og alene som et supplement til anden analyse, hvilket da også er tilfældet i dette speciale. Således vil SPSS altid præsentere en klyngestruktur, også selvom denne kun er svagt til stede. Vi vil derfor ikke drage entydige konklusioner alene på baggrund af clusteranalysen, da dette trods alt er en grovkornet fremstilling af en mulig typologi. Men vi mener, at analysen hensigtsmæssigt kan hjælpe med at belyse forskelle inden for blokskiftergruppen, og at dette kan hjælpe os med at forholde os til de teoretiske og empirisk begrundede forventninger ved hjælp af et mere nuanceret billede af blokskifterne.
53
4. Operationalisering og analysedesign
I dette afsnit vil vi foretage en operationalisering af de hypoteser og forventninger, vi nåede frem til på baggrund af teorier og tidligere empiriske resultater. Denne operationalisering er nødvendig for, at vi meningsfuldt kan underkaste vore data fra valgundersøgelsen en analyse. Nedenfor vil vi starte med en udvidet begrebsdefinition, herefter redegøre for vores analysedesign, samt en gennemgang af hvordan vi behandler visse variable. Hernæst vender vi os mod en operationalisering af hypoteserne.
4.1 UDVIDET BEGREBSDEFINITION
I dette afsnit vil se nærmere på forskellige definitioner af en politisk blok for til sidst at definere den for analysen mest hensigtsmæssige. Derefter følger vores definition af ustabile vælgere (blokskifterne og partiskifterne), samt de stabile vælgere. Politisk blok
54
Idet problemformuleringen lægger op til en analyse, hvor begrebet politisk blok spiller en afgørende rolle, er der behov for en hensigtsmæssig operationalisering af dette begreb. Grundlæggende definerer vi i tråd med Nielsen (1999a: 55) en politisk blok som en samling partier, der anses som forbundne. For at finde frem til en mere præcis operationalisering af begrebet, vil vi tage afsæt i forskellige definitioner af politiske blokke fra valgforskningslitteraturen. Den mest brugte blokdefinition i valglitteraturen er en tredeling af partierne. Her inddeles partierne i henholdsvis en borgerlig blok, en socialistisk blok og en tredje blok med midterpartier (Borre & Lolle 2007: 279; Goul Andersen 2003: 147). Denne opdeling indebærer, at fx Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti20 og Centrum-‐Demokraterne ved valgundersøgelsen fra 2001 vil blive samlet i midterblokken. Dette er uhensigtsmæssigt med vores problemformulering, idet Radikale Venstre bliver skilt ud fra de øvrige partier, som støtter en socialistisk ledet regering, på trods af deres regeringsfællesskab med Socialdemokratiet (Nielsen & Risbjerg Thomsen 2003b: 62-‐63).
En anden mulighed er at definere de politiske blokke ud fra den klassiske højre-‐venstre-‐skala. Denne inddeling vil skabe to blokke, som analysen kræver. Dette indeholder dog også visse ulemper for vores formål. Der er således uenigheder om, hvor partierne skal placeres, og dermed optræder eksempelvis Radikale Venstre i nogle sammenhænge på venstrefløjen og i andre sammenhænge på højrefløjen. Det er i sig selv problematisk med en uklar definition, ligesom det i vores speciales kontekst vil være problematisk at placere Radikale Venstre i blå blok.
En tredje mulighed er at inddele partierne efter den nypolitiske skala. En sådan kategorisering af partierne vil sætte Socialdemokraterne på samme fløj som Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Kristendemokraterne (Nielsen 2008: 1194). Denne inddeling er således uhensigtsmæssig, da disse partier i de undersøgte valg ikke tilhører samme realpolitiske fløj.
En fjerde mulighed finder vi i den nyeste publikation fra Det danske Valgprojekt fra 2007. Her defineres blokkene som henholdsvis de socialistiske partier samt Radikale Venstre i den ene blok og de borgerlige partier i den anden (Møller Hansen et al.: 68). Denne inddeling passer fint til belysning af vores problemformulering, da partierne er inddelt i de realpolitiske regerings-‐alternativer, der definerer den politiske situation i dag. Vores definition bliver derfor i tråd hermed, at blokkene inddeles i regeringsalternativer samt støttepartier. I den nedenstående tabel er partierne fra de relevante folketingsvalg opdelt ud fra, hvorvidt den ene eller det andet regeringsalternativ, som i denne kontekst fremtræder som rød og blå blok. Med denne definition sikrer vi, at man vil kunne gentage undersøgelsen, på andre valg eller i andre perioder, idet den ikke er partispecifik. Denne opdeling findes også andre steder i valglitteraturen, bl.a. i valgundersøgelsen fra 1998 som regeringsstøtter over for oppositionen (Nielsen 1999a: 49).
20 Sidenhen Kristendemokraterne.
55
For at kunne inddele partierne med udgangspunkt i denne operationalisering, er det vigtigt, at partierne inden valgdagen har meldt klart ud til vælgerne, hvilket regeringsalternativ de vil støtte efter valget. Partier som ikke har identificeret deres bloktilhørsforhold, vil derfor blive frasorteret i vores blokinddeling. Har vi således ikke kunnet finde belæg for hvilken regering partierne støttede inden valget, er de derfor ikke medtaget, og partiet udgår således af vores analyse21. Med udgangspunkt i vores blokdefinition ser inddelingerne for de udvalgte år således ud:
Figur 4.1: Opstillede partier inddelt i blokke for folketingsvalgene 1994-‐200522.
A=Socialdemokraterne, B= Radikale Venstre, C=Konservative, D= Centrum-‐Demokraterne, F=Socialistisk Folkeparti, K=Kristendeokraterne/Q=Kristeligt Folkeparti, O=Dansk Folkeparti,
V=Venstre, Z=Fremskridtspartiet23
En afgørende faktor, som gør denne definition funktionel i dette speciales kontekst, er at opdelingen illustrerer den realpolitiske struktur. Opdelingen illustrerer således de to faste blokke, der længe har kendetegnet situationen i dansk politik, som dermed tenderer mod at fremstå som et to-‐partisystem (Goul Andersen og Borre 2003: 31; Andersen et al. 1999: 283). Blokskiftere, partiskiftere & stabile vælgere
Grupperingen af vælgerne er afgørende for, hvordan analysen i nærværende speciale skal forstås. Da omdrejningspunktet er blokskifterne, skal disse naturligvis defineres. For at kunne undersøge denne gruppe finder vi det ydermere hensigtsmæssigt at definere de resterende vælgere i homogene grupper til brug i den senere analyse. Vi vil således søge at definere følgende vælgergrupper; blokskiftere, partiskiftere og stabile. Disse definitioner vil danne grundlaget for den følgende inddeling af respondenterne, hvorfor det er væsentligt, at disse tre grupper er gensidig udelukkende, således at hver respondent kun kan placeres i en af disse grupper. Det skal dog bemærkes, at vi i
21 Dette vil senere hen vise sig at have betydning for vores inddeling af vælgere, idet flere respondenter på baggrund heraf må udgå af analysen 22 Opdeling sket på baggrund af research, hvor vi har fundet kilder, der bevidner partiets tilhørsforhold til henholdsvis rød og blå blok. Har vi i vores research ikke kunnet finde konkrete henvisninger, der underbygger dette, har vi fravalgt at medtage parties i analysen. Således har vi eksempelvis frasorteret Demokratisk Fornyelse. 23 Vi har valgt at lade partier, som opstiller, men ikke bliver valgt ind, indgå i blokkene, såfremt de pegede på, hvilken regering de intenderede at støtte. Løsgængere er ikke medtaget.
56
den senere analyse har brug for at lægge nogle af grupperne sammen, men dette vil ikke ændre ved den grundlæggende definition og det vil fremgå tydeligt af teksten når vi gør dette. Når vi skal definere gruppen af volatile vælgere, er et afgørende element, hvilke vælgere, der regnes for volatile. Dele af valglitteraturen definerer således vælgere, der bevæger sig til og fra det samlede vælgerkorps som volatile vælgere. Dette omfatter således både bevægelserne til og fra sofaen, men også tilgangen af førstegangsvælgere samt frafaldet i vælgerskaren som følge af dødsfald (Nielsen & Risbjerg Thomsen 2003b: 64). Dette er ikke en hensigtsmæssig definition for os, da vi alene interesserer os for de vælgere, der aktivt har skiftet parti eller blok ved to på hinanden følgende folketingsvalg. Vi anser derfor ikke tidligere sofavælgere samt anden tilgang og frafald til det samlede vælgerkorps som ustabile vælgere. I vælgerlitteraturen bliver begrebet ’partiskiftere’ ofte benyttet som synonym for alle ustabile vælgere. Denne definition er med vores sigte uhensigtsmæssig, idet vi netop ønsker at undersøge forskellige typer af ustabile vælgere. Dette fører til følgende definition og opdeling af vælgerne:
Partiskiftende vælgere defineres som vælgere, der skifter parti mellem to på hinanden følgende valg, men som bliver indenfor samme politiske blok (jævnfør definitionen af politiske blokke ovenfor).
Blokskiftende vælgere defineres som vælgere, der ved to på hinanden følgende valg skifter politisk blok, og som i medfør af denne handling også skifter parti24.
Stabile vælgere defineres som vælgere, der ved to på hinanden følgende valg har stemt på det samme parti. For alle grupperne gælder det, at vælgere kun medtages i analysen, hvis de har oplyst, hvad de stemte på ved nuværende og forrige valg, samt at disse stemmeafgivelser er foretaget blandt de partier, som er dækket i blokdefinitionen ovenfor. Vi afskærer således alle respondenter, der ikke erindrer, hvad de stemte ved det pågældende og forrige folketingsvalg, som ikke stemte det pågældende eller foregående valg, som har stemt uden for parti, eller som har stemt på partier der af den ene eller anden årsag ikke indgår i blokopdelingen. Det følgende analyse design tager afsæt i overstående definitioner og grupperinger.
24 I denne henseende er det værd at bemærke, at der er en hypotetisk mulighed for valg, hvor en vælger skifter blok uden at skifte parti. Dette kunne være tilfældet for Radikale Venstres loyale vælgere i 1980’erne og 1990’erne, hvor partiet skiftende støttede de to fløje. Havde vi undersøgt valg med et sådant karakteristika, havde vi været nødsaget til at definere os ud af denne situation, og træffe en beslutning om hvordan et blokskifte uden et partiskifte skulle opfattes.
57
4.2 ANALYSEDESIGN
Vores problemformulering lød: Hvad påvirker de danske vælgere som skifter politisk blok ved folketingsvalg, og hvordan adskiller denne gruppe sig fra andre ustabile vælgere?
For bedst muligt at besvare denne problemformulering vil vi foretage en række sammenligninger på baggrund af den overstående inddeling af vælgerne. Denne tilgang er valgt, fordi vi finder at en række deskriptive karakteristika om blokskiftere ikke i sig selv er interessante, hvis ikke man undersøger, hvordan dette forholder sig til andre vælgergrupper. Eksempelvis er blokskifternes alder ikke interessant med mindre, man samtidig får klarlagt, om den er signifikant lavere eller højere blandt andre vælgere. Derfor valgte vi at inddele vælgerne i forskellige homogene grupper, der meningsfuldt kan sammenlignes i vores senere analyser (Fisker et al.: 111). Grupperne er som beskrevet blokskiftende vælgere, partiskiftende vælgere og stabile vælgere.
For at undersøge vores problemformulering bedst muligt, har vi fundet det hensigtsmæssigt at opstille fire modeller, der vil blive analyseret med data fra de tre udvalgte folketingsvalg. Faktorerne i de fire modeller er ens ved alle analyserne og kun den afhængige variabel vil ændre sig. Hvilke variable, der vil indgå i modellen vil blive afgjort af den senere operationalisering af de hypoteser der udledtes fra teorien og tidligere empiriske erfaringer. Det første spørgsmål i problemformuleringen, hvad påvirker de danske vælgere som skifter politisk blok ved folketingsvalg, vil vi søge at besvare ud fra en model, som har blokskifterne vs. stabile vælgere som afhængig variabel. Blokskifterne er tildelt værdien 1 og de stabile vælgere 0. I denne model udelukker vi således de partiskiftende vælgere, der skifter inden for samme blok. Denne model vil vise os, hvilke faktorer, der påvirker vælgere til et blokskift. At vi ikke har valgt en undersøgelse af blokskiftere vs. resten af vælgerkorpset, skyldes at vi gerne ville have to modeller der minder mest muligt om hinanden, hvorfor vores anden model er partiskiftere (1) vs. stabile (0) vælgere. Model 2 skal sammenholdt med den første model delvist belyse den anden del af problemformuleringen, hvordan adskiller blokskifterne sig fra andre ustabile vælgere. Ved at se på resultaterne fra de to modeller, kan vi få et billede af, om og hvor de to grupper af ustabile vælgere adskiller sig fra hinanden, når de sættes i forhold til stabile vælgere. Den tredje model skal ligeledes belyse anden del af problemformuleringen, og har blokskifterne (1) vs. partiskifterne (0) som afhængig variabel. Analysen af denne model vil påvise signifikante forskelle mellem de to grupper af volatile vælgere. Model 4 er den ’klassiske’ model, man oftest har brugt til at undersøge ustabile vælgere. Den afhængige variabel er hermed alle ustabile vælgere (1) vs. stabile vælgere (0). Denne model vil kunne påvise, om vores antagelse holder stik og der
58
er mulige uhensigtsmæssigheder ved at undersøge alle ustabile vælgere under ét. Analysen af denne model vil vise, hvordan resultatet ville havde set ud, hvis vi havde valgt at undersøge de ustabile vælgere som en samlet gruppe. Denne model kan også sammenholdt med resultaterne fra model 1 og 2 vise os, om blokskifterne og partiskifterne er så forskellige, at visse faktorers forklaringskraft påvirkes i en samlet analyse af de to grupper. Alle fire modeller vil blive testet ved valgdata fra 1998-‐, 2001-‐, og 2005-‐valget. Vi har valgt at arbejde med tre folketingsvalg for bedre at sikre os, at vores resultater ikke kommer til at afspejle den specifikke politiske kontekst ved det givne folketingsvalg. Denne beslutning gør os således fri af særlige forhold ved ét valg. Dertil kommer, at vi får mere data at arbejde med og vi undersøger samtidig, om vores fund er stabile på tværs af valgene eller om der viser sig variationer mellem valgene. Finder vi enslydende resultater ved mere end et folketingsvalg kan vi på den måde bedre sikre os, at vores undersøgelse er reliabil og dermed siger noget om blokskiftere generelt. De pågældende valgår er valgt for at understøtte dette. 1998 og 2005 repræsenterer et stabilt folketingsvalg, i den forstand at regeringspartiet blev siddende, mens 2001 markerer et skifte. Med valgene 1998 og 2005 får vi desuden to regeringsalternativer repræsenteret. Ved hver enkelt model vil vi foretage selvstændige analyser af 1998-‐valget, 2001-‐valget og 2003-‐valget, for på den måde at få et mere samlet og gennemgående billede af de specifikke faktorers betydning for blokvælgeren. Da specialets fokus ikke i udgangspunktet er et komparativt studie af udviklingen år for år, vil vi i højere grad se på de tre år som sigende for en samlet tendens, end som en sammenligning mellem år. Vi vil dog se på omstændigheder omkring de enkelte valg, der kan belyse resultaterne af vores analyser, samt hvorfor de potentielt er forskellige fra valg til valg. Stikprøver i modellerne
Den følgende tabel vil vise, hvorledes stikprøven ændrer sig for analysen af de fire modeller. Alle vælgerne, der benyttes i analyserne kan inddeles i blokskifter, partiskiftere eller stabile vælgere. Selvom alle analyser er foretaget på datamateriale fra de samme valgår, vil stikprøvens sammensætning alligevel variere, grundet overstående analysedesign. Analysen af hver af de opstillede modeller indeholder således en varierende mængde af respondenter fra den oprindelige stikprøve. En mindre reduktion af respondenter er desuden sket grundet det filter25 der benyttes i forbindelse med den logistiske regression. Stikprøven for analysen af model 1, 2, 3 og 4 ser således ud:
25 Filteret sorterer alle respondenter fra, der ikke har gyldige svar i de variable, vi benytter i analysen. Dette filter benyttes, da der skal være det samme antal besvarelser i hver variabel, når logistisk regression benyttes.
59
Stikprøvestørrelse:
1998 2001 2005 Model: I denne analyse indgår: N % N % N %
Blokskiftere 99 8,2 234 16,5 165 10,3
Stabile vælgere 1115 91,8 1186 83,5 1443 89,7
1 Blokskiftere vs. stabile vælgere
Total 1214 100 1420 100 1608 100
Partiskifterne 295 79,1 247 17,2 296 17
Stabile vælgere 1115 20,9 1186 82,8 1443 83
2 Partiskiftere vs. stabile vælgere
Total 1410 100 1433 100 1739 100
Blokskiftere 99 24,1 234 48,6 165 35,8
Partiskifterne 295 74,9 247 51,4 296 64,2 3 Blokskiftere vs. partiskiftere Total 394 100 481 100 461 100
Blokskiftere Partiskifterne
394 26,1 481 28,9 461 24,2
Stabile vælgere 1115 73,9 1186 71,1 1443 75,8
4 Alle ustabile vs. stabile vælgere
Total 1509 100 1667 100 1904 100 Tabel 4.1: Stikprøvens størrelse for folketingsvalget 1998, 2001 og 2005.
I analysen af model 1 (blokskiftere versus stabile) indgår blokskiftende vælgere og stabile vælgere, hvilket betyder at partiskifterne ikke indgår. I analysen af model 2 består stikprøven af partiskifterne og de stabile vælgere, hvorfor blokskiftere ikke indgår. Analysen af model 3 indeholder alene vælgere defineret som enten blokskiftere eller partiskiftere. Således er alle stabile vælgere udelukket fra denne analyse. I analysen af fjerde model indgår hele stikprøven26, idet vi undersøger alle ustabile versus alle stabile vælgere. At stikprøven ændres imellem analyserne af de fire modeller er vi således beviste om, når vi diskuterer resultaterne op mod hinanden.
4.3. Behandling af nonkategoriske svar
Inden vi går i gang med hypoteseoperationaliseringen vil vi kort gennemgå et par generelle betragtninger der ligger til grund for, hvilke valg vi har truffet i operationaliseringen.
26 Det gælder dog ikke de vælgere, som vi ikke har kunnet rubricere, som enten partiskifter, blokskifter, eller stabil. Dette er eksempelvis tilfældet for de respondenter som har været ude af vælgerskaren.
60
En række af respondenterne i datamaterialet har svaret ’ved ikke’ eller kommet med irrelevante svar, såkaldte ’non-‐kategoriske svar’. Disse svar har vi på bedste vis søgt at bibeholde ved at kode dem til en neutral midterværdi, for dermed ikke at nedskære data uhensigtsmæssigt. Dermed får midterværdien en lidt for stor vægt, men til gengæld undgår vi, at for mange respondenter udgår af analyserne. Dette er særlig vigtigt, når man arbejder med mange uafhængige variable, som vi gør i regressionsmodellerne. Tillige er antallet af blokskiftende respondenter forholdsvis begrænset, hvorfor vi ydermere finder det uhensigtsmæssigt at udelukke for mange respondenter.
Vi har ud fra hver enkel variabel i individuelt vurderet, om det kunne forsvares at omkode de ’non-‐kategoriske’ svar til en neutral midterkategori. Hvad det har af betydning for fordelingen af respondenter kan eksempelvis illustreres ved variablen ’politisk interesse’, hvor vi ved 1998-‐valget har lagt otte respondenter i midterkategorien.
Således har vi forsøgt at nedskrive vores missing cases, da vi har fundet, at det ellers ville medføre en uhensigtsmæssig beskæring af data. Den komplette omkodning af variable kan ses i den vedlagte syntaks.
4.4 Brug af sammensatte mål
For at undersøge vores hypoteser har vi blandt andet beregnet en række mål sammensat af flere variable. Vi har blandt andet konstrueret såkaldte refleksive indeks, s-‐om dannes af en række indikatorer, som alle peger i retning af den overordnede latente variabel (Hellevik 1991: 165; Agresti & Finley 1997: 630 ff.). Denne tilgang er meningsfuld, når man som os skal analysere abstrakte komplekse begreber, idet flere variable kan siges at fortælle noget om det overordnede formål. De sammensatte mål er gavnlige, da de kan være med til at højne validiteten samt reliabiliteten. Forbedringen sker idet en enkel variabel oftest ikke vil være tilstrækkelig til at indfange et komplekst begreb og ofte vil et sammensat mål ramme det ønskede mere effektivt, da man udligner tilfældige målefejl, og det højner derfor den indholdsmæssige validitet. Desuden simplificerer en indekskonstruktion selve analysen, da man kan nøjes med at analysere på det sammensatte mål, frem for rækken af variable.
Vi har foretaget vores indeksering delvis med udgangspunkt i tidligere undersøgelser og delvist med udgangspunkt i egne forventninger dannet af teori og empiri. For at sikre, at vi i operationaliseringen har udvalgt de rette items til vores indeks og dermed måler den latente variabel på bedste vis, har vi foretaget faktoranalyse. Faktoranalysen er med til at be-‐ eller afkræfte, at det er de korrekte variable, der er udtaget, og at der er de forventede bagvedliggende dimensioner i datamaterialet, ligesom vi sikrer at, der ikke er flerdimensionalitet.
Der er en række mål man i forbindelse med faktoranalyse kan kigge på, henholdsvis Kaiser-‐Mayer-‐Olkin (KMO) og Bartlett’s test, Communalities, Total Variance Explained samt Scree Plot. Vi benytter målet Bartlett’s Test, der viser, om der er en sammenhæng mellem variablene, og som er signifikant på 0,05-‐
61
niveau og målet Kaiser-‐Meyer-‐Olkin (KMO), som viser om variablene ’klumper sammen’, og reelt er passende til en faktoranalyse. KMO-‐værdien skal være over 0,5 og helst i nærheden af 0,7 eller større. Ydermere angiver ’communalities under extraction’ variansen ved hver enkel variabel, der bør være over 0,3. Også den samlede varians forklaret skal score højt, idet de alle minimum bør ligger omkring 50 %. Scree Plot’et viser afsluttende, om indekset kun indeholder én faktor, idet der kun bør findes én værdi over en. Faktoranalysen giver os et indblik i analysens validitet, dvs. om en række variable afspejler en fælles bagvedliggende variabel. Vi er imidlertid også interesseret i at sikre os at vi ret præcist måler, det vi ønsker. Dette kan tjekkes via en reliabilitetstest ved beregning af Cronbach’s Alpha, hvor alpha-‐værdien ikke bør være lavere end 0,7 ligesom det ’rå’ samt det standardiserede mål bør have tilnærmelsesvis samme værdi. Efterfølgende kigger vi på item-‐to-‐scale koefficenterne, der skal have en værdi på over 0,3, ligesom vi i denne tabel sikrer os, at ingen variable bør fjernes fra indekset. Ved de faktorer, hvor der gennem analysen har vist sig et korrelationsmønster, har vi dannet de sammensatte mål.
4.5 Hypoteseoperationalisering
På baggrund af de generelle betragtninger om oprationalisering og de tidligere begrebsdefinitioner vil vi i dette afsnit operationalisere de hypoteser, der tidligere er udledt på baggrund af det tidligere kapitel, således at de kan indgå som faktorer i vores analysemodeller. For at kunne undersøge om vores hypoteser kan bekræftes eller skal tilbagevises, må vi først operationalisere dem til størrelser, vi kan måle ved hjælp, af data vi har til rådighed. I operationaliseringen af hypoteserne vil vi derfor søge at udlede de variable, som bedst kan belyse hypoteserne (Fiskeret al. 2002: 19-‐21).
