psychomotorical manual treatment and the placebo effect
Post on 26-Dec-2014
87 Views
Preview:
DESCRIPTION
TRANSCRIPT
Indhold
Indledning....................................................................................................................................3
Problemformuleringen.................................................................................................................5
Underspørgsmål.......................................................................................................................5
Metode.........................................................................................................................................6
Om den særlige situation jeg står i, hvad angår kilder..............................................................6
Hvordan jeg vil besvare opgavens problemformulering?.........................................................7
Hvilke afspændingspædagogiske kilder er brugt i denne opgave?...........................................8
Validering af afspændingspædagogiske kilder.....................................................................8
Hvilke kilder om placebo er brugt i denne opgave?.................................................................9
Validering af kilder om placeboeffekten..............................................................................9
Teori og begrebsdefinition.........................................................................................................10
Et aberdabei hvad angår definitionen af AMB.......................................................................10
Vigtige citater fra nogle af fagets autoriteter, der eksemplificerer AMB................................11
Grethe Jørgensen – Om det første møde med klienten.......................................................11
Ruth Ryborg – Om den passive behandling.......................................................................11
Jan Ivanouw – Kropsterapeutiske behandlingserfaringer og afspændende kropsbehandling...........................................................................................................................................12
Ingrid Røder – Hvad der kan forventes af en AMB............................................................13
- Beskrivelse af et punktgreb..............................................................................................13
Behandlingsmanualen med bilag (som udleveret på SfP) – Typer af AMB.......................13
Den Roger’ske inspiration – Hvordan afspændingspædagogen lærer at relatere til klienten...........................................................................................................................................14
En definition af AMB, som begrebet bruges i denne opgave, baseret på ovenstående citater og sammendrag...........................................................................................................................15
Placeboeffektens historie........................................................................................................16
Tro, overbevisning og fantasi, en art placebobegreb før moderne medicin (-1890)............16
Moderne medicin (1890-1955)...........................................................................................17
1
Beechers placebo (1955-2007)...........................................................................................17
Placebobegrebet opblødes (1997-2007)..............................................................................18
På vej mod et brugbart placebobegreb, en meaning response?...............................................19
Eksempler på den Moerman’ske meaning response...............................................................20
Kan det siges at være af betydning hvilken psykoterapeut du går til?................................20
At skrive sin egen historie, er det nødvendigt med en mellemmand?.................................21
Kan branding af en særlig type behandling påvirke dens effektivitet?...............................21
Kan en uvirksom behandling, udløse stærke fysiologiske reaktioner?................................22
Hvor går de fysiologiske grænser? Kan f.eks. mavesår påvirkes af meaning response?.....23
Diskussion..................................................................................................................................25
Om den samtaleprægede del af AMB: Afspændingspædagogen, en meningsskaber?............25
Lighederne mellem AMB og psykoterapi...........................................................................25
Om den manuelle del af AMB: Afspændingspædagogen, fire store røde placebotabletter?...27
Men hvad er sammenhængen mellem ultralyd og AMB?...................................................28
Hvad kan vi ellers lære af forsøgene med ultralyd?............................................................28
Punktgrebet, et eksempel på bestemte grebs validering eller mangel på samme................29
Forskningen der desværre ikke rigtigt sagde noget................................................................30
Men er vi så bare kvaksalvere?...............................................................................................31
Konklusion.................................................................................................................................33
Hvad har jeg fundet frem til?..................................................................................................33
Perspektivering...........................................................................................................................34
Et par bud på at komme uden om placeboeffekten i undersøgelsen af effekten af AMB........35
Generelt for kliniske forsøg der skal validere noget som helst...........................................35
Et tværkulturelt studie........................................................................................................36
Den falske AMB.................................................................................................................37
En sidste etisk krølle på halen og stof til adskillige nye opgaver............................................37
Kildekritik..................................................................................................................................38
2
Indledning
Det er mit indtryk at flere dele af den afspændingspædagogiske manuelle behandling
[AMB] kunne tænkes at være effektiv alene på grund af behandlingssituationens
placebogene natur. Fra min egen praksis både som afspændingspædagog og som massør
igennem sammenlagt 5 år, er det min erfaring at effekten af behandlingen, ofte i langt
højere grad, beror på min personlighed, min professionelle fremtoning, klientens
forventninger til behandlingen og min evne til at forstå og gennem samtale at skabe
mening i klientens situation, end på specifikke afspændingspædagogiske interventioner.
Det lader altså i min erfaring til, som udgangspunkt, ofte at være underordnet om jeg
f.eks. benytter mig af f.eks. muskelprovokation til at aktiverer underspændt muskulatur,
så klienten bliver bevidst om uudlevet liv og fortrængte impulser til bevægelse
(Jürgensen 2007), eller om jeg benytter mig af en god gammeldags svensk massage med
hak og klem, så længe at klienten og jeg sammen skaber en kontekst hvori klienten kan
opleve sine særlige problematikker som meningsfulde.
Jeg antager at flere afgørende dele af det som sker med mine klienter under AMB, det
som klienten og jeg oplever som effektivt, skyldes det man i den kliniske forskning,
ville kalde placeboeffekten [PE] og ikke nødvendigvis det jeg som studerende ved
Skolen for Psykomotorik [SfP] har lært at forklarer mine interventioners effekt og
virkemåde med.
Grundlæggende vil jeg mene at det var uhensigtsmæssigt, at bruge tid på at lære og
derefter praktisere en bestemt teknik med dertilhørende nomenklatur og parafernalia,
hvis det viser sig at denne teknik ikke er den udslagsgivende faktor, men at det derimod
i højere grad er klientens forventninger til resultatet, støttet af konteksten som
behandleren formår at skabe omkring behandlingen, som faciliterer lindring eller sågar
helbredelse.
Jeg oplever at det for mig skaber et loyalitetsproblem overfor såvel mine betalende
klienter, som overfor mit fag og mine kolleger, dels at jeg tænker sådan og dels at det
måske kunne forholde sig således. Derfor er det personligt interessant for mig at
undersøge hvordan afspændingspædagoger overfor andre fagfæller og overfor klienter
3
forklarer deres interventioners berettigelse og virkemåde, samt den effekt behandlingen
opleves af klienten at have og sammenligne den forklaring og effekt med hvad der kan
forventes ved en PE.
Selvom at det virker som en stærk påstand om et gammelt og velprøvet fag, som
afspændingspædagogikken, så mener jeg dog at uanset hvilken sammenhæng jeg finder
mellem placeboforskningens resultater og AMB, så vil mine fund være af interesse for
afspændingspædagoger, fordi at studiet af PE i høj grad er studiet af sammenhængen
mellem krop og sind.
Det vil altså sige, ganske kort, at du her i denne opgave vil blive præsenteret for en
række teorier om effekten af AMB, sat op overfor resultater fra placeboforskningen, for
at belyse hvorvidt der kan siges at være en effekt af AMB, som strækker sig ud over det
som kunne forventes af PE alene, samt en diskussion af hvad mine fund kunne betyde
for det afspændingspædagogiske fag.
Afgrænsning
Det skal her tilføjes, at der er mange dele ved AMB, som jeg ikke umiddelbart sætter
spørgsmålstegn ved effekten af. Bl.a. hele den del af behandlingen, som sigter mod at
give klienten råd omkring træning, hensigtsmæssige arbejdsstillinger, undervisningen i
konkrete fysiologiske og anatomiske forhold og selve berøringens betydning for
velvære etc., mener jeg ikke umiddelbart at der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved,
i samme grad, som til de elementer af behandlingen, som jeg peger på med resten af
denne opgave. Det vil forhåbentligt fremstå tydeligere senere i opgaven, hvordan jeg
skelner.
4
Problemformuleringen
Hvilke dele af effekten af den afspændingspædagogiske manuelle behandling kunne
tænkes i højere grad at hidrøre fra en placeboeffekt frem for en effekt af de specifikke
afspændingspædagogiske interventioner?
Underspørgsmål
I fald at der kan sandsynliggøres at være en sammenhæng mellem effekten af den
afspændingspædagogiske manuelle behandling og placeboeffekt, som stiller
placeboeffekt over eller på lige fod med effekten af specifikke afspændingspædagogiske
interventioner, hvor stiller det så vores fag og hvilke overvejelser kunne det tænkes at
vi, i så fald, kunne gøre os omkring vores metoder og den måde hvorpå vi dokumenterer
og forklarer effekten af vores behandling?
5
Metode
Om den særlige situation jeg står i, hvad angår kilder
Der findes ingen forskning, som jeg har kunnet få fingre i, indenfor det
afspændingspædagogiske felt, som kunne af- eller bekræfte min hypotese, endsige
besvare min problemformulering fyldestgørende, hvilket gør at den forskning jeg i
denne opgave primært trækker på, ikke er udført i afspændingspædagogisk regi.
Derudover så findes der, som jeg vil argumentere for senere, ingen præcis definition af
PE, som både kan være tro mod sig selv og samtidig beskrive det som man, både i
daglig tale og i fagterminologi, forsøger at beskrive. Bl.a. denne manglende præcise
definition og begrebet placebos stormfulde historie, gør at det meste forskning der
foreligger omkring PE, ikke er forskning i PE selv, men forskning i andre ting, som kun
accessorisk peger på PEs effekt og virkemåder. Der er dog en række forsøg, som alene
har til hensigt at afdække PEs effekt og virkemåde og dem vil jeg i den udstrækning det
er muligt, inddrage.
Dette sætter mig i en situation, hvor jeg, hvad afspændingspædagogik angår, må tage til
takke, overvejende med forskning fra beslægtede fag.
Hvad placebo angår, så mangler der ikke undersøgelser som påviser at der findes en
række faktorer, der giver en helbredende effekt, som har mere med kontekst og
overbevisning at gøre, end den konkrete medicin eller anden specifikke terapeutiske
intervention man søger at finde effekten af. Men mængden af disse undersøgelser er
enorm og breder sig fagligt over et vældig stort område, som f.eks. neurologi,
immunologi, fysiologi, psykologi, antropologi, psykoneuroimmunologi, biologi,
psykiatri og farmakologi, for bare at nævne nogle få.