Da operationalisering kan være en forholdsvis kompliceret øvelse vil vi løbende gøre opmærksom på de metodiske udfordringer, der kan tænkes at opstå i forbindelse med operationalisering. Det er således afgørende for vores validitet, at operationaliseringerne bliver så dækkende som muligt for det, vi ønsker at undersøge. Da vi analyserer tre valg, vil det fremkomme at de benyttede spørgeskemaer ikke er helt identiske, idet nogle spørgsmål er udgået mens andre er tilføjet. Dermed vil nogle hypoteser kun kunne undersøges for et eller to valg. Når dette gør sig gældende, vil det naturligvis blive kommenteret, ligesom der vil blive taget højde for det i analysen og i diskussionen af analysens resultater. Vi har således besluttet ikke at fravælge hypoteser på baggrund af manglende konsistens i variablene mellem de tre valg. Nedenstående hypoteseoperationalisering vil være opbygget i tråd med teorien, Med udgangspunkt i de sociologiske vælgeradfærdsteoriers blev det anskueliggjort, at det kan være interessant at se nærmere på en række
62
socioøkonomiske baggrundsvariable. Ud fra de socialpsykologiske vælgeradfærdsteorier afledte vi hypoteser om henholdsvis graden af politisk involvering, mængden af politiske budskaber og partiledereffekt. Med udgangspunkt i de rationelle vælgeradfærdsteorier udledte vi fire hypoteser vedrørende ideologisk bredde, kompetencevurdering, nypolitiske emner og tillid til politikere. En samlet oversigt over karakteristika ved de benyttede variable (mean, median, standardafvigelse osv.) kan ses i bilag 9.4.1. De præcise spørgsmålsformuleringer samt værdier for de givne besvarelser kan ses i bilag 9.4.2. Samtlige kodninger, beregninger m.v. fremgår af syntaksen, der er vedlagt i appendiks og elektronisk. Derved er det således muligt at genskabe beregninger, omkodninger og analyserne.
4.5.1 Socioøkonomiske baggrundsvariable
Under gennemgangen af teorien argumenterede vi for relevansen ved at medtage følgende sociale baggrundsfaktorer, idet disse empirisk og teoretisk har vist sig interessante:
Alder
Køn
Uddannelse
Operationaliseringen af disse variable er ligefrem, da de alle er dækket direkte af spørgsmål i undersøgelserne og ikke kræver, at vi operationaliserer teoretiske begreber først. Køn er undersøgt ved variablen: ”Notér køn”. Værdien 1 er mand og 2 er kvinde og behandles derfor kategorielt. Dette betyder af analysens resultater for variablen køn henviser til mænd, i forhold til referencekategorien kvinder. Til alder benyttes enten variablen ’Alder’ eller en sådan er udregnet på baggrund af besvarelserne i spørgsmålet ”Hvilket år er De født?”. Alder behandles ordinalt, og værdierne i variablen henviser direkte til respondents alder. Til at undersøge uddannelsesniveauet har vi valgt at bruge spørgsmålet: ”Hvilken uddannelse har De udover skoleuddannelsen”. Vi har valgt at fokusere på uddannelse ud over skoleuddannelse. De vælgere der ikke har en uddannelse ud over skolen, har haft mulighed for at svare ”Ingen” og indgår således stadig i denne variabel. Alle ’non-‐kategoriske’ besvarelser er i disse tre variable ikke omkodet, hvorfor de vil være missing i analysen. Det skyldes at det ikke er muligt at placere disse på en hensigtsmæssig måde, da der ingen midterkategori findes.
4.5.2 Politisk involvering og politiske budskaber
63
Politisk involvering og politisk engagement bruges i vælgerundersøgelsen fra 2003 som en paraplybetegnelse for en række andre faktorer, fx politisk interesse, politisk selvtillid og partitilknytning (Goul Andersen & Lund Clement 2003: 412). I publikationen fra vælgerundersøgelsen fra 2005 operationaliseres begrebet i tråd hermed og dækker over følgende faktorer: politisk viden, politisk interesse, partiidentifikation, partimedlemskab, hvorvidt vælgeren stemte på det valgte parti med begejstring, og hvor stor forpligtigelse vælgeren føler for at stemme (Møller Hansen, Slothuus & de Vreese 2007: 74). Vi vælger at operationalisere politisk involvering med udgangspunkt i de to publikationer, hvorfor begrebet politisk involvering i nærværende operationalisering vil blive belyst gennem følgende variable:
Politisk viden
Politisk interesse
Partiidentifikation
Partimedlemskab
Hvorvidt vælgeren stemte på partiet med begejstring
Politisk selvtillid
Vi har valgt ikke at medtage ’forpligtigelse til at stemme’, da vi mener denne i højere grad siger noget om respondentens syn på demokratiet end om en generel politisk involvering. Alle variable er dækket i alle tre valgår på nær politisk viden. Politisk viden
Politisk viden findes kun i valgundersøgelsen fra 2005. Variablen er kodet på baggrund af syv spørgsmål, der belyser respondentens politiske videns niveau. Disse spørgsmål er: ”Hvilke partier indgår i den nuværende regering?”, ”Hvor mange medlemmer er der af folketinget, hvis vi ser bort fra de fire fra Grønland og Færøerne?”, ”Hvilke af følgende offentlige udgifter tror du, er størst: Udgifter til folkeskolen, udgifter til folkepension, eller udgifter til forsvaret?”, ”Hvilke partier tror du, følgende politikere tilhører: Frank Jensen, Jens Rohde, Connie Hedegaard?” Respondenterne er blevet tildelt et point for hvert rigtigt svar og summen af rigtige svar er herefter kodet til variablen ’Viden’. Værdierne i denne variabel går fra 0 for den laveste viden til 7 for den højeste politiske viden. Politisk interesse
Politisk interesse bygger på et enkelt spørgsmål, der er gennemgående i alle tre år: ”Vil De sige, De er meget interesseret i politik, noget interesseret, kun lidt eller slet ikke interesseret i politik?”. Værdierne i denne variabel går fra 1 for ’Slet ikke
64
interesseret’ op til 5 for ’Meget interesseret’. De nonkategoriske svar er omkodet til at ligge på den neutrale midterværdi 3.
65
Partiidentifikation
I variablen partiidentifikation har vi valgt kun at se på, om respondenten føler identifikation med et bestemt parti eller ej. Vi har således valgt ikke at se på styrken og retningen af denne identifikation, hvilket er i tråd med valgundersøgelsens analyse fra 2007. Spørgsmålet lyder: ”Mange betragter sig som tilhængere af et bestemt parti. Der findes også mange, der ikke føler sig som tilhængere af noget specielt parti. Betragter De Dem selv som f.eks. socialdemokrat, konservativ, radikal, venstremand, SF’er eller noget andet, eller føler De Dem ikke som tilhænger af et bestemt parti?”. Variablen behandles kategorielt og værdien 1 henviser til at respondenten føler identifikation. Referencegruppen er 0, og indeholder de respondenter der ’ingen identifikation’ føler, er ’i tvivl’ eller har svaret ’ved ikke’. Partimedlemskab
Partimedlemskab har vi ligeledes omkodet til en binær variabel hvor medlemmer har værdien 1 og ’ikke medlem’, ’ikke medlem, men har tidligere været medlem’ har fået værdien 0. Partimedlemskab dækkes alle årene med spørgsmålet: ”Er De, eller har De tidligere været medlem af et politisk parti?”. Politisk selvtillid
Politisk selvtillid er beregnet på baggrund af en række spørgsmål, der spørger til vælgerens vurdering af egen politiske kompetencefølelse. Spørgsmålene varierer en smule mellem valgene, hvorfor grundlaget for vores sammensatte mål også gør det, men forskelle opfattes som ubetydelige. Følgende spørgsmål har været gennemgående ved de tre valg: ’Jeg har herefter nogle spørgsmål om politik og politikerne som helhed:’ ’Undertiden er politik så indviklet, at folk som jeg ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår’, ’Gennemgående synes jeg egentlig ikke, det er så svært at tage stilling til politiske spørgsmål, ’Jeg ved så lidt om EU, at jeg næsten har opgivet at følge med i, hvad der foregår.’ ,’Når politikerne diskuterer den økonomiske politik, forstår jeg kun en brøkdel af, hvad de snakker om’. Ved alle valg har vi inden konstruktionen af den nye variabel foretaget faktoranalyser samt reliabilitetstest for at sikre, at det sammensatte mål er statistisk validt. Med udgangspunkt i resultaterne fra disse to analyser blev et enkelt spørgsmål taget ud i 2001, da faktoranalysen viste, at en fjernelse ville få Cronbach’s Alpha til at stige.
Den nye selvtillidsvariabel er udregnet som et gennemsnit af besvarelserne for de inddragede spørgsmål, hvorefter disse er ganget med 100 for at forbedre resultaterne af den senere ordinale behandling af variablen. Værdierne går således fra 0-‐100 og højere værdi henviser i denne variabel til højere politisk selvtillid. Politiske budskaber
66
For at undersøge hypotesen om politisk involvering ønsker vi ligeledes at belyse respondenternes forbrug af politiske budskaber. Det har vi valgt at gøre med udgangspunkt i respondenternes medieforbrug, da vi mener, at medierne i dag må anses for en primærkilde hertil. Spørgsmål til brug for belysning af medieforbrug findes kun i valgundersøgelsen fra 2005. ’Under valgkampen, cirka hvor mange dage om ugen så du da nyheder på TV?’, ’Cirka hvor mange dage om ugen læser du den[avisen]?’, ’Læser du andre aviser dagligt eller næsten dagligt?’. Vi har igen foretaget faktoranalyser samt reliabilitetstest af de udvalgte spørgsmål, hvilket ikke gav grundlag for ændringer, og det nye indeks er beregnet ud fra gennemsnittet til et sammensat mål, der har værdier fra 1 til 100. Højere værdi henviser til højere forbrug af politiske budskaber.
4.5.3 Partiledereffekt
Den socialpsykologiske teori gav os baggrund for at teste yderligere en hypotese: blokskiftere er påvirkede af sympatien for den politiske leder. Med denne hypotese ønsker vi at undersøge, om synet på de politiske ledere har en selvstændig effekt for blokskifteren, som den affektive forståelse af vælgeradfærd foreskriver. Vælgerne bliver i 1998 og 2005 direkte spurgt, om de stemmer mest ud fra politiske holdninger, eller ud fra hvilken partileder de bedst kan lide: ”Nogle vælger parti mest ud fra deres politiske holdninger, andre vælger parti mest ud fra, hvilke partiledere de bedst kan lide. Hvis 1 står for at vælge parti næsten udelukkende ud fra sine politiske holdninger og 5 står for at vælge parti næsten udelukkende ud fra, hvilke partiledere, man bedst kan lide, hvor vil du da placere dig selv?”. Dette spørgsmål vil ligge til grund for vores hypotesetestning.
Når vi tolker resultaterne, bør vi være opmærksomme på, at denne direkte spørgeform kan begrænse den reelle effekt, idet vi kun analyserer vælgerens udsagn om sig selv. Respondenterne kan tendere mod at gøre sig selv mere holdningsorienterede, hvis de mener, at dette er det mest velsete svar. Desuden kan det være svært for vælgerne at vurdere, hvilke elementer der spiller ind for deres partivalg. De resultater, som vi når frem til, fortæller således udelukkende noget om vælgerens egen opfattelse. Andre analyser benytter mere indirekte metoder til belysning af partiledereffekt, hvor sympatien for parti og leder sættes op mod hinanden.
4.5.4 Ideologisk bredde
Med udgangspunkt i den rationelle tilgang opstillede vi hypotesen: blokskiftere opfatter partisystemets ideologiske bredde som smal. Ideologisk bredde
67
For at belyse respondentens opfattelse af den ideologiske bredde har vi valgt at beregne en ny variabel som sammensat mål herfor. Dette har vi gjort på baggrund af et spørgsmål, hvor respondenten bliver bedt om at placere partierne på en klassisk højre-‐venstre-‐skala: ”I politik taler man ofte om venstre og højre. Hvor vil du placere de enkelte partier?”. Vi har derefter beregnet et mål for alle respondentens besvarelser på baggrund af standardafvigelsen. Højere værdi henviser i den nye variabel ’Ideologisk bredde’ til at vælgeren opfatter partiet som spredt ud på det politiske spektrum. Forskel på regeringsmagten
Vi har desuden valgt at medtage en anden variabel for at belyse samme hypotese. Respondenterne bliver ved alle tre valg adspurgt, om de mener, at det gør en forskel, hvem der har regeringsmagten: ”Nogle mener, at det gør en stor forskel, hvem der har regeringsmagten. Andre siger, at det ikke betyder noget, hvem der har regeringsmagten”. De kan placere sig mellem ’det gør en stor forskel, hvem der har regeringsmagten’(5) og ’det betyder ikke noget, hvem der har regeringsmagten’ (1). Vi har valgt at medtage denne variabel, idet vi antager, at hvis man ikke ser den store forskel mellem den ene eller den anden regering, vil man have større sandsynlighed for at være blokskifter, idet afstanden mellem partierne opfattes som kort. Højere værdier i denne variabel henviser således til at respondenten mener, det gør en forskel hvem der har regeringsmagten.
4.5.5 Kompetencevurdering
Med udgangspunkt i den rationelle teori ønsker vi ydermere at teste hypotesen: blokskiftere er påvirkede af kompetencevurdering. Kompetencevurderingen indeholder som tidligere redegjort for en vurdering af partiernes performance. I nærværende operationalisering vil der udelukkende blive set på regeringens performance, idet spørgsmålet lyder: ”Vi vil gerne høre Deres vurdering af regeringens arbejde generelt de sidste 3-‐4 år”. Respondenten kan vurdere indsatsen fra meget god (5) til meget dårlig (1). Dette spørgsmål vedrører således kun den siddende regering. Vi mener dog alligevel, at spørgsmålet er dækkende, idet vi i tråd med både Down og Fiorina antager, at respondenten for at kunne svare, foretager en sammenligning af regeringen og regeringsalternativets hypotetiske performance. Alligevel er der dog en bias i dette spørgsmål, som vi skal være opmærksomme på. I de andre nordiske lande spørges respondenterne direkte til deres tidligere partivalgs performance, hvilket kunne have givet en mindre biased operationalisering (Søderlund 2008: 223).
Ydermere skal vi være opmærksomme på, at vi i vores datasæt ikke opdeler blokskiftere efter hvilken blok de skifter til, hvilket kan være en fejlkilde i tolkningen. Således er der mulighed for at dele af respondenternes vurdering af regeringen tager udgangspunkt i partifarve, og derfor ikke siger meget om det at være blokskifter. Således kan vi risikere at måle en politisk drejning mere end noget andet.. Høj værdi henviser til en positiv vurdering af regeringens arbejde.
68
Valget 1998 har ikke spørgsmål af denne kategori, hvorfor vi ikke kan undersøge dette aspekt i analysen af det pågældende valg
4.5.6 Nypolitiske emner
Issue voting-‐teorier foreskriver, at vælgere stemmer efter de emner, de finder mest saliente, og vi havde en formodning om, at blokskiftere prioriterer nypolitike emner højst: Blokskiftere prioriterer nypolitiske emner. Analysens sigte er således at undersøge hvilke emner, der ligger højest på vælgernes politiske dagsorden. For at måle om nypolitiske emner er saliente for blokskifterne, benytter vi et spørgsmål, der er gennemgående i alle tre år: ”Vi har jo lige haft folketingsvalg, og derfor vil jeg gerne spørge Dem, hvilke problemer De mener, er de vigtigste, som politikerne skulle tage sig af i dag?”. Da dette er et åbent spørgsmål, hvor respondenterne frit har kunnet svare, har der efterfølgende været behov for at kode svarene, hvilket er sket med udgangspunkt i de kodeoversigter, der er tilgængelige i de tekniske rapporter udgivet ved hver valgundersøgelse (Andersen et al. 1998; Goul Andersen et al. 2002, Goul Andersen et al. 2005b). Det har ikke været hensigtsmæssigt for os at benytte de emneopdelte kodninger, da disse ikke er i overensstemmelse med den nypolitiske inddeling, som vi ønskede. Vi har valgt at konstruere en binær variabel, hvor 1 er udtryk for at respondenten har valgt et nypolitisk emne som det vigtigste problem og 0 at de ikke har valgt et nypolitisk emne. Respondenterne får i spørgsmålet mulighed for at vælge op til fire emner. Vi har dog kun valgt at benytte deres førstevalg, da vi mener, at det må være det bedste udtryk for det emne, som de finder mest salient. En komplet liste over, hvad vi har kodet til nypolitiske emner kan ses i syntaksen. Emneopdelingen tager udgangspunkt i den definition af nypolitik, der blev præsenteret i teoriafsnittet.
Tidligere undersøgelser af ny-‐ og gammelpolitik har ofte haft fokus på vælgernes placering på de to dimensioner, og hvorvidt disse holdninger har ændret sig over tid. Vores formål med at inddrage den todimensionelle politikforståelse er alene at finde ud af, om nypolitik er mere salient og dermed har større betydning for blokskiftere end for partiskiftere, hvorfor ovenstående aspekter ikke vil blive belyst.
4.5.7 Politisk tillid
Den sidste hypotese vi skal operationalisere, er: Blokskiftere har lav tillid til politikerne. For at teste denne hypotese ønsker vi at finde variable, der kan belyse, hvorvidt vælgerne har tillid til politikerne. Vi har valgt at operationalisere dette begreb ud fra et enkelt spørgsmål, nemlig: ”Hvor stor tillid har De til danske politikere i almindelighed?”. Det har vi gjort, fordi vi i dette tilfælde mener, at et direkte spørgsmål er at foretrække frem for et indirekte. I andre analyser har man således valgt at belyse tillid ud fra en række spørgsmål som ”Politikerne
69
tager gennemgående for lidt hensyn til, hvad vælgerne mener” og ”Mener du at politikerne er for ødsle med skatteborgernes penge”. Vi finder dog ikke, at disse variable tydeligt måler, det vi ønsker. Eksempelvis kan man tolke, at respondentens mening om, hvordan politikerne bruger skattepengene, mere handler om politisk holdning til størrelsen af bevillinger til den offentlige sektor. Ved at medtage de indirekte spørgsmål og konstruere et tillidsindeks, risikerer man således, at disse slører det billede, vi grundlæggende er interesseret i, nemlig om vælgeren opfatter politikerne som tillidsvækkende27. Vi mener derfor, at det ene direkte spørgsmål er bedst til at belyse begrebet politikertillid. Lav værdi er udtryk for mistillid og høj værdi er udtryk for tillid. Værdierne går fra 1-‐5.
27 Se også Nielsen (1999: 240) for samme konklusion.
70
5. Analyse
Med udgangspunkt i de foregående afsnit er vi således klar til specialets analyse, hvor det primært undersøges, om vi kan af-‐ eller bekræfte vores hypoteser om, hvad der påvirker blokskifterne og om dette adskiller sig væsentligt fra partiskiftere. Analysen vil i tråd med problemformuleringen fremskride i en todelt struktur, hvor vi både vil have fokus specifikt på blokskifterne: ”Hvad påvirker de danske vælgere som skifter blok ved folketingsvalg” og samtidig sammenligne disse med partiskifterne: ”Hvordan adskiller denne gruppe sig fra andre ustabile vælgere?” For at undersøge vores problemformulering operationaliserede vi hypoteserne til en række faktorer vi kan undersøge. Disse faktorer vil i analysen fungere som gennemgående uafhængige variable i vores modeller. Som beskrevet i analysedesignet har vi opstillet fire modeller med forskellige afhængige variabel for bedst muligt at kunne besvare spørgsmålene i problemformuleringen. Analysen af de forskellige modeller vil afdække hvilke faktorer, der påvirker blokskiftere, og hvordan blokskiftere adskiller sig fra gruppen af partiskiftere.
71
De fire modeller er:
1. Blokskiftere vs. stabile vælgere
2. Partiskiftere vs. stabile vælgere
3. Blokskiftere vs. partiskiftere
4. Alle volatile vs. stabile vælgere
Første model har således blokskiftere versus stabile vælgere som afhængig variabel (model 1). I næste analyse vil se på partiskiftere versus stabile vælgere (model 2), for at se om der kan påvises en forskel i hvilke prædiktorer, der har betydning. Efterfølgende vil vi med en analyse af blokskiftere versus partiskiftere (model 3) dykke ned i, om disse potentielle forskelle viser sig signifikante mellem de to grupper af volatile vælgere. Med udgangspunkt i resultaterne fra de tre første modeller ønsker vi til sidst at undersøge, hvorvidt disse stemmer overens med de resultater, man med det klassiske undersøgelses-‐set up, hvor alle volatile vælgere opfattes under ét, var nået frem til. Derfor har vi gennemført en analyse med samme uafhængige variable, men med alle ustabile versus alle stabile som afhængig variabel (Model 4). På den måde ønsker vi at afdække, om den måde, man hidtil har analyseret ustabile vælgere, har været hensigtsmæssig, eller om man har overset væsentlige forskelle internt i den ustabile vælgergruppe.
Det er vigtigt endnu engang at understrege, at den stikprøve vi arbejder med, ændrer sig for hver model og mellem hvert valg. Stikprøverne i hver analyse udgøres af de to grupper af respondenter, som modellen undersøger28.
For hver model er der foretaget én samlet multivariat logistisk regressionsanalyse. Indledningsvis præsenteres de samlede modeller for hver af de enkelte regressionsanalyser, hvorefter resultaterne herfra gennemgås mere detaljeret for de enkelte analyseområder.
28 Se uddybende stikprøvebeskrivelse i forrige kapitel.
72
Resultaterne for analysen af blokskiftere versus stabile vælgere ser således ud: Model 1: Blokskiftere versus stabile vælgere
1998 2001 2005
Exp(B) Sig. Exp(B) Sig. Exp(B) Sig.
Alder ,977 ,004 ** ,981 ,000 ** ,979 ,001 ** Køn (mand) 1,200 ,454 ,851 ,327 1,210 ,305 Uddannelse ,904 ,203 ,886 ,032 * 1,026 ,659
Politisk viden ,881 ,052 ^ Politisk interesse 1,078 ,528 ,934 ,395 1,463 ,000 ** Partiidentifikation ,142 ,000 ** ,158 ,000 ** ,251 ,000 ** Partimedlemskab 1,021 ,971 ,782 ,547 ,383 ,074 ^ Begejstringsniveau ,798 ,024 * ,760 ,000 ** ,730 ,000 ** Politisk selvtillid ,995 ,399 1,000 ,906 ,985 ,002 ** Politiske budskaber 1,004 ,439
Partileder-‐effekt 1,286 ,009 ** 1,126 ,178
Ideologisk bredde ,705 ,009 ** ,703 ,000 ** ,862 ,170 Forskel på regeringsmagten
,948 ,589 ,884 ,094 ^ ,795 ,006 **
Kompetencevurdering ,659 ,000 ** ,884 ,249
Nypolitik 1,122 ,653 1,009 ,960 1,074 ,710
Politikertillid ,831 ,081 ^ 1,129 ,131 1,103 ,287
Constant 4,291 ,080 47,530 ,000 2,348 ,219
Nagelkerke ,264 ,274 ,215 Tabel 5.1: Resultaterne fra den multivariate logistiske regressionsanalyse. Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Data er uvægtet. De enkelte odds skal tolkes i forhold til
referencekategorien (se nedenfor). Odds på en betyder, at der er lige stor chance mellem vælgere i gruppen og referencegruppen for at skifte blok. Odds på under 1 betyder, at der er mindre
chance for, at vælgerne i gruppen skiftede blok ved det pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Odds på over 1 betyder, at vælgere i gruppen skiftede blok ved det
pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Som referencekategorier på kategoriske variable er anvendt: kvinde, ingen identifikation, ikke medlem og andet en nypolitik. De
kontinuerte variable er: alder, uddannelse, politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber, partileder effekt, ideologisk bredde, forskel på
regeringsmagten og politiker tillid.
Analysen af model 1, blokskifterne versus stabile vælgere, har ifølge Nagelkerkes R2, en forklaringskraft på omkring henholdsvis 26,4 pct. i 1998, 27,4 pct. i 2001, og 21,5 pct. i 2005, og forklarer dermed gennemsnitligt godt 25 pct. af variansen.
73
Model 2: Partiskiftere versus stabile vælgere
1998 2001 2005 Exp(B) Sig. Exp(B) Sig. Exp(B) Sig.
Alder ,997 ,522 ,987 ,013 * ,986 ,005 ** Køn (mand) ,896 ,461 ,986 ,928 1,132 ,392 Uddannelse 1,075 ,141 1,155 ,004 ** 1,045 ,326
Politisk viden ,898 ,039 * Politisk interesse 1,347 ,000 ** ,962 ,636 1,323 ,000 ** Partiidentifikation ,223 ,000 ** ,235 ,000 ** ,275 ,000 ** Partimedlemskab ,450 ,010 * ,437 ,046 * ,685 ,191 Begejstringsniveau ,989 ,861 ,807 ,001 ** ,834 ,002 ** Politisk selvtillid ,999 ,713 1,001 ,703 ,997 ,467 Politiske budskaber ,999 ,756
Partileder-‐effekt 1,180 ,010 * 1,132 ,077 ^
Ideologisk bredde 1,010 ,917 1,230 ,055 ^ 1,186 ,065 ^ Forskel på regeringsmagten
1,046 ,484 1,042 ,566 ,913 ,168
Kompetencevurdering ,865 ,118 ,830 ,016 *
Nypolitik 1,578 ,003 ** 1,284 ,112 1,035 ,814
Politikertillid ,746 ,000 ** 1,036 ,651 1,129 ,103
Constant ,259 ,018 ,624 ,453 ,560 ,312
Nagelkerke ,228 ,199 ,167 Tabel 5.2: Resultaterne fra den multivariate logistiske regressionsanalyse. Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Data er uvægtet. De enkelte odds skal tolkes i forhold til
referencekategorien (se nedenfor). Odds på en betyder, at der er lige stor chance mellem vælgere i gruppen og referencegruppen for at skifte parti. Odds på under 1 betyder, at der er mindre
chance for, at vælgerne i gruppen skiftede parti ved det pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Odds på over 1 betyder, at vælgere i gruppen skiftede parti ved det
pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Som referencekategorier på kategoriske variable er anvendt: kvinde, ingen identifikation, ikke medlem og andet en nypolitik. De
kontinuerte variable er: alder, uddannelse, politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber, partileder effekt, ideologisk bredde, forskel på
regeringsmagten og politiker tillid.
Model 2, analysen af forskellene mellem partiskiftere og stabile vælgere har med udgangspunkt i Nagelkerkes R2 en forklaringskraft på 22,8 pct. i 1998, 19,9 pct. i 2001 og 16,7 pct. i 2005. Denne model forklarer dermed gennemsnitlig 20 pct. af variansen og har dermed en lidt lavere forklaringskraft end ovenstående.
74
Model 3: Blokskiftere versus partiskiftere
1998 2001 2005 Exp(B) Sig. Exp(B) Sig. Exp(B) Sig.
Alder ,978 ,016 * ,995 ,448 ,991 ,217 Køn (mand) 1,271 ,371 ,845 ,418 1,116 ,611 Uddannelse ,841 ,041 * ,719 ,000 ** ,967 ,625
Politisk viden ,955 ,552 Politisk interesse ,805 ,111 ,921 ,419 1,072 ,518 Partiidentifikation ,702 ,282 ,680 ,155 ,873 ,576 Partimedlemskab 2,535 ,146 1,721 ,379 ,464 ,195 Begejstringsniveau ,722 ,002 ** ,926 ,375 ,829 ,036 * Politisk selvtillid ,994 ,323 1,000 ,957 ,990 ,087 ^ Politiske budskaber 1,007 ,241
Partileder-‐effekt 1,043 ,669 1,045 ,660
Ideologisk bredde ,784 ,094 ^ ,546 ,000 ** ,725 ,012 * Forskel på regeringsmagten
,878 ,222 ,832 ,056 ^ ,906 ,295
Kompetencevurdering ,800 ,084 ^ 1,063 ,609
Nypolitik ,656 ,121 ,707 ,103 1,116 ,622
Politikertillid 1,096 ,407 1,110 ,300 ,965 ,746
Constant 25,946 ,001 107,523 ,000 4,178 ,078
Nagelkerke ,159 ,204 ,089 Tabel 5.3: Resultaterne fra den multivariate logistiske regressionsanalyse. Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Data er uvægtet. De enkelte odds skal tolkes i forhold til
referencekategorien (se nedenfor). Odds på en betyder, at der er lige stor chance mellem vælgere i gruppen og referencegruppen for at skifte blok. Odds på under 1 betyder, at der er mindre chance for at vælgerne i gruppen skiftede blok ved det pågældende valg sammenlignet med
referencegruppen. Odds på over 1 betyder, at vælgere i gruppen skiftede blok ved det pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: kvinde, ingen identifikation, ikke medlem og andet en nypolitik. De kontinuerte variable er: alder, uddannelse, politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau,
politisk selvtillid, politiske budskaber, partileder effekt, ideologisk bredde, forskel på regeringsmagten og politiker tillid.
Model 3, analysen af blokskiftere versus partiskiftere har ifølge Nagelkerkes R2 en forklaringskraft på 19,9 pct. i 1998, på 20,4 pct. i 2001 og på 8,9 pct. i 2005. Forklaringskraften spreder sig over et relativt stort spænd, idet den mere end formindskes når man ser på 1998 i forhold til 2005. I 2005 forklarer modellen altså kun en forholdsvis lille del.
75
Model 4: Alle ustabile vælgere versus stabile vælgere
1998 2001 2005 Exp(B) Sig. Exp(B) Sig. Exp(B) Sig.
Alder ,993 ,098 ^ ,985 ,000 ** ,983 ,000 ** Køn (mand) ,937 ,636 ,913 ,464 1,164 ,220 Uddannelse 1,037 ,412 1,025 ,550 1,038 ,335
Politisk viden ,884 ,005 ** Politisk interesse 1,287 ,001 ** ,951 ,419 1,370 ,000 ** Partiidentifikation ,204 ,000 ** ,197 ,000 ** ,267 ,000 ** Partimedlemskab ,529 ,023 * ,600 ,090 ^ ,584 ,040 * Begejstringsniveau ,932 ,205 ,788 ,000 ** ,785 ,000 ** Politisk selvtillid ,998 ,457 1,001 ,771 ,994 ,038 * Politiske budskaber 1,001 ,776
Partileder-‐effekt 1,201 ,002 ** 1,126 ,046 *
Ideologisk bredde ,914 ,293 ,887 ,106 1,048 ,537 Forskel på regeringsmagten
1,022 ,715 ,976 ,672 ,871 ,014 *
Kompetencevurdering ,765 ,000 ** ,844 ,013 *
Nypolitik 1,484 ,005 ** 1,160 ,246 1,066 ,613
Politikertillid ,760 ,000 ** 1,074 ,241 1,108 ,105
Constant ,957 ,931 10,762 ,000 2,115 ,115
Nagelkerke ,260 ,251 ,215 Tabel 5.4: Resultaterne fra den multivariate logistiske regressionsanalyse. Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Data er uvægtet. De enkelte odds skal tolkes i forhold til
referencekategorien (se nedenfor). Odds på en betyder, at der er lige stor chance mellem vælgere i gruppen og referencegruppen for at være ustabil vælger. Odds på under 1 betyder, at der er
mindre chance for at vælgerne i gruppen var ustabile vælgere ved det pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Odds på over 1 betyder, at vælgere i gruppen var ustabile
vælgere ved det pågældende valg sammenlignet med referencegruppen. Som referencekategorier på kategoriske variable er anvendt: kvinde, ingen identifikation, ikke medlem og andet en nypolitik. De kontinuerte variable er: alder, uddannelse, politisk viden, politisk interesse,
begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber, partileder effekt, ideologisk bredde, forskel på regeringsmagten og politiker tillid.
Model 4, analysen af alle ustabile vælgere versus stabile vælgere, viser en Nagelkerkes R2 med en forklaringskraft på 26 pct. i 1998, på 25,1 pct. i 2001 og på 21,5 i 2005. Samlet set spænder forklaringskraften i modellerne således mellem 8,9 pct. og 26,4 pct.
76
4.1 Socioøkonomiske baggrundsvariable
Som beskrevet tidligere har vi valgt at inddrage en række sociale baggrundsfaktorer i den samlede analyse. Det har vi gjort med udgangspunkt i tidligere empiriske undersøgelser, der har vist os, at det er relevant at anlægge en række forventninger til volatile vælgeres socioøkonomiske forhold. Forventningerne fra de gennemgåede teorier og tidligere undersøgelser er, at især alder, uddannelse og køn har vist sig betydningsfulde for ustabil vælgeradfærd. Således tyder det på, at sociale faktorer, om end aftagende, stadig kan siges at være vigtige prædiktorer for vælgeradfærd. Dog peger moderniseringshypotesen på, at betydningen af de sociale faktorer for vælgeradfærden kan forventes at være aftagende.
Vi udvalgte henholdsvis køn, alder og uddannelse. Nedenfor vises et udsnittet af den samlede logistiske regressionsmodel med variablene for de tre sociale baggrundsfaktorer: Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Alder ,977 ** ,981 ** ,979 ** Køn (mand) 1,200 ,851 1,210 Uddannelse ,904 ,886 * 1,026 Tabel 5.5: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus
stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 5.1. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: kvinde. De kontinuerte variable er: alder og uddannelse.
Indledningsvist står det klart, at alder viser sig at have en tydelig påvirkning. Lav alder hænger signifikant sammen med øget sandsynlighed for at være blokskifter ved alle tre valg. Det betyder, at sandsynligheden for at være blokskifter falder i takt med, at alderen stiger. Omregnet til sandsynlighed kan vi illustrere det som vist i nedenstående diagram. Grafen viser, hvordan sandsynligheden ændrer sig, når alle faktorer holdes konstant, og kun alder varierer.
77
Figur 4.1: Sandsynligheden for at blokskifte som følge af alder. Udregnet ud fra model 1 blokskiftere versus stabile, 1998. De resterende variable i modellen er holdt konstant med
udgangspunkt i et medianniveau for den samlede stikprøve.
Disse resultater ligger i tråd med vores forventninger, både teoretisk og empirisk. At alderen har en betydning, kan tolkes ud fra flere vinkler. I den socialpsykologiske teori fremhæves alderens påvirkning som en livscyklus-‐effekt, idet partiidentifikation og holdninger formes og bliver stærkere gennem livet, mens yngre vælgere endnu er påvirkelige i deres valg (Borre Goul Andersen 1997: 163). Ifølge moderniseringstesen bør man kunne aflæse en generationseffekt, hvor yngre vælgere er mere ustabile qua den øgede individualisering, der er sket i det moderne samfund. Dette medfører, at unge er mindre knyttede til et specifikt parti. At alder er en vigtig faktor er også i overensstemmelse med tidligere danske valgundersøgelser, der viser at unge ikke i samme grad knytter sig til et parti og derfor også skifter mere (Worre 1976: 57; Borre & Goul Andersen 1997: 163; Møller Hansen et al, 2007.: 81). Vi kan med nærværende analyseresultater ikke afgøre hvilken teoretisk forklaring, der gør sig gældende, og om der er tale om en generationseffekt eller en livscykluseffekt, men blot konstatere, at yngre vælgere har større sandsynlighed for et blokskift. Den fremtidige udvikling af vælgeradfærden er dog afhængig af netop dette spørgsmål, idet en generationseffekt kan medføre, at flere og flere vælgere vil være blokskiftere. Er der derimod tale om en livscykluseffekt, vil de vælgere, som før var blokskiftere, med tiden blive mere stabile i deres stemmeadfærd. Omvendt kan vi påvise, at køn ingen signifikant betydning har, og hvorvidt vi har at gøre med en mandlig eller kvindelig vælger, har således ikke betydning for
78
sandsynligheden for at være blokskifter. Danske mænd og kvinder må dermed ud fra denne analyse antages at være lige tilbøjelige til at foretage et blokskift. Både internationale og nationale undersøgelser har ellers tidligere vist, at køn har betydning for volatilitet. Resultaterne har dog ikke været overensstemmende, idet nogle resultater peger på, at kvinder er mest volatile, mens andre peger på at mænd er mest volatile. (McAllister & Hayes 2001; Oscarsson & Holmberg 2004; Worre 1976: 57; Togeby 2004: 235-‐6, Møller Hansen et al. 2007: 80). Når tidligere analyseresultater af volatile vælgeres adfærd på dette område er så tvetydige, er det interessant at undersøge, om det er fordi, blokskiftere og partiskiftere på dette område adskiller sig fra hinanden. Dette vil senere analysemodeller afklare. Uddannelse er en variabel, som traditionelt set har haft betydning for partivalg og volatilitet, men spørgsmålet er, om uddannelse også har betydning for blok-‐volatilitet. Tidligere undersøgelser af de ustabile vælgere som samlet gruppe viser, at højere uddannelse øger sandsynligheden for volatilitet. Forklaringen har i tråd med tesen om kognitiv mobilisering lydt, at stigende uddannelsesniveau har været medvirkende til at undergrave de faste bånd til partierne, hvorfor stigende uddannelse fører til faldende partitilhørsfølelse (Worre 1976: 54; Møller Hansen et al. 2005; Berglund et al. 2005: 112). Socialpsykologiske teoretikere som Zaller, der beskæftiger sig med holdningsdannelse, har modsat advokeret for hypotesen om, at højere uddannelse fører til mere stabilitet, idet vælgere med højere uddannelse forventes at have tænkt mere over egne holdninger og derfor vil være mindre påvirkelige (Togeby 2004: 238).
I vores første analyse af blokskifterne i forhold til de stabile vælgere, viser det sig imidlertid, at det for to valg gælder, at uddannelse ingen signifikant sammenhæng har med blokskift. Ved valget i 2001 er der dog et signifikant resultat, men dette peger i den modsatte retning af tidligere resultater. Her viser det sig nemlig, at lavere uddannelse øger sandsynligheden for blok-‐volatilitet. Således falder sandsynligheden for blokskifte med en odds ratio på 0,886 hver gang uddannelse stiger med en værdi. Dette stemmer overens med de socialpsykologiske forudsigelser om uddannelsens betydning for holdnings-‐dannelsen. Inkonsistensen mellem vores resultater og valgundersøgelsens fund kan naturligvis skyldes en række metodiske forhold, men kan også tyde på, at der muligvis her er en reel forskel på blokskiftere og partiskiftere. Hvorvidt dette er tilfældet, vil vi vende tilbage til.
Idet vi kun finder resultatet for et enkelt år, kan en anden forklaring måske findes i de specifikke omstændigheder ved dette ene valg, mere end som en generel tendens. At det netop er ved 2001-‐valget, at resultatet viser sig, underbygger denne mistanke. Dette valg var kendetegnet ved en kraftig højredrejning i dansk politik og man kan derfor forestille sig, at vi i højere grad ser resultatet af denne højredrejning. Således vidner resultatet ikke nødvendigvis om fælles karakteristika ved blokskiftende vælgere, men om karakteristika ved højredrejende vælgere. Tidligere undersøgelser viser nemlig, at uddannelse korrelerer med højredrejning, hvor lavere uddannelse fører til mere højre-‐
79
orienterede holdninger (Andersen & Goul Andersen 2003b; Stubager 2007). Heraf kan man uddrage, at mange af de vælgere, der skiftede blok i 2001 havde en lavere uddannelse, idet langt de fleste vælgere rykkede mod højre. Denne mulige forklaring kan vi ikke udelukke med vores analysedesign. Det skyldes, at vi har valgt ikke at opdele blokskifterne efter retning, altså om de bevæger sig mod en borgerlig regering eller socialdemokratisk regering. Dette vil være en tilbagevendende overvejelse, vi skal holde os for øje, når vi behandler de øvrige resultater af vores analyser. Et samlet billede på de sociale baggrundsfaktorers betydning for sandsynligheden for et blokskift kan kort sammenfattes. Det kan konstateres, at kun alder er en gennemgående prædiktor for sandsynligheden for at være blokskifter, mens uddannelse kun viser signifikans for et enkelt valg. Vores resultaterne viser altså, at lavere alder og til dels kortere uddannelse medfører højere sandsynlighed for at være blokskifter. De sociale baggrundsfaktorer set over en kam har som forventet lav forklaringskraft. Med disse resultater in mente vil vi vende os mod en analyse, der kan vise om det er samme faktorer, der påvirker partiskifterne. I analysen af model 2 er den afhængige variabel derfor partiskiftere versus stabile. Nedenstående tabel viser et udsnit af den samlede logistiske regressionsanalyse for model 2. Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Alder ,997 ,987* ,986** Køn (mand) ,896 ,986 1,132 Uddannelse 1,075 1,155** 1,045 Tabel 4.6: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskiftere versus
stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: kvinde. De kontinuerte variable er: alder og uddannelse.
Resultaterne af denne analyse peger på, at alder også påvirker partiskiftere som blokskifterne, mens køn heller ikke her nogen påvirkning har. Derimod viser uddannelse at have en signifikant sammenhæng med sandsynligheden for partiskifte det samme år, som vi så det i analysen af blokskifterne. Resultaterne fra denne analyse af partiskifterne peger dog i modsat retning, således at højere uddannelse medfører øget sandsynlighed for partiskifte.
80
Vi finder det således interessant yderligere at granske, hvordan disse forskelle viser sig med en analyse af model 3, blokskifterne versus partiskifterne. Denne analysemodel kan vise, om der findes signifikante forskelle de to ustabile grupper mellem. Et udsnit af den samlede logistiske regressionsanalyse for model 3, giver os følgende resultater: Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Alder ,978* ,995 ,991 Køn (mand) 1,271 ,845 1,116 Uddannelse ,841* ,719** ,967 Tabel 4.7: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus partiskiftere (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Som referencekategorier på kategoriske variable er
anvendt: kvinde. De kontinuerte variable er: alder og uddannelse.
I denne analyse af forskelle mellem blokskiftere og partiskiftere viser alder sig kun signifikant ved et enkelt valg. Dette resultat viser en sammenhæng, idet yngre vælgere har større sandsynlighed for et blokskift frem for et partiskift. Således kan kun 1998-‐valget leve op til vores forventning om, at yngre vælgere er mere volatile i en sammenligning mellem blok-‐ og partiskiftere, hvis man opfatter et blokskift som en mere volatil handling end et partiskift. Ved 2001-‐ samt 2005-‐valget bekræftes ingen signifikante sammenhænge i forhold til alder. Der kan således ikke konkluderes, at alder generelt påvirker sandsynligheden for et blokskifte frem for et partiskifte.
Ser vi alligevel på det ene signifikante resultat, kan en forklaring på dette være, at yngre vælgere som en effekt af deres placering i livscyklussen hverken har etableret en partitilknytning eller en bloktilknytning. Ældre ustabile vælgere har derimod, på trods af deres manglende tilknytning til et parti, alligevel fundet ud af, hvilken politisk fløj, de tilhører, og dermed forbliver inden for denne. En anden mulig forklaring kan være generationsforklaringen, som antager, at yngre vælgere qua den samfundsmæssige udvikling er mere individualiserede. Hvis man tolker et blokskift som en mere frisat og individualistisk handling end et partiskift, kan resultatet også tolkes inden for denne ramme. De yngre vælgere bevæger sig frit inden for hele det politiske spektrum, mens ældre vælgere bevægelsesmønstre befinder sig inden for en mindre ramme i form af den politiske blok. Dette kan skyldes, at de ældre generationer er vokset op i en tid, hvor fronterne mellem den socialistiske og borgerlige blok stod skarpere end i den tid, hvor de yngre vælgere voksede op. Hvis dette er tilfældet, kan man forestille sig, at kommende vælgere, som vokser op under de senere års depolariserede partisystem og, afideologiserede politiske kontekst, i højere grad vil være blokskiftere. Eftersom de ud fra denne betragtning ikke vil opfatte forholdet mellem rød og blå blok som dikotomisk.
81
Respondenternes køn har til gengæld ingen signifikant sammenhæng med forskelle i den volatile vælgeradfærd. Således kan vi ikke finde belæg for forventningen om eventuelle forskelle i mænd og kvinders valgmønster de volatile vælgere mellem, eftersom de i lige høj grad er parti-‐ som blokskifter. Vi mener derfor at kunne konkludere, at køn ingen rolle spiller for volatilitet ved de seneste valg. Betydningen af Uddannelse finder vi større belæg for, idet både 1998-‐ og 2001-‐valget viser signifikante resultater heraf. Resultaterne viser, at uddannelsesniveauet har en signifikant indvirkning på sandsynligheden for et blokskift frem for et partiskift, idet lavere uddannelse øger sandsynligheden for et blokskift. Dette stemmer overens med det, der kunne ses, da blokskifterne og partiskifterne blev analyseret hver for sig i model 1 og 2. Dette fund er særdeles interessant, idet den tidligere valgforskning i ustabil vælgeradfærd har vist den præcis modsatte effekt, hvor højere uddannelse medførte øget sandsynlighed for volatilitet (Møller Hansen et al. 2007; Holmberg & Oscarsson 1994: 94, Berglund et al. 2005: 112). Det tyder således på, at parti-‐ og blokskiftere på dette område adskiller sig væsentligt fra hinanden. Vi hævdede ovenfor, at resultatet fra 2001-‐valget i højere grad karakteriserede vælgere vandrende mod højre end vandrende over midten. I denne analyse får vi dog samme resultat ved 1998-‐valget, hvor vælgervandringerne mod henholdsvis højre og venstre var af samme størrelse (Nielsen & Risbjerg Thomsen 2003b: 61). Resultatet fra 1998 er således ikke et resultat af en højredrejning, men kan i højere grad ses som et reelt udtryk for, at uddannelsesniveauet for dette valg påvirker sandsynligheden for at være blokskifter per se. Man kan med uddannelsesfaktoren konstatere en forskel mellem blokskiftere og partiskiftere, eftersom grupperne påvirkes forskelligt af uddannelsesniveau. Da resultatet ikke er gennemgående, er det dog stadig med visse forbehold. Men med denne konklusion in mente kan vi dog konstatere, at det er uhensigtsmæssigt at betragte alle volatile vælgere ud fra samme optik, idet de påvirkes modsatrettet af uddannelse. De modsatrettede resultater for henholdsvis blok-‐ og partiskifterne kan illustreres således:
82
Figur 4.2: Sandsynligheden for at blokskifte som følge af uddannelse. Udregnet ud fra model 1 blokskiftere versus stabile, 2001. De resterende variable i modellen er holdt konstant med udgangspunkt
i et medianniveau for den samlede stikprøve.
Figur 4.3: Sandsynligheden for at partiskifte som følge af uddannelse. Udregnet ud fra model 2
partiskiftere versus stabile, 2001. De resterende variable i modellen er holdt konstant med udgangspunkt i et medianniveau for den samlede stikprøve.
83
Sammenstiller vi ovenstående resultater med resultaterne fra analysen af model 4, dvs. alle ustabile versus stabile vælgere, kan endnu en interessant slutning drages. Mens uddannelsesvariablen i de ovenstående modeller viste signifikante resultater, viser analysen af de ustabile vælgere som samlet gruppe ingen resultater. Dette skyldes højst sandsynligt, at fordi uddannelse påvirkede de to grupper af ustabile vælgere i forskellig retning, udligner disse resultater hinanden, når grupperne behandles som ens. Dette medfører, at man overser reelle prædiktorer, hvis man kategoriserer alle volatile vælgere i samme gruppe og analyser dem ud fra denne betragtning. Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Alder ,993^ ,985** ,983** Køn (mand) ,937 ,913 1,164 Uddannelse 1,037 1,025 1,038 Tabel 4.8: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile versus
stabile vælgere (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: kvinde. De kontinuerte variable er: alder og uddannelse.
Ovenstående gennemgang af de socioøkonomiske baggrundsfaktorers betydning, viser således, at når det kommer til forskelle blandt de volatile vælgere har køn ingen forklaringskraft og ændrer således ikke på sandsynligheden for at være blokskifter frem for partiskifter. Ligeledes gælder det, når vi ser på, hvad der påvirker blokskiftere i forhold til stabile vælgere. Alder viser sig som en svag indikator, idet yngre vælgere kun ved et undersøgt valg har signifikant større sandsynlighed for at være blokskiftere end for at være partiskiftere. Samme tendens viser sig også, når vi ser på blokskiftere i forhold til stabile vælgere, idet man ved alle tre valg kan påvise en øget sandsynlighed for blokskifte med faldende alder. Analyse af Uddannelsesvariablen er mere tvetydig i sine resultater. Når vi undersøger blokskiftere mod stabile vælgere får vi kun et enkelt signifikant resultat, der peger på at lavere uddannelse øger sandsynligheden for blokskift. Når vi alene analyserer partiskiftere versus stabile, kan vi påvise en signifikant sammenhæng ved samme valg, men denne peger den modsatte retning. Sammenligner vi de to grupper af volatile vælgere, kan vi ved to valg påvise en signifikant sammenhæng, som viser at lavere uddannede i højre grad øger sandsynligheden for blokskiftere end partiskiftere. På den måde adskiller gruppen sig internt, idet lavere uddannelse mindsker sandsynligheden for partiskift, men øger sandsynligheden for blokskift. Uddannelsesfaktorens effekt forsvinder, når de volatile vælgere undersøges samlet.