Så når jeg nedenfor fremhæver og forsøger at validere bestemte artikler, bøger og
forfattere, så er det, i den teoretiske opgaves ånd, det generelle frem for det specifikke,
som jeg beskæftiger mig med. Derfor er forfatterne, i de fleste tilfælde, ikke selv dem
der har drevet forskningen i PE, men dem der har sammenfattet information fra et meget
stort forskningsfelt. Hvor det er muligt vil jeg selvfølgelig henvise til de oprindelige
forsøg, men overvejende henviser jeg altså til de nedenfor nævnte forfattere i en, om
end ikke særlig højtaksonomisk, tillid til at de har gjort deres research ordentligt.
6
Hvordan jeg vil besvare opgavens problemformulering?
Dette er en teoretisk opgave. Med teoretisk mener jeg, som allerede antydet ovenfor, at
der ikke indgår forskning, som jeg selv har drevet, men at jeg udelukkende forholder
mig til hvad der af andre indenfor selve faget (afspændingspædagogik), indenfor
relaterede fag (fysioterapi, ergoterapi, massage, kropspsykoterapi, psykoterapi etc.) og
indenfor videnskaber som beskæftiger sig med undersøgelsen af PE, allerede er skrevet
og forsket i, som er relevant for besvarelsen af min problemformulering.
Jeg starter med en gennemgang af den tilgængelige behandlingslitteratur, hvor jeg ved
at fremhæve en række citater vil forsøge at tegne et billede af AMB, sådan som jeg
personligt og i denne opgave forstår den. Hvor det ikke er muligt direkte at citere, på
grund af tekstens længde eller kompleksitet, vil jeg forsøge at sammendrage en essens
af det skrevne.
Jeg fortsætter herefter med en beskrivelse af PEs historie, i det at jeg skønner det
nødvendigt for at forstå mit valg af teorier til at beskrive PE med. Derudover vil jeg
bruge specifikke forsøgseksempler fra placeboforskningen for at illustrere hvad der
menes med begrebet placebo, samt hvilke fysiologiske såvel som mere overordnede
psykologiske reaktioner man kan forvente at kunne opnå ved placebo.
Gennemgangen af både placebo- og afspændingsteori vil, på grund af emnernes
størrelse og, vil det vise sig, flygtighed, have en eklektisk og fænomenologisk karakter i
højere grad end en endelig deskriptiv karakter. Jeg forestiller mig at de nævnte
eksempler tilsammen vil tegne konturerne om de begreber jeg forsøger at indkredse.
Ved i diskussionsafsnittet at sammenligne de resultater som placeboforskningen har
frembragt, med det som den kliniske praksiserfaring blandt afspændingspædagoger har
frembragt, vil jeg sætte teorierne op overfor hinanden, analysere og undersøge hvad de
kan betyde for hinanden og hvordan de kan belyse min problemformulering.
Senere i konklusionen sammenfatter jeg resultatet af mine fund og i perspektiveringen
vil jeg bl.a. forsøge at lægge op til ny forskning med et bud på en forsøgsopstilling, som
måske kunne tage højde for den placeboeffekt som kunne udspille sig i AMB, således at
man måske kunne nærme sig definitionen af en realeffekt af AMB.
7
Men allerførst en gennemgang af mine kilder…
Hvilke afspændingspædagogiske kilder er brugt i denne opgave?
I jagten på et svar på min problemformulering vil de afspændingspædagogiske kilder
jeg gør brug af komme fra bøgerne: Afspændingspædagogik – Tekster om faget 1946-
2003, Grethe Jørgensens Afspænding og Ingrid Røders Holistisk Afspænding – Teori og
Metode, samt den på SfP udleverede behandlingsmanual og bilag i det omfang det
skønnes relevant. Læg til dette den tilgængelige teori som afspændingspædagoger på
SfP i psykologifaget introduceres til af Carl Rogers og hans klientcentrerede
psykoterapi.
Validering af afspændingspædagogiske kilder
Jeg benytter mig af disse kilder, fordi jeg formoder at de i kraft af at være enten
obligatorisk eller anbefalet litteratur på SfP, da jeg blev undervist i Klinisk Praksis, må
indeholde en rimelig præcis karakteristik af AMB og alle dens delelementer. Både
Grethe Jørgensen, Ingrid Røder og forfatterne til artiklerne i bogen
Afspændingspædagogik anses af mange, både indenfor og udenfor det
afspændingspædagogiske miljø, som værende autoriteter indenfor faget.
Carl Rogers gør jeg brug af fordi hans klientcentrerede psykoterapi er en stor inspirator
for den afspændingspædagogiske dialog og behandlerens accepterende nærvær.
Egentlig er valideringen af de afspændingspædagogiske teorier og forfattere ikke
bydende nødvendig idet at de jo netop står som de står. Det er disse teorier, som jeg
forholder mig kritisk til, sådan som de undervises i og vægtes på SfP. Jeg mener at det
må række med at validere teorierne ved at henvise til faget Klinisk Praksis pensum på
uddannelsen.
Hvilke kilder om placebo er brugt i denne opgave?
Yderligere vil jeg benytte mig af litteratur om PE. Til dette formål har valgt bøgerne
Placebo – The Belief Effect af Dylan Evans og Meaning, Medicine and the Placebo
Effect af Daniel Moerman og Placebo – Historie, Biologi og Effekt af bl.a. Asbjørn
Hróbjartsson og Lars Ole Andersen, samt en artikel af sidstnævnte fra Ugeskrift for
Læger.
8
Validering af kilder om placeboeffekten
Evans benytter jeg mig af fordi han i sin bog Placebo – The Belief Effect giver den, efter
min vurdering, til dato mest plausible evolutionspsykologiske og fysiologiske forklaring
på hvorfor at PE er til og hvorfor at den virker som den gør. Evans er cand. phil. med
Ph.d. i filosofi fra London School of Economics.
Hróbjartsson benytter jeg mig af fordi han i sin kontroversielle doktorafhandling Are
placebo interventions associated with clinically important effects? og tilsvarende i
bogen Placebo- Historie, Biologi og Effekt som han er medforfatter til, problematiserer
det gængse syn på PE og tegner et, set med mine øjne, mere realistisk billede af hvad
man kan påstå at den udretter. Hróbjartsson er seniorforsker og overlæge ved Nordic
Cochrane Centret.
Andersen benytter jeg mig af dels fordi han er medforfatter til ovenfornævnte bog og
dels fordi han har skrevet en udmærket artikel til Ugeskrift for Læger med titlen Tiltro
og Mistillid til PE, som jeg senere vil citere fra for at beskrive problematikken med at
definere PE klart. Lars Ole Andersen er ph.d. i medicinhistorie og underviser på
Medicinsk Museion under Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet.
Moerman benytter jeg mig af fordi han giver den, for mig at se, for
afspændingspædagogen, mest relevante definition af PE. Moerman bevæger sig i højere
grad end nogle af de andre forfattere i et forskningsfelt som nemmere lader sig
oversætte til afspændingspædagogiske termer. Moerman er doktor i antropologi fra
Michigan-Dearborn universitetet.
9
Teori og begrebsdefinition
De mest centrale begreber som behandles i denne opgave og som det er vigtigt at være
enige om definitionen af, er dels PE og dels AMB. Herefter følger et forsøg på en
definition af de to begreber, sådan som jeg benytter dem i denne opgave.
Et aberdabei hvad angår definitionen af AMB
Som nævnt i metodeafsnittet gør jeg i det følgende brug af dele af den på SfP
obligatoriske og anbefalede litteratur til faget Klinisk Praksis (tidl. Behandling).
Der er, som man vil erfare ved gennemlæsning af den anførte litteratur, mange måder at
gribe AMB an på. Dybden og bredden af behandlingen kan yderligere illustreres ved at
alle fagene på uddannelsen (psykologi, pædagogik, fysiologi, anatomi, biomekanik,
samfundslære o.m.a.) forventes at kunne bruges indenfor rammerne af en AMB. Det er
en hyperkompleks, multifacetteret størrelse vi her har med at gøre. Læg til dette at hver
afspændingspædagog har sin særlige tilgang og personlighed, som også er med til at
nuancerer (eller forvirre, bare tænk på hvor svært det har været at blive enige i
faggruppen, om begreberne kropsbevidsthed og kropsoplevelse jf. Vithard 2006 og
Jørgensen 2006) en endelig definition af begrebet. Det gør det meget svært præcist at
definere hvad der udgør en AMB. I hvert fald så præcist, som jeg ville foretrække for
denne opgaves sigte.
Men det skal ikke afskrække mig fra at forsøge alligevel.
Vigtige citater fra nogle af fagets autoriteter, der eksemplificerer AMB
Følgende citater mener jeg dels eksemplificerer den forståelse af AMB, som jeg er
blevet undervist i på SfP og dels virker som gode udgangspunkter for analyse med min
udvalgte placebolitteratur.
Grethe Jørgensen – Om det første møde med klienten
I praksisdelen af sin bog skriver Grethe Jørgensen generelt om arbejdet i enetimerne
med eleven (det jeg ellers i opgaven kalder klienter):
10
”… det [er] blevet klart for mig, hvor stor betydning enhver af
afspændingspædagogens handlinger og udsagn har for, om forløbet bliver
vellykket eller ej.”
Jørgensen fortsætter i beskrivelsen af første behandlingsgang:
”Det afgørende for behandlingsforløbet er, at eleven kommer til at føle sig
så tryg som muligt… Mange elever giver udtryk for, at ingen nogen sinde
før har givet sig tid til at lytte til en samlet beretning om et sygdomsforløb
og om sammenhænge mellem symptomer og livssituation, som eleven selv
føler.”
Ruth Ryborg – Om den passive behandling
I artiklen Afspændingspædagogik – midler og praktisk erfaring fra 2001
decembernummeret af Afspændingspædagogen beskriver Ryborg bl.a. den passive
behandling (det som jeg i denne opgave kalder AMB) således:
”Den passive behandling er en manuel behandlingsform, hvor pædagogen
ved palpation og forskellige greb observerer og behandler hyper- og
hypoton muskulatur. Behandlingen gives hele kroppen, hvorved
pædagogen får et billede af klientens totale tonusmønster og ændringer
heri. Ved behandlingen opnås en fuldstændig eller delvis
tonusnormalisering… Klienten lærer at registrere uhensigtsmæssig
tilpasning til givne situationer, så klienten kan handle hensigtsmæssigt.”