84
4.2 Politisk involvering og politiske budskaber
Som fremført i teorigennemgangen foreskriver den socialpsykologiske retning, at vælgernes generelle politiske involvering er betydningsfuld for graden af stabilitet, idet holdningsdannelsen og dermed partivalget påvirkes af en række faktorer relateret til netop politisk involvering. Ud fra denne betragtning forventes vælgere med høj politisk involvering derfor at have stabile holdninger, da høj involvering medfører, at vælgernes politiske holdninger bygger på mere grundlæggende overvejelser og dermed ikke ændrer sig fra valg til valg. Omvendt vil vælgere med lav politisk involvering være lettere at påvirke og dermed være mere ustabile. Ligeledes havde vi en forventning om, at mængden af politiske budskaber (medieforbruget) var en vigtig faktor. Hypotesen for blokskifterne blev derfor: Blokskiftere har lav politisk involvering og lavt forbrug af politiske budskaber Som indikatorer for politisk involvering udvalgte vi, som tidligere redegjort for, partitilknytning, partimedlemskab, graden af begejstring ved partivalg, politisk viden, politisk selvtillid og politisk interesse. Disse faktorer vil blive gennemgået enkeltvist hvorefter vi afslutter med medieforbruget.
Analysen af hvordan politisk involvering og medieforbrug påvirker sandsynligheden for et blokskifte giver os flere interessante resultater. Nedenstående tabel viser analysens samlede resultater for den politiske involvering: Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politisk viden ,881 ^ Politisk interesse 1,078 ,934 1,463 ** Partiidentifikation ,142 ** ,158 ** ,251 ** Partimedlemskab 1,021 ,782 ,383 Begejstringsniveau ,798 * ,760 ** ,730 ** Politisk selvtillid ,995 1,000 ,985 ** Politiske budskaber
1,004
Tabel 5.9: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus
stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 5.1. Som referencekategorier på kategoriske
85
variable er anvendt: ingen identifikation og ikke medlem. De kontinuerte variable er: politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber.
Forventningen var som beskrevet, at lavere politisk involvering øgede sandsynligheden for at være blokskifter, og dermed, at lavere politisk interesse, som en indikatorer herfor, påvirker sandsynligheden for et blokskift positivt. Vi får kun ét signifikant resultat fra analysen af interesse, og dette peger i modsat retning af forventet. Ved 2005-‐valget stiger sandsynligheden således for at være blokskifter med en stigende politisk interesse.
At vi ikke kan påvise den forventede sammenhæng, men tværtimod et modsatrettet resultat, tyder på, at politisk interesse ikke, som den socialpsykologiske retning ellers foreskriver, medfører stabilitet. En forklaring herpå kan være, at de vælgere, der aktivt tilvælger et parti fra en anden politisk blok end den, de tidligere har tilhørt, gør dette med udgangspunkt i en interesse for politik. Man kan sige, at deres blokskift således er et velovervejet og reflekteret tilvalg mere end et udtryk for tvivl eller påvirkning af korttidsfaktorer. Således vil blokskiftere med høj politisk interesse heller ikke skifte blok ofte, idet valget formentlig ikke er udtryk for en tilgang til politisk adfærd, men i højere grad udtryk for en række omstændigheder, der efter overvejelse samlet har medført et behov for et blokskifte. Dog er det kun et enkelt valg, der viser denne sammenhæng, hvorfor der ikke bør drages forhastede konklusioner på baggrund heraf. Resultatet stemmer dog overens med Daltons hypotese om kognitiv mobilisering, hvor politisk interesse defineres som en komponent, og hvor denne mobiliseringsproces er positivt relateret til volatilitet (Dalton 1984).
Data til brug for analyse af betydningen af politisk viden er kun tilgængeligt for et enkelt valg, og vi kan derfor kun undersøge denne faktor for 2005-‐valget. Politisk viden er operationaliseret gennem en række spørgsmål om politik, hvorefter vi beregnede et vidensindeks (0-‐7). Forventningen var, at lavere viden øger sandsynligheden for et blokskifte. Resultaterne fra analysen af blokskifterne (model 1) stemmer overens med det forventede. Vælgere med lavere politisk viden har således større sandsynlighed for et blokskifte. Det teoretiske udgangspunkt styrkes derfor. Således stemmer antagelsen om, at vælgere med lav viden tænker mindre over deres holdninger, hvorfor disse er mindre indlejrede og således nemmere at påvirke, overens med vores resultater. Det er i denne optik værd at bemærke, at såfremt denne fortolkning holder stik, vil blokskiftere med lav politisk viden således forventes at tendere mod fortsat ustabilitet, medmindre deres vidensniveau ændrer sig. Vælgernes politiske selvtillid eller modstykket hertil, politisk afmagt, forventede vi også havde forklaringskraft i forhold til volatiliteten. Forventningen til den politiske selvtillids betydning var, at et fald i denne øgede sandsynligheden for volatilitet. Vi finder kun signifikante resultater for valget i 2005, men her bliver vores antagelse bekræftet, idet stigende politisk selvtillid mindsker sandsynligheden for blokskifte. For de to resterende valg, 1998 og 2001, er der ingen signifikante resultater
86
Vi havde en klar og velunderbygget forventning om, at manglende partiidentifikation medfører øget sandsynlighed for et blokskift. Ved alle tre valg kan vi som forventet påvise en signifikant sammenhæng mellem partiidentifikation og sandsynligheden for at være blokskifter, hvor partiidentifikation mindsker sandsynligheden for blokskift. Rent intuitivt er det da også forventeligt, at vælgere, som føler tilknytning til et parti ikke skifter blok og stemmer på et nyt parti. Intuitivt forekom det ligeledes oplagt, at vælgere, der er medlem af et parti, ikke skifter blok ved folketingsvalg. Partimedlemskab forventede vi derfor ville fremstå som en stabiliserende faktor for vælgeradfærden. Det er derfor slående, at kun valget 2005 viser en signifikant sammenhæng. De to andre valg viser ingen effekt, hvilket tyder på, at partimedlemmer og ikke-‐partimedlemmer har lige stor sandsynlighed for at være blokskiftere. En mulig forklaring kan være, at en andel af blokskifterne har meldt sig ind i deres ’nye’ parti. Hvis man betragter de politiske partiers medlemsstatistikker, kan det da også konstateres, at der i perioden er sket et skift i ud-‐ og indmeldinger i partierne, idet Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten har haft en stigning i medlemstallet, mens Venstre, Kristendemokraterne, Konservative og Socialdemokraterne har mistet medlemmer29. Samtidig er der det forskningsmetodologiske aspekt, at de vælgere, der vælger at deltage i valgundersøgelser, som tidligere beskrevet, generelt er mere politisk interesserede end andre vælgere, hvorfor det ikke synes usandsynligt, at der er en overrepræsentation af partimedlemmer i stikprøven. Kombinerer man disse to elementer, kan man forestille sig, at grundet det forventet høje antal medlemmer blandt respondenterne, sløres det egentlige billede af medlemskabets betydning. Sidste indikator for politisk involvering er graden af begejstring for det parti, som vælgeren har stemt på, dvs. om de er begejstrede for det valgte parti, eller om de i højere grad vælger det mindste onde. Forventningen er, at sandsynligheden for at krydse midten stiger med vælgernes faldende begejstring. Resultaterne fra analysen af blokskifterne (model 1) bekræfter til fulde denne forventning, idet der viser sig signifikante sammenhænge ved alle tre valg. Graden af begejstring har en negativ sammenhæng med sandsynligheden for at være blokskifter. Dette kan tolkes som et udtryk for, at blokskifteres valg af parti, i højere grad end at være et tilvalg, er et fravalg af tidligere parti og blok. Hvis dette er tilfældet, vil de sandsynligvis kunne finde på at udvise volatil vælgeradfærd ved et senere valg, indtil de finder et parti, de begejstres for. Den sidste faktor, som vi undersøger i denne hypotese, er hvorvidt politiske budskaber (medieforbruget) påvirkede sandsynligheden for blokskifte. Forventningen var, at blokskiftere har et lavere forbrug af politiske budskaber, hvilket i operationaliseringen blev til et lavere forbrug af medier med politiske 29 Medlemsstatistikker er oplyst ved henvendelse til de relevante partikontorer
87
budskaber. Teoretisk byggede denne forventning på socialpsykologiske teorier om holdningsdannelse. Ved folketingsvalg vil de politiske budskaber være af så høj intensitet, at de vil nå ud til alle dele af befolkningen, og det vil ifølge Zaller (1992) være de mindst politisk involverede, der vil blive mest påvirket af dem. Således vil vælgere med lav politisk involvering og lavt medieforbrug være de mest ustabile. Der forventes derfor en interaktionseffekt mellem politisk involvering og politiske budskaber. Analysen viser dog, at medieforbruget ikke påvirker sandsynligheden for et blokskifte. Vælgere, der har et lavt medieforbrug har samme sandsynlighed for at være blokskiftere som vælgere med et højt medieforbrug, hvorfor vi må afkræfte denne del af hypotesen. Afslutningsvis kan det om den politiske involvering og medieforbrug sammenfattes, at selvom ikke alle forventede sammenhænge viste signifikante resultater for alle tre valg, er det værd at fremhæve, at der for hver prædiktor undtagen medieforbrug ved mindst et af valgene kunne identificeres en påvirkning af sandsynligheden for at være blokskifter. Forventninger til betydningen af partiidentifikation blev bekræftet for alle tre valg, ligesom det gjorde sig gældende for begejstringsniveauet. Politisk selvtillid viste sig kun signifikant for et enkelt valg, hvilket også gjaldt for politisk viden, sidstnævnte findes dog også kun i et valg. Partipolitisk medlemskab samt politisk interesse var også kun signifikant for et enkelt valg, hvor sidstnævntes påvirkning var anderledes end forventet. Med udgangspunkt i denne viden bliver det nu interessant at se, om analysen af partiskifterne versus de stabile vælgere (model 2) og blokskifterne versus partiskifterne (model 3) viser, at politisk involvering og medieforbrug påvirker partiskiftere anderledes end blokskiftere. Ved analysen af partiskiftere versus stabile vælgere (model 2) viser resultaterne, at det, med én undtagelse, er de samme faktorer, som påvirkede blokskiftere, der i denne analyse viser sig signifikante for partiskifte. Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politisk viden ,898* Politisk interesse 1,347** ,962 1,323** Partiidentifikation ,223** ,235** ,275** Partimedlemskab ,450* ,437* ,685 Begejstringsniveau ,989 ,807** ,834** Politisk selvtillid ,999 1,001 ,997 Politiske budskaber ,999
Tabel 4.10: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskifterne versus stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: ingen identifikation og ikke medlem. De kontinuerte variable er: politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber.
88
Den eneste forskel vi finder, er således faktoren politisk selvtillid, der havde signifikant betydning for blokskifte, men i denne analyse af partiskifterne ikke giver nogen signifikante resultater. Det betyder, at partiskifterne ikke opfatter deres egne politiske kompetencer som anderledes end de stabile vælgere. Grunde til disse forskellige resultater vil vi se nærmere på, efter vi har fundet ud af, hvilke forskelle der viser sig signifikante i en direkte sammenligning af de to ustabile vælgergrupper. På baggrund af de ovenfor præsenterede resultater fra de separate analyser af blokskifterne og partiskifterne vender vi os mod analyseresultaterne fra den direkte sammenligning af de to ustabile vælgergrupper (model 3). Denne analyse kan vise os på hvilke måder, blok-‐ og partiskiftere adskiller sig signifikant fra hinanden. Umiddelbart må det forventes, at de faktorer, der kun viser sig i en af de overstående analyser, vil vise sig som signifikante resultater i denne analyse, hvilket gjaldt politisk selvtillid. Derudover kan vi forvente at se signifikante resultater, der hvor en given faktor påvirker blokskifterne og partiskifterne i større eller mindre grad. Uddrag af resultaterne fra den samlede regressionsanalyse af blokskifterne versus partiskifterne kan aflæses i denne model: Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politisk viden ,955 Politisk interesse ,805 ,921 1,072 Partiidentifikation ,702 ,680 ,873 Partimedlemskab 2,535 1,721 ,464 Begejstringsniveau ,722** ,926 ,829* Politisk selvtillid ,994 1,000 ,990^ Politiske budskaber 1,007
Tabel 4.11: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere
versus partiskifterne (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: ingen identifikation og ikke medlem. De kontinuerte variable er: politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber.
Som forventet på baggrund af resultaterne fra model 1 og 2 er politisk selvtillid en faktor, der adskiller blokskifterne fra partiskifterne. Blokskifterne føler altså større politisk afmagt end partiskifterne. Dette resultat finder vi i 2005, som er det samme år, hvor vi konstaterede et signifikant resultat i analysen af blokskifterne. Da faktoren er testet ved alle tre valg, men blot fundet ved et valg, er der dog ikke tale om, at vælgerens egen vurdering af politiske kompetencer er en stærk prædiktor, når man ønsker at belyse forskelle indenfor den volatile
89
gruppe. Der er ikke umiddelbart noget, der kan forklare, hvorfor 2005-‐valget skulle være præget af mistillid hos denne vælgergruppe, hvilket da også yderligere besværliggøres af, at vi ikke kan aflæse, om det i højere grad er vælgere vandrende fra rød til blå blok eller omvendt, der føler mistillid. En anden faktor, der viser signifikant forskellig påvirkning af de ustabile vælgere er graden af begejstring. Altså om man stemte på det parti, som man valgte med begejstring. Denne analyse viser, at blokskifterne har et lavere begejstringsniveau end partiskifterne. Der er nemlig faldende sandsynlighed for et blokskifte frem for et partiskifte med stigende begejstringsniveau. Begejstring viser sig således som en stærk prædiktor, når forskellene mellem de volatile vælgere skal åbenbares. Analysen viser signifikante resultater for valgene 1998 og 2005. Ved valget i 2001 kan der ikke påvises en signifikant sammenhæng. Således adskiller de ustabile vælgere sig på dette punkt fra hinanden, idet blokskifteres partivalg i højere grad end partiskifteres partivalg er præget af mangel på begejstring. Dette tyder som tidligere nævnt på, at disse vælgeres blokskifte mest af alt er et fravalg af tidligere parti/blok og måske derfor er et udtryk for skuffede forventninger og utilfredshed med tidligere valg. Det tyder ydermere på, at den gamle blok i højere grad har ’tabt’ vælgeren, end den nye blok har ’vundet’ vælgeren. Dermed kan ustabiliteten forventes at være vedvarende, idet man som følge af ovenstående kan tolke, at tilknytningen til den nye blok er lav. Graden af politisk interesse kan ikke påvises at have en signifikant effekt på sandsynligheden for at være blokskifter frem for at være partiskifter. Således påviser resultaterne, at interesseniveauet ikke adskiller de volatile vælgere. Det samme gør sig gældende for politisk viden. Når det kommer til en sammenligning mellem parti-‐ og blokskiftere, viser det sig, at de ustabile vælgere på dette område fremstår som en homogen gruppe med samme grad af politisk viden. Således er resultatet ikke signifikant for valget i 2005. For så vidt angår partiidentifikation ved vi fra de ovenstående analyser, at denne variabel negativt påvirker sandsynligheden for både at væreblokskifter og partiskifter. Når der foretages en sammenligning mellem parti-‐ og blokskiftere på dette områder, viser det sig også, at denne faktor ingen forklaringskraft har i forhold til at beskrive forskelle mellem de to grupper. For alle tre valg er påvirkningen insignifikant, og vi kan derfor uddrage, at begge volatile grupper påvirkes i samme grad af partiidentifikation, og at de derfor ikke adskiller sig fra hinanden på dette område. At blokskifterne og partiskifterne på dette felt er en homogen gruppe kan forklares ved, at partiskiftere og blokskiftere har lige ringe partitilknytning, hvilket jo intuitivt er meningsfuldt, idet begge grupper skifter parti. En undersøgelse af 2005-‐valget viser da også, at blandt dem, der ingen partiidentifikation havde, skiftede nogenlunde samme antal vælgere parti og blok (Borre & Lolle 2007: 285). Sandsynligvis har partiskiftere i modsætning til blokskiftere en større blok-‐identifikation, men dette giver vores data ikke
90
mulighed for at undersøge. Denne fortolkning stemmer dog overens med den konklusion Nielsen (2002: 80) drager om de danske vælgere, hvor han finder, at størstedelen ikke har tilknytning til et politisk parti, men til en politisk blok. Analysen af partimedlemskab kan ikke påvise nogen signifikante sammenhænge, som indikerer, at et partimedlemskab har indflydelse på sandsynligheden for et blokskift frem for et partiskidt. De teoretiske og empiriske begrundede forventninger var, at ikke-‐medlemmer havde en øget sandsynlighed for volatil adfærd. Denne forventning må dog afkræftes, hvilket må pege på, at de to vælgergrupper i samme grad har meldt sig ind i deres nye parti, eller i samme grad har meldt sig ud af deres gamle parti. Politiske budskaber kan ikke påvises at influere de volatile vælgere forskelligt, idet resultatet ikke kan påvise signifikant sammenhæng mellem medieforbrug og politiske budskaber. Dette skal dog ikke tolkes som, at medieforbruget ikke har betydning, blot at vælgergrupperne bliver lige påvirket, eller omvendt ikke påvirket. Det er dog svært at måle politiske budskabers betydning, og denne analyse har alene målt ved hjælp af medieforbrug. Blev faktoren i et andet design operationaliseret anderledes, kan man ikke afvise, der ville vise sig effekt. Sammenfattende om medieforbruget og den politiske involverings betydning kan det fremhæves, at når blokskiftere undersøges i forhold til stabile vælgere, konstaterer vi, at flere faktorer fremmer sandsynligheden for et blokskifte. Således finder vi signifikante resultater for tre valg, når det gælder graden af begejstring samt partiidentifikation. Politisk interesse, partipolitisk medlemskab og politisk selvtillid er kun signifikant ved et enkelt valg, og fremstår derfor ikke som stærke indikatorer. Der er dog alligevel værd at bemærke, at det for den politiske interesse gælder, at den signifikante sammenhæng pegede i modsat retning af forventet, idet høj interesse øgede sandsynligheden for et blokskifte. Også politisk viden viste sig signifikant det ene år, det er undersøgt. Vi kan omvendt konstatere, at medieforbruget ikke påvirker. Når vi vender blikket mod de potentielle forskelle mellem parti-‐ og blokskiftere, er resultaterne mindre konsistente. Graden af begejstring viser som det eneste variabel signifikans ved to valg, hvor en manglende begejstring ved partivalg øger sandsynligheden for et blokskifte frem for et partiskifte. Fald i den politiske selvtillid kan ved et valg påvises at øge sandsynligheden for et blokskifte. Politisk interesse, partiidentifikation, partimedlemskab og politisk viden har ikke signifikant effekt ved nogen af valgene, ligesom dette gælder for medieforbrug. Det er således svært at drage stærke konklusioner på baggrund heraf, men vi skal alligevel kommentere de resultater vi har fundet. Ser vi således bort fra de insignifikante resultater, kan vi karakterisere blokskiftere som værende mindre begejstrede ved deres partivalg samt som havende lavere politisk selvtillid.
91
Når analysen af blokskiftere versus partiskiftere i forhold til politisk involvering ikke giver flere resultater, må det være fordi, de to grupper er ens, hvad angår disse områder. I analysen af de to grupper som en homogen ustabil vælgergruppe bliver påvirkningen af de faktorer, der var ens for blokskifterne og partiskifterne mere konsistent mellem valgene. Således kan vi i nedenstående tabel se, hvordan partimedlemskab nu er signifikant i flere valg end i ovenstående analyser, hvilket også gør sig gældende, hvad angår politisk interesse Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politisk viden ,884 ** Politisk interesse 1,287** ,951 1,370 ** Partiidentifikation ,204 ** ,197 ** ,267 ** Partimedlemskab ,529 * ,600 ^ ,584 * Begejstringsniveau ,932 ,788 ** ,785 ** Politisk selvtillid ,998 1,001 ,994 * Politiske budskaber 1,001
Tabel 4.12: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile
versus stabile vælgere (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Som referencekategorier på kategoriske
variable er anvendt: ingen identifikation og ikke medlem. De kontinuerte variable er: politisk viden, politisk interesse, begejstringsniveau, politisk selvtillid, politiske budskaber.
Men den forstærkende effekt viser sig også fra en anden side. Manglende politisk selvtillid giver i denne analyse et signifikant resultat, men som beskrevet i de foregående analyser, var dette kun en faktor, der redegjorde for blokskifterne. Ved at behandle de ustabile vælgere som en samlet gruppe forsvinder effekten ikke, men til gengæld kommer odds ratioen tættere på 1, og signifikansniveauet bliver dårligere. Desuden ved vi fra tidligere at partiskiftere ikke påvirkes, hvilket man ellers kunne foranlediges til at tro ved denne analyse. Dette betyder, at odds ratioen umiddelbart viser, at man hverken bliver mere eller mindre tilbøjelig til at være henholdsvis stabil eller ustabil vælger alt efter ens politiske selvtillid. Men det er altså et resultat af, at de to grupper behandles ens.
4.3 Politisk lederskab
Teoridannelsen gav os belæg for at forvente, at ustabile vælgere er mere påvirkede af korttidsfaktorer, heriblandt de politiske lederes image. Ydermere antog den angvine teori, at holdningen til de politiske ledere får stigende betydning, når partierne i vælgernes øjne nærmer sig hinanden. Da partierne i Danmark antages at have nærmet sig hinanden, forventede vi, at denne faktor
92
har fået øget betydning for partivalget, ligesom vi forventede, at netop ustabile vælgere er særlig påvirket heraf.
Hvorvidt det politiske lederskab specifikt påvirker de blokskiftende vælgere er endnu ikke undersøgt, og vi ønsker derfor dette klarlagt i denne analyse. Med udgangspunkt i teorien var vores antagelse, at vælgere, som angiver, at den politiske leder spiller en større rolle for partivalget end partiets politik, vil være mere tilbøjelige til at krydse den politiske midte. Således vil det affektive forhold til lederen have større betydning, end det holdningsmæssige politiske spring et blokskift indikerer. Hypotesen blev derfor: Blokskiftere er påvirkede af sympatien for den politiske leder Resultatet af vores analyse af, hvorvidt blokskifterne stemmer mere efter, hvad de synes om den politiske leder end egne politiske holdninger, kan ses i nedenstående tabel. Partileder-‐variablen går fra 1-‐5, hvor højeste værdi er udtryk for at stemme mest efter syn på den politiske leder. Tabellen er et uddrag af den samlede logistiske regressionsanalyse præsenteret i starten af analysen. Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Partileder-‐effekt 1,286 ** 1,126
Tabel 4.13: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.1. Partileder effekt er en kontinuerte variable.
Som man kan se i tabellen, er der et signifikant resultat ved de to valg, hvor spørgsmålet indgår i valgundersøgelsen. Resultatet viser, at vælgere, der stemmer mere efter deres syn på den politiske leder, har større sandsynlighed for at være blokskiftere. Dette stemmer overens med de teoretiske antagelser, der foreskriver, at politiske holdninger skal opfattes som mere stabiliserende end korttidsfaktorer som politikersympati. Således var det forventet, at vælgere påvirket af sidstnævnte ville være mere påvirkelige, idet lederes aktuelle popularitet, valgvind og medietække her vil spille ind. Dette element kan også have spillet ind som forklaring for det manglende signifikante resultat ved 2005-‐valget. Dette skyldes, at kun Socialdemokratiet og Kristendemokraterne skiftede leder i perioden mellem valgene i 2001 og 200530. Dermed kan man formode, at vælgerne ikke er blevet påvirket til et skift, idet lederen er den samme, hvorved vælgerne ikke er blevet påvirket til ændret adfærd, hvis vi antager, at valgvinden ikke har vendt. Andre forklaringer på det manglende signifikante resultat kan være, som det tidligere i teorigennemgangen er fremført, at debatten om præsidentialisering i højere grad handler om præsentation end om en reel effekt,
30 For disse oplysninger henvises til partiernes hjemmesider
93
og det dermed stadig er partierne frem for lederne, der afgør vælgernes stemmeadfærd, også for så vidt angår blokskifterne.
En metodologisk fejlkilde kan dog også repræsentere en årsag, idet man kan henvise til operationalisering af hypotesen, idet vælgerne selv bedes angive, i hvor høj grad de lader sig påvirke af de politiske ledere frem for af deres politiske holdninger. Man kan med udgangspunkt i tidligere erfaring fra valgforskning og spørgeskemaundersøgelser forestille sig, at den fulde sandhed om vælgeradfærden ikke kommer frem, idet respondenterne ikke altid fortæller den fulde sandhed. Respondenterne kan være uvillige til at indrømme, at de lader sig påvirke af personlighed frem for politisk substans, hvorfor de reelle forskelle ikke kommer til udtryk ved denne analyse. Dette gør sig for så vidt også gældende ved de signifikante resultater, idet man bør være bevidst om, at flere respondenter muligvis lader sig påvirke af den politiske leder. Uafhængigt af hvordan vi bedst tolker ovenstående resultater, er det interessant at afdække, hvorvidt partiledereffekten påvirker partiskiftere på samme måde som blokskiftere. Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. Stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Partileder-‐effekt 1,180* 1,132^
Tabel 4.14: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskiftere versus stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. Partileder effekt er en kontinuert variable.
Analysen af partiskifterne versus stabile vælgere viser, at partiskifterne stemmer mere efter deres syn på partilederen. I denne analyse er sammenhængen dog signifikant for begge de undersøgte valg. Således påvirker partileder-‐effekten både sandsynligheden for et blok-‐ og for et partiskift. Da partileder-‐effekten viste sig i begge de foregående analyser, vil denne analyse af blokskiftere versus partiskiftere kun give signifikante resultater, såfremt der er forskel på graden af påvirkning, altså styrken af partileder-‐effekten.
94
Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. Parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Partileder-‐effekt 1,043 1,045
Tabel 4.15: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus partiskiftere (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Partileder effekt er en kontinuert variable. Analysen giver ingen signifikante resultater, og vi kan derfor fastslå, at blok-‐ og partiskifterne er påvirket på samme måde af denne faktor. Med andre ord stemmer de begge i samme grad efter sympatien for den politiske leder, hvorfor vores antagelse, om at blokskifterne i højere grad var påvirket af denne faktor, kan afkræftes. Det er derfor ikke overraskende, at en analyse af de ustabile vælgere som en samlet homogen gruppe også viser, at de ustabile vælgere påvirkes. Begge år fremkommer der således signifikante resultater. Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. Stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Partileder-‐effekt 1,201 ** 1,126 *
Tabel 4.16: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile versus stabile vælgere (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Partileder effekt er en kontinuert variable. Det ses at odds ratio tallet lægger sig imellem de enkeltstående analysers resultater, hvor sandsynligheden steg mest drastisk, når blokskifterne blev analyseret og mindre drastisk, når partiskifterne blev analyseret. Vi kan afsluttende konstatere, at opfattelsen af lederen påvirker alle ustabile vælgere, og at blok-‐ og partiskifterne ikke adskiller sig her.
4.4 Ideologisk bredde
Den rationelle vælgeradfærdsteori hævder, at vælgernes entydige fokus ved stemmehandlingen er egennyttemaksimering. Dette kombineret med Downs afstandsmodel gjorde, at vi forventede, at vælgerne ville opnå størst nytte ved at stemme på det parti, som de holdningsmæssigt er nærmest. Med udgangspunkt heri havde vi derfor en forventning, om at vælgere, som skifter mellem de politiske blokke, opfatter partierne som værende placeret i tæt nærhed af hinanden. Hvis partisystemet i vælgerens optik fremstår depolariseret, vil et skift fra den ene til den anden blok således ikke ændre nytten for vælgeren, idet de ikke opfatter partierne på de to blokke som placeret langt fra hinanden. Dette på
95
trods af, at partierne realpolitisk tilhører hver sin blok. Med udgangspunkt heri forventede vi, at: Blokskiftere opfatter partisystemets ideologiske bredde som smal I operationaliseringen nåede vi frem til, at dette kunne belyses med en variabel for, hvor bredt vælgeren opfattede det politiske system, og via vælgernes opfattelse af, om det gør en forskel, hvem der har regeringsmagten. En højere værdi indikerer henholdsvis større bredde i det politiske system samt, at det gør en forskel, hvem der har regeringsmagten. Forventningen til begge variable er derfor, at odds ratio er under 1. Resultaterne fra analysen af blokskifterne viser i overensstemmelse med denne forventning, at blokskiftere påvirkes af dette aspekt. Således viser resultaterne i tabellen signifikante sammenhænge mellem begge faktorer og blokskifte. Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Ideologisk bredde ,705 ** ,703 ** ,862 Forskel på regeringsmagten
,948 ,884 ^ ,795 **
Tabel 5.17: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskifterne
versus stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 5.1. ideologisk bredde og forskel på
regeringsmagten er en kontinuerte variable.
Blokskiftende vælgerne påvirkes således af deres opfattelse af den ideologiske bredde. Dette viser sig signifikant ved valget i 1998 og ved valget i 2001. Samtidig kan det bemærkes, at tendensen peger i samme retning i 2005. Vælgere, der placerer partierne tæt på hinanden på den klassiske højre-‐venstre-‐skala har signifikant større sandsynlighed for blokskifte. Ligeledes viser næste faktor, at vælgerens syn på, hvorvidt det gør en forskel, hvem der regerer landet, påvirker sandsynligheden for blokskifte. Vælgere, som synes, at der er en reel forskel på de to regeringsalternativer, har altså mindre sandsynlighed for at skifte blok.
Samlet set mener vi derfor at kunne fastslå, at vælgerens opfattelse af partisystemets polarisering og forskelle ved regeringsalternativerne påvirker sandsynligheden for et blokskifte. Med denne viden in mente er det interessant at afdække, hvorvidt partiskifterne påvirkes på samme måde.
96
Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Ideologisk bredde 1,010 1,230^ 1,186^ Forskel på regeringsmagten
1,046 1,042 ,913
Tabel 4.18: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskifterne
versus stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. ideologisk bredde og forskel på
regeringsmagten er en kontinuerte variable. Analyseresultaterne ovenfor afdækker, at partiskiftere ved to valg ligeledes påvirkes af deres opfattelse af partiernes placering og dermed den ideologiske bredde. Men i modsætning til blokskifterne øges sandsynligheden for partiskifte i takt med en opfattelse af partiernes placering som mere polariseret. Vi kan derfor konstatere, at partiskifterne ikke anser partierne som tæt på hinanden. Men med vores viden om de danske vælgere, kan man dog stadig forestille sig, at de som tidligere nævnt, ser partierne grupperet på hver sin side af midten (Nielsen 2002).
Sandsynligheden for partiskift influeres ikke af, hvorvidt regeringsalternativerne opfattes som værende ligeværdige. Disse resultater tyder på, at vi kan forvente signifikante forskelle i den følgende analyse af forskelle mellem partiskiftere og blokskiftere, eftersom dette aspekt påvirkede blokskifterne. For så vidt angår betragtningen af den ideologiske bredde kan vi konstatere signifikante resultater for alle tre valg. Analyseresultaterne peger i samme retning som vores forventning, idet sandsynligheden for et blokskift frem for et partiskift øges, når man opfatter partisystemet som depolariseret. Partiskiftere anser sandsynligvis i højere grad partierne som grupperet og bevæger sig alene inden for denne gruppe, mens blokskifterne tværtimod ikke ser nogen væsentligt skel mellem de to politiske fløje. Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Ideologisk bredde ,784^ ,546** ,725* Forskel på regeringsmagten
,878 ,832^ ,906
Tabel 4.19: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskifterne
versus partiskifterne (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Ideologisk bredde og forskel på
regeringsmagten er en kontinuerte variable.
97
Med hensyn til den anden faktor, forskelle på regeringsalternativerne, forventede vi, at de vælgere, der i mindre grad mener, at det gør en forskel, hvilket regeringsalternativ der har magten, ville have øget sandsynlighed for et blokskifte. Omvendt formodede vi, at partiskiftere i højere grad end blokskiftere mener, at der er en reel forskel mellem de to regeringsalternativer, hvorfor de netop kan forventes at være trofaste over for netop ’deres’ blok. Der kan kun konstateres et resultat i 2001, hvor opfattelsen af regeringsalternativerne som ligeværdige øger sandsynligheden for et blokskift frem for partiskift. At de øvrige valg ikke viser en sammenhæng kan enten tyde på, at partiskiftere og blokskiftere har samme opfattelse af regeringsalternativerne, eller at blokskifternes skift ikke skyldes, at de ikke finder en forskel, men tværtimod, at skiftet netop sker med udgangspunkt i en forskel. I den optik skal blokskiftet ses som en aktiv handling, der netop har til formål at få en anden regering og dermed en anden politik. Dog viste den første analyse, at blokskiftere i højere grad ingen forskel ser, hvorfor denne forklaring er mindre sandsynlig Med de præsenterede resultater in mente står det klart, at måden, hvorpå vælgerne opfatter partisystemet og forskelle mellem regeringsalternativerne, viser sig betydningsfuld. Ved analysen af, hvad der påvirker blokskifteren i forhold til stabile vælgere, står det klart, at især vælgernes placering af partierne har betydning for deres tilbøjelighed til et blokskifte. Samme billede tegner sig ved analysen af, hvordan blok-‐ og partiskifterne adskiller sig, idet vælgernes placering af partier giver signifikante resultater ved alle tre valg. Det kan derfor konstateres, at blok-‐ og partiskiftere på dette område adskiller sig fra hinanden. Om man mener, der gør en forskel, hvem der har regeringsmagten, viser sig mindre betydningsfuldt, idet kun et enkelt valg påvirker blokskiftere anderledes end partiskiftere.
Dette resultat indikerer, at hvis partierne i stigende grad agerer, så vælgerne ikke ser ideologiske forskelle mellem dem, er der en potentiel mulighed for øgning i blokskifte, eftersom dette påvirkes af partiernes placering. Med udgangspunkt i denne konklusion og de modsatrettede analyseresultater er det nærliggende at se på, hvad den traditionelle analyse af alle ustabile vælgere versus de stabile vælgere kan fortælle om påvirkningen af de to indikatorer på ideologisk bredde.
98
Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Ideologisk bredde ,914 ,887 1,048 Forskel på regeringsmagten
1,022 ,976 ,871 *
Tabel 4.20: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile
versus stabile vælgere (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Ideologisk bredde og forskel på
regeringsmagten er en kontinuerte variable. Resultaterne i tabellen afslører, at de fleste af de ovenfor nævnte resultater ikke kan påvises, når blok-‐ og partiskifterne behandles som en samlet ustabil gruppe. Kun i 2005 ses et signifikant resultat for faktoren ’forskel på regeringsmagten’.
For faktoren ’ideologisk bredde’ kan de manglende resultater ved analyse af denne tyde på, at de modsatrettede resultater, der blev påvist i de første to analyser, ophæver hinanden. Skal man tolke effekten af ideologisk bredde alene på baggrund af denne analyse, vil denne ikke fremstå med nogen effekt. Således vil resultaterne af denne analyse indikere, at ustabile vælgere ikke påvirkes heraf.
Dette tyder på, at de to resultater ophæver hinanden og dermed ikke kan tillægges betydning. Således fremstår det, at ustabile vælgere ikke påvirkes, mens vores tidligere resultater har påvist, at begge vælgergrupper påvirkes. Dermed overser man, at denne faktor reelt spiller en rolle for sandsynligheden for ustabilitet, ligesom det ikke bliver muligt at få viden om, at den faktisk påvirker sandsynligheden i forskellig retning
4.5 Kompetencevurdering
Teorien om retrospektiv stemmeadfærd og issue voting-‐teoriens skildring af valensemners betydning gav os en samlet forventning om, at blokskiftere er påvirket af, hvordan de vurderer de politiske partiers kompetencer. Dette byggede på en forventning om, at de partier, som ikke har vist sig tilfredsstillende i vælgernes optik, på valgdagen vil blive straffet i stemmeboksen. Således uddrog vi hypotesen: Blokskiftere er påvirkede af kompetencevurdering
Hypotesen kan med udgangspunkt i vores operationalisering kun undersøges for to valg, da det valgte spørgsmål ikke er en del af valgundersøgelsen for 1998-‐
99
valget, ligesom vurderingen går på regering frem for de enkelte partier31. Variablens værdier henviser til, at højere værdier betyder større tilfredshed med den siddende regering. Skal hypotesen bekræftes skal odds ratioen derfor være under 1, da dette giver udtryk for en negativ sammenhæng. Vores første analyse af blokskiftere versus stabile vælgere viser, at der ved 2001-‐valget kan påvises signifikant sammenhæng. Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Kompetencevurdering ,659 ** ,884
Tabel 5.21: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere
versus stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 5.1. Kompetencevurdering en kontinuert
variable. De vælgere, som retrospektivt udviser utilfredshed med den siddende regerings kompetencer, har større sandsynlighed for blokskifte. 2005-‐valget viser samme tendens, men resultatet er dog ikke signifikant.
At resultaterne peger på en tendens, hvor kompetencevurderingen spiller en rolle, kan ud fra teorien om retrospektiv stemmeadfærd forklares ved, at vælgeren ønsker at straffe det parti, de stemte på ved foregående valg. Således stiger sandsynligheden for et blokskift ved en lavere kompetencevurdering. Hvorvidt partiskiftere i samme grad påvirkes af denne faktor, kan vi se fra resultaterne fra analysemodel 2. Vi kan se, at sandsynligheden for et partiskift også påvirkes i takt med en negativ kompetencevurdering, men atter kun gør sig gældende ved et enkelt valg. Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Kompetencevurdering ,865 ,830*
Tabel 4.22: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskiftere
versus stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. Kompetencevurdering en kontinuert
variable.
31 Som nævnt i operationaliseringen lægger vi os ad flere teoretikere, når vi hævder, at vælgerne i denne vurdering ser på den relative kompetence i forhold til oppositionen.
100
101
Med udgangspunkt i disse resultater og ud fra en forventning om, at man i en dansk politisk kontekst med fast blokpolitik kan forvente, at et partiskift ikke vil føre til en realpolitisk straf af regeringen, ønsker vi at se på, om blok-‐ og partiskiftere påvirkes forskelligt af deres kompetencevurdering. Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Kompetencevurdering ,800^ 1,063
Tabel 4.23: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere
versus partiskiftere (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Kompetencevurdering en kontinuert
variable. Denne antagelse finder vi belæg for ved 2001-‐valget. I dette tilfælde viser resultatet, at jo dårligere vælgeren vurderer regeringens præstation, des større er sandsynlighed for blokskifte frem for partiskifte. Dette kan eventuelt forklares ved, at der i en dansk politisk kontekst længe har været to faste koalitioner, og ønsker man at straffe sit tidligere parti, er det derfor nødvendigt at flytte sin stemme til modsatte politiske fløj, hvis man ønsker, at strafhandlingen udmønter sig i en realpolitisk effekt og en ny regering. Med udgangspunkt heri kan man derfor forklare, hvorfor vælgere, der udviser utilfredshed med regeringen, har større sandsynlighed for et blokskift, idet straffen herved er hårdere end ved et partiskift. 2005-‐valget giver derimod ikke et signifikant resultat, og dette peger ydermere i den modsatte retning, hvorfor vi ikke kan bekræfte denne hypotese til fulde. Analyserne af henholdsvis blokskiftere versus stabile samt blokskiftere og partiskiftere påviser alene signifikante resultater ved 2001-‐valget. Baggrunden herfor kan vi kun gisne om, men en oplagt forklaring er, at valget i 2001 førte til et regeringsskift, og således er analyseresultaterne muligvis et udtryk for, at vælgerne opfatter den siddende regering som metaltræt, og at mange vælgere ønsker en ny regering. I denne optik er det interessant, at tidligere undersøgelser har vist, at det netop var højrefløjens styrkede kompetenceprofil på valgets vigtigste emne, velfærd, som var afgørende for valgsejren (Goul Andersen 2003b: 165). Således taler dette analyseresultat for, at kompetencevurderingen i denne analyse mere viser sig som en kontekstafhængig faktor end en general forklaringsfaktor. Omvendt kan det tyde på, at har en regering siddet længe og af vælgerne opfattes som udbrændt, vil dette øge sandsynligheden for, at de foretager et blokskift frem for et partiskift, eftersom de på denne måde i højere grad sikrer, at en ny regering træder til. Med udgangspunkt i denne forståelse,
102
kan man tolke den blå fløjs tilbagegang i meningsmålingerne pt. netop som følge af den ovenfor beskrevne mekanisme. Ovenstående konklusioner om, at de to grupper af ustabile vælgere delvist påvirkes af kompetencevurderingen, underbygges i denne analyse af alle de ustabile vælgere som samlet gruppe versus de stabile vælgere. Resultaterne herfra viser sig nemlig signifikante for begge valgår. Negativ vurdering af den forrige regering øger således sandsynligheden for ustabilitet. Vælgere der mener, at regeringen har gjort et godt stykke arbejde, er modsat mere stabile. Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Kompetencevurdering ,765 ** ,844 *
Tabel 4.24: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile
versus stabile vælgere (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Kompetencevurdering er en kontinuert
variable.
4.6 Nypolitik
Den politiske udvikling de senere år har som tidligere beskrevet vist, at de klassiske fordelingspolitiske spørgsmål i stigende grad har måttet vige for den nypolitiske debat om eksempelvis indvandring og retspolitik. Den nypolitiske dimension har således fået en stadig stigende forklaringskraft, hvad angår vælgeradfærden, ligesom prioriteringen af denne har vist sig afgørende for det ændrede politiske styrkeforhold (Van der Brugge & Voss 2007: 127). Med udgangspunkt i saliens-‐teorien forventede vi, at det vil være de højest prioriterede emner, der er afgørende for vælgeradfærden. Det skal derfor som beskrevet i operationaliseringen være blandt vælgernes top-‐prioriteter, at de nypolitiske emner skal findes, hvis teoriens forventninger skal kunne bekræftes.
Den nypolitiske dimension er som gennemgået i teoriafsnittet ikke orienteret omkring den klassiske venstre-‐højre-‐skala og et partiskifte over den realpolitiske midte fra en blok til en anden, vil derfor inden for den nypolitiske dimension ikke opfattes som et blokskifte. I denne optik forventes vælgere som orienterer sig herefter som havende større sandsynlighed for blokskift. Ud fra en formodning om, at vælgere, der orienterer sig efter den nypolitiske dimension, ikke nødvendigvis vil opfatte et realpolitisk blokskift som et værdipolitisk blokskift, har vi derfor afledt hypotesen:
Blokskiftere går mere op i nypolitiske emner
103
Analysen af blokskifterne viser dog ingen signifikante resultater, som bakker teoriens forventninger op. Dermed er der intet, som tyder på, at blokskiftere er særligt påvirket af nypolitiske emner i sammenligning med stabile vælgere. Igen er det værd at bemærke, at det dermed ikke betyder, at vælgerne ikke stemmer efter nypolitiske emner, men blot, at der ikke er forskel i, hvor meget nypolitiske emner påvirker blokskiftende versus stabile vælgere. Vores resultater siger således ikke noget om, hvad der påvirker de danske vælgere generelt, kun om der er forskel i påvirkningen mellem de grupper, vi undersøger. Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Nypolitik 1,122 1,009 1,074
Tabel 5.25: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 5.1. Som referencekategorier anvendt: andet
end nypolitik. Vores analyse af, hvorvidt prioriteringen af nypolitiske emner påvirker til partiskifte, viser et signifikant resultat. Ved 1998-‐valget viser resultatet, at går man op i nypolitiske emner, øges sandsynligheden for partiskifte. De to efterfølgende valg viser dog ingen signifikante resultater. Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Nypolitik 1,578** 1,284 1,035
Tabel 4.26: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskiftere versus stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. Som referencekategorier anvendt: andet
end nypolitik. Således ønsker vi igen at undersøge, om der internt blandt de ustabile vælgere kan findes en forskel i, hvordan nypolitikken påvirker. Vores oprindelige forventning var, at blokskifterne ville orientere sig mere efter nypolitiske emner end partiskifterne, idet de dermed kan skifte til et parti, som de holdningsmæssigt er i nærheden af, men som realpolitisk ligger hos den modsatte blok. Dette fik vi dog afkræftet i de to første analyser, hvor eneste signifikante sammenhæng blev fundet i forhold til sandsynligheden for partiskifte. Forventningerne må derfor nu være, at der ikke er væsentlige forskelle på de to ustabile grupper i forhold til prioriteringen af nypolitiske emner.
104
Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Nypolitik ,656 ,707 1,116
Tabel 4.27: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus partiskiftere (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Som referencekategorier anvendt: andet end nypolitik.
Vores analyser viser således, at den nypolitiske faktor ikke er et område, der adskiller parti-‐ og blokskiftere. Dette betyder, at vi ikke kan bekræfte vores tidligere antagelser, om at de to grupper af ustabile vælgere ville adskille sig herved. Da vi tidligere konstaterede, at hverken blokskiftere eller partiskiftere adskilte sig særligt fra de stabile vælgere på det nypolitiske område, forventer vi således heller ikke længere, at en samlet analyse af de ustabile vælgere versus de stabile vælgere, vil vise signifikante resultater. I analysen fra valget 1998 finder vi dog et resultat. Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Nypolitik 1,484 ** 1,160 1,066
Tabel 4.28: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile versus stabile vælgere (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Som referencekategorier anvendt: andet
end nypolitik.
Som beskrevet tidligere peger andre undersøgelser på, at den nypolitiske dimension kontinuerligt er blevet vigtigere for danske vælgere. Ved valget i 2001 konkluderede den danske valgundersøgelse endvidere, at den nypolitiske dimension for første gang var vigtigere end den fordelingspolitiske dimension. Ligeledes har man siden 1990’erne fundet, at den værdipolitiske dimension har haft betydning for en betydelig del af de observerede partiskift. Så at vores analyser har vist så få signifikante resultater, må tyde på, at alle vælgergruppe påvirkes. Det gælder da også, at et af tidens mest dominerende nypolitiske emner, flygtningespørgsmålet, har været meget højt på danskernes dagsorden ved alle de tre undersøgte valg. Man kan derfor forestille sig, at alle vælgere i lige høj grad er påvirket af dette emne i kraft af emnets saliens. Denne fortolkning leder samtidig opmærksomheden hen til, at denne faktors påvirkningskraft i høj grad vil være kontekstafhængig og derfor i mindre grad er en stabil
105
forklaringsfaktor, eftersom netop vælgernes dagsorden og valgkampens konkrete emner spiller ind i forhold til, om nypolitikken er betydningsfuld.
Alternativt kan der være tale om en fejloperationalisering. Vi har ved vores metodiske set-‐up alene koncentreret os om prioriteringen af nypolitiske spørgsmål og ikke en holdningsplacering inden for denne dimension. Havde vi haft dette aspekt med, kunne vi måske have afdækket resultater inden for dette område. Således kan vi ikke udtale os om, hvorvidt den holdningsmæssige placering på den nypolitiske dimension spiller en rolle. Dog kan vi konkludere, at de danske vælgere ikke ser ud til at adskille sig fra hinanden ud fra prioriteringen af nypolitiske emner.
4.7 Tillid til politikerne
I de følgende analyser vil vi se nærmere på, om politikertilliden påvirker volatiliteten. Den gennemgåede teori antager, at graden af politisk tillid grundlæggende er et udtryk for graden af tilfredshed og tillige afspejler, hvorvidt vælgerne har fået indfriet sine forventninger. Med udgangspunkt heri formoder vi, at ustabile vælgere har mindre politisk tillid, blokskiftere i særlig grad. Det har vi gjort ud fra en antagelse om, at et blokskifte kunne ses som udtryk for større utilfredshed end et partiskifte. Vores hypotese var: Blokskiftere har lav politikertillid Den første analyse af blokskiftere versus stabile vælgere og politikertillid viser kun et enkelt signifikant resultat i 1998. Resultat viser den forventede sammenhæng, nemlig at lavere tillid til politikerne øger sandsynligheden for blokskifte. Model 1 1998 2001 2005 Blok vs. stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politikertillid ,831 ^ 1,129 1,103
Tabel 5.29: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus stabile vælgere (model 1). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 5.1. Politikertillid er en kontinuert variable.