Jan Ivanouw – Kropsterapeutiske behandlingserfaringer og afspændende
kropsbehandling
Ivanouw beskriver i sin artikel Kroppen og det ubevidste – nogle aspekter af forholdet
mellem muskeltonus og psyke fra 1992 visse kropsterapeutiske behandlingserfaringer,
således:
”Der kan anvendes forskellige slags behandlingsgreb, som anvendt på de
forskellige typer af muskulatur, har forskellige virkninger. Ved en hel
kropslig behandling med bestemte greb kan personen bringes i en
afslappet tilstand. Klienten er passivt modtagende, og kan komme i en
11
tilstand af frit flydende bevidsthed, eller kan endog nærme sig en
hypnagog tilstand… Klienten verbaliserer kropslige oplevelser, hun har
under behandlerens manuelle påvirkning… kropsbevidsthed[en] kan
udvides med en træning i at bruge kropslige fornemmelser som tegn på
egne reaktioner i forskellige livssituationer og til at understøtte målrettet
handling i situationerne… Behandleren opholder sig længere tid ved
bestemte let over- eller underspændte (førfunktionelle) muskler og
anvender bestemte greb for at påvirke muskelreceptorerne og fremkalde
aktivitet i musklen og tilsvarende psykiske reaktioner hos klienten.
Ivanouw beskriver yderligere i sin artikel Hvad er en afspændingspædagog? i
Afspændingspædagogen i oktober 1994 ikke overraskende hvad en
afspændingspædagog er, men beskriver også generelt hvori AMB består, således:
”Det er den traditionelle arbejdsform, vi kalder afspændende
kropsbehandling. Her arbejdes der med… forholdet mellem muskulatur og
psyke… at give klienten en tydeligere perception af sin egen muskulatur
og et sprog til at beskrive muskelfornemmelser. Det kalder vi at arbejde
med kropsbevidsthed… Det kan gøres ved hjælp af behandling, øvelser,
bevægelsesinstruktioner og samtale.”
Ivanouw uddyber og forklarer at klienten gennem en øget kropsbevidsthed har mulighed
for at lære at handle anderledes, mere hensigtsmæssigt og øge klientens modstandskraft
i psykologisk vanskelige situationer. Afspændingspædagogen arbejder også i den
manuelle behandling med at fremkalde diverse følelsesmæssige tilstande hos klienten
med det sigte at øge klientens selverkendelse og give klienten redskaber til
selvrefleksion.
Ingrid Røder – Hvad der kan forventes af en AMB
Ingrid Røder skriver i sin bog Holistisk Afspænding bl.a. følgende om hvad der sker på
det fysiologiske og anatomiske plan under en afspændingspædagogisk behandling, i
forhold til en gruppe af klienter som afspændingspædagoger ofte støder på; de stressede
eller angste klienter:
12
”Forhold, der sænker gammaaktiviteten i muskeltenene og derved
mindsker tonus i en muskel, kan blandt andet opnås ved ro, varme,
lukkede øjne og langsom udspænding af muskulaturen – netop hvad den
afspændingspædagogiske behandlingssituation tilbyde.
- Beskrivelse af et punktgreb
Røder beskriver i slutningen af bogen Holistisk Afspænding et særligt greb, som hun
kalder punktgreb. Punktgrebet benyttes ifølge Røder som en direkte impuls (tryk) ned i
et triggerpunkt (en myose, hård muskulatur eller peritendinose) med en enkelt finger.
Røder indleder lidt senere en beskrivelse af hvordan dette punktgreb forventes at
fungere, således:
”Ved et punktgreb kunne det tænkes, at der fysiologisk sker følgende…”
Fremhævelsen både her og nedenfor er min. Røder tilføjer yderligere om triggerpunkter:
”Det vides ikke, hvad et triggerpunkt er. Der er ikke fundet specielle
forhold i muskulaturen eller i de nervemæssige strukturer…”
Behandlingsmanualen med bilag (som udleveret på SfP) – Typer af AMB
I behandlingsmanualens bilag 1A udfoldes og forklares nogle af de konkrete metoder
som tages i brug under AMB. Meget af den konkrete viden om disse metoder og deres
praktiske applikation kommer udelukkende af praktisk erfaring i mesterlærer og ved
egen erfaring.
Kort kan det siges at der ifølge behandlingsmanualen er fem slags behandlinger: 1)
Kropsbevidsthed, 2) Kropsoplevelse, 3) Tonusbevarende, 4) Afspændende og 5)
Symptombehandling.
For både kropsoplevelse- og kropsbevidsthedsbehandlingerne gælder at
afspændingspædagogen samtaler en del med klienten undervejs og som bl.a. Ivanouw
ovenfor peger på, er med til at give klienten et sprog at tale om sin krop med.
Udover det består forskellene i de nævnte behandlingstyper mest i hvilket tempo og
med hvilken kvalitet grebene, strækkene eller berøringerne finder sted med (dybde af
tryk, hårdhed, hastighed af det enkelte greb etc.). Det antages at disse forskellige tempi
13
og greb, har forskellige bestemte måder at påvirke dels muskler, men også psyken på
(jf. Ivanouw som citeret ovenfor).
Den Roger’ske inspiration – Hvordan afspændingspædagogen lærer at relatere til klienten
Samtalen er en vigtig del, af alle behandlingstyper, på nær den afspændende, hvor fokus
er mere på den frit flydende og afslappede bevidsthedstilstand som Ivanouw tidligere
citeredes for. Af alle de teorier som kunne tænkes at danne rammen om den
afspændingspædagogiske samtale, så er det mit indtryk at Carl Rogers klientcentrerede
psykoterapi, bedst beskriver det som sker under AMB.
Den Roger’ske inspiration til samtalen i AMB kan kort skitseres ved at fremhæve de
centrale virkemidler i den klientcentrerede psykoterapi, som Rogers beskriver i sin bog
A Way of Being fra 1980.
Kongruens
Ved at være åben og ærlig i nuet, uden at holde noget tilbage eller at sætte en facade op,
forsøger terapeuten at gøre sig gennemskinnelig. Det formodes at terapeutens
gennemskinnelighed er med til at åbne op for at klienten selv kan tillade sig at være
gennemskinnelig.
Ubetinget positiv agtelse
Når klienten kan opleve terapeuten som værende helt accepterende for hvad klienten
lige i dette nu er og føler, så formodes det at klienten i højere grad vil være i stand til at
ændre på de ting som han ønsker forandret. Ved at klienten ikke oplever at der rynkes
på næsen af eller på anden måde tages afstand fra det som klienten er og føler lige nu,
skabes en tillid til egne evner og validiteten af egne oplevelser.
Empati
Er med Rogers egne ord:
"...the therapist senses accurately the feelings and personal meanings that
the client is experiencing and communicates this understanding to the
client… can clarify not only the meanings of which the client is aware but
14
even those just below the level of awareness… listening, of this very
special kind, is one of the most potent forces for change that I know."
To vigtige elementer ved empatisk forståelse er refleksion og afklaring. Refleksion sker
når terapeuten gentager dele af hvad klienten har sagt med en et lidt andet ordvalg og
derved overfor klienten på en ikke-dømmende måde formidler sin forståelse af klientens
udsagn. Afklaring sker når terapeuten drager en essens ud af en række af klientens
udsagn (Wikipedia: Person-centered psychotherapy 2007).
En definition af AMB, som begrebet bruges i denne opgave, baseret på
ovenstående citater og sammendrag
Vi har som afspændingspædagoger en pletora af interventionsmuligheder og helt
centralt for alle disse muligheder er, at der arbejdes med forholdet mellem muskeltonus
og psyke.
Den måde der arbejdes med disse forhold på er, som vist ovenfor, gennem samtale,
massage og berøring med bestemte greb, som enten kun er beskrevet og begrundet i
dybden hos Jørgensen og Røder, er beskrevet overfladisk i behandlingsmanualen eller
grundlæggende kun læres gennem praksiserfaring i mesterlære på bl.a. SfP. Disse
bestemte greb og rytmen hvormed de applikeres, på bestemte typer af muskulatur, som
objektivt eller ej, undervises at have forskellige mærkbare tonusgrader, menes helt eller
delvist at kunne normalisere kroppens muskulære tonus, med henblik på at
uhensigtsmæssig stress og spænding mindskes og velvære, afslapning, overblik og
muligheden for selvrefleksion øges.
Derudover er der en række af interventioner, som er af mere pædagogisk art; at
afspændingspædagogen lærer bestemte færdigheder og handlemåder fra sig. Men som
jeg antydede i indledningen under afgrænsningen, så handler denne opgave ikke
specifikt om disse dele, fordi det empiriske materiale, der lægges til grund for deres
berettigelse, ikke har de samme slagsider, som jeg mener at andre dele af AMB har.
Hvilket bl.a. vil blive tydeligere i opgavens diskussionsafsnit.
Denne opgave beskæftiger sig altså grundlæggende kun med de dele af behandlingen,
som har med effekten af de bestemte typer af berøring, som menes at have en særlig
effekt på muskeltonus og psykisk tilstand, at gøre, samt effekten af den Roger’sk
15
inspirerede dialog. Det er disse delelementer af AMB, som jeg med den placeboteori,
jeg om et øjeblik vil introducere, vil forholde mig kritisk med.
Jeg håber at det trods det, efter min mening, noget ukonkrete teoretiske materiale jeg har
at gå ud fra, er blevet tydeligere hvilke dele af AMB jeg vil forholde mig kritisk til med
min placeboteori. Så nok om den fænomenologiske afdækning af definitionen af AMB
og videre til PEs historie og selve definitionen af begrebet placebo.
Placeboeffektens historie
Begrebet placebo har ændret sig gevaldigt gennem tiden. Fra at være en bredt
accepteret, men alligevel stort set usagt måde, hvorpå at læger og behandlere kunne
udøver paternalisme, henover en art skraldespand hvor man hældte stort set alle
usikkerhedsmomenter ved kliniske undersøgelser ned i, til i dag, hvor flere prominente
stemmer indenfor forskningen i PE ytre sig om at opløse begrebet og finde nye og mere
præcise betegnelser for det man hidtil har placeret under én hat; PE. (Hróbjartsson 1997,
Andersen 2005, Moerman 2002, Evans 2003, Bausell 2007 o.a.)
Tro, overbevisning og fantasi, en art placebobegreb før moderne medicin (-1890)
I tiden før den moderne medicin var det blandt helbredere af alle slags en udbredt
forståelse at et afgørende element i lindring eller helbredelse af sygdomme var
individets overbevisning om at behandlingen virkede. Således skriver f.eks. Paracelsus
(1493-1543) om effekten af sin egen opfindelse; magnetterapi:
“The spirit is the master, the imagination is the instrument, the body is the
plastic material. The moral atmosphere surrounding the patient can have
a strong influence on the course of the disease. It is not the curse or the
blessing that works, but the idea. The imagination produces the effect.”
Moderne medicin (1890-1955)
Efter at den moderne medicin begyndte at dukke op i slutningen af 1800-tallet er kravet
til evidens steget gevaldigt. Man har indenfor forskning i medicin i højere og højere
grad forsøgt at raffinere den del af behandlingen, som ansås for at være virksom, om det
så var en pille eller et kirurgisk indgreb.
16
Den moderne evidensbaserede medicins raffineringsproces har blandt andet bestået i at
finde ud af hvad PE er og hvordan den kontaminerede resultatet af kliniske forsøg.
Selvom at en håndfuld andre videnskabsfolk før ham egentlig opfandt begrebet i den
betydning som det indtil for nyligt har haft, så er der nok ikke nogen andre, som har
været med til at forme videnskabens, men i særdeleshed lægmands forståelse af
placebobegrebet i moderne tid, som Henry K. Beecher. (Beecher 1955, Wikipedia:
Placebo 2007)
Beechers placebo (1955-2007)
Beecher var militærlæge under Anden Verdenskrig og observerede at soldater der var
sårede og havde brug for morfin til at stilne smerterne, nogle gange kunne reagere ligeså
kraftigt på saltvandsindsprøjtninger, som på morfin. Han opdagede denne overraskende
effekt ved et tilfælde, da de var løbet tør for morfin og en sygeplejerske i desperation
gav saltvand til soldaterne i stedet for. Beecher vendte hjem fra krigen og påbegyndte en
lang række forsøg og meta-analyser af tidligere undersøgelser, for at finde ud af hvad
dette fænomen egentlig betød for klinisk forskning.
I 1955 publicerer Beecher en af de for forståelsen af PE mest betydningsfulde artikler
The Powerful Placebo, hvori han argumenterer for nødvendigheden af at lave kliniske
forsøg med placebogrupper, for at sikre at effekten af en testet behandling ikke ”bare”
skyldes PE. Artiklen gav altså fødsel til en vigtig del af udformningen af den kliniske
forsknings ”gyldne standard”, nemlig det dobbelt-blændede, placebo- og
kontrolgruppekontrollerede forsøg.
Selvom at Beecher med denne artikel pegede på en meget vigtig fejlkilde ved kliniske
forsøg, og at kvaliteten af klinisk forskning efterfølgende blev endnu mere præcis end
tidligere, så var den også med til at skabe forestillingen om at placebo bare var en
generende fejlkilde som så vidt muligt skulle elimineres ved de kliniske forsøg, i jagten
på den mest præcise vurdering af en ny medicins effekt. (Wikipedia: Placebo 2007)
Efterhånden som flere og flere fejlkilder i den kliniske forskning er blevet afdækket er
det også blevet tydeligere, at PE som Beecher havde påvist, ikke bare var én effekt, men
mange forskellige faktorer som kunne kontaminere resultaterne af de kliniske forsøg.
17
Dette illustreres meget godt af en undersøgelse fra 1997 af Beechers resultater, hvor det
konkluderes at stort set ingen af de forbedringer som Beecher oprindeligt tilskrev PE
skyldtes PE. Meget pegede på at den effekt der var opnået i mange af patienterne
skyldtes andre usikkerhedsfaktorer ved den kliniske forskning og dets
undersøgelsesobjekter bl.a.
“…spontaneous improvement, fluctuation of symptoms, regression to the
mean, additional treatment, conditional switching of placebo treatment,
scaling bias, irrelevant response variables, answers of politeness,
experimental subordination, conditioned answers, neurotic or psychotic
misjudgment, psychosomatic phenomena, misquotation, etc.”
Og altså ikke, som det blev antaget af Beecher, PE (Kienle GS, Kiene H. 1997).
Placebobegrebet opblødes (1997-2007)
Som Lars Ole Andersen beskriver i Ugeskrift for Læger i artiklen Tiltro og Mistillid til
Placeboeffekten (2005;167(50):4726) så er den nyligt omfattende begrebsdannelse der
udvikler sig rundt om begrebet placebo et tegn på at ordet placeboeffekt er begyndt at
være for upræcist til egentligt at betyde noget, hvorfor at man søger efter andre og mere
beskrivende og meningsfulde ord, som f.eks. »medfølgende elementer«,
»helbredsresurser«, caring effects, meaning response, belief effect og posttherapeutic
response.
Begrebet har altså udviklet sig således at vi i dag står i en opbrydningstid og må finde
stadig mere præcise ord til at beskrive det som tidligere bare var kendt som placebo. Så
ud af de nye bud på definitioner af PE, er der så noget der kan henvende sig særligt til
den afspændingspædagogiske forklaringsramme? Lars Ole Andersen er lidt inde på det
når han refererer til Daniel Moermans meaning response [MR], som jeg vil gå mere i
dybden med nu.
På vej mod et brugbart placebobegreb, en meaning response?
I denne nye begrebsdannelsesproces mener jeg, at antropologen Daniel Moerman og
hans begreb MR, er af særlig interesse for afspændingspædagogen.
18
Daniel Moerman er forfatter til bogen Meaning, Medicine and the Placebo Effect, fra
2002, hvori han argumenterer for at redefinere forståelsen af placebobegrebet. Hans bud
på en sådan redefinering er hans begreb MR.
Moerman går imod placebobegrebets historie, som har defineret effekten som en gene,
en fejlkilde som skulle udraderes med sirligt designede forsøgsopstillinger, og
argumenterer for at vi bliver nødt til at forstå placebobegrebet anderledes. Klinisk
forskning har gennem mere end 50 år vist at der med PE kan opnås en lang række af
virkninger, som ikke bare er generende placebo (eng. A mere placebo) der forplumrer
forsøgsresultater. Men fordi at man i lang tid har anset PE for en fejlkilder har den fået
et dårligt ry og man bruger gerne ordet derogatoriske om alle slags behandlinger, vis
effekt ikke kan bevises: Det er bare placebo.
Moerman forklarer det ved at dele det således op: Mennesket responderer på at blive
skadet på tre niveauer. Der er en autonom respons, som er den vigtigste del af
helbredelsen af en skade (immunsystemet, udskillelse af antistoffer, feber, blodets
koagulering osv.). Der er en specifik respons, som består i det vi gør ved skaden
(forbinder såret, effekten af penicillin på bakterier, effekten af salicylsyre på smerter
osv.). Sidst men ikke mindst er der ifølge Moerman en menings respons, der følger af
interaktionen med konteksten hvori helbredelsen sker (Størrelsen eller farven på pillen
man tager, lægens hvide kittel eller dybe autoritære stemme osv.) (Moerman 2002)
Den første type respons vil jeg ikke beskæftige mig direkte med i denne opgave, men
den anden type respons, den specifikke respons, kan nemt i den
afspændingspædagogiske kontekst forstås, som det vi i AMB gør med hænderne for at
faciliterer en eller anden normalisering af eller påvirkning af muskeltonus etc.
Den sidste type respons, the MR, bruger Moerman resten af sin bog til at uddybe. I den
raffineringsproces af placebobegrebet, som jeg tidligere har nævnt, mener Moerman at
vi har tabt sigte af den del af enhver behandling som består i den menneskelige kontakt
og den betydning det har for individets helbredelse, ikke bare at modtage en virksom
medicin, men også at deltage i en ”behandlingsceremoni”, som skaber mening med
individets lidelse. Man har tilsyneladende, som den historiske udvikling af begrebet
peger på, i jagten på en mere ”ren” effekt af medicin, vendt ryggen til kunsten at
helbrede og næsen mod videnskaben at helbrede.
19
Moerman mener at vi både er biologiske og kulturelle væsner, som i lige så høj grad
helbredes eller ødelægges af den mening vi læser ind i livet, hvilket Moerman med
henvisningerne til en bred vifte af undersøgelser fra mange forskellige fag, forsøger at
underbygge.
Eksempler på den Moerman’ske meaning response
Nedenfor vil jeg bringe et lille udsnit af nogle af de undersøgelser Moerman og mine
andre kilder henviser til, som støtter op om Moermans begreb MR og som senere kan
være med til at kaste lidt lys over min problemformulering.
Kan det siges at være af betydning hvilken psykoterapeut du går til?
I 1979 udførte Hadley og Strupp et interessant forsøg med psykoterapi.
Strupp og Hadley identificerede en række studerende, som de karakteriserede som
”forstyrrede” (eng.: disturbed) og tildelte dem enten en psykoterapeut eller en
universitetsprofessor. Psykoterapeuterne havde i gennemsnit 23 års erfaring, som
terapeuter, hvor professorerne (indenfor engelsk, filosofi, historie og matematik) ingen
terapeutisk erfaring havde overhovedet. Professorerne blev dog udvalgt på baggrund af
deres omdømme som troværdighed, varme og interesse for de studerende.
To andre grupper af studerende blev brugt som kontrolgrupper. En gruppe modtog
minimal behandling og en modtog kun en diagnostisk undersøgelse. Over en periode på
et år viste det sig at de to grupper som modtog behandling klarede sig signifikant bedre
end dem som ingen eller kun minimal behandling fik.