Resultatet viser sig dog kun et enkelt år, desuden peger de efterfølgende valg i modsat retning, hvorfor det er sandsynligt, at der er tale om en enkeltstående forklaringsfaktor ved det specifikke valg Således er det interessant at afdække, om partiskiftere påvirkes af tillidsniveauet ved samme valg som blokskifterne. Dette kan bekræftes, idet partiskifter
106
ligeledes påvirkes som blokskifterne ved valget 1998, hvor der er en signifikant sammenhæng mellem stigende mistillid og sandsynligheden for at være partiskifter. Model 2 1998 2001 2005 Parti vs. Stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politikertillid ,746** 1,036 1,129
Tabel 4.30: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for partiskiftere versus stabile vælgere (model 2). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.2. Politikertillid er en kontinuert variable.
Spørgsmålet er nu, om der tegner sig en forskel de to volatile grupper imellem. Analysen af de to grupper versus hinanden viser ikke nogen signifikant sammenhæng. Dette tyder på, at de volatile vælgere er en homogen gruppe, når betydningen af tillid til politikerne gøres op. Der fremkommer altså ingen signifikante sammenhænge, som tyder på, at graden af politisk tillid influerer på sandsynligheden for at være blokskifter frem for at være partiskifter. Graden af politikertillid må dermed anses som værende ubetydelig, når man ønsker af finde forskelle mellem de volatile vælgere, hvorfor ovenstående hypotese må falsificeres. Model 3 1998 2001 2005 Blok vs. Parti Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politikertillid 1,096 1,110 ,965
Tabel 4.31: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for blokskiftere versus partiskiftere (model 3). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.3. Politikertillid er en kontinuert variable. Som forventet på baggrund af de tre overstående analyser giver den fjerde analyse af de volatile vælgere som samlet gruppe versus de stabile vælgere kun et signifikant resultat ved 1998-‐valget. Model 4 1998 2001 2005 Ustabile vs. Stabile Exp(B) Exp(B) Exp(B)
Politikertillid ,760 ** 1,074 1,108
Tabel 4.32: Tabellen er et udsnit af den samlede logistiske regressionsmodel for alle ustabile versus stabile (model 4). Signifikansniveauerne er markeret ^p<0,1 *p<0,05 **p<0,0. Se
beskrivelse for tolkning af odds i den samlede tabel 4.4. Politikertillid er en kontinuert variable. Dette resultat bekræfter sammenhængen, der tyder på, at det er særlige omstændigheder ved 1998-‐valget, der gør sig gældende. Også ved denne analyse
107
spores graden af politisk tillid kun under dette valg, hvor faldende tillid øger sandsynligheden for ustabilitet. Men eftersom det samme viser sig signifikant ved alle analyser, antager vi, at det i højere grad er omstændigheder ved dette valg, der er afgørende. Faktoren politikertillid må dermed anses som værende ubetydelig, når man ønsker af finde forskelle mellem de volatile vælgere, hvorfor vores oprindelige hypotese må falsificeres. De mange insignifikante resultater i de fire analyser af politikertillid, kan umiddelbart tyde på to ting. Den oplagte konklusion er, at politikertillid ikke påvirker de tre grupper af vælgere forskelligt. Ustabile såvel som stabile vælgere er altså lige tilfredse respektive utilfredse. Historisk set er politisk tillid et område, hvor der generelt er konsistens hos den danske befolkning, idet vælgerne har haft et stabilt højt tillidsniveau (Nielsen 2002). Nielsen (1983) når endvidere ved tidligere forskning frem til, at ustabile vælgere ikke er mindre tillidsfulde end stabile. En anden forklaring kan være, at politisk tillid måske i højere grad, end teorien foreskriver, udspringer af en generel opfattelse af politikere, mere end som et udtryk for et øjebliksbillede af vælgernes tilfredshedsniveau. Dermed vil graden af politisk tillid ikke være et udtryk for den specifikke vælgers utilfredshed p.t., men i højere grad være et udtryk for vælgerens forhold til politikere generelt. Dermed har de periodiske svingninger i utilfredshedsniveauet ikke betydning for tilliden, og dermed påvirker denne faktor ikke vælgeradfærden. Hvis denne konklusion er gældende, skulle man måske i højere grad have operationaliseret faktoren ved de mere indirekte spørgsmål, om hvorvidt politikerne er ødsle, eller om de tager hensyn til vælgerne. Ved denne tilgang havde man måske i højere grad have kunnet opfange de mere konkrete utilfredshedstegn fra vælgerne.
Samlet set kan vi ud fra vores resultater dog konstatere, at politikertillid kun i ringe grad påvirker blokskiftende vælgere, og at faktoren slet ikke kan forklare forskelle mellem blokskifterne og partiskifterne.
108
6. Opsummering og diskussion af analysens resultater
På baggrund af analysen kan vil vi nu samle op på, hvad der påvirker blokskifterne og hvordan de adskiller sig fra andre ustabile vælgere. Samlet set giver de ovenstående resultater et indblik i, hvad der påvirker blokskiftere, og hvordan dette adskiller sig fra påvirkningen af partiskiftere. I det følgende afsnit vil vi præsentere et samlet overblik af analyseresultaterne, samt foretage sandsynlighedsudregninger ud fra de faktorer vi fandt, havde størst betydning for blokskifterne. Vi vil desuden berøre, hvilke konsekvenser vores resultater har for fremtidig vælgerforskning i volatilitet, samt relatere teorien til vores empiriske resultater. Afsluttende vil vi anlægge en ny vinkel på vores resultater ved at foretage en clusteranalyse af alle blokskifterne. Resultaterne heraf vil give os en typologi for, de vælgere, der skiftede blok ved folketingsvalget 2005.
6.1 Hvad påvirker blokskiftere
109
Nedenfor viser modellen, hvilke faktorer, der påvirker de blokskiftende vælgere. Den illustrerer, at tre variable fremstår som konsistente forklaringsfaktorer. Disse er alder, partiidentifikation og begejstringsniveau. Yderligere kan vi konstatere, at de to variable benyttet til at belyse den ideologiske breddes betydning begge influerer på sandsynligheden for et blokskifte ved to valg. Den positive udlægning heraf er, at variablerne påvirker vælgeradfærden ved to af de undersøgte valg, mens den negative udlægning er, at den ikke forklarer vælgeradfærden ved det tredje valg Vi vælger den positive udlægning og fremhæver, at en variabel, der viser sig signifikant i to ud af tre undersøgelser, har en vis sandsynlighed for at være mere end en fluktuerende faktor.
De faktorer, som kun viser sig at påvirke blokskifterne i et ud af tre valg, er uddannelse, politisk interesse, partimedlemskab, politisk selvtillid samt politikertillid. Disse må i højere grad betegnes som udtryk for enkeltstående fænomener, på hvis baggrund man ikke kan drage generelle konklusioner.
Tilbage står politisk viden, der kun kan konstateres signifikant ved ét valg. Denne variabel kan dermed ikke afvises som en stabil forklaringsfaktor, da det kun har været muligt at undersøge denne faktor ved 2005-‐valget. Derfor vil kun fremtidige studier kunne afdække, hvorvidt der er tale om en generel forklaringsfaktor eller et enkeltstående tilfælde.
Det samme gør sig gældende for betydningen af partileder og kompetencevurdering af regeringen, eftersom disse kun undersøges for to valg, men kun viser signifikant påvirkning i et af valgene. Også her vil flere undersøgelser kunne afdække, om det er det signifikante eller insignifikante resultat, der skal tages til indtægt for en generel tendens. Nedenfor illustreres det hvad der påvirker blokskifteren
110
Figur 6.1: Hvilke faktorer påvirker blokskifterne og hvor konsistente er analysens resultater.
6.2 Hvad adskiller blokskiftere og partiskiftere
En samlet model for de faktorer, der påvirker vælgere til et blokskift frem for et partiskift, illustrerer, at færre faktorer end ovenfor viser gennemgående signifikans valgene i mellem.
Ideologisk bredde er den eneste faktor, der med overvældende sandsynlighed kan karakteriseres som en stabil forklaringsfaktor, og som man dermed kan forvente ligeledes vil gøre sig gældende ved andre valg end de undersøgte. To variables resultater er signifikante ved to valg, henholdsvis begejstringsniveau og uddannelsesniveau. I tråd med tidligere udlægning tolker vi to signifikante resultater ud af tre mulige som et udtryk for en mere generel tendens. Dermed antager vi, at man ved en anden undersøgelse vil kunne påvise, at disse variable påvirker sandsynligheden for et blokskift versus et partiskift.
Endvidere viser fire faktorers resultater sig signifikante ved et enkelt valg, henholdsvis alder, politisk selvtillid og forskel på regeringsmagten. At disse faktorer kun gør sig gældende i et enkelt år, bør tolkes som en indikation på, at de er kontekstafhængige og dermed ikke beskriver en almengyldig tendens. Kompetencevurderingens betydning kan kun konstateres ved et ud af de to mulige valg, hvorfor yderligere undersøgelser er nødvendige for at klarlægge denne faktors generelle forklaringskraft.
Endelig kan vi konstatere, at resultaterne vedrørende køn, viden, politisk interesse, partiidentifikation, medieforbrug, betydning af partileder, nypolitik samt politikertillid er insignifikante ved alle de undersøgte valg, hvorfor det med
111
rimelig sikkerhed kan konkluderes, at disse faktorer ikke adskiller blok-‐ og partiskiftere.
6.3 De vigtigste faktorers betydning for sandsynligheden
Foretager vi en sandsynlighedsudregning, hvor vi selv udvælger de konstante, vil det være oplagt at konstruere en model, hvor de faktorer analysen viser signifikante benyttes. Vi udvælger fem faktorer der alle påvirker sandsynligheden for et blokskift, henholdsvis partiidentifikation, begejstringsniveau, ideologisk bredde og forskel på regeringsmagtet og holder disse konstante ved den laveste værdi i den retning vi forventede et blokskift blev påvirket. Således har partiidentifikation værdien 0 (ingen identifikation), begejstringsgraden værdien 1 (valgte det mindst onde), ideologisk bredde værdien 1 (opfatter partisystemet som smalt) og forskel på regeringsmagten værdien 1 (det betyder ikke noget hvem der har regeringsmagten). Alder benyttes som den varierende variabel.
Figur 6.2: Sandsynligheden for at blokskifte som følge af alder. Udregnet ud fra model 1
blokskiftere versus stabile, 2001. De resterende variable i modellen er holdt konstant med udgangspunkt i et medianniveau for den samlede stikprøve.
Med udgangspunkt i denne udregning kan vi aflæse sandsynligheden for at være blokskifter, hvis man ingen partiidentifikation har, har valgt et parti som det mindst onde, opfatter partisystemet som smalt og ikke mener det gør en forskel, hvem der regerer. En tilfældig vælger på 22 år med disse karakteristika, vil således have knap 75 pct. sandsynlighed for at være blokskifter. En vælger på cirka 75 år vil have 50 pct. sandsynlighed for at være blokskifter, mens en 95-‐årig, vil have knap 40 pct. sandsynlighed.
112
Man kan omvendt se på en vælger, der defineres ud fra samme faktorer, men hvor disse holdes konstante med værdier i modsat retning. Således har partiidentifikation værdien 1 (partiidentifikation), begejstringsgraden værdien 5 (stemte med tilfredshed), ideologisk bredde værdien 4 (opfatter partisystemet som bredt) og forskel på regeringsmagten har værdien 4 (det gør en stor forskel, hvem der har regeringsmagten). Når alder igen holdes konstant viser, det sig at en vælger med partiidentifikation, som stemte med tilfredshed, opfatter partisystemet som bredt og mener, det gør en forskel hvem der har regeringsmagten, som forventet vil have langt mindre sandsynlighed for et blokskift. En tilfældig vælger på 22 år med disse karakteristika vil have under 4 pct. sandsynlighed for at være blokskifter, mens en vælger i starten af 80’erne har cirka 1 pct. sandsynlighed for at være blokskifter
Figur 6.3: Sandsynligheden for at blokskifte som følge af alder. Udregnet ud fra model 1
blokskiftere versus stabile, 2001. De resterende variable i modellen er holdt konstant med udgangspunkt i et medianniveau for den samlede stikprøve.
6.4 Studier af vælgeradfærd
Med ovenstående resultater kan vi påvise, at opfattelsen af den ideologiske bredde, begejstringsniveau og uddannelsesniveau alle adskiller blok-‐ og partiskiftere, idet disse variable påvirker sandsynligheden for et blokskift. Dette fremgår af naturlige grunde ikke af analyser, der undersøger volatile vælgere under ét. Dette kan i sig selv være problematisk, idet man dermed overser, at der inden for gruppen ustabile vælgere kan kategoriseres to grupper, der påvirkes forskelligt af en række faktorer. Det medfører samtidig, at de konklusioner, man drager på baggrund af undersøgelser om ustabile vælgere generelt, ikke nødvendigvis kan henvise direkte til ustabile vælgere, eftersom resultaterne muligvis er påvirket af, at de undersøgte respondenter systematisk påvirkes forskelligt af samme faktorer. Dermed afspejler resultaterne ikke, hvad der påvirker én gruppe, men i stedet, hvad der påvirker to grupper, hvorfor det resultat, der fremstår, er upræcist.
113
Når man i den seneste valgundersøgelse af ustabile vælgere konkluderer, at vælgeres tilbøjelighed til ustabilitet påvirkes af eksempelvis politisk viden, er det dermed ikke nødvendigvis et resultat, der siger noget om én gruppe, som det ellers foregiver, men i stedet, at resultatet bygger på en analyse af to grupper, der er slået sammen. En væsentlig implikation herved er, som det tidligere er vist, at man dermed risikerer at sløre de reelle resultater. Som vores undersøgelser viser, er dette en reel mulighed. Vi har påvist, at lav uddannelse øgede sandsynligheden for et blokskift ved 2001-‐valget, mens højere uddannelse øgede sandsynligheden for et partiskift ved dette valg. Men vi har samtidig påvist, at når den ustabile gruppe undersøges under ét mod stabile vælgere, som det sædvanligvis gøres, viser der sig ingen signifikante resultater, og uddannelse fremstår som insignifikant. Dette eksempel illustrerer, at der er mulighed for reelle fejltolkninger, når man puljer to uhomogene grupper i stedet for at analysere dem hver for sig. Således kan sammenlægningen af de to grupper ’slette’ faktorers påvirkning, hvis resultaterne peger i forskellig retning, ligesom dette modeldesign potentielt kan medføre skævvredne resultater, hvis den ene gruppes sandsynlighed stiger mere drastisk end den anden. Denne tendens viser sig ved flere af vores resultater, som det vil kunne aflæses af analyseresultaterne ovenfor. Hvorvidt og hvor meget resultaterne påvirkes af et analysedesign, hvor begge ustabile grupper undersøges samlet, hænger naturligt sammen med gruppernes størrelse i relation til hinanden. Undersøgelser af valg med en mindre andel af blokskiftende vælgere vil i mindre grad blive påvirket, men omvendt kan tilfældet gøre, at blokskifterne ved et sådant valg i særlig grad adskiller sig fra partiskifterne. Det vil derfor være vanskeligt at argumentere for, at man alene på baggrund af blokskifternes begrænsede størrelse vil kunne afskrive en påvirkning af det samlede resultat. Vi kan ikke afgøre, hvad der i tidligere forskning ligger bag valget at behandle og undersøge de to ustabile grupper samlet -‐ om det er et bevidst fravalg eller i højere grad en mangel på bevidsthed om gruppens interne forskelligheder. Vi ved dog, at man heller ikke teoretisk set i udgangspunktet har opfattet de ustabile vælgere som andet end en samlet gruppe. I hvert fald er det ikke eksplicit blevet defineret, hvilke faktorer, man har teoretiseret som påvirkende henholdsvis et parti-‐ og et blokskifte. Dette aspekt er kun overfladisk blevet berørt, eksempelvis som tidligere nævnt ud fra et systemperspektiv (Bartolini & Mair 1990). Nielsen (2002) berører ligeledes dette aspekt, idet han hævder at flere danskere er potentielle partiskiftere end blokskiftere, men han forholder sig ikke til, om og hvordan de to kategorier af vælgere påvirkes forskelligt. Med de ovenstående refleksioner præsent er det et oplagt spørgsmål, hvilke konsekvenser, vi ser for fremtidig forskning af volatilitet og vælgeradfærd. Det er som vist med vores resultater ikke uden konsekvenser at samle parti-‐ og blokskiftere under ét i vælgeradfærdsforskning. Man kan samtidig ikke afvise, at
114
man ved at inddrage flere faktorer, end vi har gjort, vil nå frem til yderligere områder, hvor de to grupper adskiller sig. Det kræver naturligt en større indsats at foretage flere analyser, hvorfor det vil være en afvejning, hvorvidt man ser det nødvendigt at skille grupperne ad.
Vi vil på baggrund af vores resultater være fortalere for, at man i højere grad ser på de ustabile vælgere som to grupper, når man foretager valgundersøgelser, og ligeledes, at man på basis af forskning fremadrettet præsenterer teoretiske forventninger specifikt til blokskifterne, eftersom dette er en mangel i litteraturen. Man må forvente, at de hidtidige resultater i højere grad afspejler resultater af undersøgelser af partiskifterne, eftersom de udgør den største andel af den ustabile gruppe. Samtidig har vi dog konstateret, at faktorer, der reelt påvirker partiskiftere, potentielt ikke har fremstået som sådan i tidligere undersøgelser, eftersom det hidtidige analysedesign har sløret relevante faktorer, som det blev tydeliggjort med uddannelseseksemplet. Hvis man som forsker finder, at man ikke ser det nødvendigt at skille de to grupper ad, mener vi dog, at man om ikke andet bør være bevidst om de to gruppers forskelle og de mulige konsekvenser heraf, når man drager konklusioner. En relevant pointe i denne sammenhæng er desuden, at man fremover bør være opmærksom på vælgeradfærdsudviklingen for så vidt angår det reelle antal af blokskiftere, og ikke kun de nettoforskydninger, der viser sig i valgresultatet. Denne udvikling bør i vores optik være med til at afgøre, hvorvidt man fremtidigt vil lægge større vægt på undersøgelser af denne vælgertype. I dette speciale har vi præsenteret en politisk udvikling, der har medført en midtersøgende kurs hos partierne og en tendens til depolarisering af partisystemet. Denne proces kan potentielt medføre flere blokskiftere end tidligere set, hvorfor denne gruppe bør komme mere i fokus, både teoretisk og empirisk. Vores analyseresultater giver desuden anledning til kommentarer om vælgeradfærdsforskning generelt. Vi arbejder med det samme design over tre valg, og dette set-‐up giver mulighed for at afsløre, at ikke alle faktorer har forklaringskraft alle år. Dette understreger behovet for at foretage vælgeradfærdsundersøgelser, der strækker sig over tid. Hermed kan man drage styrkede konklusioner, idet man får mulighed for at skelne mellem gennemgående forklaringsfaktorer og kontekstafhængige enkeltstående forklaringsfaktorer, der ikke afspejler en generel tendens. Havde vi alene undersøgt, hvad der påvirker vælgere til et blokskift ved et enkelt valg, ville vores resultater have været mere afhængige af undersøgelsesdesign og det specifikke valgs kendetegn.
Man kan eksemplificere denne pointe med udgangspunkt i vores resultater. Det kunne konstateres, at to faktorer påvirker valget i 1998 og ikke påvirker valget i 2005, mens to andre faktorer påvirker valget i 2005 og ikke valget i 1998. Ud af relativt få faktorer, er der altså en betydelig andel, som ikke kan kategoriseres som andet end enkeltstående. Havde vi alene undersøgt ét
115
valg, var dette ikke blevet gjort klart. Samme konklusion må kunne drages om anden vælgerforskning, hvorfor det er uhensigtsmæssigt, når der på baggrund af enkeltstående valgundersøgelser drages generelle konklusioner. I tråd hermed kan man kritisere vores undersøgelse for ikke at inddrage yderligere valg. Hvis fremtidig forskning ønsker et mere tilbundsgående og generaliserbart billede af, hvad der påvirker blokvælgeren, er et større datamateriale da også at foretrække.
Med denne kommentar ønsker vi dog ikke at undergrave egne resultater. Som vi har redegjort for, mener vi, at man meningsfuldt kan uddrage konklusioner fra vores undersøgelser, men ønskes et yderligere kendskab, hvorfra man kan drage mere langsigtede generaliseringer og teoretiske forudsigelser, vil en øget mængde data være at foretrække.
116
6.5 Teoriernes forklaringskraft
Med udgangspunkt i den teoretiske gennemgang, dannede vi en række forventninger i form af syv hypoteser. Idet man ikke tidligere har foretaget en analyse som vores, hvor blokskifteres adfærd analyseres på individniveau, gav teorierne os ikke direkte anvisninger på, hvad vi kunne forvente at ville påvirke de blokskiftende vælgere. Derfor har vores speciale heller ikke karakter af teori-‐testning, idet vi anvender teori, der ikke som udgangspunkt har blokvolatilitet i fokus. Dermed kan vi heller ikke kritisere teorierne for manglende forklaringskraft. Alligevel vil vi kommentere, hvorvidt de forskellige teoretiske retninger er egnede til at forudsige blokskifte.
Vi tog udgangspunkt i den sociologiske teori, idet vi undersøgte om sociale baggrundsfaktorer påvirker sandsynligheden for blokskift. Fra den socialpsykologiske teoriretning benyttede vi teorier om holdningsdannelse og politisk involvering samt betydningen af den politiske leder. Fra den rationelle teori uddrog vi forventninger til betydningen af vælgernes opfattelse af partisystemets polariseringsgrad, kompetencevurdering af regeringen, nypolitiske emner samt politikertillid. Heraf kan man slutte, at vi som udgangspunkt forventede større forklaringskraft af de rationelle teorier, idet vi havde fire hypoteser, der udprang herfra.
Som figur 6.1 ovenfor illustrerer, er der blandt de variable, der påvirker de tre valg, ingen, der henviser til de rationelle teorier. Derimod viser alder sig som en stærk faktor, mens de to resterende faktorer, begejstringsniveau og partiidentifikation udspringer af politisk involvering som tager afsæt i den socialpsykologiske tilgang. Dog viser to faktorer, der repræsenterer de rationelle teorier, sig ved to valg, henholdsvis ideologisk bredde og forskel på regeringsmagten, mens kompetencevurdering kun viser sig ved et af de to mulige valg. Blandt de faktorer, som kun har forklaringskraft ved et enkelt valg, er de fem socialpsykologiske variable og de to rationelle. De faktorer, som ingen påvirkning har på sandsynligheden for et blokskift, udgøres af henholdsvis én variabel fra den rationelle tilgang, én variabel fra den socialpsykologiske tilgang samt én variabel uddraget fra den sociologiske tilgang. Rationelle forklaringsfaktorer har traditionelt i højere grad end andre teorier kunne forklare ustabilitet hos vælgere, men det er ikke det billede, vores analyse viser. Dette kan bunde i, at de rationelle teorier, især issue voting har fokus på holdninger og disses betydninger for volatilitet, men dette er et aspekt, vi ikke har berørt. Vores design og vores modeller har ikke forholdt sig til ændrede issue-‐positioner eller placering på holdningsdimensioner, hvorved vi antageligt har fravalgt mulige prædiktorer. Så at faktorerne uddraget af de rationelle teorier ikke giver resultater, mener vi ikke skal tolkes som, at de ikke har forklaringskraft over for blokvolatilitet
117
Idet vi især tog udgangspunkt i de nyere dele af den socialpsykologiske tilgang, var forventningen, at de kunne bidrage positivt til at afdække, hvad der påvirker vælgere til blokskift. Der var dog ikke klar konsistens i, at alle de udvalgte involveringsvariable viste signifikant effekt. Et aspekt som politisk involvering og holdningsdannelse, samt hvorvidt man i sit valg påvirkes af sympatien for lederen, er dog svært rent metodologisk at operationalisere og efterfølgende måle, eftersom man har at gøre med mere abstrakte begreber. Da vi alene er afhængige af respondenternes egen fortolkning af deres adfærd, er der mulighed for, at vi er gået glip af resultater. Det er således ikke usandsynligt, at de interviewede respondenter ikke nødvendigvis er i stand til at tolke egen adfærd, og hvad der influerer denne. Forskere i holdningsdannelse og politisk psykologi arbejder da også ofte med eksperimentelt design, som bedre kan afdække påvirkningsprocesser end en spørgeskemaundersøgelse. Derfor mener vi ikke, at man på baggrund af vores undersøgelse bør tvivle på denne tilgangs forklaringskraft. De klassiske cleavagebaserede teorier og sociologiske undersøgelsesdesign har vi bevidst fravalgt i nærværende speciale med udgangspunkt i problemformuleringens indhold. Dog undersøgte vi køn, alder og uddannelse, hvor de to sidstnævnte viste sig betydningsfulde. Alder viste sig som en gennemgående forklaringsfaktor, hvilket tyder på, at visse socioøkonomiske faktorer stadig har relevans. Det er dog i denne forbindelse værd at bemærke, at man ligeledes kan tolke aldersvariablens signifikans inden for den socialpsykologiske ramme om holdningsdannelse, som er gennemgået ovenfor, ligesom uddannelsesvariablens effekt måske mest var et udtryk for omstændigheder omkring et enkelt valg. Med denne fortolkning bidrager den sociologiske tilgang ikke med forklaringskraft. Dette er dog forventeligt, idet man med udgangspunkt i den sociologiske forståelse først vil se ustabil vælgeradfærd, når der sker ændringer i de sociale forhold.