Det interessante ved dette forsøg er at der ikke viste sig nogen forskel på effekten af
terapien, uanset om de ”forstyrrede” studerende modtog behandling af en garvet
psykoterapeut eller en, terapeutisk set helt grøn, universitetsprofessor. (Moerman 2002,
Strupp & Hadley 1979)
At skrive sin egen historie, er det nødvendigt med en mellemmand?
I 80’erne udførte James Pennebaker en række forsøg med sine psykologistuderende på
University of Texas. De studerende blev bedt om at bruge 15 minutter fire dage om
ugen på at skrive om et tildelt emne. De studerende blev tilfældigt udvalgt til én af to
grupper: 1) kontrolgruppen blev bedt om at skrive om dagligdags fænomener; f.eks. at 20
beskrive det rum de befandt sig i. 2) testgruppen blev bedt om at skrive om deres
allerdybeste tanker og følelser omkring deres mest traumatiske oplevelser ned.
Pennebaker fulgte derpå alle de studerendes færd i gennem resten af skoleåret og fandt
at de studerende der var i testgruppen, dem der havde skrevet om dybt personlige tanker
og følelser, langt sjældnere søgte læge.
Udover at testgruppen generelt rapporterede at det at skrive deres traumatiske oplevelser
ned, hjalp dem og var en positiv erfaring, så viste der sig altså også en korrelation
mellem det at ”udtømme sig” på skrift (Moerman kalder det disclosure, måske man
kunne sammenligne det med en art katarsis?) og et godt fysisk helbred.
Denne type undersøgelse er gentaget adskillige gange i andre lande (Mexico, Holland,
Belgien, USA og New Zealand) og med andre slags målgrupper og resultaterne er de
samme. Pennebaker, Barger og Tiebout konkluderede i 1989: “[the]… degree of
disclosure during interview was found to be positively correlated with long-term health
after the interview.”
Kan branding af en særlig type behandling påvirke dens effektivitet?
Braithwaite og Cooper udførte i 1981 et interessant forsøg for at undersøge brandings
indflydelse på effekten af medicin. Forsøget gik ud på at finde ud af hvordan
produktnavnet på et smertestillende præparat ændrede effekten af medicinen. Der deltog
835 kvinder. Alle deltagerne havde fortalt at de når de havde hovedpine brugte Aspirin.
Disse kvinder var blevet inddelt i 4 grupper, hvor hver gruppe fik tildelt en pakke med
tabletter. Der var fire slags tabletter, én til hver gruppe. I den første gruppe fik
deltagerne placebopiller uden brandnavn. Den anden gruppe fik placebopiller med
brandnavn. Den tredje gruppe fik Aspirin, men uden brandnavn. Den fjerde gruppe fik
Aspirin med brandnavn.
Det viste sig at dem der fik den største effekt var den fjerde gruppe der fik Aspirin med
brandnavn på, og altså interessant nok en større effekt end dem der fik den samme
medicin, bare uden at vide præcis hvilken slags smertestillende medicin det var de
modtog.
21
Selve det at tage et medicinmærke som man har tidligere gode erfaringer med og kender
fra reklamer, film og mange andre steder, giver altså en større effekt end når man bare
indtager det konkrete stof uden at behæfte en masse meninger til det. (Moerman 2002)
Kan en uvirksom behandling, udløse stærke fysiologiske reaktioner?
I 1988 udførte Wilson Harvey et al. en række undersøgelser af hvorvidt
ultralydsbehandlinger for smerte virkede på patienter der havde fået trukket
kindtænderne ud. Harvey mente ikke at der var objektive beviser nok for ultralydens
effektivitet og at mekanismen hvormed ultralyden skulle virke var ukendt.
Forsøgsdeltagerne blev inddelt i fire grupper: 1) Kontrolgruppe uden behandling, 2)
Modtager ”ultralyd” uden at apparatet er tændt, samtidigt med at der masseres med
apparatet på kæben, 3) Modtager ”ultralyd” uden at apparatet er tændt, men modtager
ingen massage, 4) Patienten masserer sig selv på kæben, med et falskt ultralydsapparat.
Af disse grupper, oplevede gruppe 3, altså dem der bare havde apparatet tændt, uden
massagen, den bedste smertelindring. Udover smertelindring oplevede deltagerne også
bl.a. at hævelse og trismus1 faldt.
Man teoretiserede i udvikling af dette forsøg også om hvorvidt det at påsmøring af den
kølige creme, enten af patienten selv eller af en ”professionel”, som skulle få
ultralydsapparatet til at glide over huden, kunne have en effekt på hævelse og smerte,
men da man justerede for dette i forsøgsopstillingen, fandt man ingen særlig effekt af
denne del af interventionen.
Alt i alt lød konklusionen på undersøgelsen, at ultralyd ikke i sig selv kunne siges at
have nogen effekt, men at smertelindringen og faldet i hævelse og trismus, måtte
formodes at være placebomedieret. (Evans 2003, W. Harvey et al 1988)
Mange senere undersøgelser peger på at der ikke er klinisk dokumenterbare effekter af
ultralydsbehandlinger. En af de nyere undersøgelser af Kerry G Baker et al. Fra 2001
konkluderer:
1 Trismus er også kendt som låsning af kæben kan skyldes mange forskellige ting. I dette tilfælde med udtrækning af kindtænder skyldes trismus en inflammation i kæbemusklerne.
22
“This review indicates that the biophysical effects of ultrasound are
unlikely to be beneficial. This conclusion is based on the absence of
evidence for a biological rationale for the use of therapeutic ultrasound.”
Hvor går de fysiologiske grænser? Kan f.eks. mavesår påvirkes af meaning response?
Dylan Evans argumenterer i sin bog Placebo – The Belief Effect, for at PE, eller som
han analogt til Moermans MR kalder den, overbevisningseffekten, er et udslag af at
mennesket gennem evolutionen har udviklet evnen til at undertrykke akut fase
responsen. Uden her at skulle gå i dybden med de fysiologiske spidsfindigheder og det
evolutionsbiologiske rationale bag, så fremlægger Evans sagen nogenlunde således, at
mange af de tilstande som PE (mødet med en særlig art social kontakt eller oplevelsen
af mening i en situation) lader til at have en indvirkning på er tilstande, som har med
akut fase responsen at gøre, det vil sige med kroppens reaktion på inflammation.
Evans fremdrager i løbet af sin bog adskillige undersøgelser, som understøtter denne
antagelse; at kroppen svarer på en placebogen situation ved at undertrykke akut fase
responsen. Således beskriver han bl.a. hvordan at depression og mavesår kan påvirkes af
at kroppens reaktion på inflammation, dæmpes (eksemplet med mavesår henter Evans i
øvrigt fra Moerman).
F.eks. forklarer Evans om Moermans undersøgelse af helbredelsen af mavesår, at i to
forskellige grupper af forsøgsdeltagere, én hvor deltagerne skulle tage to placebopiller
om dagen mod mavesår i en måned, og en anden hvor deltagerne skulle tage fire piller
om dagen, var helbredelsen, altså ved placebo alene, for den første gruppe 33 % og 38
% for den sidste. Helbredelsen er ikke bare en subjektiv vurdering, men blev fastslået
objektivt, ved at endoskopere deltagerne.
Dette peger dels på at det at tage flere piller (eller f.eks. større piller, røde piller frem for
hvide etc.) giver en større oplevelse af at modtage en virksom behandling med derpå
følgende stærkere meaning respons, men interessant nok også på at mavesår i mange
tilfælde helt kan helbredes ved meaning respons alene.
Jeg vil lige slutte dette afsnit af med at nævne en række af tilstande, som man ved, er
placeboresponsive, for at tegne grænserne op for hvad PE kan siges at udrette. Listen er
23
stykket sammen af alle de nævnte eksempler på hvad PE i de bøger jeg henviser til i
min teori og på min litteraturliste, kan udrette.
Placebomedicin og behandlinger har vist sig virksomme overfor tilstande så forskellige
som: Astma, allergi, eksem og udslet, depression, angst, anspændthed, trismus,
mavesår, parkinsonismens tremor, inflammation af forskellig art, fibromyalgi,
Meniéres, tinnitus, leddegigt, såvel som slidgigt og andre former for gigt, stress,
smerter, forhøjet blodtryk, mavesår og angina pectoris.
Hermed ender min fænomenologiske og historiske afdækning af placebobegrebet og nu
er det blevet tid til at diskutere teorier og begreber.
24
Diskussion
Om den samtaleprægede del af AMB: Afspændingspædagogen, en
meningsskaber?
Jeg mener at Jørgensen i de tidligere fremdragne citater, med al tydelighed understreger,
nødvendigheden af, at skabe tryghed hos klienten, for et godt behandlingsforløb. Hun
går endda så langt, som til at sige, at enhver af afspændingspædagogens handlinger og
udsagn, har stor betydning for om forløbet bliver vellykket eller ej.
Det er jo ikke fordi at der er noget overraskende eller odiøst i det, for garvede
behandlere, men interessant er det da om denne færdighed som afspændingspædagogen
skal tilegne sig; at kunne skabe tryghed, og dens succesfulde applikation i en
behandlingssituation, er den primære helbreder og ikke, som afspændingspædagogen
måske tror, de konkrete afspændingspædagogiske teknikker (særlige greb, rytme,
vurdering af tonus, trykdybde etc.).
Lighederne mellem AMB og psykoterapi
Det er min formodning, at der er så mange lighedspunkter mellem AMBs samtaledel og
klientforståelse, og den tidligere beskrevne klientcentrerede psykoterapi, at
forskningsresultater fra det ene felt i langt de fleste tilfælde uden videre lader sig
applikere problemfrit til det andet. Denne formodning bakkes delvist op af Ivanouw
andetsteds i den tidligere citerede artikel Hvad er en afspændingspædagog?
Jeg mener at Carl Rogers med sin klientcentrerede psykoterapi, som jeg har vist, helt i
tråd med Jørgensen, netop har med at indgyde tryghed, ikke bare skaber rammerne om
en succesfuld terapisession, men også skaber nogle ideelle rammer for at igangsætte en
MR.