Samler man op på vores teorivalg, og hvor meget de udvalgte hypoteser kan bidrage med ved analysen blokskiftende versus stabil vælger, viser følgende billede sig. Vi har fået bekræftet, at vælgerens opfattelse af partisystemet ideologiske bredde har signifikant betydning, mens vi delvis fik bekræftet, at visse socioøkonomiske faktorer har betydning, hvilket også gjorde sig gældende for hypotesen om politisk involvering og medieforbrug, hypotesen om partiledereffekt samt hypotesen om kompetencevurdering. Vi måtte afkræfte hypoteserne om nypolitikkens betydning samt om politikertillid. Succesraten var langt mindre, når vi samlede de to grupper af ustabile vælgere i en model. Dermed var der flere områder, hvor vi ikke kunne konstatere, at blokskiftere og partiskiftere adskiller sig fra hinanden. Således kunne vi afkræfte vores hypoteser om, at parti-‐ og blokskiftere påvirkes forskelligt af synet på partilederen, af nypolitikken og af politikertilliden ligesom politisk involvering samlet set må afvises. Hypotesen om socioøkonomiske faktorer samt hypotesen
118
om kompetencevurdering kunne delvist bekræftes, mens hypotesen om vælgerens opfattelse af den ideologiske bredde kunne bekræftes. Der er således en overvægt af hypoteser, der ikke kunne påvises, men dette ændrer ikke ved de aspekter, vi kan påvise, og som omtalt ovenfor har substantiel betydning. Men skulle man gentage vores øvelser, vil det være relevant at inddrage nye forklaringsfaktorer for at afdække nye og andre områder, hvor de to volatilitetskategorier adskiller sig fra hinanden. I et sådant tilfælde vil det som tidligere nævnt være relevant at inddrage holdningspositioner og holdningsændringer i undersøgelsen.
6.6 Typer af blokskiftere
I dette afsnit vil vi se nærmere på, om man meningsfuldt kan kategorisere blokskifterne som forskellige typer. Hidtil har dette speciale behandlet blokskifterne som en samlet gruppe og det er blevet belyst, hvordan forskellige variable hænger sammen med tilbøjelighed til at skifte politisk blok. Nedenfor vil afdække, hvorvidt man kan udskille særlige typer af blokskiftere
Dette vil blive undersøgt ved hjælp af en clusteranalyse32, hvor alle de benyttede variable i regressionen inddrages. Clusteranalysen udføres kun for valgåret 2005, eftersom dette valg er det eneste valg, hvor alle variable er med. De følgende beskrivelser af typer af blokskiftere bygger derfor kun på data fra 2005. I stedet for at se på sammenhænge mellem variablerne, ser clusteranalysen på, om blokskiftende vælgere kan grupperes meningsfuldt i forskellige kategorier. På baggrund af clusteranalysen har vi opstillet tre typer af blokskifter. Det skal understreges, at dette er en noget grovkornet inddeling, der kun bør ses som et supplement til ovenstående.
Med denne analyse vil vi ikke kun begrænse os til at sige noget om, hvilke faktorer der kan sammenkædes med sandsynligheden for et blokskifte, men også hvad der kendetegner forskellige typer blokskiftere. Følgende typologier opstilles på baggrund af clusteranalysen: Den første type blokskiftere kan kaldes ”De selvsikre, højtuddannede mænd”. Denne type blokskiftere er kendetegnet ved en gennemsnitsalder på 45 år og har størst andel af mænd, som samtidig har det højeste uddannelsesniveau blandt samtlige blokskiftere. Individerne i denne gruppe har mest viden om politik, ligesom de også har højest politisk selvtillid samt størst politiske interesse. De stoler mere på politikerne end andre blokskiftere, og deres partivalg er i højere grad præget af begejstring end af et valg af det mindste onde. Desuden er de i denne gruppe, de blokskiftere, der anser partisystemet som mest polariseret og i den gruppe, der i højest grad mener, at det gør en forskel, hvem der har
32 Se mere om denne i metodeafsnittet
119
regeringsmagten. I forhold til andre blokskiftere stemmer de mindst efter, hvad de synes om den politiske leder og dermed mest efter politiske holdninger og prioriterer i forhold til de andre to grupper nypolitikken højt. Denne gruppe udgør næsten 30 pct. af blokskifterne ved 2005-‐valget.
Vælgerne i denne gruppe må formodes at have foretaget et reflekteret og velovervejet blokskift, eftersom de både er vidende om og interesserede i politik. De mener ikke, at partierne er ens, eller at det er ligegyldigt, hvilken regering, der leder landet, hvorfor man må antage, at de har haft et bevidst ønske om en ny regering. Samtidig er de begejstret for det parti, de har stemt på, hvilket tyder på, at det i højere grad end et fravalg har været et tilvalg. Dette kombineret med, at de mere stemmer efter holdninger end partiledere, kan tyde på, at de ikke nødvendigvis vil skifte parti eller blok igen foreløbigt. Den anden type blokskiftere kalder vi ”De uinvolverede og uvidende”, og disse udgør 40 pct. af den samlede blokskifter-‐gruppe. Denne type blokskiftere har en gennemsnitsalder på under 35 år, og der er cirka lige mange mænd og kvinder i gruppen. Ingen af disse er medlem af et parti, og de har den laveste politiske interesse. De følger ikke med i medierne under valgkampen, og de har en ringe politisk viden. Desuden har de en lav vurdering af den siddende regerings arbejde og anser partisystemet som depolariseret. Individerne i denne gruppe er de blokskiftere, som går mindst op i nypolitiske emner.
Idet individerne i denne gruppe hverken interesserer sig for eller har viden om politik, kan man formode, at der ikke ligger store overvejelser bag deres blokskifte. Eftersom de opfatter partierne som placeret tæt på hinanden, kan man antage, at de i virkeligheden ikke overvejer, hvorvidt de foretager et blok-‐ eller partiskift. Dog er de ikke tilfreds med den siddende regerings arbejde, hvilket kan være årsag til, at de har skiftet side. Hvorvidt første eller sidste argument har været afgørende for deres adfærd vil have indflydelse på, om de vil skifte blok igen. Den tredje gruppe kan beskrives som ”De usikre og ligeglade”. Denne gruppe har den absolut højeste gennemsnitsalder på over 60 år og udgør lidt over 30 pct. af blokskifterne. Gruppen er karakteriseret ved en opfattelse af, at politik er svært at følge med i, og af, at individerne har den laveste tillid til politikerne. Det parti, de har stemt på, er der ikke stor begejstring ved, idet de i højere grad måtte vælge det mindste onde, men samtidig vurderer de den siddende regering mest positivt. Gruppen synes ikke, at det gør en stor forskel, om den ene eller anden regering har magten, og måske derfor stemmer de mest efter, hvad de synes om partilederen.
Man kan formode, at blokskifterne i denne gruppe er præget af en vis opgivenhed med manglende selvtillid og tillid samt en opfattelse af, at det ikke gør en forskel hvilket parti, der vinder regeringsmagten. Ydermere er deres valg er i højere grad præget af et fravalg end et tilvalg. Hvis disse karakteristika er vedvarende kan man forvente, de kan finde på at skifte blok igen.
120
I det følgende diagram præsenteret nedenfor har vi udregnet sandsynligheden for, at tilfældige vælgere som de tre ovenfor beskrevne typologier, er blokskifter. Sandsynligheden er udregnet ud fra model 1, blokskifterne versus stabile vælgere. Graferne illustrerer sandsynligheden for et blokskifte for individer med samme karakteristika som ovenstående typer, dog ikke alder, eftersom dette er den varierende variabel, der præsenteres på x-‐aksen, mens sandsynligheden præsenteres på y-‐aksen.
Figur 6.4: Sandsynligheden for at blokskifte som følge af alder. Udregnet ud fra model 1
blokskiftere versus stabile, 2005. De resterende variable i modellen er holdt konstant med udgangspunkt de tre typologier.
Grafen viser, at der er størst sandsynlighed for at være blokskifter, hvis vælgeren deler karakteristika med ”De usikre og ligeglade”, mens der er lavest sandsynlighed for at være blokskifter, hvis man deler karakteristika med ”De selvsikre højtuddannede mænd”. I tråd med tidligere resultater viser grafen, at jo yngre en vælger er, des større er sandsynligheden for et blokskifte.
121
7. Konklusion
Vi har med dette speciale ønsket at afdække en række ubesvarede spørgsmål om volatile vælgere. Forskningen af volatil vælgeradfærd er omfattende og afdækker en række af de konsekvenser, som volatiliteten har for de politiske omstændigheder. De samfundsmæssige udviklingstræk har medført, at vælger og parti ikke længere er koblet til hinanden, hvorfor vælgerne i mindre grad er bundet til ét parti og dermed afgør deres stemme fra valg til valg. Dette har ført til, at partierne i stigende grad forsøger at tilfredsstille medianvælgeren, hvormed partiernes ideologiske forskelle udviskes. Således har volatiliteten en selvforstærkende effekt, eftersom tendensen mod ensliggørelse fremadrettet kan forventes at medføre mere ustabilitet. Der er derfor god grund til fortsat at studere de volatile vælgere.
Vi har dog med en vis undren kunne registrere, at det teoretiske og empiriske landskab hidtil har forbigået at undersøge dette, i vores optik, væsentlige aspekt, idet man kun flygtigt har berørt spørgsmålet om, hvorvidt ustabile vælgere bør ses som en samlet gruppe, eller i højere grad består af flere vælgergrupper. I stedet har forskningen alene beskæftiget sig med begrebet partiskiftere. Vi mente dog, det er meningsfuldt at opdele de volatile vælgere i to grupper, henholdsvis partiskiftere og blokskiftere. Vores interesse for de blokskiftende vælgere blev vakt, idet de på trods af deres beskedne andel af vælgerkorpset, ofte er de
122
vælgere, som ved danske folketingsvalg er med til at afgøre, hvilken blok, der vinder regeringsmagten. Derfor fandt vi det interessant og relevant, at undersøge hvad der påvirker disse vælgere, og blokskiftere adskiller sig fra andre ustabile vælgere. På baggrund heraf valgte vi problemformuleringen: Hvad påvirker de danske vælgere, som skifter politisk blok ved folketingsvalg, og hvordan adskiller denne gruppe sig fra andre ustabile vælgere? For at skabe en ramme, hvori disse spørgsmål kan besvares, valgte vi et teoretisk udgangspunkt i de tre overordnede retninger inden for vælgeradfærdsteori. Henholdsvis den sociologiske tilgang, den socialpsykologiske tilgang og den rationelle tilgang,som med hver deres forskellige individopfattelse, kunne bidrage med alternative vinkler til, hvad der determinerer vælgeradfærd. På baggrund af disse teoretiske betragtninger og tidligere empiriske analyser nåede vi frem til en række forskellige hypoteser om blokskifterne. Teorien har alene været et udgangspunkt for forventningsdannelse, ligesom mange af de udvalgte teoritilgange ikke beskæftiger sig direkte med blokskifte, men alene med volatilitet. Dermed blev teorigennemgangen ikke set som et oplæg til teoritestning. Ud fra den sociologiske teoris fokus på stabilitet, samt ofte makroteoretiske udgangspunkt, konstruerede vi blot en enkelt forventning på basis af denne teori, om at visse socioøkonomiske faktorer (alder, køn og uddannelse) påvirkede sandsynligheden for blokskift. Fra de socialpsykologiske teorier udledte vi med udgangspunkt i teorier om holdningsdannelse hypotesen om, at sandsynligheden for et blokskift påvirkes af graden af politisk involvering samt forbruget af politiske budskaber. På basis af samme retning fik vi også en forventning om, at blokskiftere være påvirkes af deres syn på de politiske leder. Med udgangspunkt i den rationelle teoris egennyttemaksimerende individopfattelse fandt vi det relevant at opstille fire hypoteser. Vi udledte vi forventninger om, at blokskiftende vælgere opfatter partisystemet som depolariseret; at de vurderer den siddende regerings kompetencer som ringe, at de går op i nypolitiske emner, og at de nærer mistillid til politikerne. Efter en række indledende øvelser vedrørende metode, begrebsdefinition og operationaliseringen af hypoteserne underkastede vi blokskifternes adfærd for en række analyser. De syv hypoteser strukturerede vores analyse, som i kraft af problemformuleringens todelte struktur søgte at besvare både hvad der påvirker blokskifterne, og hvordan blokskifterne adskiller sig fra partiskifterne. Ved hjælp af fire multivariate binære logistiske regressionsanalyser undersøgte vi blokskiftergruppen ved tre folketingsvalg, henholdsvis valgene i 1998, 2001 og 2005. Resultaterne af analysen af de fire analysemodeller bidrog med en række faktorer, der i større eller mindre grad afdækker, hvad der påvirker blokskifterne, og hvilke forskelle der er mellem de to grupper af ustabile vælgere).
123
Klassificeret efter antal valg med signifikante resultater, var de stærkeste faktorer i undersøgelsen alder, partiidentifikation og begejstringsgrad for eget partivalg. Alle disse viste sig gennemgående signifikante i de alle tre valg. Resultaterne peger på, at yngre vælgere har større sandsynlighed for et blokskift, vælgere, der har stemt på et parti i mangel af bedre. Ligeledes har vælgere uden partiidentifikation øget sandsynlighed for et blokskift. Disse tre faktorer kan kategoriseres som konsistente faktorer, der efter alt sandsynlighed har generel forklaringskraft. På baggrund heraf vil man lidt grovkornet kunne beskrive blokskifterne som yngre vælgere med lav partiidentifikation, der ikke er begejstrede for det parti, de i mangel af bedre, har stemt på.
Hypotesen om at blokskiftende vælgere opfatter partisystemet som depolariseret og i mindre grad mener, at det gør en forskel, hvilket parti der får regeringsmagten, blev ud fra to faktorer påvist ved to valg. Således havde de vælgere, der anså den ideologiske bredde i partisystemet som smal og ikke mente, at der var de store forskelle på regeringsalternativerne, øget sandsynlighed for et blokskift. Med udgangspunkt heri konkluderede vi, at hypotesen om, at blokskifterne påvirkes af opfattelsen af den ideologiske bredde med en vis sandsynlighed blev bekræftet. Med en antagelse af en øget midtersøgning blandt de politiske partier, kan man forvente en stigning i andelen af blokskiftende vælgere med udgangspunkt i denne hypotesebekræftelse.
Hypoteserne om kompetencevurdering og partileder-‐effekt blev begge bekræftet i et ud af de to mulige valg, det kunne undersøges. Vi fandt det derfor ikke muligt at vurdere, om det var det signifikante eller insignifikante resultat, der var undtagelsen, og det var derfor ikke muligt at drage konklusioner på baggrund heraf. For at kunne konstatere, hvorvidt disse faktorer har betydning eller ej, vil yderligere undersøgelser være nødvendige. Det samme gør sig gældende for politisk viden, som kun blev undersøgt ved et enkelt valg. Om det signifikante resultat, vi konstaterede, er et enkeltstående tilfælde eller en konsistent tendens, kan ikke afgøres uden yderligere undersøgelser
Uddannelse, politisk interesse, politisk selvtillid, partimedlemskab og politikertillid havde blot betydning ved et enkelt valg ud af tre, hvorfor vi konkluderede, at disse parametre bør opfattes som kontekstafhængige og knyttet mere til det specifikke valg end til den blokskiftende handling. I anden del af problemformuleringen ønskede vi at undersøge, hvorvidt blokskiftere og partiskiftere bør anses som to forskellige grupper eller forsat kan opfattes som en homogen gruppe, som det oftest sker i valgforskningen. På baggrund af vores analyser, kan det konstateres, at der på trods af fællesskab på mange områder alligevel er visse forklaringsfaktorer, som adskiller de to grupper af volatile vælgere.
Vi kunne ved analysen af blokskiftere versus partiskiftere konstatere, at især den ideologiske bredde har betydning. De vælgere, der opfatter partierne som tæt på hinanden, havde ved alle tre valg større sandsynlighed for et blokskifte.
124
Vi påviste, at betydningen af begejstringsniveauet og uddannelsesgraden var signifikante ved to valg, hvor lavere begejstring øgede sandsynligheden for et blokskifte, hvilket også gjaldt for vælgere med lavere uddannelse. For uddannelse viste der sig en anden markant forskel mellem de to grupper, idet vi kunne konstatere, at de ikke alene blev påvirket i forskellig grad, men i forskellig retning. Således påvistes det ved 2001-‐valget, at lavere uddannelse øgede sandsynligheden for et partiskifte, men mindskede sandsynligheden for et blokskifte. Desuden viste det sig, at blokskiftere og partiskiftere kun ved et enkelt valg påvirkes forskelligt af alder, og hvordan man opfatter forskelle mellem regeringsalternativerne. Kompetencevurdering var ligeledes kun en relevant faktor ved et enkelt år ud af de to undersøgte valg.
Med udgangspunkt heri kunne vi konkludere, at blokskiftere og partiskiftere med overvejende sandsynlighed må betegnes som identiske, når det kommer til alder, køn, politisk viden, politisk interesse, partiidentifikation, partimedlemskab, politisk selvtillid, partileder-‐effekt, opfattelse af forskel mellem regeringsalternativerne og prioritering af nypolitik. Omvendt adskiller de sig med stor sandsynlighed hvad angår uddannelse, begejstring for det valgte parti og opfattelsen af partisystemet, både for så vidt angår graden og retningen af påvirkningen. Hvorvidt kompetencevurdering er betydningsfuld, kan kun yderligere undersøgelser afdække Vi fandt det tillige væsentligt, at kigge nærmere på de resultater, der klarlagde forskelle mellem grupperne, idet vi ønskede at afdække, hvordan de interne forskelle i den volatile gruppe påvirkede de resultater, der kom frem, når vi underkastede dem en analyse som en samlet gruppe.
Vi havde konstateret, at uddannelse påvirker sandsynligheden for blok-‐ og partiskiftere forskelligt, og derfor var vi opmærksomme på, at dette kunne influere resultaterne i analysen af ustabile vælgere versus stabile. Vi kunne notere, at på trods af de påviste signifikante resultater viste analysen af gruppen som samlet, at uddannelse ikke påvirker sandsynligheden for ustabil vælgeradfærd. Vi konstaterede dermed, at eftersom uddannelse påvirker de to grupper forskelligt, udligner effekten sig, når resultaterne samles. Dette gjorde sig også gældende for ideologisk bredde, hvis effekt svandt i den samlede model.
Samtidig kunne vi påvise, at faktorer der påvirker sandsynligheden for et skift i samme retning i begge grupper, men ikke i samme grad, i en samlet analyse lagde sig imellem de to stigningsgrader. Dermed repræsenterer den samlede analyse ikke sandsynligheden for én ustabil vælgergruppe, men i højere grad en kombination af sandsynligheden for de to ustabile grupper.
Dermed kunne vi konstatere, at fravælger man at undersøge blok-‐ og partiskiftere separat, risikerer man ud over manglende viden specifikt om de to grupper, og hvad de hver især påvirkes af, at overse nuancer mellem vælgerne, fejltolke resultaterne og overse vigtige faktorer. Når de to grupper af volatile vælgere behandles som én homogen gruppe, har det implikationer for
125
vælgeradfærdsforskningen og dennes resultater, når det vedrører faktorer, der påvirker de to ustabile vælgergrupper forskelligt.
Således har vi påvist, at resultater fra en analyse af de ustabile vælgere som samlet gruppe ikke nødvendigvis er et udtryk for ustabile vælgere per se, men i stedet er et udtryk for resultater, der bygger på to uens grupper analyseret under ét.
Vi mener derfor, at fremtidig forskning af ustabile vælgere i mindre grad bør bygge på samlede analyser af ustabile vælgere under ét. Undersøger man ikke de to volatilitetsgrupper separat, har det konsekvenser for de konklusioner, man drager. De undersøgte faktorer, der reelt har signifikans for enten blokskifterne, partiskifterne eller begge grupper, kan risikere enten ikke at vise sig betydningsfulde i resultaterne, udviskes fordi det resulterer i en middelværdi eller påvise en misledende tendens. Selvom vi kun har konstateret sådanne effekter ved enkelte faktorer, må det formodes, at den samme virkning kan gøre sig gældende ved en række andre faktorer, som ikke har været underkastet vores analyse. Denne konklusion kan i stigende grad vise sig relevant. Hvis vi ser en fortsat øget andel af ustabile vælgere, vil det være væsentligt, at de resultater man bygger sin viden på, er retvisende, idet en stor andel af det danske vælgerkorps ellers vil blive tillagt tendenser, der ikke er præcise.
Endelig indikerer de gennemførte analyser, at en fortsat øget depolarisering af partisystemet, hvor partierne søger mod midten og i stigende grad forekommer ens for vælgerne, potentielt vil medføre en større andel blokskiftere. Hvis dette er et troværdigt billede af fremtidens vælgeradfærd, mener vi, det vil være på sin plads at få substantiel viden om denne vælgergruppe og anbefaler derfor mere dybdegående forskning på området.
126
8. Litteraturliste
Agresti, Alan & Finlay, Barbara (1997). Statistical Methods for the Social Sciences. New Jersey: Prentice Hall Andersen, Johannes (1999). ’Sociale klasser og politiske partier’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Andersen, Johannes (2007). ’Vælgerne, politikerne og den demokratiske kultur’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Andersen, Johannes (2008). Partiskiftere og politik som oplevelse. Mediekultur, vol. 44, p. 6-‐15 Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Datamateriale: valgundersøgelsen 1998. Odense: Dansk Data Arkiv
127
Andersen, Johannes & Goul Andersen, Jørgen (2003a). ’Klassernes forsvinden’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Andersen, Johannes & Goul Andersen, Jørgen (2003b). ’Køn, alder og uddannelse: De unge mænds sejr’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Andersen, Johannes & Goul Andersen, Jørgen (2003c). ’Synet på den demokratiske proces’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Andersen, Johannes & Borre, Ole (2003). ’Personfaktorer’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Andersen, Johannes & Borre, Ole (2007). ‘Partiledere gør en forskel’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). ’Mod år 2000’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Anderson, Cristopher (1998). ‘Parties, Party Systems and Satisfaction with Democratic Performance in the New Europe’, Political Studies, vol. 46, p. 572–88. Bartolini, Stefano & Mair, Peter (1990). Identity, competition and electoral availability: the stabilisation of European electorates 1885-‐1985. Cambridge: Cambridge University Press Bean, Clive & Anthony, Mughan (1989). Leadership Effects in Parliamentary Elections in Australia and Britain. Amercian Political Science Rewiev, vol. 83, p. 1165-‐1179 Bélanger, Éric & Meguid, Bonnie M. (2005). Issue Salience, Issue Ownership and Issue-‐Based Vote Choice: Evidence from Canada. Paper prepared for delivery at the annual meeting of the Canadian Political Science Association, London, Ontario, June 2-‐4, 2005
128
Berelson, Bernard R., Larzarsfeld, Paul F. & McPhee, William N. (1954). Voting: a Study of Opinion Formation in a Presidential Campaign. Chicago: Chicago University Press Berglund, Frode; Holmberg, Søren; Schmitt, Hermann & Thomassen, Jacques (2005). ’Party Identification and Party Choice’, i Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press Bild, Tage & Winther Nielsen, Sigge (2008). ’Partier i bevægelse: Hovedtræk i det danske partisystems udvikling’. Arbejdspapir, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, vol. 5
Bille, Lars; Nielsen, Hans Jørgen & Sauerberg, Steen (1992). ’De uregerlige vælgere: valgkamp, medier og vælgere ved folketingsvalget 1990’. Kbh.: Colombus Blomqvist, Paula & Green-‐Pedersen, Christoffer (2004). ‘Defeat at Home? Issue-‐Ownership and Social Democratic Support in Scandinavia’, Government and Opposition, vol. 39(4), pp. 587-‐613 Borre, Ole (1976). ’Vælgernes orientering til politik og partier’, i Borre, Ole; Nielsen, Hans Jørgen; Sauerberg, Steen & Worre, Torben (1976). Vælgere i 70'erne: Resultater fra interviewundersøgelser ved folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975. Kbh.: Akademisk Forlag Borre, Ole (1980). Electoral Instability in Four Nordic Countries, 1950-‐1977. Comparative Political Studies, vol. 13(2), p. 141-‐171 Borre, Ole (1989). ‘Belønnes regeringen?’, i Elklit, Jørgen & Tonsgaard, Ole (ed.) (1984). Valg og vælgeradfærd: studier i dansk politik. Århus: Politica Borre, Ole (1995). Old and New Politics in Denmark. Scandinavian Political Studies, vol. 18(3), p. 187-‐205 Borre, Ole (1996). Voting and issue stands in recent Danish, Norwegian and Swedish elections. Århus: Institute of Political Science, University of Aarhus. Borre, Ole (1997). ‘Economic Voting in Danish Electoral Surveys 1987-‐94’. Scandinavian Political Studies, vol. 20(4), p. 347-‐365
129
Borre, Ole (1999a). ’Økonomisk udvikling og partivalg’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Borre, Ole (1999b). ’Partiidentifikation’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Borre, Ole (1999c). ’Uddannelses betydning’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Borre, Ole (1999d). ’Partierne og ledernes popularitet’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime
Borre, Ole (1999e). ’Gammel og ny venstre-‐højre ideologi’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Borre, Ole (1999f). ’Afstanden mellem vælger og parti’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Borre, Ole (2001). Issue Voting. Århus: Aarhus University Press Borre, Ole (2003a). ’Den utaknemlige vælger’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Borre, Ole (2003b). ”To konfliktdimensioner”, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Borre, Ole (2003). ’Et kritisk valg?’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Borre, Ole (2009). New and Old Politics: Twenty Years of Danish Politic’. Prepared for delivery at the Two-‐Day Seminar on Voting Behaviour, Centre for Voting and Parties, University of Copenhagen, 24-‐25 August, 2009 Borre, Ole & Goul Andersen, Jørgen. (1997). Voting and Political Attitudes in Denmark: A Study of the 1994 election. Århus: Aarhus University Press
130
Borre, Ole; Nielsen, Hans Jørgen; Sauerberg, Steen & Worre, Torben (1976). Vælgere i 70'erne: Resultater fra interviewundersøgelser ved folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975. Kbh.: Akademisk Forlag Borre, Ole & Lolle, Henrik (2007). ‘Kernevælgere og marginalvælgere’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Bryman, Alan (2001). Social Research Methods. New York: Oxford University Press Budge, Ian & Farlie, Dennis J. (1983). Explaining and predicting elections issue effects and party strategies in twenty-‐three democracies. London: George Allen & Unwin (Publishers) Ltd. Campbell, Angus; Converse, Philip E.; Miller, Warren E. & Stokes, Donald E. (1960). The American Voter. Chicago: The Chicago University Press Carmines, Edward G. & Huckfeldt, Robert (1996). “Political Behaviour: An Overview”, i Goodin, Robert E. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (1996). A New Handbook of Political Science. Citrin, Jack (1974). ‘Comment: The Political Relevance of Trust in Government’. The American Political Science Review. Vol. 68(3), p. 973-‐988 Converse, Philip E. (1974). ‘Some priority variables in comparative electoral research’, i Rose, Richard (Ed.) (1974). Electoral behaviour: A Comparative Handbook, New York: Free Press Curtice, John & Holmberg, Søren (2005). ‘Party Leaders and Party Choice’, i Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press Daalder, Hans & Mair, Peter (ed.) (1983). Western European Party Systems -‐ Continuity and Change. London: Sage Publications, Ltd Dalton, Russell J. (1984). “Cognitive Mobilization and Partisan Dealignment In Advanced Industrial Democracies”. Journal of Politics, vol. 46(1), p. 264-‐284 Dalton, Russel J. (1984). Cognitive Mobilization and Partisan Dealignment in Advanced Industrial Democracies, i The Journal of Politics, vol. 46(1), pp. 264-‐284 Dalton, Russel J. (2006). ’Comparative Politics: Micro-‐behavioral Perspectives’, i Goodin, Robert E. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (1996). A New Handbook of Political Science Oxford: Oxford University Press
131
Dalton, Russell J. (2006). Citizen Politics: Public Opinion and Political Parties in Advanced Industrial Democracies. Washington: CQ Press Dalton, Russell J. & Wattenberg, Martin P. (red.) (2000). Parties without Partisans -‐ Political Change in Advanced Industrial Democracies. New York: Oxford University Press Dalton, Russell J., Flanagan, Scott C. & Beck, Paul Allan (red.) (1984). Electoral Change in Advanced Industrial Democracies: Realignment or Dealignment? New Jersey: Princeton University Press Dalton, Russell J., Flanagan, Scott C. & Beck, Paul Allan (1984). ‘Political Forces and Partisan Changes’, i Dalton, Russell J., Flanagan, Scott C. & Beck, Paul Allan (red.) (1984), i Electoral Change in Advanced Industrial Democracies: Realignment or Dealignment? New Jersey: Princeton University Press Dalton, Russell J. & Klingemann, Hans-‐Dieter (red.) (2007). The Oxford Handbook of Political Behaviour. New York: Oxford University Press Dam, Mogens; Fink, Anne Sofie; Wittendorff Sørensen, Heidi (2003). Statistik i praksis – genveje til data og eksempler på statistiske analyser, København: Forlaget Politiske Studier Down, Anthony (1957). An Economic Theory of Democracy. New York: HarperCollins Publishers Easton, David (1965). System Analysis of Political Life. New York: Jon Wiley & Sons Elklit, Jørgen & Tonsgaard, Ole (red.) (1984). Valg og vælgeradfærd: studier i dansk politik. Århus: Politica Elklit, Jørgen & Tonsgaard, Ole (red.) (1989). To folketingsvalg: vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Århus: Politica Elklit, Jørgen; Møller, Birgit; Svensson, Palle & Togeby, Lise (2005). Gensyn med sofavælgerne: valgdeltagelse i Danmark. Århus: Aarhus Universitetsforlag Evans, Geoffrey (1999). The End of Class Politics? Class Voting in Comparative Context. Oxford University Press Evans, Jocelyn A. (2004). Voters and Voting: an Introduction. London: Sage Publications
132
Field, Andy (2005). Discovering statistics using SPSS (and sex, drugs and rock'n'roll). London: Sage Publication Ferejohn, John A., and Morris P. Fiorina (1974) “The paradox of not voting: A decision theoretic analysis”, The American Political Science Review, vol. 68, pp. 525-‐36. Fiorina, Morris P. (1977). An outline for a Model of Party Choice. American Journal of Political Science, vol. 21(3), p. 601-‐625 Fiorina, Morris P. (1981). Retrospective voting in American National Elections. New Haven: Yale University Press Fisker, Keld; Nørgård, Krister; Thygesen, Lars & Østerlund, Roland (2002). Praktisk statistik for samfundsvidenskaberne: en indføring i teori og metode. Kbh.: Akademisk Flanagan, Scott (1982). ‘Changing Values in Advanced Industrial Societies’. Comparative Political Studies, vol. 14(4), p. 403-‐444 Flanagan, Scott & Inglehart, Ronald (1987). ‘Value Change in Industrial Societies’. The American Political Science Review, vol. 81(4), p. 1289-‐1319 Franklin, Mark, Mackie, Tom & Valen, Henry et al. (1992). Electoral change -‐ Responses to evolving social and attitudinal structures in western countries. Cambridge: Cambridge University Press. Garson, G. David (2009). ‘Logistic Regression’, i Statnotes: Topics in Multivariate Analysis, http://faculty.chass.ncsu.edu/garson/PA765/logistic.htm Garson, G. David (2010). ‘Cluster Analysis’, i Statnotes: Topics in Multivariate Analysis, http://faculty.chass.ncsu.edu/garson/PA765/cluster.htm Goodin, Robert E. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (1996). A New Handbook of Political Science. Oxford: Oxford University Press Goul Andersen, Jørgen (1993). ’Samfundssind og egennytte’. Politica, vol. 25(2). P. 163-‐186 Goul Andersen, Jørgen (1995): Personer eller politik? : partilederne og 1994-‐valget. Arbejdspapir: Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul, Andersen (1998). ’Offentlig og privat’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime
133
Goul Andersen, Jørgen (1999). ’Hvad kan partierne: Partiernes kompetence-‐image’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Goul Andersen, Jørgen (2003b). ’Partiernes image: De borgerlige er bedst til at sikre velfærden’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Goul Andersen, Jørgen (2004). Et ganske levende demokrati. Århus: Aarhus Universitetsforlag Goul Andersen (2007). ’Samfundskonflikter, partier i bevægelse og vælgere med omtanke: Rids af en generel teoretisk ramme’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (2003). ’Nye skillelinjer og nye vælgere’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (2003). ’Forord’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (2003). ’Valget i perspektiv’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (2003a).’Nye skillelinjer og nye vælgere’, i Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Goul Andersen, Jørgen & Lund Clement, Sanne (2003). ’Engagerede og kompetente vælgere’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (2003).”Nye skillelinjer og nye vælgere”, i Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic
134
Goul Andersen, Jørgen; Tobiasen, Mette; Lolle, Henrik; Bay, Thomas; Møller Nielsen, Jacob; Vestergaard, Bo; Christensen Mads (1999). Valgundersøgelsen 1998 – teknisk rapport, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet Goul Andersen, Jørgen; Rathlev, Jakob; Hansen, Claus; Jørgensen, Henrik; Lehrmann Bruun, Gregers (2002). Teknisk Rapport, Modul 2: Kodenøgler. Aalborg: Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning Goul Andersen, Jørgen Rathlev, Jakob; Hansen, Claus; Jørgensen, Henrik; Lehrmann Bruun, Gregers (2002). Valgundersøgelsen 2001 – Teknisk rapport, Modul 1, Aalborg: Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet Goul Andersen, Jørgen; Rathlev, Jacob; Hedegaard Andersen, David & Dejgaard Pedersen. Thomas (2005a). Valgundersøgelsen 2005, Teknisk Rapport, Modul 1: Oversigt over datamateriale mv. Aalborg: Aalborg Universitet, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning Goul Andersen, Jørgen; Rathlev, Jacob; Hedegaard Andersen, David & Dejgaard Pedersen. Thomas (2005b). Valgundersøgelsen 2005, Teknisk Rapport, Modul 2: Kodenøgler. Aalborg: Aalborg Universitet, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Green, Jane (2007). ‘When Voters and Parties Agree: Valence Issues and Party Competition’, Political Studies, vol. 55, p. 629-‐655 Harrop, Martin & Miller, William L. (1987). Elections and Voters. London: Macmillan Education Ltd. Haywood, Andrew (2007). Politics. New York: Palgrave Macmillian Hellevik, Ottar (1991). Forskningsmetode i sosiologi og statsvitenskap. Oslo: Universitetsforlaget Holmberg, Søren & Oscarsson, Henrik (2004). Väljare. Svenskt väljarbeteende under 50 år. Stockholm: Norstedts juridik
135
Holmberg, Søren (2007). ’Partisanship Reconsidered’, i Dalton, Russell J. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (2007). The Oxford Handbook of Political Behaviour. New York: Oxford University Press Inglehart, Ronald (1971). The Silent Revolution in Europe: Intergenerational Change in Post-‐Industrial Societies. The American Political Science Review, vol. 65 (4), p. 911-‐1017. Inglehart, Ronald (1977).The Silent Revolution. Changing Values and Political Styles among the Western Publics. Princeton: Princeton University Press. Inglehart, Ronald (2007). Postmaterialist Values and the Shift from Survival to Self-‐expression Values, i Dalton, Russell J. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (2007). The Oxford Handbook of Political Behaviour. New York: Oxford University Press Jordahl, Henrik (2006). “An economic analysis of voting in Sweden”. Public Choice, vol. 127, p. 251–273 Katz & Mair (1997). ‘Party Organization, Party Democracy, and the Emergence of the Cartel Party’, i Mair, Peter (1997). Party system change: approaches and interpretations. New York: Oxford University Press Kaase, Max (1994). ‘Is There Personalization in Politics? Candidates and Voting Behaviour in Germany’, i International Political Science Rewiev, vol. 15, p. 211-‐230 Kavanagh, Dennis (red.) (1992). Electoral Politics. Oxford: Clarendon Press Key, V. O. (1966). The Responsible Electorate: Rationality in Presidential Voting, 1936–1960. New York: Vintage Books Kinder, Donald R. & Kiewiet, D. Roderick (1979). ’Economic Discontent and Political Behaviour: The Role of Personal Grievances and Collective Economic Judgements in Congressional Voting’. American Journal of Political Science. Vol. 23(3), p. 495-‐527
Kirchheimer, Otto (1966). “The Transformation of the Western European Party System”, pp. 177-‐200, i Joseph LaPalombara og Myron Weiner (red.), Political Parties and political Development, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, Kjær, Ulrik & Mouritzen, Poul Erik (red.) (2003). Kommunestørrelse og lokalt demokrati. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
136
Klingemann, Hans-‐Dieter (2005). ‘Political Parties and Party Systems’, i Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press
Kramer, Gerald H. (1971). ‘Short-‐term Fluctuations in U.S. Voting Behavior, 1896-‐1964.’ American Political Science Review, vol. 65, p. 131-‐143. Kristensen, Ole P.(1987) Økologisk inferens og surveyanalyser i valgforskningen, Politica, vol. 19 Lane, Jan-‐Erik & Ersson, Svante (1997). ”Parties and Voters: What Creates the Ties?” Scandinavian Political Studies, vol. 20(2), p. 179-‐192 Lazarsfeld, Paul; Bernard Berelson & Hazel Gaudet (1948). The People's Choice. New York: Columbia University Press Levinsen, Klaus (2003). ‘Kommunalpolitisk tillid’, i Kjær, Ulrik & Mouritzen, Poul Erik (red.) (2003). Kommunestørrelse og lokalt demokrati. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Lewis-‐Beck, Michael S. & Martin Paldam (2000). ‘Economic Voting: An Introduction’, Electoral Studies, vol. 19, p. 113-‐121. Lewis-‐Beck, Michael S. & Stegmaier, Mary (2007). ‘Economic Models of Voting’, i Dalton, Russell J. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (2007). The Oxford Handbook of Political Behaviour. New York: Oxford University Press Lipset, Seymour M. & Rokkan, Stein (1967). Party Systems and Voter Alignments. New York: Free Press. Listhaug, Ola (1989). “Gamle og Nye Modellar i Valforskinga: Eit Oversyn”, Tidsskrift for Samfunnsforskning, vol.30, p. 339-‐60 Listhaug, Ola (2005). ‘Retrospective Voting’, i Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press Loftager, Jørn (1990). ’Den politiske offentlighed mellem stat og civilsamfund’. Politica, vol. 22, p. 208-‐222 Mair, Peter (1997). Party system change: approaches and interpretations. New York: Oxford University Press
137
Mair, Peter; Müller, Wolfgang C. & Plasser, Fritz (ed.) (2004). Political Parties and Electoral Change: Party Responses to Electoral Markets. London: Sage Publications Mair, Peter (2005). “The freezing hypotheses: an evaluation”, i ‘Party Systems and Voter Alignments Revisited’, Karvonen, Lauri & Kuhnle, Stein (ed.). London: Routledge Manza, Jeff & Brooks, Clem (1999). Social Cleavages and Political Change. Voter Alignments and U.S. Party Coalitions. Oxford: Oxford University Press McAllister, Ian (2007). ‘The Personalization of Politics’, i Dalton, Russell J. & Klingemann, Hans-‐Dieter (ed.) (2007). The Oxford Handbook of Political Behaviour. New York: Oxford University Press McAllister, Ian & Hayes, Bernadette C. (2001). Women, electoral volatility and political outcomes in Britain. European Journal of Marketing, vol. 35 (9-‐10), p. 971-‐983 Meret, Susi (2003). ’Højrepopulisme’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Mughan, Anthony (2000). The Presidentialization of Parliamentary Elections. New York: Palgrave Møller Hansen, Kasper & Bech, Michael (2007). ’De sociotropiske vælgere: Ønsket om stigende beskæftigelse betyder mere end hvem der bliver statsminister og vælgerne kan ikke købes med lønstigninger’. Politica, vol. 39(1), p. 67-‐86. Møller Hansen, Kasper; Slothuus, Rune & de Vreese, Claes (2007). ‘Man har et parti til man finder et nyt: Portræt af vælgeren, som skiftede parti’, I Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Nannestad, Peter (1989). Reactive voting in Danish general elections 1971-‐1979: a revisionist interpretation. Aarhus: Aarhus University Press Nannestad, Peter & Paldam, Martin (1997). ‘From the Pocketbook of the Welfare Man: A Pooled Cross-‐Section Study of Economic Voting in Denmark, 1986-‐92’, i British Journal of Political Science, Vol. 27(1), p. 119-‐136
138
Nielsen, Hans Jørgen (1983). ‘The Reality of Distrust’, Arbejdspapir, Københavns Universitet, Institut for Samfundsfag. Nielsen, Hans Jørgen (1999a). ’De individuelle forskydninger 1994-‐94’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Nielsen, Hans Jørgen (1999b). ’Tilliden til politikerne’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Nielsen, Hans Jørgen (1999c). ’Op til valget’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Nielsen, Hans Jørgen (1999d). ’Valgresultatet’, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Nielsen, Hans Jørgen (1999e). ‘The Danish Election 1998’. Scandinavian Political Studies, vol. 22(1), p. 67-‐81 Nielsen, Hans Jørgen (2002). ’De mange gode partier at vælge i mellem’, i Albæk, Erik; Munk Christiansen, Peter & Møller, Birgit (2002). Demokratisk set. Århus: Aarhus Universitets forlag Nielsen, Hans Jørgen & Risbjerg Thomsen, Søren (2003a). ’Valgkampen, meningsmålingerne og valget’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Nielsen, Hans Jørgen & Risbjerg Thomsen, Søren (2003b). ’Vælgervandringer’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Nielsen, Kenneth Thue (2003). ’Nærhed eller retning? To modeller for effekten af politiske spørgsmål’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Nielsen, Kenneth Thue (2009). ”Vælgeradfærdsteori”, i Kaspersen, Bo & Loftager, Jørn (red.) (2008). Klassisk og moderne politisk teori. København: Hans Reitzels forlag
139
Norris, Pippa (1998). Elections and Voting Behaviour: New Challenges, New Perspective. Aldershot: Ashgate, Darthmouth Publishing Ltd. Norris, Pippa (1999). ‘Introduction: The Growth of Critical Citizens’, i Norris, Pippa (1999). Critical citizens: global support for democratic government. New York: Oxford University Press. Norris, Pippa (1999). Critical citizens: global support for democratic government. New York: Oxford University Press. Paldam, Martin & Schneider, Friedrich (1980). ‘The Macro-‐Economic Aspects of Government and Opposition Popularity in Denmark 1957-‐78’, i Nationaløkonomisk Tidskrift, vol. 118, p. 149-‐170 Pedersen, Mogens N. (1979). ‘The Dynamics of European Party Systems: Changing Patterns of Electoral Volatility’, i European Journal of Political Research, vol 7(1), p. 1-‐26 Pedersen, Mogens N. (1989). ’En kortfattet oversigt over det danske partisystems udvikling’, Politica, vol. 21(3), p. 265-‐278 Pedersen, Karina & Knudsen, Tim (2005). ‘Denmark: Presidentialization in a Consensual Democracy’, i Poguntke, Thomas & Webb, Paul (red.) (2005). The Presidentialization of Politics: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Oxford University Press Petrocik, John R. (1996). ‘Issue Ownership in Presidential Elections, with a 1980 Case Study. American Journal of Political Science’, vol. 40(3), p. 825-‐850 Poguntke, Thomas & Webb, Paul (red.) (2005). The Presidentialization of Politics: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Oxford University Press Poguntke, Thomas & Webb, Paul (2005). ‘The Presidentialization of Politics in Democratic Societies’, i The Presidentialization of Politics: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Oxford University Press Rabinowitz, George & MacDonald, Stuart Elaine (1989). ‘A directional theory of issue voting’, i American Political Science Review, vol. 83 (1), p. 93-‐121 Rathlev, Jakob (2007). ’Det nye højre er gammelt: Politiske generationer i perspektiv’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica
140
Rathlev, Jakob; Jørgensen, Henrik; Lehrmann Bruun, Gregers & Hansen, Claus D. (2003). ’Det tekniske grundlag’, i Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003). Politisk Forandring -‐ værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic Saris, Willem E. & Sniderman, Paul M. (2004). Introduction, i Saris, Willem E. & Sniderman, Paul M. (ed.) (2004). Studies in Public Opinion: Attitudes, Nonattitudes, Measurement Error and Change. Princeton: Princeton University Press Stokes, Donald E. (1963). ‘Spatial Models of Party Competition’. American Political Science Review, vol. 57, 2, p. 368-‐377 Stokes, Donald E. (1992). ’Valence Politics’, i Kavanagh, Dennis (ed.) (1992). Electoral Politics. Oxford: Clarendon Press Stubager, Rune (2001). ’Uddannelse og ny politik: en dekomponering af uddannelseseffekten på nypolitiske holdninger’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Stubager, Rune (2003). ’Ændrede skillelinjer siden 60’erne’. Politica, vol. 35(4), s. 377-‐388 Söderlund, Peter (2008). ‘Retrospective Voting and Electoral Volatility: A Nordic Perspective’. Scandinavian Political Studies, vol. 31(2), p. 217-‐240 Thomassen, Jacques (2005). ‘Introduction’, i Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press Tobiasen, Mette (1999). Appendix 1: Teknisk Rapport, i Andersen, Johannes; Borre, Ole; Goul Andersen, Jørgen & Nielsen, Hans Jørgen (1999). Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime Togeby, Lise (2004). Man her et standpunkt… Om stabilitet og forandring I befolkningens holdninger. Århus: Aarhus Universitetsforlag Tonsgaard, Ole (1984). ”Vælgerlune eller vælgerfornuft”, i Elklit, Jørgen & Tonsgaard, Ole (ed.) (1984). Valg og vælgeradfærd: studier i dansk politik. Århus: Politica
141
Van der Brugge, Jimmy & Voss, Henning (2007). ’Årsager til de socialistiske partiers tilbagegang i perioden 1990-‐2005’, i Goul Andersen, Jørgen; Andersen, Johannes; Borre, Ole; Møller Hansen, Kasper & Nielsen, Hans Jørgen (red.) (2007). Det nye politiske landskab – folketingsvalget i 2005 i perspektiv. Århus: Academica Wattenberg (2000). ’Decline of Party Mobilization’, i Dalton, Russell J. & Wattenberg, Martin P. (ed.) (2000). Parties without Partisans -‐ Political Change in Advanced Industrial Democracies. New York: Oxford University Press Winship, Christopher & Radbill, Larry (1994). ’Sampling Weights and Regression Analysis’. Sociological Methods & Research, vol. 23 (2), p. 230-‐257 Winther Nielsen, Sigge & Høgenhaven, Thomas (2010). Politisk Psykologi – fordi politik er personligt. Århus: Århus Universitetsforlag Worre, Torben (1976). ’Social baggrund og parti’, i Borre, Ole; Nielsen, Hans Jørgen; Sauerberg, Steen & Worre, Torben (1976). Vælgere i 70'erne: Resultater fra interviewundersøgelser ved folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975. Kbh.: Akademisk Forlag Worre, Torben (1987). Dansk vælgeradfærd. Kbh.: Akademisk Forlag Zaller, John (1992). The Nature and Origins of Mass Opinion. New York: Cambridge University Press Zelle, Carsten (1995). ‘Social Dealignment versus Political Frustration: Contrasting Explanations of the Floating Vote in Germany’, European Journal of Political Research, vol. 27, p. 319–45 Aardal, Bernt & Van Wijnen, Pieter (2005). ”Issue Voting”, i Thomassen, Jacques (ed.) (2005). The European Voter: a Comparative Study of Modern Democracies. New York: Cambridge University Press
142
9. Bilag