Vi har set på Strupps resultater, som kunne tyde på at en empatisk lytter, et almindeligt
og engageret medmenneske, uden særlige forkundskaber, kan opnå de samme resultater
som en erfaren psykoterapeut. Nogle af de faktorer, som vi i høj grad kunne forvente
var udslagsgivende for effekten af den psykoterapeutiske behandling, bl.a. terapeutens
erfaring med sit fag og selve typen af psykoterapi (kognitiv, freudiansk, jungiansk etc.),
viser sig dybest set ikke at spille nogen rolle for effekten af behandlingen.
25
Ydermere peger Pennebakers resultater på, at selv ikke den direkte menneskelige
kontakt er bydende nødvendig for at opnå en endog markant effekt på psykisk og fysisk
velbefindende af det, at fortælle sin historie.
Noget kunne i lyset af disse undersøgelser pege på at det mere er processen, at
”fortælle” eller ”skrive” sig selv, og derved intellektuelt og emotionelt at organisere sin
selvforståelse, som er helbredende for kroppen og sindet, end det er effekten af nogen
egentlig specifik type psykoterapeutisk intervention.
Som jeg tidligere har vist med eksempler fra den afspændingspædagogiske
behandlingslitteratur, særligt Ivanouw, men også Ryborg og Jørgensen er inde på det,
består meget af vores opgave som behandlere i, sammen med klienten, at skabe mening
i de signaler klienten får fra sin krop, at skabe et sprog sammen med klienten om
klientens krop.
Det at skabe et sprog, enten at klienten selv sætter sine egne ord på kropslige
fornemmelser, eller i fald at klienten ikke selv kan, så at afspændingspædagogen,
hjælper klienten på vej med sin særlige terminologi, er i allerhøjeste grad at skabe
mening.
Som resultaterne fra de undersøgelser jeg har nævnt i opgavens teoriafsnit, så lader det
til at afspændingspædagogen i sin kliniske praksis vil kunne observere, endog store
forbedringer, alene ved det at klienten oplever at behandlingssituationen giver mening
til klientens sansning (kropsbevidsthed) og oplevelse (kropsoplevelse) af sin krop. Dette
upåagtet hvorvidt den mening vi skaber for og sammen med klienten har rod i nogen
objektiv virkelighed eller om de specifikke greb og øvelser vi tager i brug, egentlig er
det som giver effekten.
Kunne det tænkes at afspændingspædagogens skoling i den Roger’ske accept, empati og
genuine nærvær og det på SfP generelle fokus på opbygning af relationskompetencer,
når disse udspiller sig i en behandlingssituation, udløser en MR, som derefter tolkes af
afspændingspædagogen som værende et udslag af særlige afspændingspædagogiske
metoder?
Kunne det tænkes at den samtaleprægede del af AMB, analogt med psykoterapien, som
bl.a. Strupp beskriver den, er én ud af hundredvis af forskellige måder at gribe
26
interesseret lytning og rådgivning an på, som uanset hvilken tilgang man vælger,
frembringer den samme effekt; at størstedelen af modtagerne føler sig mødt, får skabt
mening og sammenhæng i sin historie og derved udløser en MR, altså med både
subjektive og for mange tilstandes tilfælde objektive forbedringer til følge?
Om den manuelle del af AMB: Afspændingspædagogen, fire store røde
placebotabletter?
Der er ingen tvivl om at berøring er af stor betydning for menneskets velbefindende.
Det viser bl.a. Bowlby (1952), Harlow (1968), Tollefsen (2002) og Moberg (2007) med
deres undersøgelser og bøger, udover enhver rimelig tvivl. Så selve effekten af den
almenmenneskelige berøring, er ikke til debat, men spørgsmålet som denne opgave
forsøger at besvare, er om der kan siges at være en effekt af AMB, som strækker sig ud
over det som kunne forventes alene ved placebo.
Uden at kunne sige med sikkerhed, at der er en forbindelse mellem PE og berøringens
effekt, så synes jeg at det er nærliggende at formode, at der i hvert fald kan være et
overlap de to områder imellem.
Derfor tænker jeg i denne sammenhæng at et svar på om berøringen i AMB har en
effekt der strækker sig ud over det man kunne forvente af almenmenneskelig berøring
alene, kunne overføres mere eller mindre intakt til om den terapeutiske berøring i AMB
har en effekt som strækker sig ud over det man kunne forvente af en placebo. Altså er
spørgsmålet her, kort sagt: Kan der skelnes mellem effekten af almen berøring og
effekten af den terapeutiske berøring, som den forsvares og forklares af
afspændingspædagogen?
Med dette spørgsmål i baghovedet går vi videre til at finde ud af hvad uvirksomme
ultralydsbehandlinger og AMB kunne have med hinanden at gøre.
Men hvad er sammenhængen mellem ultralyd og AMB?
Det er min formodning at der, i tråd med lighederne fra ovenstående eksempel med
berøring, er ligheder mellem AMB og ultralydsbehandlingen mod smerter, som den er
beskrevet hos bl.a. Wilson Harvey et al., som vi i denne sammenhæng kan bruge i
forhold til min problemformulering.
27
Begge interventionstyper er når de er mest virksomme udført af en behandler, som
klienten forventer, kan formidle en virksom behandling mod de gener vedkommende
har henvendt sig med. Begge interventionstyper har en ceremoniel karakter (i ordets
bredeste forstand vel at mærke), med dertilhørende redskaber og teknikker, som kan
være med til at faciliterer en MR.
Afspændingspædagogen har særlige greb, bolde, puder, rundstokke etc. hvor, i det
benyttede eksempel, en tandlæge (det kunne lige så godt være en fysioterapeut), har en
fin skinnende og bippende ultralydsmaskine, en hvid kittel etc. Begge interventionstyper
involverer berøring og i nogle tilfælde massage eller masserende bevægelser.
Vi har her et udmærket eksempel på dels at berøring og dels at troen på at modtage en
helbredende berøring, bærer muligheden for at udløse markante fysiologiske og
psykologiske helbredende reaktioner, i sig.
Hvad kan vi ellers lære af forsøgene med ultralyd?
Jeg ser at vi yderligere kan lære, i hvert fald, to ting af de forsøg jeg har beskrevet eller
henvist til omkring ultralyd og dens effekt. Dels kan vi lære at selvom forklaringen af
en særlig terapeutisk praksis ikke har den mindste rod i virkeligheden, og at forskellige
forskere i mere end 20 år har påpeget dette, så kan den pågældende praksis stadig leve i
bedste velgående. Dels kan vi lære at flere autonome fysiologiske reaktioner kan sættes
i gang og selv store smerter lindres og måske endda fjernes helt, bare fordi at klienten
modtager en behandling som han tror på og oplever som meningsfuld. Men hvilken
relation kunne det tænkes at have til den afspændingspædagogiske praksis?
Ingrid Røder skriver i slutningen af sin bog Holistisk Afspænding:
”Via de mange års [mere end 40 skriver Røder andetsteds i teksten]
grundige iagttagelser af menneskers kropsreaktioner i forbindelse med
afspændingsbehandling og disse menneskers fortællinger om deres
kropsoplevelser, er vi nået frem til nogle lovmæssigheder, der danner
grundlag for vores teori.”
Jeg kan til dette, med ultralydsforsøgene in mente, kommentere, at man sagtens i
gennem mange år kan have en klar oplevelse af at det man laver har en dyb effekt på
ens klienter, uden at det virker af den grund man i alle de år har antaget. Der er ikke 28
nødvendigvis en sammenhæng mellem dét man gør og tror på virker og det som reelt
sker i klienten. Det mener jeg i hvert fald at forsøgene med ultralyd antyder ganske
godt.
Der er altså som jeg mener at have vist, rigtig god grund til at forholde sig
overordentligt skeptisk overfor ens egen evne til at drage korrekte konklusioner på egne
kliniske erfaringer. Det gælder særligt et så subjektivt fag som
afspændingspædagogikken. Så selvom at vi har mere end 40 års erfaring omkring
menneskers kropsoplevelser, så betyder det desværre ikke at vi kan bruge det til særligt
meget, hvis ikke, at det forsøgsmetodologiske grundlag er i orden.
Punktgrebet, et eksempel på bestemte grebs validering eller mangel på samme
Læg til denne forståelse, beskrivelsen af punktgrebet fra Røders bog Holistisk
Afspænding, som jeg fremdrog i opgavens teoretiske del. Punktgrebet kunne tænkes, at
gøre noget, ved et triggerpunkt, som man ikke ved hvad, er. Hvis det er
forklaringsniveauet for de enkelte greb, så kunne det måske række, bare at sige, som
antydet ovenfor, at berøring, på grund af MR og den almene berørings betydning, har
den gavnlige effekt som det har.
Alternativt til den forklaring der suppleres på grebets effekt i Røders bog kunne man
måske forestille sig at hårdheden af grebet ikke var mere vigtig end den betydning som
klienten lagde i at det gjorde ondt? Der er jo en tendens i vores samfund til at tro at det
skal gøre ondt før det gør godt. Det ville i hvert fald passe godt ind med teorien om MR.
Kunne det tænkes at afspændingspædagogen gennem sin berøring alene, altså uden alt
det fagtekniske omsvøb, var med til at give klienten den nærende følelse af nærvær og
accept, som selv Harlows rhesusaber valgte frem for at spise, og at det, frem for noget
andet i AMB var med til at give en effekt af behandlingen?
Kunne det tænkes at afspændingspædagoger som i Braithwaite og Coopers forsøg med
Aspirin, har brandet sig således, at effekten af vores berøring og behandling, virker
endog bedre end f.eks. en tilsvarende fysioterapeut eller massørs? At
afspændingspædagogen måske er at ligne med Moermans mavesårsforsøg, hvor fire
røde placebopiller virkede bedre end to hvide.
29
Forskningen der desværre ikke rigtigt sagde noget
Ingen af de undersøgelser, som endnu er blevet udført i afspændingspædagogisk regi,
uanset deres størrelse og antallet af år der er gået med indsamling af
forskningsresultater, giver, set med mine øjne, en særlig sikker vurdering af vores
særlige typer interventioners effekt. Af den simple grund, som også Røder og Ivanouw
selv er inde på, at der ikke i et eneste af disse studier er inkluderet hverken placebo-
eller kontrolgruppe.
Af alle de fejlkilder, som endnu er kendt, indenfor den kliniske forskning, så er netop
manglen af både placebo og kontrolgruppe, nogen af de værste.
Åreladning, opkastninger, tarmskylninger, indgift af kviksølv og påsætning af igler, for
bare at nævne et par af heltemedicinens artefakter, overlevede hundredvis, vis ikke
tusindvis af år, alene fordi at man ikke havde gjort sig den ulejlighed (og selvfølgelig
fordi man ikke den gang de blev opfundet vidste bedre) at inkludere placebo- og
kontrolgrupper. I hvilket tilfælde man havde set at ingen behandling eller enhver anden
(og mindre invasiv) behandling, havde virket lige så godt (i fald, at patienten troede på
behandlingens effekt).
Som bl.a. Røder er inde på, når hun kommenterer på det empiriske materiale hun lægger
til grund for sin bog:
Svagheden ved undersøgelser af denne art er, at det er
afspændingspædagogen selv, der vurderer effekten… Ligeledes mangler
der en kontrolgruppe for at vurderer placeboeffekt, og hvor mange af
klagerne, der ville være forsvundet igen uden intervention.
Der er altså, set med mine øjne, et mildest talt gabende hul i vores empiri, nemlig at vi
ikke kan sige at effekten af det vi gør foranlediges af det vi gør og ikke af den
forventning som klienten har til eller får skabt gennem behandlingen, endsige regression
to the mean, høflighedsrespons, skaleringsbias eller en hvilken som helst af de mange
fejlkilder og faldgruber, som er strøet ud på vejen til videnskabeligt underbygget viden.
Når jeg så groft indleder dette afsnit med titlen forskningen der desværre ikke rigtig
sagde noget så er det selvfølgeligt for at provokere og sætte det lidt på spidsen, men
30
faktum er at vi med den nuværende forskning på området tilsyneladende ikke har noget
håndgribeligt bevis for at det netop er den måde vi gør tingene på som er
udslagsgivende. Derfor er det set med mine øjne ikke hensigtsmæssigt at sætte
lighedstegn mellem effekten af vores særlige interventioner og den måde vi forklarer
dem på.
Men er vi så bare kvaksalvere?
Hvad betyder det for vores fag og vores selvforståelse, at der ikke er særligt meget
evidens til at bakke op omkring vores formodning (eller tør jeg sige påstand?), at
effekten af vores behandling må strække sig ud over det man kunne forvente af placebo
alene?
Den situation vi lærer at skabe omkring vores behandling, den særlige måde vi
kommunikerer med klienten på og den måde vi berører klienten, er alle uløseligt
forbundet med at fremmane en MR. En MR som kan kurere smerter ved at kickstarte
kroppens endorfinudskillelse (bl.a. Beecher et al 1955, Benedetti 1997) og som kan
dæmpe inflammation og derved påvirke en lang række af tilstande i kroppen, alt fra gigt
til feber, henover mavesår, depression og trismus (Harvey 1988, Evans 2003, Moerman
2002). En MR som vel at mærke ikke er afhængig af den konkrete interventions
formodede effekt, men udelukkende er afhængig af hvad klienten tror, er virksomt. Ja i
nogle tilfælde kan man, opleve bedring hos patienter alene fordi de har siddet på
venteliste til en behandling de forventer, kan helbrede dem (Hróbjartsson 1999, Brody
1980).
Noget kunne tyde på, at klienten, i fald at han troede på behandlingen, ligeså godt kunne
have besøgt en heksedoktor eller måske efterhånden lidt mindre eksotisk og lidt mere
hjemligt: En zoneterapeut eller en akupunktør.
Men hvis jeg skal yde mit fag, som jeg i øvrigt elsker meget højt, retfærdighed, så skal
det, som jeg allerede har peget på tidligere i opgaven, pointeres at den
afspændingspædagogiske behandling består af mange flere elementer end dem jeg
forholder mig kritisk til med denne opgave, elementer som jeg ikke ser nogen grund til
at tvivle på effekten af.
31
Faktisk forholder det sig måske ikke meget anderledes med et fag, som ellers sjældent
sættes i den slags tvivl, som jeg her sår om mit eget, nemlig lægestanden. I en
undersøgelse fra 2003 af Hróbjartsson hvor han havde adspurgt 772 tilfældigt valgte
praktiserende læger i Danmark om de i det seneste år havde benyttet sig af
placebobehandling af deres klienter. Godt 500, dvs. 65 % af de adspurgte læger valgte
at svare. 86 % af de læger der svarede tilkendegav at de mindst én gang havde udskrevet
medicin, som de vidste, var virkningsløst mod den sygdom det blev udskrevet imod (eg.
antibiotika imod virusinfektioner). Hele 48 % af lægerne tilkendegav at de indenfor det
sidste år havde udskrevet placebomedicin mindst 10 gange. Samme undersøgelse
pegede på at ca. 30 % af lægerne mente at placebointerventioner kunne have en objektiv
målbar effekt og næsten 50 % fandt generelt brugen af placebo etisk forsvarlig
(Hróbjartsson og Norup 2003).
Og som flere undersøgelser af psykoterapiens effekt, konkluderer, bl.a. Smith og Glass i 1977,
på en stor sammenligning af 375 studier af forskellige slags psykoterapi, følgende:
”…convincing evidence of the efficacy of psychotherapy. On the average, the
typical therapy client is better off than 75 % of the untreated individuals.”
Sammenholdt med den tidligere præsenterede teori om at effekten af psykoterapi kunne
forstås som et udslag af MR, samt alle de objektive fysiologiske forandringer, som jeg
har vist at en sådan MR kan afstedkomme, så viser dette, at det, at noget er placebo, selv
hvis det er en ren placebo, som i eksemplet med lægerne og antibiotikaene ovenfor, ikke
er så skidt endda. Hvilket da også er Moermans og min egentlige pointe.
Så selv hvis vi er os bevidst at MR kan være endog en stor del af effekten af AMB, så
tror jeg at vi trygt kan fortsætte vores virke, uden at modtage beskyldninger om
kvaksalveri, fra andet end den lille flok, som stadig kunne finde på, at placerer
uddannelsen under krigs- eller kirkeministeriet.
32
Konklusion
Hvad har jeg fundet frem til?
Jeg har, baseret på det materiale jeg har gennemgået, analyseret og forholdt mig til,
fundet at AMB i høj grad lader til at være placebogen og at afspændingspædagoger gør
brug af mange midler som i sig selv ikke kan bevises at have en terapeutisk effekt af de
årsager som ellers gives for deres effekt, men som bærer en mening eller bliver indgivet
en mening, som effektuerer MR hos klienten og derfor kan opleves som virksom.
Jeg har vist at PE ikke bare er en gene, men at den kan bruges og er blevet brugt bevidst
af alternative behandlere (i denne opgave noget anakronistisk eksemplificeret ved
Paracelsus magnetterapi), såvel som nutidens læger, for at skabe eller forøge effekten af
en behandling. Ved at forstå PE, som en MR, og ikke bare som en gene eller
kvaksalveri, kan vi gøre brug af den og forøge effekten af de dele af AMB, som vi ved
virker.
Jeg har i diskussionsafsnittet ud fra de fremlagt teorier, givet nogle bud på hvilke
overvejelser vi kan gøre os omkring AMBs virkemåde og jeg vil senere under
perspektiveringen foreslå nogle måder vi bedre kan dokumentere AMB på.
Så i fald at man tager denne opgaves fund for gode varer og kan se rationalet i mine
sammenligninger af eksemplerne fra placeboforskningen og AMB, så mener jeg at man
må holde sig det bevidst, at selve den form vi giver vores behandling og den måde vi
forklarer den på, ikke endnu kan siges at være valideret gennem klinisk forskning og
derfor muligvis ligeså godt kunne være erstattet med enhver anden form og forklaring,
som gav mening for behandler og klient.
Jeg vil slutte denne del af opgaven af med et citat fra Ivanouw, som jeg synes er lige så
sandt, nu, som det var for mere end 10 år siden, hvor han skrev det i artiklen Hvad er en
afspændingspædagog?
”Vi må også erkende, at den videnskabelige baggrund for vort eget fag er
mindre entydig end for mange andre faggrupper… Vi skal være åbne
overfor forskning, som kan forøge vores videnskabelige baggrund.”
33
Hvilket naturligt leder mig til i perspektiveringen at give mit bud på en række måder
hvorpå man kunne lave forsøg med afspændingspædagogikken, og samtidigt inddrage
placebogrupper.
Perspektivering
Af alle de ting, som min research har bragt på banen, er et af de mest interessante
områder, for mig at se, hvordan man strikker et forsøg sammen, så der bliver taget
hensyn til placebo- og kontrolgruppe. Det vil jeg nedenfor forsøge at gøre med AMB,
således at denne opgave ikke bare står som en kritik, men at den peger mod fremtiden
og anviser nye måder at handle på indenfor den forskning, som forhåbentlig vil forøge
vores videnskabelige baggrund.
Et af de største problemer ved valideringen af AMB, er at komme uden om
placeboproblematikken. Det håber jeg er blevet klart, ovenpå resten af opgaven. For
hvordan skaber man en placebobehandling, som ikke lader sig skelne fra den ægte vare?
Det er jeg nu ikke sikker på helt lader sig gøre, men jeg har hentet noget inspiration fra
bl.a. Bausell, Moerman og Evans, således at jeg kan foreslå et par mulige måder at
komme udenom placeboproblematikken alligevel.
Jeg har tidligere i opgaven argumenteret for at placeboeffekten er af det gode, så længe
man som behandler er sig dens muligheder og virkemåder bevidst. At jeg her forsøger at
komme uden om den med flere sindrige forsøgsopstillinger, kan måske virke lidt
selvmodsigende, men uanset hvor godt en eller anden behandling virker, så mener jeg,
som denne opgave bl.a. har argumenteret for, at det er vigtigt at vide præcis hvordan,
den virker. Det præcise hvordan, finder man ikke uden en placebo- og kontrolgruppe,
som det tidligere blev demonstreret ved bl.a. Beechers artikel.
Et par bud på at komme uden om placeboeffekten i undersøgelsen af
effekten af AMB
Ingen af følgende bud er helt uddybende, men kan forhåbentligt give en idé om hvilke tanker
jeg har gjort mig om projektet, samt give en fornemmelse af hvad der skal til for at tilnærme sig
den ønskede præcision af forsøget.
34
Generelt for kliniske forsøg der skal validere noget som helst
Der skal være mere end 50 deltagere i hver gruppe.
Der må ikke i forløbet være et frafald på mere end 25 % fra hverken den samlede
mængde deltagere eller fra en enkelt gruppe alene.
Forsøgsdeltagerne skal være fordelt tilfældigt mellem grupperne
Forsøget skal være dobbeltblændet
Forsøget skal inddrage mindst én kontrolgruppe der ikke modtager nogen behandling
Forsøget skal inddrage mindst én placebogruppe (bl.a. Brodys forsøg fra 1980, peger på
at det kan være nødvendigt at have flere skalerede placebogrupper, alt efter den
forventede placeboeffekt, af f.eks. at være på venteliste eller bare det at få stillet en
diagnose uden at få en behandling.)
Forsøget skal være multicentreret, hvilket betyder at forsøget gerne skal gentages flere
steder rundt om i verden og komme til samme konklusioner.
Om end at dette sidste kriterium virker som lidt overdrevet, så kan det ikke skade at
bestræbe sig på at nå denne standard: Forsøgsopstillingen og forsøgets resultater skal
godkendes og peer-reviewes til en prestigefyldt naturvidenskabelig journal.
Vi skal altså have os en samlet deltagergruppe på over 150 mennesker. Højst 25 %, men helst
ingen af deltagerne skal falde fra. Vi skal finde en måde at fordele deltagerne mellem grupperne
tilfældigt. Her kan det være godt at overveje, at mænd og kvinder har forskellig fysiologi og
ikke mindst psyke, så måske vi skal lave to forsøg, ét med kvinder og ét med mænd? (Det meste
medicinske forskning holder sig til mænd, hvilket faktisk har vist sig på det seneste at være et
problem.)
Så skal forsøget være dobbeltblændet, dvs. at både behandler og klient skal være uvidende om
hvorvidt der gives rigtig eller placebobehandling, men det er simpelthen umuligt med AMB, for
ingen behandler, falsk eller ægte, vil ikke kunne vide om den behandling han gav, var den ægte
vare. Så den del af den gyldne standard kan vi ikke opfylde, uanset hvor meget vi gerne vil.
Så kommer vi til sidst til inddragelsen af kontrol og placebogrupperne. Bortset fra at de skal
være der, så er der ikke umiddelbart noget særligt ved udvælgelsen, andet end at de skal matche
den gruppe der modtager den rigtige behandling, så godt som muligt.
35
Sidst men ikke mindst vil det være en fordel hvis forsøget kunne køre i samarbejde med
afspændingspædagoger fra andre dele af verden, som havde den samme behandlingsform som
os. På den måde kunne vi gøre forsøget multicentreret og højne kvaliteten af det og samtidigt
høste fordelen af et tværkulturelt studie.
Et tværkulturelt studie
Inspireret af flere af de forsøg som Moerman behandler i sin bog, hvor det viser sig at
graden af placeboreaktion for f.eks. mavesårs- og hjertemedicin er vidt forskellig i
henholdsvis Tyskland og Brasilien. Med flere andre eksempler gør Moerman det
tydeligt, at det giver mere mening at kalde det en meaning response, fordi folk reagerer
på den mening de lægger i behandlingen. Kort kan f.eks. nævnes hvordan oplevelsen af
effekten af en pille kan ændres blot ved at variere farven på pillen, og endnu mere
interessant at placebovirkningen af en bestemt farve pille kan skifte fra land til land,
men sågar også fra køn til køn, indenfor samme land. (Moerman 2002 og Lola
Romanucci-Ross)
Med disse eksempler in mente, tænker jeg at det er oplagt, at lave et tværkulturelt studie
af effekten af AMB. Hvis AMB viser sig at have den samme objektive effekt på en
aboriginer fra Australiens outback, en østkyst canadier, en hvid sydafrikaner og en
laplænding, så er der god grund til at antage at placeboeffekten spiller en mindre rolle i
AMB, end det antages her i denne opgave.
I den strikse form af dette eksperiment vil det selvfølgelig være at foretrække at man
havde fundet nogle objektive kriterier at bedømme effekten af behandlingen ud fra,
såsom med endoskoperingen af mavesårspatienterne, fra Moermans forsøg, såsom EMG
eller noget lignende, men med lidt snilde kunne man sikkert også udtænke en række
mere subjektive kriterier, såsom f.eks. oplevelsen af arousalniveau, før og efter
behandlingen.
Den falske AMB
Man kunne i et forsøg på at imødekomme den ene side af blændingen, optræne ”falske”
behandlere. Behandlere, som på den ene eller den anden måde var i stand til med meget
få midler lånt fra AMB og den teori der ligger bag, at give en ”lade som om”
behandling, der for en uindviet ville opleves som ”at være hos afspændingspædagog”.
36
En anden måde hvorpå at man kunne finde en, om end relativ placeboeffekt vurdering,
ville være ved at finde nogle objektive kriterier at sammenligne andre (tilnærmelsesvis)
beslægtede behandlingssystemer og AMB ud fra. Disse andre behandlingssystemer
kunne være Body-Self Development, Bodynamic, Alexanderteknik, kranio-sakral
massage, akupunktur, zoneterapi eller måske fysiurgisk massage.
Hvis der kunne opstilles nogle kriterier, hvorpå at en eller flere af disse kunne
sammenlignes, så ville man med al sandsynlighed internt kunne finde en relativ
placeboeffekt. Men selvfølgelig kun såfremt, at man indenfor de systemer også kunne
stille op med en falsk behandling.
En sidste etisk krølle på halen og stof til adskillige nye opgaver
Jeg har kun lige ridset i lakken af den etiske dimension af det at sigte specifikt mod at
fremmane en MR, med eksempler som f.eks. lægerne som trods at de ved at antibiotika
ikke virker mod vira, alligevel udskriver det mod influenza eller Paracelsus og hans post
moderne ”medicinerslæng” (ikke at forveksle med post-moderne) der tilsyneladende
ikke var bleg for at indrømme, ja endog byggede teorier omkring forestillingen om hvad
fantasien kunne udrette af mirakler (f.eks. Mesmer 1734-1815).
Spørgsmålet er om det overhovedet er etisk forsvarligt, at praktisere en art behandling,
vel vidende at den overvejende er baseret på placebo? Jeg ville gerne have været inde
omkring det i denne opgave, hvilket jeg også kort beskriver i min indledning, når jeg
taler om min loyalitetsfølelse overfor mine betalende klienter, men det må altså blive
stof til den eller de næste opgaver.
37
Kildekritik
Et problem jeg har haft med mine kilder og de teorier og metoder de har bidraget med
til denne opgave, er ligeledes at der på den ene side har været placeboforskningen, som
primært har udspillet sig i et positivistisk, reduktionistisk miljø med fokus på det
kvantitative og objektive, og på den anden side al den praksiserfaring fra
afspændingspædagogikken, som udelukkende befinder sig i det fænomenologiske og
hermeneutiske med fokus på det kvalitative og subjektive.
Det har været enormt svært at passe disse to verdener sammen, hvilket jeg også
fornemmer, fremgår under overfladen igennem hele opgaven.
Derudover, så er der selvfølgelig, i kølvandet på ovenstående, også mængden af teori.
Da jeg på et tidspunkt i min litteratursøgningsproces blev nødt til at konkludere, at
hverken AMB, PE eller MR lod sig særligt nemt definere, mens det samtidigt var en
definition, som kunne gøres til genstand for analyse, besluttede jeg mig for at min
begrebsdefinition og min teori skulle flettes sammen, i den fænomenologiske
afdækningsform som de har nu. På den måde har jeg forsøgt, at slå to fluer med et
smæk.
En anden, om end mindre problematik, mener jeg ligger i det at jeg klandrer den
afspændingspædagogiske ”forskning” for at være gammel, alt imens, at mange af de
konkrete undersøgelser, som jeg har valgt at drage frem for at illustrere
placebobegrebet, og kritisere den afspændingspædagogiske teori og metode med, også
er temmelig gammel. Jeg mener dog at jeg kan forsvare mit valg, dels ved at jeg nogle
få gange også kortfattet har henvist til nyere forskning, dog uden at gå i dybden med
den, og dels at de resultater som min udvalgte placeboforskning er fremkommet med er
af en langt større lødighed, end det er tilfældet for den afspændingspædagogiske. Det
burde give den lidt mere stayingpower, så at sige.
Til sidst må jeg indrømme at jeg er lidt ked af at jeg endte med ikke at have inddraget
hverken Bunkan, Sundsvold, Lillemor Johnsen, Nic Waal eller sågar Marcher, som alle
har bidraget med megen viden indenfor muskelpalpation og diagnostik, som yderligere
kunne hjælpe med at belyse det som sker under en AMB. Også Kerstin Uvenäs Moberg
38
som jeg lige overfladisk nævner tidligere, kunne være interessant at gå mere i dybden
med.
Men jeg kan desværre ikke sige at det helt var et bevidst valg, at netop de blev udeladt,
men et eller andet sted måtte jeg sætte grænsen, for hvad jeg ville tage med og den
grænse trak jeg primært ved det der i 2005 stod på min pensumliste for faget Klinisk
Praksis. Jeg er ikke klar over præcis i hvilken stand at deres forskning er, men jeg kan
forstå at i hvert fald Sundsvold og Bunkan ofte er blevet citeret i videnskabelige artikler
om muskeltonustest og palpation, hvilket plejer at bøde for en vis kvalitet. I den
forstand tænker jeg at et senere projekt, kunne vinde i kvalitet ved at trække på netop
disse autoriteters forskning.
39
top related